[Åben tråd] Åbent land

[Setsuko Reed]

Setsuko overrakte sedlen til manden og nikkede voldsomt for at indikere, at hun havde forstået hans retningslinjer. Et stort smil spillede om hendes læber. Far, I behøver ikke at bekymre jer! Byboerne er meget sødere end deres rygte. Det her tegnede virkelig godt. "Tusind tak~!" råbte hun halvhøjt og lidt forsinket efter manden. Hun havde været optaget af den pludselige skygge, der var gledet ind over Mabels ansigt. I sit stille sind var hun nu fuldstændig overbevist om, at teorien om den dræbte soldat og hans fortidsbesatte kone var den virkelige årsag, men den slags kunne hun naturligvis aldrig i sin vildeste fantasi finde på at spørge om. Setsuko hankede op i kufferten igen, det havde gjort godt med en lille pause, og hun brokkede sig ikke det mindste. Hendes gode humør kunne overkomme enhver forhindring idag. Idet de nærmede sig udgangen, strøg et køligt vindpust ind over dem og fik Setsukos hår til at lette et øjeblik. Hun gøs en smule, fordi hendes baksen med kufferten havde forhøjet hendes temperatur, og den kolde vind prikkede til den varme hud. Bare jeg nu har taget nok tøj med... "Er de gif-" Setsuko afbrød forskrækket sig selv midt i spørgsmålet og slog en lille latter op. "Nej, det må De undskylde. Det var ikke min mening at være så upassende." Hun rødmede lidt. "Men deres påklædning... det er en virkelig smuk frakke! Jeg troede måske, at de ventede på nogen?"

[Mable Prince]

i never cried when i was feeling d o w n ,
i've always been scared of the sound

Mable fastholdt blikket fremad, selvom Sadie snakkede til hende, og hun trak let på smilebåndet med et lidt fjernt udtryk i øjnene. Trætheden, der konstant lå over hende, havde trængt sig en smule frem i hendes blik, men da hun løftede hånden for at indikere, at hun ikke behøvede at undskylde, forsvandt det igen, og hun drejede ansigtet. Mable lagde godt mærke til farven i Sadies kinder og kunne ikke få sig selv til at dømme hende for at have spurgt om det, hun havde gjort indtryk på Mable, selvom de først lige havde mødt og intet vidste om hinanden udover deres navne. Men hvis hun heller ikke havde gjort det, ville Mable ikke holde hende med selskab nu.

Mable kigge ned af sig selv og fnyste et lavt grin. "Nej, det gør jeg ikke," sagde hun og kiggede op på Sadie igen. "Jeg finder det behageligt at nyde de forskellige steder i byen," sagde hun og undgik at tilføje, at Sadie sikkert ville finde det latterligt. "og denne gang var det togstationen," tilføjede hun og smilede af sig selv, "selvom det ikke er det mest rofyldte sted i byen." I visse tilfælde ville Mable ikke have sagt sådanne ting lige ud, men hun havde på fornemmelsen, at Sadie ikke var typen, der ville grine ad en person for at sige sådan noget. "Hvor kommer De så fra?" spurgte hun, da hun lige selv havde fået stillet sådan et spørgsmål, og fandt det derfor ikke som et påtrængende spørgsmål mere. Da de trådte udenfor, fik et heftigt vindpust fat i de begge kvinder, og blæste Mables krøller ind foran hendes ansigt. Det lagde sig dog hurtigt igen, som om den bare havde påmindet dem om, at den stadig fandtes.

