[Åben tråd] Åbent land

[Setsuko Reed]

Det første den lille kvinde bemærkede, da hun med hjælp fra en venlig konduktør, steg af toget med sin kuffert, var larmen. Faktisk føltes det fuldstændig som at stikke hovedet ind under en varm bruser. De mange stemmer slog sammen om hende som en bølge og overmandede hende fuldstændig. Aldrig havde hun set så mange mennesker samlet på ét sted, og stedets størrelse i sig selv var nok til at få det til at svimle for hende. "Det er Deres første besøg i Bridgeford?" Setsuko smilede forfjamsket og hankede op i sin baggage, "Er det så tydeligt..?" Hun var ikke helt sikker på, hvad hun skulle tolke af mandens dystre grimasse, og da han skyndte sig at springe på toget igen og lukkede togdøren forsvarligt i efter sig uden at svare, gav smækket et gib i hende. Lokomotivet satte sig igen i bevægelse med en larm af en anden verden, og Setsuko trak sig respektfuldt væk fra perronkanten. Det lød som om hjulene kværnede hen over gamle knogler. Med en kuldegysning hankede hun op i sin kuffert og bevægede sig ind i menneskemylderet uden nogen speciel plan. Det var første gang hun havde været i så stor en by, og hun havde igen idé om hvordan hun nogensinde skulle finde hen til den adresse, hendes far havde stukket i hendes frakkelomme. Stedfar, rettede hun sig selv med et lille smil. Tænk at din lille pige har bevæget sig så langt væk på egen hånd. Der var en del puffen af folk, der hastede i alle retninger uden at tage sig af, at de resterende par hundrede også selv havde planer og toge, der skulle nås, og Setsuko havde nok at gøre med at undgå at miste balancen. En enkelt gang føltes det ligefrem som om der var nogen, der med vilje borede en albue ind i siden på hende. Men det skulle ikke få lov til at ødelægge hendes første indtryk af byen. Hun var trods alt kommet her for at starte sit helt nye liv, og det skulle nok vise sig at blive mere spændende end hun havde drømt om undervejs i toget.

[Mable Prince]

i never cried when i was feeling d o w n ,
i've always been scared of the sound

Da Mable kom til byen, havde hun elsket dens støj og travlhed. Hun havde stået med et bredt smil på læberne og betragtet omgivelse, som om hun ventede på nogen, hun ikke havde set på længe. Men alt hun havde gjort, var bare at stå og blive glad af det, hun så. Nu stod hun med kappen lukket tæt ind til kroppen og tog af og til nogle små skridt, så hun ikke stødte ind i nogen. Det var noget, hun havde lært gennem årene. Hvor man skulle træde, hvis man ville undgå at miste balancen på hælene og falde omkuld, fordi nogen havdet slået sin skulder ind i en.

Under den beige kappe bar Mable en blågrå kjole, som sluttede ved knæene, hvilket blottede et par lyse skinneben samt på fødderne et par beige støvletter. Hun lod blikket glide rundt på omgivelserne og lod det dvæle på sit eget spejlbillede i et standset togs rude for blot kort at betragte sit krøllede hår og mørkt sminkede øjne. Hun havde ikke nogen læbestift på, hvilket tillod hende at bide sig formålsløst i underlæben. Da toget satte i bevægelse, flyttede hun blikket igen og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndene. Den eneste grund til, at hun var gået herned, var for at genopleve følelsen af at være på dette sted, og hun måtte indrømme, at selvom følelsen ikke var lige så kraftig, kunne hun ikke lade være med at stå her og smile.

[Setsuko Reed]

Setsuko undveg med nød og næppe en stor kleppert, der kom slæbende på en usædvanligt stor, mistænkeligt udseende sæk. Han havde kunstfærdige tatoveringer op ad begge de blottede underarme, der forsvandt ind i ærmerne uden at se ud til at have nogen intension om at stoppe dér. Han måtte være mindst to meter høj. Fordi hun havde været optaget af manden med sækken, blev hun overrasket over pludselig at befinde sig mast inde mellem en bistert udseende gammel mand, der beklagede sig højlydt med sin stok, og en lille, beskidt dreng, der hurtigt var væk igen i vrimlen. Andre lod til at have mere styr på, hvordan man navigerede i menneskevrimlen. Setsuko havde fået øje på ryggen af en ung kvinde med et par smukke sko, som hun ubevidst fulgte tæt efter for at lade hende bane vej. Hun var ligeglad hvor kvinden skulle hen - under alle omstændigheder ville hun vel komme til en udgang på et tidspunkt. Setsuko kunne ikke lade være med at beundre kvindens smukke, store krøller. Hun var nok det, de i forstaden ville have kaldt "en pæn dame", sikkert rig ovenikøbet. Hun stødte brutalt ind i en kødfuld skulder, der standsede hendes fremfærd på stedet, og hun udstødte et forskrækket gisp idet hun panisk greb fat i en tilfældig persons frakke for at holde sig oppe. "Så pas dog på, hvad De gør!" Ejeren af frakken trak sig øjeblikkeligt væk uden at værdige hende mere end et enkelt, tørt blik, der fik hendes mave til at trække sig sammen i harme. Men folkemassen flød bare videre rundt om hende og havde ført de implicerede parter videre, før hun nåede at svare igen. Lidt ilde til mode konstaterede Setsuko, at hun havde tabt kvinden med krøllerne af syne.

