Looking for hope

[Elizabeth Monroy Smith]

Looking for hope

staring :: Elizabeth Smith &
Vincenzo De Lazzaro

I Dont believe in miracles

Hun nikkede tavs til det han sagde, hun skulle nok blive her, og ikke rører sig ud af flækken. Det irriterede hende dog, at hun nok aldrig nogen sinde ville blive vant til dette, hvilken verden hun ikke havde sat sig selv i, men det var der ikke så meget at gøre. Hun havde taget et valg, et valg som ingen nogen sinde skulle få hende til at ombestemme, lige meget hvor meget hjemve hun end måtte få.

Hun rettede nogle kølige øjne imod irren, der virkede desperat, hvis han ikke mente han havde en chance mod Vince i en mand til mand kamp, hvorfor fanden havde han så ikke bare trukket benene på nakken og forsvundet, så hurtigt han kunne? Det gav jo ikke mening, hun fugtede langsomt læberne, og følte virkelig at manden gik hende på nerverne med alt det han sagde, det var bare tomme ord, tomme ord for en skræmt mand, der ikke viste hvordan han skulle tackle denne situation, hvor var han dog ynkelig.

Lizzie fór sammen, da endnu et skud blev affyret for irrens side, som ramte bænken, hvilket gjorde at der blev sendt en masse træstumper igennem rummet. Hun reagerede dog hurtigt, og skærmede ansigtet, og derefter gik alting så hurtigt. Det var nærmest som om at tiden gik i stå, mens at Vinnie rullede hen over kirkens gulv, og affyrede sine skud. Alt i mens at Elizabeth lige nåede at fjerne armene for at se hvordan at manden faldt skrigene til jorden.

Skriget var ikke til at tage fejl af, smerten skar sig hen over det nu kridhvide ansigt, mens han lå der og tog sig til skudsåret. Men underligt nok, kunne Lizzie bare stå og kigge følelses koldt på manden, hun måtte vel bare indse, at hvis man ikke dræbte, ville man blive dræbt. Denne man havde truet den hun havde kærs bror, og ingen skulle komme godt fra at true Tino på den måde. Hun mumlede noget utydeligt, og kiggede hen på Vincenzo, hvor efter øjnene faldt på manden, hvis hun viste hvad han havde tænkt, ville hun have givet ham ret. Dette var intet bedre end et skade dyr, der skulle trædes på.

Noget mundvand blev sunket, og hun vente sin opmærksomhed tilbage imod Vinnie, hun smilede skævt, og lagde sin arm rundt omkring hans, og lagde den anden hånd på hans arm, mens hun prøvede at styrer uden for blodet. Hun værdigede ikke manden der stadig lå og brølede af smerte på gulvet, nej de lyse grønne øjne, kiggede stift imod døren som de snart ville gå ud af.

Da døren blev åbnet, mærkede hun hvordan vinden rev i hendes tøj, og rynkede brynet over den lille stikkende smerte der kom fra det. Hendes øjne lagde sig ned på skrabe såret hen over hendes knæ. Org, hvad fanden det var kun en lille hud afskrabning, hun havde prøvet noget der var værre.

"This, I will never get use to.." grinede hun svagt, og kiggede op på Vinnies ansigt, med et smil krydsende hen over læberne. Hun havde virkelig brug for noget andet at tænke på, spørgsmålet var bare hvad man skulle finde på, så godt kendte hun jo som sagt ikke byen, hun havde kun været få steder, ellers havde hun arbejdet det meste af tiden.

Tungen pressede sig ud igennem læberne, mens at hun tænkte en smugle over det der var sket, hvor efter hun kort rystede på hoved af sig selv. - Noget andet at tænke på! "So do you know any good places to go? Really need something els to think about.." kom der så endelig, mens hun tog en dyb indånding, og fulgte egentlig bare efter der hvor Vinnie gik hen. Alt andet end kirken var godt for hende nu.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

But Baby, You make me believe in everything is possible.

