Observing ( open)

[Jane smith.]

Det var en normal dag i byen, solen skinnede svagt, en savg brise gled igennem gaderne, der var sikkert mere, men vind var altid svært at få ind igennem byen med alle de store skyskraberer og huse.
Det var midt på dagen, folk var på arbejde, gaderne var fulde af mennesker, folk der købte ind, folk der gik imellem deres arbejde, var på arbejde.
På gade hjørnet stod en ung mand og faldbød aviser, der var vist sket endnu et mafia hit.
Jane havde lyst til at smile ved tanken, når sådan hit skete vidste alle hvad der var sket, når Jane slog folk ihjel vidste man sjældent præcis hvad der var sket, hun plejede at bruge gifte, den medicinske videnskab på gifte i politiområdet var ikke særligt udviklet endnu, gifte var sværer at sporer, så hvis hun var dygtigt nok plejede folk bare at få at vide at det var et uheld eller en naturlig død, selvfølgeligt vidste politiet anderledes, men oftest var det folket der betød noget.

Jane var somk altid forklædt som Megan hendes eget alter ego, idag bar hun en rødbrun kjole i et let stof, der for en gangs skyld faktisk gik hende til midt på skinnebenen og ikke ned til anklerne, det var et vovet udbrud for Megan, hun havde nylon strømper på, de genbrugte slags der var blevet syet flere gange, hun havde sorte sko på, de var dog ikke højhælede sådan som moden var, men de var fin pussede.
Hun havde som altid hendes store blomstrede håndtaske over skulderen, sådan en der var gået i arv.
Hendes hår var skulderlangt, grydeklippet med firkantet pandehår også, en anelse sorterer end hendes normale hårfarve, og alle hendes ar var som altid dækket i mørk makeup der matchede hendes hudfarve præsist.

Jane stod på et gadehjørne ligenu og lod sit blik glide langsomt langs med fortovet, i den ene hånd havde hun en pose med varer, nogle forskellige grønsager og sådan lidt, hun handlede altid i forskellige forretninger, cirkulerede rundt med intet specielt mønster, på den måde så kunne hun undgå at folk forgiftede hendes fødevarer, det var ihvertfald hendes tanke.
Hun kendte af personlig erfaring, at det altid var vaner en snigmorder så efter først, for vaner kunne man oftest stole på, og de lod en komme tæt på ofret, gav en sikker mulighed for at slå ofret ihjel.
Hun kunne stadig huske engang hun havde forgiftet en mands fyldte chokolader som han spiste hver fredag, og så bagefter havde hun skiftet æsken ud med en ny, så der ikke var nogle spor i chokoladen, åh hun både elskede og hadede sit job.

Med et venligt smil lod hun nogle mønter dumpe ned i hånden på drengen imens hun tog imod avisen, det var altid morsomt at læse om de sidste triader imellem folk her i byen, det galt om at holde sig velinformeret.

[Evelyn Zephyr]

Evelyn var kommet ned af en af de samme gader, og var derfor forståeligt nok, nået til et gadehjørne. En gade hun rent faktisk boede på, sammen med nogle andre piger hun var begyndt at komme ret godt ud af det med. Men hun kom også næsten altid godt ud af det med folk. Indtil de fandt ud af hvor underlig hun af og til kunne være. Hvis de altså ikke kunne udstå underlige folk.
Eves nye underlige påklædnings påfund, var hendes øreringe. Fra hver sticker hang et glasøje ned til midt på hendes kæbelinje. Begge glasøjne hang i en tynd tråd, og så mest af alt ud til at være blevet revet ud af bamsen inden for ret kort tid. Absolut et stykke grotesk accessory, men noget hun syntes om i høj grad. Hendes egen form for groteske stil.

Hun stod allerede med en avis, da den afrikansk udseende dame dukkede op og købte sin egen avis. Derfor gad Eve slet ikke at skjule at hun så på hende. Det var ikke hver dag man så en afrikaner. Eller, hun viste ikke om hun præcist var fra Afrika. Man kunne jo aldrig vide helt præcist.

I den ene mundvig hang en cigaret og osede, som sædvanligt, intet nyt under solen. Røgen steg op og dansede over avisens overflade, og gjorde det praktisk taget umuligt at læse i avisen fra hendes egen side. Hvis hun ikke passede på, ville den højest sandsynligt brænde igennem papiret og det ville være et spild af de surt tjente penge som Eve havde samlet sammen.

Hendes mørke øjne betragtede derfor kvinden igennem et slør af røg, over kanten på avisen. Men det ville alligevel ikke være svært at se at hun så på hende. Eve var ikke just en af de personer som skjulte ting. Det var vel ikke ulovligt at se på nogen. Eller... Det kunne det vel være, hvis man bare så på de forkerte personer.