[Mable Prince]

i never cried when i was feeling d o w n ,
i've always been scared of the sound

Mables blik ramte tilfældigvis en meget stor mand med imponerende tatoveringer på armene, og selvom hun ville studere ham nærmere, vidste hun af erfaring, at hun skulle flytte blikket videre, så denne ikke fik nogen mistanke. Ikke at der ville ske noget på sådan et travlt sted, udover lommetyveri dog, men det var blevet en vane for hende. Toget fra før havde nu forladt perronen, men inden længe ville der sandsynligvis komme endnu et tog. En høj røst beklagede sig bag Mable, men hun tog sig ikke af det - der lød mange udbrud flere steder fra travle, utilfredse og beklagende mennesker, der havde fået en uretfærdig albue i siden eller stukket en provokerende kommentar i hovedet.

En konduktør fløjtede den første advarsel om et kommende tog, og Mable bestemte sig for at tage afsted nu, så hendes udflugt ikke endte i kaos. Så meget færdedes hun heller ikke nede på togstationen mere. Hun skulle jo ingen steder. Da det andet og sidste fløjt lød, vendte Mable sig halvt om for at orientere sig, hvor toget kom fra, så hun kunne gå hen i den mindst befærdede side af perronen. Men ved et tilfælde faldt hendes blik på en ung pige, som tydeligvis lige var blevet skubbet til. Med en smule besvær vendte Mable sig om og gik hen til pigen. Mable vidste udmærket godt, at man ikke blot gik hen til vidt fremmede mennesker, men inden hun havde sat kurs mod pigen, havde hun nået at vurdere, hvilken type denne pige var. Og hun virkede ikke som nogen trussel. Mable formede et smil over sine tanker, og da hun nåede frem til pigen, slap hun taget om sin kappe, så den åbnede sig, og tog fat om pigens underarm for at hjælpe hende op på fødderne igen. "Kom med," sagde hun halv højt, så pigen kunne høre hende, og begyndte at dirigere hende gennem menneskemængden.

[Setsuko Reed]

Setsuko blev mildest talt forskrækket, da hun mærkede en hånd lukke sig om hendes arm, og hvis hun ikke havde genkendt de mørke krøller, ville hun have skreget op. Fortumlet fulgte hun efter kvinden og skænkede ikke en tanke, om hun kunne være på vej ud på langt dybere vand ved at følge med fremmede. Hun var vandt til det mere stille provinsliv, hvor man ikke behøvede at bekymre sig om, om den mand, der gav en et lift, havde tænkt sig at sætte en af igen. Den smukke kvinde holdt forbløffende højt tempo i sine fornemme sko, Setsuko syntes næsten at hun kunne mærke vablerne på sin egen krop bare ved at betragte hvordan de små fødder elegant hoppede afsted foran hende og endda undveg skidtet på gulvet. Det var næsten til at blive rundtosset af. Larmen fra endnu et passagertog, der kørte ind på perronen overdøvede hende, idet hun forsøgte at henvende sig til kvinden. Setsuko kastede et hurtigt blik bagud. Lokomotivet havde kastet en kaskade af hvid damp ud over hallen og lignede et stort, ondsindet dyr af en art. En okse, måske. Følg nu med! Hun blinkede et par gange meget hurtigt med øjnene og rettede så igen sin opmærksomhed fremad og satte tempoet op for at holde trit. Hun havde noget kortere ben end den anden kvinde. "Undskyld mig..?!" Setsuko undveg en barnevogn. "U-undskyld mig!" Det tyndede langsomt ud i mængden, så hun kunne nå op på siden af kvinden. Hun åbnede munden for at sige noget, men gik så i stå og måtte koncentrere sig for ikke at stoppe op. Hvad siger man til en fremmed med så smukt hår? Setsuko gav sig selv en mental lussing. Det er et menneske. Et menneske! Tag dig sammen, for pokker!