[Vincenzo De Lazzaro]

"I hope you realize that we don't do these things all the time..." sagde han, mens han hastigt førte Lizzie ud. Det gjaldt om at snige sig væk før for megen opmærksomhed blev tiltrukket. Nok havde mafiaen et stramt tag om ordensmagtens nosser, men visse ting var sværere at slippe afsted med end andre - selv hvis det drejede sig om selvforsvar, så var der ikke rigtig nogen god undskyldning for at skyde en mand i en kirke. Hvis der var noget ordensmagten var rigtig liderlige efter, så var det at få fat på en stor fangst som en ægte Lazzaro - den glæde ville Vincenzo ikke give dem.

Og egentlig... ja, at skyde folk i kirker var ikke det, som han gjorde mest af. Den slags beskidte ting var tilegnet folk i den lavere ende af rangstien, hvilket egentlig passede meget godt, for hvis de blev fanget, så kunne de lettere undværes. Alle brikkerne faldt egentlig på plads, når man tænkte over det på den måde.

"It's just necessary sometimes. I hope I didn't scare you."

Vinnie kiggede sig lidt omkring. Pistolerne var lagt nydeligt tilbage i hans frakke og han sørgede for, at hans hat sad pænt. Der var ikke én eneste dråbe blod på noget af hans tøj, hvilket han var taknemmelig for, så bortset fra at være et prominent medlem af mafiaen, så var han slet ikke mistænkelig at se på.
Han førte Lizzie ud til en lidt mere befolket gade, der var præget af caféer og den slags. Mange af disse små steder trivedes i Depressionen, fordi de for det meste var holdt i live af lokale goder. Det var de store steder der havde en tendens til at lide først. Trods blæsten i dag, så var der alligevel en del mennesker ude for at hygge sig med familien.

"If you'd like, we could grab a cup of coffee?" tilbød han Lizzie med et smil. Han vidste stadigvæk ikke helt, hvordan Lizzie havde det med disse ting. Mord og skud og den slags. Måske forekom det hende bizart, at han gerne ville sludre ovenpå sådan en oplevelse, men han ville helst have at hun fik tankerne et andet sted hen. Hvis hun havde brug for beskyttelse, så skulle hun jo alligevel bare sige til.

"There are a lot of great little places here. Two Cats Café is sponsored by our people, so it always has good quality. Just a heads-up - as soon as they see you in here with me, you'll always be welcome here." tilføjede han og blinkede drilsk til hende. Han førte hende til caféen, som var lille og sød - man skulle næsten ikke tro, at mafiaen stod den i ryggen, for det var et hyggeligt gammelt ægtepar som drev den. Men, tja, nu var ægteparret så italiensk, så... de satte måske bare pris på, at nogle drenge fra hjemlandet gerne ville hjælpe med at holde deres ældre i live. Man måtte vel tage sig af sine egne.

Der var ikke rigtigt så mange kunder i dag, men der var et par stykker som var kommet ind for at nyde atmosfæren. Stedet var præget af varme, lyse farver, men Vinnie gik ikke ind før Lizzie havde sagt sit ja til det.

[Elizabeth Monroy Smith]

Looking for hope

staring :: Elizabeth Smith &
Vincenzo De Lazzaro

I Dont believe in miracles

Hun smilede stille af ham, dette var en del mere rart en den gang hvor at Tino havde skudt en mand, der var han bare skredet, for derefter at have revet hende ind i en bil, og forklaret halvdelen, resten af tingene kom sådan lidt efter lidt. Her var der mere ro på det, og hun kunne faktisk få lov til at falde ned igen, og få noget andet at tænke på. Eller jo, det havde Tino også gjort, bare lidt på en anden måde, en let rød farve steg op i kinderne, som de kom ind i et lidt mere befolket del af byen.

"Its okay, thank you Vincenzo but I will be fine, I just dont get use to this, I can still remember the first guy I saw killed, it hunts me sometimes.." det sidste blev hvisket en smugle svagt, som de gik videre.

Øjnene betragtede de mange butikker som de kom forbi, folk som der talte, der var en dejlig frisk summen over det hele, hvilket fik det til at virke så surrealstisk at hun lige havde været vinde til at en mand var blevet skudt, og nu sikkert lå og forbløde, med mindre han på mystisk vis havde fået tilkaldt noget hjælp.

