Vincent Piazza

[Vincent Piazza]

GENERELT INFORMATION
FULDE NAVN: Vincent Piazza
KÆLENAVN: Vince
ALDER: 22 år
GRUPPE: Civil
JOB: Mekaniker

UDSEENDE

Jensen Ackles

HØJDE: 181 cm
VÆGT: 83 kg
ØJENFARVE: Grågrøn
HÅRFARVE: Mørkebrun
DETALJTER:
Vincent virker høj, men han virker også tynd. Han er slank og normal af kropbygning. Han er oftest smurt ind i olie, da han bruger meget af tiden sammen med bilerne, men han kan også se pæn og hæderlig ud. Hvis det ikke havde været for hans mor, så ville han nok aldrig se hæderlig ud, men altid være smurt ind i olie og ligne en bums. Hans hår er oftest også pjusket, da han ikke altid tager sig tid til det. Hans øjne er ikke altid til at tolke, da der altid er en blandingsfølelse i dem, men den dominerende følelse er glæden. Han har også fuld skæg, men han vælger at barber sig. Ellers ligner han en hver anden mand.

PERSONA
SVAGHEDER:
- en mild form for Aphenphosmfobi (angst for at blive rørt ved); Han bryder sig ikke om, at folk rør ved ham, hvilket giver ham nogle sammentrækninger. Han beder oftest folk at lade være med at røre ved ham, og hvis de ikke lader vær, så kan det godt være, at han mister kontrollen over sig selv og sit temperament.. og han kan altså slå hårdt.
- han er ikke den stærkeste type.
- hans temperament kan til tider løbe af med ham.
- han er til tider meget stædig.

FÆRDIGHEDER:
- Vince er den helt rigtige til at arbejde med biler, da han meget hurtigt kan finde fejlen og lave den. Dog kan ikke altid huske alle navne på delene, men han ved, hvad han laver. Og så elsker han arbejdet, som mekaniker. Han kan skille en bil ad og samle den igen, og den virker stadig.
- han har en god sangstemme og er god til at synge, selvom han ikke har fået noget undervisning.
- han kan både læse og skrive.
- han har hurtige reflekser.
- og så ser han de mindste bevægelser.

LIKES:

• Cars; Jo smartere og nyere, jo bedre. Han elsker at pille ved dem og fikse dem sammen. Og så er biler ikke altid ens, hvilket vil sige, at de også er en udfordring, hvilket han også elsker.
  
• Felix; Dette er hans hundehvalp, som er en sort labrador, som kun er 1 år gammel. Den render gerne rundt omkring benene på ham.
  
• Men; Han har altid fundet dem mere interessante, end kvinder. Han kan ikke forklare det, men sådan har det altid været.
  

DISLIKES:

• His daddy; Vince synes, at han er alt for princip fast og går for meget op i familiens firma og det med, at stillingen går fra far til søn.
  
• Selskaber/Fester; Principperne og at alt er så fint. Får altid Vince til at savne sit værksted.
  
• Women; Fordi han kan lide mænd? Han synes, kvinder går alt for meget op i sig selv.
  

PERSONLIGHED: Vince er en person, som føler sig mest hjemme, når han er i sit værksted og roder med biler, og gerne har snavs på fingerne. Han har det også med at tale til bilerne, som om de har følelser, han giver dem også ofte navne, han har det også oftest med at kærtegne dem til tider. Han bryder sig ikke om alt det der, hvor man skal hæderlig og pænt klædt på, nok mest fordi han har været noget rebelsk i sin teenage år, fordi han ikke ville følge sin fars fodspor.
Vince er eller en venlig og imødekommende fyr, hvis man accepterer hans grænser. Han kan dog godt have et temperament, som til tider løber løbsk, han har dog som regel styr på det. Han er også en livsglad type, som godt kan lide sjov.

HISTORIE
Baggrund:
Vincent er født i Italien, han er stort set født med en guld ske i munden, han kunne hvert fald få alt det, som han ønskede sig, hvis det var det, som behagede hans far. Hans far var en meget princip fast mand, som gerne beholdte traditionerne. Familien var medejer i en del firmaer, dog var de hovedejer af et bilfirma. Og det var altid en tradition, at sønnen overtog faderens plads, som bestyrer. Vince var dog af en helt anden mening. Dog fik Vince og hans søster, Victoria (6 år yngre, end Vince), begge undervisning i, hvordan man både læste og skrev, selvom Vince nok var den, som fik mest undervisning.

