Confessions to the dust.

[Jane smith.]

Det var aften, solen var så småt ved at være gået ned, den kastede sine sidste stråler desperat over himlen, kæmpede for at få lov til at leve, kæmpede for sine sidste timer, minutter,sekunder før månen ville overtage og lyset ville forsvinde.
Jane vidste jo godt at det ikke var sådan det var, men det var sådan hun følte det, en kamp hun kendte fra sin egen bitre sjæl, for det var det hun var efterhåndne bitter, det gjorde mærkeligt ondt at indse det når man var en og tyve, men man var allerede nu bitter og det ville ikke blive lettere.

Jane befandt sig ude foran St.Evermore kirken, hun havde lige været derinde, nogle gange befandt der sig nogle af de fattige der, de spurgte ikke hvad hun lavede der, hun spurgte ikke dem, de passede sig selv.
Jane var ikke Megan hendes normale alter ego idag, nej idag var Jane en helt anden, Jane så yngre ud, hun havde gjort hendes kindben højere, hendes kinder rundere, og fået hendes øjne til at virke større, alt sammen med makeup, ud over det var hendes hud lys idag, ikke sådan helt lys men meget lysere end normalt, en anelse farve tydede på ikke helt nordiske rødder, måske en anelse italienske?
Man kunne kun gætte sig til den slags, for idag var Jane en gade tøs, hendes hår var brunt, men mørkere af snavs, det var en anelse fedtet og tjavset, hang i totter.
Hendes tænder var en anelse beskidte også, tydeligvis en der ikke var så god til hygiejne, og hun lugtede svagt surt.
En alt for stor kjole hang om hendes krop, og fik hende til at virke langt mere benet end hun var, et gammelt bælte havde spændt den fast so kjolen ikke gled af hendes krop.
Kjolen havde måske engang været rød, den så mere rødbrun ud nu og lugtede værre end pigen, men måske ville folk tro at det var pigen der lugtede sådan.

Hun havde sokker på, grå sokker af et kradsende men tykt stof, og lidt for store brune støvler, tydeligvis en af byens fattigere personer, men ikke så fattig at hun ikke måtte have et hjem.
Idag var Jane Kassidy Parker, en af hendes andre aliaser.

Hun havde dog været inde i kirken af helt andre grunde, det føltes godt at gå hen et sted der var helligt, det føltes rensende, og hun havde fandeme brug for at få renset ud i hendes beskidte sind, men intet hjalp det vidste hun godt, en dag ville hun dø og så ville hun møde en dom, og hvem end der dømte hende ville med sikkerhed finde hende for let, og så ville der være pinsel.
Hvert gang Jane tænkte på døden følte hun en kold klam hånd lægge sig om hendes hjerte og lunger, den krøb rundt inde i hendes indvolde til hun ikke kunne tænke klart, men alt dette kunne man ikke se udenpå,

Ligenu lænede Kassidy sig mageligt bagover imod en af søjlerne ude foran kirken og var igang med at tænde en smøg med en meget en mølædt pakke tændstikker der raslede mistænksomt lidt, smøgerne selv stak ud af hendes ene støvler, og var tydeligt nogle hun havde nasset, eller karakteren havde.

Igen alt dette var for at narer fjende, og hvem fjenden monstro var, jo fjenden var alle andre end hende selv, eller nogen gangen var hun selv faktisk også en del af fjenden.

[Setsuko Reed]