"Oh coffee, that would be nice!" sagde hun, og lyste straks op, mens at hun kiggede efter et sted man kunne gå ind, og få sig noget varmt og drikke, måske få sig en lille sludder, det ville bestemt ikke være værst. Virkelig, det eneste hun havde brug for, var at få tankerne over på noget andet, frem for at skulle sidde og tænke på, blod, det røde tygge blod der havde bredt sig ud over det flotte kirke gulv..

Hun blev revet tilbage til verden da Vinnie snakkede noget omkring en Café, "Oh.. wai.. whut?.." kom der lidt forvirrende fra hende, inden hun opfangede hvad det egentlig var som der var blevet sagt. "Sounds great, lets go in there then!" sagde hun i et meget optimistisk tone leje for en som der lige havde været igennem det som hun havde været igennem. Hun ventede til at de var kommet over til døren, og trådte ind igennem den.

Ja her var oprigtig vildt hyggeligt, og faldt utrolig godt i det med stemningen, hun håbede dog bare ikke der ville blive talt for meget italiensk, hver gang at Tino gjorde det med hende, sad hun konstant som et spørgsmåls tegn, og følte sig så umådelig dum. Hun fugtede stille læberne, og ventede på at Vinnie ville vise hende et sted de kunne side, af ren og skær vane, at mændende altid var den som der viste kvinderne hvor de skulle sidde. Ja man kunne vist ikke rigtig påstå at Lizzie var vokset op i et slum kvarter, da hun så sikkert bare havde sat sig ned, og siddet som om at nogen skulle komme og servicere hende.

Hun gik meget op at være fin, nydelig og i orden når hun var ude, af den grund rettede hun også en smugle på hendes kjole, der var lavet ud af noget gennemsigtig stof, hvor der var af blomstret mønster, inden under var dog en sort underkjole, så det ikke viste alt for meget.

Template by :: Snerky at KISS KISS GOODBYE

But Baby, You make me believe in everything is possible.

[Vincenzo De Lazzaro]

"All right, then." sagde han med et nik.
"Let's go inside."

Så snart de trådte ind, vendte folk kort deres hoveder af mild nysgerrighed, men kom hurtigt tilbage til hvad de nu ellers havde gang i. Bortset fra én mand, som sad bag en disk. Han var en ældre herre og hævede lykkeligt sine arme ved synet af de nye gæster.
"Vincenzo! Buongiorno, Signore! Come stai, come stai?" hilste han og skyndte sig bort fra sin plads, for at komme over og hilse. Der var en oprigtighed i hans glæde, som ikke kunne ses hos alle fedterøvene der prøvede at efterligne denne maner. I modsætning til dem, som prøvede at charmere sig ind på Lazzaro'erne, så havde denne herre en slags behagelig, naturlig aura over sig. Han mindede mest af alt om en gammel hund, som var glad for at få opmærksomhed og der var vist ingen tvivl om, at han satte pris på den hjælp som han fik i denne økonomiske krise.
Da manden var nået over for at tage fat i Vincenzo's hånd og trykke den glædeligt, så grinte Vincenzo og rettede på ham.

"I'm fine, Giorgo. But hey, American, please?" sagde han med et bedrevidende smil og vippede diskret sit hoved mod Lizzie. Dette fik den gamle mand til at tage sig til munden.
"Oh! Sorry, I am so sorry, Signora!" undskyldte han, men mistede ikke sin glæde og energi.
"Is just... old habit, you know this? But yes, yes... in America, speak American. Come, let me show you to table."

Manden vraltede, bedst som han kunne, hen til et bord. Han var på ingen måde fed, men alderen havde slidt nok på hans hofter til, at han ikke længere kunne gå specielt behageligt i en fuldstændig oprejst position. Ryggen krummede lidt, men trods det nægtede han endnu at gå med stok - ganske til hans kones utilfredshed. Hun mente, at han var alt for forfængelig.

