The rhythm is all i need - Leonardo

[ariana]

Jazz'en spillede på sit højeste imens folk slenterede fra det ene sted til det andet imens både mænd og kvinder kiggede hen imod hinanden, betragtede hinanden. Bartenderen så ud til at have travlt, sådan som sveden langsomt dryppede ned fra tjenerens pande, sådan som flere og flere mennesker ville have mere og mere at drikke, endten det ene eller det andet. Hvordan han kunne holde det ud, var en gåde for selv den klogeste person her i staden. Kvinderne dansede med mændene i stor stå hej, nogle alkovers gardiner var trukket for så privatlivet kunne finde sig tilrette.

Døren til indgangen blev åbnet, og musikken sprang ud i den livlige gade, med bilerne dyttende og drønene afsted fra højre til venstre, nord mod syd. En kvinde skikkelse trådte frem i døren, hvis grønblå øjne kiggede rundt omkring hende, betragtede de mennesker der sad i deres små grove, og firkantede halv rum, af borde og sofa stole, som skabte en form for alkove. Med rolige skridt, traskede hun hen imod den bar der bredte sig i en 2D forms firkant; den ene disk rakte sig langt ned imod syd, imens den anden drejede skarpt imod vest, alt imens bordet stod i skrå formation, så der var øl, vin, glas, og meget andet op langs de høje vægge. Flaskerne startede på 6 hylde og stod som på raderække som soldater.
Harley sukkede langsomt ud af næsen imens de lange ben slentrede hen over trægulvet, i de høje sorte stilletter, hvor nogle tyndsyede nylonstrømber kantede sig op til en tæt siddende kjole i orange, med nogle små blonder, og brodere rundt omkring. På armene var der en sort habbitjakke, med sølvknapper.
Den høje blonde kvinde gik hen imod baren, placerede sin ende på et af de finde læderstole med behagelige puder og kiggede hen imod bartenderen med de mandel formede øjne der strålede den lette grønblå farve ud fra regnbuehinden, "Kan jeg bede om et lille glas whisky?" spurgte hun så med de rosarøde læber, og ventede tålmodigt på at han havde gjort hendes bestilling til fulde. Blikket gled ned imod hænderne, som var dækket til med nogle silkebløde handsker, takket være hendes stilling havde hun muligheden for at have dem, ikke fordi at det gjorde hende så meget uden, men ind imellem var det meget rart at kunne slappe af uden at skulle føle sig forpligtet til det store, men overbossen kunne vel finde hende når som helst det skulle være. Whiskyen kom hendes hoved til undsætning, og det lille glas blev hurtigt løftet op og sat imod læberne hvor hun bundede dets indhold i sig, og sukkede roligt endnu engang over at kunne slappe mere eller mindre af.

[lazzaro]

Døren ind til Jazz kluben blev åbnet og Leonardo trådte stille ind. Han havde ikke lyst til at tiltrække sig meget opmærksomhed når han skulle lytte til jazz.
Han tog kun herned når han skulle slappe af. Lytte til talenter som kunne bruges andre steder end her, og bare sidde i en stol og lukke øjnene. Minusset var bare hans bodyguards som altid var inden for 3 meters radius, uanset hvor han gik hen.

Roligt gik han op til baren og så med det samme et bekendt ansigt sidde der. Han satte sig stille på stolen ved siden af. Hans tøj var som altid stilet. Et jakkesæt med almindelige kedelige farver, Sort, grå og denne gang med et pift af rød fra hans slips.
"Ahhh.. Frøken Moore... Tid til at slappe af?" Sagde han med sin normale lidt dybe og hæse stemme. Han viftede kort med hånden og bestilte noget at drikke. Lyden af Jazz beroligede ham.

Man kunne tydeligt se at der sad tre mænd tæt på Leo. Som nok tydeligt var hans bodyguards. Men i det gode humør som Leo var, bestilte han også lidt til dem.

