Hey mom.

[Meredith Corvett]

[atrb=width,350,true][atrb=height,185,true][atrb=border,0,true][atrb=style, background: url(http://i55.tinypic.com/1zns9ea.png); border-radius: 0px 0px 0px 70px;][atrb=cellpadding, 0, true][atrb=style, border-radius: 0px 0px 0px 70px; -moz-border-radius: 20px 20px 0px 0px; border: 5px solid #e6e6e6;] There's a fire starting in my heart, Reaching a fever pitch and it's bringing me out the dark, Finally, I can see you crystal clear, Go ahead and sell me out and a I'll lay your ship bare, See how I'll leave with every piece of you, Don't underestimate the things that I will do, - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Meredith Sulez

❀ Collecting your jar of hearts

Staring – Jayden & Meredith

Det var tidligt om morgenen, og solen var endnu ikke stået op. De fleste af de borgere som boede i byen lå stadig i deres senge og sov, og de var endnu ikke blevet vækket af morgendagens lys som snart ville skinne ind gennem deres vinduer. Mange havde pligter de skulle nå i løbet af dagen, både i hjemmet og på de forskellige arbejdspladser, og selvom det var weekend var der stadig en masse ting der skulle nås. Til gengæld så det ud til at blive et pragtfuldt vejr, et vejr som dem i Bridgeford længe havde set frem til. Det var endelig blevet sommer.

Meredith åbnede forsigtigt hoveddøren, og sørgede for ikke at vække hendes far som stadig lå og sov inde ved siden af. Meredith var mere end gammel nok til at flytte hjemmefra, men hendes far havde bedt hende om at blive boende. Ikke fordi han elskede hende så højt at han ikke kunne klare at hun flyttede hjemmefra, men fordi at han efter hendes brors forsvinden, havde brug for hende for at holde sig på god fod med mafiaen. Meredith forstod det ikke. For ham betød penge og magt alt, men for hende var det ligegyldige ting. Selvfølgelig var hun interesseret i at få en smule magt, men hun ville hellere gøre sig fortjent til det, i stedet for at gøre ligesom sin far, og ofre alt og alle i kampen om at komme til tops. I det hele taget forstod hun ikke rigtig sin far, og hun kom nok heller aldrig til det. Hun betragtede ham ikke som hendes far, men som manden James. Og det var forståeligt nok hvis man kendte til Merediths barndom.

Meredith gik ind mod centrum med rolige skridt, og lyttede til hendes sko som afbrød stilheden, hver gang de ramte den hårde asfalt. Gaden var tom for mennesker, og det var sjovt at se hvordan en så livlig og travl by, pludselig kunne se så ensom og forladt ud. Meredith drejede ned af det næste kryds, og forsatte ned mod Rosewing Park. En park som førhen havde været en af de flotteste steder her i Brigeford, ifølge Merediths mening. Træerne havde altid set så farverige og smukke ud, og som lille havde Meredith altid følt at deres lange tynde grene bøjede sig nedad, som skulle de til at give en et kram. Men som tiden var gået var træerne begyndt at miste deres "magi", og parken var ikke længere noget specielt. Hun fulgte et par forskellige stier, og jo længere ind i parken hun kom, jo mindre blev stierne. Meredith var nu begyndt at mærke varmen fra solens stråler, og hun vidste at der ikke ville gå lang tid før de første i byen ville begynde at stå op. Meredith nåede hen til enden af parken, og drejede ned mod en lille rød låge, som førte ind til Rose Hill Graveyard.

Meredith åbnede forsigtigt lågen, og en knirkende lyd borede sig igennem stilheden. Hun satte nu farten op, og gik målbevidst hen imod den gravplads hun så ofte havde besøgt før. Meredith lod hendes blik falde på graven, og læste det navn der stod på gravstenen igennem inde i hovedet. Kaithlyn Corvett Meredith satte sig ned på hug, og lod kort hendes fingerspidser køre henover navnet. Hendes mor var gået bort kort efter hendes fødsel, og Meredith havde derfor aldrig lært hende at kende. Meredith var vant til at være en stærk pige, en der ikke lod sig gå på af særlig meget, men når hun var her var det anderledes. Her var hun sårbar, og det var også derfor hun kun tog herhen når hun vidste at ingen andre ville være her.

TEMPLATE BY TSU OF OTE. LYRICS BY Adele WORDS: 665

[jayden]