[Setsuko Reed]

Setsuko satte et særdeles overrasket ansigt op. Nyde byen? Går hun bare rundt alene - og i den mundering? Hun trak lidt på smilebåndet, men det var tydeligvis ikke i spot, men i himmelfalden vantro og beundring. Selv hjemme i den lille by, havde Setsuko aldrig bevæget sig rundt alene, når hun skulle 'nyde' sin fritid. Hun vadede da frem og tilbage på arbejde eller til vaskeriet, men det var altid med et formål og det lange ben foran. Gåture tilbragte hun altid med armen om en af sine forældre eller nære venner. Eller Kevin, men det var snart et helt år siden. Hun var virkelig kommet til en anden verden. "Woodcarver Hill," svarede hun og trak lettere betuttet på skuldrene. "En lille by en dagsrejse mod nord. Men ikke noget, der kan måle sig med... det her! Ha~ Vi har ikke engang en banegård." Hun klukkede for sig selv og kastede et langt blik over skulderen op på den flotte stationsfacade. Lyset skar hende i øjnene efter så mange timer i en dunkel togvogn, og hun blinkede voldsomt til vandet steg op i øjnene. Hun vendte blikket mod Mable igen og sendte hende et stort, strålende smil. "Det er næsten som at træde ind i et eventyr. Den her by er fantastisk!"

[Mable Prince]

i never cried when i was feeling d o w n ,
i've always been scared of the sound

Som Sadie fortalte hvor hun kom fra, fik Mable mere lyst til at besøge denne lille by. Hun ville ikke have noget imod at komme væk fra Bridgeford en smule og især ikke til et sted, hvor togene ikke forstyrrede med deres høje og gennemtrængende tuden. Selvom de kørte langs siderne af Bridgeford, kunne de godt høres et godt stykke inde i byen, især der hvor Mable boede. Hun havde dog vænnet sig til det nu, og selvom togene lød regelmæssigt, var det som om, hun ikke hørte dem mere.

Mable kiggede hen på Sadie, da hun kiggede sig over skulderen, tilbage på den store bygning. Hun smilede en smule tørt over det, hun sagde, og kiggede fremad med let løftet hage. "Det første indtryk af byen er overvældende, og kan være som et eventyr, men De må ikke lade facaden narre dem," sagde hun en smule henkastet for ikke at virke for alvorlig, selvom hun var dybt seriøs. "Som alt andet har Bridgeford også en skyggeside," tilføjede hun og lod de mørkegrå øjne glide hen over omgivelserne. "Men jeg skal ikke ødelægge Deres første dag for Dem," sagde hun tilsidst og smilede varmt til hende og pegede hen for sig. "Lidt længere nede kan De se Longridge River - et oplagt sted at promenere," fortalte hun og sænkede hånden igen. Som de gik videre, kom Winston Mansion til syne bag bygningerne, men Mable undgik at fortælle, hvad det var, og første istedet Sadie ned ad gaden, der lå til højre for dem. "Tårnene derhenne tilhører St. Evermore kirken," fortsatte hun, men uden at lyde som en anden guide. "Og det er ved denne gade, vi skal dreje til venstre," tilføjede hun med et fingerpeg og mente den gade, der var mere trafik på, end den de bevægede sig nedad nu.

[Setsuko Reed]

En skyggeside? Mables dystre formaning gjorde hende nysgerrig. Her lader da ellers til at være meget ordnede forhold. Måske huserer der en lokal satanisk kult down town? Eller borgmesteren går på barer med erotiske dansere? Gad vide, om der findes et sidssygehospital i Brigdeford? Hendes øjne var blevet helt runde. "Hvad mener De med~" men da Mable allerede var på vej videre og lystigt pejede til højre og venstre, fik hun nok at gøre med at følge med og forsøge at huske nogle af de stednavne, hun blev præsenteret for. Der var ikke så megen puffen her nede på fortovet, og folk veg til side for ikke at ramle ind i hendes kuffert. Luften var til gengæld mindst lige så fyldt med røg som inde på stationen. Godt nok var der ikke en overflod af biler på gaderne, men de der var, sørgede for at sprede alskens utøj omkring sig. Det var sandsynligvis noget, man vænnede sig til, for Mable så ikke ud til at bekymre sig om det, men sammenlignet med den friske bjerggus, der rullede ned af bakkerne mod Woodcarver Hill, smagte byluften af sod og svovl. Setsuko hostede lidt fra tid til anden, når fornemelsen af den tykke, fade luft blev for meget for hende, men det satte i hendes øjne bare et mere eksotisk præg på hele oplevelsen. Evermore... smukt navn. Måske skulle jeg besøge den kirke senere, når resten er ordnet, og sende en hilsen til Kevin. Hun skyndte sig efter Mable og sørgede for at suge så mange indtryk til sig som muligt. Her var i hvert fald en overflod af liv, skyggeside eller ej. "Her? O-okay." Setsuko så allerede temmelig forvirret ud over, hvor de var, og hvor de var på vej hen. Der var simpelthen bare mennesker overalt.

