I know you.

[lazzaro]

Leonardo var fik lidt et chok over hendes første kommentar. Han var ved at puste røgen ud efter at have taget et langt sug, og røgen forsvandt roligt mod natte himlen. Han studerede hende kort, så at hun begyndte at græde, og Leo blev lidt urolig. Han havde ikke lyst til at true nogen i dag. Han havde allerede været oppe og skændtes en gang med sin kone, og nu det her.

Han sukkede irriteret, og følte hvordan irritationen dannede sig i hans mave, hvorfor ham? hvorfor skulle alle hade ham lige idag?... Hvorfor ikke naboen? eller hans kat?
Leonardo kørte hånden igennem håret imens pigen råbte af ham, og han fangede udemærket at hun snakkede om hendes mor.
"Well Please enlighten me with whatever I did to destroy your life... Because I am really lost right now.. I have had enoght of this freaking yelling for today..." det sidste blev mumlet lavt til ham selv. Han orkede virkeligt ikke mere.

Han var begyndt at blive træt og havde mest af alt lyst til at opgive, og så bare gå iseng og slappe af. Eller tage et par glas gin og læse playboy... Det ville være hundred gange bedre end at hører på kvinder råbe hele dagen.

[Artemis Evans]

Hadet blussede en smule mere op, hvor havde hun dog lyst til at slå ham rigtig hårdt.. sådan lige der midt i hans ansigt.. men alligevel kunne hun ikke rigtig få sig selv til det. Og nu begyndte hun også at hade sig selv. ”Fuck my life.” mumlede hun bare hen for sig selv, hvorefter hun satte sig ned på jorden og lagde armene over kors, mens hun kiggede den anden vej. Ja, hun opførte sig som et barn og var ynkelig, men hun var et barn. Hendes barndom var blevet taget fra hende, da hun var 10 år, og hun havde stadig brug for at være barn, men det var svært.

Artemis snøftede en enkelt gang, hvorefter hun tørrede sine øjne. Hun var ved at få en kontrol over sig igen, men hun ville på ingen måde opsætte en facade, ikke efter dette. Hun grinede lidt indvendig ved tanken om, hvad hendes kollager ville sige til dette, hvis de da kendte til det. ”Sorry, I just… well.. I had a hard life from my birth. No one really cared about me, and I just want to be a child again. I wanted my mother to be there for me.. and I wanted to meet my dad. I wanted to meet you.” Alt imens hun havde sagt det, havde hun kigget på ham, men ved det sidste kiggede hun væk igen, hun var på en made bange for hans reaktion. ”You don’t have to listen.. I just wanted to say those things out loud for once.” undskyldte hun. Hun hulkede stille og flere tåer begyndte igen at løbe ned ad hendes kinder. Hun følte sig virkelig ynkelig lige nu. Den første, som skulle kende til hendes sande følelse var hendes egen far.

[lazzaro]

Leonardo nikkede rolidt. Hun havde sikkert haft en hård barndom. Det havde de fleste som var i den branche. Man valgte ikke lige frem selv at være i den branche. Så skulle man virkelig elske at udstille sig selv, eller have sex.

"Wait.. wait, wait wait wait... What does your father and me have in common?" sagde han lidt forvirret og svingede lidt med sin hånd i mens han sagde det. Han prøvede ihærdigt at tænke sig frem til svaret, men han kunne ikke rigtigt få det til at hænge sammen.

Han kunne umuligt være hendes far. hun var 15... Så ville han havde været 17. Der var selvfølgelig mange kvinder i hans liv da han var 17.. Men han havde da aldrig hørt om nogen af dem der var gravide, og han snakkede da selv med nogen af dem nu. Ingen af dem havde fået en datter.

Han brummede irriteret og kløede sig lidt i håret før han tog et sug af sin smøg. Det her var forvirrende...... Ej hun måtte lave pis på ham..

[Artemis Evans]

Artemis forblev stille en stund, mens hun prøvede at stoppe tårestrømmen, mens hun tørrede sine øjne. Hun snøftede en enkelt og var endelig begyndt at få styr på tingene igen, eller sådan da, fordi hendes hoved var stadig et stort rod, som hun ikke orkede at hitte rede i nu. Hun havde altid tiden senere, hvor hun kunne å kontrol over tingene igen. Et sted syntes hun, at det var lidt pinligt det her.

”You do have a lot in common. You’re both the mafiaboss, smokes, he were the same clothes like you. His name is Leonardo.” sagde hun og håbede lidt, at han selv kunne regne den ud. Hun kunne ikke få sig selv til at sige direkte, at det var ham, som var hendes far. Hun kendte kun hans navn, fordi hendes mor havde fortalt hende det, da hun havde spurgt efter det. Det virkede bare dumt, måske bare åndssvagt, at have en navnløs far. Det var hvert fald hendes egen mening.