Det var en lidt kølig dag, så den gamle mand førte dem hen mod et bord nær vinduet, hvor solen skinnede ind. En skærm udenfor sørgede for, at de ikke fik solen i øjnene, men deres skuldre og hænder skulle nok blive varmet lidt op. Der lå allerede to menuer på bordet og Vincenzo samlede én op.
Menuen var håndskrevet. Der var en masse fine gammeldags italienske retter på den. De havde sikkert stået derpå i en evighed, men det var da også bare tegn på, at de var de rene eksperter i at lave retterne her. Det eneste som havde ændret sig, var nogle af priserne ude i siden - nogle af dem var streget ud og erstattet med en anden pris grundet inflationen, men ellers var det slet ikke så galt. Klassiske drikkevarer som Amaretto'en var streget helt ud, uheldigvis. Vincenzo vidste at de solgte det i al hemmelighed, men lige nu var ikke det bedste tidspunkt at efterprøve det.
"Now, what is your name, Signora? And what would you like to have? Ladies first, eh, Vincenzo?" grinte den gamle mand og tog en lille notesblok frem for at skrive bestillingerne ned.

[Elizabeth Monroy Smith]

Lizzie betragtede stedet, med en meget stor interesse rundt på stedet, og ventede sådan set bare på, at der ville give et tegn på, hvor at hun skulle sætte sig. Det kom så sandelig osse, da hun hørte en glad mandlig stemme, hun kunne ikke lade være med at smile over manden, da han kom over til dem, og kunne mærke en varm følelse sprede sig inde i brystet, hvor var han dog bare dejlig. Det var ikke særlig mange, der kunne have sådan en oprigtig glæde, når man så andre, men nu havde hun jo læst en smugle om italiener, og trods for at hun godt viste at man ikke kunne læse sig til ting, var det altid beskrevet, at de var et meget venligt, og imødekommende folkefærd. Denne mand, viste i hvert fald at dette var sandheden, hun smilede skævt, og en smugle uforstående, over det manden sagde, men kunne gætte sig frem til, at det nok var en hilsen til Vinnie, derfor stod hun bare pænt og smilede til dem begge.

Et grin gled dog frem fra struben, da Vince nikkede imod hende, og spurgte efter at manden skulle snakke amerikansk. "Thank you.." mumlede hun en smugle forlegen, dog stadig med smil tværs hen over læberne, hvilket fik de buttede æble kinder til at vise sig, et af de ting der gjorde hun nogen gange virkede så meget yngre end blot enogtyve år.

Hun gik langsomt efter manden, som der ville føre dem til et bord, og beundrede mandens stædighed, en hver anden ville da forlængst havde fået en stok at kunne støtte sig op af, ham her fik sig bakset afsted uden nogen hjælpe midler overhoved. Lige nu, takkede hun i sit stille sin, at de var taget herhen, hvor hun dog ville ønske hun kunne vise hendes far denne by, så kunne han måske holde sin store mund lukket omkring alt det pis med at andre nationaliteter, faktisk i hendes fars øjne, skulle der kun være englænder, resten var sgu alligevel ikke til at stole på.

Det der måske skræmte Elizabeth mest, var at der var mange folk der havde det sådan, og hun havde da vel også sine fordømme over for de sorte. Men på et hvis punkt, kunne hun ikke helt forstå det, de var vel alle sammen menneske? Trods race, køn og farve. Gid det hele var så vel, og at man faktisk kunne respektere folk som de var, men det var langt fra alle som der havde denne tænke gang, og hun måtte jo også selv indrømme, at hun ikke havde lyst til at blive set i følge med en sort kvinde, der var hendes rygte måske en smugle vigtigere, end at finde venner i alle former for mennesker.

