A nice little apointment

[lazzaro]

Vejret var dejligt. Solen skinnede fra en skyfri himmel og fuglene fløj højt oppe på himlen og kvidrede. Godt nok vejr til at Leonardo kunne få sin middagsmad ude på den overdækket terrasse. Det var en af de terrasser han havde, men i stedet for et tag, så snoede der sig en slyngplante over hele terrassen. Om sommeren kom der vindruer hængende ned fra loftet og siderne, men lige nu var vindruerne ikke så store.

Nedenfor terrassen var der sten gulv og længere henne var hans pool med klart blåt vand, den blev dagligt renset.

Leonardo sad i en flot rød skjorte hvor ærmerne var bukket op til hans albuer, og sad ved et lille hvidt bord og spiste sin mad. Ved siden af sin mad havde han sin avis. Bordet var flot opdækket med sølv bestik og en hvid dug. Godt nok var det Siesta for ham, men han oplevede ofte at det ikke blev taget seriøst i Bridgeford på samme måde som i sicilien.

Hans mad bestod af en god gang pasta. Pastaen så traditionel italiensk ud, med oliven, tomat sovs, pesto o.s.v. En dejlig kold gang pasta da han ikke var meget for varm mad på den varmeste tid af dagen.

Han bladrede roligt sin avis over på den næste side og læste videre. Maden fyldte roligt hans mund, og begyndte stille at forsvinde. Han ventede på gæster, og vidste at når hun kom ville hun blive ført her ud. Så han var tålmodig og spiste sin mad langsomt.


i54.tinypic.com/sfxi6e.jpg TERRASSE xD Som jeg har tegnet xD

[Meredith Corvett]

Meredith's skridt blev tungere og tungere jo tættere hun hun kom på Winston Mansion. For hvert skridt hun gik blev de kortere og kortere, og hun kunne mærke hvordan nervøsiteten langsomt begyndte at sprede sig i kroppen. Samtalen med hendes far blev ved med at køre oppe i hovedet på hende. Det var ikke mere end en time siden hun var kommet hjem fra arbejde, og var stødt på hendes far som havde stået ventende ved døren. Det var ikke normalt at hendes far kom til hende, og det kom endnu mere bag på hende da han bad hende følge med ham ind i stuen. Her havde han fortalt hende at Leonardo De Lazzaro havde noget vigtigt at snakke med hende om, og at han forventede at se hende så hurtigt som overhovedet muligt. Meredith havde på det tidspunkt været så forvirret at hun ikke havde sagt et ord, det fortrød hun nu. Hvad var det han ville? Ikke nok med at Leonardo var en nær ven af familien, han var også den øverste i hele mafiaen. Havde hun gjort noget galt, var hun på vej for at modtage en eller anden form for straf?

Hun bankede forsigtigt på døren, og nåede lige at rette på sit tøj inden døren blev åbnet af en yngre pige. "Kom med, så skal jeg vise vej" sagde pigen, og Meredith fulgte lydigt med. Pigen stoppede op lige foran døren der førte ud til terrassen, og gjorde tegn til at hun skulle gå derud. Meredith tog en dyb indånding, og åbnede så døren, og gik forsigtigt derud hvor hun straks fik øje Leonardo siddende ved et smukt opdækket bord. Synet beroligede hende en smule, og det lykkedes hende derfor i et afslappet tempo at gå hen til Leonardo, uden at virke for usikker. "Goddag Leonardo, jeg fik besked på at du gerne ville se mig" sagde hun lige så forsigtigt, og sendte ham et imødekommende smil.

[lazzaro]

Leonardo bladrede roligt vidre i sin avis. Der stod ikke noget direkte spændende. Det var en kort artikel lavet af en læser om Bridgefords mange vidunder. Artiklen virkede kunstig og livløst, som om nogen havde presset en pistol imod hans hoved, og bedt ham om at skrive om bridgeford som var det paradis.

