Complete Lack of Surprise

[Martino De Lazzaro]

Complete Lack of Surprise

staring :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro

They could destroy me they should enjoy me

Det var sent på dagen. Solen var ved at gå ned, og havde malet himlen i en køn lyserød farve. Tino havde sovet det meste af dagen, grundet voldsomme tømmermænd og ondt i hovedet, men han begyndte nu, ligeså stille, at komme til sig selv igen. Han trak sin dyne tættere omkring sig, som en anden sur teenager der ikke gad op, for det gad han virkelig ikke. Hans hoved gjorde stadig ondt, og han huskede godt hvorfor. Han havde fyldt sit hoved med stoffer, dagen for inden, flere han plejede. Han havde ikke lyst til at huske sit møde med ordensmagten, og heldigt nok havde han glemt det meste af mødet. Dog, kunne han sagtens huske at han var taget af sted, og hvor han havde været. Han mumlede noget uforståeligt, idet han forsøgte på at falde i søvn igen, men uden held. Tino endte med at strække sig dovent, inden han satte sig op i sengen. Der var tomt i hans værelse, og huset lød også tomt. Der var ikke den sædvanlige lyd af mennesker, som gik på gangene, eller musik som spillede fra kælderen. Mon alle mennesker var gået i koma? Tino tænkte ikke for meget over det, han strakte sig blot endnu en gang, inden han rejste sig fra sengen. Han blev dog nødt til at ligge en hånd imod en væg, da han mærkede svimmelhed som bankede på hans hoved. Han brummede irriteret, og prøvede at genvinde fatningen, hvorefter han begyndte at tage sit tøj på, langsomt.

Han tog en hvis skjorte på, nogle sorter bukser, et rødt slips og en mørkebrun vest. Han tog ikke sine seler i bukserne over sine skuldre, men lod dem blot hænge rodet ned over hans lår. I det hele taget så han en smule rodet ud, men det var ikke noget som en klat voks, og en kam igennem håret ikke kunne klare. Tino så sig lidt omkring, inden han begyndte at lede efter sine cigaretter. Han havde dem ikke i sin bukser, eller sine lommer, eller sin inderlemme i vesten. Da han mærkede på inderlommen i vesten, lagde han mærke til at han havde smerter i sit bryst. Det undrede ham, og han knappede derfor sin skjorte op for at kigge efter.

Hvad i.. Et brændemærke? Det kunne han ikke huske at han havde fået, så han lagde en smule forvirret sit hoved på skrå. Han kunne ikke læse hvad der stod, i det hele taget kunne han ikke læse, men det blev bare ikke bedre af at lortet stod på hovedet. Han sukkede opgivende, inden han vendte om på hælen med sin cigaret i munden, og trampede ned igennem huset, imod biblioteket. Han regnede med at han kunne finde Lizzie her, i det mindste håbede han på at hun var her. "Lizzie..?" Lød det fra Tino, idet han åbnede døren til biblioteket.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

Tell me what you brag about and I'll tell you what you lack

[Elizabeth Monroy Smith]

Complete Lack of Surprise

staring :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro

I Dont believe in miracles

En skyg af røg, gled langsomt ud fra nogle fyldige læber, inden nogle slanke fingre fjernede cigarretten der fra, og skodet den i askebærret. Elizabeth Smith sukkede stille, mens fingrene tog fat i bogens papir og bladrede til næste side for at læse videre den historie som hun var i gang i. Hvorfor hun igen var her, var udenlukkende af den grund, hun elskede stedet, og hun elskede at være tæt på Martino, dog boede hun her ikke, og hun havde også valgt at beholde sit værelse hos det ældre par, som der lod hende sove der, for at hun hjalp med det huslige. Hun lukkede kort øjnene, og kiggede op på loftet, hun havde ikke set Tino hele dagen, eller jo hun havde været inde og kigge til ham nogle gange, men han havde været så langt væk, at hun slet ikke nænnede at vække ham. Hun sukkede lidt, og håbede ikke at han var kommet ud for noget, som gjorde at han var gået helt ud som et lys. Men nogle af stuepigerne havde forsikret hende at dette skete tit, så hun ikke skulle bekymre sig, og han havde jo også sagt hun ikke skulle gøre det. Hun bed sig lidt i den ene side af læben, og brummede, inden at hun klappede bogen sammen i et hårdt klonk

