Welcome Home

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] Welcome Home Staring → Tino & Lizzie Hendes øjne kiggede undrene på ham, da han pludselig trak sig tilbage, noget hun ikke lige havde regnet med. Please not again sagde stemmen inde i hendes hoved, mens hun kiggede undrene på ham, hun havde igen gjort et eller andet, som han ikke brød sig om, og hun hadet det, det prikkede til hendes øjne, fordi at hun jo ikke ville skræmme ham bort igen. Den tanke om at han skulle gøre det samme ved hotellet, rejse sig op og gå, den var der nok halvdelen af tiden, men hun sagde ikke noget, og betragtede ham bare lige så stille, ventede på hvad han havde tænkt sig at gøre. Begyndte ikke på hendes snak omkring, at hun var ked af det, fordi lige præcis det havde fået ham til at gå sidst, så nu ville hun lige tænke igennem, hvad fanden hun egentlig skulle sige, hvad hun skulle gøre. Hun tog en dyb indånding, da han faldt ned på siden af hende, og lukkede øjnene. Hænderne gled ned over ansigtet, hvad var det, hvad var det som hun havde gjort forkert? Det var virkelig en alt opædende følelse, ikke vide hvad det var som gjorde, at han havde trukket sig tilbage så pludseligt. Var det hans samvittighed over et eller andet, var det noget som hun havde gjort? Det var nu hun lagde mærke til at sidste gang havde han også trukket sig tilbage, da hun lod fingrene glide ned af hans ryg. Kunne det være det? Hænderne gled væk fra ansigtet, mens hun kiggede op i loftet. Det var først da han sagde undskyld, at hun lagde blikket på ham. Hun smilede skævt, og ventede lidt inden hun satte sig op, og tog en dyb indånding, hun tog blidt fat omkring hans hage, og vente hans ansigt imod hendes, så hun kunne kigge ind i hans øjne, mens hun sagde dette. "You have nothing to say sorry about.. Im sorry if it was something I did.. but please Tino, would you tell me.. whats on your mind.. Its hard sitting here not to know what your thinking about.." hun fugtede stille læberne, og lod blikket glide ned på gulvet, inden at det gled op imod hans ansigt. "I really want to know... And I really want to help, I... I would do anything for you Martino.." trods for at de ikke havde kendt hinanden så længe, var hun sikker, ethundrede procent sikker på, at hun ville gøre alt for ham. Lige meget hvad det var. Hun elskede ham jo forfanden da!
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

WELCOME HOME

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Tino så på hende og kunne ikke lade værre med at smile en smule, over forvirringen i hendes ansigt. Hun var kær, det kunne han ikke benægte. Han lagde sit hoved lidt på skrå, og lagde sin ene hånd i hendes nakke. Forsigtigt nussede han hendes nakke hår, med fingrene, tillod sig selv at nyde den varme følelse i hendes nakke. Da hun begyndte at spørger ind til hvad der var galt slog han dog blikket ned. Han ville gerne forklare hende, problemet var bare at han ikke kunne. Han kunne ikke engang forklare hverken Vinnie eller Leonardo hvad der var galt, heller ikke selvom han ville. Han kunne bare ikke, lige meget hvor meget han end ville. Han sank en klump, inden han igen rettede blikket imod hende.

"Im really sorry, but i .. Cant." Sagde han dæmpet, inden han igen vendte blikket bort. Denne gang blev det imod et af de mange rosenblade som var på sengen. Han tog bladet imellem sine fingre, og strøg det roligt. Han tillod sig selv at nyde den bløde følelse fra bladet. Det mindet ham næsten om følelsen af en kvindes hud imellem fingrene. Et lille stykke hud, som man nu kunne sidde og nusse imellem sine fingre. Han smilede en smule dumt over tanken, inden han hævede bladet foran hende. Han satte det roligt imod hendes hud, og begyndte at kærtegne den bløde hud, med det bløde blad.

