At trodse andre.

[Artemis Evans]

Det var ikke rigtig nogen markedsdag i dag, da det var overskyet, og vinden var en smule kølig, det afskrækkede dog ikke folk, for det meste tjenestefolk, fra at tage af sted og få købt de manglende ting til deres husholdning. Hvilket også gjorde det til en udmærket dag for forskellige lommetyve at være på rov. Hvilket nogen mennesker ikke helt lagde mærke til.

Artemis havde også vovet sig ned på markedspladsen i dag, selvom hun tit og ofte havde fået at vide, at hun skulle holde sig væk derfra, da det ikke var et sted for små piger. Men hun havde skam ikke tænkt sig at holde sig væk, og så var det sjovere at gøre noget, som man ikke måtte, og så var der jo ikke nogen, som holdte øje med hende. Hendes mor var jo på arbejde, og det var hun ikke selv, så ingen frygt der. Hun havde klædt sig en enkelt, men pæn kjole, som havde en lyslilla farve, som kun gik hende til knæene. Hun havde nogle fine, sorte sandaler på fødderne med en lille hæl, og hendes hår havde hun ladet hænge løst. Hun havde ingen pung med, så hun var heller ikke bange for, at den blev taget. Og så var hun i et strålende humør, som nok ikke kunne ødelægges lige med det samme.
Så nu gik hun mellem de forskellige steder og så, hvad de enlig tilbød.

[Amadeo Benedetto]

Amadeo rendte rundt nede på markedspladsen, det var overskyet og en kølig vind blæste, dette generede dog ikke Amadeo, efter 14 år i dette gudsforladte land, så havde han vænnet sig til vejret, nogle gange var det godt, andre gange var det afsindigt dårlig.
Amadeo kiggede i de forskellige boder til han nåede 'den rigtige', Amadeo talte Italiensk til manden, manden rakte Amadeo en violinkasse og Amadeo åbnede den meget lidt, kun nok til han selv kunne se hvad der lå i den.. Godt nok den var deri, så var alt jo okay.
Amadeo gik videre ned af gaden velvidende han havde sit nye 'udstyr' nu.
Amadeo stoppede foran en smykkebod, et knojern af guld med få sten i fangede hans opmærksomhed, hvilken idiot der havde fået en idé at lave et knojern af guld interesserede Amadeo, faktisk nok til at han købte det uden så meget som at overveje det.

[Artemis Evans]

Der var noget, som havde fanget Artemis opmærksomhed, hvilket også gjorde, at hun stoppede op. Der stod en mand i et jakkesæt ved en bod med en violinkasse, som han knap nok åbnede. Hun havde været længe nok inde i det forkerte miljø, hvis man kunne kalde det det, til, at hun kunne gætte sig frem til, at det faktisk ikke var en violin, som han havde i kassen. Og da manden begyndte at gå, besluttede hun sig for, at hun ville følge efter ham, måske ville hun se noget interessant?
Artemis glemte på et tidspunkt at kigge efter manden, så hun mistede ham kort af syne, hvilket gjorde, at hun satte farten op og begyndte at løbe lidt. Og meget pludselig, lidt for pludselig, var hun løbet ind i en eller anden, så hun væltede ned på røven. Og da hun kiggede op, så hun på manden med store øjne. Det var ham, som hun havde forfulgt før. Ups, var den eneste tanke, som røg gennem hendes på det tidspunkt. Og hun blev faktisk også siddende uden enlig at tænke på, at hun burde rejse sig op, fordi folk nu begyndte at kigge lidt.

[Amadeo Benedetto]

Amadeo lagde mærke til en ung pige, hun var åbenbart alene på markedspladsen, hun havde kigget væk et øjeblik da Amadeo var gået hen til boden, og nu kiggede hun panisk rundt og løb ned mod ham, faktisk nåede hun at stoppe lige foran ham, hvor det så ud til hun fik overvægt, og faldt bagover, det gik op for Amadeo hvad pigen lavede nu.. Hun fulgte sku efter ham! Amadeo kiggede ondt på pigen og sagde "Rejs dig op. Nu. Og følg med." Amadeo stak den anden hånd ind under jakken for at vise hende at han mente det, under jakken havde 'gangsterne' jo som regel deres pistoler. Det var ikke faldet Amadeo ind at denne pige kunne være med i modstandsbevægelsen, endnu, lige nu troede han bare hun var 'udkigspost' som fandt rige eller svage folk der gik rundt alene, og så fik nogen til at overfalde dem, det var jo ikke usædvanligt, i hvert fald ikke i denne del af byen.
Amadeo stirrede på pigen "Ved du hvad jeg har i denne violinkasse?" spurgte han.

