Derick Jefferson

[Derick Jefferson]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=style, width: 200px; height: 300px; background: #1e1e1e; padding: 2px; border: 1px, bTable][atrb=style, text-align: center]

[atrb=style, background: #dadadf; text-align: center; border: 1px dashed #4e433b; margin-left: 40px;]

DERICK JEFFERSON

it is easy to call a man in love a mad man.

GENERELT INFORMATION
FULDE NAVN: Derick Jefferson
KÆLENAVN: Rick
ALDER: 28 år, 10 Juni
KØN: Hankøn.
NATIONALITET: Amerikaner.
GRUPPE: Ordensmagten.
JOB: Efterforsknings Betjent.

UDSEENDE
HØJDE: 1.73
VÆGT: 62 kg
ØJENFARVE: Lysegrå, nærmest hvide.
HÅRFARVE: Lysebrunt.
KROPSBYGNING: Han er temmelig spinkel af bygning, men han er på ingen måde undervægtig. De dage han har tid, træner han gerne, men hans muskler er ikke specielt synlige. Han har skarpe ansigts former, med runde krops former. Han er ikke specielt høj af bygning, og har aldrig været det.
DETALJTER: Hans hår sidder tit i en rodet frisyre, som om han egentlig er lidt ligeglad med håret, og det er heller ikke helt forkert. Han går ikke sindssygt meget op i udseende, og har aldrig gjort det. Han går tit klædt i et par hvide bukser, med en hvid skjorte og en sort vest over. Derudover bæger han næsten altid en tyk frakke der går til lige under hoften, og med en helt almindelig hat, når han er udenfor.

Han har et brændemærke på sin håndryk og halvvejs op af hans arm. Dette brandar stammer fra en af de mange gange han har sat ild til sig selv, hvor det næsten gik galt. Derefter har han også et brændemærke af nogle numre i nakken, under sit ene øre. Også et han har givet sig selv for mange år siden. Han har mange små ar hist og her, som også stammer fra selvskade, men et ar er helt specielt for ham, og det er et ar han har i sin brystvorte. Det stammer fra den gang han friede til sin kone, og det er et minde til ham om at han aldrig nogensinde vil binde sig til en kvinde igen.

PERSONA
SVAGHEDER:
Skadet. Han har flere ar hist og her på kroppen, men han halter en smule på sit ene ben fordi han har en skadet hofte. Han er derfor ikke god til at løbe, eller gå lange ture.
Hævngerrig. Hvis folk har gjort eller gør ting imod ham, eller folk som han holder af, vil han gøre alt som står i hans magt for at hævne sig. Desuden har han også en forkærlighed for at dræbe kriminelle, frem for uskyldige.
Selvglad. Han er utrolig selvglad, og har ikke meget respekt overfor andre mennesker.
Sadist. Han elsker at gøre skade på andre, men han elsker mest af alt at gøre skade på sig selv. Han er ikke bange for at det skal ende i et selvmord, men han mangler noget af følelsen i sin ene hånd grundet sin sadisme.
Pessimist. Han har svært ved at se på de lyse sider af livet, han har en utrolig evne til altid at hive det negative frem.
Paranoid. Han er overbevidst om at det kun er spørgsmål om tid, før nogen opdager hvad han hygger sig med i sin fritid. Han lider af forfølgelses vanvid, og har en følelse af der hele tiden er nogen som kigger ned på ham.

FÆRDIGHEDER: Beskriv hvad din karakter er god til.
Rolig sindet. Han er utrolig rolig overfor andre mennesker. Han er hverken ondsindet, men heller ikke godsindet. Han er et sted midt i mellem, han er sin egen.
Blander sig ikke i samtaler. Hvis en samtale ikke kommer ham ved, blander han sig ikke i den. Han taler for det meste kun hvis han bliver talt til.
God til at bevare overblikket. Han er god til at bevare et overblik, og dette kommer som en fordel til ham i hans arbejde som efterforsker.
Spontan. Hvis han får en god idé venter han ikke med at udføre den, han gør det bare.
Pyroman.Han elsker ild, og hvis han skal kalde noget som helst for kunst, så er det kunsten af at sætte ild til ting, og at se hvordan ting kan ødelægges med ild.