[ariana]

Alting så ud til at gå sin gang som den skulle, ingen sloges, ingen råbte op, og gjorde sig selv til nogle idiotiske mennesker, for så at gøre sig selv til grin. Ja dette var virkelig en velfortjent dag.
Hendes fokus gled hen imod de dansende som svang sig i armene på hinanden, under benene, svingende stænger, og op i luften på det halv store danse gulv. Svang rundt i spiraler og slap hinanden for så at mødes igen. Mafia kvinden som sad ved baren så dybt koncentreret ned i sit glas nu, imens folk kom og gik, dog lagde hun hurtigt mærke til hvordan baren blev let opfyldt da nogle store drenge fik sat sig tilrette i læder stolene. De klarer lyse øjne lagde sig på hendes overordnede, hendes boss. Allerførst sagde hun ikke det store, hun havde ikke noget specielt forhold til ham, udover han var hendes leder og en af dem der sørgede for at hun da fik lidt penge. "Mr. Lazzaro, det er intet andet end en afslappende dag, hvad bringer dem her?" spurgte hun så og begyndte at dreje glasset let rundt imellem hendes silke henlagte hænder, inden hun bad om et nyt glas whisky og smilede skævt til bartenderen da han kom med det. Hun kiggede endnu engang på den 'Store' som sad ved hendes side, og havde stadig ikke forstået hvorfor hun i grunden var under hans ledelse og at han ikke bare havde droppet hende, og smidt hende på gaden. Øjnene lukkede sig let så der kun var en lille sprække hun så ud af, hvorefter hendes blik gled ned på hendes glas, og forstod nu i grunden ikke helt hvorfor han var her. Hvad ville han i grunden med hende? Måske var han kommet for at bringe hende ud på et eller andet arbejde, hvad vidste hun. Hun sukkede stille, og havde nærmest en brændende lyst til at finde en lighter frem og sætte ild til noget, men lod være. Roligt tog hun handskerne af, og lukkede sine hænder så de lange velplejede negle trykkede let ind imod den bløde hud som herskede hen over hendes krop.
Blikket gled lidt hen på de store drenge, men sagde ikke noget, den eneste grund til at de sikkert beskyttede The Boss var vel pågrund af den velbetjente sum løn, eller fordi de faktisk havde et nært forhold til Mr. Lazzaro, som gjorde at han faktisk turede stole på dem. Hun anede det ikke selv, så længe havde hun ikke været inde under Mafia bossens arme til at kunne vide hvordan den slags foregik, men dagen ville måske komme til at hun fik hemmeligheden om dette at vide.

[lazzaro]

Leo kom her fra gang til gang. Bare fordi han holdte af atmosfæreren. Han tog aldrig arbejde med i byen. Det blev der hvor det hørte hjemme. Han kunne altid skilde sit arbejde fra almindelig nydelse. Han elskede at tage i byen. Det ville nok aldrig ændre sig, jo nok den dag han var for gammel til at gå ud. Eller når han døde.. Det vidste man jo aldrig. Han tog stille glasset med gin op til munden og smagte på indholdet.
En smag af grandtræer gled ned gennem hans hals og han sukkede stille for sig selv. Han elskede gin. Det var en dejlig smag, og den varmede en dejligt op indenfra.

Han vendte sig kort mod kvinden ved hans side. "Bare rolig Frøken Moore.. Jeg er kun her for at nyde musikken... Men mine drenge omme bagved forstår sig ikke på Jazz... Sig mig.. Kan de lide Jazz eller er de her kun for baren?" Spurgten han og rettede sig op i sin stol. Han elskede Jazz, og selv om mange sagde at musikken var hvid. Så vidste han udemærket godt at negerne var skaberne af denne vidunderlige genre, og også dem som spillede det bedst. Da han var yngre sneg han sig ofte ned i undergrunden og lyttede til negere som spillede jazz, kun fordi det lød som om musikken var i live og ikke kun dem som spillede det. Men han var blevet for kendt til at kunne gå der ned mere. Der var mange i undergrunden som ville have fat i ham, og nu måtte han leve videre ved steder hvor han havde mere mulighed for at overleve.. Han kunne jo ikke sætte sin familie og sin ære på spil, bare på grund af lidt musik.
Roligt tog han glasset op til munden igen og tog en slurk. Han brummede tilfreds bagefter, der var dog ingen som kunne hører det på grund af musikken.