[Mable Prince]

i never cried when i was feeling d o w n ,
i've always been scared of the sound

Mable lagde godt mærke til, at Sadie hostede af og til. Hun undrede sig over, om det var noget permanent, eller det helt enkelt var luften omkring hende, der gjorde det. Tanken fik hendes bryst til at føles tungt. Om der fandtes steder med renere luft, end hvad der var her, og ikke kun dem i romanerne, ville Mable definitivt gerne opleve det. Hun undlod dog at spørge om det, da det lød for dumt i hendes ører.

Mable satte tempoet ned, da de nåede det hjørne, de skulle dreje nedad, og lod nogle gående komme forbi, så der var nogenlunde frit, til at Mable og Sadie kunne være ved siden af hinanden. Man måtte, ligesom på togstationen, gå med faste skridt, så man ikke blev møvet til side af passerende. Mable pegede lidt flere gange, viste Sadie nogle gode caféer og butikker, og hvis hun interesserede sig for jazzmusik, var Dewins stedet at besøge.

Mable satte igen tempoet ned og så op på husnumrene. "To numre længere henne," sagde hun med et smil og fortsatte i det langsomme tempo, da menneskemængden havde tyndet en smule ud igen, fordi boligerne lå her. Da de nåede nummer 49, standsede Mable op, betragtede kort den flotte hoveddør, hvorefter hun flyttede blikket hen på Sadie. "Vi nåede frem helskindet," sagde hun med et smil spillende på hendes læber og kiggede kort hen på døren igen. "Det var hyggeligt at møde Dem," sagde hun og rakte sin hånd frem. "Det kan være, vi mødes igen," tilføjede hun og betragtede Sadies ansigt med et venligt blik.

[Setsuko Reed]

Setsuko åndede lettet op. Husnummeret glimtede i solen, og facaden havde fuldstændig samme gule nuance som resten af husene på den side af vejen. Der stod en lille, grøn plante på dørtrinnet, og fra et lille vindue kunne man skimte ryggen af en porcelænshund. Et tegn på, at manden i huset var hjemme. Hun satte kufferten fra sig og greb Mables hånd med begge hænder med alle udtryk for taknemmelighed. "Jeg kan slet ikke udtrykke, hvor godt det var, at jeg mødte Dem..!" Hun havde ganske enkelt lyst til at falde den smukke kvinde om halsen, men det ville være lidt for upassende for en i hendes alder. "Jeg vil holde udkig efter Dem på gaden, Miss Mable. De må være min skytsengel." Hun slap næsten modvilligt Mables hånd og tog afsked. Det var ikke hver dag man mødte den slags mennesker, og dem skulle man passe på. I sit stille sind lovede hun sig selv, at hun ville gøre gengæld, hvis hun engang mødte hende igen. Selvom det nok var usandsynligt, at hun ville kunne tilbyde kvinden noget, hun ikke selv kunne skaffe sig. Men i hvert fald blev hun stående i flere minutter på trappen og betragtede Mable forsvinde i vrimlen, før hun vendte sin opmærksomhed mod nr. 49.

[Mable Prince]

i never cried when i was feeling d o w n ,
i've always been scared of the sound

Mable lagde selv sin anden hånd over hendes og gav dem et blidt klem. Hun smilede varmt over det, Sadie sagde, og sagde selv: "jeg er glad for, jeg kunne hjælpe." Hun grinte derefter og lod hænderne hænge ned ad hendes sider. Hun vendte sig om med et smil, vendte sig om en gang med løftet hånd, hvorefter hun forsvandt i mylderet, stadig med smilet hvilende i hendes mundvige.

Out!