[Keith 'Irish' Smith]

Blød røg pulserede ud mellem hans læber og de syregrønne øjne var rettet fremad, Keith så ud som om han for en gang skyld ikke var i sit ellers altid gode humør, han var iført en hvid skjorte med seler og et par sorte bukser med pressefolder og til sidst et par sorte sko, den muskuløse overkrop fik skjorten til at se stram ud så den næsten virkede for lille til den ellers ikke alt for høje mand. Keith nærmest trampede i jorden mens han stormede afsted og skubbede folk væk så de råbte alle mulige ting efter ham, men det kunne være ligegyldigt for der var større ting end folks mening på spil lige nu, en forbandet snotabe ved navn Jack havde snydt ham i kort og nu vankede der irske håndkys så det battede.
Lidt længere fremme kunne Keith se Jackson i færd med at købe en avis af en dreng der stod og råbe for at få folks opmærksomhed, ved siden af ham stod en nydelig kvinde med en indkøbspose so vidst også havde købt en avis, kort overvejede Keith om han skulle smide hans cigar for så at gå i flæsket på manden, men det ville da være synd når han endelig havde fundet et sted hvor de solgt ordenlige cubanske cigarer af den slags han aller bedst kunne lide, man kunne sagten slå andre i brædderne og ryge på samme tid eller det var da noget man skulle finde ud af nu.
Alt for sent opdagede Jack den iltre Irer der sendte ham dræberøjne der ville kunne skramme en ko til at falde død om, med et soldit greb om den meget finere klædte mand krave løftede Keith ham op fra jorden og brølede Så du tror du kan snyde mig uden jeg før eller senere finder ud af hvordan du har gjort, enten er du meget du eller helt fantastisk modig, men jeg helder mest til at du bare er dum i hoved din pis elendige bonderøv, med en knald der fik det til at synge slog han ham på næsen så han røg et godt stykke tilbage, men den ligeså iltre skotte kom hurtigt på benene igen og slog Keith i hoved så hårdt han kunne, dog virkede det ikke til at bide på Keith overhoved, i stedet begyndte han at smile og sagde højt og tydeligt så alle i nærheden kunne høre hans kommentar til det han mente var et svagt slag Du slår ligesom man forventer af en skotte... min mor ville kunne tæve alle tænderne ud af munden på dig.
Det var som om Keiths ord fik skotten til at vågne yderligere til dåd og han gav ham en ny en på kassen som denne gang fik Keith til at lande på jorden, men han var hurtigt på benene igen og de to mænd begyndte at tumle rundt midt ude på gaden mens folk kom løbende til fra nær og fjerne for at se de to arrige mænd tæve løs på hinanden.

[Jane smith.]

Man behøvede ikke Jane's træning for at bemærke at den mærkeligt klædte pige betragtede Jane, en pige der alt for godt kunne lide at få opmærksomhed så det ud som om, en af den slags mennesker Jane aldrig havde været, for Jane betød det ikke at blive bemærket sikkerhed, og ja måske var sorte kvinder ikke normale, men de var alle vegne faktisk, man skulle bare se sig om ordentligt, pigen måtte bare ikke havde været de rigtige steder hvis det altså var hendes hud som tiltrak pigen.
Hvis det var andet så måtte Jane se at komme væk fra hende, fordi hun brød sig ikke om alt den uønskede opmærksomhed.

Jane kiggede hurtigt på avisen alt imens hun stadig kunne føle pigens blik på sig, Jane løftede blikket men blev i karakteren, da hendes karakter bemærkede at pigen kiggede, vendte hun først hovedet for at se om pigen kiggede på en eller anden bagved hende, før hun gav pigen et af de der ´hvorfor kigger du dog på mig, det er meget uhøfligt og jeg har det ikke godt med det.´
Blikke før hun vendte sig om åbenlydt med intentionen om at gå væk fra den mærkeligt påklædte pige, og det var omkring der at folk begyndte at larme.
Hun havde bemærket vreden, men vidste at hvis nogen ville gå efter hende selv ville de ikke være så dum at komme storme efter hende ved daglys på åben gade, dog så havde hun alligevel tænkt sig at vende sig om for at se på skaderne, og så startede larmen.