Hun rejste sig op, og rettede lidt på morgenkåben hun havde på, hun orkede seriøst ikke a have en stram kjole på lige nu, så derfor havde hun skiftet i gæsteværelset, det som hun havde sovet i, efter hun havde gjort det hyggeligt for hende og Tino, et lille smil bredte sig hen over læberne over mindet. Øjnene fulgte lidt hen over biblioteket, og fik øje på et piano. Hun sank noget mundvand, og kiggede lidt rundt, som skulle hun til at gøre noget, hun sikkert ikke måtte. Langsomt og tøvende gik hun der over, og satte sig på stolen der hørte til det fine stykke af et klaver. Hun knækkede fingrene, og åbnede så hun kunne se de fine hvide tangenter, hvor havde hun dog savnet denne følelse. Den silkebløde følelse der berørte fingrene når hun trykkede en tangent ned.

Hun kunne ikke lade være, og begyndte at lige så stille og rolig at spille nogle toner. Ind til at hun faktisk gik hen og spillede et stykke. Hun hørte ikke Tino komme ind, og spørger efter hende, hun nynnede stille til stykket som hun spillede, hvor efter hun lukkede øjnene hvor at stemmen tog over for nynnen, og en fin sangstemme skyllede sammen med den ømme og stille stemning der var over dette spil stykke. De ord hun sang, var noget hun selv fandt på hen ad vejen, sangen handlede omkring en kvinde som der tog over vandet, ensom og alene, hvordan hun havde hjemve, men af sin styrke valgte at forsætte, hvordan at ønsket om at være sangere, var højere end at være rig. Hun stoppede dog lidt efter lidt med at synge, da hun pludselig følte der var en anden i rummet. Hun vente sig brat om, og kiggede forskrækket på Tino, hvor efter hun smilede stort "Hunny.." sagde hun glad, og rejste sig fra klaveret.. da hun stoppede op og kiggede med opspærret øjne på brandmærket. "WHO THE FUCK DID THAT!" halv råbte hun med en stemme der dirrede så meget at vrede, at hun slet ikke anede, at hun havde så meget vrede i sig. Hun vente øjnene op imod ham, og viste at ingen i sin vildeste fantasi kunne finde på at gøre det imod sig selv, lige meget hvor høj man har, ville man fandeme ikke brandmærke sig selv. Så ergo, en måtte have gjort det. Hendes øjne lynede af vrede, men ikke rettet imod ham, men lysten til at smadre den person som der havde gjort det imod den person hun elskede.

"Is this a joke? Who the fuck is so insane to write illuminatis sign on you.." sagde hun, og fjernede skjorten lidt til side, ja det var illuminatis mærke det der. Hendes ansigt forvandlede sig hurtigt til bekymret, og lagde hånden på hans kind, og nussede den blidt "Sorry Im.. I wasn't expected that.." sagde hun med vibrerende stemme, og bed fugtede læberne. "You okay?" hendes øjne kiggede ind i hans, hvor man tydelig kunne se hvor meget han betød for hende, hun ville ikke se ham lide, og hun ville bestemt ikke se.. noget som dette.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

But Baby, you make me believe. You make me believe in everything is possible.

[Martino De Lazzaro]

