I dont hate you, I just...?

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] I Dont Hate You I Just...? Staring → Martino & Elizabeth Hun tog en dyb indånding, og skævede over til de tog store gorillaer som sad på forsædet, ja hun tillod sig at kalde dem dét. De var altså virkelig store, at hun vidste ikke helt hvad hun skulle synes om dem. De virkede så forfærdelig skræmmende, men da hun mærkede hvordan Tino satte sig tættere på hende, kunne hun mærke hvordan hun slappede af. Ville så gerne kysse ham igen, hun ville mærke hans læber imod hendes, hans kærtegn. Men hun kunne godt spore i ham, at han ikke var særlig glad for at andre skulle finde ud af for meget, i det hele taget ville han nok inderst inde slet ikke have de sad så tæt, da de to bodyguards der sad foran, tydeligvis holde øje med dem. Hun grinede svagt over det han sagde, "Tino, I moved here, to raise my own money.." sagde hun med et stille smil, og lagde læberne mod øret, og hviskede stille, for at de andre ikke kunne høre det "Dont ever think.. that I falled in love with you because you have money.." hun smilede skævt til ham, inden hun trak sig tilbage, og kiggede ned på hånden mens hun ventede på svar fra ham, og hævede det ene bryn, og skulle lige spørger hvor hun kunne finde ham.. Ja okay, det ville ikke give så meget at tage på kirkegården for at træde lidt på ham, selvom det kunne da være sjovt. "Good" mumlede hun, og nussede hans skadet hånd "Whoever hurts you.. souldn't live.." mumlede hun stille, dog kunne hun stadig ikke lide idéen om at slå ihjel, men det var lige før at hun selv ville have skudt knuppen af fyren, hvis hun havde overværet det. Dog sagde hun det ikke højt, hun var stadig ikke tilfreds med at man gik rundt og dræbte folk, bare fordi at de ikke lige betalte til tiden, hun var sikker på at der var andre måder at gøre det på. Hun sukkede stille, og kiggede op på ham, igen kunne hun mærke lysten til at kaste sig om hans nakke, og kysse ham. Men hun gjorde det ikke, ikke foran dém.. hun sendte dem et hurtigt arrigt blik, for hendes skyld, måtte de godt stige ud af bilen, så hun kunne være alene med Tino.. Forhelvede, hvorfor var hans så fandens dejlig!? Hun havde allerede glemt alt om sin vrede, trods for hun havde lovet sig selv, at hun ville slå ham, skrige, og hvad vidste hun. Hvorfor var det noget andet med ham? En hver anden mand, havde fået en knytnæve i kæben, mens hun ville stå og skrige dem op i hoved. Men med Tino.. der kunne hun bare ikke. Hun ville jo forhelvede gøre ham glad.. ikke ked af det, eller sur for den sags skyld.
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

I DONT HATE YOU, I JUST...?

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Tino tog sig selv i at nyde hendes duft. Et øjeblik glemte han fuldstændig verden omkring sig, og tænkte overhovedet ikke på de to gorillaer som sad på forsædet. Han lukkede bare sine øjne, og nød hendes duft. Den søde, vidunderlig duft. Han ville aldrig nogensinde glemme den, det var han helt sikker på. Det var en af den slags dufte, som bare blev plantet ind i hjernen, for aldrig at forsvinde. Og hver gang man lugtede noget, som bare mindet om duften, så blev man mindet om hende. De smukke grønne øjne, som man kunne skrive romaner om. Det vidunderlige bløde blonde hår, og det skønne smil. Den endnu mere, helt igennem øre forkælende, bløde stemme. Han huskede det hele, blot ved den duft, alt det som skete på hotel værelset, strømmet tilbage i hans hoved. Men han stoppede tankerne, da han mærkede at bilen stoppede op. Han åbnede igen sine øjne, og så sig omkring. De var allerede kommet tilbage til Winston Palæet. Den ene bodyguard så på den anden, hvorefter de blot steg ud, og gik tilbage til deres post indendørs. Tino rettede sit blik imod Lizzie. Han kunne ikke lade værre med at smile en smule forlegent til hende.