[atrb=border,0,true][atrb=style,width:410px;background-image:url(http://flyingredhorses.com/GalleryImages/BigGrayBox.jpg);-webkit-border-radius:150 0 50 0px;-moz-border-radius: 150 0 50 0px;border-left: 5px double #FFF; border-top: 5px double #FFF; border-bottom: 5px solid #FFF; border-right: 5px solid #FFF;] Hey mom Killing is my specialty Han gik videre i sit stille sind, betragtede alverden fra hans synsvinkel og kluderede omkring tingene var værd at lade sig gøre opmærksomme på. Selvfølgelig var der ting, og sager man under ingen omstændigheder måtte se hen over, alle former for beviser, og forskellige mistænkte sager, skulle indsamles, intet måtte komme i vejen overhovedet. Men det var sådan det foregik i hans hoved. Han rettede langsomt på sin jakke, og tænkte tilbage til de gamle dage i det varme Italien, hvor ham og hans far havde stået med rifler og haglgeværer for at skyde dåser af. Den gang havde han ikke forstået, hvorfor… hvorfor skulle han lærer dette? Men nu så han det som en form for fodsporsforfølgelse. At han skulle blive det som hans far var, hvilket han også var gået hen og blevet til, mere eller mindre. Selvom det ikke var meget han vidste om hans faders arbejde med mafiaen, men ja… han var heller ikke til at se nogen steder. De havde taget færgen imens han havde siddet i et forhør, kun på grund af en voldelig episode med en idiot der havde overhælet hans familie i køen. Han rystede langsomt på hovedet og kiggede op… … idet han så op, gled hans øjne på en kvinde der gik ham i møde, han havde set hende før. Og tankerne fik hurtigt en speed gennemgang af minder som han havde oplevet i sit ophold her i Armerika. Pludselig dukkede billedet op igen – det var et af de mange møder de havde med mafia bossen, og dér havde hun stået, lige der på den anden side af bordet, ved siden af nogle af de ældre mænd, som der sad og fyrede nogle jokes af. Bossen havde ind kaldt dem pågrund af nogle ting, og en hilsen til de nye der nu var kommet ind i den store mafia familie, eller hvad man nu skulle kalde det. – Han sagde intet ikke til at starte med, han var ikke typen der lagde sig ind i en samtale til at starte med. Desuden kunne han godt lide at folk kunne gå i stilhed uden at skulle snakke en hel masse, bare at man kunne lade tankerne drøne afsted uden alt den konversationer og mange talemåder. Stilhed blandt to personer var nok det bedste man kunne ønske sig, at der ikke behøvede at være ord, men bare hvor tilstedeværelsen talte til hinanden. Blikket blev fast holdt på hende, hvor efter der blev angivet et lille nik, hvad hun ville vidste han ikke, ville hun snakke med ham? Omkring hvad? Nogle underlige tanker der gled igennem hans hoved, men alligevel, de blev hurtigt slettet og udvisket sådan som tanken omkring den opgave han havde. Selvom han burde lade være, men hans job var nærmest det eneste han turede at have tæt på sig, den eneste form for nærverskontakt han lod sig selv have med andre mennesker, der var selvfølgelig mange andre måder, men dette var vel hans. De kom langsomt tættere og tættere på hinanden sådan som tiden gik, om han skulle sige noget til hende, var stadig et spørgsmål. Der kom dog et langsomt og roligt nik fra hans side af, som en anden form for hentydning, eller hilsen på. En form for bekræftelse i at man allerede havde set personen og man vidste hvem de var. Hvis han ikke var helt på side spor, ville han mene at hendes navn var Meredith Czarina, og noget mere vidst nok, de fleste havde vidst bare kaldt hende Czarina, han kunne ikke helt huske det. Men ansigtet var nu meget bekendt efter hans mening. Han sukkede stille, kiggede stille ned i jorden inden han kiggede op igen, og lod de brune øjne betragte hende lige så stille, men var stadig tavs. Roligt standsede han da de var kommet på omkirng 2 meter overfor hinanden, han kendte folks træng til at holde lidt afstand fra andre, sådan var han selv, og brød sig ikke om at folk kom for tæt på den person han rent faktisk var. Lidt sky kunne man vel kalde ham, men alligevel, var det vel rart en gang i mellem, at lade sig føle af kærligheden der kunne omgive en, fra to personer, men det var faktisk sjældent den slags skete. tag: Meredith Corvett, Jayden Lee DiCapiro

[/i][/center][/div][/td][/tr][/table][/center]

[Meredith Corvett]

[atrb=width,350,true][atrb=height,185,true][atrb=border,0,true][atrb=style, background: url(http://i55.tinypic.com/1zns9ea.png); border-radius: 0px 0px 0px 70px;][atrb=cellpadding, 0, true][atrb=style, border-radius: 0px 0px 0px 70px; -moz-border-radius: 20px 20px 0px 0px; border: 5px solid #e6e6e6;] There's a fire starting in my heart, Reaching a fever pitch and it's bringing me out the dark, Finally, I can see you crystal clear, Go ahead and sell me out and a I'll lay your ship bare, See how I'll leave with every piece of you, Don't underestimate the things that I will do, - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Meredith Sulez

❀ Collecting your jar of hearts

Staring – Jayden & Meredith

Kirkegården plejede at være et helligt sted, hvor folk kunne komme hvis de havde brug for at sørge, eller for at besøge mennesker de engang havde kendt, men som ikke længere var iblandt dem. Det var som om det gav folk ro i sjælen, at der var et sted hvor de kunne komme og ligge blomster, og snakke til hvem end der så måtte ligge under hver gravsten. De stod selvfølgelig og snakkede med sig selv, men troen på at den døde rent faktisk kunne høre en, den var ret stor blandt de folk der kom her. Nogen påstod i hvert fald at de stadig havde følelsen af at den afdøde var med dem, og at deres sjæl stadig svævede rundt her på jorden. Meredith havde aldrig følt at hendes mor var med hende. Nok havde hun følt en vis tomhed indeni, men den tomhed skyldtes mere manglen på en moderlig rolle i hendes liv. Hendes far havde ikke fundet sig en ny kone efter hendes mors død, og han snakkede heller aldrig om hende. Han havde gemt alle de fotografier og billeder han havde haft af hende væk, og hver gang Meredith havde prøvet at snakke med ham om hende, var han enten gået sin vej, eller også skiftede han bare emne og lod som ingenting. Hendes far havde førhen været en smilende, og livsglad fyr. Men efter moderens død var han gået hen og blevet indelukket, og træls at være i samme rum med.