Complete Lack of Surprise

staring :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro

They could destroy me they should enjoy me

Tino stoppede op i døren, da han hørte lyden af klaveret, og ikke mindst lyden af hendes stemme, som strømmede igennem lokalet. Han var i den grad fascineret over hvad han hørte. Han kunne ikke lade værre med lure lidt på hende, og han tillod sig selv at nyde synet og lyden som mødte ham. Han havde ikke regnet med at hun skulle vise sig at have sådan en smuk sang stemme, men i det hele taget var Tino vidst ret betaget af de lyde som kom ud af hendes mund, hvad enten det var sang, eller et skrig. Han holdte virkelig af det, og hendes sang mindet ham om det. Damn, hun burde blive musiker med den stemme! Men han kommenteret det ikke. Han vidste selv hvor meget Samantha, som også besad en utrolig stemme, hadet at få at vide at hun burde stille sig op på en scene. Måske var det bare der lå til kvinder, at ligeså snart de havde talent, så benægtede de det. Tino anede det ikke, han havde aldrig været klog på kvinder, og blev det nok heller aldrig. Han sukkede afslappet, inden han trådte ind i det lille bibliotek. Han lukkede døren efter sig, også stoppede hun med at spille. Han rørte sig ikke ud af flækken, men da hun begyndte at halvråbe stivnede han fuldstændig. Han blev ærligt talt en smule forskrækket over hendes udbrud, og han turde næsten ikke afbryder hende.

Tino vendte blikket ned af sig selv, og det var først nu at han kom i tanke om at han ikke havde lukket sin skjorte. Brandmærket var stadig en smule rødt, og det gjorde også stadig ondt. Han anede ikke hvor han havde fået det fra, men han havde en god fornemmelse af hvem der havde gjort det. Ordensmagten var virkelig ved at blive split og gal, mere split og gal end de plejede at være. For at være ærlig, så forstod Tino ikke helt hvorfor de ikke bare kunne rette sig efter byens regler og love, ligesom de fleste andre borgere i byen gjorde det. Deres forsøg på at nedlægge mafiaen, havde gang på gang fejlet, så hvorfor de ikke havde givet op, var Tino en gåde.

"Maybe.. This is a good time to tell you, that i cant read." Sagde Tino roligt, da hun endelig stoppede med at snakke. Han tog et forsigtigt sug af sin cigaret som stadig sad i hans mund. Han så ned på Lizzie med et roligt blik, inden han begyndte at knappe sin skjorte igen. Hvis det var den reaktion han fik fra Lizzie, så turde han næsten ikke tænke på hvilken reaktion han ville få, når Leonardo så det. Tino vidste udmærket hvor meget hans bror hadet ordensmagten, og han vidste også at ligeså snart Leonardo fandt deres skjulested, ville han med garanti springe stedet i luften. "I dont remember when or how i got it, but i got a pretty good feeling about who made it. Anyways, my brother has already beat that person once, im sure he wouldnt mind doing it again, at least just for the fun." Forklaret Tino roligt, imens han bandt sit slips endnu en gang.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

Tell me what you brag about and I'll tell you what you lack

[Elizabeth Monroy Smith]

Complete Lack of Surprise

staring :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro

I Dont believe in miracles

Hun lukkede morgen kåben bedre sammen, og fugtede læberne, mens hun smilede skævt til det han sagde, og fjernede hånden fra hans kind, mens hun sukkede. "Oh well, thats how that is.. but I would be supriced if you knew what I was.. its a Ambigramm, its the same, if you read it upside down, or the other way." mumlede hun, og smilede skævt, og følte sig virkelig som en nørd i dette øjeblik, det havde fascineret hende, den måde at at kirken havde taget fire fra orden illuminati og korsfæstet dem, for derefter at smide ligende ud på gade, for at sikre sig at budskabet om, at ingen skulle stille spørgsmål omkring kirkens måde at holde denne verden ved lige.

Hun gik langsomt hen til stolen og satte sig ned, mens hun nikkede lidt til det han sagde og smilede skævt "So he has..? Sounds fun.." sagde hun med et stille smil på læben, hun havde dog stadig ikke så godt med alt det den der tæsken, og slåen ihjel, men det kom vel hen ad vejen. Hun kom i tanke om de breve som hun havde fået, og rynkede brynene. Skulle hun sige det? Af den grund hun ikke havde sagt det, var fordi at hun ikke ville gøre Tino nervøs, og det var jo kun åndssvage breve, og de betød sikkert ikke noget. Men nu, ham stående der med et brandmærke hen over brystkassen, hvor han ikke en gang kunne huske hvor det kom fra, det var bare for mærkeligt, og det virkede for tilfældigt, alt, alt for tilfældigt. Hun lagde nogle fingre imod panden, og vente øjnene tilbage imod Tino "Erhm.. Tino.. Iv.. No never mind.. The most importen thing, is that you are alright.." hun rejste sig op igen, og strakte sine arme "I should get you something? Something to drink, eat maybe? Or is your head still exploding?" sagde hun med et smil, og ventede på hans svar om hun kunne finde et eller andet. Dog var trykken der stadig, om hun skulle fortælle ham om det, men hvad.. hvad kunne det værste ske? Hun havde intet med mafiaen at gøre, men nu kendte hun jo hellere ikke til det der var sket med Samantha, som sådan set hellere ikke var en del af mafiaen, og hun var også endt som boksebold. Tanken om at hun skulle ende samme sted, var der jo slet ikke, og hun ville nok alligevel ikke være bange, hvis hun viste det.

