Pause - Værksted

[Vincent Piazza]

Vincent kunne ikke lade være med at grine lidt, da Valery mente, at hun troede, at de var høns. Matt, som passerede Vince for at gå om til den åbne motorhjelm, mumlede noget utydeligt, hvilket fik Vince til at smile bredt, men han kommenterede ikke på det. ”Så vil jeg bare påpege, at kvinder er svaner.. de hvæser, hvis man kommer for tæt på.” sagde han dog drillende igen. Det var dog også en form for kompliment, da svaner var en smuk fugl. Og nu var de jo startede på fugle, da Valery lagde ud med høns. Matt grinede svagt og mumlede noget med gæs, hvilket fik Vince til at rulle med øjne.

Vincent tog Valerys bemærkning til Matt, som et kompliment. Han havde aldrig kigget efter kvinder, men mænd, da han fandt dem mere interessante. Hans liv var dog halvt blevet ødelagt, da der skete ting i hans første værksted, som han nødig vil tænke på, som gjorde, at han føler en frygt, hver gang folk de rørte ved ham. En uheldig skæbne kan man vel kalde det.
Matt selv reagerede ved at holde fokus på sit arbejde, da han nok var en af dem, som skænkede Valery en tanke af og til. Og ved hendes ord til Vince, mumlede han utydeligt noget for sig selv, men Vince mente nu, at han hørte ordet date igen, hvilket igen resulterede i en svag hovedrysten.
Vince tænkte lidt over tilbuddet, han kunne sagtens selv finde ud af at lave mad, men det blev noget, som han hurtigt fiksede sammen, da han ikke helt havde tålmodighed til at lave det helt vilde. ”Det lyder meget hyggeligt, så det har jeg da lyst til.” svarede han og ignorede Matt, som igen mumlede noget.

Vince rejste sig op fra sin plads, hvorefter han kiggede Matt over skulderen og ned på motoren. Derefter stak han en hånd derned og bankede let på noget. ”Der er din fejl.” sagde han til Matt, hvorefter han tilfældigt gik rundt og samlede værktøj op, som ikke blev brugt, som han lagde på plads.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Valery hævede det ene bryn ved Vincents latter og lagde armene over kors. Da han dog erklærede at kvinder så var svaner smilede hun drillende ”Ihh tak! Smukkere fugle finder man nok ikke, og hvis I mænd bare kunne holde fingrene væk hvæser vi ikke” sagde hun drillende. Hun mente ikke ham, for han holdt sine hænder for sig ikke kun med hende men med mange af de kvinder hun havde set ham i nærheden af. Hun havde bemærket hvordan han dog fik et glimt i øjnene i nærheden af visse mænd hvilket havde givet hende tanken om at han nok ikke var til kvinder og som på samme tid havde forsikrede hende at der ikke var fare hvad dette emne angik i nærheden af ham. Hun havde flere gang oplevet mænd der ikke kunne holde fingrene for sig selv, mænd der ikke kunne tåle et nej. Det var belastende, og utrolig svært at komme ud af især når hun var på arbejde, men det havde da lykkedes hende indtil videre. Det var endnu ikke lykkedes for nogle mænd at tvinge hende til den slags og det ville det nok heller ikke, ikke uden modstand og kamp. Selvom hun var en kvinde, og en spinkel en af slagsen så kunne hun karate. Hvorfor hun kunne det vidste hun ikke men hun regnede med at det havde noget med hendes fortid at gøre, den fortid hun intet kunne huske noget af. Hun huskede intet om sin barndom, sin familie eller andet. Hun vidste ikke at hun var fra en velhavende familie, en familie med status og penge. Hun vidste heller ikke at hun havde to brødre, begge ældre men hvor en af dem var hendes tvilling, en fyr hun var stødt på for nogle uger siden. Og hun vidste heller ikke at hun kunne karate fordi hendes far havde ladet børnene blive undervist i det. Der var en del hun ikke vidste, eller rettere vidste men havde glemt om sin familie. Hun blev brat revet ud af sine egne tanker og sin egen verden idet Vincent svarede. Hun smilede skævt og nikkede ”Aftale så… har du noget mad derhjemme eller skal jeg på indkøb?” spurgte hun drillende. Hun vidste hvordan single mænd kunne rode, spise dårligt og ikke have styr på noget som helst. Om Vincent var sådan en mand vidste hun ikke men når man så på ham nu, så snavset så kunne man ikke tro andet. Hun overvejede hvad hun dog skulle lave og om det ikke ville være lettere at gå på indkøb alligevel i stedet for at skulle mikse et eller andet sammen udefra de ting han havde. Hun skubbede det svagt til side idet Vincent rejste sig og pegede på et eller andet i bilen hvorefter han sagde at fejlen lå der. Hun glippede med øjnene og smilede over det. words: 474 tag: Vincent lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Vincent Piazza]