Leo havde fneset lidt over den imens han læste det, der blev på intet tidspunkt nævnt noget om bordellerne som blev drevet, volden som blev udført og det ulovelig salg af alkohol på gaderne. Kun om hvor smukke kvinder vi havde, vores flotte marked, blomster og..........

Døren ud til terrassen blev åbnet, han vidste at det var hans gæst, og han vendte hovedet roligt imod hende da hun begyndte at snakke. Han smilede roligt tilbage og foldede sin avis sammen, og lagde den på bordet ved siden af hans nu tomme tallerken. Der var kun noget brød i en kurv tilbage. Han tog sin serviet og tørrede sine hænder. Roligt rejste han sig høfligt, og viftede med hånden mod stolen på den anden side af det runde bord.

"God dag frøken Corvett... Sid ned, sid ned..." sagde han. Han tog kort noget af sin vin, som var helt lovlig at drikke, Alkohol var trodsalt forbudt, gin, rom og whiskey var ikke noget han drak meget af hjemme. Men vin var en anden sag. Det var lovligt og han elskede det.

"Vil de have noget at drikke? Vand? Cola? Vin?" spurgte han roligt og gik hen mod døren. Det var uhøfligt at sige nej og Leo regnede med at hun i det mindste ville sige en af dem.

[Meredith Corvett]

Hun havde meget respekt over for den mand hun stod overfor. Ikke nok med at han var en god ven af hendes familie, han havde også været en god ven overfor hendes bror inden han forsvandt. Hun havde aldrig rigtig snakket med ham om det, men hun var sikker på at også han sommetider savnede ham. Det var hun næsten sikker på. Det var snart ved at være 10 år siden hendes bror forsvandt, og selvom hun vidste at chancen for at han stadig levede ikke var særlig stor, så havde hun besluttet sig for ikke at opgive håbet. Ikke før hun fik liget at se med sine egne øjne.

I et roligt – men høfligt tempo – satte hun sig ned ved siden af ham, og betragtede det opdækkede bord foran hende. Hun lagde hurtigt mærke til at sølvbestikket var taget i brug, og måltidet bestod af den velkendte traditionelle pasta som hun kendte så godt. Synet, lugten og omgivelserne fik hende til næsten at føle sig hjemme, og hun var begyndt at slappe mere og mere af. Dog kunne hun ikke undgå stadig at være en lille smule anspændt. Hvad var det han ville hende? Hun havde aldrig før oplevet at Leonardo havde inviteret hende over på så kort et varsel.

”Et glas vin ville være dejligt” sagde hun, og sendte ham et kortvarigt smil. Egentlig var Meredith ikke særlig tørstig, men nu hvor hun alligevel var her kunne hun vel godt takke ja. Desuden brød hun sig ikke om tanken om at takke nej til Leo, det var for uhøfligt mente hun. Meredith havde aldrig rigtig brudt sig om cola, og vin var det hun havde allermest lyst til, lige i øjeblikket.

Da hun hævede hovedet efter at have fulgt Leo med blikket, fik hun øje på avisen. Der hvor hun sad, kunne hun tydeligt se overskrifterne, men hun behøvede ikke at læse dem for at vide hvad der stod. Det var det samme om og om igen. De fortalte smukt om byen, markedspladserne, og forskellige kedelige begivenheder. Aldrig noget om hvor farligt det var at gå rundt i byen om aftenen, om de seneste skyderier, eller den vold der blev begået. Meredith var for længst holdt op med at læse aviserne. Både fordi at det der stod ikke var særlig interessant, men der var heller ikke noget at det man kunne læse hun kunne bruge til noget.

[lazzaro]

Leonardo gik hen til døren og åbnede den. Han gik roligt ind og hentede et glas mere og en flaske vin, han havde selv drukket vin hele dagen, men var til sidst blevet enig om ikke at tage flasken med ud, så ville han drikke den for hurtigt. Men når der var gæster så tog han flasken med ud. Han lukkede roligt døren bag sig og stillede glasset ved bordet. Det blev elegant skænket op i både Meredith og hans eget glas, som om han ikke havde lavet andet i sit liv end at skænke vin.

