A walk along the river.

[Meredith Corvett]

Meredith vendte sig om, da pigen begyndte at snakke til hende igen. Hvorfor behøvede hun at vide det? Hvorfor lod hun det ikke bare være, og lod hende gå nu hvor hun havde fået sin vilje? Pigen var begyndt at irritere hende igen, men denne gang var Meredith meget mere rolig. ”Fordi jeg fandt dig mistænkelig, og lad det være svar nok” sagde hun, og fik det til at lyde hårdere end hun egentlig mente det. Når alt kom til alt var hun bare en lille pige – set i Meredith’s øjne – som prøvede at skjule sin sande identitet. Og på en måde kunne hun egentlig godt forstå hende. Mænd havde det meget nemmere end kvinder, og de fleste kvinder blev set ned på. Noget Meredith bestemt ikke brød sig om. Kvinder burde have lov til at have lige så mange rettigheder som mænd, ja de burde have lov til at arbejde som mekanikere hvis det var det de ville. Men sådan var det desværre ikke. Pigen var klog og snedig – det måtte man give hende – men der ville ikke gå mange år før hun ville være nødt til at smide forklædningen en gang for alle. ”Måske, men der ville heller ikke have været nogen grund til denne samtale hvis du bare var gået videre, i stedet for at stoppe op og glo på mig” svarede hun oprigtigt. Meredith havde udelukkende fået øje på hende fordi hun havde stået og stirret. Var hun bare gået videre var alt dette slet ikke sket. Meredith var i første omgang gået hen til hende for at spørge hende hvad det var hun ville, men Artemis flabede svar og ligegyldige attitude havde gjort hende vred.

Meredith hævede det ene øjenbryn da Artemis lige pludselig præsenterede sig selv. Det var nok noget af det sidste Meredith havde regnet med at hun ville gøre. ”Så nu vil du gerne præsentere dig selv, hvor hyggeligt” sagde hun lidt efter, og kunne ikke lade vær med at sende hende et lille smil. ”Så Artemis” startede hun, og lagde ekstra tryk på hendes navn. ”Hvis det er i orden at jeg spørger. Hvorfor er det helt præcist at du går og klæder dig som en dreng?” spurgte hun, og så hende ind i øjnene. Meredith regnede ikke med at få et svar, men det var da forsøget værd.

[Artemis Evans]

Var Artemis tilfreds med svaret? Nej, det var hun ikke, men hun valgte ikke at kommentere yderligere på det, så hun valgte at trække på skulderne. Hun ville nok alligevel ikke kunne trække et bedre svar ud af kvinden, så hun kunne vel godt lade det ligge i denne omgang, men hvis det kom på tale igen, så ville hun kræve et mere præcist svar. Hvor hun til tider hadede mennesker, sådan generelt. Selv hendes liv havde aldrig været let, det var få gange, hvor hun faktisk havde medgang, men det var ikke helt så ofte.
I modsætningen til Meredith, så syntes hun selv, at hun var mere eller mindre voksen og kunne tage ansvar for sit eget liv, men på den anden side, så passede det nok heller ikke helt. Hun ønskede et sted til tider, at hun kunne være et barn igen, men sådan var verden ikke skruet sammen, desværre.
”Den ville ikke være startet, hvis du bare havde tiet stille.” gav hun bare igen, hun ville være den, som havde det sidste ord i den diskussion, nok også, fordi det var hende, som havde starten den. Hun fnøs lidt.

Artemis bed tænder sammen. Det skam ikke til sin glæde, at hun ville præsentere sig, men hvis hun nu skulle redde lidt af situationen, så var det lige hendes bedst mulige chance. Hun løsnede dog en smule efter, da kvinden smilte lidt. ”Det er lettere at have arbejde, som dreng, da piger ikke er så velset. Og jeg har haft brug for de ekstra penge, da mit andet arbejder ikke har givet mig så meget at lave, men tiderne er vel ved at ændre sig.” forklarede hun uden videre og var nu et sted ligeglad med, hvad kvinden ville gøre med disse informationer. Men hun havde brug for pengene, da der kun var hende og hendes mor, som kunne tjene penge.

[Meredith Corvett]

Meredith trak på skuldrende, og rystede opgivende på hovedet. Pigen var stædig, og der var ingen grund til at diskutere videre med hende. Pigen var sikker på at det ikke var hendes skyld, og blev Meredith ved med at sige hende imod kunne de blive ved på denne måde resten af dagen. Det irriterede hende virkelig når folk mente at de skulle have ret, også selvom det ikke var tilfældet. Meredith var normalt en pige der ikke var bange for at diskutere, men lige i denne situation fandt hun det klogest bare at stoppe den nu inden det gik for vidt igen. Meredith viste godt at det korte svar hun havde givet hende nok ikke var nok, men det måtte hun acceptere. Hun havde blandet sig fordi hun havde fundet Artemis mistænkelig, og det var sandheden. Så måtte Artemis tro på det eller ej. Hun vidste selvfølgelig heller ikke at hun var fra mafiaen, så hun så sikkert Meredith som en eller anden dum tøs, som var en anelse for nysgerrig.

Meredith stod helt stille, og lyttede til det Artemis havde at fortælle. Meredith rynkede panden, og sendte hende et forvirret blik. ”Hvad mener du med at tiderne er ved at ændre sig?” spurgte hun. Det oplagte svar var vel at krigen var på vej, og alt det med mafiaen, men hun havde på fornemmelsen at noget andet også lå bag det svar. ”Hvad er det helt præcist dit arbejde går ud på?” spurgte hun, en smule blidere. Meredith havde aldrig manglet penge, og det skete derfor at hun sommetider glemte hvor hårdt andre egentlig knoklede for at skaffe penge nok til at forsørge sig selv og deres familier. Meredith havde været heldig. Hendes forældre var langt fra velhavende da de voksede op her i byen. Det var udelukkende hendes fars mange forretninger, og hans kendskab til en masse vigtige personer der havde gjort at de var så rige som de var i dag. Efter hendes mors død var det dog gået ned af bakke, og hendes brors forsvinden havde ikke ligefrem hjulpet på det.

[Artemis Evans]

”Selvom jeg enlig ikke gider forklare det, så fortæller jeg dig det alligevel.” begyndte Artemis, mens hun kiggede ned i jorden og på sine sko, det var ikke et emne, som hun snakkede med andre om, hun brød sig faktisk ikke om tanken. ”Jeg er ved at blive ældre, hvilket vil sige, at tingene ændre sig for mig specielt, når man i den branche, hvor jeg er. Og jeg har altså ikke selv valgt mit liv.” det sidste hviskede hun, det lød måske, som en snerren, da hun ville påpege, at det ikke var frivilligt. Hun havde trods alt været indblandet i branchen i 5 år og kunne ikke gøre noget ved det. I manges øjne var hun stadig et barn, så der var ingen, som ville høre på hende, ingen, som ville høre hendes mening. Hun havde et job, og det skulle hun udføre, uanset om hun ville det eller ej.
”Hvilket af mine jobs? Som stik-i-rend-dreng eller, som ekskortpige? Det er ret indlysende, hvad de faktisk indebærer.” fnøs hun irriteret. Og her besluttede hun sig også for at gå videre i den retning, hvor hun havde været på vej i mod. Hendes arbejdsgiver ville nok undre sig lidt over, hvor hun var blevet af. Hun stak hænderne dybt i lommerne. Hun var ret ligeglad med, om kvinden ville følge efter hende eller ej. Hun kløede sig lidt under hatten, hvorefter hun igen stak hånden i lommen. Hun sparkede tilfældigt til en sten, som hun fik øje på.