Meredith så op, og betragtede de andre gravstene. Ved nogle af dem lå der blomster, og gravstenene var blevet holdt ved lige. Andre steder var teksten på gravstenen svær at læse, og der hvor der burde være blomster var ukrudt begyndt at vokse frem. Nogle af stenene var kæmpe store, og de var bestemt ikke svære at overse, andre forsvandt i mængden, og lignede at de langsomt var begyndt at synke i jorden. Ja, der var stor forskel på de gravsteder man kunne finde her på kirkegården, og det var tydeligt at se hvem der havde mange penge, og hvem der havde knap så mange penge. Meredith trak på skuldrende, og satte sig ned på det bløde græs. Græsset var hverken vådt eller tørt, men fugtigt. Hun var dog ikke bange for at få pletter på tøjet. Hendes store sorte jakke lå som et tæppe omkring hende, og beskyttede det tøj hun havde på indenunder. I starten havde hendes far besøgt graven ofte, og hendes mors grav havde altid været fyldt med blomster i alverdens farver. Men det var mange år siden, og nu var det eneste man kunne få øje på en lille rød rose som var blevet placeret på jorden foran stenen. Rosen var ikke ny, og man kunne se på dens blade at der ikke ville gå lang tid før rosen ville begynde at visne.

Meredith drejede hovedet, og lod sit blik falde på den gravsten der lå placeret ved siden af hendes mor. Navnet Kathy Louisa Roman stod skrevet på den, og nedenunder var årstallene 1930 - 1935 indgraveret. Det var ikke mere end et år siden at pigen var død på tragisk vis, kun 5 år gammel. Meredith havde kendt pigen, og var oven i købet gode venner med hendes forældre. Kathy var den afdøde datter af to indflydelsesrige personer, som både havde forretninger her i byen og i udlandet. Kathy havde været med hendes forældre til en middag hos nogen af deres venner, da hun var kommet op og skændes med hendes forældre og løbet sin vej. Senere den aften havde der været en brand på en kro i nærheden, og da man senere havde gennemsøgt resterne af kroen, havde man fundet en halskæde magen til den Kathy havde haft rundt om halsen den aften. Der var ingen beviser for at Kathy havde været der da branden var brudt ud, men Kathy var sporløst forsvundet, og efter et par måneder havde man opgivet eftersøgningen. Folk var bevidste om at Kathy var blevet dræbt under branden, og mistanken om at nogen havde kidnappet Kathy havde politiet for længst opgivet. Og på trods af at hendes forældre stadig havde et håb om at se deres datter i live, endte de med at begrave hende på kirkegården. De havde dog endnu ikke fundet noget der kunne tyde på Kathys lig, så de måtte nøjes med lidt af de rester som stadig var tilbage fra kroen. Meredith vidste hvor ondt det måtte gøre på dem, for hun kendte selv den følelse af ikke at vide om personen var død eller om personen stadig levede. Hendes bror var forsvundet sporløst for 10 år siden, og de havde stadig ikke fundet ham. Længslen efter ham var stor, men hun havde efterhånden lært at leve med tanken om at hun nok ikke ville komme til at se ham igen.

Meredith rejste sig op, og mærkede straks solens stråler mod hendes olivenfarvede hud. Meredith åbnede knapperne på hendes jakke, og tog den af så hendes tøj kom til syne. Indenunder jakken havde hun en lang hvid kjole på. Overdelen var stram og gik lige ned indtil hofterne, derfra gik kjolen mere udad, og stoffet var også blødere, end oppe ved overdelen. Hendes mørkebrune hår hang løst ned langs hendes skuldre, på nær et par totter som hun havde trukket tilbage, og sat op. Meredith skulle til åbne lågen, da hun hørte skridt. Som en refleks greb hun ud efter jakken, og pistolen som lå gemt indenunder den i en skjult lomme. Hun havde endnu ikke taget pistolen frem, men det var godt at vide hvor den var hvis hun fik brug for den. Meredith så sig rundt, men hun kunne ikke få øje på nogen. Hun fjernede hånden fra jakken igen, og åbnede lågen. Igen gav den en knirkende lyd fra sig, men hun lod bare som ingenting og lukkede den, inden hun gik videre. Hun var nået halvvejs igennem stien, da hun fik øje på en fyr længere henne. Han var for langt væk til hun kunne se om hun kendte ham, men han var samtidig også for tæt på til at hun bare kunne vende om og gå sin vej. Meredith blev stående i et par sekunder, før hun tog sig sammen og gik videre hen imod ham. Hun betragtede ham stadig i smug, og jo tættere hun kom på ham, jo mere synes hun at kunne genkende ham. Men hvorfra?