Hun satte sig godt til rette på stolen, og bed sig lidt i den ene side af læben, da hun havde åbnet menukortet, og nu hurtigt glansede igennem hvad det egentlig var for nogle vare man kunne bestille. - Hun sukkede lettere opgivende, der var jo alt for mange ting, man kunne vælge imellem, hun kiggede op på manden, der spurgte hende hvad hun hed, og hvad hun godt kunne tænke sig at have "Oh how rude of me, Im Elizabeth, Elizabeth Smith" sagde hun, med et stort smil, og en varme i stemmen, som hun ikke havde haft i lang tid, men denne mand, fik hende til at glemme alt hvad hun havde været igennem, og fik det hele til at virke så meget lysere og dejligere en verden, end den måske tog sig ud for at være.
"What I would have, is more of a difficult question.." mumlede hun, og lod igen de smaragd grønne øjne glide hen over menuen, og vente nu blikket imod Vincenzo for hjælp "Something you can suggest?" kom der lidt efter, mens hun fugtede læberne, og kortvarrigt plantede tænderne i hendes underlæbes kød. En meget dårlig vane hun havde, det med hele tiden at skulle tygge på det, hvilket nogen gange fik læberne til at se skadet ud, så for det meste havde hun læbestift hen over, for at dække det værste, i dag var hun mere neutral i det, hvilket var det hun holde mest af.
Hun var ikke så meget for, at skulle have flere tons make up på i ansigtet, så sorte øjne, at man næsten skulle tro at de var ved at synke ind i kraniumnet, og et tykt lag puder, at man næsten kunne skrabe det af med sin finger, nej, så hellere slet ingen make up.
Mens hun ventede på svar fra Vinnie, betragtede hun plot menuen, for at se om der faktisk var noget som hun kunne tænke sig, men jo mere hun kiggede, jo svære syndes hun det var, i det hele taget at vælge hvilket hun ville prøve, selv af kaffe var der for mange varianter. Nok fordi hun var vant til, at man bare sagde en kop sort kaffe, med noget fløde i, også var den ikke længere, hvor besværligt, og dog meget mere spændende. Så kunne man jo altid prøve noget nyt, næste gang man kom, ind til at man fandt sin yndlings.

[Vincenzo De Lazzaro]

Vincenzo smilede af hende og hævede øjenbrynene bedrevidende.
"I'm guessing Tino hasn't invited you out a lot, huh?" sagde han antydende, uden at være vulgær. Det var mere den slags drillende attitude man kunne finde hos ven rettere end en skoledreng.
"I guess that can't be helped. He's a silly kid. But here's what I suggest..." sagde han og lænede sig lidt frem, for at pege lidt på tingene der stod på hendes menukort. Altsammen klassiske retter, men de måtte virke nye og ukendte for en fin englænderinde som Lizzie. Vincenzo følte en barnlig glæde ved at introducere hende til sit hjemlands kokkeri.
"We're technically still in the morning hours. In Italy, you drink cappuccino"
(han udtalte ordet med en blød italiensk accent)
"in the morning. It's kind of a... little cup of coffee with frothed milk. Accompanied with that, you eat something sweet. May I suggest the Cassata alla Siciliana?"
(igen kom den bløde accent frem, sammen med en hurtig gestus, som var typisk italienerne)
"It's a very sweet cake... if... you have it, of course?"
Han vendte et spørgende blik mod Giorgio, som nikkede venligt.
"Of course, my friend."
"Great. So, if you're up for it, let's take that. Friend of the family should enjoy the family cuisine! My treat, of course, keep your wallet where it is." grinte han.

"Two cappuccini and Cassata alla Siciliana. Coming right up." sagde den gamle mand og tog menukortene.
"Very nice to meet you, Miss Elizabeth Smith." tilføjede han og gav et venligt lille buk fra sig, inden han gik om bag disken og hen til køkkenet, hvor hans kone sikkert var henne. De var egentlig begge i stand til at lave mad, men konen var absolut bedst til det. Det eneste manden var bedre til at lave, var pasta. Ikke pastaretter, men ren pasta og tilmed alle mulige slags. Det var nogen af en gave at have og det var nok den eneste grund til, at konen overhovedet tillod ham at komme ind i køkkenet. Hun var rar, men en sommetider bidsk gammel dame der godt kunne lide at tingene blev gjort på hendes måde.

"Are you sure that you are okay, Miss Smith?" hviskede Vinnie i en lidt mere alvorlig tone, nu hvor de var alene.
"Do you need to talk about it?"

