The face of an Irishman (åbent)

[Keith 'Irish' Smith]

En lav tåge hang over havneområdet da passagerskibe "HMS Downington" gav sig til kende, blot en kilometer uden for havnen blev skibet langsomt synligt og den sorte røg fra skorstenen stod som en skarp kontrast til den hvide tåge, alt virkede normalt og det var ikke sjældent at engelske skibe sejlede ind i havnen, men siden krige var brudt ud havde det været svært for skibe fra den engelske flåde at komme nogen steder, fordi at tyske u-både altid lurede i dybet og man ikke kunne vide sig sikker for en vildfaren torpedo. Men "HMS Downington" havde klaret rejsen uden et eneste problem hvilket nok til dels skyldte manden der stod i stævnen og kiggede ud mod den morgentrætte havnekaj, en bestikkelse her og et løfte der og så havde man pludselig en forsikring om at ubåde lurede alle andre steder end i den sejlbane som lige præcis skulle bruges.
Manden smilede for sig selv inden han tog cigaretten ud af munden og kastede den ned i vandet som var lige så livløst som molen så ud til at være, med hastige skridt forlod han pladsen hvor han stod og efterlod en attachemappe under end af de stole som stod fremme på dækket så folk kunne sidder der i godt vejr, men som nu stod tomme fordi alle var ved at gøre klar til at gå i land. Inde i hans egne tanker kunne han ikke lade være med at være skuffet, alle hjemme i england havde talt stedet til skyerne, men forskellen fra den havn han var sejlet fra i Liverpool var uendelig lille, folk havde det da også med at snakke ting større end de, han kom med en muggen og irriteret lyd som endnu en ting gik op for ham, der var ikke blevet serveret et eneste glas whisky, cognac, eller bare husholdningssprit for den sags skyld og hans egen lommelærke begyndte at være faretruende tom, man kunne ikke byde en knægt der var vokset op i Irland ikke at byde ham på noget at drikke, det var en ting der måtte rettes op på når han kom i land.
I samme øjeblik landgangsbroen var blevet sænket og de første søsyge kvinder og børn var blevet læsset af kunne Keith mase sig frem og komme væk fra den fordømt primsoller som havde været hans hjem igennem de sidste to uger, aldrig igen ville han sætte sine ben på et skib om det så gjaldt hans liv. De sidste stolte dråber fra lommelærken røg ned i halsen og gav et øjebliks varme inden det forsvandt ned i den allerede hærdede mavesæk og lever, tiden var kommet til at få noget mere, men som han kom længere væk fra skibet matarieliserede et skilt sig foran ham hvor der med tydelig skrift stod "Til alle nyankommere, kongressen har ved besluttet at nydelsen og udskænkningen af alkohol er strengt forbudt, alle der går i land med alkohol i bagagen vil øjeblikkeligt blive sendt tilbage på næste skib mod europa". Keith fik tåre i øjnene og gik i knæ foran skiltet, det kunne ikke passe, hvilke mennesker ville være så forfærdelige at tage noget så vigtigt ud af mennesker liv, det var modbydeligt og ikke mindst meget dårligt for hans altid tørstige lever der inden længe ville begynde at brokke sig fordi den ikke var badet i hårde og sinds ændrende væsker.
Keith sad der i flere minutter og kiggede på skiltet mens andre med irsk baggrund næsten gjorde samme, flere gange blev han klappet på skulderen af andre der heller ikke virkede glade for den ordning de var nød til at leve under. På møgsommelig vis kom Keith gyngende på benene og fulgte efter menneskemængden ind mod havnekontoret hvor flere toldere ville gennemrode hans kuffert og finde mange af de illegale vare han havde med sig, blandt andet en tysk produceret Luger 9 mm pistol, noget der lignede ler, men som var et kraftigt nyt sprængstof og pornoblade der kunne finde alt hvad hjertet begærede, men denslags var der taget højde for.
Et øresønderrivende brag lød fra skibet og tyk røg stod med det samme op fra stævnen på det sted hvor Keith havde placeret attachemappen før, alle begyndte at skrige og løbe væk så hurtigt de kunne og tolderne blev overvældet af mennesker som flygtede og opgav at gennemrode alles ting. Keith var hurtigt sluppet igennem, nu gjaldt det bare om a finde et sted at smide sine ting og finde noget med procenter i, om det var husholdnings sprit eller gærede druer kunne være ligemeget, så længe der bare var noget at finde og derefter drikke i syndige mængder.

