At trodse andre.

[Artemis Evans]

”Jeg lyver ikke.” sagde Artemis bare igen med en fast tone, stædigheden var begyndt at overtage. ”Og jeg fulgte ikke efter dig!” Ja, det var en løgn, men hvem sagde også, at han behøvede at vide det? Uh, hvor var hun dog begyndt at hade ham.
”Jeg er 15 år og blev tvunget in i branchen, jeg har ikke selv valgt det! Og jeg er en ekskortpige, og jeg sælger ikke min krop! JEG ER STADIG JOMFRU!” vreden og irritation steg op i hende, denne mand skulle ikke komme og tro, at han kunne bestemme over hende, eller i det hele taget få hende til at sige noget eller give efter. Hun levede sit liv, som hun gjorde, og det var der ingen, som skulle lave om på. ”Og jeg er ikke medlem af nogen bande.” snerrede hun efter ham, og det var jo halv sandt, hun var jo kun medlem af en gruppe.
”Ja, du går bare efter mine forældre.. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Og du kan nok ikke rende om hjørner med min far.” sagde Artemis bare roligt og kunne faktisk grine af det, men det gjorde hun ikke. Hun virkede faktisk ligeglad med det, men dybt nede følte hun, hvordan en knuge dannede sig, da hun tænkte på sin mor. Hendes far ville han nok ikke rende om hjørner med, og gjorde han det, så ville han nok ikke leve længe efter. Hun lagde armene over kors og så væk fra ham.

[Amadeo Benedetto]

Amadeo løftede mistroisk et øjenbryn og skubbede endnu en gang pigen længere ind i gyden, faktisk så langt ind i gyden man kunne, her var de helt alene, det måtte være skræmmende for en lille pige som hende at blive truet af en gut som Amadeo, især når han havde et knojern på og hun var alene.
"Det siger i jo alle sammen, og jeg tror ikke på du er jomfru, før jeg får det modsatte bevist." det sidste blev sagt i en meget udfordrende tone, pigen skulle jo skræmmes, hun var kun en lille pige, så derfor måtte han jo nøjes med at skræmme hende, ellers ville han bare komme i unåde, desuden ville det også være mod hans principper.
"Du lyver, stop med at lyve." sagde Amadeo og skubbede pigen hårdt op mod muren og holdt hende fast i armene, ondskabsfuldt kiggede Amadeo hende i øjnene.
Amadeo lo "Om din far havde været mafiabossen kunne jeg nakke ham, hvis jeg ville, og din mor... Hun kommer til at dø 'glad', hvis du forstår hvad voksne mennesker laver bag lukkede døre." Amadeo ville ikke dræbe Mafiabossen, Leonardo, men nu gik han jo heller ikke ud fra at Leonardo var tøsens far, så vidt Leonardo vidste, ja så havde Leonardo ingen børn overhoved, så det ville være usansynligt, det var også grunden til at Amadeo tillod sig at bruge det som eksempel.
Amadeos greb strammedes om pigens arme "Nu fortæller du mig alt hvad du ved, og hvis jeg nogensinde hører du laver ballade igen, så kommer jeg efter dig." dette var som regel Amadeos afslutningssætning, men han var slet ikke færdig med denne pige endnu, hun var jo nem at skræmme.

[Artemis Evans]

Artemis lod sig blive skubbet længere tilbage, hun var fattet og upåvirket, eller det fremstod hun som. Hun var faktisk ret bange, men hun frygtede faktisk ikke for hendes liv, det havde i forvejen været ret trist, så hun regnede med, at døden faktisk var bedre, men man vidste jo aldrig.
Hun fnøs svagt over hans bemærkning og spurgte ret fornærmet, ”Hvordan vil du have, at jeg skal bevise det? Lade dig tage min mødom?” Og hun havde skam ikke i tankerne at lade ham tage den, hvert fald ikke uden modstand. Den var dyrebar for hende, fordi det var sådan set det eneste, som hun faktisk havde tilbage, som var hendes eget.
”Jeg lyver ikke!” svarede Artemis igen og skar en grimasse, da hun blev skubbet op mod muren. Hun kiggede bare stædigt tilbage, hun ville ikke vise, at hun var bange, selvom det måske var det klogeste at gøre, men hvad så? Livet var kedeligt uden at man tog en chance eller to.
Det gibbede let i Artemis, da han nævnte mafiabossen. Det ville have været et meget godt gæt, hvis han havde ment det, men hun vidste jo godt, at det var rent gætværk, fordi der var ingen, udover hendes mor og hende, som faktisk vidste, hvem hendes far var. ”Du arbejder måske for mafiaen og kender alt til ham?” spurgte hun bare og hentydede selvfølgelig til bossen. Hun havde ingen idé om, hvilket bortforklaring hun skulle bruge om sin far. Det var ikke faldet hende ind, før nu.
”Jeg ved ikke noget! Jeg ved fucking ikke engang, hvem du er.” sagde hun vare stædigt igen. På overfladen var hun stadig rolig, men under overfladen var hun bange.