[Elizabeth Monroy Smith]

Hun smilede skævt, og rystede på hoved "Nope, cant say that he has.." sagde hun stille, og kiggede delvist på menu kortet, og delvist på ham. Mest for at vise noget respekt, da hun mente man burde kigge på dem man talte med. "Silly maybe, but I wouldn't call him a kid.." grinede hun, og lagde menu kortet ned, så han bedre kunne vise hende hvad det var hun skulle tage, og lyttede meget interesseret, som sagt havde hun altid været åben for ny viden, og sugede så meget til sig som hun overhoved kunne. Dog var det ikke lige alting som der satte sig første gang, og derfor måtte man fortælle hende det to gange. Men noget man nok ikke kunne kalde hende, var blondine dum. Faktisk var hun meget klog af en kvinde og være, da hun derhjemme for det meste havde brugt sin tid således; Spille klaver og synge, læse og studere, samt ride på hestende. Faktisk savnede hun det, sådan at ride ned mod solnedgangen på en hesteryg, hendes dejlige brune hoppes manke, som hun så tit havde indsnuset, når hun havde været i dårlig humør, eller ked af det. Hvor hun dog savnede hende.

Hun vente dog hurtigt tilbage til virkeligheden, da han begyndte at snakke om de ting som han foreslå hende, og nikkede stille, det lød nu egentlig meget godt med den cappuccino, og nikkede derfor til at det ville hun prøve. "Uuuh cake, Cake is always good." grinede hun, og nikkede igen til hvad der blev sagt, for derefter at vende blikket på den gamle mand, for at se om de havde den. "then Let me try that.." sagde hun med et smil til Vinnie, og gav manden hendes menukort, "And Nice to me you Too Giorgio" sagde hun, og håbede hun havde udtalt det rigtigt, inden hendes blik vente sig tilbage imod Vince.

"Okay then, but next time is on me.. When.. I have some money ofcause.." sagde hun med et smil, og tog det ikke så tungt, at hun lige i øjeblikket ikke havde en rød reje, eller jo det havde hun, men de var til at spare op, så hun kunne flytte ind til sit eget sted. Det kunne man ikke lige frem sige at hun havde for tiden, derfor var det vel så godt som at sige, man ikke havde nogle penge?

Tankerne gled rundt i hendes hoved, som hun vente blikket imod gaden, og betragtede de mange mennesker der gik frem og tilbage, hyggede sig og leede. Man glemte næsten helt hvilken verden man levede i, og gjorde også at hun forstod hvorfor så mange mennesker beskrev dette som en smuk og dejlig by, at komme til når man havde brug for at leve ens drømme til virkelighed. Trods for, den havde en helt anden underflade, frem for hvad den gav sig ud for. Det var jo også af den grund at Lizzie var taget her til, hun havde hørt omkring det, læst omkring det, også var det jo slet ikke som man havde gået og troet, men det var vel hvad det var.

Hun sank noget mundvand, og vente blikket tilbage imod Vinnie, der spurgte om hun var okay. Et lille nik viste sig på hoved, hvor efter læberne skilte sig fra hinanden "Im fine, Thank you.." sagde hun stille, og satte begge albuer i bordet, og lagde hoved i den skål som hendes hænder formede. "Nah, I think I will survive.. Im just never going to get use to the fact that Bridgeford, is so much different then what i was expecting, and that Im not even started on what I really came here for.." mumlede hun stille, og flyttede den ene arm væk fra bordet, og tog hendes hat af, hvilket gjorde at det lange blonde hår, faldt ned hen over skuldrene, og bølgede lystigt. Hun sukkede kort, over lettelsen, og vente øjnene tilbage til Vince, og sendte ham et stort smil. "But Im sure that Im okay, and that I dont need to talk about it.. But thank you Vince, its sweet of you.."

[Vincenzo De Lazzaro]

Sikke dog en sød og nobel lille kvinde hun var. Det lød næsten som vrøvl i Vincenzo’s ører, at hun skulle være den der betalte næste gang de mødtes. Bevares, nu var de jo ikke forretningsmænd begge to, så den slags høflighed var slet ikke nødvendig. Forretningsmænd gjorde det alligevel også kun for at prale og for at sørge for, at skabe en illusion om at ingen af dem ville stikke hinanden i ryggen. Sådan var det nu engang. Men hvilken gentleman betalte ikke for en kvinde? Han forestillede sig, hvor pinligt det ville være, hvis hun faktisk var den som betalte… folk ville sikkert tro, at han var selvisk eller doven eller fattig. Eller alle tre dele! Nej, det kunne der simpelthen ikke være tale om og han var lige ved at sige det indtil han kom i tanke om sidste gang han diskuterede penge med en kvinde. Det havde ikke gået godt. Måske skulle han ignorere det og bare insistere på at betale næste gang. Ja, det lød som en god plan, det ville han gøre.
”Different?” spurgte Vinnie og satte hovedet en anelse på skrå, da snakken faldt på Bridgeford.
”What were you expecting? And… what did you come here for, if you don’t mind me asking?”