"Please do forgive me." Sagde han en smule dæmpet, inden han lænede sig yderligere ind imod hende. Han gav hendes kind et forsigtigt kys, inden han lod sin næse begrave sig i det gyldne hår. Forsigtigt med sikkert, lod han sin skadet hånd glide omkring hendes talje og trække hende tættere ind til sig. Hun var virkelig, på alle tænkelige måder, den mest perfekte kvinde han kunne forestille sig. Hun var ikke ude efter hans penge, eller beskyttelse fra mafiaen. Heller ikke selvom hun nu vidste hvad han rendte rundt og lavede. Det gjorde hende blot ti gange mere fantastisk. Hell, han følte det virkelig som om han svævede rundt på en lyserød sky i øjeblikket!

"Im sorry, but you really are perfect in any way ever imaginable" Hviskede han i hendes øre, som han gav et kort nap imellem sine tænder, inden han igen trak hovedet en smule tilbage. Han slap hende dog ikke, men lod nu også sin anden hånd komme frem og stryge hende over kinden. Han gav hende ikke muligheden for at svare ham. Han lænede sig blot ind imod hende igen, for at give hende et længselsfuldt og lidenskabeligt kys på læberne.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] I Dont Hate You I Just... ? Staring → Hun havde kun øje for ham, virkelig som en forelsket pige, som der lige havde fundet fyren i hendes drømme. Faktisk kunne han sige alt omkring sig selv, hun ville ikke vige tilbage, fra at der var noget over hende, som hun bare ikke kunne lade være med at stå for. Det var en fantastisk følelse, lige som den var forvirrende, og gav hende ondt i hoved. Trods for at hun ikke kende ham særlig godt, var hun sikker på, at til hendes død ville hun forsvare ham, og fortælle alle der ville lytte, han var den mest fantastiske mand, trods for hans problemer. - Han var en glemt person, som ingen rigtig ville hjælpe mere, en forpint sjæl, der ikke ville komme ud med sine problemer, der ikke ville bede andre om hjælp, da det ville virke som et tab for ham. Manden som mente han kunne gøre alt selv? Tankerne blev afbrudt, da bilen stoppede, og kiggede med hævet bryn ud på den storslået palæ, boede han virkelig her? Det var lidt svært at forstå, dog kunne hun godt se lighederne fra hendes gamle hjem, godset hvor hun var vokset op. Dog med marker, skov og eng. Hun vente blikket tilbage på ham, og smilede skævt hun ville sige noget, et eller andet, men vidste bare ikke hvad. Hun var fanget af hans øjne, hans forbandet dejlige brune øjne. Hele hendes krop var draget af ham, mens hendes hjerte pumpede stærkere. Det var lige før at hun havde lyst til at sige, hun elskede ham. Men hun tog det tilbage, det var for tidligt, og hun var ikke sikker på om det var kroppen eller hendes hjerne der talte, derfor ville hun være sikker, bruge mere tid sammen med ham, før at hun overhoved ville lade disse gyldne ord glide ud af hendes læber. Hun lod fingrene glide igennem hans hår "I forgive you Martino.. Nothing will ever change, the image of that man, I was together with, in the Pulchre Hotel.." mumlede hun stille, og havde øjnene halvt lukket i, mens at læberne var let adskilte. Gåsehuden gled igennem hende, mens et lille suk gled igennem hende, da han nappede hende i øreflippen. De var så forbandet følsomme! Med et kunne hun mærke den ukendte flamme blive vækket op igen, den selv samme som der havde været der, da de havde ligget i sengen. Igen, hvad var det han gjorde ved hende, hvad var det, som han havde, men som ingen andre havde? Hun skulle lige til at svare på det han havde sagt, men nåede det ikke, før at hans læber blev presset imod hendes. Hun tog en dyb indånding igennem hendes næse, og lagde begge hænder på hans nakke, og gjorde kysset nået dybere. Efter noget tid, skilte hun sine egne læber fra hinanden med tungen, der gled ud imod hans læber, og lige så stille gled hen over hans læber. Hun trak dog tungen tilbage igen, øjnene var gledet i for længst, mens hænderne gled op i håret, og trak lige så stille i det. - Hun ville have mere, men vidste også det ikke var smart, og hun ville ikke presse Tino, så det ende som sidste gang, hvor han var gået. Men oh, de forbandet læber, de var lige til at spise, lige som resten af ham!
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

I DONT HATE YOU, I JUST...?

