Pause - Værksted

[Vincent Piazza]

Vincent stod uden foran værkstedet ved siden af den dør, som første derind. Han holdte en mindre pause, selvom det ikke var ofte han gjorde det, men det var lige det, som han trængte til nu. Han stod lænet op ad væggen med lukkede øjne og armene over kors. Vejret var stille og roligt, selvom det støvregnede lidt, men det var ikke noget, som afholdte Vince for at være udenfor. Han var klædt i sine blå overalls og en sort t-shirt, begge dele smurt ind i olie, ligesom hans ansigt og hans arme. Han gad jo ikke skifte eller vakse sig, når han alligevel snart skulle fortsætte sit arbejde, så snart hans hovedpine havde lagt sig igen.

De folk, som passerede Vincent, kiggede undrende på ham, men de passerede ham dog uden nogen yderligere kommentar. Der var heller ikke særlig mange folk på gaden, og dem, som der var, det var dem, som havde en vigtig erindre, som de lige skulle klare. Der var jo ikke mange, som ville udsætte deres fine tøj for regn.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Valery befandt sig i nærheden af det værkested hvor Vincent arbejdede. Hun havde ikke set ham i lidt over en uge og endelig havde det ikke været en del af hendes plan at tage hen til ham men hendes fødder havde bevægede sig den vej uden at hun havde tænkt videre over det. Hun gik med rolige skridt i sin egen verden, fordybet i sine egne tanker og uden spor mange tanker om hvor hun endelig var på vej hen. Den seneste uge havde været stressende. Hun havde haft en del arbejde at gøre, arbejde for mafiaen selvfølgelig for hun havde skullet spioner på en mand der muligvis havde i sinde at snyde mafiaen for nogle penge. Det havde været alt andet end let at få lov at fungere som ekskortpige for denne mand, for han var på ingen måde interesseret i kvinder, i hvert fald ikke før han havde set hende. Men selve det at kunnet lokke ham til at tage den beslutning og at bruge en ekskortpige. Selv skinnede hun af renhed, hun duftede som altid godt og så utrolig feminin og anstændig ud. Hun var iført en lang hvid mønstrede kjole. Kjolen havde en bælte ved livet, og var ærmeløs. Skoene havde en smule hæl, af smykker havde hun perler på idet kjolen var en anelse nedringet. Hun havde nogle perleøreringe på og handsker. Over kjolen havde hun en pelsfrakke som dog ikke var knappet sammen. Håret var en anelse krøllet og hang løst. Pludselig blev hun opmærksom på hvor hun var på vej hen og rynkede derfor på panden, hun snerpede de fyldige læberne sammen som havde en rød farve af læbestift. Hun blev på samme tid opmærksom på at det støvregnede, det havde hun ikke bemærket før. Hendes blik faldt på en velkendt skikkelse, Vincent, som stod ude for værkstedet. Hun fortsatte hen imod ham og standsede overfor ham med armene overkors idet hun så ham an. Snavset og smurt ind i olie …igen. ”Hej” hilste hun og undgik bevidst at røre ved ham, ikke fordi han ikke kunne lide det, men fordi hun selv ikke ønskede at blive snavset. words: 355 tag: Vincent lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Vincent Piazza]