Her er jeg igen. Længe siden. Jeg har savnet dig. En svag brise puffede håret ned i øjnene på den unge kvinde, mens hun gik. Jeg savner dig stadig. Hun havde set kirkespiret på afstand, da hun havde forladt togstationen tidligere, og havde besluttet sig for at besøge den. Det var faktisk næsten en måned siden hun sidst havde været til messe. Hendes stedfar missede ellers normalt aldrig en chance for at forsøge at lokke hende med. Og det var da ikke fordi hun ikke havde lyst, men hun havde bare ikke haft plads til andet i hovedet de sidste uger end rejsen til Bridgeford. Setsukos frakke blafrede omkring hendes knæ, som om noget forsøgte at slippe ud under stoffet. Jeg savner dig, messede hun lydløst. Hendes ansigtsudtryk forblev dog det samme. Kirkens sideskib tårnede sig op foran hende, og hun fulgte muren med en lille hånd mod de let fugtige sten, der afsatte grønne rester på hendes fingre. Jeg savner dig, Kevin. Vent på mig, ikke? Setsuko nåede om på forsiden, hvor hun passerede en gadetøs, der stod og røg. Hun bed mærke i en lettere kvalm lugt og løftede kortvarigt blikket. Ubevidst kom hun til at rynke på næsen, men hun tog sig hurtigt i det og sendte pigen et venligt smil. Hun lignede ikke en person, der var kommet for at mindes og bede for sin afdøde mand, og ærlig talt føltes det heller ikke sådan. Hun skubbede prøvende til sidedøren og måtte lægge en skulder ved for at tvinge sig adgang til kirken. Et øjeblik tøvede hun på tærsklen. Hendes øjne viste ikke mindste tegn på sorg, til gengæld reflekterede de det aftagende gyldne lys fra kirkens smukke vinduer.

[Jane smith.]

Jane vidste at personen kom allerede før hun kunne se hende, hun kunne hører skridtene, også selvom personen tydeligt ikke kom buldrene, men personen prøvede ikke at skjule sine skridt det var en god ting, det betød at personen ikke var udepå at overraske hende, selvom i denne forme at hun ikke var totalt kendt, og derfor der nok ingen var der ville myrde hende ja, men selvom det var sådan slap frygten aldrig grebet i hende, når det man mest frygtede at miste var ens liv, så holdt man fast med både tænder og kløer og det var hvad Jane gjorde.

Jane lod sit blik glide op da skidtene kom tæt nok på til at være en trudsel igen ikke rigtigt virkede som en trudsel da personen ikke havde fart på, og det der mødte hende var en pige der ikke så aggresiv ud, men så igen hun selv så ikke aggresiv ud og tænk over hvem hun var.
Jane pulsede videre på hendes smøg imens hun kiggede ned i jorden på hendes støvler, dog holdt hun med ørene øje med hvor tøsen var, og lod nogle gange hendes blik glide op til hende, hun fangede det vrik med næsen, og det fik et ondt grin til at glide op i siden af hendes læbe, et grin der sagde, tror du jeg lugter sådan fordi jeg har lyst til det?
Egentligt så gjorde hun det jo fordi hun havde brug for det, det var en del af karakteren, og hun havde altid brug for at bad efter at være Kassidy, men sådan var livet.

Hun følte sig dog en anelse overrasket over det venlige smil, endten måtte det være en nykommer der ikke kendte til byens smerte, eller en bedrager, eller et venligt menneske, selvom Jane dog ikke helt troede på at venlige mennesker egentligt fandtes længere, alle mennesker var onde og hendes fjender et eller andet sted.
Da pigen gik op til kirken og fik den åbnet kom Jane med en pff lyd og sagde med en anelse skinger stemme, en stemme der bar bevis efter for meget råben, for mange smøger, kort sagt et spildt liv på gaden.
" It ain't in use ya kno', it's been closed for a hell of a long time, only people like me are usin' it now a day."
She had a heavy slang in her voice, the words used on the street, it could be a bit hard to understand unless you spoke that way, some of her words where barely understandable probably, but it was how Kassidy spoke.

When she said people like me it was clear what she meant, those who were abandoned to a life in the dump.
In some way's that was what Jane thought of herself, abandoned in the dump.

[Setsuko Reed]

Det gav et lille set i Setsuko idet pigen råbte hende an, og hun vendte sig halvt om i døråbningen, stadig med hånden hvilende på det blankslidte håndtag. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Hjemme i provinsen fandtes den slags skæve eksistenser ganske enkelt ikke. Enten var de blevet taget ind på nåde og fromme og arbejdede for det lokale sogneråd, ellers var de omgående blevet fejet af vejen og ned i grøften. Ude af syne... Pigens barske måde at tale på virkede agressiv på hende, og det tykke snavs, der skallede af i bunden af hendes kjole, skræmte hende på en sær måde. Setsuko så hurtigt væk igen, "It's okay... I'm not looking for a priest." Hun havde troet sig selv bedre, at hun i sådan en situation ville have været kvinde for at give pigen hånden og introducere sig, ligegyldigt hvordan denne så ud og gik klædt. Men hun kunne ikke få sig selv til at nærme sig hende og skyndte sig ind i selve kirkerummet. Døren smækkede i bag hende med et rungende klonk, og hun sank en klump. Det var ikke særlig sødt..! Hun er sikkert bare en lille stakkel, hvis mor ikke har tid til at gå på renseriet, fordi hun arbejder. Setsuko drog et dybt suk og skubbede så effektivt tanken fra sig. Hun havde da et hjerte, men i hendes nuværende situation var hun heller ikke selv særlig heldigt stillet, og hvis hun forsøgte at hjælpe andre med den smule hun havde, ville hendes chancer bare blive endnu mindre. Hun bevægede sig ned gennem midterskibet, hendes hæle lavede små smæld hen over de kantede granitblokke i gulvet.