LIKES:

• Kunst.
  
• Stilhed.
  
• Juletid.
  
• Skalpeller.
  
• Cigaretter.
  
• Smerte.
  

DISLIKES:

• Lugten af andre mennesker.
  
• Egoistiske folk.
  
• Sit arbejde.
  
• Fisk.
  
• Hydrofob. (hader vand.)
  

PERSONLIGHED: Derick er en meget åben person, som siger tingene som de er, og kalder en spade for en spade. Han har ikke meget respekt for andre, eller sig selv. Han er ikke bange for at få et par på hovedet for at sige nogle ting, der måske ikke passer andre. Hvis han kan få en god slåskamp, er som endt bare glad. Alt underholdning i den dur, er underholdene for ham. Desuden giver det også Derick en form for et "kick" at nedlægge andre, og have dem under sig. Det er dog sjældent han har den glæde, men når han det sker, er det nærmest som en slags ophidselse for ham.
Derick keder sig rimelig tit og grundet det, bliver han tit og meget hurtigt rastløs. Han kan finde på at sætte ild til ting, og nyde flammerne foran sig. Han kan endda finde på at sætte ild til sig selv, og nyde smerten fra flammerne. Nogle vil måske kalde det en psykisk lidelse, men det er ikke hvad Derick ser det som. Han er faktisk ret ligeglad med hvad andre mennesker ser det som, han føler sig på ingen måde i fare eller selvmords truet.

Når det kommer til andre mennesker, så har Derick svært ved at socialisere sig. Han har også svært ved at sætte sig ind i andre følelse, og aftegne folks kropssprog. I det hele taget er det svært for ham at forstå andre mennesker, og derfor lukker han tit sig selv inde, og vælger at lade værre med at forstå tingene overhovedet. Han har også svært ved at visualisere ting for sig, han skal helst se et billed af dem for at forstå det. Man kan ikke lære ham noget, ved at fortælle ham det, man er nødt til at vise ham tingene før han forstår det.

Man skal for alt i verden ikke høre Derick sur. Han har en utrolig tålmodighed, men ender han først med at blive sur, er det svært at få ham ned igen. Hvis han ikke kan overskue tingene omkring sig, eller tingene ikke går efter hans planer, bliver han tit meget destruktiv, og kan finde på at gøre skade på andre, eller sig selv. Det er dog sjældent at Derick bliver sur, og der skal rigtig meget til, men det kan lade sig gøre og når det sker vil man ikke være i samme rum som ham.

Han er en meget nervøs person. Han har det med at lukke af for verden omkring ham, hvis han bliver for nervøs ved en situation. Han bryder sig heller ikke om tanken om at svigte mennesker som står ham nær. Selvom han lukker af fra andre, så vil han gøre alt der står i hans magt for at beskytte dem han holder af. Selvom han måske ikke er særlig stærk på det sproglige, så ønsker han ikke at svigte andre mennesker.
Han ønsker måske i virkeligheden at hele verden var et lyserødt sted, med cupcakes og regnbuer. Han bryder sig ikke om verden som den, og han er en smule magtsyg på det punkt, for han er overbevidst om at hvis mennesket bare tog sig sammen, kunne verden blive til et meget mere elskende sted. Han er ikke bange for mafiaen eller hans folk, men han foretrækker nu alligevel at holde sig på en vis afstand af dem.

Derick er generelt en meget forstyrret person. Han har mange ting som flyver omkring hovedet på ham hele tiden. Han kan vågne op midt om natten, fordi han har fået en god idé som skal skrives ned. Det kan være små ting som at komme i banken, eller større ting som at omvende verden. Desværre har han tit med at opgive sådanne ideer, ligeså hurtigt som han har fået dem. Oftest fordi noget andet kommer i hovedet af ham, eller fordi han simpelthen glemmer sine ideer.