[Setsuko Reed]

Setsuko samlede mod til sig. Hvis bare alle her var halvt så søde mod fremmede som Mable, havde hun ikke noget at være bekymret over. Hun trådte hen til døren, tøvede et lille øjeblik og trykkede så på ringklokken. Næsten øjeblikkeligt ramte noget tungt døren indefra, og en dyb piben og kradsen kunne høres under kanten. Mable sprang automatisk et skridt tilbage og undgik kun med nød og næppe at falde på halen ned af trappen. Hun spilede rædselsslagen øjnene op og kunne mærke sin hals snørre sig sammen idet nogen begyndte at råbe af hunden og nærmede sig døren for at låse op. Setsuko løftede hurtigt kufferten op foran sig som et værn mod det monster, der ville springe ud i hovedet på hende så snart døren gik op, og kæmpede voldsomt for at få sine rystende hænder under kontrol. En ældre herre åbnede døren på klem og kiggede mistroisk ud. Hunden hylede og peb i et forsøg på at klemme sig forbi ham. "Hvad vil du?" Setsuko, der stirrede rædselsslagen på en pelset, grå pote og en forfærdeligt stor, sort snude, kunne først ikke få en lyd frem, og farven steg op i kinderne på hende. "Vi køber ikke ved døren!" Manden blev utålmodig af at vente og smækkede agressivt døren i igen for næsen af hende. Setsuko pustede ud i et langt, hvæsende åndedrag og kunne mærke, at hun var ved at tude. Hunden blev ved med at kradse på indersiden. Åh, hvor er jeg dog ynkelig... Hun kneb øjnene hårdt i og bed tænderne sammen, og før hun nåede at ombestemme sig, ringede hun på igen. Denne gang gik der et stykke tid, før der blev reageret, men så slog nogen døren op på vid gab, og et kolosalt, gråt bæst med en lang, rød tunge sprang ud med en række høje, begejstrede bjæf. Setsuko blev så forskrækket, at hun skreg. Heldigvis overraskede det hunden så meget, at den stoppede op foran hende og bare gloede på hende med sine store, mørke øjne. "Bane! På plads! Ind med dig!" Setsuko rystede over hele kroppen, og var stadig på vagt, da hunden modvilligt fortrak til dørtrinnet, hvor den pænt satte sig og lagde hovedet lidt på skrå. "Miss..?" Hun fik først nu øje på den dreng, der havde åbnet døren. Han var vel omkring 10 år og kun halv størrelse af hende selv, og han så både rådvild og forskrækket ud over hendes tilstand. Setsuko fik langsomt sit åndedrag under kontrol og forsøgte at sende ham et smil. "U-undskyld... jeg er ikke så... glad for hunde." Smilet var ikke nogen stor succes, og drengen så nu oprigtigt bekymret ud. "Er din mor hjemme..?" Setsuko trak adressesedlen op af lommen og rakte ham den. Der stod navnet på hendes stedfars gamle bekendte. Drengen grinede til hende, det var tydeligt, at han var lykkelig for at blive forvekslet for en, der kunne læse. Han løb ind i gangen, han var kommet fra, mens han råbte højlydt på sin mor. Setsuko var ikke specielt glad for at blive ladt alene tilbage med den store hund, men den gjorde ikke nogen mine til at ville nærme sig hende igen, og kiggede nysgerrigt efter drengen, da han sekunder senere kom trækkende med sin mor. "Goddag, frue. Er De... Jeanne Withmore?" Kvinden rynkede brynene og rystede langsomt på hovedet. "Beklager, men jeg kender ikke nogen med det navn." Setsuko så uforstående på hende. "Jeg kender ikke nogen Withmore-familie," gentog kvinden langsomt, som om hun var bange for, at Setsuko ikke havde forstået hende. Inde fra huset råbte manden et eller andet surt. "Hør, det er jeg virkelig ked af, men jeg kan ikke hjælpe dig." Setsuko blinkede lidt med øjnene og rettede så blikket mod trappen med en svag grimasse. "Nej, nej... det... Tak for hjælpen." Kvinden og drengen forsvandt indenfor, og Setsuko blev stående fuldstændig forvirret og tom på trappestenen og så frem for sig.

//Out~//