Hun sank noget mundvand, og kiggede op i loftet, inden øjnene vente sig imod ham igen, og ventede på hans svar, om der var noget hun kunne hente, eller i det mindste gøre for ham.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

But Baby, you make me believe. You make me believe in everything is possible.

[Martino De Lazzaro]

Complete Lack of Surprise

staring :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro

They could destroy me they should enjoy me

Tino stod og betragtede Lizzie lidt, som hun stod foran ham og snakkede. Han havde lyst til at ligge armene omkring hende, og omfavne hende men gjorde det ikke. Måske var han en smule nervøs for om det nu også var en god idé. Han sagde intet, men fulgte hende blot med øjnene, da hun satte sig ned. Han havde stadig ikke den store idé om hvad fanden det brændemærke på hans bryst betød, og han havde også en fornemmelse af at han nok heller aldrig rigtig kom til at forstå det. Han sukkede en smule opgivende, inden han trådte frem, og gik imod en af de mange bog reoler.

Han kendte dette bibliotek temmelig godt. Ikke pga. bøgerne, eller hvad der stod i dem, heller ikke kun fordi han boede her, og kendte alle husets afkroge. Nej, han vidste at tjeneste folkene som gik rundt her på palæet, elskede at skjule deres godter her. Biblioteket havde mange skjulesteder, og de mest oplagte var måske bag bøgerne, men det havde de mange tjeneste folk efterhånden lært at det var en dum idé. Deres alkohol, stoffer og våben blev hurtigt fundet når de bare lå bag ved bøgerne, så man måtte være mere opfindsom. Tino lyttede skam stadig til Lizzie, idet han begyndte at pille noget af pyntet af en af reolerne. Han bed omkring sin cigaret, hvis' filter allerede var temmelig smadret. En hånd blev ført ind i den åbning, som var blevet lavet da han fjernede pynten fra reolen. Han brugte nogle øjeblikke på at fumle i hullet, også fandt han endelig noget. En lille pose kokain, som var blevet pænt placeret på bagsiden af et stykke reol. Han hev det til sig, inden han igen vendte sig imod Lizzie. Pynten fra reolen satte han endnu en gang på plads, han håbede på at tjeneste folkene ville bruge dette som skjulested til deres godter en anden gang, derfor så han helst at ingen opdagede at han havde fundet det.

Tino tog den lille pose i hånden, inden han stoppede den i en bukselomme. Han gik endnu en gang imod Lizzie, og lyttede til hvad hun sagde. "Lizzie, please sit down." Sagde han roligt, inden han tog fat i hendes hænder. Da hun igen sad ned i stolen, satte han sig på hug foran hende, og lagde en hånd på hendes knæ. "Dont ever tell me 'nevermind', im too curious to accept that. Please, tell me what is on your mind, im here and ill listen." Sagde han roligt, idet han så op på hende med et næsten hvalpet blik. Han forsøgte virkelig at skjule den hovedpine som dunkede i hans hoved, og han havde egentlig mest af alt lyst til bare at stoppe sin næse med den ny fundne kokain, men lige nu var han nysgerrig.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

Tell me what you brag about and I'll tell you what you lack

[Elizabeth Monroy Smith]

Complete Lack of Surprise

staring :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro

I Dont believe in miracles

Hun kiggede lidt på ham, og hævede det ene bryn da hun så hvad han hæv ud fra bogreolen men sagde ikke noget, hun ville ikke blande sig i hans sager, og hvad han gerne ville gøre med sit liv. Så længe, at hun kunne blive i det, var hun glad. Hun fugtede stille læberne, og ventede på svar, hvilket hun slet ikke fik. Faktisk blev hun ret overrasket over, at hun fik at vide hun skulle sætte sig ned igen. Hvorfor nu det? Hun sukkede, og gjorde som han sagde, da han tog sine hænder, og virkede ret bestemt.

