Tea time?

[Artemis Evans]

Artemis befandt sig i et af de mange rum, som der befandt sig i denne bygning, som havde sit rygte. Det var her, at ekskortpigerne havde deres tilholdssted. Det var ikke kun deres tilholdssted, men også det sted, hvor de lærte de ting, som de skulle kunne. Det var også her, at de fik deres nye opgaver, men de kunne også bare komme forbi og snakke, hvis de havde lyst til det.
Artemis kunne stadig den første gang, hvor hun var blevet slæbt hertil. Hun havde været en uvorn unge dengang, hvor hun ikke ville lystre til noget af det, som der blev sagt til hende. Og nu 5 år senere, var hun den mest rolige og flittige pige, som man kunne møde.. eller sådan var hun på overfladen. Indeni var hun stadig en uvorn unge, som ville have sin egen vilje. En ting var hun dog glad for, at hun havde lært, og det var at danse, hun elskede at danse, fordi det gav hende en form for frihed, selvom det var hende, der blev ført over gulvet, og jo bedre en fører hun havde, jo mere fri følte hun sig.

Artemis sad i en af de små sofaer med en kop the, selvom hun ikke brød sig specielt om at drikke noget varmt, men hun gjorde det nu alligevel, så hun kunne vænne sig til det. Hun havde klædt sig i en lang, sort kjole, selvom hun ikke syntes, at det klædte hende. Hendes hår lod hun hænge løst, da hun ville blive træt af det, hvis det var sat op for længe ad gangen. Hun nippede let til teen. I øjeblikket var hun alene i lokalet, men man kunne vel altid håbe, at der var nogen, som dukkede op?

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Valery havde lovede at komme til ekskortpigernes hovedkvarter klokken 16 og allerede klokken 15 var hun dukkede op. Hun skulle få at vide noget arbejdsrelaterede, noget om et være ekskortpige for en lidt ældre herre som havde hørt en del om hende og som åbenbart havde insisteret på at få lige netop hende selvom hun havde haft en stram skema. Det var endelig dagen tidligere ved formiddag at hun havde sagt ja til at komme og dog havde hun været ud for en lidt slem episode om aftenen hvor hun havde mødt en psykopat der havde fyrede hende en så hård lussing at hendes kind var en anelse hævede. Dog var den så lidt hævede at sminken havde været i stand til at skjule det, og nattens søvn havde gjort det mindre desuden havde hun gået rundt med is på kinden hele natten for at få den værste hævelse fjernet. Hun var dukket op iført en fin kjole i mørkeblå farve, knælang, tætsiddende og elegant. På fødderne havde hun højhælede sko, og frakken var en dyr pelsfrakke. Sminken var fin, ikke overdrevet. Hun udstrålede som altid elegance, selvsikkerhed og ikke mindst lignede hun en frøken fra overklassen. Hun bevægede sig med ynde ind i den lille stue som hun havde at vide hun skulle vente i. Da hun stak hovedet ind og så Artemis gled et smil frem over hendes læber. Det var efterhånden et stykke tid siden hun havde set den unge kvinde og det var nu hyggeligt at se hende igen. ”Goddag” sagde hun med en munter tone i stemmen. words: 262 tag: Artemis lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Artemis Evans]

Artemis havde lige fået sat sin kop fra sig, da Valery dukkede op. ”Goddag.” gengældte hun hilsen med et smil. Valery var den kvinde hun så op til og faktisk beundrede, selvom hun kun var 4 år ældre, men der var noget over Valery, som gjorde, at Artemis beundrede hende. Det måtte være, fordi Valery fremstod så stærk, som hun gjorde, og det uanset hvilket selskab hun stod i. Artemis havde stadig til tider, hvor hun kiksede i de selskaber, hvor hun var, men hun kunne ikke klare mænd, som mente, at de var bedre end kvinder. Hun ville virkelig ønske, at hun kunne blive en bodyguard og give mændene røvfuld. Hun vil kæmpe for kvindernes retfærdighed.

”Hvordan går det?” spurgte Artemis og betragtede Valery, som lignede en million, som altid. Hun selv fremstod altid uskyldig og ikke for overklasse fin, hun kunne dog godt virke fra overklassen, men hun behagede og opførte sig efter sin kundes ønske. Hun var trods alt fantastisk til at lægge forskellige facader, selvom de godt kunne krakelerer til tider, men det skete heldigvis kun, når hun var selv eller sammen med andre, som kendte hende, og dem var der ikke mange af. Val var en af de få, som så hende uden en facade. Ikke engang hendes egen mor var kommet helt under facaden.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Hun lukkede døren efter sig og trak frakken let og elegant af, med lette elegante skridt tog hun nogle skridt tværs over gulvet og hen imod Artemis. Hun satte frakken over en stol inden hun selv tog plads på en stol i nærheden, en stol der lå ved siden af Artemis. ”Fint tak, og du?” spurgte hun med et mildt smil. Hun skænkede noget te op til sig selv fra kanden på bordet mellem dem, lagde to sukkerknalder i inden hun førte koppen op til sine læber og drak en smule. Koppen blev lagt på bordet igen, og hun trak en pakke cigaretter frem, fik fiskede en cigaret op og satte den mellem læberne. Få sekunder efter havde hun sat ild til den og en smule røg forlod hendes læber idet hun tog sit første hiv. Det var kun for nyligt at hun var begyndt at ryge en smøg eller tog dagligt og nogle gange gjorde hun end ikke det. Hun lænede sig tilbage i stolen med et suk ”Jeg vil råde dig til ikke at tage imod smøger fra nogen, end ikke de mænd du går ud med. Dårlig vane” erklærede hun selvom det for hende endnu ikke var blevet en rigtig vane. ”En fyr jeg var ud med – og som endnu konstant vil ud med mig – krævede at jeg begyndte at ryge. Havde det ikke været for den ekstra penge han gav havde jeg sagt nej” fortsatte hun, en dum grund men i disse tider gjorde man klogt i at rage så mange penge til sig som man kunne. Hun ville næppe forblive ung og smuk for evigt og allerede om ti år stod hun til at være arbejdsløs så hun måtte skrappe så mange penge sammen at hun kunne åbne en lille butik eller noget andet som hun kunne leve af. At finde sig en mand regnede hun ikke med ville ske, ikke når hun havde alle de mænd omkring sig som rørte ved hende og inviteret hende ud – selvfølgelig på basis af arbejde men alligevel – så var chancerne for at finde sig en mand med bare en smule penge ret små. Hvis hun blev desperat måtte hun ty til de hjemvendte soldater som var så knust psykisk at de ville tage den første kvinde de mødte. words: 380 tag: Artemis lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE