Looking for hope

[Elizabeth Monroy Smith]

Looking for hope

staring :: Elizabeth Smith &
Vincenzo De Lazzaro

I Dont believe in miracles

Bridgefords eneste kirke, smuk og ældgammel. Elizabeth forstod ikke hvordan det kunne være, at kirken var så tom. Hun havde ikke været der i den tid, hvor at der var blevet spillet musik hver morgen, men hvor hun kom fra, gik folk utrolig meget op i at komme i kirke hver søndag. En søndag som dagen i dag. Kvinden rynkede brynene, og rettede lidt på den sorte hat, som der lå hen over det blonde hår, der for en gangs skyld var sat ordenligt op. Hun plejede for det meste altid at have det løst, men i dagens anledning var hun iført formelt tøj. Troende som hun var, var hun gået hen til kirken, ikke fordi at hun regnede med der ville være nogen præken, men så bare for at vise respekt for den religion hun var vokset op med.

Lidt tøvende, åbnede hun døren ind til kirken, og listede ind i den. Her var virkelig tomt, så tomt at hvis man slap en knappe nål ville man kunne høre det. Tungen pressede sig langsomt ud igennem hendes læber, inden hun fugtede dem, de smaragd grønne øjne kiggede sig rundt omkring. Det var næsten synd, sådan en smuk kirke, også var der ingen som der beundrede den. Benene gik langsomt hen mod alteret, hvor hun satte sig på knæ foran; Med foldede hænder lukkede hun øjnene, og begyndte stille at hviske en bøn omkring, at hendes mor skulle have det godt, og ikke måtte lide, under hendes pludselige forsvinden. Da hun var færdig, sukkede hun kort, og gik hen for at sætte sig på en af de mange bænke der stadig stod, som skulle der komme mennesker ind hvert øjeblik der skulle være. Hun følte sig så dejlig afslappet, som hun sad der, og kiggede op alteret. Det var dejligt, at være et sted hvor man faktisk følte sig tryg, og ikke i forhold til de mange ting som der var sket på det sidste. Omkring alt det med mafiaen, Martino, brevende, bare i det hele taget, hun følte sig så fandens forvirret.

Men lige nu, lige nu følte hun faktisk at hun kunne klare alle problemer, lige nu følte hun at gud gav hendes styrke, til at fortsætte, og ikke tage den næste færge hjem til england igen. Hvilket nogen gange var en fristelse, men hun havde fået et liv her, og det liv måtte hun forfølge.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

But Baby, You make me believe in everything is possible.

[Vincenzo De Lazzaro]

Vincenzo var ikke kommet ind i kirken i dag for at bede. Han brød sig ikke særlig meget om denne kirke.
Som så mange andre italienere, så var Vincenzo en døbt katolik. Men som så mange andre kriminelle italienere, så havde han et mærkeligt, måske endda hyklerisk forhold til sin religion. Nogle ville kalde det absurd.

Han var på god fod med de katolske præster i området, spiste ikke kød om fredagen og gik rundt med et kors af guld om halsen. På mange traditionelle planer, så var han egentlig en god katolik. På den anden side havde han skudt et par mænd i deres rygge, beordret endnu flere skudt og plejede sin libido omhyggeligt. Ja, han ville ikke engang have noget imod at skyde en præst mellem øjnene, hvis denne formåede at true hans Familie på den ene eller anden måde. For, ærlig talt, så kunne religion aldrig betyde mere end Familien gjorde og ved Dommedag ville han frygtløst stirre Vorherre i øjnene og sige det selv samme. Han foretog nogle grumme valg i sit liv og det måtte han stå til regnskab for - ærlig talt var skærsilden heller ikke helt så skræmmende, som en gnaven Leonardo, så der var ikke rigtigt noget at komme efter.

Grunden til, at han var kommet i kirke i dag, var fordi han var ude på at assassinere en mand, som var udpræget protestant. Han var irer, tilhørte den svindende gruppe af irske mafiamedlemmer, som stille og roligt var holdt op med at gøre livet til en plage for italienerne. Ja, Vincenzo var såmænd kommet for at nagle de sidste par søm i deres kiste.