Han satte derefter flasken ned på bordet og satte sig på sin stol. Han var meget rolig og afslappet som om det han skulle til at sige var det mest normale i livet. Men først!
"Skål!" sagde han roligt og hævede glasset. Han drak 2 små slurke af indholdet og satte så glasset ned.
Roligt dannede der en stilhed imellem dem, den var ikke presset. Men mere afslappet.

"Du kender min bror Tino ik??" startede han og kiggede mod Meredith for at få et svar.

[Meredith Corvett]

Meredith fjernede først sit blik fra avisen, da Leonardo kom tilbage og satte sig ned. Med sig tilbage havde han en flaske vin, og et ekstra glas. Hun tog imod glasset da han lagde det på bordet, og sendte ham et af hendes velkendte smil. Hun lod blikket falde på vinen, og lagde hurtig mærke til at det var en af hendes favoritter. Leonardo havde god smag når det kom til alkohol, det måtte man give ham.

Efter at han havde sat sig ned regnede hun med at han ville komme til sagen, og hun glemte derfor et øjeblik alt om vinen. Da han sagde skål skyndte hun sig at række ud efter sit glas – han havde allerede skænket op i det – og ligesom ham hævede hun glasset. ”Skål” sagde hun, og slog forsigtigt glasset mod hans. Bagefter tog hun en hurtig tår, og gav sig god tid til at smage på vinen, inden hun igen satte glasset ned. Meredith havde langt fra regnet med det spørgsmål Leo nu stillede hende. Det kom helt bag på hende, og hun måtte derfor lige tænke spørgsmålet igennem en ekstra gang, før hun svarede ham. ”Tino, jo ham kender jeg.” svarede hun, og sendte ham et undrende blik. Meredith havde haft kendskab til De Lazzaro familien lige siden hun blev født, så selvfølgelig kendte hun Tino. Men udover et par enkle samtaler havde hun aldrig rigtig været sammen med ham.

[lazzaro]

Leonardo nikkede roligt. Jo efterhånden kendte alle Tino.. enten på den gode eller dårlige måde. Men han ville nu først danne en grund før han ville sige hvad han havde tænkt sig. Han ville vide hvordan hun reagerede. Selvfølgeligt var det svært at gøre det når de fleste prøvede at skjule sine følelser for ham. Men han kunne i det mindste nogenlund danne sig et billede.

"Yeah.. Hvad synes du så om ham?" sagde han og kiggede på kvinden ved siden af sig. Hun var attraktiv, og hvis Leo havde været yngre... og ikke gift.. så var hun i den grad en som han havde gået efter. Han fattede ikke Tino.. Han håbede virkelig at en kvindelig rolle ved siden af ham, ville kunne holde ham lidt mere i tøjler. Lidt ligesom Samie havde gjort. Men nu var Tino et problem barn, og havde mange laster, som skulle tænkes på.
Som ældste bror følte Leo at han havde et ansvar for at få ham på rette spor. Selv hvis det betød at han skulle trække en anden kvinde ind i det.

Leonardo havde også snakket med pigens far, han var meget forstående, og havde stillet sin datter til rådighed, nu håbede han bare at hun var stædig nok til at kunne håndtere ham...

[Meredith Corvett]

Meredith lod sit blik falde på Leo, og tog en hurtig tår af vinen. Så en til, imens hun tænkte over hvad hun skulle svare. Hvorfor var det lige at hun havde en fornemmelse af at hendes far også havde noget at gøre med alt dette her? Han havde virket så fraværende – og en anelse usikker – tidligere i dag da han havde overrasket hende ved døren. Det kom ikke bag på hende at han havde virket fraværende, det var hun efterhånden vant til, men han havde virket anderledes.