TEMPLATE BY TSU OF OTE. LYRICS BY Adele WORDS: 1067

[jayden]

[atrb=border,0,true][atrb=style,width:410px;background-image:url(http://flyingredhorses.com/GalleryImages/BigGrayBox.jpg);-webkit-border-radius:150 0 50 0px;-moz-border-radius: 150 0 50 0px;border-left: 5px double #FFF; border-top: 5px double #FFF; border-bottom: 5px solid #FFF; border-right: 5px solid #FFF;] Hey mom Killing is my specialty Han gik videre i sit stille sind, betragtede alverden fra hans synsvinkel og kluderede omkring tingene var værd at lade sig gøre opmærksomme på. Selvfølgelig var der ting, og sager man under ingen omstændigheder måtte se hen over, alle former for beviser, og forskellige mistænkte sager, skulle indsamles, intet måtte komme i vejen overhovedet. Men det var sådan det foregik i hans hoved. Han rettede langsomt på sin jakke, og tænkte tilbage til de gamle dage i det varme Italien, hvor ham og hans far havde stået med rifler og haglgeværer for at skyde dåser af. Den gang havde han ikke forstået, hvorfor… hvorfor skulle han lærer dette? Men nu så han det som en form for fodsporsforfølgelse. At han skulle blive det som hans far var, hvilket han også var gået hen og blevet til, mere eller mindre. Selvom det ikke var meget han vidste om hans faders arbejde med mafiaen, men ja… han var heller ikke til at se nogen steder. De havde taget færgen imens han havde siddet i et forhør, kun på grund af en voldelig episode med en idiot der havde overhælet hans familie i køen. Han rystede langsomt på hovedet og kiggede op… … idet han så op, gled hans øjne på en kvinde der gik ham i møde, han havde set hende før. Og tankerne fik hurtigt en speed gennemgang af minder som han havde oplevet i sit ophold her i Armerika. Pludselig dukkede billedet op igen – det var et af de mange møder de havde med mafia bossen, og dér havde hun stået, lige der på den anden side af bordet, ved siden af nogle af de ældre mænd, som der sad og fyrede nogle jokes af. Bossen havde ind kaldt dem pågrund af nogle ting, og en hilsen til de nye der nu var kommet ind i den store mafia familie, eller hvad man nu skulle kalde det. – Han sagde intet ikke til at starte med, han var ikke typen der lagde sig ind i en samtale til at starte med. Desuden kunne han godt lide at folk kunne gå i stilhed uden at skulle snakke en hel masse, bare at man kunne lade tankerne drøne afsted uden alt den konversationer og mange talemåder. Stilhed blandt to personer var nok det bedste man kunne ønske sig, at der ikke behøvede at være ord, men bare hvor tilstedeværelsen talte til hinanden. Blikket blev fast holdt på hende, hvor efter der blev angivet et lille nik, hvad hun ville vidste han ikke, ville hun snakke med ham? Omkring hvad? Nogle underlige tanker der gled igennem hans hoved, men alligevel, de blev hurtigt slettet og udvisket sådan som tanken omkring den opgave han havde. Selvom han burde lade være, men hans job var nærmest det eneste han turede at have tæt på sig, den eneste form for nærverskontakt han lod sig selv have med andre mennesker, der var selvfølgelig mange andre måder, men dette var vel hans. De kom langsomt tættere og tættere på hinanden sådan som tiden gik, om han skulle sige noget til hende, var stadig et spørgsmål. Der kom dog et langsomt og roligt nik fra hans side af, som en anden form for hentydning, eller hilsen på. En form for bekræftelse i at man allerede havde set personen og man vidste hvem de var. Hvis han ikke var helt på side spor, ville han mene at hendes navn var Meredith Czarina, og noget mere vidst nok, de fleste havde vidst bare kaldt hende Czarina, han kunne ikke helt huske det. Men ansigtet var nu meget bekendt efter hans mening. Han sukkede stille, kiggede stille ned i jorden inden han kiggede op igen, og lod de brune øjne betragte hende lige så stille, men var stadig tavs. Roligt standsede han da de var kommet på omkirng 2 meter overfor hinanden, han kendte folks træng til at holde lidt afstand fra andre, sådan var han selv, og brød sig ikke om at folk kom for tæt på den person han rent faktisk var. Lidt sky kunne man vel kalde ham, men alligevel, var det vel rart en gang i mellem, at lade sig føle af kærligheden der kunne omgive en, fra to personer, men det var faktisk sjældent den slags skete. tag: Meredith Corvett, Jayden Lee DiCapiro

[/i][/center][/div][/td][/tr][/table][/center]

[Meredith Corvett]

[atrb=width,350,true][atrb=height,185,true][atrb=border,0,true][atrb=style, background: url(http://i55.tinypic.com/1zns9ea.png); border-radius: 0px 0px 0px 70px;][atrb=cellpadding, 0, true][atrb=style, border-radius: 0px 0px 0px 70px; -moz-border-radius: 20px 20px 0px 0px; border: 5px solid #e6e6e6;] There's a fire starting in my heart, Reaching a fever pitch and it's bringing me out the dark, Finally, I can see you crystal clear, Go ahead and sell me out and a I'll lay your ship bare, See how I'll leave with every piece of you, Don't underestimate the things that I will do, - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Meredith Sulez

