Those blasted metalic things

[Carter Moore]

Carter nikkede i enighed med hvad den anden fyr sagde, han kunne lige forstille det for sig, altså det der med at blive fyret men han hadede det alligevel selvom han ikke decideret havde et fast job endnu, når folk manglede en fyr, eller han fandt en god historie sendte hand den ind eller blev hyret og så fik han nogle penge ud af det, resten af tiden gik med at skrive på hans bøger.
" Ja nu er jeg jo så mere en freelancer end decideret hyret, så jeg skal lige skaffe et rigtigt fast job før jeg kan bekymrer mig om at blive fyret."
Han sagde det igen med humor i stemmen selvom det var et alvorligt emne, man kunne ligeså godt grine over det for at græde over det hjalp alligevel ikke, så frem med smilet og positive ting ville ske.

Carter bemærkede omkring der at den anden fyr havde en behagelig stemme, ikke som de sædvanlige stemmer der blev ødelagt med år af alkohol og skrigeri og smøger, nej en stemme som en sanger eller sådan noget, det var lidt af en overraskelse for han havde nok mere forventet en ru stemme der passede med det at være mekaniker, men ja det var ihvertfald ikke en dårlig ting, faktisk en rimelig.
Okay Carter stoppede den linje af tanker for den endte kun et sted og det var ikke et godt sted, det her var hans svoger's kollega for fanden.

Carter lavede en grimasse da fyren sagde at han havde dårlige erfaringer med det navn, selvfølgeligt havde han da så kaldt fyren det navn, han skulle bare var sprunget hen og kaldt ham Vincent lige fra start, han havde lyst til at sparke sig selv men lod være, at gå og sparke sig selv virkede ikke umiddelbart særligt professionelt.
" Bridgeford er sku heller ikke den bedste by, der er flere dårlige historier her end der er dråber i floden."
Carter lød en smule tør i stemmen da han sagde det, han havde set mange af de historier på tæt hånd hvis det ikke havde været fordi hans mor havde været en fantastisk kvinde havde han nok endt som en af de historier.

Carter blinkede overrasket da han hørte den dumpne lyd af fyren der slog sit hoved igen og han kiggede både med humor og en anelse nervøst ned på fyren.
" Du okay dernede?"
Han var rimeligt morsom den anden fyr, måske skulle han gå med næste gang John tog drengene med ud...nej nej han skulle ikke, han havde lovet sig selv at holde sig fra fyren allerede, så Hvorfor havde Carter ikke bare skredet, åh idag tegnede til at blive en dårlig dag.

[Vincent Piazza]

”Åh.” var lige det første, som kom ud af munden på Vincent, da Carter fortalte, at han ikke var fast ansat. Men det forhindrede ham ikke i at komme med en positiv bemærkning, ”Så må du bare vise dem, at du er pålidelig og til at stole på.” Han passede nok ikke helt på beskrivelsen selv, men sådan fremkom han vel, og han kunne takke mafiafyren for, at han ikke var helt så pålidelig, men ville give ham skylden for et tyveri? Han håbede bare ikke, at han blev hævet for meget ind i tingene, han ville ikke have nogen problemer specielt ikke så tidligt, hvor han ikke rigtig havde valgt nogen side, hvis han da ikke bare forblev, hvor han var nu.

Vince smilede over Carter, som mente, at Bridgeford havde en del dårlige historier. ”Ja, men det er først noget, som opdager senere. Der er ingen udefra kommende, som ved noget. Og jeg har det meget bedre her, som der, hvor jeg var før.” forklarede han. Han havde lyst til at bide tungen af sig selv, hvorfor havde han fortalt det sidste? Han ønskede jo ikke, at der var nogen, som kendte til hans fortid, eller hvem han enlig rigtig var. Han syntes bare, at det ville skabe for meget bøvl specielt for sig selv. Men der var bare et eller andet over Carter, som gjorde, at han åbnede munden.

”Ja, jeg har det fint.” sagde Vincent nede fra under bilen, inden han var kravlet ud.

Vincent gik lidt rundt i værkstedet, hvorefter han stoppede og betragtede Carter igen. Han undrede sig over, hvordan fyren ville se ud uden tøj på… Han skyndte at kigge væk igen, så Carter ikke skulle opdage, at han faktisk rømmede. Pinligt, tænkte han. Han kløede sig selv på kinden og fortsatte lidt med at gå rundt. ”Jeg er faktisk færdig for i dag, medmindre jeg får noget nyt at lave.” erklærede han så til sidst og fortsatte med at gå rundt.