"Please dont worry about me, okay?" Hviskede han en smule tøvende, men han ville for alt i verden ikke have at hun bekymret sig. Han vidste udmærket godt at hans liv ikke var en dans på roser, og nok heller aldrig blev det. Han ønskede virkelig ikke at hun skulle bekymre sig om hans nedgang, og møgliv. Hun var så perfekt, så uskyldig som noget overhovedet kunne blive. Han ville ikke kunne leve med sig selv, hvis han på nogen måde ødelagde hendes uskyld, eller hendes helt igennem perfekte person. Han lod rosen bladet glide ned over hendes bryst, over hendes mave, videre over hendes lår, og tilbage igen. Han lod bladet glide op af hendes hals, og kærtegne hendes nakke forsigtigt, imens han lænede sig ind imod hende så der kun var få centimeter imellem deres munde. Han kyssede hende dog ikke, men så bare på hende med et roligt blik. Han nød følelse af hendes vejr trækning imod hans ansigt, men frem for alt nød han følelse af at røre hende, uden helt at røre hende. Det var måske egentlig en smule underligt, men rosenbladet som endnu en gang fandt ned over hendes bryst, formået virkelig at få ham til at slappe af igen.

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's complete lack of surprise.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] Welcome Home Staring → Tino & Lizzie Hun fugtede langsomt læberne, og sukkede tungt, da han sagde at han ikke kunne fortælle hende hvad det var. Det gjorde en smugle ondt, men hun kunne hellere ikke tvinge ham til at sige noget, som han ikke havde lyst til, og hun måtte vel indse at den bedste måde at hjælpe ham, var bare at være der for ham, også lade ham snakke, når han havde brug for det? Hun bed sig lidt i den ene side af læben, som altid. En virkelig dårlig vane det var gået hen og blevet efterhånden. Hun sad lid og tænkte, mens hun overvejede hvad hun skulle sige til ham, om hun i det hele taget skulle sige noget? Han ville jo ikke snakke om det, og det havde hun vel delvist respekteret. Øjnene blev lige så stille lukket i, da han lod rosen bladet glide ned over hendes krop, det gav flere sug i maven, mens et stille suk af nydelse gled igennem læberne, som der langsomt skilte sig fra hinanden. Da der var gået noget tid, sank hun nået mundvand, og kiggede på ham, med halv åbne øjne, med et stille smil på læberne. "Please promiss me this.. If you ever need someone, and need someone to talk to.. I'll allways be here for you.." hun smilede lidt mere, og lod fingrene glide ned over hans kæbe, og nussede den lige så stille mens hun nød, hvordan han lod rosen bladet glide hen over hendes hud, som om han kærtegnede hendes hud, også alligevel ikke. Hendes hjerte begyndte at pumpe en smugle hurtigere afsted, da han satte sig tættere på, og deres læber kun var få cm fra hinanden, men hun ville hellere ikke ødelægge det, ved at kysse ham. Så hun sad i stedet bare der, og åndede ham imod hans læber, som der var så dejlige bløde, så dejlige at kysse. Hun smilede skævt til ham, og tog en dyb indånding "One more thing... Please remember, I love you for you.. nothing can ever chance that.." før han kunne nå at sige noget, pressede hun så blidt, og forsigtigt sine læber imod hans. Nok det mest ømme, og følelsesladet kys, hun nogen sinde havde givet nogen. Hun masserede langsomt sine læber imod hans, inden hun slap det langsomt, og forsigtigt, som ville han gå i stykker. De grønne øjne, som der havde været lukket i, åbnede sig lige så stille, mens den ene hånd, gled op i håret, nussede hovedbunden lige så stille, derefter ned til øret, og om bag øret. Hun kunne virkelig blive ved med dette hele natten, hvis det var det hun fik lov til.
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

WELCOME HOME

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Han mærkede hvordan det stak i brystet, da hun sagde at han måtte love at snakke med hende. Han havde altid haft svært ved at binde sig til andre mennesker, og ville nok altid have det sådan. Han kunne ikke forestille sig, at han nogensinde ville sætte sig ned og snakke om sine følelser. Det kunne godt være at han i sit hoved kunne sætte en finger på præcis hvad der var galt, men at få ordene ud af munden, og forklare omverden, ja det skulle der nok et par øl til, før han begyndte på. Men gud, hvor ville han dog ønske at han bare kunne pakke hende ind og gemme hende væk, et sted hvor ingen nogensinde ville kunne få fat i hende. Han havde næsten ondt af hende, for at forelske sig i et fjols som ham. Han hadet hende ikke, og han bebrejdet hende ikke, men han ønskede for alt i verden ikke at hun skulle være en del af hans rodet liv. Han ønskede for alt i verden at holde hende udenfor det liv han levet, og alligevel.. Alligevel så var hun så skide fantastisk. En kvinde der havde formået at slå benene væk under ham, fået ham til at glemme hvilket røvhul verden var, og hvor meget lort der kom ud af det røvhul. Hun havde virkelig formået at fortrylle ham, og han ville for alt i verden ikke miste hende, eller have at hun forsvandt ud af hans rodet lorte liv.