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Tino lod sin hånd som var omkring hendes hofte, glide op af hendes ryk. Han aede kort den nøgne hud over uniformen som hun stadig havde på, men måtte stoppe da smerte jog igennem hans arm. Han valgte dog at ignorere det så godt som han nu kunne. Han havde modstået større smerter, så hvorfor skulle en lille skade i hånden få ham til at stoppe. Okay, godt nok havde han fået jaget en kniv direkte igennem sin hånd, men så længe han kunne bevæge sine fingre tænkte han ikke for meget over det. Han lod blot sine fingre glide over lynlåsen som sad på hendes ryk, og overvejede hvor vidt han burde åbne den. Han savnede virkelig hendes nøgne krop, bare tanken om den gjorde ham skør i hovedet. Han slap forsigtigt kysset, inden han kastede et kort blik imod huset som bilen holdt foran. Det var sikkert kun et spørgsmål om tid, før Leonardo ville komme rendende ud og spørger ham hvor han blev af. Det virkede ikke specielt tiltrækkende at have hans bror rendende, slet ikke i et sårbart øjeblik som dette. Også måske alligevel.

Hans øjne faldt på hende.
Måske var der alligevel noget utroligt ophidsende ved tanken om at blive opdaget. At hvem som helst kunne komme rendende og banke på bilens ruder. Han kunne ikke lade værre med at smile lidt af tanken. Han lod endnu en gang sine arme omslutte hende, hvorefter han genoptog kysset. Denne gang var det ikke nær så forsigtigt, men selvsikkert. Han lod sine egne læber skille hendes fra hinanden, lod en nysgerrig tunge glide over hendes tænder, og over hendes bløde lyserøde tunge. Hans anden hånd som stadig holdte omkring lynlåsen, begyndte forsigtigt, men sikkert, at lyne ned. Han sagde intet, men lod sig blot fortrylle af hendes kærtegn. Det gav kuldegysninger ned af ryggen, behagelige kuldegysninger, som spredte sig i kroppen, og fik hans hjerte til at slå et slag over.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] I Dont Hate You I Just... ? Staring → Martino & Elizabeth Hun slap modvilligt kysset, og kiggede den retning som han kiggede, imod huset. Hun fugtede langsomt læberne, og vente derefter de smaragd grønne øjne tilbage på Tino, hun tænkte ikke rigtig over den med at de kunne blive fanget, faktisk var hun nået så ligeglad hvis de gjorde. Var det ikke normalt? Eller, jo for mennesker var det normalt at blive tiltrukket af hinanden, nu kendte hun jo ikke videre til Martinos historie om, at det med kvinder, ikke lige var noget han forholde sig særlig godt til, og derfor ville være lidt af en forundring at finde ham, godt i gang med en pige, på bagsædet af en bil. Selve tanken om at gøre det et andet sted end soveværelset, var ret spændende, og tændene. Ikke fordi hun troede men.. denne tanke gjorde det bestemt ikke bedre for hendes indre, som der allerede fik nogle sammentrækninger i maven til at finde sted. Da hun mærkede hans læber imod hendes, blev hun sig fuldstændig slå ud, hun sad i et kort øjeblik, og anede ikke hvordan hun skulle handle, men åbnede munden for hans tunge, som der gled ind til hendes egen varme tung, som der kærtegnede hans blidt igen. Kuldegysningen af at han åbnede hendes drak, fik et suk til at glide ud af hendes næse, mens øjnene gled i. Hænderne søgte op til slipset, som der hurtigt blev løsnet, og trukket af. Derefter søgte de videre ned mod vestens knapper, der ikke gik særlig længe med, før at de var åbnet. Tanken om at tage det rolig, var i et kort øjeblik skubbet til side, men blev fundet frem igen efter noget tid. Derfor lod hun hænderne glide op af hans hals, og lod neglen kærtegne hans kæbe, øre, og bag øret. Hun trak dig læberne til sig, og måtte tvinge sig selv til at åbne øjnene. Hun kiggede stille på ham, og bed sig i den ene side af læben "maybe.. we.. sould wait.." mumlede hun, og kyssede ham kort på læberne. "People.. could see us.." kom der lidt efter hæst, og hun kyssede ham ned af kæben "I dont want you to leave.. like last time.." blev hun ved, mens læberne søgte ned af halsen, og op til øret, hvor hun let nappede i øreflippen, og førte læberne om bag det, og sukkede tunget ved den utrolig følsomme hud, som folk nu en gang besad der bag. "But... I want you.." hviskede hun hæst og tungt imod øre indgangen, og vente nervøst øjnene imod hans, hun vidste ikke om hun var gået forvidt. Men forfanden, han var så fandens uimodståelig!
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