[Meredith Corvett]

Vinden blæste hende i hovedet, og skar gennem hver en sprække i hendes tøj. Som en refleks trak hun jakken tættere ind til kroppen, imens hun koncentrerede sig om at nå ned til havnen uden at blive opdaget. Meredith havde forladt bygningen i god tid, men tågen havde gjort det svært for hende at se hvor hun gik, og hun var derfor kommet til at dreje ned af en sidegade for tidligt. Det gjorde hende ikke noget. Meredith kendte byen udenad, og der gik ikke lang tid før Meredith igen havde fundet den rigtige vej. Det at hun var gået forkert havde dog kostet hende tid, og hun var bange for at hun ikke ville nå ned til havnen, inden at skibet ville ankomme. Hun valgte derfor at tage en omvej, og håbede at hun på den måde ville nå det i tide. Heldet var med hende, for da hun endelig nåede derned var skibet endnu ikke ankommet. Her var helt tomt, og udover den velkendte lyd af brusende bølger var der helt stille. I et stykke tid tillod hun sig selv at betragte havet, inden hun igen måtte videre. Hun bevægede sig ned af en af de mørke gyder, og sørgede hele tiden for at holde øje med omgivelserne. Stanken af gammel og rådden mad trængte dybt ind i hendes små næsebor, og forstyrrede hendes tanker, imens højlydte slask brød stilheden, hver gang hendes højhælede sko ramte den beskidte asfalt.

Pludselig mærkede hun en hånd på hendes skulder, og Meredith vendte sig forskrækket om klar til at forsvare sig selv hvis det blev nødvendigt. Den velkendte mand holdte en hånd for hendes mund – da han var bange for at hun kunne finde på at skrige - og trak hende med over i skyggen. Da man ikke længere kunne se dem slap han hende igen, og trak sig lidt væk for at give hende mere plads. ”Jasper, du havde nær skræmt livet af mig” sagde hun, lettere irriteret over den måde han havde overrasket hende på. Hun burde have set den komme.”Hvor blev du af, jeg har stået og ventet på dig i jeg ved ikke hvor lang tid” sagde manden lidt efter, og det var tydeligt at høre på ham at han forventede et svar. ”Jeg ville have været her til tiden hvis ikke tågen havde forvirret mig. Hvornår ankommer skibet?” spurgte hun, i et forsøg på at skifte emne. ”Snart. Manden vil holde øje med os, og prøve at stikke af så snart han forlader skibet. Jeg vil stå på vagt, og prøve at få fat i ham. Alt hvad du skal gøre er at holde øjnene åbne, og prøve ikke at virke for mistænkelig. Men jeg kan se at du har fået min besked. Vent på mit signal.” sagde han og betragtede hende kort fra top til tå. Meredith var iklædt en sort kort kjole, og et par højhælede sko. Præcis som Jasper havde bedt hende om.

De fulgtes resten af vejen, men besluttede sig for at gå hver til sit da de nåede op til havnen igen. Skibet HMS Downington var ikke til at overse, og i samme sekund som hun trådte ud af gyden, åbnede landgangsbroen sig.

Meredith skyndte sig hen mod havnekontoret, hvor hun vidste at alle de mange passagerer efterhånden ville søge hen. Her kunne hun stå på afstand, og betragte de forskellige passagerer som måtte forbi tolden. Og hun var sikker på at hun på den måde ville finde deres fyr. Et brag fra skibet afbrød hendes planer, og flere begyndte at løbe, og gå i panik. Meredith selv havde travlt med at komme væk, og glemte i et kort sekund alt om deres mission. Alle passagerne løb forvirrede rundt, og skubbede til hinanden. Meredith stoppede op, og så sig rundt efter den hurtigste vej ud. Det at hun var stoppet op havde skabt en del kø, og pludselig mærkede hun en hånd der skubbede hende til side. Meredith fik overbalance, og før hun nåede at tænke sig om greb hun ud efter den nærmeste person i nærheden. Hun faldt til jorden, og der gik lidt tid før hun igen var i stand til at rejse sig op. Hun lagde ikke mærke til den mand hun muligvis havde taget med sig i faldet, men så sig rundt, i håb om at få øje på den mand der havde været fræk nok til at skubbe til hende.

