Uventede handlinger

[Mable Prince]

you know we're playing with f i r e ,
playing with fire

Den kølige aftenvind var behagelig mod Mables varme hud. Et let lag sved lå på hendes pande, og hendes kinder havde en rosa farve, da den tætte menneskemængde, de havde været blandt lidt før, ikke tillod meget plads eller luft. Hun udåndede dybt, men lettere diskret, hvorefter hun flyttede blikket hen på sin ledsager. Han var en speciel mand, som helt sikkert led af humørsvingninger, da han just havde smilet og haft et charmerende glimt i øjet, hvorefter han ansigt nu henlå i mørke skygger.

Mables arm lå om hans, da det var en ren rutine, når man havde et job som Mable. Hun var iført en helsort frakke med pels rundt halsen, håndleddene og i bunden af frakken, og under en støvlilla kjole samt et par sorte stiletter. Hendes øjne bar en let, mørk makeup, og hendes læber var bemalede med en mørkebrun læbestift: Mable så ganske enkelt ud, som man gør, når man tager til en fest. Det var også det, hun havde været til, men nu var på vej væk fra. Hun havde på fornemmelsen, at det var fordi, hun havde ladet Jacs ven ude af syne, som så var gået. Han var åbenbart meget opsat på at komme i kontakt med denne, da han som sagt så ganske dyster ud nu.

"Var han en af Deres gode venner?" spurgte hun og behøvede ikke at uddybe nærmere, da han udmærket vidste, hvad hun snakkede om. Hun flyttede blikket fremad, da to unge mænd væltede forbi dem. De var tilsynladende godt berusede, da de overhovedet ikke lagde mærke til, at den ene slog skulderen ind i Mable. Hun gav et overrasket gisp fra sig og lagde sin frie hånd mod Jacs skulder, da hun støtte ind i ham. Hendes hånd lå stadig på ham, da hun kastede et blik over skulderen og så dem tumle ind ad døren, som Mable og Jac just havde gået ud af. Langsomt, og ubevidst over at hun havde gjort det, fjernede hun hånden igen og lagde den på hans arm istedet, mens hun rettede blikket mod hans ansigt.

Jac O'Brian

[Jac O'brian]

Det hele var gået efter planlagt, han havde kommet i kontakt med manden, han havde gjort som han altid gjorde. Hvorfor fanden var det så gået galt! - Jo han skulle fortælle hvorfor at det var gået galt, det fandens kvinde menneske, havde ladt manden ude af synet, og der havde han set sit snit til at forsvinde ud i mørket. Det gjorde det meget svære at fange ham igen, eftersom at han nu viste at Jac O'brian var på jagt efter ham. Jacs ansigt var henlagt i skygger, ikke en eneste følelse var at se der på længere. Han var bestemt ikke glad for nattens udfald, han var direkte rasende. Kvinden ved hans side, skulle ikke gøre ret meget for at få vandet til at koge over. Men lige nu, forholde han sig cool.

Han selv var iført et meget simplet habit jakkesæt, og havde en hat placeret på hoved, som gjorde at skyggerne faldt mere hen over det ellers i forvejen utrolig dyster ansigts udtryk. Dette ville sikkert gå ud over nogle ting når han kom hjem, eller ikke mindst en eller anden vildfaren person han kunne torturere lidt. - Oh den dejlige tortur, der var virkelig ikke noget bedre, et kort smil bredte sig hen over læberne, men det forsvandt lige så hurtigt som det havde været der.

Han snak stille noget mundvand, og kiggede over imod mændende der kom gående imod dem, fulde idioter.

Virkelig alt irriterede ham nu, og hvis det ikke var fordi at han ikke var skudt helt i låget, havde han trukket sin pistol og affyret to kugler, hver kugle placeret imellem øjnene på mændende, der gik ind i dem. Han sagde ikke noget til, da Mable lagde en hånd på hans skulder, og derved kom helt tæt på, nej end ikke hans øjne kiggede ned på hende. Hvorfor skulle han? Hun havde ingen værdighed for ham, men han havde stolet nok på, at hun kunne udføre et simple job, og det havde hun i den grad ikke.

Hvor han dog hadet kvinder.

"Nej, han var ikke en af mine gode venner" sagde han bruskt, og en del mere surt end han lige havde tænkt sig, de brune, ja næsten sorte øjne kiggede over på den anden side af gaden. Hvis det kvinde menneske ikke snart holde sin kæft, blev det hende han ville dreje halsen om på i nat. Hvorfor egentlig ikke? På den måde kunne hun betale ham tilbage, betale tilbage med sit liv. Han gjorde dog ikke noget endnu, og gik bare videre, mens at mørket bare bredte sig mere hen over hans ansigt, så vel som det bredte sig inde i hans sind.

[Mable Prince]

you know we're playing with f i r e ,
playing with fire

Mable hævede øjenbrynene ved hans svar og så fortsat på hans ansigt. "Synes De så ikke, De er uretfærdig?" spurgte hun tørt med en streng undertone, og hendes blik veg ikke fra hans ansigt. Hun havde haft meget tålmodighed med ham - meget mere end han fortjente - men nu kunne hun mærke, hvordan hun langsomt blev mere og mere irriteret, hvis han ikke snart tog sig sammen og behandlede sine medmennesker med mere respekt. Han havde selv valgt hende, og da hun ikke havde klynget sig fast til manden, som Jac gerne ville komme i kontakt med, var det hans egen skyld. Han kunne bare have valgt Diane istedet, som hang op af enhver mand unge såvel som tredive år ældre end hende selv.

Mable rystede mentalt på hovedet og kiggede frem for sig. Hun var træt og havde mest af alt ikke lyst til at komme op og skændes med ham, men at komme hjem til sig selv, så hun kunne lægge dette bag sig, da det ærlig talt heller ikke havde været den mest spændende fest. Udover at hun bare havde siddet på den samme plads hele aftenen, knækkede også violinistens streng, så bandet måtte holde et længere pause fra spilleriet, hvilket havde gjort stemningen en smule tør. Lidt ligesom den var nu.

Det blev en smule mørkere omkring dem, da den næste gadelampes pære var gået ud og derfor ikke lyste den smalle gade op. Sidevejene lignede nu store, sorte huller, der ikke førte nogen steder hen, og hvis ikke Mable havde haft selskab - eller været så irriteret - ville hun have følt en nervøsitet over mørket. Alt lurede derinde, og det var ikke bange for at springe ud.

Stilheden tog over, og det eneste, der nu kunne høres, var de små lyde Jac og Mables sko gav fra sig, hver gang de ramte jorden.