❀ Collecting your jar of hearts

Staring – Jayden & Meredith

Meredith betragtede ham fra top til tå, imens hun i et langsomt tempo kom tættere og tættere på ham. Hun studerede hans mørkebrune hår, hans muskuløse krop, hans markerede ansigt for til sidst at kigge ind i hans mørkebrune øjne. Hun lagde mærke til hver eneste lille detalje ved ham, imens det langsomt gik op for hende hvem han var. Hun var ret sikker på at han havde noget at gøre med mafiaen, og at hans navn var Jayden. Han var ikke en hun kendte særlig godt, hun havde kun set ham en enkelt gang før. Det havde været til et møde med mafia bossen. Meredith var kommet tidligt, og havde stået blandt en masse af de andre medlemmer. Et par af de ældre havde moret sig gevaldigt, og underholdt Meredith med en masse af de mange jokes de havde hørt igennem tidens løb. Nogle af vittighederne var meget sjove, andre kedelige, et par af dem var lidt for sjofle, og så var der nogle som slet ikke var sjove. Men Meredith havde alligevel grint af alle vittighederne, og ladet som ingenting. Det var her – midt under alle de mange vittigheder – at hun havde fået øje på Jayden. Han havde stået henne ved døren, og lænet sig op af en pæl nær døren. Hun ville have snakket med ham, men da mødet var ovre skulle hun skynde sig videre, og hun havde derfor ikke nået at tage fat i ham. Det eneste hun havde fået af vide var at han var snigmorder for mafiaen. Et job mange nok ikke turde tage imod, men Meredith var ikke skræmt.

Meredith var spion for mafiaen, og det var bestemt ikke et nemt job. Hun havde informationer om stort set alle dem der boede i byen, men samtidig måtte hun også sørge for at holde disse informationer hemmelige. Det nyttede ikke at hun nævnte noget over for en eller anden, som hun egentlig ikke burde vide noget om, og derfor var det også vigtigt hele tiden at holde styr på hvilke samtaler hun havde haft med de forskellige personer, og hvad hun i deres øjne vidste, og ikke vidste noget om.

Meredith stoppede op da hun nåede helt hen til ham, og valgte ikke at gå videre hvilket ellers havde været meningen at hun ville gøre. I stedet vendte hun sig om imod ham, og betragtede ham let. Der gik lang tid hvor hun ikke sagde noget, og hun kunne se på Jayden at heller ikke han ville afbryde stilheden endnu. Det var ikke langt de stod fra hinanden, men det gjorde ikke Meredith noget. De fleste kvinder ville nok være fornuftige og holde sig på afstand – især hvis de vidste at den mand de stod overfor var en snigmorder – men Meredith var ikke ligesom de andre kvinder. Hun så anderledes på tingene, opførte sig anderledes. Meredith valgte at tage det første skridt, og sendte ham et venligt smil. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre, og der gik lang tid før hun endelig tog en beslutning. ”Hey Jayden” sagde hun, og fangede kortvarigt hans blik inden hun gik videre. ”Mit navn er Meredith Corvett, men du kender mig nok som Czarina. Vi var begge til stede under det sidste møde, jeg fik aldrig muligheden for at hilse på dig” Meredith lagde hovedet lidt på skrå, og ventede nysgerrigt på hans reaktion. Meredith nævnte normalt ikke navnet Czarina når hun præsenterede sig for de civile som boede i byen. Men hun vidste at Jayden arbejdede for mafiaen, og hvis han havde hørt om hende var det helt sikkert at han kendte hende som Czarina – ikke Meredith.

TEMPLATE BY TSU OF OTE. LYRICS BY Adele WORDS: 605

[jayden]

[atrb=border,0,true][atrb=style,width:410px;background-image:url(http://flyingredhorses.com/GalleryImages/BigGrayBox.jpg);-webkit-border-radius:150 0 50 0px;-moz-border-radius: 150 0 50 0px;border-left: 5px double #FFF; border-top: 5px double #FFF; border-bottom: 5px solid #FFF; border-right: 5px solid #FFF;] Hey mom Killing is my specialty Han kiggede på kvinden og nikkede som dav til hende, ”Godmorgen Meredith.. Ja jeg bemærkede dem dog godt nok til mødet..” sagde han så og nikkede endnu engang til at han forstod hvad hun mente, med det hun sagde. Et dybt suk gled ud igennem hans læber imens han overvejede om han stadig skulle sige noget. Betød det i grunden noget hvis han sagde noget? Han brummede lidt inden han gik hen til hende og stillede sig op ved siden af hende, ”så hvad laver De her ude?” spurgte han og kiggede på hende med et hævet bryn. Han havde intet imod kvinder, der mente de havde samme rang som mænd, men inderst inde et sted inden i ham, ville han stadig mene at kvinder der for at holde hans ædle dele varme, og passe på hus og børn imens manden tog sig af indkomsterne, og andet i den dur. Han brummede lidt, og lukkede øjnene lidt, inden han åbnede de brune øjne endnu engang, hvor der var en masse små sorte prikker hen over regnbuehinden. Han kiggede dog langsomt rundt og betragtede alverden omkring sig, han burde snart vende hans holdninger til omverdenen, og åbne sig lidt op. Vise hvem han i grunden var, og ikke kun en eller anden koldblodig morder, der dræbte fire til seks mennesker om dagen, for at udfører sit arbejde. Men måske skulle han bare gøre det i morgen? Der kunne vel være så mange muligheder, hvad vigtigst var at han ikke måtte konverserer hvem han skulle dræbe, eller hvor de boede. Det kunne jo ende med der kom sladder, som kunne falde dem for ører, og de derefter flygtede væk fra hans åsyn så de var over alle vinde. Han kiggede længe på kvinden der stod foran ham imens han overvejede om han skulle tage hende med eller bede hende vente et eller andet sted, på en kro eller noget, hvad man nu kunne finde på. Han kiggede dog hen imod kirkegården og nikkede stille imod den som forsørgelse uden ord. ”Mistet nogen?” spurgte han efter en længere tid, ved at spekulerer over hvad han skulle sige, han var ikke typen der snakkede, kun når det gjaldt arbejdet. Ellers var han stille, holdte sin mund, og lod andre tage beslutningerne. Han kiggede lidt imod den vej han skulle imens han overvejede hvilke muligheder han havde for at nå tingene inden klokken blev for mange. Men han havde vel rigelig tid, eller havde han? Han tog beslutningen omkring at udsætte sit dræb på denne mand der ventede i den lejlighed der lå på den anden side af parken, for at tilbringe lidt tid med kollegaen, der stod der foran ham. Mon der var noget bestemt hun ville snakke om? Hvad ragede det i grunden ham? En let brise gled hen over den triste park, hvor fuglende var begyndt at tage på deres jagt efter deres føde til dem selv, og deres kuld i rederne. En hund gøede i det fjerne, over en kat der sikkert havde kommet for tæt på dets territorium. En mand bandede og svovlede over larmen og kastede en sko ned imod hunden for at få den til at holde op med at larme sådan. Husmoderen ved gadehjørnet, var gået i gang med at hamre på det mørke røde tæppe med de beige farvede kanter, og blomstrede indre, så støvet kunne komme væk. Underligt når man var et sted så fredeligt, så blev man pludselig opmærksom på hvor meget larm der var uden for stedet. tag: Meredith Corvett, Jayden Lee DiCapiro

