The American dream (åbent)

[Keith 'Irish' Smith]

Det summede af aktivitet overalt omkring Deling street, flere store biler end mange så i et helt liv var parkeret op ad gaden mens det sparsommelige aftenlys begyndte at få det hele til at ligne en scene fra en gammel film-noir, det eneste der snart ville skabe lys på gaden var vinduerne fra de mange resturanter og så den måne som forsigtigt tittede frem frem på den skyfri himmel og vidnede om at det ville blive en kold nat til trods for at varmen tydeligt havde sat sig i så vel bygninger som de folk der var igang med at pakke gadeboder sammen for at vende tilbage til deres familier i den noget billigere ende af byen, for dem der arbejdede et sted som dette var det en drøm at kunne få lov til at spise på en af de dyre resturanter, en drøm som sandsynligvis ikke gik i opfyldelse for dem, men man kunne aldrig vide America skulle jo være mulighedernes land.
Tanken fik den høje mand i den sorte frakke med fedora hatten til at smågrine mens hans sorte laksko klappede hen over jorden når han gik, på de bare to dage han havde brugt i staterne havde han fundet ud af mulighederne var de samme som derhjemme, man skulle selv skabe dem for at kunne blive til noget i dette land og troede man blindt på at der ville ske noget bare man kom herover var man så godt som dømt til et nedværdigende arbejde resten af sit liv, men for dem der kunne tænke sig om og gøre noget ud af den korte tid de havde på jorden kunne man blive endnu større end man kunne blive hjemme i europa og ikke mindst fordi en krig raserede og smadrede det man prøvede at bygge, nej America var det nye håb for alle der ikke ønskede at se krigens rædsler på nært hold og samtidig ønskede sig at tjene en god skilling.
Lommelærken kom diskret frem mens han sippede lidt af de gyldenbrune dråber der langsomt fyldte hans mund og gled brændende og varmene ned igennem hans hals før det til sidst blandede sig med alle de andre gærede væsker der befandt sig i hans mavesæk, tiden var inde til at folk begyndte at fatte at 'Irish' var i byen og man ikke kunne vide sig sikker fra en strategisk placeret bombe, ikke mindst fordi han ikke havde set så meget som et heksehyl nogen steder var det på tide at lave lidt fyrværkeri for folket. Som Keith gik forbi en af de dyreste biler han kunne forestille sig lagde han mærke til at den var parkeret et sted der normalt ville være ensbetydende med en forrude fuld af parkeringsbøder, men ikke engang de få børn der legede i gaden ture nærme sig den for at kigge på den som de ellers gjorde med de andre biler, for Keith kunne der ikke være megen tvivl om at personen der ejede den bil måtte betyde mere end mange andre og han havde godt hørt at Mafia aktiviteten skulle være meget stor i byen, det var jo et perfekt sted at starte med at 'lege'.
I en diskret bevægelse gik han ned i knæ ved siden af bilen venstre forhjul mens det så ud som om han bandt sine snørrebånd, men med den ene hånd fiskede han en lille ting der lignede en madkasse frem og satte den fast på bagsiden af bilen dynamo, næste gang bilen startede ville det give et knald der formentlig ville blæse vinduerne ind på de nærmeste resturanter, men hva pokker han spiste der jo ikke, han havde faktisk ikke spist overhoved i et par dage og han burde nok finde sig noget, men ligenu var der andre ting der var vigtigere. I forruden på bilen placerede han et visitkort hvor der stod Greetings from the emerald isle, kortet var grønt på den ene side med skriften og havde en lille firkløver printet på den anden side og så man godt efter ville man kunne se at bladene havde en skygge af dødningehoveder.
Efter at have efterladt sit visitkort gik han igen væk til han var sikker på han ikke ville blive mistænkt for bomben og gik ind i en lille restaurant der ikke ligefrem skreg klasse nok nærmere sundhedsfare, stedet var i udkanten af gaden og af underlige omstændigheder lignede den et gammel herberg mere end en resturant, en gammel dame med håret sat op og en smøg i mundvigen kom hen til ham og spurgte med sprød og cigarret præget stemme hvad han ville have, i sin totale forglemmelse var han ved at sige 'Fish n chips' men siden han ikke var derhjemme mere måtte han vel gøre lidt for at falde ind i mængden, En burger tror jeg, har aldrig fået sådan en kvinden løftede øjenbrynet og rystede på hoved inden hun gik væk og lyden af et tyggegummi der sprang skar igennem luften.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Aftenen var faldet på for ikke så lang tid siden, desværre havde hendes arbejde ikke rigtigt noget tid, det hele afhang af hvornår man havde brug for hende, eller hvornår de forskellige personer satte sig i bevægelse. Som spion for mafiaen måtte hun øjne i nakken og konstant være vågen og på vagt. Som kendt og værdsat ekskortpige havde hun et stramt skema og derfor var arbejdstiden utrolig lang. Den seneste tid havde hun fået en del nye kunder. Mange folk var kommet til staterne, nogen mere velhavende end andre og nogen så fattige at de var det hende skravl. Vejret havde været lun men nu hvor mørket var ved at falde på så det ud til at blive en kølig nat. Vinden tog til og derfor kunne man risikere at anskaffe sig lungebetændelse hvis man ikke havde klædt sig ordentligt på. Valery havde netop haft en aftale med en af de velhavende unge mænd som havde et møde med en af sine venner. Denne ven havde bragt sin hustru med og derfor ønskede hendes klient en ekskortpige så han også havde en dame ved sin side. Manden betalte hende rigeligt og derfor så hun ingen grund til at sige nej til at tage imod jobbet. Hun havde derfor været ud af spise med fyren, og som altid formåede hun at charmere sig ind på både hendes klient og dennes ven. Sidstnævntes hustru var alt andet end glad, og havde i løbet af eftermiddagen flere gang sendt Valery dræberblikke, blikke som Valery havde ignoreret og dog morede sig over inden vindigt. Som altid var hun fint klædt på, denne aften dog mindre fint end når hun skulle i byen med nogen af de store kanoner som havde røven fuldt af penge, ikke fordi hun ikke kunne klæde sig finere på, men man fik hvad man betalte for, det var hendes politik. Tiltros for at hende spåklædning var simpel, men fin, elegant og som tydeligt indikerede at hun skam havde penge, så så hun forrygende ud og utrolig forførende. Kjolen hun havde på var nedringet, tætsiddende i en rød farve og som nåede hende til knæene. Over den havde hun en frakke på som skulle holde kulden væk. På fødderne havde hun røde sko som matchede kjolen og en rød taske. Sminken var ikke overdrevet men eyelineren og mascaraen understregede hendes i forvejen store øjne, læberne havde fået lidt rødt og håret var sat op som enhver fin ung frøken af stand burde have håret sat. Middagen havde været en katastrofe, hun havde ikke fået spist spor meget mest fordi hun hele tiden havde været opmærksom på kvinden overfor sig som flere gange forsøgte at spilde et eller andet ud over hende, sparke til hende under bordet og komme med spydig kommentar. Spydige og sårende kommentar. Ikke at Valery kunne såres, den kvinde var som hugget i sten når man forsøgte at træde hende over tæerne. Hun havde derfor ignoreret kvinden og da middagen omsider var over og hun skulle sige farvel til sin klient havde denne – som det var sket så mange andre gange – bedt om noget ekstra som han naturligvis ville betale ekstra for. Valery havde smilet overbærende og sagt at hun ikke gjorde den slags men fyren havde været så insisterende, nærgående og flabet at hun til sidst havde langede ham en lussing. Dette var sket lige ud for en restaurant af mindre klasse, og som ikke så spor indbydende ud. Fyren havde set chokeret ud men hun havde ignoreret ham og for at slippe for forfølgelse – troede hun da – smuttede hun ind på den klamme restaurant. Ikke at hun selv ikke ville spise der for det var sket et par gange, de havde utrolig gode burger men normalt så hun mindre fin ud. Hun smuttede ind og hen ved et af de mindre border så langt væk fra døren som muligt og afsides. Her satte hun sig ned med et suk, inden da havde hun dog trukket frakken af og smidt den på stolen i nærheden. Tasken lagde hun på bordet og da den selvsamme gamle dame som havde snakket til en anden fyr ved bordet ved siden af hendes spurgte til hendes bestilling så hun op. kvinden genkendte hende straks ”Valery min egen, du ser forrygende ud” sagde hun hvilket fik Valery til at smile ”Tak mor” svarede hun drillende med sin forførende, muntre stemme der var fuld af liv, lyster og ballade. Kvinden himlede med øjnene ”En burger?” sagde hun så spørgende ”Du kender mig så godt” svarede hun drillende og kvinden smuttede hovedrystende væk. words: 760 tag: Keith lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Jane smith.]

Det var en aktiv dag, en dag hvor der var gang i ting, byen summede fuld af mennesker med liv, dagligdage, hemmeligheder mennesker der havde had og kærlighed, venner og fjender.
Jane levede af disse fjender, hun var taknemmelig for det had der fandtes i verden, og samtidig var det ikke alting der var så vidunderligt, hvordan kan en have liv på samvittigheden og samtidig være samvittighedsløs?
Jane forstod det ikke selv, hun havde længe overvejet at gå til en psykolog men det ville betyde at fortælle nogen hendes hemmeligheder og det ville være en dødsdom for den person der hørte dem, og muligvis også en dødsdom for Jane hvis det nogensinde kom ud præcis hvem Jane egentligt var.
For ligeså mange så kaldte venner hun havde skaffet sig ved at slå folk ihjel for mafiaen oftest, så havde hun skaffet sig mange flere fjender på den måde, mænd der sikkert gerne ville gøre en status ud af at vise verden at de havde dræbt Poison.

Jane befandt sig ligenu på en snusket du kunne kalde det en resturant, hun fortrak oftest de her steder, folk snakkede altid meget mere på de her steder, og hvis man bare sad still og så ynkelig ud så kunne man hører en hel del mere.
Foran Jane stod der en kop kaffe, men Jane havde ikke rørt den hun havde kun bestilt noget fordi det ville se mærkeligt ud hvis hun ikke gjorde, det var en af grundende til at Jane hadede resturanter, hun kunne ikke fordrage at andre lavede hendes mad, faktisk var hun bange for det, alle de ting de kunne have puttet i.
Det var det dårlige ved at bruge gift som sit våben, man indså hvor let man selv ville være at forgifte.

Men det var sevlfølgeligt ikke Jane der sad og drak kaffe ikke af hvad andre kunne se, den der sad og drak kaffe var en lidt ældre pige en jane, hun havde ændret sin næse med voks, fået den til at se en anelse mere opstoppet ud, gjort hendes hoved en anelse rundere, og hendes hud meget lysere, fregner dekorerede hendes kinder og den paryk hun bar var rødbrun og sat i en sløset hestehale.
Kvinden var iklædt en brunlig kjole i et godt stof, ved siden af hende lå der en blegnet blå jakke og en blå hat ovenpå jakken tydeligvis kvindens.
Hun havde sorte støvler på med høje hæle, igen blegnede tydeligvis nogle hun havde arvet længe, eller det var ihvertfald hvad Jane ville have det til at se ud som.
Hvide blonder dekorerede den brune kjoles kanter, selvom de nogle steder var blevet revet af og der var prøvet at blive syet noget på der lignede, det var ikke nødvendigvis gjort et godt job.

Jane lignede en af de typiske low class kvinder, en der tog en slapper fra at købe ind, måske havde hun problemer i hjemmet? hun så lidt trist ud, mørke render under hendes øjne, som så mange kvinder så hun ikke ud til at få nok søvn, men som så mange kvinder havde hun ikke penge nok til at lade makeup dække det.

Idag var Jane Michella Carter, et af hendes mindre brugte aliaser, hun havde brugt det mest af morgenen på at træne og havde besluttet hun havde fortjent en pause, en pause for Jane betød at side et sted, ikke have nogen bemærke hende, og bare suge ind atmosfæren.

[Keith 'Irish' Smith]