Men der var ingen irere i denne kirke i dag, opdagede han mens han afslappet gik ind i kirken iført sit søndagstøj. Med en automatisk følelse af respekt, tog han sin hat af og gik til én af de første bænke. Den stod ved siden af den, hvor kvinden sad og der gik ikke lang tid før han tog sig i at kigge på hende. Hun så på ingen måde bekendt ud, men var ganske køn, så man kunne vel ikke bebrejde ham at øjnene faldt et andet sted end den lidende Kristus statue oppe ved alteret, med ansigtet forskruet i smerte. Det var egentlig et temmelig ubehageligt billede af ham, tænke Vincenzo ved sig selv. Fanget i et øjebliks evigt lidelse, som om det var hans eget personlige helvede. Selv foretrak Vincenzo billedet af ham som barn, for evigt vugget af sin beskyttende mor.

[Elizabeth Monroy Smith]

Looking for hope

staring :: Elizabeth Smith &
Vincenzo De Lazzaro

I Dont believe in miracles

Lizzie var slet ikke opmærksom på at der var kommet en mand ind i kirken, og sad bare der og kiggede, der gik ikke længe før at hun fik lukket hendes øjne i, og tog en dyb indånding. Der var så mange tanker der gennemborede hendes stakkels hjerne, så mange spørgsmål, der stod ubesvarede. Der var så mange ting hun gerne ville, også lidt tid, og for få penge. Efter hun havde betalt Tino tilbage, stod det lidt småt med de penge som hun ellers havde sparet op. Men hvad, hun skulle snart få nogle penge ind igen, spørgsmålet var bare om tid, før at hun ville få et job, hvor at hun ville kunne tjene penge ind til at købe hende en lille lejlighed at bo. Gud havde en plan med alle, nogen gange måtte man bare tage sig tid til at finde ud af hvad denne plan var, på et eller andet tidspunkt, så fandt man sin plads i livet, der var som sagt et sted for alle. Man måtte bare aldrig stoppe med at lede.

Det var først da manden stod og betragtede hende, at det gik op for hende, at hun ikke længere var alene. Hendes øjenlåg gik op, hvor efter hun flyttede de meget lyse grønne øjne hen mod manden, hun hævede det ene bryn, havde hun mødt den mand før? Han mindede hende om nogen, men hun var ikke helt sikker på om det virkelig kunne passe. Hun smilede venligt til ham, og gav et lille nik fra hoved, inden at øjnene blev flyttet hen på et andet sted, da hun fandt det uhøfligt bare at sidde og stirre på ham. Men hun havde altså på fornemmelsen at hun havde set ham et eller andet sted før, men.. hvor?

Jo mere tid hun brugte på at finde ud af, hvor hun dog kunne have mødt ham henne, som gjorde hans ansigt så genkendeligt, jo mere pinligt fandt hun det. Hvad nu hvis hun havde mødt ham før, og han godt kunne huske hende? Nej nej nej! Hvad nu hvis han kunne hendes navn, og hun bare ville sidde der og stirre på ham som var han idiot, fordi hun ikke kunne huske hans. Hun bed sig i den ene siden af læben, og vente sig så meget ærligt rundt, og lagde hoved på skrå "Have I meet you before?" spurgte hun lige ud, og smilede undskyldende til ham, hvor efter hun rejste sig op. "Im very sorry if I have, but I don't remember your name, and Im pretty sure that I have seen you some where before.. But I cant quite remember.." hun afslørede meget hurtigt, at hun bestemt ikke var nogen americaner med den britiske accent som der strømmede ud som hun udtalte de mange ord. Hun smilede skævt, og håbede inderligt at han ikke ville blive fornærmet over, at hun mente hun havde set ham før, men ikke huskede ham som sådan.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

But Baby, You make me believe in everything is possible.