Artemis blev siddende, hvor hun sad. Hun orkede serøst ikke at rejse sig op. Hun orkede faktisk ikke flere af livets udfordringer. Hendes liv havde været en stor udfordring, specielt ligesiden, at hun var blevet trukket ind i ekskortpige branchen. Hun følte, at livet hadede hende.

[lazzaro]

*Crap* tænkte Leonardo og kørte en hånd igennem hans hår. Han vidste at han ikke skulle tro på folk for hurtigt. Men selve muligheden for at han skulle have et barn var jo ikke udelukket. Han havde nok kneppet alle kvinder der kom tæt på ham den gang han var yngre. Han var charmerende og havde ikke rigtigt tal på hvor mange han havde haft i kanen da han var mindre.. Han havde nok bare aldrig rigtigt tænkt over koncekvenserne...

Han havde i hvert fald ikke overvejet at hans barn ville være en eskort tøs.. Det var jo bare direkte nedtur. Men så igen. Måske så prøvede hun bare at nare penge ud af ham. Det var jo ikke første gang.. Men det var første gang at han havde oplevet en som sad og græd foran ham.
"Yeah okay I get your point.. Who is your mother?" sagde han og sukkede. Den her dag var ved at blive for underlig... Han skulle bare have blevet på kontoret idag... så havde han undgået alt det her.

Han rejste sig roligt op og gik de sidste trin ned af trappen og satte sig på det sidste trin..
Han hev et lommetørklæde frem som var helt hvidt med hans efternavn på at rakte det til hende høfligt. "Please don't cry... It makes me feel... a little uncomfortable.." sagde han roligt og smilede.. Han tog roligt et hiv mere af sin smøg og ventede roligt på navnet på hendes mor.. Så kunne det være han kunne sætte ansigt på hende.

[Artemis Evans]

Artemis havde åbnet munden for at svare, men en knude havde dannet sig i halsen på hende og lod ordene blive siddende. Så hun lukkede bare munden igen. Hun fulgte Leonardo med øjne, da han trådte de sidste trin ned og satte sig på nederste trin overfor hende, hvilket overraskede hende lidt, men på en måde gjorde det hende mere rolig. Hun tog i mod tørklædet og tørrede sine øjne. Hendes øjne vaar hævet og ømme, men det kunne hun ikke tage hensyn til nu. ”I’m sorry.. It is somehow my first time crying, except when I was a child.” sagde hun og snøftede en enkel og tørrede igen sine øjne, på en eller anden made, så var hun holdt op med at græde igen.

”I can understand it, when it is hard to understand. At first I couldn’t accept it.. it was hard to believe, because why should I believe my mom, when she already had lied to me once?” prøvede Artemis at forklare. Hun havde faktisk stadigvæk svært ved at acceptere, at tingene faktisk hang sådan sammen. Hun trak lidt på skulderne og trak sin jakke lidt tættere omkring sig. Hun kiggede op og opdagede, at det var faktisk holdt op med at regne, så der var en frisk duft.

Artemis kom igen i tanke om, at han faktisk havde spurgt hende om, hvad hendes mor hed. ”Uhm.. I forgot just a moment.. my moms name is Carol Evans.” svarede hun på spørgmålet og håbede lidt, at det ville hjælpe ham på vej, eller måske ikke. Måske var det bare endnu en løgn, som hendes mor havde givet hende? Bare tanken gav hende en kæmpe knude i maven. Hun valgte at gemme sit ansigt i hænderne. Hendes liv kunne umuligt blive værre.

[lazzaro]

Leonardo brummede bare som en slags måde at sige han stadig lyttede, uden at putte ord på det. Carol Evans.... Det navn kunne han godt sætte en finger på. Han havde været sammen med hende en enkel gang. En smuk ung hus pige.. Hans far plejede ofte at forklare ham hvorfor det var så vigtigt at kvinderne i huset var smukke, så det så præsentabelt ud og så alt var smukt.

Leo kunne godt huske hendes øjne, hvordan de lyste når hun kiggede mod ham, det var nok derfor han syntes at pigen mindede ham om en eller anden, for selv om hun var vokset op på den hårde måde, så kunne Leo stadig se det lys bag de sølv grå øjne.
Leo var ung.. nok omkring de 16-17 år da han gik i seng med hende, og han havde ærlig talt aldrig rigtigt tænkt på hende siden. Det var lidt underligt at tænke at der var kommet et barn ud af det. Men som 17 årig havde Leo nok aldrig skænket koncekvenserne en tanke... Han tog et langt hiv af sin smøg imens han stirrede ud i luften.

