A walk along the river.

[Meredith Corvett]

Solen stod højt på himlen, og få civile havde vovet sig ned til floden for at nyde det gode vejr. En af dem var Meredith. Meredith gik langsomt ned langs floden, og gav sig god tid til at studere omgivelserne. Før hen havde floden været noget af det smukkeste - efter hendes mening - som havde været her i byen. Som barn var hun tit løbet herned, enten for at gemme sig for sin far eller bare for at komme væk, og hun havde brugt flere timer på bare at sidde og nyde den stilhed der var. Meget havde ændret sig i løbet af de år. Floden var stadig smuk, men den var ikke længere så magisk og iøjnefaldende som den havde været. Det mørkeblå vand var begyndt at blive en smule grumset og uklart, og de smukke grønne træer rundt omkring blev der færre og færre af.

Meredith satte sig ned i græsset, og så sig rundt. Hun fik hurtig øje på en ældre herre længere henne, som i et stykke tid havde stået og holdt øje med hende, men ligeså snart hun mødte hendes blik kiggede han væk, og gik. Det undrede hende ikke. Lige for tiden holdte alle øje med hvad der skete, og folk var hurtige til at mistænke hinanden. Meredith trak sig ind i skyggen i håb om ikke at trække nær så meget opmærksomhed. Hun lænede sig tilbage så albuerne ramte græsset, og nød ellers bare at hun var helt alene.

[Artemis Evans]

Artemis havde sat sig hår oppe oven på hovedet med en masse hårnåle og andre ting, som nu holdte håret fast, hvorefter håret så var dækket med en hat, som sad nede i øjne på hende, fordi den var for stor. Hun havde også en stor sort, beskidt trøje på, som skjulte hendes forme, kanten af T-shirten var blevet puttet i et par løse, brune stofbukser. Hun lignede en hver anden almindelig dreng, men hun vidste godt selv, at det ikke ville gå længe, inden folk ville bemærke det, hun var jo trods alt blevet ældre og mere feminin i løbet af de to år, hvor hun havde haft jobbet, så der gik nok ikke længe, inden hun måtte sige op og fortælle en eller anden løgn.

Artemis løb langs floden, da hun skulle hente noget for hendes arbejdsgiver, eller hun var på vej tilbage, da hun havde hentet det, selvom det ikke var til at se. Det havde kun været noget småt, som hun skulle hente denne gang, men så længe hun fik penge for det, så var hun faktisk glad.
Hun satte farten lidt ned, da hun trak vejret meget tungt, og havde lige brug for en pause. Til sidst stoppede hun helt op. Hun så ned på sine sko, men kiggede dog hurtigt op igen og kiggede rundt på omgivelserne. Ikke mange skænkede hende et blik, fordi hun jo var bare en almindelig skøge knægt, der rendte rundt. Hun fik øje på en kvinde, som sad tilbagelænet på græsset. Det var der ikke mange kvinder, som der gjorde. Hun kløede sig ved sit ene øre, mens hun betragtede kvinden med et undrende blik.

[Meredith Corvett]

Meredith havde haft fri fra arbejde i dag, og havde derfor ikke været nødt til at have kjole på. I stedet havde hun et par mørke tætsiddende bukser på, og en rosafarvet tunika. Hendes hår havde hun ladet hænge løst, og foran var et par totter snoret og trukket bagud, og sat fast med et par enkle hårnåle. Det var ikke fordi hun ikke kunne lide at gå rundt i kjoler, hun ville bare ikke gå rundt i dem hele tiden. Igennem hele hendes barndom var hun blevet tvunget til - næsten - hele tiden at gå i store og flotte kjoler, fordi hun skulle se respektabel ud. Alle de gange havde gjort at hun var blevet træt af det, og så havde hun også svært ved at trække vejret når hun havde dem på.

Meredith sad fordybet i sine tanker, og der gik derfor lidt tid før hun opdagede den dreng der stod og betragtede hende længere henne. Det kom helt bag på hende at hun ikke havde opdaget ham før, især fordi Meredith altid var så opmærksom på hvem der var i nærheden. Meredith skyndte sig at sætte sig op, og betragtede drengen fra top til tå. Der var noget mærkeligt ved denne dreng, noget Meredith ikke helt kunne finde ud af hvad var. Hun rejste sig op, og begyndte at gå hen imod ham. Havde hun set ham før? Nej det havde hun vist ikke. Han var heller ikke særlig gammel, omkring de 14-16 år måske. "Hej" sagde hun lige så forsigtigt da hun var nået ned til ham, og sendte ham et smil.