Det lod til at en eller anden havde snydt den meget vrede mand i kortspil og nu ville han banke ham.
Igen noget Jane ikke forstod, hvis nogle snød hende ville hun snige sig ind på en resturant, snige sig ud i køkkenet, og putte gift i hans mad imens ingen så det eller noget i den stil, hvis personen skulle lide var der ingen grund til sådan et offentligt optog.
Men Jane genkendte fyren, det var ham hun allrede havde mistænkt for at sprænge en bombe, åh ja så vidste hun hvilken type han var, han nød jo tydeligvis den her slåskamp, nød at gøre sig bemærket, en af den slags typer der var så omvendt af Jane der havde det bedst når hun gik i et med tapetet.

Men nu var Jane fanget på foreste række til et show hun bakkede bagud men mødte skuldrene af mænd og kvinder der stimlede sammen for at se showet, hendes ansigts viste overraskelse og forfærdelse over det voldelige optog.
Men inde i hendes hoved ville hun væk derfra, ja hun ville ikke have noget imod at overvære sådan en slåskamp men ikke på foreste række hvor hun ville blive bemærket, nej helst et stykke væk så hun kunne få atmorsfæren ind, her var det for meget, som en overdosis menneskelighed.

[Evelyn Zephyr]

Det var jo tydeligt at den mørke kvinde ikke syntes om at blive stirret sådan på, så Evelyn skyndte sig at smile til hende. Det havde ikke været hendes mening at gøre hendes utilpas, men hun var åbenbart ikke særlig god til at få folk til at syntes godt om hende. Hun løftede også sine øjenbryn en smule, og sendte hende et blik som tydeligt at undskyld.

Da den lyshårede udlænding - det var absolut tydeligt at han var en udlænding, man kunne også høre det på hans accent, hvilket var en nuttet en af slagsen - begyndte at banke den lidt mindre skotte, trådte hun et par skridt tilbage. Det var tydeligt at skotten havde snydt den lyshårede, og at han absolut ikke var glad for det. Og så var han til og med super hånlig. Sikke dog en... hun viste virkelig ikke hvad hun skulle kalde ham - dem begge. Hvad var det dog for noget at kaste sig ud i sådan en voldsom slåskamp lige her midt på gaden.

Evelyn lagde mærket til det forskræmte udtryk på den sorte kvindens ansigt, så hun greb blidt fat i hende skuldre og trak hende en smule væk fra de masser der pressede sig imod som en levende mur - bare for at se to udlændinge banke løs på hinanden som om de var to kamphaner. Det kunne absolut ikke gøre andet end at bringe Evelyns forargelse op til overfladen.
"Pas på. Det kan være at en af dem rammer dig." sagde Evelyn, da hun forsigtigt trak kvinden tilbage fra farezonen.

[Keith 'Irish' Smith]

Der lød et højt knæk da Keiths knyttede hånd ramte skotten lige midt i ansigtet og en kaskade af tænder og blod sprøjtede ud til siden og ramte dem der stod nærmest inden han gik i brædderne mens han hulkede voldsomt og tog sig til mund og næse Du brækkede mine tænder og min næse din psykopat... tag dine skide penge og lad mig være!. Keith kiggede på den rødhårede og stærkt blødende skotte for hans fødder og kunne ikke andet end at begynde at grine af den kujon agtige opførsel hans modstander stillede op, ikke engang et lille barn ville vride sig sådan var det bare af Irsk oprindelse, eller det var da hans mening ligenu mens han stadig havde lidt af slagene til at påvirke hans tanker.
Han tog sine penge fra det nu stortudende flæskebjerg af en skottet og sparkede ham hårdt i nyren Og så håber jeg ellers du kan huske det er en meget dårlig idé at stjæle og specielt fra en som mig, han trak pengene til sig og lagde dem i lommen, ikke at han rigtigt havde manglet dem, men det var princippet i at nogen tog fra ham, han brød sig bare ikke om det når folk tog noget der var hans og det var næsten ligemeget hvad det var. Keith børstede det værste snavs af sig selv inden han vendte sig om og var overrasket over hvor mange mennesker der havde samlet sig for at se den slås, men lige så stille begyndte folk at gå tilbage til det de havde gjort før og kun to kvinder var tilbage sammen med ham og skotten der stadig lå og græd på jorden mens han prøvede at finde de tænder der drilsk havde hoppet ud af munden på ham.
Keith følte sig en smule pinligt berørt over at han havde været så tosset at begynde at indlade sig på at slås med idioten på åben gade, men på den anden side var han vel også nød til at sætte et eksempel så folk kunne fatte han ikke var en person man skulle prøve at løbe om hjørner med, han så to kvinder som stod tilbage og den ene, en der var mørk i huden virkede underligt bekendt, Undskyld de damer, det var ikke en ting jeg burde have gjort og jeg undskylder at i skulle være vidner til mine aggresionsproblemer... Har jeg ikke mødt dem før?, det sidste var en hentydning til kvinden i den brunelige kjole som han var ret sikker på han havde mødt før, men han kunne ikke sige hvor.

