Run, just run away?

[Cate Castella]

De brune øjne, lagde sig langsomt hen over hovedgaden. Et dybt suk, gled ud igennem de fyldige læber, som kvinden lige så stille, begyndte at gå videre. Hvert skridt, blev taget varsomt, og nervøst. Næsten som om, at hun ved hvert skridt hun tog, var ved at vende om, og spænde tilbage, til det sted som hun var kommet fra. Hvor end det nu havde været. - Men hun gjorde det ikke, en dyb indånding blev trukket ned i lungeren på den brunhåret kvinde, som der var i slutningen af tredverne. Hun havde taget en beslutning, og nu skulle hun ikke stå her og stikke halen imellem benene, det var jo forhelvede da ikke verdens undergang, at træde ind i den bogbutik. Eller, var det? Tankerne ville ikke stoppe, og forsætte den evige rasen inde i hoved, der var spørgsmål ikke ville holde op, som hele tiden stillede hende i et dilemma, omkring at dette hun nu havde sat sig for. At se ham igen, at se Jamie igen. Var det virkelig det værd? - Igen stoppede hun op, og stod og kiggede lige frem for sig, mens folk irriteret gik ind i hende, og tydeligt gav deres udtryk for, at de ikke var tilfredse med, at hun stod sådan i vejen. Men hun tog sig ikke af deres stemmer, af deres nedgørelser.

Der gik nogle minutter inden endnu et suk banede sig vej igennem læberne, også satte hun igang. Denne kvinde, havde noget af en fortid, i hendes øjne, kunne man se at dette ikke var et menneske, der havde levet livet i sus og dus. Der var tydelig spor af sorg, vrede, og skyldfølelse. Noget hun levede med hver dag. Om at det hele ville blive bedre, bare ved at træde igennem den dør, tvivlede hun stærkt på, men nu var hun endelig kommet så langt, og nu ville hun gemmefører det. - Det var jo ikke fordi, hun ikke havde tænkt på, at opsøge ham igen, men.. alle de gange hvor hun havde begyndt på et brev, var det blevet krøllet sammen og smidt væk, alle de gange, hun havde stået uden for butikken, mens regnen var faldet. Men aldrig var hun gået ind. - Der gik noget tid, før hun stod foran den lettere forfaldne butik. "Nu gør du det" hviskede Cate til sig selv, og lod fingrene glide igennem det lange hår, der bølgede hen over ryggen. I dag havde hun ikke lige følt for at sætte det op, selvom hun så tit gjorde det, mest fordi at hendes dreng, Clayden havde det med at hive og flå i det, når han ville have hendes opmærksomhed. Tvivlen om, hvem der var faderen til barnet, var der stadig. Og der var ikke rigtig nogen måde at finde ud af det på. Med alle disse tanker der gled rundt i hoved, var hun kommet helt hen til døren. De slanke fingre lukkede sig omkring håndtaget, og pressede døren op. Det lille kling, som der var så velkendt, gjorde nu ejeren opmærksom at der var kommet en kunde. Nu var spørgsmålet bare; Var Jamie der stadig?

[Jamie]

Jamie havde været omme bagved. Sat nogle kasser ind i kælderen, hvor der så småt var ved at blive gjort klar til at blive renoveret. Men for nu, var der stadig ufattelig meget andet at gøre, og Jamian kunne ikke være mere ligeglad. Han var nærmest blevet lovet ti gange så meget som han tjente nu. Så det hele skulle alligevel nok gå - og trods alt var selve natklubben ikke hans passion. Det var bøgerne, og det ville de altid være, selvom de færreste interesserede sig for litteratur nu om dage. Jamie sukkede kort, og drog en cigaretpakke frem fra sin lomme. Han så kort på den, inden han åbnede for de nu 17 smøger der var tilbage. Der var ikke rigtig nogen der endnu havde bevist at smøger var farlige for helbredet, og de gav ham en behagelig ro i sindet. Han tog fat i en af cigaretterne, puttede pakken ned igen og tændte cigaretten i munden med en tændstik.