[/i][/center][/div][/td][/tr][/table][/center]

[Meredith Corvett]

[atrb=width,350,true][atrb=height,185,true][atrb=border,0,true][atrb=style, background: url(http://i55.tinypic.com/1zns9ea.png); border-radius: 0px 0px 0px 70px;][atrb=cellpadding, 0, true][atrb=style, border-radius: 0px 0px 0px 70px; -moz-border-radius: 20px 20px 0px 0px; border: 5px solid #e6e6e6;] There's a fire starting in my heart, Reaching a fever pitch and it's bringing me out the dark, Finally, I can see you crystal clear, Go ahead and sell me out and a I'll lay your ship bare, See how I'll leave with every piece of you, Don't underestimate the things that I will do, - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Meredith Sulez

❀ Collecting your jar of hearts

Staring – Jayden & Meredith

En følelse af lettelse gik igennem kroppen på Meredith, da Jayden fortalte at han godt kunne huske hende. Det havde været en smule pinligt hvis han ikke vidste hvem hun var, eller værre endnu hvis hun havde taget fejl og det havde vist sig at han slet ikke var den Jayden hun troede han var. ”Jeg havde brug for en pause, så jeg besluttede mig for at gå en lille tur. Hvad med dig?” spurgte hun, ivrig efter at dreje samtalen over mod noget andet end lige hende. Det var ikke fordi Meredith var imod alt hvad mænd mente at kvinder burde lave, hun forstod bare ikke hvorfor at mænd i nogens øjne var mere værd end kvinder. Måske var det fordi hun var vokset op med en mand – hendes far – som altid havde ment at hendes bror var mere værd hende, og ikke havde behandlet hende med den respekt som hun fortjente.

Meredith lukkede kortvarigt øjnene, og lod sin venstre hånd røre ved det sølvarmbånd hun bar om sit højre håndled. Hun åbnede øjnene, og lod sit blik falde på det. Armbåndet var det eneste minde hun havde tilbage fra sin mor. Som sagt var alle billederne af hendes mor gemt godt væk, og alle smykker, tøj og andet som havde tilhørt hende solgt. Armbåndet havde hun fået af nabokonen, som havde været en af hendes mors nærmeste veninder dengang hun stadig levede. Hendes mor havde givet armbåndet til nabokonen kort før hendes død, og bedt hende om at give det videre til Meredith så snart hun var gammel nok. Meredith var taknemmelig for at nabokonen havde holdt sit ord, og endnu mere taknemmelig var hun for at hendes mor ikke havde bedt hendes far om at give det videre. For så havde hun i hvert fald ikke fået det.

Meredith stod og betragtede Jayden, imens hun lyttede til omgivelserne omkring sig. Lyden af en svag vind, fuglens kvidren, en hunds gøen efterfulgt af en kats hvæsen, og lyden af stemmer som var et tegn på at byen var ved at vågne. Mange lyde, på en og samme gang. Meredith var så fascineret af det hele, at hun nær ikke havde hørt Jaydens spørgsmål. Meredith lod sit blik falde til jorden, imens hun overvejede hvad hun skulle svare. Det var så nemt bare at lyve, men af en eller anden grund kunne hun ikke få sig selv til at gøre det. Noget hun ellers havde så nemt ved. ”Ja, min mor” svarede hun kort og blidt, og der gik lidt tid før hun tog sig sammen, og igen mødte hans blik. Meredith talte aldrig om sin mor, det var nærmest blevet som et tabu for hende. Hun var træt af at høre på folk som sagde at de havde ondt af hende, og at de godt kunne følge hende, for sandheden var at det kunne de ikke. De havde ingen anelse om hvordan det var at miste nogen, og hvordan det føltes aldrig at have kendt personen, men samtidig at have den følelse af at man manglede et eller andet. Meredith havde mistet så mange i løbet af sit liv. Først hendes mor og så hendes bror. Og hun havde ingen at snakke med det om, ikke engang hendes far kunne hun komme til. På en eller anden måde havde hun også mistet ham.”Men det er mange år siden nu” sagde hun lidt efter for at bryde stilheden, og sendte ham et varmt smil. Smilet nåede dog ikke helt op til øjnene.