Fingrene trommede langsomt i bordet mens han ventede på at enten hans burger eller et øresønderrivende brag skulle nå ham, i tilfælde af at det var braget kunne han vel godt glemme alt om det med burgeren for så var det nok en god idé at komme væk i god ro og orden så man ikke skulle blive opdaget eller folk skulle fatte mistanke, han kiggede op og lod de syregrønne øjne scanne lokalet for inventar, en kvinde i en smuk rød kjole var lige kommet ind og havde allerede bestilt det samme af servitricen som han havde, det så ud som om de kendte hinanden for de snakkede lidt sammen inden de smilede og servitricen forsvandt ud i køkkenet, i den anden side af lokalet sad en kvinde i en brun lettere lurvet kjole og imiterede at drikke kaffe, det var ikke svært for en mand som Keith at se at hun ikke helt var den hun gav sig ud for at være, hendes øjne afslørede den aflyttende natur og den smukke brune og dybe farve fortalte at hendes hudfarve formentlig også var en anden, men det ville han ikke dvæle ved for efter hans mening havde folk lov til at lege kostumebal hvis det var det der gjorde dem glade.
Servitricen kom tilbage med et muntert blik der havde afløst det ellers livs-trætte og irriterede hun havde haft før, det samme med hendes stemme, den virkede også lysere og mildere end før så der kunne ikke være tvivl om at kvinden i den røde kjole virkelig havde gjort hende glad. Hun placerede monstrumet af et måltid foran Keith og han så målløs ud, hvordan pokker kunne americanerne spise noget der dryppede så meget af fedt og så ud som om det bare var en sløset bunke mad der var blevet kastet sammen i en bunke, hversegod snut Keith var målløs et øjeblik længere inden han hastigt fik sagt tak til servitricen som nærmest hoppende under hendes egen vægt fik slingret tilbage ind i køkkenet. Han sad der lidt og betragtede den inden han bestemte sig for at han i det mindste var nød til at smage på den, han prikkede lidt til den med en gaffel før han på meget britisk og højest usædvanligt vis begyndte at spise den med kniv og gaffel, han lod en meget lille bid komme ind i munden og gumlede lidt på den inden hans øjne blev store, der var andre ting i denne verden end hans lommelærke der kunne få hans mave til at sprudle af glæde, this is bloody f***ing brilliant kom han til at sige lidt højt med sin meget fremtrædenede irske accent.
Keith begyndte at spise burgeren langsomt så han kunne nyde smagen og fra tid til anden supplere med lidt fra lommelærken, det var fantastisk dether, han måtte komme herned igen selvom det ikke lige var et sted der ellers ville tiltrække ham, han havde flere penge end mange af de andre tåber der kastede om sig med dem i stedet for at have en smule pli og være lidt fornuftigt. I samme sekund hørtes et brag længere nede i gaden og vinduerne rungede, kort tid efter kunne man gøre skrig og ud af vinduerne kunne man se hvordan kom løbende så hurtigt de kunne, men Keith der var optaget af sin burger nænnede ikke at forlade den for hvornår ville han næste gang komme forbi et sted der kunne lave mad som han brød sig om, han var jo trods alt ikke i "Piccadilly circus" mere og London og dens fantastiske mad var mere ned to tusinde kilometer væk fra hans nuværende residens.
Med mismod og et lavt irsk bandeord var han nød til at lade det sidste af sin burger stå, servitricen var løbet ud på gaden for at se hvad postyret var til for, Keith lagde 10$ på bordet og skulle til at rejse sig da han kom til at tænke på kvinden i den brune kjole, han havde allerede set igennem hende og derfor kunne det være en dårlig idet at gå så hurtigt, tænk hvis hun var fra politiet, eller værre en af vennerne til manden han formentlig lige havde dræbt, nej det var bedere at virke inkognito ligenu. Keith kastede et hurtigt blik på kvinden i rødt og smilede så stort inden han rejste sig og satte sig foran hende, Undskyld mig miss, men har jeg ikke mødt dem før, jeg mindes at have set dem på togstationen han sad og vandt tid for at se om kvinden i den brune kjole ville flytte sig så han selv kunne komme væk uden af virke mistænkelig og kvinden der nu sad foran ham kunne sagtens bruges til det formål.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Idet Dorith – servitricen – smuttede ind i køkkenet efter hendes og mandens bestilling lod Valery blikket glide rundt. Hvilede ved enhver lille detalje i restauranten som hun kendte som sin egen baglomme. Blikket faldt på en ung herre da sad med en kop kaffe foran sig og denne hævede blikket idet hun så på ham, han nikkede smilende til hende og hun smilede svagt tilbage. Videre gled hendes blik til to ældre par som hun genkendte, manden som var omkring 75 rejste sig op og kom hen til hende, de udvekslede nogle få ord, korte hilsner og hun spurgte til hans helbred. Snakken var ikke lang og manden var væk igen inden Dorith igen dukkede op med maden til manden ved bordet i nærheden af hendes. hun smilede til Valery på vej ud i køkkenet igen og Valery smilede svagt tilbage inden hun lod blikket glide rundt. Denne gang faldt det på en kvinde der sad for sig selv akkurat som hun selv gjorde, men noget ved hende vakte Valerys opmærksomhed. Valery der var trænet i spionage og hvis mentor havde været selve mafiabossen hæftede sig ved de mindste detaljer. Hun stak hånden i sin lille røde taske og fandt en spejl frem og lod som om hun kiggede på sit spejlbillede mens hun gennem øjenvipperne scannede kvinden var top til tå. Noget særligt var der ved hende, især det at hun sådan sad for sig selv og end ikke rørte ved sin kaffe virkede underligt. Udadtil virkede hun som en almindelig kvinde var underklassen eller arbejderklassen, men for Valery var det tydeligt at det blot var forklædning. Desværre var hendes holdning til kvinden ikke som Keiths holdning. At være ligeglad var ikke Valery. Hun klappede sin lille spejl sammen og rejste sig op ganske roligt. Hun smuttede ud på toilettet, eller lod som om hvor hun i virkeligheden gik på jagt efter Dorith som hun var få sekunder efter. Hun spurgte hende ud om kvinden og om hvor længe denne havde siddet der og fik et cirka tidspunkt. Hun nikkede, smilede og smuttede tilbage til sin plads igen. Med lette elegante bevægelser, vuggende gange og et mildt smil over de fyldige læberne var hun henne ved sit bord og gled ned at sidde. Hun forsøgte at ignorer den mistænkelig kvinde men noget virkede bekendt ved hende og så alligevel ikke. Valery havde knap sat sig da et kæmpe brag lød, et brag der fik hende til at spærre de i forvejen store øjne op og kaste et blik hen imod døren hvor adskillige medarbejder og kunder stod. En bombe? Hun rejste sig kort op men når der stod så mange mennesker ville hun næppe kunne se noget. At dømme efter de ord der blev råbt var det en bil der var blevet sprængt i luften. Hun gled ned at sidde igen da en kvinde sagde at en mand var død, og det hele var kaos. Valerys blik gled hen over kvinden men blev revet væk idet manden var bordet ved siden af hendes vendte sig om mod hende. Hun hævede det ene fine bryn ved hans ord men lod det glide på plads igen. Hans opførsel var lige så mistænkelig som kvindens som hun endnu engang kastede et blik hen over. En bil var lige blevet sprængt og så vender han sig om og spørg om de havde mødt hinanden. Hendes ansigt virkede ganske neutral og venlig, men inden i tænkte hun så det knagede over hans opførsel og straks satte hun ham som ansvarlig for bombespændingen eller medskyldig. Måske arbejdede han sammen med kvinden? ”Togstationen?.. Åh der kommer jeg skam ikke så tit men måske, jeg var ved stationen for 4 dage siden” sagde hun med sin søde charmerende stemme, og virkede eftertænksom hvilket blot var en utrolig god facade. Hendes blik gled kort forbi ham på ny og hen over kvinden. words: 643 tag: Keith & Jane lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Jane smith.]

Jane vidste hun blev betragtet, selvfølgeligt vidste hun det, når man var så paranoid som hun selv var så bemærkede man når folk var lidt for opmærksomme på hende, manden bekymrede hende ikke helt så meget, hun var blevet bemærket før, folk der selv vidste noget kunne se at der var noget galt med hende, det vigtigste var at de nok ikke ville kunne genkende hendes sande ansigt, og det var sådan hun kunne lide det, men det bekymrede hende stadig selvom hun lod som om hun ikke bemærkede det, lod som om hun var mere fokuserede på hendes kaffe.
Nej den der bekymrede hende var kvinden i rødt, hende virkede langt mere fokuserede på Jane, hun var alt alt for fokuseret på Jane, hun kiggede ikke bare væk nej hun lavede den gode gamle pudder ting, noget Jane bemærkede ved at vende hovedet om og kiggede imod døren, som vendtede hun på noget, men hvis den anden kendte pudder tricket kendte hun også , vend hovedet som venter du på nogen, tricket.

Jane blev altid nervøs når hun legede med folk der kendte stuff, Jane var ingen fucking spion hun var en lejemoder, ja det indebar at spionere og forklæde sig nogen gange, men hun brød sig ikke om mennesker, de var en ukendt faktor der kunne ødelægge enhver god plan, og det at have at have at gøre med nogle intelligente mennesker mindskede hendes muligheder for at komme ud af den her situation på en positiv måde.

Jane havde ikke befundet sig i resturanten så længe, bare fem minutter inden manden kom ind i resturanten, og hun havde ikke rørt sin kaffe, ligenu var hun begyndt at overveje at forsvinde tingene var ved at blive lift for far...
Et enormt brag fik Janes opmærksomhed og hun vendte hovedet, lige i det øjeblik kunne hun ikke gemme sit sande jeg, selvfølgeligt var hun stadig forklædt, men hendes venstre hånd gled ned til hendes ene lår, måske lå der et våben gemt der og hendes øjne fik et hårdt udtryk.
Jane var en kvinde der ikke ville have problemer med at slå dig ihjel, og hendes elegante bevægelse lige der tydede på at hun kunne slå dig ihjel.

Jane fik dog samlet sig selv på sekunder og gispede højt imens hun rejste sig op og greb sine egendele, hun ville væk defra nu, hun følte sig som et jaget dyr, Jane havde får brugt sprængstoffer til at få andre til at kigge den anden vej, selvfølgeligt havde hun ikke selv plantet dem, og dem der havde vidste ikke at det var Jane der havde betalt dem, men hvis en snigmoder ville slå til var det nu.
Jane var gledet tilbage til hendes kropspsprog, hendes person men et øjeblik havde hun vist at det hele bare var skuespil for galleriet.

Jane forsøgte at hører hvad der foregik og hendes opmærksomhed lå delvist på de to der havde virket som om de havde fat i hende, det lød som om de havde gang i en mærkelig samtale, selvom hun ikke kunne hører det meste så mistænkte hun allerede fyren for at have gjort det, der var noget over hans afslappethed der fortalte hende at han vidste at det kom, ikke den store skuespiler var han?
Jane selv ville have virket i shok havde hun set det komme, og gud hvor hun ønskede hun havde set det komme så kunne hun havde spillet ordentligt på det.

Jane var alleredei sit hoved igang med at komme ud, men hun kunne ikke bare skubbe sig igennem folk, det passede ikke til karakteren, det ville gøre folk endnu mere mistænksomme, hun måtte finde en måde at komme ud der passede til rollen.

[Keith 'Irish' Smith]

Skrigene og råbene ude fra gaden samt lyden af politi og brandbils sirener fik gamle minder til at skylle ind over Keith og man kunne tydeligt se det i det store smil som viste sig i munden på ham og han blinkede charmerende til kvinden i den røde kjole. Tilbage i Irland inden han var blevet sendt på universitet i Oxford af hans elskede mor havde han lavet ballader der havde lært ham alt hvad han havde brug for at vide om at lave bomber, den lille madkasse han havde sat fast på bilens dynamo var en ting han havde udviklet for længe siden da han havde kedet sig grumt og han havde leget med noget fyrværkeri hans mor havde købt ham efter han havde plaget længe og ubønhørligt om det, han havde ved en fejl åbnet en kineser og havde fået krudt på hænderne, fra det sekund havde han vidst hvad han skulle og hans madkasse var uforvarende det første der var blevet brugt og han havde siden begholdt designet da det var den mindst opsigtsvækkende han havde kunne få til at kunne aflevere et brag der var fortræffeligt stort og så flammerne bagefter, det vær næsten så godt som at kysse en pige når en bombe skræmte livet af staklerne den var rettet mod eller måske ligefrem fik det gjort af med de mennesker man ikke kunne lide, metoder og udkom var uendelige, men han holdt sig for det meste til det samme terro og panik skabende middel som samtidig gav en utrolig smuk blå flamme når man blandede metalstumper i miksturen.
Keith kastede et blik over skulderen og så kvinden i den brune kjole, hun virkede overrasket og han var nu sikker på at hun kunne være en trussel skulle det være, det var bare noget over hende som ikke var rigtigt og skulle han se chancen ville en håndgranat rigget til i hendes håndtaske ikke være helt af vejen. Keith vendte igen hans opmærksomhed på kvinden foran ham og kunne ikke lade det charmerende smil vige tilbage og den irske accent nærmest sang hans budskab Jeg undskylder, jeg præsenterede jo slet ikke migselv inden jeg snakkede til dem, hvor er mine manere, han rystede lidt på hoved, men hans smil forblev stort og charmerende, Jeg er Smith, Keith Smith, men folk kalder mig Irish... jeg regner med du allerede har gættet hvorfor. Jeg kunne ikke driste mig til at spørge om de har et navn der er lige så smukt som deres øjne, han var en charmør og vidste det, men han kunne ikke lade være for kvinder havde altid været en af hans svage punkter, selv når de forsøgte at gøre sig uopnåelige kunne han ikke lade være med at blive ved indtil de følte sig tryllebundet af hans stærke irske accent.
Selv mens Keith snakkede med kvinden i den røde kjole fumlede han med et eller andet i lommen og fik kort et urolig og så et afslappet udtryk, han havde ved en fejl hevet splitten ud af en håndgranat han havde i lommen mens han havde ledt efter hans pengepung, en fibrilsk jagt efter splitten havde givet pote og granaten var igen blevet afsikret, kvinden i den røde kjole havde slet ikke brug for at vide hvorfor han havde set panikslagen ud et kort øjeblik hvis det stod til ham, men spurgte hun ville han nok gie hende et ærligt svar, det bød hans ære ham at svare ærligt når en kvinde spurgte og specielt hvis en kvinde som så ud som hende skulle finde på at spørge.
Keiths opmærksomhed faldt kort mod døren hvor en politimand stod og snakkede med servitricen som kort efter pegede den mod ham og han drejede hastig hoved væk og storsmilede til kvinden mens han kunne høre døren gå op, Jeg kunne ikke lige få dem til at hjælpe mig med noget... du får 500$ for det, det er ikke noget alt for skummelt det forsikre jeg dem for, de skal bare lige hjælpe mig ud, skulle kvinden sige nej ville han ikke se andet valg en at trække sin tysk-lavede Luger og skyde manden mens han stormede ud af lokalet og håbede på at folk ikke ville kunne huske ham, men på den anden side havde han lige givet kvinden i røst hans navn og øgenavn hvilket betød at hun også måtte lade live hvis det skulle komme til det.