Vincent havde bare lyttet til sine omgivelser. Den stille regn, som næsten ikke var til at høre, lyden af de få sko, som gik ned langs gaden, og hans eget rolige åndedræt. Stille og roligt, som der nu altid var på denne tid af døgnet. Udover ham, så var der en enkelt mand mere på arbejde, men han rendte rundt inde på værkstedet, hvilket kunne høres, da der blev tabt noget, som gav genlyd i værkstedet, og lyden blev efterfuldt af masse eder. Det fik enlig bare Vince til at smile, fordi hvor ofte skete det ikke, at der var en, som tabte noget værktøj? Han havde selv fået en del over sig, da han havde lagt under en bil, og det havde også udløst en masse eder og mulige forbandelser, men der blev undskyldt, hvilket altid gjorde, at man tilgav hinanden ret hurtigt igen.
Vince blev opmærksom på en forandring i lydene, en dame måske. Da lyden var blevet højest, så stoppede den faktisk, hvilket fik ham til at åbnede øjne og rettede sig en anelse op. Hans øjne faldt meget hurtig på kvinden, en velkendt kvinde, som han kendte. Et smil bredte sig på hans læber, da hun hilste på ham. ”Hej.” gengældte han hilsen og flyttede lidt på sig. Han løftede sin ene fod, så den støttede op ad væggen, så hans knæ skød frem. ”Har du brug for et sted at skjule dig? Igen?” spurgte han drillende. Siden den dag, hvor hun havde haft brug for et sted at gemme sig, og var stødt på ham og havde gemt sig på værkstedet, havde han altid spurgt, om hun havde brug for et skjulested, når de mødte hinanden her ved værkstedet. Han fandt det stadig en anelse morsomt.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Da han lukkede øjnene op og hilste tilbage og på samme tid tilføjede den velkendte sætning himlede hun med øjnene. ”Du får det til at lyde som om jeg hver dag banker på din dør og beder dig om et skjul” svarede hun og så ham an. ”Vil det undre dig hvis jeg en dag dukkede op for at skrubbe dig ren.. det der er altså alt alt for ulækkert!” sagde hun inden hun igen vendte blikket mod hans ansigt som ikke var værst at se på til trods for at det var smurt ind i olie og snavs. Kunne denne mand dog ikke holde sig ren bare i nogle få timer? Ærligt havde hun ikke set ham ren mere end et par gange og hver gang var han blevet snavset alligevel. Hun havde selvfølgelig efterforsket ham for det gjorde hun altid med alle dem hun kendte blot for at være sikker på at det ikke var den forkerte hun stiftede venskaber med, eller blot for at finde ud af om hun kunne få noget nyttigt ud af vedkommende. Så jo hun vidste nogle ting om denne mand som hun ikke havde fortalt ham at hun gjorde, som eksempelvis hans fortid, og familie. Selvfølgelig vidste hun ikke alt for så let var det ikke at skaffe oplysninger men en ting vidste hun da, at han da havde været velhavende en dag. Regnen tog til hvilket fik hende til at sukke. Hun hadede regn! Det ødelagde hår og sminke. Hun stillede sig ved åbningen indtil værkstedet og kastede et blik derinde for at opdage at der endelig var en derinde. En hun endda havde set flere gange. Hun råbte en hilsen og fik en mild og varm hilsen tilbage og en invitation om at komme ind i værkstedet. Hun så på Vincent og betragtede ham med hovedet på skrå ”Hvis du forsøger at blive ren ved hjælp af regnen skal du nok blive stående her i mange timer endnu” sagde hun drillende inden hun snurrede rundt og smuttede ind i værkstedet til den anden mekaniker som havde gang i en bil. Denne erklærede at det var dejligt med kvindelige selskab efter en så lang og kedelig dag. words: 366 tag: Vincent lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Vincent Piazza]

”Man ved jo aldrig, ingen dage er jo ens.” sagde Vincent bare og smilede. Han regnede dog med, når hun havde brug for et skjul, så ville hun komme rendende og bede om et skjul med det samme, hun ville sikkert ikke engang hilse først, men han havde svært ved at lade være med at spørge, det var en dårlig vane, som han havde fået.
Han tænkte lidt over de andre ord med, at hun ville skrubbe ham ren. Han gyste lidt ved tanken, fordi det krævede, at hun rørte ved ham, og han var ikke en mand, som synderligt brød sig om, at andre skulle røre ved ham. ”Når du siger det på den måde, så vil det ikke undre mig. Og jeg ser altid sådan ud, når jeg arbejder, og desuden så holdte jeg jo kun en kort pause.” svarede han igen og rynkede lidt på næsen, da han kom til at tænke på jakkesæt. Han så jo som regel mere ordentlig ud, når han var færdig med at arbejde, og det var han jo ikke, så hun kunne ikke klage.
Og hvis han vidste, at hun havde fundet ud af noget omkring ham og hans fortid, så havde han nok rynket endnu mere på næsen og følt, at hun havde trådt på ham.

Vincent forblev urørt, da regnen tog til, han havde intet imod regn, det fortalte ham på en måde, at naturen fortsatte sin vante gang, mens menneskerne lavede om på deres egen hver dag. Han fulgte Valery med øjne, da hun stillede sig i indgangen og hilste på den anden, som var i værkstedet. Vince skar en grimasse over hendes bemærkning, men den fik ham alligevel til at smile. ”Det må jeg prøve en anden dag.” sagde han og fulgte roligt efter hende ind på værkstedet.
Havde bestyreren været der i dag, så havde han nok smidt Valery ud igen, men Matt var den eneste til stede. Matt var den kollega, som Vince kunne bedst sammen med.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Nej det havde han vel ret i. ingen dage var ens selvom en smule vane ville gøre underværker og ville give en fornemmelse af sikkerhed og tryghed, en fornemmelse hun ikke mindes at have haft. Men hvad skulle man med tryghed, tænkte hun for sig selv. Det var bare kedeligt! hun forsøgte nok mest af alt at overbevise sig selv om at hun ikke behøvede tryghedsfornemmelsen selvom hun da godt kunne fornemme at hun kunne trænge til det, af og til da. Hun bemærkede da han gyste og kunne ikke andet end smile over det, jo hun vidste hvordan han havde det med at man rørte ved ham. Hun havde jo op til flere gange fået et chok når han farede op over en berøring. noget han ellers ikke burde efter hendes mening, for hendes berøringer af ham var aldrig mere end uskyldige, noget kun få andre mænd kunne sige at hendes berøringer var. Da han svarede himlede hun med øjnene igen ”Matt ser da renere ud end dig, men det er måske fordi du arbejder hårdere end ham” svarede hun drillende. der var vist ingen i verden i hendes øjne der kunne blive så snavset som Vincent kunne blive. Vincent var efter hendes mening en ret flink ung mand. Det var vel blot trist at han var som han var til tider, opfarende og let at irritere. Sådan synes hun da at han var, ellers så skyldtes det at hun mødte ham på hans dårlige dage. da han erklærede at han måtte prøve det en dag lo hun en klangfuld latter ”Ja gør du det, men du skal ikke regne med at jeg vil passe dig når du lægger dig syg for at have stået i regning så længe!” svarede hun og kiggede sig omkring efter en plads at sidde. Hun standsede dog og vendte sig om mod Vincent ”Din chef er her ikke vel?” sagde hun spørgende og kastede et blik rundt uden at kunne få øje på manden som havde en tendens til at dukke op de dårligste tidspunkter for at jagte hende ud. Uden grund! words: 349 tag: Vincent lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Vincent Piazza]