[Artemis Evans]

Det gik først op for Artemis, at hun havde stået stille for længe, da kvinden rejste sig og gik hen til hende. Hun lagde mærke til, at kvinden bar bukser, hvilket var udsædvanlig, når man tænkte på alle de kjoler, man ellers så. Hun bar jo selv en kjole, når hun ikke var forklædt, som dreng. Hun overvejede bare at løbe, men hun kunne heller ikke være uhøflig? Drenge/mænd var jo altid høflige overfor kvinder, var de ikke? Det var hvert fald det, som hun havde hørt, hvor sandt det var, det havde hun endnu ikke fundet ud af, men en dag skulle hun nok finde ud af det. Hun blev trukket ud af sin tankegang, da kvinden stod ved siden af hende og hilste.

Artemis tog fat i sin hat og trak den lidt længere ned og holdte den fast. Hun kiggede ikke engang op på kvinden, men valgte at vende blikket den anden vej. Det var meget uhøfligt, og det vidste hun godt, men en kvinde ville sikkert kunne genkende hende, eller måske ikke. Hun valgte at kigge op på kvinden, der var lidt højere end hende, hvilket de fleste jo var, nå hun kun var næsten 160 cm. Hatten dannede en skygge over hendes ansigt, så det var ikke var så tydeligt, men det var tydeligt, at hun ikke smilte, men havde et lettere irriteret udtryk. ”Hej.” gengældte hun bare hilsenen, hvorefter hun hostede ned i hånden på sig selv, for igen at skjule sit ansigt, så kvinden ikke kunne nærstudere det.

[Meredith Corvett]

Meredith så undrende på ham, og kunne ikke forstå hvorfor han blev ved med at kigge væk. Hun kunne mærke irritationen sprede sig i kroppen, og hun måtte anstrenge sig for ikke at gribe ud efter drengen, og ruske i ham. Hvorfor var han så uhøflig, havde hans forældre ikke lært ham nogen manerer? Meredith hadede når folk ikke behandlede hende med respekt, især hvis de var mindre end hende. Hans hej gjorde hende bare endnu mere irriteret. Han kunne i det mindste smile, i stedet for bare at stå der, og kigge ned i jorden. Det var sørgeligt at se på. På den anden side var han bare en simpel gadedreng, hvad ville han kunne fortælle hende som hun ikke allerede vidste i forvejen? Hvorfor gik hun ikke bare...

Hun var tæt på at gå, men noget ved hans blik fik hende til at stoppe op. Det var ikke bare det at han havde trukket sin hue ned for at skjule sit ansigt, eller det kolde "hej" hun fik som hilsen. Nej, det var det nervøse og usikre blik han havde sendt hende. Som om han var bange for at hun skulle opdage noget. Meredith gik endnu tættere på, og noget gik pludselig op for hende. Et lille smil bredte sig på hendes læber. "Mit navn er Meredith, og dit navn er?" sagde hun lige så køligt, og rakte høfligt hånden frem som hun altid gjorde når hun hilste på folk. Nu ville det snart vise sig om det hun havde i tankerne var rigtigt eller forkert.

[Artemis Evans]

Artemis havde allermest lyst til at knurre ad kvinden, og hun kunne knurre, som en hund. Hun har kunnet det længe og havde gjort det efter mange, da hun havde været yngre, men hun havde lært at kontrollere det, selvom hun til tider ønskede at gøre det. Men pæne piger gjorde ikke sådan noget, så derfor lod hun vær med det. Hun så dog fortsat ned, mens hun sikrede sig, at hun stadig havde den lille pakke på sig, som hun skulle have med tilbage. Den var der stadigvæk.