[Artemis Evans]

Artemis kunne godt fornemme, at det ikke gik, som hun havde planlagt, hvilket var meget uheldig, hvis hun havde lagt sig ud med den forkerte mand. Hun havde overvejet, om det var den forkerte, fordi fyren lignede nemlig ikke en hver anden mand, som der gik rundt i byen, nej han havde det der barske udtryk, som på en måde skulle skræmme folk på en måde. Hun var dog ikke rigtig bange, enlig bare nysgerrig, og måske bare en lille smule dum, hvis nu også skulle med.
Der gik ikke engang sekund efter, at hun var blevet bedt om at rejse sig op, at hun gjorde det. Hun var ved at børste det værste skidt væk fra kjolen, da hun lagde mærke til noget under hans jakke, som fik hende til at gå i stå. Sådan reagerede hun altid, når hun så et våben, altid. Hun havde mere eller mindre en tanke om, at han kunne være fra mafiaen, hvilket nok ikke var så godt. Ups, tænkte hun igen.
Hun begyndte igen at bevæge sig, der da blev talt til hende igen. Et spørgsmål. Hun overvejede, hvorvidt hun skulle lægge en facade på og lege uskyldig, eller om hun skulle være ærlig og sige, at hun ikke troede på, at der var en violin i kassen. Beslutningen blev hurtig taget, hun kunne ikke tage nogen chancer. Hun skubbede sig hår over skulderen og trak svagt på skulderne. ”Det ved jeg ikke, en violin?” spurgte hun og lignede en hver anden pige, som fik stillede et normalt spørgsmål.

[Amadeo Benedetto]

Amadeo mærkede en lyst til at tage hans nyindkøbte knojern og slå hende i hovedet med det til hun talte, han kunne nærmest mærke løgnen hun klaskede i hovedet på ham, faktisk vidste han ikke om hun talte sandt eller løj, men han mistænkte hende for at lyve, for hun var alt for sikker, Amadeo vidste at gode løgnere var meget gode til at fremstå som om de ikke løj... Desvære havde folk der ikke løj også den tendens.
Amadeo var glad for at pigen bare fulgte med, ellers havde han nok været nød til at tvinge hende med, og det ville ikke have gået roligt for sig. Amadeo stoppede op, og trak hende med ind i en mennesketom gyde "Dem du arbejder sammen med, hvor er de!" spurgte Amadeo vredt og tog knojernet frem og sørgede for at spærre udgangen, Amadeo gik ud fra den lille pige arbejdede sammen med et par større drenge eller noget, de måtte jo være flere end hende, hvis de skulle rulle folk, med mindre hun var lommetyv? Stadig overvejede Amadeo ikke at hun kunne være en del af modstandsbevægelsen, for han troede ikke selv på at man ville spilde ressourcer på ham.

[Artemis Evans]

Artemis mærkede, hvordan hendes puls den pludselig steg, da hun blev trukket ind i en gyde, hvor der ikke var nogen, som kunne hjælpe hende. Hun ville muligvis kunne råbe, men fyren vil nok stoppe hende, før der var nogen, som overhovedet hørte noget. Hendes største bekymring var faktisk, at hun nok ikke ville få sin far at se, hvis dette ikke endte så godt. Så på en måde var hun faktisk bange. Hun burde enlig blive oftere bange, men det lykkedes aldrig for hende at blive det.
Hun så på det knojern, som han havde. Gud, hvor hun dog hadede våben, det var noget af det mest afskyelige, der eksisterede. Og hun kunne ikke engang selv håndtere et uden at gå i baglås. Hun betragtede nu igen fyrens ansigt. Hun turde næsten ikke svare med den tanke for, hvad der kunne ske. ”Jeg.. Jeg arbejder ikke sammen med noget.” prøvede hun at forklare sig frem til, ”Det er min fridag.” Hun anede ikke, hvordan hun skulle få det bortforklaret. Han var virkelig den forkerte mand at lægge sig ud med. Hun havde lyst til at slå hovedet mod væggen.