[Vincenzo De Lazzaro]

Han blev ærlig talt overrasket over, at hun begyndte at tale til ham, måske endda lidt flov. Det var altid lidt pinligt, når man blev taget i at overbeglo en kvinde. Men mens han var ved at forberede én eller anden dum undskyldning, lod det til at der ikke var nogen fare - hun troede bare, at de havde set hinanden før. Det var altid noget. Selvom Vincenzo ikke mindedes at se hende, så havde hun måske fået et glimt af ham på ét eller andet tidspunkt. Det kunne ikke helt undgås, når man var mafia medlem.

Han rejste sig og smilede til hende, gav endda et lille buk fra sig. Hun var englænder, hende her. Dømte man på hendes accent, så var hun sikkert kommet direkte fra det gamle land.
"No worries, Miss, I... don't think we've met before. Although you do seem familiar..." løj han og klemte øjnene sammen, som om han forsøgte at placere, hvor han havde set hende før. Det var måske en tvivlsom strategi at lyve i Guds hus, men bevares, det var bedre end at indrømme at han havde gloet på hende, som en anden skoledreng, fordi han syntes hun var pæn.

Han rakte sin hånd ud i en venlig hilsen.

"Vincenzo De Lazzaro. Pleased to meet you." præsenterede han sig selv og ventede nu på det øjeblik, som altid var det mest spændende når han gjorde dette. For i alt kunne han typisk forvente tre reaktioner:
1. Kvinden kunne blive bleg i ansigtet og sluge en klump af frygt, hvorefter hun på én eller anden måde ville undskylde sig selv og stikke af.
2. Hun kunne stirre på ham i åbenlys foragt - dette skete ikke særlig tit og var ofte et tegn på et medlem af modstandsgruppen, så han havde hurtigt lært at trække sin pistol, hvis han ville undgå at bløde ihjel efter at have fået et sådant blik.
Og så var der Dør Nummer 3, som der lå beundring bag. Glimt i øjnene, en slags fandenivoldsk spænding der var tiltrukket af magt.

Men hvad vidste han? Måske var hun en helt anden type. Måske var hun ligeglad? Det skete ikke så tit, men hvis hun først lige var kommet til landet, så vidste hun måske slet ikke hvem han var.

"Englishwoman, are you? You have a nice accent. We don't really get a lot of visitors around this place."

Hvilket var sandt - besøgende var der ikke så mange af, for så snart folk besluttede sig for at "besøge" Bridgeford, så ville de helst blive. Det var et rart sted at være, et sikkert sted, så længe man ikke trådte de forkerte mennesker over tæerne.

[Elizabeth Monroy Smith]

Looking for hope

staring :: Elizabeth Smith &
Vincenzo De Lazzaro

I Dont believe in miracles

Hun åndede lettet op, da han sagde han ikke kendte hende, eller jo at hun virkede bekendt, men hvad. Hun var nu ret sikker på, det var fordi at han mindede hende om en eller anden hun havde set, og ikke en hun havde mødt. Hun smilede stort til ham, måske ikke lige det man forventede fra en kvinde, der lige havde stillet sig op, og delvist gjort sig en smugle til grin. Men hun mente at ærlighed var vejen frem, i stedet for at lyve sig rundt omkring hjørner, måske en af de grunde til hun kunne blive så sur, og ikk emindst såret når folk undlod hende at fortælle hele sandheden, som hun var blevet på de få folk hun havde mødt, inden at hun havde fundet ud af omkring mafiaen her i byen. Hun sank noget mundvand, og kiggede på den hånd som han rakte ud.

Hun tog imod den med et lille klem, og hævede så det ene bryn, da hun fangede hans efternavn. Aha, så Leonardo og Martino havde en bror mere? Hvorfor fandt hun altid ud af sådan noget, senere hen, når hun måtte personen. Med et meget forundret udtryk tog hun sin hånd til sig, og smilede skævt til ham "Elizabeth Smith.." sagde hun, og kunne ikke lade være med at undertrykke et lille grin. "De Lazzaro you say.. Martinos older brother?" hun gættede sig lidt frem til det, fordi hun var ikke sikker på om det var meget at han var ældre, så det kunne vel lige så godt have været den anden vej rundt.