Ved Valerys bemærkning lød der et tak inde fra værkstedet, mens Vincent selv udstødte en hmpf-lyd og havde nu begge fødder solidt plantet på jorden. Han arbejdede nok mere, som Matt, men han var altid den, som blev mest beskidt. Han kunne kun have gået der i 5 min., og han var allerede smurt ind fra top til tå, og han vaskede jo heller ikke sit tøj så ofte, da han ikke mente, at det var nødvendigt. Han regnede med, at han var den var mest beskidt, fordi han ikke havde noget i mod det, mens de andre var mere forsigtige, da de helst gerne ville undgå at blive smurt ind i olie. Vince var bare ganske enkelt ikke så fornem, som de andre var, selvom han havde været en forkælet unge. Han valgte dog den verden fra, selvom han til tider savnede sin familie. Han følte sig hjemme, når han var beskidt.

”Så må jeg bare satse på, at jeg ikke bliver syg.” sagde han og grinede svagt. Det var længe siden, at han havde lagt rigtig syg, og når det alligevel kun var de små ting, så tog han på arbejde. Oftest gik de små ting over af sig selv, så han frygtede ikke rigtig for noget, når man tænkte på sygdomme.
Vincent stoppede, da Valery gjorde det. Han grinede lidt over hendes bekymring. ”Nej, han er taget hjem. Der er kun Matt og mig i dag.” svarede han på hendes spørgsmål. Et sted kunne man høre Matt grine, samtidig med, at han spurgte Vincent, om han ville hente noget værktøj til ham.
Vincent gik på jagt efter værktøjet, mens han tænkte på, hvordan deres chef altid smed Valery ud, fordi hun var en kvinde. Og kvinder hørte ikke til i værkstedet, men i køknet derhjemme, hvor de skulle varte deres mand op, når han kom hjem. Vince havde selv en delt mening om dette, men det holdte han for sig selv.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Hun vrikkede drillende med sine bryn idet hun hørte Matt mumle en tak og svarede hurtigt at det skam kun var sandheden og ikke noget han behøvede takke for. Da Vincent havde sagt at deres chef var smuttet hjem gik hun en lille tur rundt i værkstedet mens Vincent selv gik på jagt efter værktøj. Der var beskidt og der var en sær lugt som hun ikke rigtigt kunne sætte navn på hvilket nok skyldtes at det var en bladning af benzin, olie og andet der hørte til i et værksted. Hendes skridt kunne kun svagt høres idet hun gik rundt og hun standsede nogle skridt bag Matt og iagttog ham mens han arbejdede. Det så faktisk spændende ud men på samme tid kunne hun se at det krævede noget styrke at arbejde. Hun kunne se alle de skarpe genstande man kunne komme til skade ved og gik tættere på den unge mand der arbejdede ”Pas nu på du ikke kommer noget til” sagde hun inden hun snurrede rundt og lod blikket glide rundt efter Vincent. At deres chef mente at en kvindes plads var hjemme i køkkenet ragede hende en bønne. Hun var en kvinde, men hun var og ville aldrig blive en mand underdanig. Hun hadede mænd med den indstilling og hun hadede alt for blide mænd. Den eneste grund til at hun fandt sig i deres chefs opførsel var at hun befandt sig i hans værksted og hun ikke rigtigt kunne gøre noget ved det når han kunne smide ud hvem der passede ham. Det var selvfølgelig utrolig irriterende og hun havde flere gang måtte beherske sig for ikke at gå løs på ham. Mænd i disse dage troede at de var meget bedre end kvinderne, men under alle omstændigheder kunne man nå langt med en smule kvindelig charme. Endnu engang smuttede hun videre, fandt en nogenlunde ren stol og gled elegant ned at sidde på den. ”Hvad skal du efter arbejde Vincent” spurgte hun efter flere sekunder i tavshed. Det var vel et ganske almindeligt spørgsmål, og hun måtte også lige huske at spørg ham om hvornår han havde fyraften. words: 354 tag: Vincent lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Vincent Piazza]