Pludselig lød den genkendelige lille bjælde fra døren, og Jamian så halvdovent op fra de papkasser han havde stillet, hvorefter han hoppede op ad trapperne fra kælderen, forbi døren som var camoufleret som en reol, igennem reollabyrinterne for at nå over til sit bord, som stod et par meter fra indgangen. Han drog et langt sug fra sin smøg, og kløede sig i håret mens han, uden at se på sin kunde, eftersom et eller andet på en reol længere væk virkede mere spændende, fremdrog et "Dav. Velkommen til Cate's.. Hvad kan jeg hjælpe med?" Da han havde bekræftet, at der ikke var edderkoppespind på reolen, lod han sit blik uinteresseret kigge hen mod kunden.

Pludselig virkede han mere interesseret. På en, måske chokeret, men egentlig mere overrasket og genkendende måde. Hans smøg, som lå fint i hans mund, fik drysset noget af sin aske ned på gulvet. Der var en pinlig tavshed i hele butikken, inden Jamian rømmede sig kort. "Hej igen" var lidt det eneste han kunne sige. Han vidste nemlig ærlig talt ikke hvad han skulle sige. Han havde ikke set kvinden, som han havde elsket, i lang tid. Og tiden havde ændret hende. Hendes tøj var ikke luddent, men fint. Håret var ikke lige hurtigt sat op, men bevægede sig bølgende og langt ned af ryggen. Læberne var farvede, make-uppen var på plads og dybe, sørgmodige følelser, som Jamie ikke kunne genlende, lå i kvindens øjne.
Cate Castella var kommet tilbage.

[Cate Castella]

Hun rettede lidt på den hvide kjole som hun havde på, der gik hende til midt på låret, ved barmen var syningen lavet sådan, så kjolen sad stramt rundt omkring den fyldige barm, hun havde fået efter fødselen af hendes femårige søn. Hun sukkede stille, og lod fingrene glide igennem håret, mens at hun kiggede rundt i butikken, og ventede på, om der var nogen som ville komme ud. Nervøsiteten bredte sig i brystet på hende, og lysten til at spænde ud af døren, og aldrig se sig tilbage igen. - Men det gjorde hun ikke, hun blev, hun blev stående på stedet som hun var kommet ind, og rokkede sig ikke én tomme. Måske også fordi at hun var bange for, hvis hun flyttede på sig, ville hun virkelig begyndte at løbe. Men det var der hun så ham, hvordan han kom op fra kælderen og uden så meget at lægge et blik på hende. Et stille smil bredte sig hen over hendes læber, han lignede sig selv. Eller, næsten da. Smøgen var noget nyt. Hun svarede dog ikke på hans, velkommen til Cates, men ventede på han kiggede på hende. Eller, måske viste han det var hende, men ville slet ikke kendes ved, at hun var kommet tilbage?

Da denne tanke var tænkt, så hun hvordan at blikket blev vent imod hende, og det var som om, hele butikken omkring dem, frøs til is. Det hele blev så ubehageligt som noget kunne være, for slet ikke at nævne akavet. Tænderne bed sig hårdt omkring de let rosa røde læber, og blikket blev rettet væk. Nej, hun kunne ikke kigge på ham, det var bare fors vært, alt, alt for svært. "Hey.." mumlede hun stille, og flyttede sig nu for først gang, og gik over til en anden bogreol. Der var så mange ting hun ville spørger om, så mange ting hun gerne ville sige, forklare, bare... lysten til at rører ham. Hun snak noget mundvand, da øjnene begyndte at stikke, og ligegledes gjorde næsten. 'you're weak, nothing but a weak woman.', sagde hendes stemme, over at hun reagerede på denne måde. Og hende som der sagde, at kærlighed aldrig nogen sinde ville gøre nogen effekt i hendes liv, ligeledes følelser. Men lige nu, kunne hun ikke føle sig andet, end en lille skolepige, der vidste hun havde gjort noget forkert, og ikke længere vidste hvordan hun skulle gøre det godt igen. "How you been?" kom der lettere tøvende, inden at hun vente hoved imod ham, og de brune øjne, betragtede ham. Mens hun tog sig selv i, at have lyst til at lade fingrene glide igennem det mørke hår.

Hun bed sig hårdt i læben, og brynene rynkede sig let sammen, inden hun kiggede imod hvor han var kommet fra, hvad lavede han i det hele taget nede i kælderen? Så vidt hun viste, havde han lukket den. Var han... Nej selvfølgelig ikke.. det.. Hun rystede tanken ud af hoved, at han skulle lave noget for mafiaen, var da utænkeligt. Eller var det? Et ret stramt udtryk bredte sig hen over hendes ansigt, men løsnede dog op lidt efter lidt, da hun så sig selv som fjollede, selvfølgelig var han da ikke inde i den kreds.

[Jamie]

Jamian rystede hele sin krop indvendig. Han havde på den ene side lige set noget, der ville få et svulmende raseri, had, lyst og kærlighed til at gro op i ham igen, efter at det havde været gemt væk i lang tid. Følelser der ville få ham til at løbe over til hende og skælde kvindemennesket ud til den lyse morgen, brutalt smide hende op mod en væg og dominere hende fuldkomment, og endelig, efter så lang tid blive ét med hende. Og bagefter blive ked af det. Hulkende, udspørgende og uforstående spørge Cate om, hvorfor det var hun forsvandt fra hans liv, og til være sidst skuffet, sluktøret. Hadende fortælle kvinden, at hun havde ødelagt alle de år, han havde kendt hende og sende hende væk, med stor skyldfølelse og selvhad.

På den anden side kunne han ikke være mere ligeglad. Fortid var fortid... ikke? Hun skulle ikke bare komme og ændre hans liv. Det gjorde alle de narhoveder til Mafiaen i forvejen, og han kunne ikke gøre en skid ved det. Hun skulle ikke også ændre alting. Det var altsammen så forvirrende var det. Han sukkede meget dybt, og tog et meget stort sug af sin cigaret. "Well y'know, not much. Been busy and stuff. And so have you been, I can tell. What did you do to get all that wealthy? Screw a rich guy ?" Det var overhovedet ikke meningen at Jamian skulle lyde så skidesur, men det var han nok indeni, selvom han prøvede at fortælle sig selv at det hele var ligemeget. Èn ting var sikker. Han skulle aldrig, aldrig aldrig såres af kvinden foran ham igen. Han havde savnet hende til det punkt, hvor bundløsheden virkede som fast grundlag. Og så stoppede det bare med ét. Hvis det begyndte igen, ville han skyde sig selv. Og det skulle hun ikke have glæden af at få ham til. Jamie smilede derefter. Det kunne ikke helt betegnes som et glædeligt smil, men det var heller ikke tvungent.

[Cate Castella]

Hun sukkede stille, da hun betragtede ham, alt det had der var læse i kropsproget. Men hvad havde hun inderst inde forventet? Dog, var hun en smugle skuffet over, han ikke forstod, at han som alle de andre mænd, kun eænkte på hvad andre havde gjort mod dém. Måske skulle hun bare gå, så kunne han jo blive her, og gøre hvad han havde lyst til, hun skulle da ikke være i vejen for ham. Ja, tænkte hun inde i sit stille sind, det havde i sandhed været en fejl at tage herhen, hvad havde hun dog tænkt på? Alt den lyst hun for et øjeblik siden havde følt, blev pludselig erstattet af en lille form for blusende racerig, måske var det mere over hendes egen dumhed, at hun havde ødelagt noget så smukt, som det havde været. Men det, var hun alt for stædig til at indse, at hun var nok mere skyld i, at den spænding imellem dem var der.

