Blood, spit and sweat

[Marcus blach]

Blood, spit and sweat
Noemi&marcus

so much hate for the ones we love

I et gammelt, efterladt varehus summede der af liv. Udenfor var det måske ikke til at se, at det blev brugt, men når man først trådte ind af dørene, som forresten blev bevogtet af et par mænd, blev man mødt med en stank af røg, råb og masen.
"Three hundred dollars! Three hundred!" "Imma bet two fifthy!" "Four hundred here!" Rundt om en lille arena, der mere eller mindre mindede om en boksering, stod folk i flokkevis med pengesedler blafrende i vejret. Der lugtede af indelukkethed og sved blandet med røg, hvilket de forskellige spotlys, som egentlig var det eneste der var af lys, ikke gjorde meget bedre.

I hver sin side i den lille arena, var der to mænd. Begge havde trukket trøjerne af og fremviste deres overkroppe. Den ene var mere muskuløs og bred af sig. Rundt på kroppen havde han adskillige tatoveringer på den hvidblege hud, der blot indikerede at han ikke havde set solen i dagevis. "I can't-- I can't fucking handle him, for fuck!" spyttede han mens han stod lænet ud over rebene med blå mærker i ansigtet, et flækket øjebryn og næseblod. Benene under ham rystede svagt, men manden med den lange frakke klappede ham bare på kinden og rakte ham en vandflaske, "don't you dare say that kind of crap, Rafe! You can do it!" Rafe så sig modvilligt over skulderen med svedperlerne dryppende. Hans modstander var sort. Kendt som 'black slave' - en fornærmelse for mange sorte, men Curtis havde ikke noget at skulle have sagt hvis han ønskede at beholde sit arbejde, hvis man spurgte hans blege manager der duppede hans pande med et håndklæde. Curtis var næsten samme bygning som Rafe, men var hurtigere og mere kold i blodet, og det var også derfor at han, i forhold til sin modstander, blot sad på en ølkasse, lænende mod stolpen hvor hans brystkasse hævede og sænkede sig i hårde stød. Sveden dryppede ligeledes ned over hans ansigt og kroppen glinsede i spotlysene, og da de to fik øje kontakt var det som om, at hele salen blev elektrisk. "FOUR HUNDRED ON BLACK SLAVE!" "Three hundred!" "Five!" "Rafe gonna kick the crap outta 'im!" "Come on, Rafe!" Støjniveauet var steget markant og kunne gøre folk halv døve.

Marcus piftede højt, skubbede sig frem og rakte en ranglet fyr med hat og en kasse, der var forbundet med en snor rundt om halsen, et par sedler, "Two five on Curtis!" fyren tog imod sedlerne, de sendte hinanden et kort blik og han nikkede vant, inden at han tog imod det næste væddemål fra folk. Ligeledes nikkede han til dem han tog imod, og fik derved vist, at han huskede dem. Marcus var iklædt en skjorte der sad halvt over buksekanten, krøllet og knappet let op. Ærmerne var smøget op, bukserne sad tæt og håret sad uregerligt, som om at en fugl lige havde været i det og bygge rede, for derudover stank det langt væk af røg. Hastigt fik han sig mast igennem mængden af de mange mænd, så han endte med at stå tæt ved arenaen. En dommer hævede hånden, lige efter lød en højlydt klokke.
Rafe rystede desperat på hovedet og nærmest tiggede sin træner om at smide håndklædet i ringen, men hans assistenter skubbede ham bare ud i ringen, hvor Curtis havde rejst sig selvsikkert og trådt frem igen.

tell me that we both matter dont we

TEMPLATE BY: THERE CAN BE ONLY ONE MIKEY !

[Noemi]

Blood, spit and sweat
Noemi&Marcus

so much hate for the ones we love

TDet var med en instinktiv bevægelse Noemi trak sin korte cardigan over skuldrende og dukkede nakken en anelse, da hun forlod Pulchre Hotels hovedindgang, og trådte ud i den kølige aftenluft. Hele dagen havde solen bagt over Bridgeford og henlagt byen i en stegende, indelukket hede mellem de høje bygninger og villakvarterer, men hen under aftenen var en svag vind strøget ind over byen, som en forfriskende pust. Solens allersidste stråler farvede stadig horisonten af den skyfrie himmel i røde og orange nuancer, og indikerede at det var ved at være sent på aftenen.
Lyden af en drønende bil fik Noemi til let at dreje hovedet til den ene side, idet hun krydsede gaden foran hotellet og drejede af, ned af den nærmeste sidegade, væk fra de flotte skyskrabere, de pæne facader, overdådige butiksvinduer og smukke biler der prydede disse kvarteres veje. Væk fra alt det hun i grunden ikke tilhørte. Alligevel fortalte hendes påklædning i øjeblikket noget andet; Noemi var iført en af sine pæneste kjoler -en charleston inspireret, florlet sommerkjole med dyb ryg og indsnit i taljen. En kjole der, hvis ikke man nærstuderede den, nemt kunne gå for at være ligeså meget værd, som enhver af de kvinders, der retmæssigt kunne kalde sig for klientel på Pulchre Hotel. Noemi brød sig ikke videre om på den måde at forestille noget hun ikke var, iklædt tøj der slet ikke var hendes stil, med håret sat op og dybrøde læber. Men det var kravene. Aftenen var sluttet tidligere end Noemi havde forventet, men ikke desto mindre havde hun tjent de penge hun forventede, og de hvilede nu trygt under den ene side af hendes bh's bærestykke. En god fornemmelse, ifølge Noemi -kontakt afbetaling efter udført ydelse. Jobbet i aften havde været en klassiker, en dødeligt kedelig og langtrukken forretningsmiddag, hvor hendes eneste funktion var at tie stille og smile, så hendes arbejdsgiver, Mr. Harris, kunne fremstå præsentabel med en kvinde ved sin side, mens han ordnede sin forretning. Åbenbart var forhandlingerne gået glat, og de fire forretningsmænd og deres medfølgende partnere havde splittet op, kort efter middagen. Dette tidspunkt afgjorde som regel resten af Noemis aften, samt hvor stor hendes indtjening ville blive. For, som hun altid gjorde, ventede hun med Mr. Harris til resten af deltagerne havde forladt hotellet, hvorefter hun stillede sin sædvanlige spørgsmål -Om aftenen sluttede her, eller om Mr. Harris ønskede at hun fulgte med ham videre. Enhver vidste hvad dette ville betyde, og det var altid med en hvis tøven Noemi tilbød dette. Hun var jo ikke engang tvunget, men tanken om de ekstra penge det ville give, fik hende altid til det i sidste ende. Men Mr. Harris havde åbenbart haft andet at se til, og med en diskret gestus havde han stukket hende det aftalte beløb cash, før han forsvandt ind i lobbyen og efterlod Noemi i indgangshallen. Af erfaring vidste hun vagterne snart ville opfatte hvad der foregik, og uden tøven havde Noemi forladt hotellet, ikke uden at føle en hvis lettelse over der ikke var sket mere denne aften.
Der blev længere og længere mellem gadelygternes lys, idet Noemi nåede væk fra de pænere kvartere, og nærmede sig slummen. Den klikkende lyd fra hendes højhælede sko gav genlyd gennem den stille gade, og automatisk så hun sig over skulderen hver eneste gang hun drejede ned af en ny gade. Selvom byen i den grad var velkendt for Noemi, brød hun sig ikke om at vade igennem disse gader på denne tid, dressed som var hun gået helt forkert. Hun havde sat kursen hjemad, i forventningen om at fange sin bror derhjemme, forhåbentligt færdig efter en dags arbejde. Men de mørke vinduer og formålsløse banken på døren, gjorde det hurtigt klar han ikke var hjemme. Noemi mærkede hvordan frustrationen langsomt begyndte at spire, da hun ikke behøvede mange øjeblikke til at gætte hvor han ville være. Det var den aften på ugen hvor størstedelen af kvarterets mænd ville befinde sig i det nedlagte varehus, for at overvære den ugentlige boksekamp. Og hvis ikke Noemi tog fejl, ville Marcus allerede have sat en god sjat af de penge han havde tjent, på en af de kæmpende. Med en dyb indånding satte Noemi videre mod slumkvarterets usleste kvarter. Fra de mere rolige og stille lejlighedskomplekser begyndte der nu igen at summe lidt af liv omkring Noemi, jo mere hun nærmede sig det gamle varehus, men det var en anden stemning end ved Pulchre Hotel- Folk -de fleste mænd- han på gadehjørner, talte med højlydte stemmer, drak af flasker skjult i brune papirsposer, gloede efter hende når hun passerede, som var hun faldet ned fra månen og lignede en alien. Hun var stadig iført sit mondæne tøj, og nåede lige at knappe sin cardigan og rode en smule op i det ellers så pæne hår, før hun trådte ind i det oplyste og propfulde varehus. Larmen og lugten ramte hende med det samme, og de første sekunder gik med blot at søge desorienteret efter en spinkel skikkelse af italiensk udseende, der kunne være Marcus. Til sidst, efter minutters søgen, fik hun øje på ham, et par rækker oppe, på den modsatte side af arenaen end hun selv.
excuse me, I need to-.., Noemi fik ikke færdiggjort sin sætning, da mængden af folk der stod foran hende blot flyttede sig uden at gide flytte fokus fra kampen. De der tog sig tid til at se på hende, undervejs som hun undskyldte og skubbede sig vej igennem mængden, enten smilede smørret, sendte hende sigende blikke eller piftede. Et par stykker kom med tilråb, men Noemi valgte ikke at svare. Det lykkedes hende at nå rækken hvor Marcus stod, og netop som hun skulle til at åbne munden for at råbe ham an, henover hovedet på et par stykker, mærkede hun et fast greb om hendes håndled. Hurtigt vendte hun hovedet med et ryk, og fik øje på en stor fyr hvis blik sejlede nok til at man kunne fortælle han vidt havde fået en del indenbords før kampen. "Hello beauty, why such a hurry?-, manden lod blikket løbe over hende, og Noemi mærkede det trække i den underarm han havde grebet om. "damn -Shut up, you cheesehead -let go of me!" Noemis stemme var hidsig og ikke ligefrem lavmælt, da hun instinktivt trak sin arm til sig. Men det var svært at lægge kræfter i, uden at skubbe til folk omkring sig og skabe uro, hvis ikke hun allerede havde tiltrukket sig de omkringståendes opmærksomhed. Irriteret så hun på manden, og fortrød var gået direkte fra Pulchre Hotel og hertil.