[Mable Prince]

i never cried when i was feeling d o w n ,
i've always been scared of the sound

Som menneskemængden tyndede ud, satte Mable også farten ned. Det nyttede ikke noget at snirkle sig frem, for man blev ganske enkelt bare skubbet til, fordi man stod i vejen, og nu havde der også været et overflod af mennesker på perronen, da det nye tog havde ankommet. Mable slap pigens arm, da de var kommet ned i et roligt tempo og kiggede hen på hende. "Tillad mig at præsentere mig selv," sagde hun med det selvsamme smil på læberne og rakte sin højre hånd frem, "Mable Prince." Da hun havde givet pigens hånd et tryk, trak hun kappen rundt om sig selv igen og kiggede frem for sig. "Travlheden kan være overvældende, første gang man er her," sagde hun og kiggede hen på pigen, "især når et nyt tog ankommer, er det bedst at komme ud af menneskemængden," fortsatte hun som forklaring på hvorfor, hun havde hevet hende væk. Hun betragtede pigens ansigt indgående, men med et varmt blik. "Undskyld, jeg sådan tog fat i Dem, men jeg så pludselig mig selv og huskede på, hvordan jeg kæmpede for at komme ud," sagde hun med et svagt grin og kiggede frem igen.

En travl mand strøg forbi dem, og Mable nåede akkurat at træde et skridt halvt bag den nymødte, så hun ikke blev ramt af hans arm, men blot luften som fik en hårlok til at virre en smule. De nærmede sig en trappe, og Mable lavede en gestus mod den med den ene hånd. "Hvor skal De hen?" spurgte hun med hensyn til de forskellige udgange i hovedbygningen, de snart ville støde på, så snart de var kommer op ad trappen.

[Setsuko Reed]

Setsuko så beundrende op og ned af kvinden, da hun fik lidt mere pusterum til at orientere sig. Hun var godt nok indbegrebet af, hvad hun havde forestillet sig om Bridgeford; høj, lys, moderigtig med smagfuldt opmalede læber og en lettere overlegen tilgang til verden. Hun gengældte hurtigt håndtrykket og kunne ikke lade være med at smile over hele ansigtet. Prince? Oh my... "Sadie Reed," mumlede hun hurtigt som svar og tænkte først bagefter over, at det jo egentlig ikke var hendes rigtige navn. På den anden side var hun jo netop kommet hertil for at starte et nyt liv, så hun kunne jo være hvem som helst, hun havde lyst til. Tanken fik hende et øjeblik til at mindes Kevin. Praktisk taget var hun vel egentlig "Fru Setsuko Walker", men hun havde ikke nået at vænde sig til sin mands familienavn, og hun vidste ikke engang selv, hvordan hendes virkelige fornavn skulle udtales.
"Nej, det må De endelig ikke tænke på," Setsuko trak på skuldrene med et grin. "Hvis De ikke havde fundet mig, havde jeg nok stadig vandret rundt i blinde." Hun stak hånden i lommen for at få fat i papirlappen med adressen. Irriteret over at finde lommen tom, begyndte hun at klappe på de andre frakkelommer. Et øjeblik kunne hun mærke koldsveden bryde ud på sin pande, da hun ikke kunne mærke pungen bule ud nogen steder, men så knitrede det under hendes fingre, og hun trak det krøllede stykke papir ud med et suk. Jeg må have lagt pungen i kufferten efter jeg købte kaffe i toget... "Jeg skal finde den her adresse, men ærlig talt ved jeg ikke, hvor jeg skal begynde at lede." Setsuko rakte notatet håbefuldt frem mod kvinden. Måske kendte hun ligefrem familien, der boede der, og som skulle være gamle bekendte af hendes stedfar. 'Park Summers Avenue no. 49'

[Mable Prince]

i never cried when i was feeling d o w n ,
i've always been scared of the sound

Mable nåede akkurat at høre, hvad kvinden sagde, hun hed. Hun gentog det en gang i hovedet, hvor mange andre navne også havde indprentet sig. Det var vigtigt at kunne huske navne, når man arbejde med mennesker dagligt, især når man kunne risikere at møde den samme person igen.

"Så er jeg glad for, jeg var til hjælp," sagde hun og genopfriskede smilet, som havde ligget som en skygge i hendes mundvige. Da Sadie stak hånden i lommen for at lede efter noget, og tydeligvis ikke fandt noget i første omgang, veg smilet fra hendes læber. Bridgeford station var et populært sted for lommetyve, da det var let som ingenting at stikke hånden ned i en fremmeds lomme, uden at denne lagde mærke til det. Mable havde selv prøvet det, men havde været så heldig, at hun havde lagt mestedelen af sine penge i sin kuffert, så kun få mønter havde fået ny ejermand. Men hun havde mistet sin læderpung, som hun havde fået af sin far, og de billeder der lå inden i den.