Tilflyttere var ikke ualmindelige. Bridgeford havde lidt af et ry for at være byen, som overflød med mælk og honning og det var da også i øjeblikket én af de få byer i Amerika, som både var velhavende og sikre at være i. Krig havde ikke rørt denne by og diktatoriske regimer ville aldrig på hold på et sted, hvor mafiaen var dominerende.
Vinnie kunne selvfølgelig ikke lade være med at have en farvet holdning til byens orden. Den eneste grund til, at det var bedre at bo i Bridgeford end alle andre amerikanske byer, var mafiaen. De indtjente alle pengene, sørgede for nye, luksuriøse underholdningsmetoder og holdt krigen borte. Ja ja, naturligvis betød det, at man måtte dræbe nogle mennesker og holde nogle andre i skak, men det var jo nødvendigt at knuse nogle æg for at lave en omelet, ikke? Derfor var Vinnie egentlig meget interesseret i, hvad der var Lizzie mente. Det var jo ikke til at vide, hvad folk udefra tænkte om Bridgeford og... ja, måske havde indblikket i mafiaens liv gjort hende forskrækket. Var det her, at hendes forventninger blev knust?

Det var alt sammen meget spændende, så han støttede sin hage mod knoerne, mens han ventede på hendes svar… og naturligvis på kagen og kaffen.

[Elizabeth Monroy Smith]

Hun smilede skævt af ham, mens at den enes hånd fingre legede med et strøg af hendes hår, noget hun altid gjorde, uden rigtig at tænke på det, lige som at hun nogen gange også kunne finde på at sutte på hendes fingre. Dårlig vane, hun viste det, men hun kunne ikke lade være med det, det var lige som når Tino konstant lavede klik med tungen, i starten havde det irriteret hende grænseløst, men efterhånden som hun tænkte over det, viste hun jo, at alle havde disse små ting, som de bare gjorde, uden at tænke over det. Kind of, deres varemærke, hvis man altså kunne kalde det det?
Hun rystede en smugle på hoved af sig selv, over den underlige tanke gang, og hvor det egentlig havde bragt hende hen, hun havde den tildens med, altid at sidde og tænke over noget, og ende over i noget helt tredje, hvis andre var inde i hendes hoved, ville de nok farevild, og aldrig nogen sinde finde deres vej ud igen.

Et lille smil bredte sig hen over hendes læber, mens hun vente blikket tilbage imod Vinnie, sjovt så rolig hun var lige nu, de sidste par dage havde hun været noget af et vrag, på grund af det som der var sket mellem hende og Tino, underligt nok var hun ikke blevet syg, hvilket undrede hende en smugle, men sådan var det jo, hun havde vel bare et godt immunforsvar? Hun sank noget mundvand, og lod sig blive trukket op til overfalde igen, da Vinnie snakkede.

"Yes, Of all knew, I thought that Bridgeford was a quiet city, and then suddenly Martino was at my workplace, and my Boss was dead.." grinede hun, og smilede anstrengt, i starten havde det været fint nok at snakke om ham, og holdt facaden, men nu gjorde det ondt, mest fordi hun havde mindet sig selv om, hvad der var sket. Dette var også en af de eneste dage, hun havde var ædru, resten af dagene havde hun ligget og bundet den ene gin flakse efter den anden, noget af et vrag at se på. Dem hun havde boet hos, havde ikke just været særlig glade, og hun var ret sikker på, at hun snart ville være tvunget til at finde et nyt hjem, hvis dette forsatte. Men russet af ikke at kunne huske noget, når hun drak, var så dejlig, og mens hun stadig prøvede at recover fra dens berusende effekt, at hun begyndte at huske.. som nu.

