Lonesome Night - Mable Prince

[jayden]

[atrb=border,0,true][atrb=style,width:410px;background-image:url(http://flyingredhorses.com/GalleryImages/BigGrayBox.jpg);-webkit-border-radius:150 0 50 0px;-moz-border-radius: 150 0 50 0px;border-left: 5px double #FFF; border-top: 5px double #FFF; border-bottom: 5px solid #FFF; border-right: 5px solid #FFF;] Lonesome Night All alone? I det manden havde trukket sin arm tilbage, havde Jayden slappet lidt mere af, men Mable’s humør, havde fået sig en helt anden virkning, hvilket han ikke kunne bebrejde hende for, men kun ham selv. En kvinde kunne jo sagtens passe på sig selv, og det skulle en mand som ham vel heller ikke fra sige hende, men nu havde han ment at det var for meget, og manden havde sikkert gjort mere end rigeligt skade på den arme kvindes velbefinde. Ak Ja han havde gjort det igen, skabt den blussende vrede, for agtelse, og ængstelige følelse i kvindernes indre. Blikket gled hen på manden hvis knytnæve slog imod ham, men forbi passerede med et sådan mellemrum at man kun vil kunne tro at vedkommende var fuld, der var ikke andet for end dette. Han kiggede hen lidt ned imod manden inden han trak revolveren tilbage, og kiggede lidt rundt omkring sig, ja det var nok bedst at komme væk inden folk begyndte at klynge sig for meget omkring ”manden med revolveren”. Men ikke nok med det, så var hans kvinde også taget ud af stede. Ikke at hun lige var hans, men hun havde været i hans selskab, og nu var hun gået. Bedst var vidst at lade den stakkels frøken være, men det var ikke hvad Jayden ønskede sig, blot en forklaring at give hende. Hvis hun da ville lytte til hans ord. Hurtigt smuttede han ud igennem dørens mørkegrønne malings værk, og ud på fortovet for at kigge sig omkring. Pistolen som han havde haft i hånden, var blevet lagt væk i hans hylster under jakkens bløde stof. Hvor var hun henne? Dog fik han hurtigt øje på hende, med hans observerende og hurtige blik, fik han da øje på hende inden længe, og ganske vidst var hun ikke kommet langt væk endnu, selvom hun lignede en der ønskede sig det. Hurtigt drog han afsted efter hende, løb ikke, gik bare med sine lange ben imod hendes skikkelse og kjoletøjrede krop, greb så hendes arm, og vente den feminine krop imod hans maskuline køn, ”Undskyld Frøken Prince…” sagde han så og kiggede ind i de smukt udstrålende øjenstene hendes øjenhuller, var blevet udfyldt af. ”Jeg burde ikke være manden der beskyttede Dem, tilgiv mig for min fejl jeg har begået, og lad mig ledsage Dem” Sagde han så i et høfligt tone fald, imens han ventede på hendes kommenterende stemme, omkring ret og uret, det var det han troede ville komme ud igennem hendes læber, han vidste ikke hvad andet han ellers skulle forvente. Men hvad han bestemt ikke forventede var at hun skulle begynde at sige det var iorden, uden så meget som at sige sin mening omkring det der var sket, eller stille et eneste spørgsmål til hvorfor han pegede med revolver i hovedet på den mand hun skulle have mødtes med. Ja det var kort sagt en masse tanker igennem hans hoved omkring hvad han skulle forvente at høre. Langsomt slap han hendes arm, i troen af at hun måske meget hellere ville være så langt væk fra ham og hans skydende uhyre. Hvad vidste han? Bilerne kørte afsted på gaderne, som var det en hver anden dag, nogle holdte i kø, hvor de dyttede af hinanden for at få lov til at komme længere frem, nogle havde en dårlig dag andre gjorde eller havde ikke den slags problemer. Så sjovt at betragte de mange folks forskellige problemer som de ikke helt selv kunne se, de problemer, som de ikke selv ville lade sig vide af, fordi de mente at folk ikke kunne hjælpe dem, ikke ville hjælpe dem. Men de tog ganske grueligt fejl. tag: Mable Prince, Jayden Lee DiCapiro

[/i][/center][/div][/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

meeting someone at the b a r ,
where loose ends still have uses

Kappen flagrede om hendes ben, da hun endelig fik taget den på med nogle heftige armbevægelser. Der var ikke mange mennesker ude, som det plejede at være ved højlys dag, og Mable stødte derfor ikke ind i nogen i hendes hastværk, hvilket passede hende ganske fint.