[Keith 'Irish' Smith]

Keith gik med hastige skridt væk fra tolderne og kom så til havnekontoret hvor mylderet af mennesker var så tykt at han ville kunne slippe igennem med mindre han hoppede over dem, ganske absurt men ikke destro mindre en mulighed hvis tolderne fik samlet sig nok til at begynde at lede folkene igennem dog virkede det til at de havde meget mere at gøre med at redde det sidste af den allerede synkende HMS Downington, meget kunne man sige amerikanerne, men de havde da i det mindste fattet at der var krig i resten af verden og der blev allerede himlet op om at det var tyskerne der havde placeret en bombe på det stolte skib. For Keith var der dog intet stolt over den elendige primsoller der havde været smurt ind i bræk og blod de første par dage af turen fordi en storm havde fået skibet til at hoppe og danse som om den var en korkprop i et badekar, han havde sel holdt sin morgenmad (En flaske whisky) indenbords men mange andre havde ikke været helt så sø-stærke og havde med stor ærgelse vist alle andre hvad deres mad havde indeholdt, hanselv ville aldrig drømme om fast føde om morgene da hans mave ville gå amok fra en helt nats ædru tilstand.
Keith kunne mærke små svedperler samle sig i hans nakke og det tog en del energi bare at lade være med at finde pistolen frem og skyde på må og få for at få folk til at flytte deres fede ender, aldrig igen skulle han med skib, det var under hans værdighed. Folk begyndte at mase og til sidste faldt det hegn der skulle holde dem inde ned og gjorde plads til at de godt hundrede mennesker kunne storme væk i vild panik hvor dem der ikke var hurtige nok ville blive trampet ned af resten af de skræmte folk som fulgte tæt bag dem, aldrig havde han oplevet noget lignende for det mindede mest af alt en menneskelig version af det landmændene havde gjort ved køer hjemme i England ikke at han havde erfaring med landbrug eller køer for den sags skyld, men han havde set hvordan de blev klemt inde i tog og hvordan dem der faldt var blevet trampet til ukendelighed af andre forvirrede og meget skræmte dyr. En hånd greb fat i ham som han passerede den ødelagte port og han blev med det samme rykket ned på jorden så han tumlede rundt på den halv-våde asfalt, i de første par sekunder skete der ikke noget, men så begyndte folk at mase sig forbi og trampe på ham samt hans kuffert, han var ikke langsomt til at få hevet den til sig og skubbe den ind under en redningsbåd som til alt held lå bag ham. Vreden kom dernæst kravlende op i ham som en bombe der lige var gået af og han kiggede rundt efter hvem det var der havde trukket ham ned, men da han så kvinden glemte han alt om at blive sur, i stedet rullede han hen til hende og skærmede hende så godt han kunne mod folks fortvivlede fødder "Hej jeg er Keith din ridder i skinnende rustning ", hans tykke Irske accent ville få de fleste til at grine, men side situationen ikke var til det ville det nok ikke være tilfældet med mindre kvinden havde en usund form for humor.
Efter et par minutters intens fortvivlelse begyndte det at tynde ud i folk og Keith kunne igen flytte sig fra kvinden så det ikke længere så ud som om de hyggede sig på et højest besynderligt sted, han børstede det værste snavs af sig og fandt sin hat liggende på jorden med huller og en masse fodspor som fortalte om dens endeligt, han samlede den op for så at sukke dybt inden han smed den ned i vandet "Jeg håber ikke der skete dem noget miss... det var ikke ligefrem et godt sted for en kvinde som dem at befinde sig, han kom tilbage og hev sin kuffert ud under redningsbåden og børstede det værste snavs af den, inden han tilbød hende sin hånd for at hjælpe hende op, " Jeg er Keith Smith, men alle kalder mig Irish... må jeg spørge om de kom noget til og om de har et navn der passer deres smukke ydre?", han kunne godt være gallant når det passede ham, men der skulle være en meget god grund og som han så det var hun helt bestemt grund nok til at flotte sig, hans syregrønne øjne kiggede ind i hendes mens han smilede stort i et forsøg på at opmuntre hende fra den noget hårde medfart de havde fået.