[ariana]

Hun betragtede lidt herren ved hendes side som spurgte indtil om hun var jazz kender, og hævede det ene bryn, det så ud til at han talte hendes sprog, "Hvad ville verdenen være uden det?" spurgte hun så med et skævt smil, og tog så resten af hendes whisky i munden, og kunne mærke hvordan kroppen løsnede sig, og slappede mere eller mindre af. Selv elskede hun Jazzens vidunderlige rytme og den måde den fik trukket folk til sig, hvordan den kunne herske over kroppen og bringe en side frem som man ikke selv kendte til. Hun lod let fingrende tromme i takt til musikken imod bordet, imens blikket var henne omkring Juikeboksen, bandet, og derefter på de dansende, hvordan de smilede, øjnenes gnister der lyste ud af dem. En utrolig fornemmelse man kunne få ud af det man bare så der lige nu. Hun tog en dyb indånding igennem næsen og ville næsten spørge om et nyt glas men lod være, mest pågrund af at det ville koste kassen hvis hun blev ved, og desuden ville hun ikke rende rundt som fuld. Da hun ikke var den der brød sig så overdrevent meget om alkohol, mest fordi hun vidste hvad det var det gjorde ved folk. For det andet, sad hun også ved siden af hendes chef, så at skulle drikke sig fuld foran ham, ville sikkert bare bringe hende på dårlig fod med ham. Godt nok var hun kold og ligeglad, men hun ville under ingen omstændigheder gøre det overfor den person der havde taget hende ind i sin gruppe og gav hende det afgørende levebrød. Som lille havde Jazz selv der haft en betydning, hendes brødre og fader havde da ind i mellem lavet et lille show med nogle håndlavet instrumenter, ikke at det lød helt så godt som det hun sad og hørte på lige nu, men godt havde det nu lydet. Hun betragtede lidt tomheden, over det minde der havde været kommet frem i hendes sind med familen. Nu var moren og faderen væk, hendes ældste bror i Australien så det kun var hende, Harley, Mike og TJ tilbage i dette store land, America. Hvad de andre lavede nu om dage, havde hun ingen anelse omkring, men uvidenhed var vel godt på sinvis. Hun gav tegn til tjeneren omme at komme hen til hende, og spurgte om det var muligt at kunne få en kop te, eller kaffe, var han først mere eller mindre næsvis over at hun ikke ville have alkoholen, men efter en tid fik hun det dog som hun ville have det, takketvære den stædige personlighed hun besad.

[lazzaro]

"mmmh." Brummede Leo og smilede lidt. Han kunne ikke forestille sig en verden ude jazz. Uden swing og saxofonens smukke toner. Det var lyden af sex i form af musik og ikke bare folk som stønnede i kor. Det var nærmest en historie om hvordan to mennesker mødes, elsker, og til sidste enten dør eller lever lykkeligt. Jazz kunne fortælle historier, skabe historier og samtidig var Jazz, det lækreste musik at knalde til.. Men det var ikke det han var her for idag.

"Kan jeg byde dem på noget og drikke Frøken Moore... Jeg giver selvfølgeligt.." sagde Leo og tog en slurk af sin gin. Den var begyndt at varme ham stille. Nu var det jo kun hans første glas, og han var ikke svag. Men derfor var det altid det første glas man mærkede hurtigst. Varmen og smagen bredte sig i hans mund.
Han kiggede ud mod danse gulvet. Hvem der bare var 20 igen. Han elskede at danse, og gjorte det stadig. Men han var for gammel til at gøre det i for lang tid af gangen, og undlod for det meste overhovedet at tage på dansegulvet, med mindre det var med hans kone i en stille og rolig sang, der hjemme i stuen med levende lys og romantik. mmmh Bare tanken fik ham til at smile. Han havde danset meget med sin kone. Men han havde danset mindst lige så meget med alle mulige andre kvinder i byen.