Vincent løftede begge hænder med et smil, da Valery mente, at kvinderne kun hvæsede, når mændene ikke kunne holde sine fingre væk. Han vidste godt, at den nok ikke helt var mod ham, men han kunne nu ikke lade vær med at reagere alligevel vel. Han kunne også på en måde sammenlignes med en svane, fordi han også hvæssede på en måde, hvis folk kom for tæt på ham. Han var ofte sur på sig selv på grund af dette, men der var intet, som han kunne gøre mod det, fordi han reagerede ganske instinktivt på, hvad der skete omkring ham. ”Det der kan være noget om.” sagde han og lod igen hænderne falde ned. Han undrede sig lidt over, at Matt ikke sagde noget i denne situation, han ville nok blive nedstemt i den sidste ende.

Vincent var selv en spinkel en af slagsen, og han kunne nok ikke forsvare sig selv overfor en anden mand. Mod kvinder kunne det muligvis gå, og mod mindre årige, men så holdt den nok heller ikke længere. Nok en af grundene til, at han ville undgå at slås, han ville være det svageste led. Men underligt nok, så var han en af dem, som man så op til på arbejdet nok, fordi han var en af de dygtige. Et stik af savn ramte ham, da han tænkte på Victor og Victoria, men de havde det sikkert meget godt.

Vincent så lidt forvirret på Valery over hendes spørgsmål. Han tænkte på sit meget lille lager af madvarer, som han havde. ”Uhm.. det ville nok være bedst med et lille indkøb…” fik han fremsagt og kørte en hånd gennem håret. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle føle eller tænke, men det var vel normalt. Han var en enlig mand, så en undskyldning havde han vel? Selvom han nok ikke følte for at bruge den.
Han lagde nogle flere ting på plads og smed nogle ting ud, hvorefter Matt spurgte, hvordan han så let kunne finde fejlen ved bilen. Han trak lidt på skulderne og mente, at det lå i generne, da hans familie havde haft noget med biler at gøre længe. Han gik igen hen til Matt og så ned på motoren, men så så over på Valery igen.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Hun smilede drillende “Hvorfor ellers skulle vi hvæse? Jeg mener, vi er da fredelige væsner ellers som pudser vores fjer og nøjes med at gå rundt og se flotte ud, det eneste vi er til fare for er vores spejle hvis de pludselig erklære at der er en bums eller at sminken ikke sidder ordentligt” svarede hun muntert. Det var nu ikke så sandt, kvinder var farlig ikke i den forstand at de kunne slå løs på folk eller noget, men de kunne let forføre en mand, lokke ham til at snakke over sig og få oplysninger, det gjorde hun jo selv. Som spion for mafiaen var det nyttigt for dem at have hende på deres side. Og fordi hun havde lært nogle tricks af selve bossen så kunne hun være farlig at have på modstandsgruppens side selvom hun ingen planer havde for dette. Hun elskede sit job, elskede mafiaen og holdt en del af bossen selvom mange ikke forstod hendes betagelse af ham. Med mange var det ment som mange mafiamedlemmer. Hun kunne se at han var forvirret og så spørgende på ham. Da han endelig så ud til at forstå det hun havde sagt og svaret nikkede hun. Det havde hun skam også regnet med at få som svar så der lå ingen overraskelse i det. ”Det vil jeg så tage mig af” svarede hun og gyste svagt da en hård vindstød ramte hendes ryg. Hun vendte blikket ud af døren igen og sukkede, det regnede stadig! Hun vendte dog atter blikket mod Vincent og bemærket at denne så på ham ”Hvornår har du fri?” spurgte hun ham blot for at finde ud af om hun skulle tage på indkøb og så tage hjem til ham. Eller om de skulle følges. Det var i bund og grund op til ham så hun så blot afventende på ham. words: 309 tag: Vincent lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Vincent Piazza]

Vincent kunne ikke lade være med at grine lidt. Han åbnede munden for at sige noget, men ombestemte sig dog meget hurtigt igen, han ville nødig have, at Valery skulle til at hvæse efter ham. Han var lidt af en anden mening. ”Man burde næsten kalde jer ræve i stedet for, hvert fald nogen af jer.” mente han højt og tænkte selvfølgelig på, at kvinder også kunne være snu og nysgerrige, som ræve. For ham kunne de også være en plage, hvis de var for nærgående og ikke holdte sig på en afstand, som han fandt passende. Så han syntes vel også, at de på en måde var skræmmende?
Vincent havde jo på ingen måde styr på det med mafia og modstandsbevægelsen. Han vidste dog en ting, at hans far havde slået en handel af med den italienske mafia. Han kunne stadig huske de store mænd i jakkesæt og med skjulte pistoler. Se, de havde også været skræmmende. Hvordan han ville reagere overfor dem nu, det vidste han ikke.