[Jane smith.]

Jane blev redet ud af situationen, ja hendes hoved var allerede igang med at regne ud andre måder hun kunne få sig selv ud, men til sin egen overraskelse var der faktisk en der hjalp hende, Jane ville aldrig hjælpe et andet menneske så det at der var en der ville gå idn og hjælpe hende føltes som et slag i nyrene.
Faktisk føltes det som om det gjorde ligeså ondt bare inden i hende som fyren på jorden, og da hun efter at være blevet trukket væk fra kampen vendte sig og kiggede på kvinden, mindtes hun et kort øjeblik engang hvor der faktisk havde været en hun selv ville hjælpe og hvad hun havde gjort ved ham.

Jane var ikke et godt menneske og hun vidste det, hun ville skubbe andre ud foran et tog for at rede sig selv, hun havde forgiftet og dræbt folk hele sit liv, men alligevel var der nogle der var venlige imod hende, selvfølgeligt viste kvinden ikke hvem hun stod med, men det fik stadig Jane til at bløde op bare en lille smule, hun var jo blot menneske.
" Jeg.... tak."
Hun snakkede denne gang ikke som Megan men som sig selv, lang tid siden hun sidst havde gjort det og det føltes foruroligende godt, dog var hun hurtigt tilbage i rollen og sendte kvinden et venligt smil.

Jane ville aldrig kunne få en rigtigt ven, hun levede et alt for hemmeligt liv til det, men tanken var rar, for bare et øjeblik at forstille sig det.
Men imens Jane var væk i en anden verden lod det til at kampen var stoppet og selvfølgeligt havde angriberen vundet, han udviste tydeligt råstyrke, Jane selv ville nok havde valgt at tage ham med en kniv, måske i armen imens han slog ud, hun kunne kun hamle op med råstyrke hvis hun brugte unfair tricks, hvilket bestemt ikke var under hendes værdighed.
Men det gjorde hende en anelse nervøs at han kom i nærheden af ham, hun kunne huske hans navn, han var en af dem der havde givet hende lidt for meget opmærksomhed.
Jane i form af Megan gav ham et lettere uægte smil åbenlyst en anelse nervøs for denne voldelige mand, eller hun lod som om det, vægten af hendes kniv skjult imod hendes lår gjorde dog hun følte sig sikker.
" Jeg...vel vi har alle oplevet at være vrede før...er jeg sikker på.
Oh det, tror jeg virkeligt ikke, lad mig se, nej jeg kan virkeligt ikke komme i tanke om det."
Jane kiggede søgende på ham, som prøvede hun virkeligt at finde ud af om hvor hun havde set ham, hun brugte altid minder og følelser fra sit tidligere liv, så virkede hendes skuespil mere ægte.
Og det var jo ikke løgn, selvom jane med glæde løj så vandet drev, de havde jo ikke mødt hinanden før, han havde ihvertfald aldrig mødt Megan før.

[Evelyn Zephyr]

Af en eller anden grund blev Evelyn ret chokeret over at pigen smilede tilbage. Hun virkede af en eller anden grund ikke til at være sådan en person, især ikke på grund af det blik hun havde set hende før. Men hun sendte hende bare et smil tilbage. Et venligt og lidt svagt et, som om hun lige var vågnet fra en tung drøm. Men hun var i virkeligheden ret årvågen. Ikke mindst på grund af den nyligt overståede slåskamp.

Evelyn udstødte en halvkvalt og virkelig forarget lyd, da kaskaden af blod og andre former for kropslige væsker sprøjtede fra den stakkels skottes ansigt og ned tæt på hendes sko. Hvor var det dog bare superklamt. Hendes nye sko... Hvis der var kommet noget på dem, så havde hun slået tilbage. Om ikke på den stakkels skotte som nu lå helt fortabt nede på jorden, så den blonde gut.

Hun blinkede et par gange, og trods hende dovne udtryk, lynede hendes øjne som krystaller. Så flyttede hun sig og bukkede sig ned til skotten og hjalp ham op. Hun sørgede dog alligevel at holde sig langt væk fra hans ansigt for ikke at få pletter på sit tøj. Selvom han måske havde snydt den blonde gut, så var det da ikke en særlig værdig måde at smide ham ned på asfalten i den tilstand. Hun hjalp ham dog ikke meget, bare op fra jorden og gav ham et lille skub så kan ikke bare stod der og så dum ud. Det så ikke ud som om han kunne holde sig oprejst, så han vippede ned på jorden igen med et halvkvalt skrig. Evelyn sukkede dybt og lod ham ligge denne gang.