Hun kiggede på ham, og smilede skævt, og tog en dyb indånding "Its really nothing, just this crazy person keeps on sending me letters about that I have to end it with you, and if not Im a part of the mafia, and then the person will show me, what they do to people who are in the mafia.." jo mere hun sagde, jo mere latterligt fandt hun det egentlig, hun grinede lidt, og nikkede imod hendes taske "First I found it real creepy because they started to send pictures of me, where I am where I go, but seriosly, they can send all the letters they will, because Im not going any where.." nikkede hun bestemt og smilede til ham, hvor efter hendes hånd klappede hans kind lige så forsigtigt. Hun var ret sikker på at han måtte have noget af en hovedpine. "Please nothing to worry about, Im a big girl.. I can handel mig selv.." hun nikkede bestemt til det sidste, måske kunne hun ikke lige altid den mest voldlige pige, men hun kunne trods alt slå fra sig, hvis det var det hun ville..

Hun kyssede ham kort på læberne, og lænede sig helt tilbage i stolen, og lukkede øjnene. Hvor var hun i det hele taget bare doven i dag, gad ingen ting.. overhoved. Hun skulle også ud og få sig et job snart.. "Oh! That reminds me.." hun rejste sig op, og gik hen til hendes håndtaske, for at fiske alle de penge op som hun havde sparret sammen, det passede nogen lunde med hvad han havde givet hende den gang på hotellet. Hun rakte dem over til ham "Here.. Thanks for the money you loaned me.. Heres the money i saved up, I dont think it covers it all, but I get a new job, and get the rest of the money for you.." hun smilede stort til ham, og var faktisk oprigtig glad, for at hun kunne betale ham tilbage. Som sagt, hun ville klare sig selv, og det betød at hellere ikke Tino skulle give hende penge, for at klare sig. Så eftersom at han bare var gået, måtte hun jo betale tilbage, da det ikke var nogen hemmelighed at hun havde brugt pengene. Men hun havde lagt til side, mens hun havde haft jobbet i Dewins, ind til at hendes chef var blevet skudt.. Hun rystede lidt på hoved af mindet, og ventet blikket imod Martino, og ventede på at han skulle tage imod de penge hun rakte til ham.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

But Baby, you make me believe. that everything is possible.

[Martino De Lazzaro]

Complete Lack of Surprise

staring :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro

They could destroy me they should enjoy me

Tino stivnede da hun forklarede ham om brevene hun havde fået. Han vidste kun alt for godt hvem der havde sendt dem, eller, han havde i hvert fald en god fornemmelse for hvem det var. Hvis Ordensmagten kunne finde på at gøre Samantha fortræd, hvorfor skulle de så ikke finde på at gøre Lizzie fortræd? Han vidste de var nogle usle hunde, nogle kujoner som ikke turde se mafiaen ansigt til ansigt mere. Tino måtte synke en klump, idet han kunne mærke at han var ved at blive tør i munden. Han anede ikke hvad han skulle sige eller gøre. Han havde hele tiden lovet sig selv, at han aldrig nogensinde ville udsætte Lizzie for det samme som Samantha, han ville for alt i verden ikke have at hun skulle være en del af det. Det var derfor han havde tøvet sådan med at være sammen med hende i første omgang. Hun var så fin, og så skide uskyldig. Lizzie kunne sikkert ikke engang finde på at gøre en flue fortræd.