"Sig mig.. Jeg ser dig aldrig med nogen mand... En attraktiv kvinde som dig burde da ikke have et problem med at få en mand... Hvad holder dem tilbage." spurgte Leo roligt. Han var egnetligt bare nysgerrig og mente hvert ord han sagde. Han ville gerne vide det, for han havde ALDRIG set hende med en mand.

[ariana]

Hun glippede lidt med øjnene, og lod sig nyde af de velkendte jazz sange som strømmede igennem hendes hoved, og skabte farver og spil inden i det, vakte liv og lyst og seksuel forførelse. Hvordan kroppede strålede afsted med utrolig energi som ingen ville have set magen til, var en overraskelse i sig selv. Jazz var livets blomst. Når musikken stoppede, trak blomsten sig tilbage. Hun betragtede bassen, saxofonen, det hele. Det var som redskaber i en eventyrlig fortælling. Uden på var der ikke et smil at spore, men indvendig, smilede hun, hun smilede svagt derinde, mest over musikken, og den harmoniske lyd som domnierede rundt i rummet og skabte en tæt atmosfærre som fik ens grænser til at gå længere end man lige havde forventet. Jazz var vel kort sagt alt det man havde brug for. Blikket skiftede hen imod Bossen som var ved hendes side, hævede det ene bryn lige så stille over det han sagde. "Hmm... Cafe Latté?" spurgte hun så og afventede om han måske kunne skaffe det, men det ville ikke komme bag på hende hvis han ikke kunne. Det var en rimeligt velkendt drik. Kaffe, fløde, sukker, og et skum lag hen over. "Ellers så bare noget te hvis det ikke er til for meget besvær?" kom det så let fra hende, da det ikke var alle steder man kunne få det som hun havde bedt om i første omgang, men på dette Jazz hus, ville det ikke undre hende hvis Cafe Latté var en udelukket drink som ikke var mulig at kunne få. Tankerne flød sammen og skiltes fra hinanden endnu engang.
Hendes blik lagde sig kort på den ældre mand foran hende, stærk og vedligeholdende som han så ud, i hans tøj, og krops holdning. Ofte måtte man vel komme til at misforstå hans personlige stilling, da folk normalt mente at han intet godt frembragte. Men hvad Harley mente var nok, at hvis man kan få tungen afsted på rette veje, og snakke godt for sig, ville manden ved hendes side være venelig som en hver anden åbensindet person.
Godt nok var det ikke ofte hun snakkede med ham, men et øje for hende måtte han vel have siden han havde bemærket hun aldrig rendte rundt blandt en mand. "Jeg er beæret over dine smir, Mr. men tanken omkring at skulle blive styret af en mands velbefinde, har aldrig været en del af mine planer." Svarede hun og en et lille smil kom frem på hendes ene mundvige, meget svagt, og nærmest allgevel ikke rigtig synligt, dog forsvandt det også hurtigt. "Den dag en mand respektere mig, og ikke ser mig som et objekt, og vil forstå den måde jeg ser verdenen på, vil jeg med glæde bukke mig under. Men indtil da.. holder jeg mig fri fra båndet." Hun havde vidst selv set hans kone, én gang, det var ikke rigtig noget de små underlegende Mafia kollegaer skulle blande sig i, da Bossens privat liv ikke skulle vedkomme dem, med mindre han selvfølgelig selv indviede dem i hans gøremål i privatlivets timer.