Tino sukkede lettet da hun valgte at kysse ham. Han gengalte kysset, lukkede sine øjne og tillod sig selv at blive opslugt. Han slap igen rosenbladet, og lagde sin ene hånd imod hendes skulder. Det var præcis derfor han ikke kunne undværer hende. Hun var så skide fantastisk på alle de måder som han hadet. Han kunne ikke prale af at han var den helt store casanova, men Lizzie forstod virkelig at gøre ham skør i hovedet, og få ham til at ligge alle bekymringer fra sig.
Da hun igen slap kysset, så han på hende med et næsten skuffet blik. Han sagde intet, men så blot på hende imens han overvejede sit næste træk.

"Lizzie Please.. Dont worry about me. Dont ever worry about me." Sagde han igen, inden han rykkede endnu tættere på hende. Han lagde armene omkring hende, og trykkede hende blidt ind til sig, imens han begyndte at dække hendes hals med små lidenskabelige kys. Han strøg hende over ryggen, og uden egentlig at tænke for meget over det hviskede han: "non lasciarmi mai*"
Stille flyttede han igen hovedet fra hendes hals. Han så på hende og beundrede et øjeblik de smukke grønne øjne, som han kunne skrive romaner om. Han lagde hovedet lidt på skrå, imens han så på hende. I dette øjeblik var der ikke brug for ord. Der var ikke brug for handlinger. Der var ikke brug for noget. Der var kun brug for blikket, som faldt på hende og som sagde mere end tusinde ord. Som fortalte hende at han elskede hende. At han ikke kunne leve uden hende. At hun var den mest fantastiske gudinder han nogensinde havde mødt i sit liv. At han hadet hende for at have en så forførende effekt på hende, og alligevel elskede han hende for det. Han kunne ikke benægte det, for det var sådan det var. Han smilede forsigtigt, inden han igen mødte hendes læber i et forsigtigt kys. Et kys, som var det deres første.

*don't ever leave me

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's smirking revenge.

[Elizabeth Monroy Smith]

[atrb=border,0,bTable][atrb=style,width:460; background: url(http://i55.tinypic.com/359a5om.jpg); border: 2px solid #ffffff;,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=colspan,2]
[atrb=width,25px,]	[atrb=colspan,2][atrb=style,border-left: 4px solid #ffffff; padding-top: 30px;] Welcome Home Staring → Tino & Lizzie Hun skød underlæben frem, da han sagde at hun aldrig nogen sinde skulle være bekymret for ham, det var jo ikke fair! Så som et irriteret barn, der ikke måtte få viljen, sad hun der og kiggede ham med underlæben skudt frem. Underlæben faldt dog meget hurtigt, og øjnene lukket, da han begyndte at kysse hende ned af halsen. "I really need to learn Italian..." mumlede hun hæst, uden at vide hvad han egentlig havde sagt. Hvis hun havde vist hvad det betød, havde hun sagt aldrig, hun havde ikke i sinde nogen sinde at forlade ham, intet kunne få hende til det, nok ikke en gang ham, hvis det nogen sinde skulle komme så vidt. Hun åbnede langsomt øjnene, da han slap den følsomme hals, og kiggede ind i hans øjne. Hans dejlige brune øjne, de var lige til at forsvinde i, og aldrig nogen sinde komme ud af igen. Der var så meget som hun ville sige, så meget hun ville gøre, men så lidt ord, så få sætninger, hun kunne ikke få det sagt på en ordenlig måde, og i stedet sad hun bare der i stilhed, og anede virkelig ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv. Den eneste person der nogen sinde, virkelig havde hold af hende, havde været hendes mor, og selv hun havde glemt hende, nu og dag, var mere glad for at hun stadig havde status hos hendes fader, alle vist jo hvordan han havde været sammen med andre kvinder. Men nu, nu kunne hun virkelig føle, hvordan det var at høre til, hvordan nogen faktisk gad hende, for præcis den hun var. Den tøssede lille pige, som der sagde så mange ting, der ikke altid gav mening, hende som der er irriterende, og siger hendes mening, selv når hun burde holde sin mund. Hvordan kunne denne mand, som sad over for hende, kunne være noget andet end godt? Ja okay, hun havde set den onde side, men selv det havde ikke skræmt hende væk, det gjorde ham bare mere spændende. Hun havde aldrig kunne lide mænd, mennesker i det hele taget som der gik rundt og spillede fissefornemme, og hvis der var noget skridt i overfalden benægtede de det. Han benægtede ikke rigtig noget, han opførte sig som han havde lyst til, hun ville for intet i verden gøre ham til noget andet, bede ham om at ændre sig. Hun kunne lide ham, præcis som han var. Med stoffer, eller uden. Hun smilede en smugle forlegen, over den måde han kiggede på hende, mest fordi hun som sagt aldrig havde været vant til nogen, som der elskede hende. Hun kiggede ned på sine hænder, der havde lagt sig på hans lår. Kuldegysningerne gled igennem hende, da hans læber ramte hendes, det var et kys som intet andet, det første kys, og kysset mellem forelskede. Det kys som alle piger ønskede sig, som i film, hvor foden lige så stille gik op i luften. Dog gjorde hendes fod det ikke, men hele hendes krop følte som om den kunne svæve. Hun slap kort kysset og hviskede hæst "You are amazing.. I dont care about anything els.." med de ord, pressede hun igen sine læber imod hans, lagde benene omkring hans hofter, og armene omkring hans nakke, for at sætte sig helt ind til ham. Kysset var en smugle dybere end det andet havde været, men stadig lige så fyldt med følelser. De ting han frembringede i hende, hun fattede dem ikke helt, og ville nok hellere ikke aldrig gøre det. Men hun elskede det, og ville ikke have det til at stoppe.
[atrb=colspan,2][atrb=style,padding-right: 10px; border-right: 4px solid #ffffff;] Life is like dancing on roses; Make it what you want to. template by columba of on the edge	[atrb=width,25]