TEMPLATE BY TSU OF OTE. LYRICS BY Adele WORDS: 584

[jayden]

[atrb=border,0,true][atrb=style,width:410px;background-image:url(http://flyingredhorses.com/GalleryImages/BigGrayBox.jpg);-webkit-border-radius:150 0 50 0px;-moz-border-radius: 150 0 50 0px;border-left: 5px double #FFF; border-top: 5px double #FFF; border-bottom: 5px solid #FFF; border-right: 5px solid #FFF;] Hey mom Killing is my specialty Opmærksomheden var fikseret på den unge kvinde som stod foran ham og betragtede hende roligt, en ganske flot en var hun. Men de var kollegaer, selvom han bestemt ikke ville have noget imod at have en kvinde som hende i sin favn. Måske var muligheden der en dag, eller måske ikke. Desuden vidste han heller ikke hvor sikker han var på om han i grunden ville have en kvinde, det ville virke for sårbart for hans vedkommende. Mest af alt fordi han var snigmorder, og selv om hans arbejde var at holde sig så anonym som overhovedet muligt, det var dog heller ikke hændt for ham at blive opdaget af nogle af dem som han skulle dræbe. Måske var det held, eller også var det bare det med at være professionel. Langsomt nikkede han til det hun sagde omkring det med at have en pause, ja det burde han også tage, i stedet for hele tiden at koncentrer sig omkring det arbejde han havde han kom jo ingen vegne med sit liv på den måde. ”Arbejde…” sagde han roligt og kiggede lidt hen af vejen for at nikke imod den vej han skulle. Meredith var sikkert godt klar og hvad det var han arbejde som, det ville i hvert fald ikke undre ham hvis hun gjorde. Men nu måtte man jo se hvad alt dette bragte til. Han kiggede væk da hun lukkede sine øjne, ikke fordi han ikke ville have en konversation med hende, men det var en typisk ting han gjorde, mest af alt på grund af respekt for folk og deres behov for at have deres lille moment for sig selv, uden at man skulle glo på dem. Tankerne kom lige så stille tilbage omkring den familie der havde efterladt ham i Italien for mange år siden men ikke kunne finde mere. Måske var det hele bare en del af hans liv, at det var dette der var hans skæbne, at skulle leve uden sine stamfæller. Sådan var det vel, eller også var han bare uheldig på det område. Der var mange ting det kunne skyldes af, men det skadede vel ikke at prøve at finde løsningen på det der gik galt og hvor tråden i grunden slap op for en. Jayden kom ud af sine tanker, og kiggede hen imod da han endelig kom ud af sin egen verden, omkring sin familie og forundring over deres forsvunden, og at han bare ikke kunne finde dem nogen steder. Selv udelukkede han det meste fra hans hoved når det angik lyde uden for arbejdet. Han brød sig ikke om at blive forstyrret i hans stilhed når han så endelig havde den. Men mon ikke det var på tide at komme videre os, eller skulle man virkelig tage en fridag i dag, og prøve på at komme væk fra al den dræb og mord hans hverdag nu bestod af. Ja hvis politiet fik fat i ham, ville han sikkert have livs tids periode i fængslet og kunne, så da se væk fra lyset i at skulle finde sin familie igen. Han brummede lidt men kiggede lidt væk og betragtede de omgivelser der udgjorde den park de stod i. Blikket rettede sig dog tilbage imod Meredith og nikkede roligt til det. Han sagde dog ikke noget omkring hans egen familie, det var ikke sådan at han gik rundt og bad om opmærksomhed bare fordi hans familie fik lov til at tage færgen og ikke ham. I sidste ende havde det også været hans egen skyld. ”Hellere komme videre end at lade det negative i fortiden påvirke ens fremtid alt for meget end hvad godt er.” Brummede han høreligt nok til at det kunne nå hendes øregang, eller det håbede han da det gjorde. tag: Meredith Corvett, Jayden Lee DiCapiro

[/i][/center][/div][/td][/tr][/table][/center]

[Meredith Corvett]

[atrb=width,350,true][atrb=height,185,true][atrb=border,0,true][atrb=style, background: url(http://i55.tinypic.com/1zns9ea.png); border-radius: 0px 0px 0px 70px;][atrb=cellpadding, 0, true][atrb=style, border-radius: 0px 0px 0px 70px; -moz-border-radius: 20px 20px 0px 0px; border: 5px solid #e6e6e6;] There's a fire starting in my heart, Reaching a fever pitch and it's bringing me out the dark, Finally, I can see you crystal clear, Go ahead and sell me out and a I'll lay your ship bare, See how I'll leave with every piece of you, Don't underestimate the things that I will do, - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Meredith Sulez

❀ Collecting your jar of hearts

Staring – Jayden & Meredith

Meredith så ham lige ind i øjnene, og lagde samtidig hovedet på skrå, så hendes lange bølgede mørkebrune hår kunne falde ned over hendes bryst. Hun hævede hovedet en smule, og rettede al sin opmærksomhed mod Jayden. Ordet arbejde vækkede en blanding af nysgerrighed og undren inde i hende, og hun måtte anstrenge sig for ikke at spørge direkte ind til noget, der egentlig ikke ragede hende. Hun vidste at Jayden arbejdede som snigmorder for mafiaen, og et job der krævede at han var i stand til dræbe, lige meget hvad. Døden – i værste tilfælde – var straffen for at gå bag om ryggen på mafiaen, men alligevel var der en del der tog chancen og gjorde det. Mafiaen opdagede det dog altid, og hun havde aldrig hørt om en der var sluppet godt fra at snyde dem.