Da hun mærkede nogen tage fat om hendes arm, vendte hun sig med en hurtig bevægelse og skulle lige til at hvæse, at hun ikke spillede hans ledsager mere denne aften og ikke havde i sinde at tage imod hans penge, men så gik det op for hende, at det overhovedet ikke var ham, men Jayden. Hun så på ham uden at sige noget, hvorefter hun grinte hult og rystede på hovedet af ham. "Det har ikke noget at gøre med beskyttelse," sagde hun og løsnede sig fra hans greb. Hvis det havde været, havde hun helt bestemt overreageret. "Men at trække en reolver frem i al offentlighed - det, det er det, det handler om," sagde hun strengt, som om hun belærte et lille barn. Hun så op på ham uden et spor at finde i hendes ansigt fra det forrige grin og tog sig ikke af, at de stod en anelse for tæt sammen, til at det kunne ligne, at de førte en ganske almindelig samtale.

Hun kendte udmærket til konflikterne, der foregik i byen - hendes ældre bror var endda medlem af en modstandgruppe - og våben blev båret af ren beskyttelse (eller forsvar), men selv ejede hun ikke et, og hun havde aldrig set et tæt på. Vreden, der var at finde i hendes blik, skjulte blot den forskrækkelse, hun havde fået inde i kroen. Selv tog hun afstand til det, da hun ville stille sig selv i en vanskelig situation, hvis hun valgte side. Hun hældede ganske vist mest mod modstandsgrupperne, men det var noget hun tænkte inden i sit eget hovede og ikke delte med andre.

"Hvad end De er medlem af," fortsatte hun hidsigt og løftede en pegefinger, "så burde De vide bedre! Havde De virkelig i sinde at skyde ham?" tilføjede hun med let sammenknebne øjne og gøs ved tanken om det. Hun rystede dog på hovedet hurtigt efter med lukkede øjne, mens hun tog et skridt væk fra ham. "Svar mig ikke på det," sagde hun og trykkede to af sine fingre mod sine tindinger. Om han syntes, hun havde overreageret eller ej, var Mable ligeglad med - så lærte han måske noget af det. Tanken overbeviste dog ikke Mable.

Mable trak vejret dybt, mens hun stod i samme stilling, og håbede for Jaydens skyld, at han lod hende være lige nu. Efter et par åndedrag løftede hun blikket igen og hævede øjenbrynene. "Og jeg har haft nok med ledsager for i aften," sagde hun tørt og foldede armene foran sit bryst. Hun gav dog Jayden et øjeblik til at forberede noget til sit forsvar, da Mable selv ville være blevet meget forbløffet, hvis nogen havde reageret stik modsat det, hun havde forventet denne ville.

[jayden]

