One hell of a dark night

[Marcus blach]

One hell of a dark night
Setsuko&Marcus

so much hate for the ones we love

Natten havde sneget sig ind over bridgeford, men det betød ikke at byen sov. Tværtimod. I natten foregik der alt muligt andet end der gjorde i dagligdagen, og for nogle var natten deres tidspunkt at være vågne på. Nogle sov om dagen for at gøre deres arbejde om natten i stedet, og det samme gjaldt også nede på havnen.
Der blæste en kølig vind fra det mørke ocean ude i horisonten. Vandet var mørkt, næsten mørkere end selve himlen der var belyst med klare stjerner, som dog kun svagt var til syne på grund af de mange lygtepæle der var blevet stillet rundt omkring på molen. Det gav én en følelse af hvor majestætisk verden kunne være, hvis man altså tog sig den tid at filosofere omkring sådan noget. Det var der sjældent nogle der gjorde, og for Marcus vedkommende havde den tanke ikke engang strejfet ham på noget tidspunkt i hans liv. At han var for ung og for travlt med livet var der måske noget om, for lige for tiden var han mere fokuseret på sine pligter og opgaver hos mafiaen end noget andet.

To mænd stod ved den yderste mole, længst væk fra havnen. Lyset fra en gadelampe fremviste hvordan de så ud, i hvert fald bagfra. En mere muskuløs mand, midt i trediverne, sad på knæ og rodede med et eller andet, en sort affaldssæk af en slags. Han havde adskillige tatoveringer på armene og huden mere ru. Han lignede mere eller mindre en der arbejdede på havnen. Med gamle bukser og en blå sweater. Det var ikke nær så underligt at se på molen, hvor derimod fyren på hans side var rank og høj og noget anderledes i tøjet. Han lignede en fra byen, én, som ikke burde befinde sig på havnen. Han så ud som om at han havde en stolthed over sig, for han var den eneste af de to der bare stod op og røg en smøg, mens den anden arbejdede.
Hans hår var lettere tykt og brunt og faldt fremover hans øjne, ærmerne på den hvide skjorte var smøget op og bukserne så nogenlunde tæt ind til hans krop.

"Let's not do more about it than it is.." sagde Marcus kort for hovedet, uden nogen form for samvittighed bag stemmen, mens han slog aske af sin smøg, "It's not your fucking grandma.." smøgen fandt vej op til hans smalle læber, mens han blot stod ligegyldigt og hang med en arm rundt om sig og den andens albue mod den. Manden så vredt op på det smalle ansigt med de høje kindben og tynde læber, "At least have some respect for the dead! He left his family. He lied to them because he was afraid of your kind and your leader. He died painfully because-" "- he had no balls." afbrød Marcus ham brat med en ligegyldighed i tonen, lagde foden mod den sorte affaldssæk og skubbede den hårdt ud over kanten så der lige efter lød et plask i det mørke vand.

tell me that we both matter dont we

TEMPLATE BY: THERE CAN BE ONLY ONE MIKEY !

[Setsuko Reed]

Det gav et sæt i den lille kvinde, da et højlydt plask brød tavsheden, og hun standsede forskrækket op, ude af stand til at vurdere, hvor lyden kom fra. Ilde til mode stirrede hun ind i mørket mellem havnebygningerne. Hun havde ingen idé om, hvordan hun var endt her. Det var en køn redelighed; hun var kommet til byen om formiddagen med en adresse på en bekendt, men lejligheden havde vist sig at tilhøre nogle andre. Oven i købet havde hun mistet sin pung undervejs på sin rejse - sandsynligvis i togstationens mylder - og hun havde ikke haft penge til at leje sig ind på et hotel. Setsuko havde sågar tilbudt, at hun ville arbejde det af i hotellets restaurant, men de havde ikke været interesseret i en asiat. Efter en ubehagelig ordveksling havde hun forsøgt sig nogle lidt mere ydmyge steder, men der var ingen, der ville tage hende ind for hendes kønne øjnes skyld. I hvert fald ikke uden at få lidt under bordet, og så dybt håbede hun da ikke, at hun var sunket endnu. Father... I think it's okay if you're worried now. Hun besluttede sig for at gå ned på molen - der var der i det mindste gadelamper, omend nogle af dem flakkede lidt usikkert. Idet hun trådte ud i lyset fik hun øje på et par skikkelser længere fremme, og hun åndede lettet op. Hun havde næsten lyst til at le af sig selv. I en storby er der altid mennesker, selvom man ikke kan se dem. Hun havde heldigvis efterladt sin kuffert i en boks på stationen, så hun ikke slæbte rundt på den, men hun var alligevel ved at være godt træt i benene af at vade rundt. Og i hovedet. Hun havde aflagt byens kirke et besøg tidligere, og den trykkede stemning sad stadig i hende. Idet hun nærmede sig de to skikkelser, løb forskellige uhyggelige tanker pludselig gennem baghovedet, og hun satte farten lidt op, fast besluttet på at passere dem på en så ligegyldig måde, at de ikke ville bide mærke i hendes tilstedeværelse. Hun kunne ikke sige hvorfor, men de to så ikke ud til at have helt rent mel i posen. Nok var hun en provins-tøs, men så naiv var hun heller ikke.