[Meredith Corvett]

Meredith blev ved med at kigge efter manden, men han var så godt som forsvundet ind i mængden af de mange folk. En lille del af hende kunne hun godt forstå manden. Han ville væk, og hun havde stået i vejen. Selvom hun var vred over den brutale måde han havde gjort det på, så havde hun sikkert gjort det samme. Dog kunne hun ikke forstå hvorfor ingen af dem var stoppet op for at hjælpe hende. En såret kvinde som lå på jorden, og havde brug for hjælp? Men igen, det viste bare hvor lidt respekt mænd havde overfor kvinder når det kom til stykket. Det var heldigt at Meredith var i stand til at klare sig selv.

Det var egentlig utroligt hvad en så rolig og stille aften kunne forvandle sig til. Meredith havde slet ikke tid til at bekymre sig om Jasper, eller den mand de skulle have fat i. Det havde været meningen at hende og Jasper skulle have fat i en mand ved navn Theo, så snart han ankom her til Brigdeford. Theo havde været en ven af mafiaen, men han havde stukket dem i ryggen, og det ville koste ham dyrt. Egentlig var det Jasper han havde stukket i ryggen. Han havde givet nogen oplysninger videre om ham, som modstandsgruppen for alt i verden ikke måtte få fingre i. Nu var der stor chance for at de fik fat i dem, og derfor var Jasper ivrig efter at få hævn. Han havde bedt Meredith om hjælp, og eftersom hun i forvejen skyldte ham en tjeneste kunne hun ikke sige nej. Men nu havde situationen ændret sig, og Jasper måtte nu klare sig selv. Forhåbentligt var Jasper nået væk uskadt, men lige nu blev hun nødt til at tænke på sig selv. Hvad manden angik, havde hun helt droppet at lede efter ham. Han var allerede væk. Meredith satte sig halvt op, og betragtede sig selv. Flere steder på hendes fine kjole var der aftryk af sko, men udover det og et par enkle rifter havde hun det fint.

Meredith lod diskret en hånd mærke på ydersiden af kjolen ved hendes lår, og sikrede sig at hendes pistol sad hvor den skulle sidde. Der var ikke sket noget med pistolen, og Meredith blev hurtigt mere rolig. Hun børstede støvet af sin kjole, og vendte sig om hvor hun hurtigt fik øje på en fyr længere henne. Det måtte være ham hun havde hevet med sig i faldet. Hun skulle til at rejse sig helt op da manden rullede hen til hende, og nærmest lagde sig over hende for at beskytte hende. Under normale omstændigheder ville hun straks have skubbet ham væk, men noget fik hende til at lade vær. I stedet lå hun bare stille, og lyttede til det der skete omkring dem. Lydene blev afbrudt da han begyndte at snakke til hende. Den britiske accent kom helt bag på hende, men den generede hende ikke. Tværtimod, den beroligede hende faktisk en smule. Det at hun lå ned med ham over sig forhindrede hende i at svare, og det blev derfor først muligt for hende at give ham et svar da han igen flyttede sig fra hende. Meredith satte sig op, og fik nu for første gang at se hvordan hendes ”ridder” så ud. ”Mit navn er Meredith Corvett, sir” svarede hun venligt, og sendte ham et varmt smil. Meredith gik under to navne. Meredith når hun gik rundt i byen som civil, og Czarina når hun var sammen med mafiaen. Hun tog imod hans hånd, og kom hurtigt op at stå igen. Hun trak lidt ned i kjolen, og rettede hurtigt på sit hår, hvorefter hun kort betragtede ham fra top til tå. ”Jeg har det fint, tak. Og hvad med dem? Det var ikke min mening at hive dig med i faldet, det må du undskylde” sagde hun, og fangede hans blik. Hun kunne ikke lade vær med at gengælde hans opmuntrende smil. Meredith havde ikke dårlig samvittighed over det der var sket, men der var noget charmerende over ham som havde gjort at hun havde spurgt ind til om han var okay.