[atrb=border,0,true][atrb=style,width:410px;background-image:url(http://flyingredhorses.com/GalleryImages/BigGrayBox.jpg);-webkit-border-radius:150 0 50 0px;-moz-border-radius: 150 0 50 0px;border-left: 5px double #FFF; border-top: 5px double #FFF; border-bottom: 5px solid #FFF; border-right: 5px solid #FFF;] Lonesome Night All alone? Det var ikke meget at denne unge mand måtte indvie til sit eget forsvar over for denne kvinde der stod foran ham, og så vred og fortvivlet ud på en og samme tid, men dette var nok bare det han mente, eller også var han vel bare en, dårligere menneske kender end hvad han egentlig troede. Han sagde dog ingenting, og lod blot Mable tale færdig omkring at det ikke havde noget som helst at gøre med at forsvarer hende, eller noget men omkring den pistol. Hun sagde det godt nok ikke direkte, men det var ikke specielt svært at se hvad hun egentlig mente. Selv kunne han vel på sin hvis godt forstå det, og alligevel ikke, men dette var vel sådan at mænd nu engang var. Altid var så kaphøje og mente at de havde gjort noget rigtigt, men som for kvindens synspunkt, kun kunne have været forkert. Sammenbidt sukkede han lige så stille ud igennem næse, og sagde stadig ingen ting, selv da hun var holdt op med at snakke, dog gik der ikke så forfærdeligt lang tid til at hendes mund begyndte at plapre som dagen var lang. Denne her gang åbnede Jayden munden, for at skulle til at svarer på hendes spørgsmål omkring om han virkelig ville have skudt manden. “J..” mere nåede han ikke at sige før end at kvinden lukkede munden på ham endnu engang og fortalte at hun ikke ville høre svaret. Det var dog som utroligt med disse kvindfolk. Kunne de aldrig bestemme sig?! Endnu engang stod han blot og ventede på at hun var færdig med at snakke, og da hun så sagde at hun var færdige med at være nogens ledsager for i aften, blev hun dog stående og der så han jo selvfølgelig sit snit til at skulle gøre det godt igen. “Vil du høre på mig nu?” Spurgte han så men rystede så på hovedet til at hun ikke behøvede at svare når han alligevel gik videre med sin sag om at hive sig selv i land. “Okay.. ja det var måske ikke det smarteste at gøre, men ville du måske så gerne have haft det bedre med et blåt mærke og nogle brækkede arme af en fuld mand?” Kom det så fra ham og sukkede lidt inden han tog sine hænder ned i lommerne, og lagde hovedet en smule på skrå. Derefter rystede han endnu engang på hovedet med blikket vendt ned imod jorden, og sukkede så, inden han kiggede op på hende igen. “Lad os bare glemme det, og gå os en tur..?” kom det så som en anden form for idé til at føre emnet ind på noget mere behageligt. Hvorefter han tog et skridt ved siden af hende for at gå fremad, og kiggede så om på hende for at se om hun ville følge med. “Vi kan selvfølgelig også lade være hvis frøkenen har brug for noget tid alene?” kom det fra ham i et høfligt tone fald. tag: Mable Prince, Jayden Lee DiCapiro

[/i][/center][/div][/td][/tr][/table][/center]

[Mable Prince]

meeting someone at the b a r ,
where loose ends still have uses

Mable så blot på ham, og han behøvede ikke at ryste på sit hovede, for hun ville ikke have svaret ham alligevel. Hun vidste ikke, hvad hun forventede af ham nu, men hvad, hun vidste, var, at det mindste fejltrin fra han side ville irritere hende gevaldigt. Selv nu, da han indåndede for at fortsætte med at tale, følte hun irritationen ulme, som fandt hun ham for langsom til at komme videre med sit svar.

Hun så ham gennemborende i øjnene og var stille et øjeblik efter det, han havde sagt, og åbnede så munden. "Men De ved udmærket godt, at drab er en helt anden sag," sagde hun lavt og med sammenbidte tænder og indrømmede for sig selv, at hun ikke ville komme til at bryde sig om de mærker, hun med høj sandsynlighed ville få på armen, men hun ville aldrig nogensinde lade tanken om, at slippe af med ham ved at dræbe ham, strejfe hende!

Da Jayden sukkede ned mod jorden, lod hun selv sine øjenlåg glide ned over hendes mørkegrå iriser og sukkede dybt. Ved hans efterfølgende kommentar skulle hun lige til at protestere højlydt - bare glemme? - men så styrede hun sig og bed protesterne i sig. Hun svarede ham ikke, før hans allersidste kommentar, og tog sig god tid. Den retning han havde tre skridt i, var den vej, hun skulle, hvis hun skulle hjem - og det var, hvad hendes planer gik ud på. Hun kunne selvfølgelig tage en omvej, men det ville tage længere tid for hende at komme hjem, hvis hun ikke skulle risikere at støde ind i ham igen, og hun hvad, hun mest af alt ville nu, var, at komme hjem.

"Jeg skal denne vej," sagde hun med tilkæmpet ro og nikkede ned ad gaden, "så vi kan følges ad noget af vejen," afsluttede hun en anelse tørt og begyndte at gå ved siden af Jayden. Hendes arme hang igen ned langs hendes sider og snart begyndte hendes hænder at lukke frakken ordentligt - knappede knapperne og bandt bæltet rundt taljen. Mens de bevægede sig fremad, sagde Mable ikke noget, men det var ikke fordi, hun ikke vidste, hvad hun skulle sige, men gjorde det derimod med vilje. Jayden måtte finde på noget at snakke om, hvis denne gåtur ikke skulle foregå i stilhed.