En dyb indånding blev taget ned i lungerne, mens hun lukkede øjnene, hun brugte et kort sekund på lige at komme sig over det rus af følelser som havde vældet sig hen over hende, før hun vente tilbage til virkeligheden, med et stille suk. "Always wanted to be a singer.." sagde hun stille, og lod fingrene glide hen over årene i bordet, og fugtede sin underlæbe "But I had to get away from home, England, because all that my father wanted me to be, was a wife to someone rich.. And money isn't everything for me, even though I grew up with them.. But with no money, is it hard to get your dream come true.. And I havn't got at job jet.. And if I soon get kick out from the house Im living in right now.. then im scrued.." hun smilede stille til ham, og sukkede atter. "So.. Yes It was abit different than what I was expecting" mumlede hun svagt, og håbede snart at deres kaffe og kage ville komme, da hun virkelig havde brug for noget andet at tænke på, og det var lige meget hvad det var, faktisk ville det være bedst med noget alkohol lige nu.

Hun lagde tre fingre på hendes pande og masserede den lidt, mens at hun mumlede noget uforståeligt, mens hun tænkte over hvad hun egentlig skulle gøre af sig selv, og hvorfor hun ikke var kommet videre. Hvad havde stoppet hende, fra hendes drømme? Inderst inde, så var det vel nok fordi hun havde fundet Tino, også var drømmen om at være sanger ikke så stor længere, så var drømmen at være sammen med ham. Nu viste hun ikke hoved eller hale i det hele, og følte sig bare fortabt, for det andet, var det underligt at sidde her og skulle til at drikke kaffe med hans bror. Hvad fanden, livet var i det hele taget for forvirrende!

[Vincenzo De Lazzaro]

"A woman with a dream, huh..." bemærkede han og hævede atter sit hoved, da Giorgo kom tilbage med kaffe og kage. Han stillede kopper og tallerkener på deres pladser og nikkede venligt til dem, inden han forsvandt igen. Vincenzo nikkede igen og smilede kort. Han var sød, den gamle mand. Vidste akkurat når folk havde brug for tid til at snakke.

Han tog en slurk af den søde kaffe, mens han tænkte over, hvad det var Elizabeth havde sagt. Det var ikke så tit, at han mødte kvinder, som rent faktisk ville noget særligt med deres liv. Dem lavere i systemet koncentrerede sig mest om at overleve og tage sig af sin familie. Dem højere oppe bekymrede sig bare om penge og at lave så lidt som muligt resten af deres liv. Men engang imellem mødte han de, som gerne ville være sangere, forfattere, skuespillere... og det var disse kvinder, som altid var de mest interessante.

"Do you... need some help? With the money, I mean. It's not a big deal for a guy like me. I'm not exactly starving and you could always pay me back some other time. Maybe dedicate a song to me, that wouldn't be too shabby..." sagde han med et smådrømmende smil og kiggede op i loftet.
Men så kom han pludselig i tanke om, at disse særlige kvinder ofte havde en mands stolthed når det kom til ting som penge og tjenester. Af én eller anden grund ville de godt behandles lige, når det kom til den slags, hvilket Vincenzo aldrig har kunnet forstå - hvorfor insistere på at skylde noget, når man kunne slippe gratis afsted med det? Måske var det en ældgammel frygt, en paranoia der sad i bagsiden af hovedet og mindede én om, at det eneste gratis i verden var ost i en musefælde.

Han tilføjede derfor hurtigt:
"Or, uhmm... I could find you a job with a decent pay. Something that allowed you to stay in that house. Maybe... twist a couple of tails and find you a singing instructor? It's not a bother, really. Just... say the word. You're a friend of the family, after all."

Ja, nok var hun Tino's pige, men derfor kunne han da stadigvæk hjælpe... selvom det var en smule underligt - hvorfor havde Tino ikke tilbudt sin hjælp? Ganske vist kunne han være lidt upoleret, men det havde da alligevel været det naturlige at spørge om, ikke? Meget mystisk. Måske skulle han spørge ind til det.