Vincent nikkede til Valery, da hun mente, at hun ville tage sig af indkøbet. Han fulgte dog også hendes blik ud til regnen, et skønt vejr efter hans mening, fordi så havde man en undskyldning til at blive lidt længere, men nok ikke så rart, når man faktisk skulle nogle steder. Og alligevel elskede han fornemmelsen af regn.
Vincent skulle til at svare Valery, da det gippede i ham, og han trådte væk fra Matt. Matt havde stået med en hånd på Vince skulder, men nu lå den på luften. Matt smilede undskyldende til Vince og lod igen sin hånd falde, han glemte faktisk, hvad han ville sige.
Vince accepterede Matts undskyldning, alle kunne jo glemme, hvordan han havde det. ”Jeg har lige nogle ting, som jeg gerne vil være færdig med, hvorefter jeg tager fri.” svarede han på hendes spørgsmål, mens han tilfældigt kløede sig på kinden.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Hun bemærket at han åbnet munden i første omgang men intet forlod rigtigt hans læber. Da han så efter noget tid igen åbnet munden var der endelig noget der forlod hans læber igen, naturligvis var det noget ord, for hvad ellers skulle det være? katte? Hun hævede det ene bryn ved hans svar og lagde armene over kors endnu engang ”Ræve?” gentog hun spørgende inden hun så ud til at overveje det ”Det er faktisk ikke så forkert.. jeg er villig til at give dig ret denne gang” fortsatte hun med et skævt smil. Han havde da ret, kvinder kunne til tider meget vel være som ræve, snu, snedige og utrolig nysgerrig hvilket ikke altid var så positivt. Hun havde jo selv allerede tjekket ham ud mere end han anede og vidste mere om ham end han vidste om hende. Hvad hans holdning til mafiaen endelig var, vidste hun ikke helt. Det havde hun ikke snakket med ham om endnu, men det ville nok være en af emnerne der blev trukket op i løbet af aftenen nu hvor det så ud til at de ville tilbringe de kommende timer sammen. hun stod allerede og overvejet hvad hun mon skulle lave som aftensmad, mon der var noget han ikke kunne lide eller ikke kunne tåle? Det ville hun jo kun finde ud af ved at spørg og derfor vendte hun atter blikket mod ham dog tidsnok til at bemærke at han gispede. Hun glippede med øjnene og bemærket først da hånden Matt havde lagt på Vincents skulder. Da Matt undskyldte og Vincent erklærede at det ikke gjorde noget åndede hun lettet op, hvorfor hun havde holdt vejret vidste hun ikke helt, og ærligt havde hun ikke selv lagt mærke til det før hun havde åndede ud igen. Hun vendte nu fuldkommen opmærksomheden mod Vincent idet denne svarede og nikkede. Det betød vel at hun skulle tage på indkøb og så ville de mødes hos ham. ”Lige to ting. Et: Hvor bor du? Og to: Er der noget mad du ikke kan tåle eller ikke kan lide?” spurgte hun og så afventende på ham. ja hun vidste jo godt hvor han boede, det var en af de første ting hun havde fundet ud af om ham men han skulle jo ikke vide at hun havde tjekket ham ud og derfor var hun nød til at stille det spørgsmål. at blive afsløret i at have tjekket ham ud og blive stemplet som stalker var ikke en af hendes planer for denne aften, hun ville blot slappe af og nyde aftenen. words: 427 tag: Vincent lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Vincent Piazza]

Vincent smilede bare stort, da han fik ret i, at nogle kvinder, kunne minde om ræve. Men den måde hun gav ham ret på, det lød næsten, som om han ellers aldrig havde ret, når han sagde noget. Han tog det da ikke så tungt, han var ikke en af dem der, som så kvinderne, som det nederste. Han var mere til, at folk var lige, da de alligevel alle var ens i den sidste ende. Hvert fald efter hans mening, man kunne bare tage pengene, arbejdet og tøjet fra menneskerne, så var den eneste forskel, at man var mand eller kvinde, men så kommer princippet ’surviver of the fittest’ ind i billedet og ødelægger det hele igen.