Tino lod en hånd glide igennem hans hår. Da hun kyssede ham, var det ligesom om at han blev revet tilbage til virkeligheden. Han gengalte tørt kysset, inden han rejste sig op igen. Han skoddet sin cigaret, og lagde armene over kors. Åh gud, hvad var det dog han havde rodet hende ind i? Han kunne ikke lade værre med at få en smule skyld følelse. Normalt ville Tino være ophøjet ligeglad med en anden kvinde. Normalt ville han kyle en kvinde i armene på ordensmagten, og normalt ville han være ligeglad med hvad fanden de gjorde med hende. Men ikke Lizzie. Hende skulle folk ikke have lov til at krumme et eneste hår på, de skulle ikke engang have lov til at overveje det. Hun var noget andet, hun var en kvinde som forstod at elske ham, og som han forstod at elske. Han blev pludselig i tvivl. Var det nu også en god idé overhovedet at have hende omkring sig? Overhovedet at lade hende være omkring ham?

"Lizzie.. You dont understand. My brother, his wife Samantha. She lost her baby because of those same people. She almost died because of them." Sagde Tino i et uhyggeligt roligt tonefald. Han trådte igen tæt på hende, og lagde en hånd imod hendes kind. Han rakte sin anden hånd frem, for at tage imod pengene. Det var med en tom følelse i maven, at han stak dem i samme lomme som den pose med kokain han havde fundet. "Dont get me wrong, im not afraid of those fuckheads, but you dont deserve this kind of danger. Lizzie, do you even understand what this shitfuck of a world is? Do you even understand what im forced to be living through?" Han sukkede, inden han rystede kort på hovedet. Endnu en gang trådte han væk fra hende, denne gang for at læne sig imod et bord som stod overfor hendes stol. Han lagde sit hoved på skrå og slog et klik med tungen.

"I know i never told you, and this is probably not a good time either, but im deaf on my left ear, because i tried committing suicide. Because i thought i couldnt live in this butthole of a city."
(Han vendte blikket bort.)
"Please Lizzie.. For me.. Leave."

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

Tell me what you brag about and I'll tell you what you lack

[Elizabeth Monroy Smith]

Complete Lack of Surprise

staring :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro

I Dont believe in miracles

Hun kiggede på ham med opspilet øjne, den nyhed havde hun ikke lige frem regnet med. Kunne mennesker virkelig være så syge i hoved, at tage et uskyldig kvinde, og banke hende, så hun mistede hendes eget ufødte barn? Hun sank en klump, og lagde ikke en gang mærke til at han havde taget hendes penge. Hun lyttede lidt til det han sagde, og lagde den ene hånd på den anden arm, og klemte det dejlige bløde stof en smugle. Hvad var der at sige? Hun viste ikke hvilken verden hun levede i, hun ville hellere gå rundt i en verden hvor hun så på den positive side. Ikke set fra, at hun nogen gange havde sine negative break downs, og dette kunne godt gå hen og ligne en af de dage.

Hendes øjne kiggede tomt ud i luften, viste ikke hvad hun skulle sige eller reagere. Det sidste der kom ud af hans mund, fik dog hele kroppen til at stivne fuldstændig, mens at det gjorde ondt i brystet, lige ved hjertet. Var det, dette man kaldte når ens hjerte gik i stykker? Aldrig havde hun været forelsket, og havde i stedet været den der knuste hjerter, måske var det ingen overraskelse at hun nu skulle have det.

"... Leave.." mumlede hun hæst, mens at hun gispede en smugle efter vejret. Hun kunne ikke rigtig finde fokus, hun viste ikke hvad hun skulle sige. Hun kiggede tomt på ham, og følte sig mere som om hun var gået i koma, og ikke længere havde kontrol over noget som helst. Men bare kunne ligge og se på, hvordan at livet gik forbi næsen på en, uden at man faktisk registeret det. Lige så stille fandt hun dog fatningen igen, og kiggede nu rigtig på ham, "I Don't care, about that I might get beaten up, I don't care that you tried to commit suicide.. Maybe I don't know what your going throug, maybe I don't know what a shitty world it is.. Maybe im blond, and childish because I rather see on the good side and not at the bad.. Maybe Im naive... But.. I... don't.. care..." hun mærkede hvordan at underlæben begyndte at vibrere, og hun måtte virkelig anstrenge sig for at holde tårerne tilbage.