”Jeg kender ham ikke så godt, men har da fået et indtryk af at han er en loyal og flink fyr. Jeg kan godt lide at han står fast ved sine meninger, og ikke bare taler folk efter munden” sagde hun, og sendte ham et kortvarigt smil. Meget kunne man sige om Tino. Han havde sin loyalitet 100% ved mafiaen, og det var imponerende hvor god han var til at smugle og anskaffe sig stoffer, uden at ordensmagten fik fingre i det. Men han havde da også et par ulemper. Man kunne ikke komme udenom at han ikke var så god til at behandle kvinder med respekt, og nu hvor hun tænkte over det havde hun aldrig hørt eller set ham være i et fast forhold. Hun havde også hørt et par der beskrevet ham som ond og egoistisk, men det rørte ikke Meredith. På de punkter mindede de vel lidt om hinanden. Meredith var heller ikke ligefrem en engel..

[lazzaro]

Leonardo smilede lidt. Det kunne han i det mindste godt lide at høre. Han tog roligt nogle tåre af sin vin og lænte sig behageligt tilbage i stolen. Hans tanker vandrede roligt. Mod alle andre ting end dem han ville snakke med Meredith om nu. Ting som, hvor dejligt vejret var, og hvornår mon vindruerne kom frem gik igennem hans hjerne. Han følte sig godt tilpas selv om han stod i en underlig situation.

"Du ved... Tino har nogle problemer.. Stoffer og alkohol kan gå ham til hovedet en gang imellem.. Han er ung.. Men det fortsætter han ikke med...." sagde han og tog så et par slurke af vinen før han satte sit glas roligt på bordet og kiggede mod kvinden ved siden af sig. Måske skulle han bare fortælle hende det med det samme.

"Jeg har brug for en som kan holde ham i korte tøjler.... ligesom Samantha gør med mig.. " sagde han og smilede lidt hemmeligheds fuldt. Han håbede at hun ville begynde at kunne fatte sammenhænget.

"Jeg har snakker med James. Men det vidste du vel allerede... Det kan virke rimeligt barsk, men jeg har brug for dig ved hans side... i ægteskab..." sagde han og smilede så lidt for sig selv. Nu måtte han jo bare vente på en reaktion...

[Meredith Corvett]

Meredith trak på skuldrende, og lænede sig ligesom Leo tilbage i stolen. Meredith nikkede som svar på det han sagde om stofferne, og lod hendes mørkebrune øjne møde hans. Meredith var ikke selv på stoffer, men hun havde heller ikke noget imod dem som var, så længe de ikke gik hen og blev ubehagelige at være i samme rum med. Hvad alkoholen angik så var det selv noget hun elskede, men hun var langt fra afhængig af det, hvilket det godt kunne lyde til at Tino lidt var.

Merediths blik faldt som en refleks på Leos vielses ring, da han nævnte Samantha. Hun lagde også mærke til seglet, som hun vidste tilhørte familien. En betydningsfuld ring, lidt ligesom det sølvarmbånd Meredith bar rundt på. Et armbånd hun havde arvet fra sin mor, og som hun havde troet var unik indtil for et par uger siden, hvor hun havde fundet et armbånd magen til, i en bod på markeds pladsen. Meredith havde haft planer om at købe det, og derefter ødelægge det, men en lille dreng var kommet i vejen.

Meredith begyndte at blive en smule usikker da deres samtale begyndte at omhandle emnet ægteskab. Det havde hun ikke lige set komme. ”Jo jeg havde på fornemmelsen at du havde snakket med min far, men jeg fik aldrig muligheden for at spørge ham om hvad. Og angående det med … hov vent, jeg tror ikke jeg hørte rigtigt” sagde hun, og hævede hovedet en smule. Hun brød sig bestemt ikke om ordene ægteskab og ved hans side i samme sætning. Nej, der måtte være noget helt galt her. ”Hvad mener du, Leo?” spurgte hun blidt, men samtidig i en meget forvirret tone. Selvfølgelig vidste hun godt hvad han mente, hun var jo ikke dum, men hun havde brug for at han sagde det en gang til. For at sikre sig at hun ikke havde hørt forkert. Åh gud, hvad var det her dog for noget!