Det som han sagde, ramte hende som piskesmæld, og fik benene under hende til, let at ryste. Hun greb hårdt omkring bogreolen, og vente nogle lyende øjne imod ham. Nå, ja hvorfor ikke bare beskylde hende for at være en luder, der kun knaldede med mænd, for at få penge. Ja sådan var det jo helt klart at landet lå. Vreden blussede op i hende, og det at holde sit temperament nede, var meget svært for hende, i dette øjeblik. Da en af hendes største svagheder, var snakke omkring hendes kærlighedsliv, og det at sige.. ja at sige det som han lige havde sagt. "Yeah I always screw rich guy's, just to get money. Nah, screw you Jamian!" sagde hun med hævet stemme, hvor man derudover tydeligt kunne skimte sorgen, som der flød over det agressive. "I got the rest of my Fathers money, after his death.. But sure, maybe I just screwed the guy from the bank to get those money?" hun ville så gerne sige noget tilbage til ham, som der ville sårer ham, men hun kunne ikke lige nu, lige nu var hun bare for oprevet over, at han kunne sige sådan noget omkring hende. Aldrig, aldrig nogen sinde havde hun været i seng med nogen, som der ikke havde betydet noget. Hun var ikke en omvandrende eskorte pige!

[Jamie]

Jamian lod ordene hænge i luften, indtil han roligt tog et sug fra sin cigaret og pustede dem væk med røgen, så der kun var stilhed tilbage. Det var jo ikke fordi han ville såre hende. Det var bare så nemt når man i forvejen ikke forstod en person, som havde svigtet en til det ekstreme. Men hun var oprevet kunne han se, og på en måde synes han at hun havde godt af det. På den anden side vidste han også at kvinden foran ham aldrig ville gøre sådan noget. Aldrig i livet. Medmindre hun altså havde fundet en ny slags af det, Jamian engang var for hende. Et stik af arrigskab skimtedes kort over hans ansigt, inden det atter glattede ud i en rolig grimasse. Han tog roligt et skridt over mod hende, og derefter et til, for at se hende nærmere an. Årene havde malet små smilerynker og bedrøvede streger i hendes ansigt. Men for at være ærlig, så hun trods de 6-7 års forskel stadig yngre ud end ham. Han kiggede roligt ned af hende, og gav sig selv en bemærkning om at kvinden måtte have en eller anden mirakelkur for at få brysterne til at vokse. Han huskede hende nemlig ikke lige som den mest fyldige kvinde i verden. Men alting ændrer sig jo.

"Yeayea... I know. So the ol' man is dead now huh.. shame." han lød ikke særlig sympatisk, og det var han heller ikke. Han havde aldrig rigtig hørt Cate snakke om sin far, så det var ikke rigtig noget han blandede sig i "So where did you go, since I couldn't find you? Y'know, I searched for you for months.. years actually. But I guess I wasn't that interesting anymore. Thanks for the shop by the way - gives a living." Han drog et sidste langt sug fra sin smøg, knipsede den over i askebægeret som stod ca. 2 meter væk på bordet, og lænede sig op ad den nærmeste boghylde. "So. Why have you come here? There must be a reason." Han virkede nu rent faktisk lyttende og opmærksom. Næsten interesseret, men kun næsten. For faktisk var han umiddelbart bare nysgerrig. Meget, meget nysgerrig. og gal. Og sørgmodig. Og glad. Det var ret irriterende med alle de følelser.

[Cate Castella]

Hænderne blev hårdt knyttet sammen, så knoerne blev let hvide. Lysten til at smække ham, sådan en på bærret vældede hen over hende, dog gjorde hun det ikke. Synes også at det var for lavt at synke, hvis hun skulle begynde at banke løs på ham, for derefter at synke sammen, grædende på gulvet og bede om hans foregivelse, ja det ville ske, hvis hun virkelig lod alle følelser skylde ud af hende på en gang, og det første skridt, var altid; et slag. Et let brum gled igennem læberne, mens hun stirrede ind imod væggen, og holde øje med en plet. Pletten var det eneste der pludselig foregik i hendes tanker, det eneste billede der spillede for hendes øjne. Lige så stille, faldt hun ned igen, og slappede langsomt af fingrene, og den knyttede næve blev opløst.