I DONT HATE YOU, I JUST...?

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Han mærkede et stik i brystet. Denne gang var det hende som var tøvende og ikke ham. Det var tirrende, og et eller andet sted havde han lyst til at give hende igen, for at tirre ham på denne måde. Han gryntede en smule utilfreds, men slap hende ikke. Han lod tvært imod sin indbundne hånd glide om i hendes nakke. Her begravede han sine fingre i hendes hår, uden at tænke ret meget over om blodet mon smittede af. Han lagde hovedet lidt på skrå, imens hans anden hånd gled over hendes mave, og op over hendes bryst.

"Im not going anywhere. Even if the mansion blew up, im not going anywhere." Svarede han dæmpet, men ærligt. Han havde måske ikke det bedste forhold til kvinder, men hende her. Hun gjorde ham skør i hovedet, fik ham til at glemme hvilken verden de levede i, og fik ham til at nyde den lyserøde sky som de svævede rundt på. Lige nu, var der kun ham og hende i verden, ingen andre. Så kunne palæet for hans skyld springe i luften, det eneste han havde i tankerne lige nu var en ting: Elizabeth.

Han fik kuldegysninger ned af ryggen, da han hørte hendes hvisken. Han elskede følelsen af hendes varme ånde imod sit øre. Måske var det i sådan en situation en fordel at han intet kunne høre på sit ene øre. Verden omkring ham blev lukket ude igen, og han hørte ikke andet end den silkebløde stemme, som gav ham lyst til et springe i luften. Shit også, så skide værre med hvad folk måtte tænke om hende, han var tiltrukket af denne kvinde. Spurgte man ham, ville han uden tvivl benægte det, men i øjeblikekt overgav han sig. Han sukkede tungt, og lagde sin kind imod hendes, imens hans hånd på brystet, begyndte at pille toppen af uniformen væk, så han kunne nyde synet af hendes nøgne hud.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] I Don't Hate You I Just... ? Staring → Martino & Elizabeth Elizabeth anede intet til at han ikke kunne høre på det ene øre, og havde i alt sit held hvisket i den venstre øregang. Hun stille imod hans øre, over det han sagde, og lukkede øjnene. En følelse af, at tilhøre, en følelse af faktisk at elske nogen, andre end hende selv, og familie, fylde hende lige pludselig. Hun fugtede læberne, og åbnede kort øjnene, kiggede en sidste gang imod palæet bare for at sikre sig, at der ikke var nogen på vej ned imod bilen, dog smilede hun stille over tanken, hvis der faktisk var nogen som der fangede dem. Det var lige som at være ung pige igen, og have læst historier omkring, hvordan en pige, havde sneget sig ind i heste stalden, og gjort det sammen med hyrdedrengen. Hun smilede skævt, Martino var intet sammenlignet med nogen som helst mand, og bestemt ikke en hyrdedreng. Han var fascinerende, en ener, faktisk kunne hun slet ikke beskrive ham. Et stille suk, gled atter imod hans øregang, da hun mærkede han begyndte at pille ved hendes uniform, og kulden der omsluttede de nu synlige bryster, hvilket fik nippelen til at stivne. Hun pressede øjnene sammen, mens hun bare havde lyst til at skrige at han ikke måtte pirre hende på den måde. Men så igen, havde hun aldrig prøvet noget mere fantastisk end dette, og ville have det til at vare så længe som over hoved muligt var. Hun trak sit hoved tilbage, og begyndte uden at tøve, at åbne hans skjorte, nu skulle hun have ham, også var hun ligeglad, med om hele byen ville stå uden for bilen og kigge på! {Fade To Black}
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]