”Det rager ikke mig, hvad du hedder.” svarede hun næsten snerrende igen og skubbede kvindens hånd væk. Hun begyndte at gå væk og lægge en længere afstand mellem dem, og selvfølgelig håbede hun, at kvinden ikke fulgte efter hende. Hun havde ikke en plan til, hvad hun ville gøre, hvis kvinden fulgte efter hende. Hun havde en plan, og det var at komme tilbage til sin arbejdsgiver uden flere problemer. Hvorfor var hun også stoppet op lige der og havde kigget på så længe på kvinden, det var en dum fejl, eller så var det bare kvindens skyld. Kvinden kunne bare have været blevet siddende og bedt hende om at gå videre, men tingene endte aldrig, som man troede eller håbede.

[Meredith Corvett]

Meredith stod længe og så på Artemis, og hendes humør blev ikke ligefrem bedre af at hun bare stirrede tilbage. Artemis begik den dummeste fejltagelse da hun valgte at svare flabet igen, og skubbe hendes hånd væk. Hun havde allerede glemt alt om den søde facade hun havde sat op, og var kun interesseret i at afsløre den lille snotunge. Ingen skulle have lov til at slippe afsted med at opføre sig på den måde. Især ikke over for hende, det skulle hun nok sørge for.

Artemis nåede derfor ikke langt før Meredith var henne ved hende, og i en hurtig bevægelse greb hun ud efter begge hendes arme, og håbede på at hun kunne holde godt nok fast til at hun ikke ville løbe væk. "Nej det rager måske ikke dig hvad jeg hedder, men jeg er ret nysgerrig efter at vide hvem du egentlig er" sagde hun snerrende, og med endnu en hurtig bevægelse fik hun revet hendes hat af, så hendes lyse hår kom til syne. Et stort tilfreds smil bredte sig på hendes læber. Hun havde haft ret. Meredith lænede sig forover, og hviskede ligeså stille ind i Artemis øre. "Gad vide hvordan de andre i byen vil reagere, når de hører at der går en rundt og udgiver sig for at være en de slet ikke er.. Mon din arbejdsgiver ved besked om dette, eller du har måske ikke sådan en?" sagde hun, og gav derefter slip på hende. "Pas på med hvem du vælger at være flabet overfor, lille tøs. Det kan komme til at koste dig dyrt" sagde hun, og skævede derefter hen mod den pakke hun havde haft på sig. Hvad mon der var inde i den?

[Artemis Evans]

Artemis mærkede pludselig en arm, som tog fat i hende, hun havde en dårlig fornemmelse af situationen, men hun nåede ikke at reagere tidsnok, før hendes hat forsvandt og afslørede hendes blonde hår, som var sat opsat med en masse hårnåle. Afsløret, var hendes eneste tanke i det øjeblik, hendes tanker var, som forstenet. Hendes dag blev dog også kun værre, hvorfor kunne kvinden ikke bare være skredet den anden vej. Nu var det hendes egen tur til at blive hidsig, hvilket hun også viste ved at knurre lavt.

”Og burde du måske ikke bare holde din lange næse for dig selv?” svarede Artemis igen, da hun igen prøvede at få sit hat tilbage, skulle det lykkedes ville hun tage den på og igen gemme sit hår under den, så eventuelle andre nysgerrig ikke skulle opdage.
Der var dog lige det andet problem, som hun skulle have løst. Kvinden, Meredith, kendte nu til hendes situation, og nu måtte hun finde på en måde, hvor på hun tale hende fra at afsløre hende. ”For det første kender du ikke min arbejdsgiver, så det har jeg intet problem med, og jeg vil hellere ikke arbejde meget længere der.” bed hun så kvinden, og prøvede at trække sin arm fri fra kvindens greb. ”For det andet, så synes jeg bare, at du skal blande dig langt udenom, hvordan jeg lever mit liv.” Hun trak sig et skridt tilbage, da der blev givet slip på hende. Hun rettede lidt på sit tøj og så på kvinden med et stålsat blik, som var blandet med had, irritation og en lille smule nervøsitet. Og der var ingen, som skulle bestemme over hende, hun gjorde, hvad der passede hende.