[lazzaro]

Leo nikkede mod bar tjener tingen som med det samme gik igang med at lave cafe latte til frøken Moore. Han havde ikke noget i mod at folk ikke drak alkohol. Han kunne selv tåle rigtigt meget inden han virkeligt blev fuld, men alkohol var kun til for at blive nydet, lidt ligesom cigar og cigeratter.
"mmh Cafe latte bliver det... Der er intet problem med nogle simpelt drikke..." sagde Leonardo og smilede venligt til frøken Moore. Han kunne mærke hvordan han var blevet afslappet i skuldrene efterhånden som tiden var gået. om det var gin eller musikken vidste han ikke, men det var altid en dejlig følelse. Et eller andet sted glædet han sig lidt til at komme hjem.
Han tog et par slurke af glassets indehold igen. Der var kun en lille bund sjat tilbage nu og han bestilte roligt en ny, han kiggede lidt rundt i klubben og smilede lidt over alle de unge ansigter. Det var altid dejligt at se nye ansigter, som havde interesse for musikken.

Det betød bare at musikken ikke ville dø forløbigt. Blues var også en dejlig genre. Endnu engang var blues også blevet født af negere. Men det gjorte ikke så meget i Leonardos øjne... Negere kunne bruges til en masse... Og det var ofte at negere havde en god krops masse og så var de ualmindelige gode gorillaer.

"hmmm.. Styret af en mand hva...." sagde Leo stille imens han tænkte.. Teknisk set var hun jo styret af ham så længe hun var i mafiaen, og man kunne ikke bare lige komme ud af mafiaen, så det ville nok fortsætte med at være sådan til hun døde.
"Tja.. Det skal jeg ikke kunne sige noget om... Men mellem os så bliver jeg hårdhændet styret af en kvinde." sagde han lidt lavmældt men nok til at hun ville kunne hører det. Han grinte bagefter lidt og bundede sit glas, hvorefter han tog det nye glas i hånden og Frøken Moores cafe latte kom frem og blev sat foran hende.

[ariana]

Forsat lyttende, og koncentreret kiggede hun hen på manden ved siden af hende, hendes overkomando, og bossen over de fleste. Vidst nok var hun styret af ham. Men til en hvis grænse. Hun betragtede lidt smilet, men gengældte det ikke, hun var ikke typen der viste sine store følelser overfor folk, holdte dem hellere for sig selv, og lod andre ligge med gåden omkring hvad pokker hun tænkte. Langsomt fugtede hun de rosa røde læber, og blinkede lidt med øjnene, imens fingrene forsat bevægede sig ned imod bordpladen i takt til musikken. Det var lige før det var for roligt i denne Jazz klub til at hun kunne holde det ud, da hun var vant til at der skete noget stort omkring hende. Hun droppede dog hurtigt sine tanker, og kiggede så hen imod Leonardo, som så ud til at tænke og nyde musikken lige så meget som hende selv.
"Ikke at jeg bliver styret af Dem... men jeg mente i en anden forfatning. Mere som i, han skal ikke blande sig i hvad jeg laver, og sige jeg ikke er nogen ordentlig kvinde." forklarede hun, og foldede sine hænder i sit skød, og kiggede hen på ham, hvor hun måtte smile en lille smule af hvad han sagde, "Jeg kan se du har det hårdt, Mr." svarede hun lige så lavmælt og lettere drillende. Roligt lod hun yndefuldt sin hånd tage fat i koppens hank, hvor at krusset indeholdte den tykke cafe latte, med fløde i, lige som hun kunne lide den. Den blev ført op til hendes læber, og en lille slurk gled ned langs halsen. Koppen blev sat ned på bordets plade endnu engang. Ofte spurgte hun sig selv om hvordan hun i grunden kunne holde sig væk fra alkoholens søde smag, og sager, men det var der vel en god grund til; hendes arbejde blev for besværligt at løse, hvis hun gik ud af form og drak for meget, hun ville ikke have den rette overskuelighed til avancerede jobbe som herskede omkring hende i ny og næ. Nej det ville trække hende ned til en standard hun slet ikke ville kunne holde ud at være ved. Langsomt tog hun en dyb indånding igennem næsen og sukkede den langsomt ud, inden hun tog en ny slurk, lige som for at synke de mange tanker ned imod et sted så de ikke kom frem igen.
Ja hun var i sandheden en kvinde med krudt i hovedet.