Meredith havde kun skudt få personer i løbet af hendes liv, og det var med blandede følelser at hun havde gjort det. På den ene side brød hun sig ikke om tanken om at skulle tage en andens liv, men på den anden side var det noget hun blev nødt til for at beskytte sig selv. Det var Amadeo der havde lært hende hvordan hun skulle håndtere et våben, og hvordan hun skulle forsvare sig selv. Amadeo var en god ven af familien, og han var også en af dem der havde været med, dengang hendes bror forsvandt under en mission for mange år siden. Amadeo var en meget klog og erfaren mand, og hun var glad for at han havde taget sig tid til at lære hende de ting hun havde brug for at lære. Hendes far var ikke til særlig meget hjælp, og var Amadeo ikke trådt til var det ikke sikkert hun var blevet spion for mafiaen.

”Når okay” svarede hun lige så diskret, og trådte et skridt hen imod ham bare for en sikkerheds skyld. Hun var lidt i tvivl om han skulle til at udføre sit job, eller om han lige var blevet færdig med det. Hun fik en pludselig trang til at spørge ind til hvem det drejede sig om, men hun lod vær. Der var stor forskel på hvor vigtigt et job var, men hvis det var en vigtig opgave måtte han nok snart tage af sted, inden mafiaen ville begynde at undre sig over hvorfor det tog så lang tid. På den anden side var hun lidt ærgerlig over at han skulle gå. Overraskende nok hyggede hun sig i hans selskab, og han fik hende til slappe af på en måde hun ikke havde prøvet før. Meredith nikkede til de kloge ord, og sendte ham et roligt smil. Det var bedst at komme videre, i stedet for hele tiden at holde fast i fortiden. Først når man gav slip, ville man begynde at kunne leve livet igen. Det havde været nemmest med hendes mor, fordi hun aldrig havde kendt hende, og derfor havde hun vænnet sig til at hun ikke var der. Hendes bror derimod havde hun kendt hele sit liv, så da han forsvandt kunne hun i starten slet ikke vænne sig til at han ikke var der længere. Men det var længe siden nu, og selvom hun stadig tænkte meget på ham, havde hun lært at leve med tanken om at han nok ikke ville vende tilbage.

TEMPLATE BY TSU OF OTE. LYRICS BY Adele WORDS:

[jayden]

[atrb=border,0,true][atrb=style,width:410px;background-image:url(http://flyingredhorses.com/GalleryImages/BigGrayBox.jpg);-webkit-border-radius:150 0 50 0px;-moz-border-radius: 150 0 50 0px;border-left: 5px double #FFF; border-top: 5px double #FFF; border-bottom: 5px solid #FFF; border-right: 5px solid #FFF;] Hey mom Killing is my specialty Han kiggede stille hen imod hende imens hjernen arbejde på hvad han skulle gøre, måske skulle han gå videre eller lade være, i grunden ville han ikke gå videre, måske ville det være en idé at blive, og lade sig glide i selskab med en kollega? De kunne jo lige så godt få sig en god sluder i stedet for at lade deres veje skilles, som det normalt skete. Et stille suk gled ud igennem hans læber, inden han besluttede sig for at sige det han havde i sinde, det han ville dele med hende for at kunne lade sine tanker få fri bare en lille smule. ”Kom…” sagde han så og vendte sig om inden han drejede hovedet igen og kiggede bag om til hende, for at se om hun ville gå med, og fortsætte så videre på den sætning han afsluttede for noget tid siden, ”så går vi ned og finder en café eller noget…” kom det fra ham, og kiggede hen på hende med et svagt smil, inden han traskede imod byen endnu en gang, roligt tog han sin pistol frem, og tilsluttede det et nyt magasin. Han havde ikke ligefrem nogen grund til at skjule at han var snigmorder, lejemorder, og det man nu hyrede når man ville have folk af vejen, dræbt dem, at de bare forsvandt fra jordens sprukne overflade. Om hun ville gå med vidste han i grunden ikke, men det var vel altid noget at han indviede hende i hvad han havde tænkt sig. Måske var det vidst også for det bedste at lade dem kunne få sig en frisk snak, sidst havde hun jo nærmest været overrumplet af de to store gorillaer som bossen nu havde på sig når han var uden bys, eller sådan set altid, men det var jo af sikkerhedens grund, at han ikke gik uden, desuden var han ganske sikker på at der ikke var mange fra selve mafiaen der ønskede ham død. Han sørgede for pengene til de forskellige, og det ville man ikke ligefrem sige nej tak til. Desuden kom de største penge fra mandens pung af. Et dybt suk gled ud igennem hans læber sådan som de traskede afsted imod den by de begge to levede i, så vidt han da vidste, ”Så.. lever De alene eller hvad gør De?” spurgte han efter en tid, og kiggede lidt lige frem i et godt stykke tid, inden han vendte ansigtet og kiggede hen imod hende med et hævet bryn, imens han huskede sig selv på at tage sine piller nu når han fik noget at drikke. tag: Meredith Corvett, Jayden Lee DiCapiro

[/i][/center][/div][/td][/tr][/table][/center]