[Keith 'Irish' Smith]

Keith smilede videre til kvinden mens han undersøgte hendes øjne et øjeblik for så at vende sin opmærksomhed mod den lille kuffert han havde i hånden og åbnede den diskret mens han rodede lidt rundt nede i den og trak en ny hat magen til den han lige havde kastet i vandet ud af den og placerede den på hoved med stor forsigtighed så håret ikke blev rodet, forfængelig var vel ordet, men han kunne ikke udstå det nej det var bedere at kalde ham velorganiseret og smuk eftersom det passede bedere, han stod lidt og så ud som om han spejlede sig selv i det blanke vand inden han igen vendte sin opmærksomhed på kvinden, Der er ikke sket noget med mig, men tak for venligheden, jeg var mere bange for om der var sket noget med dem, det er ikke lige et sted for en kvinde af deres status burde befinde sig og da slet ikke når skibet er smækfyldt med skotter og andet rakkerpak der på ingen måde har samme forhold til venlighed som os Irer, han smilede stort, hvis der var noget han hadede mere end englændere var det skotter, de mennesker kunne ikke beskrives som andet end frastødende når det var bedst og så kunne de heller ikke finde ud af at slås.
Fra hans frakkes inderlomme trak han den lille lommelærke og lod de sidste af indholdet løbe ned i hans tørre hals for så at kigge på den med et sørgeligt udtryk, hvordan kunne et sted som dette kalde sig selv for mulighedernes land når en simpel mand med røven fuld af penge ikke kunne få sine dråber, hans blik var intet mindre end sørgeligt at se på inden han tog sig sammen og kiggede tilbage på Meredith mens han vinkede lidt med lommelærken, jeg ved godt i Amerikanere ikke ser så venligt på det, men du kender ikke et sted hvor i har bare noget der minder om sprut... jeg er forfærdeligt tør i halsen og kunne godt bruge noget stærkt... måske jeg kunne byde dem på en drink hvis der ellers er et sted at få sådan en han grinede højt til sidst og lod en finger kradse ham lidt bag øret, hvis hun var en lovlydig borger havde han lige skræmt hende vøk og i alle tilfælde havde han lige afsløret det enorme drukproblem der lurede lige under overfladen, men hva pokker det kunne være ligemeget, når bare man havde penge nok som han havde var det ikke et problem at holde denslags skjult.
Hjemme i england havde han flere penge end nogen anden person han kendte til, han havde gennem spekulationer og større finanseventyr tvunget flere lande i knæ og nu havde han solgt det han ejede fra for at starte et nyt liv et sted hvor folk ikke kendte ham og hvor han kunne være i fred for folk der mente han havde støttet den magt der nu truede med at overvælde hele europa, trods de vilde beskyldninger havde han aldrig nogensinde støttet nogen sider, han havde bare ført forretning dog havde han været smart nok til aldrig at lade spor føre tilbage på sig når han lavede lidt lyssky handler.

//undskyld længden, men begynder at være lidt træt//

[Meredith Corvett]

Meredith studerede hatten som han fandt frem fra sin kuffert, og hun fik kort mulighed for at betragte hans blonde hår, inden han gemte det meste af det væk under hatten. Hatten klædte ham, men han behøvede den nu ikke. Han så lige så godt ud uden. Da han sagde ordene ”en kvinde af deres status” måtte hun anstrenge sig for at holde et grin tilbage. Nok kom hun fra en meget velhavende familie, men hun var også en del af mafiaen, hvilket han selvfølgelig ikke kunne vide. At dømme ud fra hendes påklædning lignede hun sikkert ikke en der opholdte sig ved steder som disse dagligt. ”Ja, det var heldigt at jeg stødte ind i dig” sagde hun lidt efter, og fangede hans blik endnu engang. Det var vildt at en person kunne have så syregrønne øjne som han havde. Meredith var sikker på at hun havde været i stand til at forsvare sig selv hvis det havde været nødvendigt, men hun var nu alligevel glad for at Keith havde været der. Meredith blev en smule overrasket da han pludselig hev en lommelærke frem, og begyndte at drikke af den. Han var godt nok modig. Hvis sådan noget blev opdaget kunne det få grusomme konsekvenser. Meredith så sig rundt, men der var heldigvis ingen i nærheden.