[Martino De Lazzaro]

WELCOME HOME

STARING :: Elizabeth Smith & Martino De Lazzaro
You're not your job. You're not the car you drive. You're not the contents of your wallet. You're the all-singing, all-dancing crap of the world.

Et sug gik igennem hans mave, over hendes ord. Hendes sukkersøde små ord. De bekræftet ham i at hvad han gjorde var rigtigt. Han kunne for alt i verden, ikke drømme om at gøre hende ondt. Han ønskede hende kun det bedste, og hvis det stod til ham, skulle hun eje hele byen, være dronning, have en dyr krone på hovedet. Han kunne ikke lade værre med at smile lidt fjollet over tanken, men endte med at skubbe den væk igen. Lizzie havde endnu en gang formået at få ført hans tanker andet steds, og formået at få hans hastige hjerte til at slappe af.

Tino skulle til at svare hende på hendes sidste ord, men nåede det ikke før hendes læber igen mødte hans. Denne gang, blev kysset gengældt af et hedt kys. Han tøvede ikke med at skille hendes læber fra hinanden med sine egne, og lade sin nysgerrige tunge danser over hendes tænder, inden den mødte hendes. Han aede hendes tunge lidenskabeligt med sin egen, imens han endnu en gang lod en hånd glide op over hendes ryg for at trække hende nærmere. Han sukkede tungt, inden han lod begge sine hænder glide ned på hendes hofter. Han bemærkede hver eneste af hendes bevægelser. Fingrene i hans nakke, følelsen af hendes ben omkring hans hofter, lyden af hendes vejrtrækning, og smagen fra hendes mund. Han følte sig virkelig i et fuldstændig andet univers når han var sammen med hende. Et univers, hvor der kun var dem, og ingen andre. Og han elskede det. Han elskede følelse af at føle sig som et menneske, selvom man egenligt var to. Et elskende par, som trods den lette usikkerhed stadig stolede på hinanden, og stadig udforskede hinanden. Det var næsten som en helt eventyr rejse i sig selv, og Tino elskede det.

Tino lod sine hænder glide ned på hende lår, så han bedre kunne holde fast i hende, da han rejste sig. Han kyssede hende fortsat, og tillod sig selv at blive stående sådan et øjeblik. Uden over hovedet at åbne øjnene, men blot nyde kysset. Han vendte en halv omgang, så han igen kunne ligge hende ned på sengen, denne gang så hendes ben hang ud over kanten af sengen. Han begyndte roligt at kysse hende, ned over kravebenet, over brystet, og videre over maven.

~ Fade to Black ~

ON A LONG ENOUGH TIMELINE, THE SURVIVAL RATE FOR EVERYONE DROPS TO ZERO.
I am Jack's smirking revenge.