"If you really want me to go... Then look me in the eyes, and say that I should leave you, and you don't.. want to see me again.." hun knyttede hænderne sammen, og mærkede hvordan den første tårer løb ned af kinden. Han havde al ret til at sige, han ikke ville se hende igen, han havde al ret til ikke at ville drage hende ind i verden, men så skulle han også mene det, at han så hellere ikke længere ville se hende, at han ikke længere ville have noget med hende at gøre. For hun havde taget en beslutning, da hun havde set ham dræbt den mand. Der havde hun besluttet at hun var ligeglad, at hun godt kunne leve med det liv som han havde, det var vel hendes valg, og hendes eget velbefindende hun satte på spil. Det var vel hende om det at bestemme?

Hun ventede stille, og forfærdet over om han faktisk ville gøre det, om han faktisk ville kigge ind i hendes øjne, og sige det var slut, og at han aldrig nogen sinde ville se hende igen. Hvis det ende sådan, viste hun ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv. Nok tage hjem igen, hvis hun skulle være helt ærlig, drømmen om at være sanger, var ikke så stor som drømmen om at være sammen med Tino. Ting skiftede, og hvem viste.. måske ende hun et helt andet sted. Tankerne fes rundt i hoved, og de fleste havde hun slet ikke styr på, eller viste hvad hun skulle gøre ved. Dette gav en irriterende hovedpine, mens øjnene stadig var fyldt op med vand, klar til at flyde over, hvis de ikke snart allerede begyndte på at lade vandfaldet glide ned af de runde kinder, og falde imod jorden.
"I.. dont.. wanna leave you.. I love you...." kom der meget svagt fra hende, mens hun gerne ville kramme sig ind til ham, men ture ikke, derfor stod hun bare der, og så enormt ynkelig ud, da flere dråber af vand fandt sin vej ned af kinden. Dette var bare, alt for uvirkeligt for hende, og hun viste ikke helt, om hun skulle tro på det bare var en ond drøm, eller om det faktisk virkelig skete. Men da hun ikke vågnede af det, måtte hun vel gå ud fra.. at det ingen drøm var.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

But Baby, you make me believe. that everything is possible.

[Martino De Lazzaro]

Complete Lack of Surprise

staring :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro

They could destroy me they should enjoy me

Blikket blev igen løftet, og de brune øjne blev vendt imod hende. Han lagde sit hoved på skrå, og så på hende med et køligt blik. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Mest af alt havde han egentlig lyst til at give hende en flad, og sige til hende at hun skulle skrige, men på den anden side så ville han også have at hun blev, mere end noget andet i hele verden. På den anden side, så elskede han hende, og han kunne virkelig ikke forestille sig hvad fanden han ville gøre, hvis hun rent faktisk ikke var her mere. Måske var det bare bedst at hun forsvandt. Hun gjorde ham skør i hovedet, og nogen gange beskyldte han hende inderst inde for, at han ikke længere kunne kende sig selv. Men han elskede hende. Han elskede mere ind den luft, som hans lunger indtog, hver eneste gang han trak vejret.

Med et hårdt skridt, gik han tættere på hende. En hånd blev rakt frem, men ikke for at slå hende. Hånden greb hårdt fast omkring hendes hals, og skubbede hendes direkte med ryggen ind i den nærmeste bogreol. Han så ned på hende med et hårdt blik, imens han strammede sit greb omkring den spinkle hals. "Do you really think i enjoy killing people? Do you really think i wanted this life? Well, i do. But did you think, those people whom i kill every day and night, have family too? I never thought about that, i never realized how vengeful people can be." Han trak sit hoved en smule tættere på hende, imens hans anden hånd gled over hendes mave, hvor den lagde sig. "You never thought about, that brothers, sisters, children.. wifes, that want revenge, every single motherfucker. Whenever someone they love, gets killed, someone els wants revenge." Forklarede han hende, imens han den anden hånd på hendes mave nu også gled op og omkring hendes hals. Han sendte hende et skarpt blik. Faktisk var det eneste han kunne se lige nu, hendes lysegrønne øjne. De forbandet, helt igennem vidunderlige grønne øjne, som han kunne drømme sig væk i, og aldrig nogensinde slippe igen. De var fyldte med tåre, fyldt med frygt og han ville huske denne frygt. For tid og evighed, for det var det der gjorde en kvinde fantastisk. At en kvinde kunne huse så forbandet meget frygt, og være så god til at skjule det, undtagen i øjnene. Man kunne altid se det i øjnene, og de forklarede så meget mere end en kvindes kropssprog. Det var det han elskede ved hendes øjne.