"Thats why you look so familiar to me, I know Martino.. Pretty well.." hendes smil blev tydeligt støre mens at øjnene blev en smugle drømmende. Hvis man kendte Elizabeth godt, ville man vide at dette var fordi at hun så tydeligvis var fuldstændig væk i denne mand hun omtalte. Dog vente hun hurtigt tilbage til virkeligheden, og nikkede stille til det han sagde, omkring engelsk kvinde. "Can't run from my accent, and thanks" sagde hun stille, og kiggede lidt forbi ham og over mod døren, da hun syndes at kunne høre et eller andet. Hun rynkede kort brynene, for derefter at kigge tilbage på Vincenzo. "its funny how nobody tells me anything.." brummede hun, og satte sine hænder i siden "I just knew that Tino had his older brother Leonardo.. So this.. is kinda awkward" mumlede hun stille, og kiggede igen over manden der stod over for hendes skulder. Der var altså et eller andet der.

"Is it just me, or is there somebody els in here.." mumlede hun svagt, så kun Vince ville høre det, hun følte sig bestemt ikke godt tilpas, ud over, at hun stolede på Vince, han gav en dejlige tryg atmosfære omkring sig, men følelsen af at blive beluret den kravlede under huden på hende, og fik hårene på armene rejste sig.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

But Baby, You make me believe in everything is possible.

[Vincenzo De Lazzaro]

Et ivrigt lys tændte sig i Vincenzo's øjne, da hun afslørede at hun kendte Martino. Der var pludselig en hel masse ting, der gav mening, specielt da hun sagde, at hun kendte ham "ret så godt". Som et lille barn der havde fundet ud af, hvor julegaverne lå gemt, fik han pludselig lyst til at grine og kom da også til at gøre det, omend lidt diskret.

"I see, Miss Smith... and oh, don't you worry. I'm the more secretive De Lazzaro, the middle of the bunch, in fact. Peace-keeper, lurker in the shadows and all that jazz. So, frankly, it doesn't really surprise me that lil' Tino hasn't spoken of me. I bet you.. got other things to talk about." sagde han grinende og trak sin hånd tilbage.

For noget tid siden havde Tino nævnt, at han havde en slags kæreste (endda en kvindelig én!), men Vincenzo havde absolut ikke haft den store succes med at finde ud af hvem pokker det kunne være. Han havde halvt overbevist sig selv om, at Tino bare drillede ham, men Elizabeth her modbeviste det. Sikke en god smag i kvinder hans lillebror havde fået! Der var nu tusind ting han godt kunne tænke sig at spørge om og han prøvede at formulere sig selv i sit hoved på den mest høflige måde, så han ikke skræmte hende væk. På den anden side... hvis hun havde kendt Tino op til nu og ikke var et nervevrag, så var hendes tålmodighed måske helt på plads.

Men før han kunne komme til at spørge om noget som helst, gjorde hun ham opmærksom på, at de ikke var alene. Han havde munden halvt åben midt i et begyndende spørgsmål, men tiede stille og brugte nogle få sekunder på at lytte...
Det kunne bare være en præst eller en alterdreng, ikke noget problem... men det kunne måske også være den glubske irer, der havde regnet ud at han var blevet skygget og nu samlede mod til at blæse hjernen ud på sin forfølger.

"Don't worry. Act natural." hviskede Vincenzo med et beroligende smil, selvom hans hjerte var begyndt at ræse lidt. Han satte sig ned på en bænk og trak sine hænder indenfor frakken, hvor de begge kærtegnede en pistol hver.
"If you're involved with my little brother, you should know that these things happen." sagde han lidt højere, i en falsk munter tone for at aflede den mulige forfølger, men mente alligevel hvert et ord han sagde.

[Elizabeth Monroy Smith]

Looking for hope

staring :: Elizabeth Smith &
Vincenzo De Lazzaro

I Dont believe in miracles

Det var ingen hemmelighed at Elizabeth kun lyttede med et halvt øre, hele hendes opmærksomhed gik på de mange lyde der nu kom rundt omkring, som om at selve stedet var ved at blive invaderet. Hun blev virkelig ikke vandt til det her, hun kunne stadig huske hvordan at billede af manden der lå med blodet spredt ud under sin krop efter at Martino havde skudt ham. Det var som indprintet, aldrig nogen sinde til at skulle fjernes igen, det kunne godt være, at man vænnede sig til det, men Lizzie ville nok aldrig. Hun kunne ikke lide tanken om død og ødelæggelse, hun kunne ikke lide tanken om stoffer og at være fuld. Hun var på det punkt, nok en af de mest uskyldige kvinder man kunne finde i byen, ud over at hun gerne nød en god cigarret eller cigar nogle gange, for ikke at snakke om en enkel drink. Men alt det andet, det var bare ikke hende.

Hun sank en klump, da han sagde at hun skulle opføre sig normalt, hvordan kunne man det, når manden satte sig ned og holde om to pistoler!? Hun satte sig dog hurtigt ned ved siden af ham, og hvæsede sammenbidt "Iv only seen him kill a man once!" dog lød det ikke surt, mere skræmt, mens hun ventede på hvad det næste ville ske. Hun tog en dyb indånding, og lukkede øjnene, hun havde aldrig drømt om, at hun faktisk skulle være første vidne til noget. Inderst inde håbede hun bare på det var en kat, eller en hund for den sags skyld.

Måske havde hun taget fejl, og der var slet ikke noget, men bare vinden der fik skøderne på vinduet til at klappe frem og tilbage. Men inderst inde vidste hun jo godt at det ikke var det. Noget mundvand, og klemte noget fra den sorte kjoles stof imellem hænderne, så de hvide ben kom en smugle mere til syne. Det var mere for at undgå at hun ikke pressede de lange negle ind i hendes bløde hud i hænderne. Hun tog en dyb indånding, og kiggede over imod døren, hvorfor skete der ikke noget?

Pludselig var der bare alt, alt for stille. "Maybe... Maybe it was just a cat?" hviskede hun lavmeldt, og kiggede nervøst hen imod Vinnie der sad ved siden af hende, fuldstændig cool. Hvordan kunne de alle sammen være så kolde omkring det, hun fattede det ikke. Selvom der ikke skete noget var hun allerede ved at gå.... inden hun nåede at sige mere, mærkede hun hvordan noget fløj lige forbi hendes øre, og fik håret til at blafre i et kort sekund, med opspærret øjne kiggede på kuglen der borede sig ind i alters træværk. Okay, det havde ikke bare været en kat!

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

But Baby, You make me believe in everything is possible.

[Vincenzo De Lazzaro]

Det var egentlig lidt sødt, at hun var så bange når der endnu ikke var sket noget, typisk kvinder. Men... ja, ærlig talt, så var Vincenzo også bange selv. Man blev aldrig helt vant til at blive jaget på den måde, som et stykke vildt - han havde affundet sig med, at der var mordere overalt, men de tusind sommerfugle i maven når fare var på vej, var ikke til at slippe af med. Med tiden havde frygt udviklet sig til en bizar blanding af frygt og spænding. Vinnie var ikke helt som sine brødre - han opsøgte ikke spændingen for spændingens skyld og ville helst undgå at gøre sine hænder beskidte, men nogle gange skulle tingene bare gøres ordentligt og det var vel værd at sætte sig selv i fare for.

Så snart han hørte skud, sprang han op som en klapperslange og slyngede sine pistoler ud. Han skubbede (en anelse hårdt) til Lizzie og stillede sig foran hende, mens han affyrede to skud i hver sin retning, for at afskrække modstanderen og markere sin position.

"Stay low." beordrede han, uden at fjerne sine øjne fra målet.
"I will protect you."

Der lød et grin fra den modsatte ende af kirken, hvor skuddet var kommet fra. Dørene var blevet lukket, så det gav et ubehageligt ekko fra det underligt desperate grin.

"Thought you could ice me, eh Lazzaro?"

Manden kom endelig frem i lyset. Og ganske rigtigt - Ciaran O'Reilly, det lille irske svin, stod for en del af smuglingen fra deres side af. Selv på denne store afstand, kunne Vincenzo se, at han svedte.

"Well, it's not gonna happen today! I outsmarted ya! You're going to sleep with the fishes! But don't you worry, your brothers will be sure to join you soon enough. And maybe I'll have myself a nice little time with the missis over there." fortsatte han og tørrede hurtigt sin skægstubbe, som glinsede af sved. Han var tydeligvis oprørt, ja selv bange, selvom han var den som havde affyret det første skud.

"This ain't the place to settle things, O'Reilly. And the lady's certainly have nothing to do with it." sagde Vincenzo roligt og holdt øjnene på fjenden som en kat parat til at springe.

"Oh, cut your shit out!!" snerrede ireren af ham. Hans grove accent gjorde Vincenzo så arrig, at han havde lyst til at skyde ham på stedet.
"Like you haven't ravaged these churches before, you sick bastard! I'm doing everyone a favour by gutting you here and now!"

"The only thing that happens if you pull that trigger is getting your legs riddled with bullets. I have the advantage here."

"Is that so!?"

Ireren affyrede endnu et skud og Vincenzo skyndte sig at dukke sig, men sørgede for at dække Lizzie helt instinktivt.

"You're a sick man, O'Reilly!" gøede han og blev nede i et øjeblik.
"Are you okay?" hviskede han til Lizzie og kiggede hurtigt på hende.

[Elizabeth Monroy Smith]

Looking for hope

staring :: Elizabeth Smith &
Vincenzo De Lazzaro

I Dont believe in miracles

Det hele gik så hurtigt, at Lizzie slet ikke lagde mærke til at hendes knæ skrabede imod gulvet, da Vinnie skubbede hende til side, så han kunne stille sig foran hende. Hun adlød som en hund, og rettede sig ikke på nogen måde op, men sad sammenkrøbet bag ham, hendes hjerte racede af sted, som om der var blevet sat ild til det, og det nu ikke længere kunne finde dens rigtige rytme. Dette var både ekstremt spændende, og skræmmende på samme tid. Så hun forstod vel på sin vis, godt dem som der elskede at være i kamp, hvis det var sådan her de følte. Den adrenalin der pumpede igennem ens åre, og fik en til at blive helt skår oven i hoved. Hun fugtede læberne, og sank nået mundvand, mens at hun lyttede til det manden sagde, hendes øjne blev helt smalle over kommentaren om at De Lazzaros brødre ville ligge på bunden sammen med fiskende. Lige nu, ville hun faktisk ønske at hun havde en pistol, så hun kunne sætte en kugle imellem øjnene på den narrøv! Hvad fanden bildte han sig ind.

Det gippede dog i hende, da han sagde at han ville hygge sig med hende. Den kommentar var bestemt ikke rar at få, hvad nu hvis at Vinnie faktisk blev skudt og såret? Hvordan fanden skulle hun forsvare sig over for den fanden irre, eller i det hele taget kunne beskytte Vincenzo. Hun bed sig hårdt i tungen, og kiggede lidt frem og tilbage på de to herre, fanden tage denne situation! Og hvordan kunne denne mand, da i det hele taget finde på at skyde i selveste guds hus! Nu havde hun da aldrig, havde ingen respekt for tro mere?!

Det kunne godt være, at ikke alle havde sammens trosretning, og det var hun også fuldstændig ligeglad med, så længe man respekterede hendes! Hun kunne blive helt gal i låget over sådan noget, og dette kunne tydelig ses på den røde farve der steg op i kinderne. Dog blev hun lig bleg i hoved, da manden han begyndte at skyde igen, dog ramte denne også forbi hende.

Hun var dog stadig skræmt, hun kunne mærke hvordan hendes hænder dirrede helt vildt, og den ene hånd instinktivt greb omkring sølvkorset der dinglede rundt omkring hendes hals. Hun kiggede op på Vinnie med opspildet øjne, og nikkede langsomt "I geuss..." mumlede hun, og vente øjnene tilbage på irren "Just kill that mother fucker, and then Ill be okay.. brummede hun, og kom rystende op på benene, mens at hun børstede kjolen af for støv og snavs, hun stillede bag ved Vinnie, og stadig så hun kunne se over på manden.