[Valery Aurora Topkins]

[atrb=border,0,true][atrb=width,380,true][atrb=style,border: 1px solid #BD3E90; padding: 14px; text-align: center;][bg=828182] NEVER WALK AWAY, FROM A FIGHT THAT'S WORTH FIGHTING never hesitate WHEN YOU KNOW YOU'RE GUNNA ACT Hendes blik forlod ikke manden foran sig lige med det samme. Noget over ham og den charme han udøste gavmildt af virkede for hende meget mistænkelig taget situationen i betragtning. Hendes blik forlod ham dog kort og gled hen over kvinden i brunt som i nogle sekunder så utrolig overrasket ud hvilket gjorde det hende klart at denne kvinde ikke havde noget med sagen at gøre. Hun havde nok heller ikke helt ren mel i posen men denne gang var hun på det forkerte sted det forkerte tidspunkt. Valery kastede et blik rundt i lokalet og følte en irritation vokse. Ingen mafiamedlemmer var tilstede, hvilket betød at der ikke var forstærkninger at hente. Hun kunne end ikke dele jobbet op og derfor måtte hun træffe en hurtig beslutning hvis det kom dertil. Beslutningen ville i så fald omhandle hvilke af de to mistænksomme personer hun skulle forfølge for at finde mere ud af. kvinden i brunt blev dog siddende og Valery vendte blikket mod den charmerende unge mand foran hende som igen skilte læberne idet han lod et svar forlade dem. Han forstod skam at charmere en kvinde, og havde Valery ikke fornemmede ugler i mosen havde hun nok ladet sig charmere… en smule. Det var trodsalt hende der var kendt for at være charmøren, kvinden der kunne sno mændene om sin lillefinger og lege med folks følelser på en måde som fik dem til at hade hende, men elske hende på samme tid. Hun betragtede ham helt roligt med et skævt sødt smil over læberne idet han undskyldte og præsenteret sig. Han nu havde nu jo hans navn, og øgenavn som af en eller anden grund lød bekendt men hun var ikke helt sikker på hvorfor eller hvorfra hun havde hørt det. Hun kastede et flygtigt blik hen på kvinden igen. en ting var sikkert, nu kendte hun navnet på ham her, så kunne hun altid finde ham. Den anden kvinde derimod, måtte hun finde ud af hvem er. ”Åh jo, Deres accent er ikke til at tage fejl af, ikke desto mindre er den charmerende” sagde hun frækt. At han spurgte til hendes navn på denne måde som han gjorde kunne have fået hende til at le, men hun holdt sig i skindet, situationen var slet ikke den rette men alligevel kunne man vel sige at de havde gang i et lille flirt ”Jeg er Valery Aurora Topkins” hvis han var ny i byen forventet hun ikke at han kendte hendes navn, de fleste gjorde dog men der var altid nogen der ikke gjorde, med hendes store rygte som en ung, elegant og utrolig charmerende ekskortpige. Hun bemærket tydeligt den anspændte trækning der gled hen over hans ansigt ganske kort og skottede ned til hans hånd. Et spørgende udtryk gled kort hen over hendes ansigt og hun tænkte at det enten måtte være en pistol eller noget værre. Hun overvejede at spørg om hvad det var og efter endnu et sekunds varsel gjorde hun ”Er der noget galt?” spurgte hun. Helt ubevæbnede var hun nu ikke selv. Hun havde to pistoler på sig, den ene i sin taske, den anden skjult under kjolen så hvis han skulle vise sig at være en trussel for hende skulle hun nok kunne vise sine evner hvad dette angik, karate kunne hun skam også men fysisk styrke var stadig ikke noget en kvinde i hendes bygning kunne udmønstre. Hun var trods alt utrolig spinkel. Da han skottede hen mod døren fulgte hun hans blik og bemærkede politibetjenten, hendes blik gled tilbage til kvinden i brunt som hun kort så an, bemærkede den lille trækning hun vidste derved at denne havde et våben på sig. Hun kneb øjnene en smule sammen inden hun igen vendte blikket mod Keith så nu igen så på hende med et stort smil over læberne. Da han tilbød hende 500 $ smilede hun skævt ”Hvad med at vi siger at De skylder mig en tjeneste i stedet for” svarede hun med et skævt smil. Hun gjorde ikke dette for hans skyld men for at finde ud af hvad han endelig havde gang i. Nu stod det jo helt klart at det var ham der havde sat bomben fast på den bil. ”Har De en ide til hvordan De vil komme ud eller skal jeg få os ud?” hun troede næppe at han ville bryde sig om hendes måde, ikke at den var voldelig, den var nu nok mere intim, men nu måtte hun jo lige høre om han havde en ide. words: 643 tag: Keith & Jane lyrics: -- credits: Kei of SA and OTE