[Carter Moore]

Carter kunne ikke lade være med at smile over fyrens kommentar for det var jo egentligt præcist hvad Carter havde gang i, at bevise at han var en der var værd at prøve at hyrre fra aviserne, at han havde talenterne i sig til at blive en god journalist eller ihvertfald en god skribent.
Han nikkede ned imod fyren men indså så at han ikke kunne se ham fordi han stadig var derinde, Carter lagde hans hoved let på siden og betragtede det par føder der stak ud under bilen og prøvede at overveje hvordan det var at være derinde under, der måtte ikke være særligt meget plads.
Okay en nu tanke, tænke på noget andet, han lod sine øjne glide igennem rummet og opdagede en af de der kalendere med let påklædte piger, det fik et smil frem over hans læber, ja det var ihvertfald noget helt andet end hvad han havde tænkt før.

Carter blev dog alvorlig igen da fyren sagde det der med at all troede brightford var sådan en skøn by, ja alle vidste at folk troede det, og selvom Carter ville elske at skrive om vhilket helvedeshul det egentligt var så ville der side en kugle imellem hans øjne det øjeblik avisen ramte trykkernes bord, alle vidste at man ikke snakkede ondt om brightford, mafiaen havde brug for at nye mennesker kom ind.
Og ligeså meget som Carter elskede tanken om at provokerer folkene, ligeså gerne ville han blive ved med at overleve, hans mor kunne sku ikke klarer at miste en til.

Carter løftede et øjenbryn da fyren sagde det der med at han havde det bedre her end før, han åbnede sin mund for at spørge men lukkede den så, han var ikke journalist her, han var ikke på arbejde, plus han ville jo gerne have fyren skulle kunne lide ham, nej han ville ikke, jo han ville.
Så det virkede som den bedste ide ikke nødvendigvis at spørge ind til følsomme emner det øjeblik han mødte ham istedet valgte Carter at tage emnet op på en anden måde.
" Ja her er ihvertfald nok at lave for en journalist selvom vi ikke alle kan skrive om det sidste nye mafia hit, eller alle de fattige i gaderne."

Carter grinnede dog svagt da fyren sagde at han havde det fint imens han kravlede ud og det fik den mere åben mundende side frem i ham.
" Fra hvad jeg indtil videre har set så må du da efterhånden havde vænnet dig til at slå dit hoved der, du har gjort det to gangen bare imens jeg har været her."
Latteren i Carters stemme sagde mere at han grinnede med fyren end af fyren, men måske bare en anelse af fyren, hey hvis man ikke kunne tåle at være lidt til grin havde man fandeme ingen humor, at kunne grine af sig selv var det vigtigste.

Carter var vendt tilbage til at læne sig imod væggen, hans jakkesæts jakke stod åben og fremviste den hvide skjorte indenunder, de første par knapper stod åbent, et par fregner der bevidnede at det ikke kun var på hovedet han havde fregner.
Carter var god til at lægge mærke til detaljer, og det overraskede ham da fyren, efter at have betragtet ham lidt, rødmede, han ville have forventet det af en pige men, måske havde han sagt noget forkert, mærkeligt.
Carter grinede kort da fyren sagde han var færdig for idag og kiggede sig om efter et ur.
" Allerede, de andre er ikke engang ankommet og du har allerede fri?
God det var mig må jeg godt nok sige, jeg har det mest forfærdelige interview at se frem til."
Carter gav et suk bare ved tanken om det interview.

[Vincent Piazza]

”En ting ved jeg da, hvis man ikke blander sig for meget i andres gøremål eller virker alt for glad, så kan man sikkert godt leve et stille og roligt liv i uvidenhed i Bridgeford.” mente Vincent selv, og ja, det var lige noget, som han havde lyst til at sige, nu hvor Carter ikke gav nogen respons på det. Han levede dig ikke selv i uvidenhed mere, men hvis han nu kunne lade være med at blande sig for meget, så ville han sikkert også kunne leve et stille og roligt liv til en hvis grænse selvfølgelig, der var jo altid en grænse. Var der ikke?

Vincent var et sted glad for, at der ikke blev spurgt ind til, hvorfor han havde det bedre her i byen. Han følte nemlig på ingen måde klar til at fortælle det til nogen overhovedet. Ja, han var måske lidt af en tøs, men nogen skulle være det. En nøs en enkelt gang.
”Der er vel altid noget at skrive om? Skandale efter skandale?” sagde Vince måske en smule henkastet, det lød måske mere irriteret, end hvad hans hensigt havde været. Han var selv et af de mennesker, som kunne læse og skrive, selvom han ikke gjorde det særlig meget, fordi det bare fortalte, at hans forældre havde haft råd til at sende ham til undervisning, hvilket også fortalte noget om deres status. Et suk kunne høres, og Vince gik et øjeblik i stå, før han igen fortsatte sit arbejde.

Vincent kunne ikke lade være med at grine lidt og kløede sig i nakken. ”Nogen skal vel komme til skade? Eller får tømt olietanken lige ned i hovedet.” sagde han og var selvfølgelig med på joken, det var ikke tit, at der var nogen, som i sådan et glad humør, så man kunne fyre jokes af, det endte ofte med, at folk blev sure i stedet. Det var en af de ting, som han syntes var trist ved dette sted, men alligevel kunne han lide stedet, da der var nogle mennesker ind i mellem, som var gode nok, f.eks. Carter her, eller Valery, den eneste, som faktisk kunne røre ved ham. En lidt underlig tanke ramte ham, og han skyndte sig at skubbe den væk. Ikke tænke. Ikke tænke, var lige det eneste, som han kunne tænke.

”Jeg kan lide mit arbejde, og jeg er også ofte den, som forlader stedet sidst.” sagde Vince og håbede lidt, at det var forklaring nok på, hvorfor han blev hurtig færdig. Han overtog til tider de andre arbejde, hvis de sløsede for meget. ”Jeg ville gerne hjælpe dig, men..” var han begyndt, men han nåede ikke at afslutte den, før der kom nogle folk ind i værkstedet.

De folk, der dukkede op, var nogen, som også arbejde på stedet, omkring fire stykker. De hilste på Vincent og sendte den anden fyr et skævt blik, før de fandt de ting skulle finde og fortsatte på det arbejde, som de havde efterladt dagen før.
Vincent stod og kiggede på dem og var ved at kante sin vej ud fra værkstedet. Måske ville han tage resten af dagen fri, så han slap for at høre om kvinder og, hvad han kollegaer muligvis havde gjort ved dem.

[Carter Moore]

Carter blinkede imens den anden kom med sit forslag om at hvis man bare passede sig selv kunne man leve fredeligt og af en eller anden grund, eller han vidste jo godt hvad grunden var tændte det en ild ind i ham der fik ham til at sende Vincent et smil imens han sagde med en stemme, der tydeligt viste hvor meget han egentligt brændte for det her.
" Det kommer an på om man har lyst til bare at leve fredeligt, jeg ved bare at jeg ikke kan leve med mig selv medmindre jeg prøver at gøre en forskel når der sker noget jeg mener er forkert, tro mig jeg ved at jeg ikke kan ændre verden, men bare en enkelt forskel for en eller anden, så er jeg glad."
Carter blinkede da hans ene tale var færdig og lod en hånd glide kejtet igennem hans blonde lokker, han endte altid med at sige tingene før han tænkte dem igennem, det var jo fyren der selv ville leve et fredeligt liv og som intet ville have at gøre med mafiaen, okay det ville Carter heller ikke men de havde vist to forskellige årsager til det.

Da de kom ind på skandaler kunne Carter egentligt ikke lade være med at smile men det var ikke et fuldstændigt glad smil, han brød sig ikke om alt det her manipulation og skandaler, hvis det stod til ham skrev han om ting der betød noget, måske endda bare hans bøger for ikke at behøve at have noget at gøre med alle de der forfærdelige manipulerende og ventende mennesker som han ikke kunne klarer.
" Åh ja, du skal være glad for at du ikke er den der behøver at hører på dem der hyler over problemerne, især dem der egentligt ikke har probemer.
Som freelancer skriver jeg kun om de store ting hvis jeg er heldig nok til at overværer det, ellers er det ligesom hende damen jeg skal snakke med nu, en eller anden rig frue der fik sine smykker stjålet, og størstedelen af gangene har hun selv gjort det, eller hendes mand."
SOm Carter snakkede blev det tydeligt fra hans stemme hvor meget de mennesker irriterede ham, og han lod endnu en hånd glide igennem hans lyse hår før han sendte ham et grin og hans grønne øjne kiggede direkte ind i den andens mørke øjne.

" Det er altid godt at gøre noget man elsker, gør jeg selv, at skrive du ved.
Plus det er ikke så slemt jeg er bare.."
Han blev selv stoppet da de andre kom ind, Carter løftede en hånd og sendte dem et venligt smil, de kendte ham godt og han dem, dog kunne han ikke huske deres navne havde max mødtes med dem to gange, de kendte ham som John's højt på strå svoger der troede han var noget fordi han skrev.
Carter sukkede da han bemærkede at John ikke var der, hvilket vil sige at han ville komme senere, Cater gad næsten ikke blive stående og vente på ham.
Cater overvejde hvad han skulle gøre før han valgte at følge med fyren udenfor værkstedet.

Da de nåede udenfor, sendte han den anden et grin, luften herude stank også mindre af olie, men luften i byen var aldrig ren.
" Du gør sørme fra social til anti-social på sekunder hva?"
Han mente tydeligt det med at fyren mærkeligt nok lod til at snakke fint med Carter, men på den anden side stivnede så snart de andre kom ind i rummet.
Igen hans åbenhed og mund der snakkede før han indså hvad han havde sagt, og bagefter kunne han have sparket sig selv.

[Vincent Piazza]

”Det var jo heller ikke på den måde, jeg mente det..” prøvede Vincent sig frem, men han kunne ikke rigtig bortforklare det, kunne han? Han ville på en måde gerne gør en forskel, hvilket han gjorde på sin egen måde. Han arbejdede med bilerne i stedet for at sælge dem, som sin far. Men det var jo ikke den form for forskel, vel? Selvfølgelig så han gerne verden ændre sig, men han mente ikke selv, at han kunne gøre nogen forskel. ”Bare glem det.” mumlede han så, da han virkelig ikke kunne finde en måde, hvorpå hans skulle forklare det på, selv hans tanker gav ikke længere mening for ham. Han kløede sig lidt på kinden.

Han tænkte faktisk lidt over det, men endte med at sige, ”Sådan er det jo altid. Intet relevant. Det er nok derfor jeg ikke køber avisen så tit mere.” Nej, han ville hellere låne en bog, selvom han ikke rigtig havde tid til at læse, da han jo arbejde meget af tiden. Han burde måske begynde at tage sig lidt sammen og få læst lidt, måske skrevet nogle ting? Han var i det mindste glad for, at der ikke var nogen, som åndede ham i nakken og sagde, at hun skulle lave sine lektier.
”Jeg har lidt ondt af dig. Vi har heldigvis de opgaver, som vi har, dog er jeg lidt den, som laver mest alligevel.” sagde han så. Man kunne godt høre på ham, at det ikke gjorde noget, at han var den, som lavede mest. Han holdte trods alt af sit arbejde, da det lige nu var det eneste, som han havde, udover Felix, hans hund.

Der var en eller anden, som råbte noget efter Vincent, da de opdagede den bil, som var blevet lavet. Dog var han allerede smuttet udenfor. Han åndede tungt, da han ganske ubevidst var kommet til at holde på vejret, da han var smuttet ud. Han blev stående lidt væk fra indgangen, så de andre ikke ville se ham med det samme.
Han blev en smule forskrækket, da der var nogen, som snakkede til ham. Han blev dog rolig igen, da han opdagede, at det kun var Carter. ”Jeg vil nødig være til stede, når de begynder at snakke om deres by tur. Og de har det med drille mig.” sagde han og sendte indgangen et blik. Igen var han ligefrem, hvad var der lige, der skete med ham? Han kørte en hånd gennem håret.

[Carter Moore]

Carter kunne ikke lade være med at få den følelse at igen den anden person var åbenlyst ikke den mest sociale i hele verden, så hvorfor lod han overhovedet Carter snakke med ham, hvor mærkeligt, men så igen han var en journalist det var hans job at få folk til at snakke, han ville dog ende med at hade hvis hans job endte med at få alt for meget magt over hans fritid, det var den del af det at være journalist som han hadede, så det måtte på ingen måde have noget at gøre med hans fritid, på ingen absolut ingen måde.

Men han kunne igen ikke lade være med at give den anden et grin og sige hans mening med et svagt glimt i øjet.
" hvis alt du har er dit arbejde, burde du måske komme ud lidt mere ofte, jeg mener jeg er heller ikke ligefrem mande hørme ud i byen typen, men når min søster får sparket John til at inviterer mig ud plejer jeg da at sige ja sådan hver tredje gang."
Han stoppede da han indså hvor forfærdeligt det lød og lod kejtet en hånd løbe igennem hans hår, ja han havde lige indrømmet at han heller ikke havde særligt meget mere i hans liv end hans arbejde, hvor skønt, og han skulle give den anden gode råd.
" Nogensinde hørt rådet, gør som jeg siger og ikke som jeg gør?"
Prøvede han at rede den med at lille grin, men man kunne nærmest se på hans ansigt at han selv vidste hvor kejtet det lød, at han ikke engang selv kunne rede den her.

Carter var tabt til forevigt at være en taber så det ud som om, ikke at han følte sig som en taber altid, men lige i det øjeblik havde han det som om det, og det var der han tak gud fik øje på John.
Han løftede sin hånd i vejret imod John og manden nikkede kort imens han trådte imod dem, bred over skuldrene, svulmene muskler, tank top åh ja John var et syn for guder.
Carter trådte hen foran ham og blev endnu engang ramt af hvor forskellige de var, ham i hans jakkesæt med blonde lokker og John der lignede en havne arbejder med skaldepande.
Carter og John udveklsede korte og stadigt kejtede høfligheder før han indberettede at han desværre ikke kunne tilbringe tid med hans niece, hvortil John sagde at det ville hans kone blive ked af, og Carter gav ham et ´begynd ikke med skyldsfølelserne´blik hvilket fik John til at lave en fnyse lyd.

Før John sendte et eksperimenterende og dømmende blik imod Vincent, Carter vidste at det var fordi han overvejede om Carter havde noget kørende med hans kollega som John jo ikke vidste måske delte Carters tiltrækning, hvilket Carter ikke engang selv vidste, staklen var jo en stakkel..decideret.
Men hvordan måtte det ikke se ud udefra, Carter sukkede dybt, denne dag kunne ikke blive værre.

[Vincent Piazza]

Vincent nøjedes bare med at smile over Carter, da han mente, at han skulle komme mere ud, selvom det virkede til, at han ikke selv gjorde det, hvilket han da også undskyldte med den sidste bemærkning. ”Mit arbejde er ikke alt, jeg har, jeg har da også min hund, Felix.” prøvede han sig frem med, det var en meget tynd begrundelse, men han havde en der var bedre, men det behøvede Carter da ikke vide noget om, vel? ”Jeg er bare ikke typen, som bryder sig om at gå for meget i byen, der er så mange mennesker.” En uvilkårlig gysen gik gennem ham, da han tænkte på det, som der kunne ske, hvis han var et sted, hvor der klart var for mange mennesker. Han turde næsten ikke tænke på, hvad der ville ske. Han kastede hurtigt tankerne fra sig, inden de blev drevet for langt ud.

Hans blik fulgte Carters, da han løftede en hånd. Han fik også øje på John og ganske ubevidst, begyndte han at sammenligne de to. Der var en meget stor og slående forskel på dem, man ville ikke engang gætte på, at de faktisk kendte hinanden, da det virkede lidt underligt. En stor hård type ved siden af en fin påklædt fyr, som så bedre ud, det så meget underligt ud.
Vincent havde betragtede de to og halvt lyttede til deres samtale, så han havde ikke lagt mærke til, at der var nogen, som var kommet bagfra og havde lagt en hånd på hans skulder. Det gippede i ham og trådte meget hurtigt et skridt til siden, hvorefter han betragtede sin kollega med et bebrejdende blik. De udvekslede hurtigt nogle ord, hvorefter kollegaen igen forsvandt ind på værkstedet og lod Vincent stå tilbage med spændte muskler, da han et øjeblik var blevet grebet af frygten, som ikke helt ville slippe sit tag i ham.

Vincent lagde hurtigt mærke til, at John kiggede på ham. Han tog det ikke så tungt og bøjede hoved, som hilsen, da han ikke lige kunne finde nogle ord. Han havde for længe siden regnet med, at hans kollegaer var begyndt at tro, at han var til fyre, hvilket også gjorde, at de ikke altid var i nærheden af ham, men nogen var da begyndt at løsne lidt op omkring det, da han på ingen måde havde vist, at han var til fyre, nu rendte nogen bare og troede, at han var jomfru og en genert type, hvilket gjorde, at de gerne ville have ham med i byen, også selvom de var udmærket klar over, at han ikke specielt brød sig om, at folk rørte ved ham.