"Why is it, you are so fucking perfect, and you want to be a part of this citys butthole? You're so fucking perfect, sometimes i think you're a dream, and not even real. Sometimes i wanna destroy you for it. But i wont let my self destroy you, ever. So i ask you again, because i love you more then the air i breath: Lizzie please leave, before i destroy you. Dont let revenge end on your chest." Sagde han nu dæmpet, uden at flytte sit blik fra hendes øjne. Så man efter, kunne man se hadet men samtidigt også sorgen i hans blik. Det skar i hans bryst da han sagde disse ord, og et øjeblik var han nødt til at synke en klump. Lizzie ville nok kunne mærke, hvordan grebet omkring hendes hals langsomt blev slappere.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

Tell me what you brag about and I'll tell you what you lack

[Elizabeth Monroy Smith]

Complete Lack of Surprise

staring :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro

I Dont believe in miracles

Hun kiggede afventene på ham, ventede på at han ville gøre noget, sige noget, bare et eller andet! Og gøre noget, ja det gjorde han da i den grad, da hun mærkede hvordan at hans fingre lagde sig omkring den spinkle hals, og strammede til. Hun hostede efter vejret, og lagde slet ikke mærke til hvordan at hun blev skubbet op af den nærmeste bog reol, hun hørte næsten alt han sagde, men hendes opmærksomhed lå dog på, den hånd der klemte omkring halsens strube, og gjorde at vejrtrækningen var hæs, og ustabil. Hun hostede da hun prøvede at synke noget mundvand, og kiggede disorienteret på ham. Hvad fanden snakkede han om? Hun var ligeglade med de familier hvis elskede døde, så længe hun havde ham. Man måtte kalde hende egoist alt det man ville, men endelig havde hun fundet en mand, som hun faktisk elskede, som hun faktisk holde af, det skulle ingen få lov til at tage væk fra hende! Bare på grund af nogle breve, og et dumt brandmærke.

hendes øjne lyste frygt i den grad, frygten for at han skulle glemme at han lukkede for hendes luft rør, hvilket gjorde hende fuldstændig rundt på gulvet, vejrtrækningen blev til gisp i stedet for tunge og uregelmæssige, aldrig havde hun prøvet sådan noget før, og uden at ville indrømme det, blev hun faktisk tændt af det. Hun fandt det skræmmende, tændende og udfordrende på samme tid, sådan som han kunne bestemme hvis hun skulle dø nu.

Hun hørte dog hvordan han igen bad hende om at forlade stedet, men nej! Hun gik ingen vegne, så måtte han smide hende ud, og kun der ville hun gå "No.." kom der hæst, mens hun prøvede at få vejret helt ned i hendes lunger, hvilket var en smugle nemmere efter han slækkede grebet omkring den meget følsomme hals, som hun nu en gang ejede "Im not leaving, if thats your reason, Iv made my choice, I don't care, I rather die than going out that door, I would die for... you... Dont you see that!?" alt det der kom ud, var hakkende, da hun prøvede at få styr på hendes vejrtrækning mens at hun prøvede at snakke. Det var ikke lige frem det letteste.

Hun lagde begge hænder på hans skjorte og hæv ham tættere på, så de var så tæt på hinanden, som de nu kunne blive. Hendes øjne var stadig fyldt med tåre, men også bestemte frem for dem frygt der havde spillet i de smaragd grønne øjne før. "Kill me then.. watch me how I die in your hands, and figurer out, if you really want me to go.." hviskede hun med en meget hæs stemme, hvor ånden slå direkte imod hans læber, hun var ikke bange mere, hun var sikker i sin sag, hvis han virkelig ville have hende til at gå, så måtte han fandeme skaffe hende af vejen. Hun sank en klump, hvor hænderne knyttede stoffet tættere ind i mellem hendes fingre.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

But Baby, you make me believe. that everything is possible.