Vincent stod lidt med et værktøj i hånden, mens han søgte efter et andet, da han hørte Valery tale til Matt, som ikke helt reagerede på det, som hun sagde, udover en utydelig mumlen. ”Vi er mænd.” valgte han selv at kommentere med en drillende undertone. Hans bemærkning skulle også fortælle, at de kunne overleve sådan noget, og havde måske en indirekte bemærkning om, at mænd var mere hårdført end kvinder, hvilket det ofte virkede, som om. Om det var sandt, det vidste han ikke, men han vidste dog, at han var en af de mænd, som var lettere at nedlægge.
Han fandt det sidste manglende værktøj, hvorefter han gik over til Matt for at aflevere det. Han kiggede på det, som Matt lavede, hvorefter han hviskede noget til ham, for at sætte sig ind på bilens førersæder, men med fødderne ude for bilen. Han satte sig der enlig bare uden videre at lave noget, fordi hans pause var enlig ikke slut, og Matt havde strengt sagt til ham, at han skulle tage en pause, da det var vigtigt.

Vincent kunne have set det sjove i, at Valery var gået løs på deres chef. Ingen fra selve arbejdet gjorde det, da de ikke ville miste deres job, og den eneste, som gjorde en belastning for chefen, var Naum, som altid kom for sent på arbejde.
Vince var faldet lidt i staver på førersædet af bilen, da Valery talte til ham. Matt jokede lavmeldt med, at Vince blev inviteret ud, Valery ville nok ikke kunne høre det, men man vidste jo aldrig med kvinder. Vince sendte bare Matt et undrende blik, hvorefter han svagt rystede på hovedet. Han havde aldrig været på nogen date, han havde ikke engang haft et forhold til nogen, men han følte heller ikke, at han havde behov for det. ”Jeg tænkte på, at jeg skulle have et bad, da det er min fridag i morgen.” svarede Vince, mens han kort skar en grimasse. Han anede ikke, hvad han skulle få tiden til at gå med, han ville hellere arbejde. ”Men ellers havde jeg ikke noget specielt i tankerne.”

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Hun kunne svagt høre Matt mumle et eller andet men opfangede ikke helt hvad han havde sagt eller rettere mumlet. Hendes blik blev vendt mod Vincent idet denne erklærede at de var mænd ”Virkelig? Jeg troede i var høns” svarede hun og lød utrolig overrasket selvom det var ren skuespil. Hun endte med at sende begge unge mænd et drillende og dog muntert smil inden hun havde gået turen rundt. Det var endelig meget spændende at betragte disse unge mænd i deres arbejde. De var billæger hvilket var sjovt at tænke på, de redede da bilernes liv, men på samme tid redede de vel også en masse menneskers liv når de tjekkede bilerne og ordnede defekte dele så folk ikke kom galt af sted og mistede livet på den måde. Hun stillede sig nogle meter fra den bil Matt arbejdede på og betragtede den med hovedet en anelse på skrå. Bilen var flot, tilhørte sikkert en velhavende familie. Efter at have betragtet bilen i nogle sekunder vendte hun sig om og kastede et blik ud mod gaden hvor det var taget til i regn. Hun sukkede og for at understrege regnen lød der et brag da det tordnede og et lyn fulgte efter. Guderne hadede hende virkelig meget siden de ville ødelægge hendes sminke og tøj. Hun trak frakken tættere om sig og vendte sig om mod Vincent igen idet denne besvarede spørgsmålet hun havde stillet tidligere. Ja det lød vel som en god ide at han fik sig et bad så det ville hun ikke hindre ham i. Hun havde svagt opfattede Matts ord og fnyste af dem. ”Date? Helt ærligt, jeg har set på savlende mænd hele formiddagen og det meste af eftermiddagen og da Vincent åbenbart er den eneste der ikke savler, vil det være dejligt med lidt mandelig selvskab af den kaliber” hun tav og vendte blikket fra Matt til Vincent idet denne fortsatte og sagde at han ikke rigtigt havde andre planer ”Godt! så kan du få dig et bad så laver jeg noget mad… selvfølgelig hvis du har lyst?” sagde hun spørgende. Hun ville ikke tvinge ham til noget men på den anden side så var det vel heller ikke hver dag at han blev tilbudt lækkert varmt mad for selvom hun ikke så ud til at kunne finde ud af at lave mad så var hun skam ret god til det. words: 398 tag: Vincent lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE