Vous et Moi

[Vincenzo De Lazzaro]

Lørdag.

I dagens store løb var der klare favoritter, men også nogle interessante nykommere, som var årsagen til, at der havde svirret rygter rundt - rygter om, at dagens løb skulle være aftalt spil.

Dette var den eneste grund til, at Vincenzo havde dukket op på væddeløbsbanen tidligere end han havde regnet med - det havde også betydet, at han ikke kunne afhente Miss Prince (Mable, rettede han sig selv med et smil) ved teatret og det havde pint ham noget så frygteligt... men ikke så meget, som det ville pine ham, hvis løbet som hun skulle se bare var fup. Tanken gjorde ham helt nervøs af én eller anden grund.
Så han havde brugt sin formiddag på at snakke med jockier, arrangører og undersøge heste. Alt i alt så det vist ud til bare at være rygter... folk plejede ikke at lyve for ham. Han bildte ofte sig selv ind, at det var fordi han var flink imod dem. Virkeligheden var nok snarere, at hvis de havde deres liv kært, så løj de ikke for mafiaen og da slet ikke, når de var gavmilde sponsorer i denne forretning. Men det var rart at tro noget andet.

Vincenzo kiggede op mod solen og derefter ned på sit lommeur. Det var næsten tid.

I stedet for at dukke personligt op ved teatret, havde Vincenzo sendt en limousine. En gudeskøn Bentley, hvis blanke metal skinnede i den klare sol, som var varm nok til at man ikke behøvede at have frakke på, men alligevel ikke helt sommeragtig.
Chaufføren var en rar herre, som med sikkerhed havde behandlet Mable med den respekt hun fortjente - holdte døren, hilste pænt, småsnakkede, tilbød forbudt champagne.

Vincenzo håbede, at hun ikke var blevet fornærmet. Han vidste ikke engang helt, hvordan han skulle forklare sig selv, når hun dukkede op, for han havde ikke lyst til at ødelægge magien ved at sige, at der havde været mistanke om snyd. Han måtte vel bare finde på noget og håbe på, at hans charme var ligeså effektiv når han ikke havde en hund med sig.

[Mable Prince]

i tell my love to wreck it a l l ,
cut out all the ropes and let me fall

Mable rettede på den hvide skjorte hun bar og derefter nederdelen af ren rastløshed. Hun var normalt meget tålmodig, og hvis tålmodigheden slap op, lod hun som om, hun stadig var tålmodig, men tyve minutter over tolv, gik hun utålmodigt frem og tilbage foran teateret. Hun var godt nok kommet ti minutter for tidligt, men hun var virkelig spændt. Både på at se væddeløbet, men også at mødes med Vincenzo igen.

Mable standsede og lod blikket glide søgende rundt endnu en gang. Nu var der gået endnu fem minutter. Så måtte hun bukke under for fornuften og indse, at Vincenzo ikke kom. Pludselig træt begyndte hun at gå væk fra teateret. Hvorfor var han ikke kommet? Var det bare fordi, han var forsinket? Men noget andet sagde hende, at et eller andet var dukket op, som var vigtigere end hende, og han havde derfor ikke i sinde at dukke op overhovedet. Eller værre endnu - det hele havde været fup. Men han havde virket så oprigtig...

Mable rystede mentalt på hovedet og tøvede, men så fortsatte hun med at gå. Hun havde bestemt sig og ville ikke vente længere, hun havde trods alt en grænse. Pludselig mærkede hun en hånd på sin overarm og med forbløffelse malet i ansigtet, vendte hun sig om. "Det er denne vej, Miss," sagde en mand med et venligt smil på læben og gestikulerede hen mod en limousine, der stod foran teateret. Mable kiggede spørgende på ham derefter bilen, hvorefter hun igen kiggede på manden. Hun formede et smil, som sagde, at han havde taget fejl, men i det hun åbnede munden, afbrød manden hende. "De er Mable Prince, ikke? Jeg er her på Vincenzo De Lazzaros vegne," forklarede han og ventede tålmodigt på, at hun skulle reagere og gå mod bilen. Mable nikkede. "Jo, det er mig," sagde hun og lod sig føres hen til bilen af manden. Der var ingen grund til, hun fandt det så overraskende, at Vincenzo kunne hyre en chauffør til at hente hende.

Da Mable sad i det bløde sæde i limousinen, som var begyndt at køre, med et glas champagne i hånden, smilede hun endelig.

"Åh ja, De har ret. Lord Byron skriver meget ensformigt, men stadig fængende," fortsatte han samtalen, da han havde åbnet døren for Mable og tilbudt hende en hånd. "Jeg beundrer Deres interessere for litteratur," tilføjede han og ledte hende hen mod bagindgangen, hvor de skulle møde Vincenzo. "Tak," sagde Mable med et varmt grin, hvorefter hendes opmærksomhed blev fanget af omgivelserne. Hun lagde ikke mærke til, hvor de gik hen, men alt de passerede. "Hr. Lazzaro," meddelte manden så med en dyb stemme, da de var ankommet til det rette sted. Han slap Mable og trådte et skridt tilbage med et respektfuldt buk. Mable blottede sine tænder i et smil og trådte hen til Vincenzo, som havde stået med ryggen til. "Det var noget af en overraskelse," sagde hun, men kunne ikke få sig selv til at lyde anklagende. Tænk, nu var hun her faktisk!

[Vincenzo De Lazzaro]

Vincenzo vendte sig om og nikkede en tak til chaufføren, før han rettede sin opmærksomhed mod Mable og smilende kyssede hendes håndryg.
"Hej, Mable." hilste han og følte sit hjerte slå lidt hurtigere over den afslappede måde at snakke på. Det gjorde ham glad, at de allerede nu var nået til et punkt, hvor de kunne stole nogenlunde på hinanden. De fleste mennesker ville sikkert tænke sig lidt om før de satte sig ind i en bil der tilhørte mafiaen, men hvis der var noget Vincenzo havde lært om Mable, så var det at hun ikke var bange af sig. Det var en god ting.

"Jeg er ked af, at jeg ikke var der til at samle dig op, jeg... blev lidt forhindret." undskyldte han og lød med vilje lidt hemmelighedsfuld i slutningen af sætningen. Så vidt han kunne forestille sig, så ville han hellere have hun troede han lavede skumle forretninger end at der havde været mistanke om snyd i væddeløbet. Trods alt, så var der jo intet nyt i, at Lazzaroerne foretog sig noget smuds, der var intet magi at ødelægge. En lille pris at betale for at holde hendes interesse i væddeløbet i live.

"Var turen i orden? Chaufføren generede dig vel ikke?" spurgte han i et afslappet tonefald og kiggede kort mod selve banen. Der var tusindvis af pladser og de fleste af dem ville blive fyldt ud i dag. Ingen af Vincenzo's heste deltog i løbet i dag, men dagen bød alligevel på nogle håbefulde nykommere. Én af dem, som gik under det spøjse navn Seabiscuit, var af særlig interesse, men Vincenzo var ikke sikker på, hvem han ville vædde på endnu. Det ville sikkert gøre en forskel at besøge hestene.
Mange mennesker havde allerede nu indtaget deres pladser, og ligesom ved baseball kampe, så var gik der nogle små fyre rundt og solgte mad og drikke. Nogle havde fået siddepladser meget tæt på selve banen, men det var også de billigste steder at være. Som sædvanligt, så havde Vincenzo anskaffet sig nogle ordentlige pladser på balkonen, hvor man havde udsigt til det hele og ikke blot måtte nøjes med en hurtig lugt af hest, når de løb forbi én. Hvis han kendte arrangørerne ret, så ville der også blive serveret ulovlige drinks, hvis det da var ønsket. Det var alligevel kun de fedeste og mest urørlige katte der sad i balkonen.

"Og... har du måske lyst til at hilse på hestene?" tilføjede han håbefuldt.
At gå bag scenen og hen til båsene var en praksis, som var ikke tilladt for normale mennesker. Sponsorerne måtte dog godt, også selvom deres egne heste ikke deltog lige præcis den dag man valgte at inspicere, for man havde vel ret til at se, hvordan ens forretning stod til... men forretning drejede det sig jo ikke om, vel? Det var stilheden før stormen, den bløde lugt af hest og muligheden for at se og røre de store dyr.

[Mable Prince]

i tell my love to wreck it a l l ,
cut out all the ropes and let me fall

En pludselig varme bredte sig i hendes hånd, da han kyssede den. "Hej, Vincenzo," hilste hun igen, mens hun smilede. Den efterfølgende kommentar lod hun forblive som et ubesvaret spørgsmål, da hun godt kunne ane, hvad det handlede om. Han var jo en af de øverste i mafiaen, og selvom han havde ansatte til at gøre arbejdet, måtte han også tage visse sager i egen hånd, som han selv havde sagt, første gang de mødtes. Hun undlod at tænke mere over det, da de fra første møde også havde slået fast, at hvad de foretog sig, var noget, de holdt for sig selv.

Mable rystede forsikrende på hovedet og kastede et hurtigt blik over skulderen for blot at konstatere, at chaufføren var gået. Hun måtte bede Vincenzo om at takke ham senere. "Nej, overhovedet ikke," sagde hun og rettede blikket tilbage på Vincenzo, som så ud over banen. Selv rettede hun blikket derud. "Han har en god sans for litteratur, så vi havde en masse at småsnakke om," tilføjede hun lettere fraværende og trådte et skridt frem, så hun havnede ved siden af Vincenzo, mens hun stadig kiggede ud. Hun smilede svagt ved synet og måtte holde sig fra at komme med et glædesudbrud, da det sitrede forventningsfuldt i hendes bryst.

Vincenzos spørgsmål rev hende tilbage fra hendes mindre trance, og hun tvang blikket hen på ham. Hun måtte igen styre sig. "Gerne," sagde hun med et smil, der blottede hendes tænder, mens hun så ham i øjnene. Hun smilede en smule svagere, så hendes tænder skjultes, og tog sig selv i bare at stå og betragte ham. Underligt forlegen fulgte hun ham (mens hun gav champagnen skylden), så han kunne vise hende vejen til hestene. Hun lod blikket glide rundt, og kort efter var forlegenheden glemt. To mænd i jakkesæt passerede dem, og Mable nikkede tilbage til dem, da de smilede.

"Er det ofte så fyldt op?" spurgte hun med et nik ud mod siddepladserne, hvor mange af dem allerede var taget, hvorefter hun rettede blikket op på Vincenzo. Selvom hun ihærdigt forsøgte ikke at virke så spændt på dette, som hun nu var, var det tydeligt at se, at hun havde fået en ny glød. Tanken om at skulle mødes ved teateret, havde holdt hende kørende hele ugen, og selv de på de trætteste dage havde hun formået at få et smil frem på læberne, som ikke var fremtvunget. Ikke kun skulle hun væk fra omgivelserne og overvære et hestevæddeløb, hun skulle også gøre det med én, som hun følte sig usædvanligt tilpas med, selvom det kun var anden gang, de mødtes. Smilet lå konstant som en skygge i hendes mundvige og gav hendes ansigt et frisk pust.

[Vincenzo De Lazzaro]

”Det var godt.” svarede han.
Nå ja, litteratur…
Han kom i tanke om bogen, som Mable havde bragt med sig første gang de mødtes. Den fine, sikkert dyrebare bog, som var blevet våd grundet nogle idioter der havde lyst til at spille smarte.
Der havde været en tid, hvor Vincenzo havde læst meget. Det gjorde enhver god mand vel, hvis han havde respekt for sig selv, men nu om dage var interessen dalet, i hvert fald hvad angik fiktion. Han var stadigvæk meget glad for at læse faktuelle bøger om alverdens ting – historie, filosofi og den slags. Nyttige ting. Men bøgernes fiktive verden begyndte så småt at stå i skyggen af biograferne, som Vincenzo måtte indrømme havde fanget hans interesse. Han vidste ikke om der nogensinde ville komme en film, som havde en større kulturel betydning end en bog som Black Beauty (hans hemmelige favorit), men han ville godt give det en chance. Han vidste dog ikke, hvordan Mable ville reagere på det, så han var indtil videre lidt påpasselig med at spørge.

I stedet gav han sig til at gå imod staldene.
”Ofte, ja…” besvarede han hendes spørgsmål angående publikum.
”Selv når der ikke er de store navne, som skal på banen, så kan folk godt lide at komme her. Jeg ved ikke... jeg tror måske, at det giver dem noget andet at tænke på. Depressionen er trods alt en svær tid, så det er rart at se nogle vindere rundt omkring.”
Engang havde han taget sig selv i at betragte publikummet frem for væddeløbet. Selvfølgelig var der ingen måde at blokere de højlydte glædesråb fra sine ører, men denne torden endte alligevel med at blive en baggrundsstøj, som på en måde blev en del af én. Det var, som om publikum forvandledes til et gigantisk, brølende uhyre med én intelligens, alle fikserede på hvad der foregik nede på banen, alle med samme mål: De ville se en vinder.
Vincenzo var næsten blevet lidt forskrækket, da han endelig gav sig selv til at lægge mærke til det. Gad vide om en sådan flok endda var i stand til at bevæge sig synkront, når det kom til stykket?

Så snart de var kommet til staldene, blev de imødekommet af den karakteristiske lugt af hest. Ingen af dem fik noget at spise lige nu, så de stod blot og kiggede sig omkring, rettede ørene imod de nye gæster. Stalddrenge gik frem og tilbage – nogle børstede hestene en sidste gang inden de skulle ud og løbe, andre rensede deres hove.
En hasselbrun hest stak sit hoved ud akkurat da Vincenzo gik imod dens bås. Dens nysgerrighed var åbenlys, men det var sikkert en fyrig ung hingst, så han sørgede for ikke at bevæge sig for pludseligt.

”Hej med dig…” hviskede han og holdt en flad hånd oppe, som hesten øjeblikkeligt pressede sin mule imod og snusede til. Den vippede hovedet op og ned et par gange, men holdt sig ellers stille.
”Er han ikke flot?” spurgte Vincenzo og kiggede mod Mable med samme genkendelige, barnlige glød.
”Han hedder… Empire. Nummer tolv på banen.” tilføjede han efter at have undersøgt navn og nummer på båsen.

[Mable Prince]

i tell my love to wreck it a l l ,
cut out all the ropes and let me fall

Mable ville ønske, hun selv kunne smutte til et hestevæddeløb eller noget andet, når depressionen smittede for meget af på en selv. Men hun havde kun sine bøger, da hendes sociale omgangskreds ikke rakte meget længere ud end til hendes arbejdskollegaer, hvor mestedelen desuden også var for uudholdelige. Kunderne skulle man ikke kende noget til, da de kun måtte blive set som arbejdsstof. Og selvom bøgerne af og til kunne hindre hendes humør i at dykke, kunne de også være grunden til det dårligere humør. Mange af de bøger, der stod på reolen i hendes lejlighed, var fyldt med følelser, og det var oftest kærlighed og sorg - noget der ikke tog del i Mables liv overhovedet. Jo, hendes bror havde just kommet hjem komplet uanmeldt, men Mable var så forvirret over situationen, at hun ikke kunne sætte finger på, hvad hun følte. Hun skubbede derfor tankerne væk, hver gang de meldte sig, hvilket resulterede i, at hun ikke kom frem til nogen konklusion.

Mable tog en dyb indånding og måtte indrømme, at hun ikke kunne bestemme sig for, om lugten frastødede hende eller ej. Snart vænnede hun sig til den, og hun tænke ikke over det.

Mable nikkede og trådte hen ved siden af Vincenzo for selv at lade sin spinkle hånd røre ved den bløde mule. Hun smilede og lod fingrene glide videre ned ad halsen og standsede så bevægelsen, da hun ikke kunne komme videre på grund af lågen, der fraskilte dem fra hesten. Hendes hånd strøg hen over dens hals en gang, hvorefter hun blev afbrudt af hingsten, der kastede med hovedet og derefter rettede blikket direkte på Mable. Hun trak hånden til sig, men han havde ikke skræmt hende, så hun klappede den igen på mulen. Hun smilede, da den prustede lavt.

"Har du altid interesseret dig for heste?" spurgte hun, da hun tidligere havde bemærket gløden i hans øjne, som hun også havde set, da de sad på caféen. Hun kiggede kort på ham, før hun rettede blikket fremad, da de nærmede sig en anden hest, som var næsten helst sort med undtagelser som mulen og det nederste af benene, der var mørkegrå. Den var mere rolig end den forrige, og det var næsten som om, den ikke lagde mærke til Mables berøring. Hun genfandt smilet og trak hånden til sig igen, så de i et roligt tempo kunne bevæge sig videre ned gennem stalden, hvor hestene ventede roligt. Et vrinsk lød, og lave prust kunne høres konstant. En hest skrabede med foden, og en anden slog med halen. Mable smilede for sig selv og indrømmede for sig selv, at selvom lugten var frastødende eller ej, kunne hun godt lide at være her. Det undrede hende ikke, at en mand som Vincenzo havde sådan en forkærlighed for heste.

[Vincenzo De Lazzaro]

Havde han egentlig det? Måske.
"Tjo... det er vel rigtigt nok." sagde han eftertænksomt og nærmede sig den næste hest. Den kiggede allerede nysgerrigt efter ham og protesterede ikke over at blive aet på halsen.
Heste var måske noget af en rigmandsting at blive associeret med nu om dage, men det var Vincenzo ligeglad med. Han var ikke glad for dem, fordi de var statussymboler.
"Heste er... noble dyr." sagde han endelig og strøg den unge hingst over dens stride manke.
"Stærke, smukke og hårdtarbejdende... man kan ganske rigtigt tæske og true dem til at gøre hvad du siger, men nøglen til deres sande styrke kræver tillid. Det er noget, som mennesker godt kunne lære noget af, tror du ikke?" tilføjede han med et lille smil, der på én gang var besynderligt og en smule sørgeligt.
Tillid var det tveæggede sværd, som medlemmer af mafiaen ikke rigtigt kunne tillade sig at bruge, hvis de da havde deres liv kært. Det var derfor, at dating var så svært, at nye bekendtskaber var så svære - man vidste aldrig, hvornår de ville stikke dig i ryggen. Men heste, de... var anderledes.

De var forudsigelige. Det var en tryg tanke at have i baghovedet. Heste gjorde aldrig rigtigt noget uforudsigeligt - hvis man behandlede dem ordentligt, så belønnede de dig med deres tillid, en ret stor ære at få fra sådan et mægtigt dyr. Behandlede man dem dårligt, ville de hade dine indvolde. Mennesker var ikke ligedan. Lige meget hvor godt man behandlede dem, så kunne de stadigvæk finde på at planlægge din undergang. Måske fordi de aldrig var tilfredse, ville altid have mere... men, hvad pokker... kunne Vincenzo benægte, at de tankebaner også var hans egne?

Han sukkede idet han gav den unge hingst (Seabiscuit, bemærkede han) et par klap.

"Måske er jeg bare en romantiker. Dem er der ikke længere plads til i verden."

[Mable Prince]

i tell my love to wreck it a l l ,
cut out all the ropes and let me fall

Mable ventede roligt og tålmodigt på hans mere uddybende svar. Samtidig lå hendes blik på den hest, de nærmede sig, og da Vincenzo begyndte at tale igen, fulgte hun hans hånds bevægelser, der strøg hestens hals, med et tænkende udtryk. Ved hans spørgsmål nikkede hun et par gange, hvorefter hun løftede blikket, og så på hans ansigt. Hendes blik skinnede en smule håbløst, ligesom folderne rundt hans mund lå i sørgelige folder, men hårdheden, der konstant hvilede i Mable, skinnede stærkere igennem, og gav hende et fast blik, der ikke veg, hvis Vincenzo også kiggede på hende. "Tillid er meget at forlange," sagde hun med en snert af strenghed i stemmen, som om han havde sagt for meget. Egentlig havde han bare forklaret, hvordan det burde være i Bridgeford, i enhver by - landsby som storstad. Ikke al denne fjendtlighed og frygt overfor fremmede mennesker, som også Mable følte, men bare skjulte bag en facade.

"Hvis ikke for meget, med tanke på ... forholdene i Bridgeford," tilføjede hun og betragtede ham lidt endnu, før hun rettede blikket mod hesten. Hun så ikke væk, fordi hun gav efter for øjenkontakten, men fordi samtalen begyndte at bevæge sig i retningen mod det, Mable ikke ville komme ind på - hvor forskellige de begge to var. Vincezo var en af de magtfuldeste i mafiaen og i bund og grund grunden til, at Mable, samtidig med det alt det hårde arbejde, havde en forvirrende tilværelse blandet med frygt og indestængt vrede. Men bare tanken udløste alverdens følelser hos Mable, hvilket var derfor, hun ikke ville ind på det emne. Det var måske umuligt for dem, at aldrig komme ind på det, hvis de fortsatte at ses, men Mable forlangte kun, at det ikke blev denne gang.

Hans suk fik hendes til at sukke indvendigt, og der gik en stund, før hun åbnede munden. "De-" mere fik hun dog ikke sagt, da nogen råbte Vincenzos navn for enden af gangen. Mable vendte sig om og fik øje på en lille mand, der ustrålede rigdom og magt, og sikkert var en af de førende indenfor hestevæddeløb. Det var lige før at pengene væltede ud af hans lommer, da han med hastige skridt nærmede sig. "Scusi," sagde han på sit modersmål og greb Mables ene hånd for at plante et kys på dens håndryg, hvorefter han vendte sig mod Vincenzo. "Det er på tide at gå til Jeres pladser nu," fortsatte han hastigt og sendte Vincenzo et respektfuldt smil. Mable følte et sug at lettelse og spænding ved hans ord, men tvang sig selv til at smile roligt og vente på Vincenzos reaktion, ligesom manden foran dem, før hun gjorde noget yderligere.