tell me that we both matter dont we

TEMPLATE BY: THERE CAN BE ONLY ONE MIKEY !

[Marcus blach]

Blood, spit and sweat
Noemi&marcus

so much hate for the ones we love

En klokke ringede, hvilket var tegn på at kampens næste runde skulle i gang. Men ikke nok med det, så blev der skabt uro i det den hørtes. Det var nok bare ikke kampen der skabte den uro, men noget andet, og det fandt de fleste også ud af hvis de så sig over skulderen mod den lille episode. Også Marcus havde ladet blikket falde over skulderen, og han opdagede også straks hvem det var der stod der. Noemi var malplaceret i den påklædning og stod i stor kontrast til den lidt skumle skare der ellers var der.
Der skulle ikke meget til før at Marcus havde skubbet sig gennem et par mennesker for at nå hen til hende, og straks trak han hende til siden, "What are you doing here?!" røg det hurtigt ud af ham, mens han så kort ned af hende og lagde blot endnu mere mærke til hendes tøj, "I thought dad told you not to go to these places.. and dressed like that.." sagde han, hvor han så kort efter tog jakken af og kastede den om skuldrene på hende, så godt det nu kunne lade sig gøre i den tætte gruppe af mennesker.
Manden, fra tidligere, som hun havde revet sig væk fra, var kommet til sig selv efter at han var faldet baglæns ind i et par mennesker. Han havde netop fundet balancen igen da han så sig rundt efter pigen med et vredt blik, og i det Marcus havde fået jakken om hende havde manden opdaget dem. "You there! That girl is mine! I saw here first!" Med en fast bevægelse langede han ud efter Noemi endnu engang. Hans brede arm kom til syne for Marcus ud af hans øjenkrog, og da han opdagede hvordan der blev grebet i skulderen på Noemi.
Som var det af ren refleks gik det så hurtigt at manden ikke rigtig opdagede det før at han til sidst så ind i en sort håndpistols barrel. Han stod stivnet, og pludselig havde de tre fået mere plads, da folk omkring dem havde gået et par skridt tilbage. Selv kampen var stoppet. Som om at de havde fået deres eget spotlys.

"Let go of her, you shithead.." Marcus holdte blikket fast på manden som pistolen. Manden, hvis opspilede øjne fik det til at virke, at han pludselig var blevet mere ædru, slap ligeså stille sit tag i Noemi. Marcus brystkasse hævede sig noget mere, men blot stille og roligt, hvorimod mandens var hastig og usammenhængende.

tell me that we both matter dont we

TEMPLATE BY: THERE CAN BE ONLY ONE MIKEY !