Han sukkede opgivende og kiggede på pigen foran sig "Sorry Kido... I had no Idea... But then again, I don't know what I would have done at the age of 17 if she told me she was pregant.." sagde han og tog et hiv mere.. Tænkte lidt mere over hvad han skulle gør nu.. Pigen var jo vokset op..

[Artemis Evans]

Artemis kom ubevidst til at grine lidt over hans bemærkning. ”If she told you? She doesn’t even want to tell you now. She did tell me, that you ruined her life, but that I did safe it again.” forklarede hun og kunne seriøst ikke se, hvordan hun, som spædbarn, kunne redde hendes mor, det virkede lidt åndssvagt. ”She thought it was for my own good, that neither of us did know.” Hun fnøs lidt ved det sidste, men på en måde kunne hun vel godt forstå det, fordi hun mente heller ikke, at folk skulle vide, at hun faktisk havde et job nummer to.

Hun besluttede sig for at rejse sig op igen. Hun børstede roligt det værste skidt væk fra sin kjole, selvom hun nok ikke ville kunne fjerne det hele. Hun rakte lommetørklædet mod Leonardo igen, da hun gerne ville aflevere det, hun kunne jo ikke bare beholde det, kunne hun? Hvert fald ikke uden tilladelse. Og så ønskede hun ikke rigtig at beholde, hvad ville folk ikke tænke, hvis de opdagede det? Igen tænkte hun for meget over tingene.

I et øjeblik overvejede hun at sige, at hun burde komme hjemad, men så kom hun i tanke om, at hun blev betalt for at være her, og at hun ikke rigtig kunne gå nogen steder, før hendes job var blevet gjort færdig her, så hun valgte at forblive stille. Og et eller andet sted, så havde hun heller ikke lyst til at tage af sted, hun kunne ikke rigtig beslutte sig lige nu.

[lazzaro]

"Yeah well... I know it now..." sagde han roligt og tog et sug af sin smøg der var blevet meget lille. Leonardo kiggede roligt op på pigen og tog et sidste sug af sin smøg før han skodet den ned i en plante ved siden af trappen.
"No no.. just keep it.. " sagde han og pressede hendes hånd tilbage mod hende selv. Han var sådan set ligeglad med om hun brændte den, eller smed den væk. Men hun havde lov til at beholde den af ham. Han havde alligevel en million i forskellige farver.

Han rejste sig roligt op og strakte sig roligt. Lidt usikker på om hun havde lyst til at gå eller måske var en af de tøser som elskede at feste, og ville ned i kælderen. Men nu når han endeligt havde fundet ud af at han havde en datter. Så skulle hun i hvert fald ikke der ned forløbig. Så kunne hun komme med ham og så kunne han trække tiden lidt ud.. Han var heller ikke sikker på Samie var kølet ned endnu.

"Are you hungry?... " sagde han og gik roligt op at trapperne og hen til terrasse døren. Han åbnede den og kiggede tilbage på hende med et smil.
"I make a killer meat sandwich!" sagde han med et stort smil og håbede da hun ville følge med ham ind i køkkenet. han havde trodsalt ikke nået at få den mad han gerne ville have da den kat var foran døren.

[Artemis Evans]

Artemis nøjes med at nikke, da Leonardo bekræftede, at han nu vidste det. Hun følte sig en anelse lettet over situationen, både det med, at hun endelig var kommet med en mindre byrde, men også det, at han faktisk tog det, som han gjorde. Hun havde næsten forventet, at hun ville blive smidt for døren igen, men også det, at han ikke benægtede det, gjorde hende også mere sikker på, at det var sandheden. Hun var et sted også glad for, at hun nu kendte til hende.
Hun knyttede hårdt sin hånd om lommetørklædet og trak sin hånd til sig igen. Hun havde ingen idé om, hvor længe hun ville beholde det, men lige nu ville hun gerne beholde det, hun følte, at hun havde brug for det. En ting skulle hun vænne sig til, og det var, at hun faktisk havde en far.

Hun betragtede roligt Leonardo, mens han skoddede sin cigar, hvorefter han rejste sig op. Hun syntes, at det hele virkede lidt uvirkelig på dette tidspunkt. Hvor verden et underligt sted, intet var, som man troede, der var altid noget, som ville blive vendt på hovedet, når man mindst ventede det. Hun gned sin pande lidt, hun tænkte alt for meget.

Forvirring blev et øjeblik tydelig, da hun blev spurgt, om hun var sulten. Dog hun ikke lade være med at grine lidt, da den næste bemærkning faldt. ”I would love to try one of those.” svarede hun selv med et smil og begyndte langsomt at følge efter ham. Og hun var faktisk sulten, hun havde ikke spist noget i flere timer, da hun havde været for nervøs, men nu var nervøsiteten ligesom forsvundet.