[Amadeo Benedetto]

Amadeo knyttede hånden hårdt om knojernet og lod hånden flyve frem med fuld kraft mod hendes ansigt, dog stoppede han slaget før det ramte, med mindre hun havde rykket sig fremad, Amadeo rykkede i hvert fald hurtigt tættere på hende "Hvem arbejder du sammen med, og hvilke skarnstreger er i ansvarlige for?" Amadeo lød meget truende, men han ville bare sætte tøsen på plads, det samme med hendes små venner, de skulle lære man ikke bare kunne overfalde folk her og stjæle fra dem, det ville jo være totalt idiotisk, for tænk, hvis de en dag overfaldt et mafiamedlem eller en som betalte for beskyttelse hos dem? Så ville de jo være nød til at slå de her unger ihjel, det ville Amadeo helst forebygge.
"HVEM ARBEJDER DU SAMMEN MED OG HVOR BOR DE?" spurgte Amadeo ret truende og i så høj en tone at det næsten var et råb, dog kun næsten, Amadeo ville jo ikke tiltrække mere opmærksomhed end nødvendigt. Amadeos øjne søgte efter pigens blik, det var tydeligt at han ville bruge vold om nødvendigt og hans øjne udstrålede et vis had. "Hvem er du?" spurgte Amadeo til sidst i en rolig, dog kold tone.

[Artemis Evans]

Da Artemis opdagede, hvordan hånden havde kurs på vej mod hende, lukkede hun øjne og ventede på, at det ville gøre ondt. Hun var aldrig rigtig blevet slået før, der var folk, som havde truet hende, men der var aldrig nogen, som havde slået hende, så hun vidste ikke rigtig, hvordan det var at føle fysisk smerte. Dog, da hun ikke kunne mærke, åbnede hun forsigtigt øjne igen og opdagede, at han havde trukket hånden tilbage igen.
Hun slugte en klump, som havde sat i halsen på hende. Hun svarede ham ikke første gang, fordi det eneste hun lige nu havde i tankerne, det var faktisk at holde mund omkring modstandgruppen, hun vidste, hvor surt hendes ville blive, hvis hun afslørede dem og de fandt ud af, at det var hende, altså hvis hun ville have et liv efter det. Tanken var ikke særlig tiltalende.
Artemis tanker blev stoppet, da fyren hævede stemmen og spurgte om det samme. ”Jeg er en ekskortpige, jeg har aldrig gjort noget.” sagde hun meget pludselig, fordi frygten halvt havde taget fat i hende. Frygten var til at skue i hendes øjne, og hun greb nervøst fat i sin kjole. Hvorfor skulle dette altid ske for hende?
Hun blev meget forvirret, da han lige pludselig spurgte, hvem hun var. ”Æh.. Jeg hedder Artemis.” var lige det bedste svar hun kunne finde, da hun ikke anede, hvad hun skulle sige.

[Amadeo Benedetto]

"Du lyver, ellers havde du ikke fulgt efter mig, prøv ikke at lyve for mig, så er jeg nød til at slå dig ihjel." sagde Amadeo og stirrede på hende, denne gang skubbede Amadeo efter pigen for at få hende længere ind i gyden "Hvor gammel er du? 16-17? Du er ikke eskortpige, der er forskel på eskortpiger og gadeludere, og hvem har givet dig den syge idé at sælge din krop? Er det din 'bande'?" spurgte Amadeo hårdt og i en tone der ikke tålte modsigelser eller løgne, Amadeo hadede de her bander med små børn der rendt rundt og stjal, Amadeo gav negrene skylden, de skide negere skabte jo ikke andet end ballade.
"Artemis... Hvis du ikke fortæller mig sandheden, og det skal være lige nu, så kan det være jeg bliver nød til at aflægge din familie et besøg og udspørge dem, jeg har jo en kammerat der lige er kommet hjem fra krigen." det var godt nok lang tid siden at Amadeos ven var kommet hjem fra krigen, men en trussel som denne plejede at virke da de fleste frygtede at deres mødre blev voldtaget og fædre dræbt, i nogle tilfælde blev de tortureret ihjel, det var noget Amadeo kunne prale af at have gjort med mere end en person, faktisk ville Amadeo stå til flere gange dødstraf, hvis man fandt ud af hvor mange personer han havde slået ihjel, for der var en del, flere end der kunne tælles på to hænder, måske flere end der kunne tælles på tre?