Vincent, 14 år, var blevet kaldt op til sin fars kontor til et møde. Han var blevet puttet i et jakkesæt af hans mor, selvom det ikke behagede ham. Han syntes ikke, at jakkesættet sad rigtigt, så han trak i det og rettede hele tiden på det, mens han stod på sin fars kontor og ventede på, at hans far ville dukke op. Han undrede sig over, hvorfor han var blevet kaldt herop, fordi han havde været i gang med at lære noget mere om biler, og han var faktisk meget lærenem, og han elskede det virkeligt.
Døren til kontoret gik op og en ældre udgave af Vince dukkede op med en bodyguard. Bodyguarden stillede sig ved døren, mens den en del ældre udgave af Vince satte sig ned ved sit skrivebord og bad Vince sætte sig ned overfor ham. Vince gjorde, som han fik besked på, selvom han syntes, at hans var far en smule for formel. Hvilket var en ting mere, som han hadede ved hans far.
”Vincent, min søn..” begyndte hr. Piazza, og så vidste Vince, at det var vigtigt det, som nu ville være deres emne, og han hadede vigtig emner, fordi han ikke brød sig om det, som der skulle besluttes. Det gik altid mod hans ønsker. Og han valgte at svare, før hans far fik muligheden for at fremlægge sin sag, så han rejste sig op og sagde, ”Far! Jeg vil ikke overtage din plads, fordi jeg vil være mekaniker og, der er intet, som du kan ændre ved det.” At han svarede, som han gjorde, og ikke havde specielt meget respekt overfor sin far, var måske, at hans far altid arbejdede og ikke tog tid sin familie, og fordi han var blevet forkælet. Han havde vendt sig om for at finde døren og gå, men bodyguarden havde sat hans hænder på hans skuldre og skubbede ham ned i stolen igen. Samtalen var endnu ikke slut.
”Vincent, jeg kender godt til din uvilje mod dette og har kendt den længe, men det er tradition, at sønnen overtager sin faders plads. Dog er din moder med barn, og det kan være, at hvis hun giver mig en søn, at jeg lader dig leve dit eget liv.” forklarede hr. Piazza og vinkede ad bodyguarden, som trak Vince op af stolen og trak ham næsten bogstavelig talt ud af kontoret. Vince skyndte sig selvfølgelig at finde sit arbejdstøj frem og smutte ned til værkstedet igen.

Vince kunne ikke være mere heldig end han var. Hans moder fødte nemlig en søn til, men hun fik dog at vide, at hun ikke kunne føde flere børn. Sønnen, Victor, behagede hr. Piazza, så han valgte, at den nyfødte skulle overtage firmaet, når han blev gammel nok. Det ville skabe rygter, som ville ødelægge hr. Piazzas ry, men han tog det ikke så tungt, da han havde en arving. Han glemte faktisk næsten alt om Vince, men det havde Vince det enlig bare godt med, fordi så kunne han passe sig selv og gøre, som det behagede ham. Hans søster, Victoria, derimod var begyndt at lære, hvad det ville sige, at være en rigtig dame, da deres moder var ved at lære hende mest grundlæggende ting, så hun senere kunne lære at være en værdig hustru.

Vince havde et stille og roligt liv nede i værkstedet, hvor han lærte alt det, som han kunne lære. Han var endda begyndt at hjælpe med reparationerne på de biler, som der havde brug for. Han hjalp endda med at samle bilerne, når der manglede en hånd. Og pludselig, så var han den, som alle opsøgte i værkstedet, når de havde brug for noget hjælp, hvilket glædede Vince. Der skete dog også andre ting i værkstedet, som Vince nødig vil fortælle om, hvilket har været med til at gøre, at han har en mindre angst for berøringer.
Dog blev opmærksomheden og uopmærksomheden fra sine forældre Vince for meget, så han valgte, at han ville flytte og prøve lykken et andet sted. Og han havde allerede et mål i sine tanker. Amerika. Han havde fået sin mor til at klæde ham anstændigt på og forklare ham de vigtigste ting omkring, når man var selskab med andre folk. Hvorefter han havde opsøgt sin far på sit kontor, som sad sammen med 7-årige Victor. Victor havde allerede vist interesse for, at han ville følge sin fars fodspor, så han var den fødte arving.
”Jeg har hørt, at du ønsker at rejse. Så du mangler nogle midler, som du gerne vil spørge om. Jeg er villig til at give dig et beløb nu, og så sende dig nogle om et halvt år, når du har slået dig ned. Jeg har dog et krav. hr. Piazza kiggede endelig op fra Victor og så på Vincent. Vincent havde været nød til at synke en klump, fordi han næsten kunne gætte sig til, hvad hans far ville sige.
”Du vil aldrig nogensinde se mig mere?” spurgte Vince og kiggede ned i gulvet foran ham. Dog ingen hr. Piazza kunne nå og svare, så gjorde Victor det, ”Dumme bror… hvis du kommer tilbage, så skal du blive her og må aldrig forlade stedet igen.”
Vince så meget overrasket på sin lillebror, men han kunne se på sin far, at det var kravet. Han nikkede, som accept på kravet, da han alligevel havde besluttet sig for, at han ikke ville komme tilbage til dette hjem. Han fik sine midler og rejste straks til Amerika og til Bridgeford, en by med rygte for at være en fredelig by, han skulle dog opdage, at tingene forholdte sig anderledes.

Året efter Vince, 22 år, var flyttet til Amerika, fik han en besked om, at hans mor var død. Han kunne dog ikke få nogen forklaring på hvorfor, og han kunne ikke vende tilbage, fordi så skulle han blive, så han måtte leve i uvidenheden. Han valgte dog også at anskaffe sig en hund, som skulle være hans selskab. Lidt efter blev han ansat i et værksted, hvor man hurtig blev glad for ham.