HISTORIE
FAMILIE: Derick voksede op i en lille landsby, liggende langt udenfor alt civilisation. Hans mor var en tyk lille kvinde, med krøllet hår. Hun havde en stor livsglæde, og var meget beskyttende overfor Derick da han var lille. Hun elskede sin søn, men også sin mand der var tyve år ældre end hende: Derick's far. Faderen var en tyk mand, med et stor overskæg, og tykke sybriller. Han sagde aldrig rigtig noget, og sad tit for sig selv og læste i sine bøger, eller avisen.
BAGGRUND: Følelsen af din kone, som trækker dit halvdøde lig ud af bilen. Følelsen af hendes tåre, som triller ned af din kolde hud. Følelsen af sorg, mistrivsel og ulykke. Følelsen af ikke at tilhøre nogen steder. Det havde altid fascineret Derick, hvordan mennesker kunne være så følelses kolde, og alligevel så fulde af følelser. Som om at intet raget dem, så længe de selv var tilfredse, og alligevel ville de gøre alt for at gøre andre tilfredse. I virkeligheden handler det kun om at gøre sig selv tilfreds. Følelsen af at have gjort noget godt, og at havde tilfredsstillet et andet menneske. Egoistiske bæster, det havde menneske racen altid været. Og hvem kunne beskylde dem? Når alt kom til alt, var de jo intet andet end dyr.
At slå sig selv ihjel, var også en egoistisk handling. Et desperat råb om hjælp. Derick vidste ikke helt hvorfor han gjorde det, men det var noget som sønderknuste hans kone. Hans et og alt. En kone som han i virkeligheden ikke elsket, og aldrig havde elsket. Han havde kun valgt at gifte sig med hende, så det ikke ville se mærkeligt ud for omverden, men i virkeligheden havde han mere lyst til at kvæle hende til hun blev blå i hovedet. Måske var det hendes dominerende attitude og behandling af ham, som havde ledt ham til selvmords forsøget. Måske var han begyndt at indse, at han ikke kunne være sammen med en kvinde, som han ikke elsket. Men hvem ved. Måske var han i virkeligheden bare en sindssyg egoistisk idiot, som græd til verden, i et desperat forsøg på at få hjælp.

Allerede fra barnsben, var Derick ikke en helt almindelig dreng. Først og fremmest, var han vokset op i en lille falde færdig by, langt udenfor alt der hed civilisation. I denne by, skulle man være heldig hvis man fik en nats søvn, uden at vågne med myggestik i hele ansigtet. Alting var meget primitivt, og det var måske ikke det mest ideelle sted for et barn at gro op, men skæbnen ville det sådan, og sådan blev det. Derick's mor var en elskende kvinde, som holdte af sit barn. Hun forsøget sit barn, men også sin mand. En overvægtig mand, som sikkert var tyve år ældre end Derick nogensinde ville blive. Han havde et overskæg, som Derick aldrig glemmer. Et af den slags overskæg, der får dig til at tænke på en skovsnegl, og giver dig lyst til at kyle den af helveds til. Det løb ham altid koldt ned af ryggen, når han kunne se hvordan de stive hår, blafrede hver gang faderen trak vejret. Og under det stive overskæg, sad en cigar. En stank som han heller aldrig glemmer. Cigaren syntes aldrig at blive røget færdig. Den sad der altid, og nogen gange forventet man at den ville blive taget ud af munden og kvast, men Derick så det aldrig. Derick forsøgte så vidt muligt som han overhovedet kunne, at undgå sine forældre. Hans mor, som ellers var en elskende kvinde, havde også sin mørke side. En mor, som var utrolig opsat på at hendes barn skulle være perfekt. At han skulle blive en berømt kunstner, som verden ville elske, og værdsætte for en hver pris. Det var en præs, som Derick ikke kunne leve op til. Om natten, stak han tit af hjemme fra. Dette var hans frirum, øjeblikket hvor han fik lov til at gøre hvad han ville. Og hvad gjorde han så?
Mange vil måske mene at Derick var direkte hjerneskadet. Han havde aldrig haft evnen til at føle sympati for andre mennesker, eller dyr for den sags skyld. Hver gang han fik chancen, forsøgte han at indfange en flok frøer, som han kunne dræbe. Følelsen af at være herre over andres liv, også selvom det kun var små uskyldige dyr, det var en følelse som Derick allerede lærte at elske i en meget ung alder. Det var selvfølgelig kun et spørgsmål om tid, før det skulle gå galt.