Hvor var han dog i grunden bare grim at se på, hun fik helt kuldegysninger over det. Forbandede irre, hun havde aldrig kunne lide dem, altid skulle de drikke sig fulde, og de væltede rundt i alt og alle.

Hendes øjne lagde sig igen på Martinos bror, hvor var de alle tre dog bare så forskellige, og alligevel så ens. Hun smilede hurtig over tanken, hvor efter hun blev revet tilbage til virkeligheden. Tænk at hun var kommet her i håb om et fredeligt og stille liv, men i grunden bare var kommet til en verden, der var langt mere kompliceret end hun lige havde gået og troet. En engelsk rigmands datter, som der havde levet i sus og dus, ind til at hun valgte at løbe hjemme fra, da hun ikke ønskede at gifte sig bort på hendes faderes opfordring.

Tænk hvordan skabning kunne ramme hende, og skabe noget man aldrig havde forstillet sig i hele sit liv.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

But Baby, You make me believe in everything is possible.

[Vincenzo De Lazzaro]

Kill the motherfucker?
Selv i kampens hede måtte han blinke lidt over hendes ord. Han havde aldrig nogensinde hørt en dame udtale sig sådan og ét eller andet sted morede det ham mere end det chokerede ham. Ja, dette var sandelig Tino's kæreste! Hvordan kunne man forvente noget mindre?

Han gav hende et enkelt nik, inden han vendte sig mod gangen igen og holdt sine pistoler parate. Han trak vejret gennem næsen, men var stadigvæk en smule højlydt, fordi adrenalinen pumpede gennem blodet på ham. Han ville ikke dø i dag.

"Whatever happens, don't move, okay?" hviskede han. Nej, han regnede ikke med at dø i dag. Så længe han vidste hvor Lizzie var, så kunne han arbejde med større lethed. Han ville pumpe denne irer med bly og det skulle ske uden at han fik pletter på sit søndags tøj. Han manglede bare et enkelt godt skud og så var den hjemme...

"Don't make me shoot ya both!!" råbte Ciaran og affyrede et skud mod bænken. Kuglen strejfede kanten og smadrede øjeblikkeligt træet, hvilket fik Vincenzo til at lukke øjnene og trække sig lidt tilbage... men kun i et øjeblik.
Han rullede pludselig ud på gulvet og affyrede to velplacerede kugler i irerens skinneben. Lyden af splintrede knogler gav genlyd i den tomme kirke og manden faldt til gulvet med et hårdt klask. Den skærende, hvide smerte fik ham til at tabe pistolen og tage sig selv til sine blødende ben, mens han bed tænderne hårdt sammen og skreg. Smertens tårer samlede sig i hans øjne.

Vincenzo rejste sig op og puffede til mandens pistol, så den røg ind under mørket på en bænk. Han undlod omhyggeligt at træde i pølen af blod, som bredte sig ud på gulvet.

"You can come out now, Miss Smith." sagde Vincenzo i et kynisk tonefald, men i virkeligheden hamrede hans hjerte ustyrligt. Det var et under, at hans hænder ikke rystede af al den skrækkelige spænding.
"He's not going to hurt us anymore."

Manden lå stadigvæk og holdt om sine ben, med øjne der var røde af raseri.
"Curse you, Lazzaro. Curse you and your entire flock!"
Han spyttede efter Vincenzo's sko, hvilket fik ham til at træde et skridt tilbage. Dette var ikke et menneske i hans øjne. Det var for ulækkert, for uværdigt, så det fortjente ikke større sympati end en døende kakerlak.
"You'll bleed to death." sagde han køligt og tørrede sine pistoler af i et lommetørklæde, før han tørrede fingrene af.
"Out of courtesy for the lady, I'm not going to put a bullet between your eyes."

Ireren brølede.
"You DAMN coward!!! At least finish me off like a man!!!"
Vincenzo betragtede ham tavst.
"No." sagde han og rystede på hovedet.
"You don't deserve that honor. Miss Smith?"
Han vendte hovedet imod Lizzie og gjorde et vip med hovedet for at få hende til at gå med ham. Som en ægte gentleman, tilbød han hende en arm hun kunne holde i, så han kunne føre hende udenom blodet.
"If I may."