Udmattelse

[Setsuko Reed]

Det var en ganske lun aften, og varmen fra asfalten fik den efterhånden lavtstående sol til at flimre. Eller også var det sodpartiklernes skyld, det var svært at vurdere, når man var vandt til støvede grusveje og luft så klar, at den skar i lungerne. Det var stort set vindstille, og vandet i floden så ud som om det var gået i stå for natten. Nogle enkelte blade hvilede på overfladen hist om her som et sørgerligt levn fra andre, mere frugtbare egne. Henover broen kom en ung kvinde gående. Hendes ansigt udstrålede alle tegn på udmattelse, og idet hendes blik faldt på det rolige vand, gik hendes krop langsomt i stå. Hun var iklædt en enkel, mørk kjole med små lyse prikker og havde en lys frakke over armen. Det var alt. Hvis det ikke havde været for den barske virkelighed, der trængte sig på, kunne det have mindet om et romantisk eventyr om den fattige pige, der kommer til kongens by og finder den forladt og øde. En fugl pippede sagtmodigt et sted langt borte, men dens sang druknede hurtigt i byens larm. Det var langt fra et øde sted. Faktisk var der altid så mange mennesker overalt, at det måtte undre, at der var så tomt omkring den smukke, gamle bro. Setsukos mave begyndte at knurre, og hun tog sig til hovedet. Udmattet satte hun sig op ad det stengærde, der adskildte den almindelige vandringsmand fra vandet mange meter under, og lod frakken falde til jorden. Hun orkede ikke at gå mere lige nu. Ville bare lige tage en lille pause, før hun fortsatte jagten. Hun lukkede de mørke øjne hårdt i og forsøgte at drømme til hjem til Woodcarver Hill. Hun havde ikke engang været her 2 døgn, og byen var allerede ved at få skovlen under hende.

[James Iacaruso]

James kom gående imod broen. Han havde fået lidt at drikke, men det var nu ikke just noget man kunne se eller lugte, lugten af cigaretrøg lå tungere om ham end lugten af alkohol, han havde siddet inde på en bar, en der handlede alkohol ulovligt, men det var dog kun de færreste der var klar over det. James var iført et jakkesæt, det var efterhånden sjældent han var iklædt andet, men det fulgte jo også med jobbet, han skulle være fin, vise at han havde status, så andre ikke skulle tro, at de kunne fucke med ham eller lignende. Jakken, som James havde på var knappet op, så den hvide skjorte indenunder var at se, en fin skjorte, som tydeligvis havde kostet mange penge og penge var en ting, som hans arbejde gav ham meget af. James tog et hiv af den cigaret, som han holdte imellem to fingre og pustede derefter røgen ud. Hans grønne øjne studerede kort området og faldt over noget, eller rettere sagt nogen. En der sad der på broen. Hans skridt gav svagt genlyd, som han gik der på broen, de grønne øjne hvilede på damen, der sad. "Skønt aften, ikke sandt?" Lød James' stemme, en stemme som var mørk, men rolig. Han stoppede kort fra hende og lænede sig let imod stengærdet, mens han betragtede hende. Gad vide hvilken slags hun var?

[Setsuko Reed]

Setsuko havde ikke lagt mærke til lyden af et par herresko, der nærmede sig. Der var så meget almen baggrunsstøj overalt, at hun slet ikke kunne skældne lydene fra hinanden. Derfor ramte den rolige stemme hende med samme kraft som et afsporet godstog, og i en hurtig bevægelse løftede hun blikket og sprang på benene. Mandens elegante beklædning havde ganske enkelt fået hende til at reagere helt instinktivt, som når hun stod overfor en chef eller en fin kunde. Det var svært at overse, hvor forskrækket hun var blevet, for hendes øjne stirrede vidt åbne på ham, og hun holdt praktisk taget vejret. Hvem er det? Hvad vil han? Setsukos hjerte sprang skræmt et par slag over, men sagtnede så farten, da det gik op for hende, hvad han havde spurgt om. Forlegent samlede hun sin frakke op og børstede den af med hånden, mens hun forsøgte at sammensætte en sætning, der gav mening. Mandens afslappede fremtoning dæmpede hendes nervøsistet en smule, men til gengæld gjorde hans store, grønne øjne det svært for hende at fokusere på hans ansigt uden at komme til at glo. "Jo..." Setsuko vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun følte det virkelig som om hun stod ret foran sin gamle chef og skulle forklare, hvorfor hornfisken ikke havde været gennemstegt, da den blev båret ud. Hvad mon sådan en fornem herre laver her?