Mable valgte ikke at sige noget, da det måske ville skabe en unødvendig nervøsitet. Istedet tog hun imod papirlappen og glattede den lidt mellem sine fingre. Hun vidste ikke nøjagtig hvor, stedet lå, men hun havde en glimrende idé, hvilken vej de skulle gå. "Jeg kan ikke sige Dem det præcist," svarede hun ærligt og læste adressen en gang til, før hun rakte den tilbage til Sadie. "Men jeg kan lede Dem på vej," sagde hun og genvandt smilet. "Det er udgang 5, vi skal ud af, som ligger på venstre hånd, når vi kommer op ad trappen."

[Setsuko Reed]

Hun er godt nok en rigtig dame! Setsuko kunne slet ikke lade være med at beundre Mables elegante bevægelser og den måde hun holdt hovedet på, der vidnede om, at hun nok ikke altid var så venlig mod 'almindelige mennesker' som hende selv. Hun tog sig selv i at spekulere over, hvor gammel hun var. Hendes ansigt var utrolig ungdommeligt, hvilket kun blev understreget af makeup'en, men hendes høflige stemmeføring tydede på, at hun nok alligevel var oppe i nærheden af Setsukos egen alder. "Åh, jamen det er så fint~" Setsuko hankede lidt op i kufferten, der så småt var begyndt at trætte hendes skulder. Forhåbentlig var der ikke så langt fra stationen til adressen, hvor hun håbede på, med lidt held og i bytte for en omgang rengøring, at kunne få lov til at overnatte, til hun fandt sit eget sted. "Mange tak for al Deres hjælp. Jeg håber ikke, at jeg har været Dem til for megen ulejlighed?" Det havde i grunden undret hende lidt, hvorfor denne kvinde som den eneste på hele stationen ikke lod til at have rygende travlt. Hun lod i hvert fald ikke til at være her for at nå et tog, og taget i betragning, at hun ikke havde nogen voldsom baggage med, var hun nok heller ikke lige ankommet. Ikke at hun havde nogen ret til at spørge ind til den slags, men det var et lille, sjovt mysterium. Måske venter hun på sin mand? Setsuko syntes selv, det lød ret sandsynligt, hendes påklædning og gode humør taget i betragtning. Men hvis hun ventede på nogen, ville hun vel ikke tage sig tid til at slæbe rundt på fremmede mennesker? Måske var hun lige blevet krigsenke, men gik stadig og ventede på sin forsvundne mand hver dag på samme klokkeslet? Setsuko rystede umærkeligt på hovedet af sig selv. Det var da vist fra en af de romaner, hendes stedsøster havde forsøgt at få hende til at læse.

[Mable Prince]

i never cried when i was feeling d o w n ,
i've always been scared of the sound

Mable rystede let på hovedet og løsnede armene for at lade dem hænge ned langs hendes sider. "Nej, overhovedet ikke," forsikrede hun Sadie og rettede blikket fremad, da de var kommet op i hovedbygningen. Mable kunne godt se på Sadie, at kufferten var tung, men hun vidste på forhånd, hun selv ikke ville være til stor nytte, så hun tilbød ikke sin hjælp. Istedet standsede hun en vagt, dels så Sadie havde chancen for at stille kufferten et øjeblik, og så Mable kunne sikre sig vejen til stedet. "Undskyld hr., kan De fortælle os en ting?" spurgte hun vagten og rakte hånden frem mod Sadie, så hun kunne vise manden sedlen. "Vi leder efter denne adresse og ved kun, at vi skal gennem udgang 5," forklarede hun og lavede en luftig gestus mod udgangen. "Så skal I ikke langt," sagde han med et smil og rakte sedlen tilbage. "I skal gå lige ud hernede, indtil I får øje på Winston Mansion, så drejer I højre og derefter første til venstre," sagde han, mens han bevægede hånden efter sine egne instrukser, "når I har drejet til venstre, er I på Park Summers Avenue, også er der ikke langt igen."

"Tak," sagde Mable med et nik og foldede sedlen. "Ingen årsag, frue," sagde han og vippede sin hat en smule fremover, hvorefter han gik videre uden at lægge mærke til, at Mable havde standset midt i sin bevægelse. Hun sukkede opgivende og rakte sedlen tilbage til Sadie, mens hun satte i bevægelse igen. Det var ikke første gang, nogen kaldte hende frue, men ligemeget hvor mange gange det blev sagt, følte Mable stor trang til at rette dem. Men vagten var allerede et godt stykke fra dem, så hun lod det ligge. Hun smilede til Sadie og gav sig til at knappe jakken, da de nærmede sig udgangen.