[Amadeo Benedetto]

Amadeo kiggede på den lille pige, da hun talte om at han måske havde tænkt sig at prøve efter? Amadeo begyndte at grine, som om? Hun var jo kun en lille pige, nej, det ville ikke ske, "Sig mig.. Tror du virkeligt jeg har tænkt mig at pille ved en lille pige som dig?" spurgte Amadeo med et skævt smil, pigen her var fandme hård, hun var bange, det var Amadeo ikke i tvivl om, men hun var god til at skjule det, hun fortjente hans respekt, det gjorde hun.
"Når jeg siger du lyver, så lyver du, hvad er der galt med dig?" spurgte Amadeo og forventede at få et næsvist svar.
"Det finder du jo så ud af, hvis du sætter min tålmodighed mere på prøve!" sagde Amadeo i en tone, der bestemt ikke var ment i spøg.
"Du behøves ikke vide hvem jeg er. Det er slet ikke vigtigt for dig." konstaterede Amadeo.

[Artemis Evans]

Artemis skar en grimasse, da fyren grinte ad hende. ”Selvfølgelig ikke, men hvad fanden skulle jeg ellers sige? Man kan sku da ikke bevise overfor nogen, at man er jomfru.” svarede hun bare og overvejede faktisk den fakta i et stykke tid. Var det overhovedet muligt? Det måtte hun finde ud af på et tidspunkt.
”Hvad er der galt med dig?” spurgte hun bare igen, ”Om jeg så fortalte dig, at jeg boede på månen, så ville du ikke tro det.” Hun troede faktisk på, at hvis hun fortalte ham sandheden, så ville han ikke tro på det. Og så siger man, at børn ikke kunne lyve, og det ville folk nok heller ikke tro på. Hvor var det dog typisk.
”Hvilken tålmodighed? Den, som du ikke har?” spurgte hun irriteret, men hun gættede sig til, at han var fra mafiaen. En hyggelig fætter, som hun havde valgt at følge efter. Og ja, hun vidste godt, at hun legede med ilden.
”Nej, du er så men sikkert bare fra månen.” mumlede hun bare igen. Og et sted, så var hun ret ligeglad med, hvem han var, men hun kunne da godt bruge et navn, så hun havde noget at fortælle til Cate.

[Amadeo Benedetto]

"Det kan man da." sagde Amadeo, der var altid én måde at bevise det på, men det var hende her jo for ung til, så det var ikke en mulighed.
"Sikkert det samme som dig, skøre tøs." svarede Amadeo og rullede med øjnene.
"Nej, jeg ville bestemt ikke tro på at du boede på månen, det er jo ikke muligt, nu skal du ikke gøre dig dummere end du er, selvom jeg godt ved du ikke er helt velvedligeholdt i hovedet." Amadeo sørgede for at sige det sidste i en rigtig provokerende tone, bare for at genere tøsen, hun skulle jo nødig tro hun kunne rykke Amadeo rundt han var jo en del af mafiaen, han var en af magthaverne, en autoritet, en leder.
"Ja, præcis, den tålmodighed." svarede Amadeo og puffede hårdt ud efter Artemis, bare for at sikre sig at hun blev stående hvor han ville have hende.
"Nej. Du kan ikke komme fra månen, hvordan skulle de kommer herned?." spurgte Amadeo i en hånlig tone.

[Artemis Evans]

Artemis nøjedes med fnyse, da manden mente, at man godt kunne bevise, at man var jomfru. Det kunne man sikkert godt, men hvad nu hvis man ikke kunne få beviserne, så ville det måske blive lidt af et problem, men hun var på det nuværende tidspunkt meget ligeglad.
Hun valgte at ignorere, at han mente, at de fejlede det samme. Hun havde ingen idé om, hvad hun skulle fejle. Måske det, at hun var skør, måske var det en sygdom?
Det rørte ikke Artemis, at han mente, at hun ikke var vedligeholdt i hovedet, fordi det var noget, som hun godt vidste, fordi hun ikke havde haft muligheden for at gå i skole. ”Du har slet ikke noget deroppe.” sagde hun bare hånligt tilbage. Hun var rolig og fattet på overfladen, men hun var stadig en smule bange, dog ikke så meget, som hun havde været før.
Artemis sendte manden et strengt blik, da han puffede til hende. Hun havde endnu ikke overvejet at stikke af, men hun kunne da godt finde på det, hvis han ikke behandlede hende pænere.
”Der er noget, som hedder at flyve.” svarede hun bare ligeså hånligt tilbage.