Vince kløede sig i håret, da Valery stillede to ret indlysende spørgsmål. Der gik dog noget tid, før det enlig gik op for, at det var hos ham, at de skulle spise, og ikke hos hende, men det havde han det fint med. Nogle kvinder ville ikke vise folk, hvor de boede, måske i den frygt for, hvad folk kunne finde på? Eller måske fordi hun ikke boede selv og ikke ville skabe nogle misforståelser derhjemme? Men, hvad vidste han om det. ”Bor i en lejelighed omkring Longridge River. Jeg kan godt komme ned og hente dig.” svarede han på hendes første spørgsmål, og det var langt letter, hvis han hentede hende, da det var lidt kompliceret at forklare, hvor han specifik boede, for mange lejeligheder på samme etage efter hans mening. Nåja, men hvad gjorde det, når han alligevel brugte meget af sin tid her i værkstedet, ikke så mange mennesker, man kunne støde ind i.

Vince brugte noget længere tid til at tænke over hendes andet spørgsmål. Han var faktisk ikke stødt ind i noget, som han var blevet syg af at spise, og han spiste stort set enlig alt, hvad man kunne spise. Han havde hvert fald prøvet en del, specielt fra mors køkken. Han dagdrømte et øjeblik om de fantastiske retter, som han havde fået, det var langtfra det, som han fik nu. ”Jeg er ikke blevet syg endnu, og jeg har stort set spist alt det, som er blevet serveret.” svarede han endelig på hendes andet spørgsmål, mens han stadig tænkte.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Hun betragtede ham roligt mens hun ventede på svar og det føltes som en evighed inden han svaret. Hun nikkede blot som tegn på at han godt kunne kom ned og hente hende ”Jeg tror det vil tage mig halvanden time at tage derud og handle, så vi mødes ved Longridge River, det vil være det letteste. Men hvis du lader mig stå i regnen i mere end nødvendigt skærer jeg fingrene af dig” sagde hun rimelig alvorligt. At stå i regnen var det værste der kunne ske så han måtte virkelig hade sit eget liv hvis han lod hende stå og vente i lang tid. Desuden havde han en del tid til at komme derud så han havde ingen undskyldninger for at blive forsinket. Igen var hun tavs mens hun ventede på at han svarede på hendes anden spørgsmål, hun forstod ikke at det tog ham så lang tid at tænke det igennem, man skulle tro at hun stillede ham et spørgsmål til et millionbeløb og at han derfor tøvede med et svar eller overvejede sit svar med omhu. Hun forsøgte dog at forholde sig roligt mens den unge mand tænkte sig om og da han langt om længe svaret nikkede hun ”Godt at du ikke er kræsen…” svarede hun inden hun lukkede sin frakke sammen og vendte blikket mod Vincent igen ”Vi ses senere” sagde hun og huskede også at sige farvel til Matt inden hun smuttede ud af døren. Hun gik tværs over gaden og fornemmede hvordan hendes tøj blev mere fugtigt, hun satte farten op og tog en taxa ved enden af vejen som kun kørte hende ganske kort inden hun stod af ved den butik hun skulle købe fra. Det her skulle nok blive en hyggelig aften. ///out words: 292 tag: Vincent lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Vincent Piazza]

Vincent nikkede, som svar, til Valerys antagelse af, hvor lang tid, der ville gå, før hun nok ville være der. Det ville give ham tid nok til at ordne småtingene her på værkstedet og gå i bad, og han så ville have til tid at rydde lidt op i sin lejelighed, det var et andet spørgsmål, men det ville han kun finde ud af ved at gøre det. ”Så vil jeg ikke lade dig vente. Skal jo bruge mine fingre til mig arbejde.” svarede han grinende igen, da hun mente, at hun ville skære fingrene af ham. Dog grinede han mere, fordi han blev lidt nervøs over det, fordi kunne hun virkelig mene, at hun ville gøre det? Han turde hvert fald ikke at prøve hende.

Vincent smilede og grinede kort, da Valery bemærkede, at det var godt, at han ikke var kræsen. ”Vi ses.” råbte han efter hende, da hun var kommet ud i regnen. Han håbede snart, at det ville holde op med at regne, fordi han frygtede for sine fingre, hvilket kunne ses, fordi han ubevidst sikrede sig, at alle hans fingre stadigvæk var til stede.
Han fik dog hurtigt taget sig sammen igen og fik hurtigt ordnet de små ting, som skulle klares, mens hans gav Matt et råd mere. Der gik ikke længe efter, og så var han klar til at smutte, mens Matt bemærkede, at han var heldig, hvilket Vince tog med et smil.

//Out d;