Dog hjælp det ikke yderligere da han kom tættere på hende, hendes åndedrag blev forhøjet yderligere, mens hjertet pumpede hurtigere inde i brystkassen. Dog fik hun det hurtigt ned på normal puls igen, men lysten til ham, var der, og den var stærk. Men hun kunne ikke, at give hendes krop den tilfredsstillelse endelig, at at falde i hans arme og blive et med ham. Nej! Det kunne ikke gå, ikke denne gang, ikke aldrig mere. "Yeah what a same" mumlede hun stille, og pillede lidt ved en bog, og fjernede blikket over på den, fra pletten. Faktisk ville hun kigge på alt andet, end ham.

Med en stille mine, lyttede hun til hvad han havde at sige, og bed sig i den venstre side, af underlæben, og vente så endelig de brune øjne imod ham, og lagde hoved en smugle på skrå. "I..." lysten til at sige, hvad der virkelig var sket, hvorfor at hun var taget så hurtigt væk, var der. Men hun gjorde det ikke, hvorfor skulle hun? Han var da ligeglad, med at hun havde født en søn, som der muligvis var hans. Eller, det bilde hun sig selv ind. Hun trak på skuldrene "I was underground.. I needed to get away.. and if it helps, i was standing right outside that door, every day for four years. Maybe you just didn't look hard enogh ey?" sagde hun koldt, for så at træde tættere ind til ham, så at hendes ånde, slå imod hans ansigt. Han stank af røg, men dette fik hende ikke til at træde tilbage. Hun valgte ikke at svare på at han ikke var interessant mere, hvis han dog bare vidste hvor meget hun havde prøvet at få sig selv til at overkomme, hendes egen stædighed, for at komme tilbage, den dag hun var taget afsted. "Maybe... I just wanted to see you? Mmh?" hun trådte et stykke tilbage, og begyndte derefter at gå rundt i shoppen, for at se hvilke boger han egentlig havde. Interesseret trak hun en bog ud og, bladrede lidt rundt i det "Or maybe, I just wanted a new book" hun kiggede lidt ud fra den bogreol hun havde været ved, for at kigge på ham, og gik så videre til næste.

[Jamie]

Jamie sank, men på en måde så det ikke kunne ses. Kvinden kom et øjeblik for tæt på, hvilket satte små elektriske ladninger gennem kroppen som han straks forviste og fik til at forsvinde. Han rettede lidt på sit ærme, mens han blot kiggede på kvinden, der umiddelbart fandt alle andre ting i lokalet mere spændende at se på end ham. Han grinede indvendigt. Hun spillede stærk, men han vidste udemærket at hun bare ikke kunne holde ud at se på ham.

Da hun så fortalte at hun havde stået her hvert år, rynkede han irriteret på øjenbrynet. Løgn. Det ville han havde bemærket og det vidste hun godt. Så enten havde hun gemt sig mens hun havde stået der, eller også var det en løgn. For han havde desperat ledt efter hende. Overalt. Ventet hver dag indtil det gik op for ham, at hun bare ikke kom tilbage, og at hun selvisk var fløjet af sted uden et farvel, uden at fortælle hvorfor, og pålagt sig sine egne hemmeligheder, som hun åbenbart ikke ville havde delt med ham. "No you didn't. If you did, you hid well. You have no idea how much I searched for you. And how little I believe in what you say to me now. I can't trust someone like you." Han smilede kort og sukkede dybt, og indåndede hendes parfume, lige inden hun trådte væk og så sig om i lokalet. Han smagte og nød på duften, mens hun snakkede, og lod sin business-facade træde frem, da hun nævnte det med bogen. Hvis det var det hun ville have, så skulle hun da få det.

"A Book miss? I see. Well, what sort of genre do you prefer?" Han smilede bredt, mens han trak en bog ud fra boghylden "What about this one? It's about a boy who betrays his own family in order to get promoted. I tell you, damn swell story."