[Jane smith.]

Jane ville ud, det var tydeligt at de to mistænkelige personer, den ene som hun helt sikkert ikke kunne placerer men som fik hende til at blive nervøs, og den anden der tydeligvis havde noget at gøre med alt det her eksplosions noget, hun var sprængt imellem at blive og finde ud af mere om dem og at stikke af så hurtigt som muligt.
Hun endte med at lade sin fod være på det sidste, men så igen det samme problem som før, hvordan kom Jane ud af denne situation uden at ende med at komme ud af karakter, hun var nødt til ikke at bringe mere opmærksomhed til sig selv end hun endnu havde, og den bedste måde hun kunne gøre det var at blive sidende.

Ligenu var Jane fuld af ideer, hun kunne besvime, hun kunne løbe ud i et forsøg på at hjælpe, hun kunne liste væk i mængden, ja alle gode planer men problemer var indtil videre at hun var lidt for sent til de to første, for at besvime skulle hun først hyper ventilerer, og igen for sent med det, og alt for sent med at løbe ud fra hjælpe, og man kunne ikke liste væk i mængden når der var to der holdt øje med dig, det ville gøre dig mere mistænksom.
Så indtil videre besluttede Jane sig for at blive hvor hun var og istedet for lægge mærke til de to andre, hun kiggede ikke direkte på dem, hendes blik var nu på politimanden.
Hun frygtede ikke selv politiet, for de havde intet på hende, de kendte ikke hendes ansigt, alt i alt så ville de nok ikke indså hun var en snigmorder selv hvis hun meldte sig på stationen, de ville bare kalde hende skør og smide hende ud.

Hendes ører var dog tunet ind på den anden samtale, selvom hun lignede at hun havde hendes fokus et helt andet sted så var det de to mistænksomme mennesker som hun bemærkede.
Hun bemærkede samtale, og fik hutigt deres to navne, keith smith og Valery Topkins, den ene af dem havde samme efternavn som hende, uhyggeligt.
Nå men hun følte sig lidt bedre tilpas nu hun kendte deres navne, hvis det var deres rigtige navne, og de ikke kendte hendes, det fik hende til at slappe lidt mere af.
Hun holdt stadig om hendes ting, men sørgede for at gøre det som en kvinde der var bange for at der skulle springe endnu en bombe, som var hun nervøs.

Jane tog dog notits da de begyndte at snakke om hvordan de ville komme ud, hvis hun kunne bruge det til hendes egen fordel med at slippe væk fra dem så ville hun gøre det.
Hun ville dog huske dem begge, hun kendte deres ansigt men de kendte ikke hendes, altid en god ting, plus de var begge to mistænksomme mennesker, den ene åbenlyst god med sprængstoffer og samvittighedsløs nok til at slå ihjel, og den anden lod til at være god til at regne mennesker ud, måske ville hun være nødt til at gøre brug af dem en dag.