[Jane smith.]

jane betragtede den fremmede kvinde, der var tydeligt at se at hun fandt Jane's udseende frastødende, og det var meningen Jane var en af de mindre gode sider ved gaden idag, hun var en af de fortabte sjæle der drev rundt i byen, en af dem uden en fremtid en rolle som Jane følte sig inde i når hun spilllede.
For på mange måder følte hun sig præcis ligesom dem, hun var en kvinde der ikke rigtigt havde noget valgt, der var blevet opfostret ikke af en grum by men af en grum mand, med det eneste formål at hun skulle blive hans dræber maskine og han havde klaret opgaven så godt at hun havde dræbt ham i sidste ende.
Den eneste der havde elsket hende og som hun havde elsket, ham havde hun dræbt.
Og nu følte hun sig ofte helt forladt, men alt dette gik igennem hendes hoved på sekunder.

Hun havde stadig et blik på kvinden og hendes læber gled op i et ondt smil, et smil der fortalte at hun vidste at pigen ikke kunne lide synet af hende, og at hun bare lo af det faktum, at hun selv ikke havde en fremtid men hvad fanden kunne hun gøre ved det.¨

Indefor i bygningen vendtede andre som hende, nogle sad i hjørnerne, der var nogle med børn, gamle mænd der havde henlagt deres liv til druk.
Flere af vinduerne var vist ødelagten og kirken var kold, Jane havde intet imod det for det mindede hende om hvad religion virkeligt var for hende, en stræb hun langsomt slæbte sig imod.
Hun fulgte dog ikke med kvinden men blev stående udenfor og løftede hovedet og betragtede kort himlen.

[Setsuko Reed]

Setsuko lagde først nu mærke til, at hun ikke var alene. I takt med at hun passerede de uregelmæssigt arrangerede bænke på hver side, kom flere og flere mennesker til syne i mørket. Nogle så ud til at have søgt ly for natten med gamle tæpper og aviser trukket op om sig, andre så ikke ud som om de havde bevæget sig i flere uger. Provinstøsen gjorde sit bedste for at ignorere de spredte, spottende udbrud og den slet skjulte latter fra nogle af de hjemløse. Hun stak hænderne dybt ned i lommerne og sikrede sig, at nøglen til boksen på stationen stadig lå der. Men ingen gjorde nogen mine til at nærme sig. Setsuko nåede den modsatte ende af rummet, hvor det gamle alter tårnede sig op. Det vil sige; det der var tilbage. Selve altertavlen var blevet fuldstændig rippet for hvad der engang måtte have været metalornamenter, og den gamle fortolkning af den sidste nadver var hærget til ukendelighed på nær den del af bordet, hvor den hellige kalk lyste op. Grebet af en dyster forudanelse så Setsuko sig over skulderen, før hun knælede uhøjtideligt foran den solide døbeskål, som ingen havde formået at slæbe væk fra stedet. En kold vind susede hen over gulvet og virvlede støvet op omkring hende. Hun indsnusede den let mugne lugt, der emmede fra hele kirken, og strøg en finger henover et mønster på gulvet. Det var dumt at komme her. Du hører mig jo ikke lettere af den grund. Den inskription i gulvet, hun fulgte, viste sig at være en gammel gravsten, som man havde indlejret i gulvet, som det var skik og brug de ældste steder. Hun lod håndfladen hvile et øjeblik mod det kolde gulv, mens hun fremmanede sin mands ansigt for sig. "Jeg savner dig så meget..."