[Cate Castella]

Hun betragtede ham stille, da han sagde hun ikke havde kigget efter ham, nej.. havde hun godt nok ikke. Hun havde ikke kigget efter ham, men hun havde været uden for butikken, næsten hver dag, stået der, gloet dumt på vinduet, gemt bag en stor hat, eller bag et træ. Hvor folk med undrende blikke havde kigget på hende, og efter en time, var hun gået igen, for at komme tilbage nogle dage efter. Stolt, ja stolt var kun det ord man kunne bruge omkring den situation, for ikke at nævne svag. Svagheden over for lige præcis ham, var så stærk at hun ikke kunne tillade sig at komme tilbage. Der gik ikke en dag, hvor hun ikke havde lyst til at give ham skylden for alt, hvad der var sket. Hvad nu hvis drengen var hans barn? Så var det i sandheden, ham som der havde taget alt det gode fra hende. Så hvorfor, hvorfor skulle hun sige undskyld til ham? Når han som vel havde ødelagt hendes liv? Alle disse tanker, kom kun fordi hun var så vred, over alle de minder der kom tilbage, alle de fejl hun lavede, som hun bare ikke ville indse, og derfor gav den videre til alle andre. Barnligt, endnu en god betegnelse for hvad hun var. "And how do you now that, ha? Damn well I know how to hid, because that, that awfull man wouldn't stop trying to fucking find me, because of whaaa..." hun stoppede hurtigt med at tale, da hun nu opdaget at hun var på vej ind på det emne, som hun bestemt ikke ville fortælle Jamie noget som helst om! Det fortjente den.. den ja hun havde ikke en gang ord for ham.

Hun kiggede på ham med lynene øjne, da han begyndte at tale om den bog der ville være god til hende, og var så tæt på at smide en bog efter ham "You know nothing! You think I left, because I wanted to!? I couldn't stand it anymore, and thats something you will, never understand!" af raseri begyndte øjnene at løbe over, og nu havde han virkelig trykket på kontakten, nu koger Cate over. Hun havde næsten lyst til at skrige, og banke lås på ham, bare for at, få noget af denne aggressivitet ud af kroppen. Men holde sig dog tilbage, mens tårerne gled ned af de let runde kinder.

[Jamie]

Jamian hævede et øjenbryn. Så mafiaen havde efterfølgende forfulgt hende? Jaså. Det var ikke noget under, eftersom hun så hektisk hoppede over i modstandsbevægelsen og gjorde sin ven til en fjende. Men der var noget der lå dybere, og Jamian kunne se det. Men hvad det var om, vidste han ikke. Han sukkede kort, og drog endnu en cigaret frem fra sin pakke, og tændte den lydløst, mens kvinden begyndte at skrige ad ham, begynde at græde og ryste af raseri. Han havde egentlig lidt ondt af hende. Meget faktisk, selvom følelserne var modvillige. Hun brændte tydeligt inde med noget hun overhovedet og aldeles ikke kunne fortælle ham, plus hun synes at det i hvert fald ikke var hendes skyld.

Men det var det.

Jamian tog et sug af sin smøg og gik helt hen til Cate. Han så ned på hendes ansigt, og placerede blidt sin hånd under hendes hage og løftede på kæbebenet, så hun ville kigge op mod ham. Han så hende længe i øjnene. Ikke fordi han ville kysse hende, eller i det hele taget prøve på noget. Han prøvede egentlig kun at læse og forstå den smerte der lå bag hendes øjne. Det var langt dybere end blot mislykket kærlighed. Der var noget helt, helt andet. En omsorg de fleste unge kvinder ikke nærede. Men hvorfra kom den.... Han sukkede igen, og tog endnu et sug og blæste røgen diskret ud af munden. "Yeah. I do think you left because you wanted to. It's not like you had to, was it? You had a choise. And you decided something that sincerely broke me down. You really made me non-caring you know? I hate people. I want to hate you too. But the past makes it impossible." han tyggede lidt tænktsomt i sin smøg, inden han forsigtigt tørrede hendes tårer væk med tommelfingeren - hvorefter han opdagede hvad han havde gang i, og trak sig temmelig hurtigt væk med en total ligegyldig mine. Det passede. Han kunne ikke hade hende. Men han ville gerne. Og de ting omsorgsfulde træk han netop havde lavet havde ikke gjort situationen nemmere. Han rystede diskret på hovedet og tog et ordentligt sug af sin smøg for at mærke nikotinen køle ham af og berolige ham.