Dericks moder besluttet sig for at hendes dreng skulle lære at skabe kunst, og blive god til det. Derfor sendte hun ham til byens lille kunstskole, hvor han lærte at forstå kunst i alt sin form og pragt. Han brød sig ikke om det. Han gjorde det kun, fordi han holdte af sin mor, og fordi han brød sig godt om sin mor. Ikke fordi han brød sig om sin kunstlære, den alt for spinkle og undervægtige Misses Thorsen. Hun havde en næse, som ville gøre en krage jaloux. Også havde hun en attitude som ingen kunne måle sig med. I hendes klasse, skulle alting foregå med kæft, trit og retning. Alt skulle være perfekt, og de som ikke var perfekte, fik et rap over nallerne, eller flere. Så mange rap over knoerne, at de begyndte at bløde, og man resten af dagen ikke kunne male eller skrive, uden at der kom blod på ens kunst værker. Det var sand kunst, mente Misses Thorsen. Når du kunne se kunstren havde lidt for sit arbejde, så var det sand kunst. Derick var ikke vild med tanken, men han var bange for at sige Misses Thorsen imod. Han var direkte bange for hende, og ville gøre alt for at tilfreds stille hendes ønsker. Han stjal derfor en bunke sikkerheds nåle fra sin mors sykasse. Han begyndte at stikke sig selv i huden, under tøjet hvor ingen kunne se det, og således ville han gå rundt med en nål, eller flere i løbet af en hel dag. Således, ville han lide for sin kunst, og lade blodet der hurtigt blev indtørret og mørkt, sidde under hans tøj resten af dagen. Således, vidste han at han led for sin kunst, og at han gjorde det rigtigt.
Også var der den lyshåret pige, hans kone, Margritt. Hun var en skønhed for øjnene, og der var intet som kunne måle sig med hende. I en skole, som ellers var præget af piger, var hun noget for sig selv. Hun var en af den slags piger, som man vil gøre alt for at ens forældre skulle møde. Som man bare ville have ens forældre skulle møde, koste det hvad det ville. Derick havde øjne for hende allerede som helt lille, men det var først da han blev ældre og teenager, at han besluttede sig for at gøre noget ved sagen. En aften Derick havde sneget sig ud af huset, og som sædvanlig samlet en god potion frøet, besluttet han sig for at prøve noget nyt. Han hældte en dunk benzin ud over de stakkels dyr, hvorefter han satte ild til dem. Desværre satte dette også ild til huset, hvor hans forældre lå og sov. Det gik hurtigt op for Derick at de ikke ville overleve den brand, og han besluttede sig derfor at komme væk fra den lille landsby, men han ville have skønheden fra hans drømme med. Han skyndte sig derfor til hendes hus, og spurgte om hun ville stikke af med ham, og at det skulle være nu eller aldrig. Den stakkels pige som knap nok kendte ham, anede ikke hvad hun skulle sige. Derick lovede hende, at han ville vise hende hvad sand kunst var, hvis hun fulgte med ham. Hun havde selv et hjerte, som brændte noget så grusomt for kunstens verden. Hun vidste ikke om hun nogensinde ville se ham igen, og således ville hun måske miste sin chancen for at se hans sande kunst. Hun besluttede sig derfor at pakke nogle ting, og i nattens mørke stak hun af med Derick, ingen af dem anede hvor de skulle tage hen, men på vejen, lærte de hinanden at kende. Derick lærte, at han ikke elskede hende og han aldrig havde gjort det. Måske var det i virkeligheden et spørgsmål om at gøre de andre drenge fra kunstskolen jaloux, men han holdte ikke af hende. Han ville blot have hende hos sin side, så folk ikke så mærkeligt til ham.