[Noemi]

Blood, spit and sweat
Noemi&Marcus

so much hate for the ones we love

T Noemi bemærkede knapt at endnu en kamp var indledt, og de fleste omkring hende igen var mere optaget af enten af huje eller klappe af de to deltagere nede i ringen. For manden der havde grebet om hende havde et fast greb, og Noemi tvivlede ikke på han mente hvad han sagde. På den ene side var hendes eneste håb at fange Marcus opmærksomhed, på den anden side brød hun sig ikke om at hendes bror på den måde skulle tro hun ikke kunne klare sig selv. Men at tro på nogen anden ville gribe ind, var i dette miljø det samme som at tro på man fik foræret en stilling som mafiaens højre hånd, samt evig rigdom. Enhver måtte klare sine egne problemer, så blandede ingen sig i hvordan man gjorde det. Ingen spurgte ind til hvordan en mand fra den ene uge til den anden gik fra ikke havde råd til en dåse bønner, til så at drønede rundt i en splinterny bil. Alle vidste hvem denne mand i så fald var i kontakt med, men kun de dummeste ville blande sig i den slags. Så at en som Noemi, der så tydeligt udstrålede hvilken form for job hun netop kom fra, havnede i problemer, måtte hun selv rode sig ud af. Derfor var det med en blandet følelse af skam og lettelse, da Marcus fik øje på hende , skubbede sig frem og trak hende til side. Spørgsmålene han stillede, kom på ingen måde bag på Noemi, hun havde hørt dem en million gange før, og svaret kom næsten automatisk; "What are you doing here yourself! You promised to stay home, not go out and throw our money at shit like thi-" begyndte Noemi så bebrejdende hun overhoved kunne præstere, men Marcus afbrød hende hurtigt med sin kommentar om hendes tøj. Hun vidste hvad han ville sige, sætningen behøvede ingen afslutning før Noemi forstod, og allerede før han var færdig, havde hun åbnet munden for at give igen. Men det iltre temperament havde forladt hende en smule, samvittigheden over faktisk at have gjort hvad både Marcus og deres far ikke ønskede, oveni hans beskyttende reaktion ved at trække hende væk og række hende sin jakke, gjorde det svært at bebrejde ham meget. Men det var jo hende der for helvede skaffede pengene hjem, hvordan skulle han ellers have råd til at stå her.
Noemi blev revet ud af deres diskussion så snart den fremmede mands stemme igen lød, og hurtigt drejede hun hovedet mod ham igen. "Marcus-" begyndte hun, egentligt ment som tegn til han måtte reagere, men knap havde hun udtalt hans navn, før han havde taget affære. Marcus reaktion havde næsten overrasket Noemi ligeså meget, som det havde overrasket den fulde mand. Godt nok vidste hun hvad han var rodet ind i, men at han var så hurtig på aftrækkeren kom stadig uventet. "Marcus, relax...Please-", i modsætning til før, ønskede Noemi ikke længere hendes bror skulle gribe ind, tværtimod. Med et flakkende blik mellem manden og hendes bror, trådte hun et par skridt tilbage, før hun forsigtigt lagde en hånd mod hans overarm og trak med bagud, væk fra manden. Folk omkring dem var rykket væk, men reagerede ikke yderligere. Ingen ville blandes ind i sådan et opgør eller komme i klammeri, og Noemi bad til de omlidt ville glemme alt dette, som man plejede. "Come on, Let's go Marcus..", Noemis stemme var rolig, men tydeligvis anspændt. Igen trak hun en smule i ham, før hun begyndte at gå mod udgangen, med jakken trukket godt omkring skuldrene.
Den varme natteluft mødte dem idet de nåede ud, og en kølig brise strøg gennem Noemis mørke hår, da hun blot fortsatte i retning mod deres gade. "Why you've always need to act like such af dumb-fuck hero? A gun?! In the middle of those drunk asses? -Marcus!" udbrød Noemi træt, igen en smule bebrejdende. Men hendes blik var rettet mod ham, og hvis han mødte hendes mørke øjne med sine egne, ville han se taknemmeligheden over hans hjælp..

tell me that we both matter dont we

TEMPLATE BY: THERE CAN BE ONLY ONE MIKEY !