Meredith kunne ikke lade vær med at grine lidt af det næste han sagde. Hvorfor vidste hun ikke, men Meredith havde fået det indtryk at Keith var en mors dreng som fulgte lovene. Nu viste sig at han var typen der tog chancer, og som var fræk nok til at spørge en kvinde om der fandtes et sted her i byen hvor han kunne få noget mere sprut. Hvis hun havde været en almindelig lovlydig borger havde hun sikkert fundet denne situation upassende, og straks gået sin vej. Måske havde hun endda fundet på at give ham en lussing. Men sådan var Meredith slet ikke. Tværtimod morede hun sig. ”Som du allerede ved er sprut ikke tilladt, men jo jeg kender et sted hvor du kan få fat i Gin, whiskey.. hvad du nu har lyst til” sagde hun, og undlod at nævne navnet på stedet, eller om hun overhovedet ville tage ham med derhen. Fyren var charmerende, men var det nok til at hun ville afsløre et af de få steder hvor det ville være muligt for dem at få fat i noget alkohol. Det var ikke alle og enhver hun bare fortalte det til, og hun vidste ikke om hun kunne stole på at han ikke fortalte det videre. Stedet hun tænkte på var Dewins. Stedet var kendt som byens jazzbar, men indenfor var der mulighed for at få fat i sprut hvis det var det man ville. Man skulle bare sørge for at have kendskab til de rigtige mennesker. Der gik lidt tid før Meredith svarede ham. ”En drink lyder dejligt” sagde hun lidt efter, som svar på at hun ville vise ham stedet hvis det var det han havde lyst til. Meredith havde brug for at komme ud og more sig, og hvad var det værste der kunne ske?

//Mit svar blev heller ikke det længste..//

[Keith 'Irish' Smith]

Man kunne snakke om at Keith åndede lettet op, tænk hvis Meredith havde været en lovlydig borger, hun kunne så let som ingenting have vendt rundt på hælen for så at finde den nærmest politimand med et skilt og så havde han været prisgivet, men hun var åbenbart noget mere dyb end som så og hun virkede mere interessant end mange af de kvinder han havde charmeret sig ind på under overfarten fra England, hun virkede mere komplex og på sin vis også meget mere farlig, en kvalitet der ofte kunne skræmme folk væk, men for Keith's skyld var det ikke et problem, dem der virkede farlige var ofte meget sjovere at være sammen med samt handle hvis det var det der skulle til, han ville ikke kalde sig selv en player, men han plejede at have det nemt med damerne selv til trods for at han var en mors dreng så det battede, men han fik altid snøret sig ud af spørgsmål om hans familie for hans far, den gamle drukkenbolt som han selv var ved at udvikle sig til havde givet næsten hele den arv der burde være hans til en vildt fremmed der var så fræk at sige hun var hans halvsøster, kælling skulle dø og forhåbentlig ville den gamle krage til hans far også snart tage billeten. Åh for pokker, hans mor ville have givet ham en over nakken hvis han havde sagt det højt i nærheden af hende og tvunget ham med i kirke så han kunne få syndsforladelse, der var da en fordel ved at være katolik og irer.
Keiths charmrende smil blev ved med at være på hans læber og et højt grin kom fra ham da hun sagde hun gerne ville vise ham et sted hvor han kunne få lidt at drikke, hun var da en kvinde efter hans hjerte Skal vi gå?, han tilbød hende sin arm og kunne ikke lade være med at blive ved med at smågrine til hende, det havde alligevel udviklet sig til en meget god dag til trods for hans lille afledningsmanøvre som nok havde kostet en eller to mennesker livet samt en meget pinlig episode for den engelske flåde, men det kunne jo være ligemeget, han var sluppet ind uden at der var nogen der vidste han var i landet og kunne nu udføre sit arbejde i fred og måske hvis det blev nødvendigt omstyrte og true sig til noget mere magt.
Som tingene så ud ligenu var America ikke så slemt, han havde været der knap i en time og han havde allerede mødt en sød pige som Meredith, men han var også blevet skuffet over at amerikanerne havde lavet love der var så dybt åndsvage at den måtte have jagtet enhver irer med respekt for sig selv til Canada eller et sted hvor sprutten ellers også var fri, men nu var tiden ikke til at tænke på hvor resten af de irer der plejede at tage til USA var henne for hans opmærksomhed var nød til at hvile på Meredith så han ikke blev ubehøvlet eller irriterede fraværende uden at tænke over det, han holdt stadig armen frem til hende hvis hun da havde lyst til at tage imod den, det ville se underligt ud hvis en mand gik ved siden eller ligefrem bag en kvinde ville folk nok tro at der var ved at ske en forbrydelse og holde ekstra godt øje med ham, det var ikke en ting han havde lyst til, De leder vejen miss, så skal jeg nok give dem en drink når vi når frem.