Margritt havde stadig ikke se Derick's sande kunst, men på deres tre års dag, besluttede han sig for at fri. Han anede ikke hvor de skulle giftes, eller hvor de skulle få pengene fra, og egentlig var han også ligeglad. Han var opsat på at de skulle giftes, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Derick vidste hende hans "sande kunst", på en bus der var på vej til Bridgeford. Han havde sat en smuk ring, med diamanter på en sikkerheds nål, som sad i hans brystvorte. Margritt var nær besvimet ved synet, men han lovede hende at hvis hun tog imod ringen, ville han ligge kunsten bag sig, og blive politi mand. En mand som håndhævet loven, og sørget for folk opførte sig ordenligt. Hvordan han nogensinde kunne få tanken, ja det undrer han sig stadig over den dag i dag. Men om end andet, tog hun imod ringen. Den havde nogle blodspor fra hans sår i brystet, men hun tog imod den, og lige siden tog hun den aldrig af igen.
Det unge par, slog sig derefter ned i Bridgeford, i en lille lejlighed. Det var på ingen måde luksuriøst, eller noget som nogen nogensinde ville drømme om, men det var et hjem, og det var deres lille hjem. Derick besluttede sig for at holde sit løfte, og fik sig en uddannelse ved politiet. Der gik ikke mange år, før Derick blev en af de mest eftertragtede efterforskere i byen. Han forstod sit arbejde, og han gjorde det godt. Den lille familie, havde snart skaffet sig nok penge til at flytte ind i et ordenligt hus, med en garage og egen bil. Margritt var stolt af ham, og hun var ikke i tvivl, hun elskede sin mand til skyerne. Men det var en ulykkelig kærlighed, en kærlighed som ikke var gengældt. Derick begyndte snart at kede sig med sin hverdag, og indså at det ikke var det han ville. Det var ikke hans mening med livet. Han savnede at dræbe dyr, og han savnede at have en andens liv imellem sine hænder. Han begyndte derfor, en smule klodset at overfalde folk i nattens mørke, og dræbe den på brutal vis. Det ville være en løgn at sige, at han ikke fandt det tiltrækkende, seksuelt tiltrækkende. Når hans kone ikke kunne give ham det, kunne disse uskyldige mennesker fra gaden. Derick lærte at skaffe sig af med ligene på forsvarlig vis, eller skyde skylden for drabet over på andre. Han brugte sin viden indenfor politiet, til at lave de perfekte drab, og aldrig blive opdaget. Således startede en ond cirkel, og den blev kun ondere. For Derick lærte snart, at andres smerte ikke var det eneste der bragte ham nydelse.

Pigens navn var Susy. Hun var ikke mere end ni år gammel. En livsglade pige, der aldrig havde gjort nogen fortræd. En pige, som havde hele livet foran sig. Hun var den uskyldighed, som Derick havde mistet. Alt den glæde, og lykke som barnet huset, var hun. Alt det han aldrig nogensinde havde været. Han havde mistet sin uskyld, og det var en ting han aldrig kunne få tilbage. Susy lærte ham, at hvis han ikke kunne få sin uskyld tilbage, kunne han ødelægge andres. Det var det som førte til hendes død. Derick var overrasket over sig selv, men han fandt snart ud af at børn var langt mere tiltrækkende end voksne kvinder. Han fandt snart ud af, at det var en følelse han ikke kunne tilbyde sig selv. Han forsøgte sig derfor med selvmord. Han lukkede sig selv inde i en bil, og lod gassen fra tanken flyde ind. Han nåede aldrig længere end til ubevidstheden, for hans kone opdagede ham. Hun reddet hans liv, men Derick var blevet sindssyg. Sindssyg af det liv han havde, og den kedelige, endeløse cirkel som han ikke kunne komme ud af. Han måtte af Margritt, kvinden som var hans kone. Kvinden som han ikke elskede, og aldrig nogensinde ville komme til at elske. Hendes liv endte med et brag, et stort et af slagsen. Derick besluttede sig for at slette hende fra sit liv, ved at springe deres perfekte lille hus i luften. Det lille hvide stakit, de smukke blomster som hver sommer slog sig ud. De små vinduer, med de blonde gardiner. Den nyklippede hæk. Det perfekte liv, forsvundet i et bragt, et flot et af slagsen, hvis Derick selv skulle sige det.
Han fik hurtigt skyldt skylden på mafiaen, og Derick fik derfor lov til at holde fri fra sit arbejde, men tomheden kunne han ikke rumme. Det eneste sted hvor han følte sig velkommen, og omgivet af venner, var et sted han ikke ville undværer. Allerede efter tre dage, var han tilbage på arbejdet, og således startede cirklen igen. Den onde, endeløse cirkel som hed hans liv.

Snerky

20 år | Andrew Stetson | 7 år

TEMPLATE BY :: KISS KISS GOODBYE ⓒ DO NOT COPY OR USE ELSWHERE