[Meredith Corvett]

Meredith trådte lidt væk fra hende, og begyndte at studere Artemis fra top til tå. Hun kunne slet ikke forstå at hun på et tidspunkt havde troet at denne pige var en dreng. Hendes krop var så lille og skrøbelig, og en dreng kunne umuligt have så feminint et ansigt som hende. Det var tøjet og hatten der havde snydt hende. Den alt for store T-shirt havde skjult hendes former, og hatten havde dækket for det meste af ansigtet. Hun var straks gået udfra at Artemis var en af de tynde gadedrenge der rendte rundt i gaderne, og som blandede sig i ting de ikke burde blande sig i. Ikke underligt at ingen havde opdaget hendes lille hemmelighed endnu. Hun havde ikke besluttet sig for om hun ville afsløre denne lille snotunge endnu, hun havde mest bare sagt det for at gøre hende en smule bange. Meredith var ikke typen der sladrede om folk, hun gjorde det udelukkende kun hvis det gavnede hende selv, eller gruppen. Men hvis pigen her blev ved med at være flabet, så kunne hun ikke garantere hvad hun kunne finde på.

"Det burde jeg måske, jo" svarede hun, og stod bare helt stille. Pigen havde ret, i hvert fald en smule. Hvorfor blandede hun sig overhovedet i det her? Hun havde vigtigere ting at tage sig til end at stå her, og diskutere med en mindreårig. "Okay heldigt for dig tøs." sagde hun, og undrede sig kort over hvem denne arbejdsgiver mon kunne være. I et kort øjeblik slog tanken ekskortpige hende, men hun rystede hurtigt tanken af sig igen. Nok havde pigen sagt et par dumme ting, men hun virkede ikke dum. "Hør her, tøs. Jeg har indtil videre ingen grund til at afsløre dig, så du kan frit forsætte med at klæde dig ud som dreng hvis det er det du vil" startede hun ud, og så hende ind i øjnene. "Men hvis du spiller flabet over for mig igen, så regn ikke med noget. Forstår du?" sluttede hun af, og vendte sig med ryggen til hende. I dag var Meredith's fridag, og hun havde ikke tænkt sig at spilde mere af sin tid på hende.

[Artemis Evans]

Meredith var et af de første mennesker, som havde set gennem Artemis’ forklædning, men nok fordi hun havde nærstuderet hende, og set noget, som havde afsløret ved hende. Hvad det skulle være, som havde afsløret hende, det vidste hun ikke, og hun havde skam heller ikke tænkt sig at spørge efter det. Hun havde alligevel tænkt sig at droppe jobbet inden længe, fordi det var ved at blive for tydeligt, at hun ikke længere var nogen dreng. Hun var dog meget taknemlig for, at hun var en af de piger, som havde små bryster, da det var lettere at skjule. Hun håbede ikke, at hun ville have flere små sammentræf, hvor hun blev afsløret, man kunne ikke være sikker i denne by.

”Hvorfor blandede du dig så til at starte med?” spurgte hun irriteret, da kvinden mente, at hun nok burde holde sin lange næse for sig selv. Hun hadede mennesker, som blandede sig for meget i hendes liv, fordi hun kunne godt selv holde styr på det. Det mente hun hvert fald selv, men det var altså ikke altid, at hun havde styr på tingene, på den ene eller anden måde, så gik det galt. Sådan var livet indrettet, så det kunne man regne med, og ikke gøre noget ved.
Artemis fnøs bare kort, da kvinden mente, at hun var heldig omkring det med arbejdsgiveren. Hun havde jo enlig to, men det var der jo ingen, som der behøvede at vide, det var hendes forretninger. Hun rettede på sin hat, så den endelig sad helt rigtig. Hendes hovedbund var også ved at blive irriteret, fordi hendes hår var opsat, det trængte til noget luft. ”Der ville slet ikke have været nogen grund til denne samtale, hvis du bare havde blandet dig uden om. Jeg kan passe mit eget liv.” sagde hun og fortsatte i det samme irriterede toneleje, som hun havde haft før. Hvor var kvinden dog irriterende, men det var hende, som havde trumfkortet i den sidste ende, fordi hun kunne afsløre hende, måske skulle hun bare sige op i dag, så hun slap for alt det der bøvl?
Efter lidt tid tog Artemis sig dog sammen og præsenterede sig selv, men hun lagde armene over kors og gav ingen hentydning til, at hun ville give hånd. ”Mit navn er Artemis.”