[Meredith Corvett]

Var der noget Meredith ikke kunne fordrage så var det politimænd, og ekskort piger, men det var en helt andet sag. Grunden til at hun ikke brød sig om politifolkene var udelukkende fordi de stod i vejen. De holdte altid øje med om nogen brød en af de mange love, og irriterende nok befandt de sig altid på de steder hvor – især mafiaen – ikke ville have dem. Det kunne sommetider blive en udfordring at komme forbi dem, men heldigt for Meredith elskede hun udfordringer. Hvad ekskortpiger angik, så brød hun sig bare ikke om dem. Hun forstod ikke hvordan en kvinde kunne få sig selv til sælge sin krop på den måde. En kvindes krop var noget af det mest hellige ved en kvinde, og efter Merediths mening burde man ikke bare gå rundt og dele det med hvem som helst. Meredith var da glad for mandlig selskab, men hun foretrak selv at finde manden, i stedet for at blive sendt ud til folk. Den stolthed havde hun da.

Hendes far ville alligevel aldrig tilgive hende hvis en fyr gav hende penge for at være sammen med hende. Men hvad han ville og sagde betød alligevel ikke det store for Meredith. Hun havde ikke det tætteste forhold til ham, og gjorde kun hvad han sagde for stadig at holde sig gode venner med mafiaen. Efter hendes mors død havde hendes far gjort alt hvad han kunne for at få hende til at føle sig som familiens sorte får. Han havde behandlet hende som var hun en stuepige, og igennem hele hendes barndom havde han ikke på noget tidspunkt sat sig ned, og taget en far-datter snak med hende, eller bare støttet hende for den sags skyld. Meredith havde derfor fundet støtte i sin bror, men eftersom han nu var forsvundet havde hun ikke meget familie tilbage. Udover mafiaen selvfølgelig. Dem holdte hun meget af, mere end hun egentlig holdte af sin far hvis hun skulle være helt ærlig. Hun så frem til den dag hvor hun ikke længere behøvede at være afhængig af ham, og alle hans forbindelser.

Meredith rettede sin opmærksomhed mod Keith, og sendte ham et velkendt – lidt piget - smil. ”Ja lad os det” sagde hun, og så rundt for hurtigt at opdage at der næsten var helt tomt. De havde vist stået stille her i længere tid end hun lige havde regnet med. Hvad der var blevet af Jasper vidste hun ikke, men han kunne vel klare sig selv. Han var en stor dreng, og han regnede forhåbentligt ikke med at hun ville bruge resten af hendes aften på at lede efter ham. Så kom han i hvert fald til at vente forgæves. Hun lagde mærke til den arm han pludselig tilbød hende. Meredith tøvede kort. Hun var normalt ikke typen der gik arm i arm med en fyr – mest fordi de så ville minde for meget om et kærestepar – men hun brød sig ikke om at afvise ham. Mærkeligt, for det var ellers en af de ting hun var gode til. Hun tog derfor imod hans arm, og et charmerende smil bredte sig på hendes læber. ”Denne vej” sagde hun, og begyndte at gå med afslappede skridt hen imod udgangen.


//OUT//

[Keith 'Irish' Smith]

Keith kunne mærke hendes hånd gribe fat i hans arm og det brede smil blev nærmest større at se på, alt havde flasket sig for ham i staterne og det var direkte imponerende hvordan kvinderne så ud herovre, på den anden side kom han fra england så hans standarter måtte være lidt lavere end andres. Han kunne mærke helt ned i tæerne hvordan hans krop jublede i udsigten til et snarligt skud af den dyrebare alkohol som man vel næsten kunne sige konserverede ham fra alle de cigaretter som han røg i supplering til sprutten, der var ikke andet at gøre end bare at følge Maredit's retninger til de kom til det sted hun havde snakket om, der var så meget at se og gøre her, han fik lyst til spontant at udbryde noget, men lod være og holdt det inde i sig selv. *Det er i sandhed guds eget land*

//out og videre til baren //