RAGE

[lazzaro]

[atrb=style,box-shadow: 0px 0px 5px #989898; -moz-box-shadow: 0px 0px 5px #989898; -webkit-box-shadow: 0px 0px 5px #989898;,bTable][atrb=border,0,true][atrb=style, background-color: #FFFFFF;][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=width,500,bTable] Leo De LAZZERO

[atrb=style, background-color: #efefef; border-top: 3px solid #f3f3f3; border-bottom: 3px solid #494949;] Leo kunne ikke klare det mere... Der var gået 4 dage siden Samantha var kommet tilbage i den tilstand. Han kunne ikke holde ud at kigge på hende dag ind og dag ud. Vente på at noget skulle ske. Intet... Der skete intet, og det eneste som Leo kunne vende sig mod var alkohol og stoffer. Han havde aldrig været en person som brokket sig eller ville have hjælp af familie, og han havde ikke haft brug for nogen at snakke med siden Samantha kom ind i hans liv, så han følte sig fortabt. Det var den 2 flaske gin som forsvandt på knap 1½ dag. Leo havde trukket sig ned til daglig stuen. I et stille forsøg på at samle tankerne om, hvad hvis Samie aldrig kom tilbage. Hvad skulle han så gøre? Hvad ville han gøre uden Samie? Han havde ingen ide. Flasken blev bragt op til hans mund og vendt med bunden i vejret. Men der var jo ikke mere i og Leo kiggede fortabt på den tommeflaske. Raseri og had overtog ham, hvorfor skulle det hele bare forsvinde fra hans liv? Han kastede flasken mod væggen overfor ham. Den splintrede med det samme i flere stykker og han kiggede irriteret på resterne af den som nu lå på jorden. Kun få sekundter efter kom en tjener ind af døren for at tjekke på ham. Hans blik af had og raseri blev vendt mod tjeneren som var uskyldig ligesom flasken. "S-sir.. Please calm down."Stammede den lille mand. "I AM FUCKING CALM!?... "Sagde han sur og rejste sig op. Han vaklede lidt og måtte tage fat i sofaen bag sig for støtte. "B-but sir .." mere nåede han ikke at sige før Leo havde taget en grim porcelæn vase op i hånden han altid havde hadet. Han havde fået den af borgmesteren og nu mente han at det var på tide at smadre den grimme ting. "NO BUT SIR!!!. FIND ME MORE GIN NOW!!!" Råbte han mod den uforsvarsløse mand og kastede vasen efter ham. Den ramte dog i stedet væggen på grund af hans tilstand og han brummede irriteret. Tjeneren forsvandt lige så hurtigt som han var kommet og straks blev der anbragt en flaske på bordet igen som Leo tog i hånden. På sofa bordet lå det hvide pulver spredt ud over det hele. Der var ikke noget i baner. Til gengæld var der aftryk efter hans næse, og hvidt pulver på Leos næse. Han var ikke på noget godt trip, og kokainen havde kun gjort alt han følte mere ekstremt. Han kunne mærke hvordan frustrationen var dominerende i ham og han vaklede hen til reolen ved væggen lidt væk. Han havde tænkt sig at læse en bog for at slappe af. Men da det gik op for ham at ordene på alle sider sprang rundt og ikke gav mening, så blev han sur, og smed bøgerne ned fra hylderne. "FUCKING SHIT! SHITTY FUCKING COCK SUCKING FUCKS!! " Råbte han vredt. Da han havde fået alle bøgerne ned fra hylderne stod han op af reolen i vrede og rev sin skjorte af, her var jo blevet fucking varmt. Hvad han ikke vidste var at hans tjener havde ringet efter Vinnie i et stille forsøg på at få ham til at hjælpe dem med Leo. Leo var ude af kontrol, og han ville forsætte med at smadre hele huset hvis det var det som skulle til. Leo åbnede gin flasken og tog et par slurke af den stærke drik. "Fucking mess... Fucking maids can't clean fucking living room..." mumlede han irriteret og vaklede hen over alle bøgerne som fik et spark.

[atrb=style,background-color: #333333;] credits template by pademelon of on the edge!

[Vincenzo De Lazzaro]

Det var en fandens tid på natten at tilkalde ham, så det måtte fandme være godt.
Af én eller anden grund lød tjeneren ekstremt oprørt - Vinnie havde aldrig hørt ham sådan før, ikke engang når Tino var på én af sine sædvanlige eskapader og besluttede sig for at have lidt sjov med folkene omkring sig.

Nej, tjeneren lod virkelig til at understreget, at Leonardo havde mistet grebet. Hvad var det tjeneren præcis havde sagt? Det havde været svært at høre, fordi der havde været så meget larm og tjeneren havde stammet så nervøst. Men det var noget med, at Leo var gået amok. Noget med noget kokain?
I starten troede Vinnie faktisk, at det havde drejet sig om en handel der var gået galt og så måtte det virkelig være alvorligt, hvis Leo var blevet så gal over det. Lazzaro Familien må jo have tabt alting, hvis han var blevet så gal over det. Men på den anden side, så lød det ikke særlig sandsynligt... Leo var en meget selvsikker mand og en forfejlet handel var ikke noget, som han ikke kunne rette op på igen med et par mord. Nej, det her var noget helt andet, var det ikke?

Men intet kunne forberede Vinnie på det syn, som han mødte i dagligstuen. Han klemte øjnene en smule sammen, for det lignede ærlig talt et helvede. Glasskår, en stank af sprut, en masse bøger der flød over det hele og... hvad fanden var det som lå på bordet?! Var det... ?
Oh, God, it's coke...
Hans hjerte sank tilbage i brystkassen, da det gik op for ham, hvad der foregik. Leo havde taget coke. Hvorfor? Hvorfor fanden?! Hele dagligstuen lignede en fandens togulykke, så Vincenzo tøvede ikke med at lukke døren og skynde sig over til sin storebror.

"Leo... what the hell happened? What's wrong?" spurgte han, tydeligvis frustreret, men holdt med vilje en dæmper på sig selv for ikke at pisse ham af. Han var ikke bange for sin bror på den måde. Ofte var han bange på hans vegne, men det var noget helt andet. Han havde ingen problemer med at komme i nærheden af ham og lægge en hånd på hans bare skulder. Han lignede ærlig talt en slags vildmand, som var ude på at slå nogen ihjel, men størstegrunden til at Vinnie var forsigtig, var fordi han ikke ville risikere at give Leo et overophedet hjerteanfald.

"Jesus Christ, Leo, you look terrible!" udbrød han, da han tog fat i ham. Manden havde jo snuden fyldt med sne. Det lignede ham slet ikke at gøre det her! Hvor kort tid var det lige siden, at han pralede af, at han ikke var afhængig af det stof han selv solgte? Nu badede han jo nærmest i det, noget som Vinnie aldrig kunne forestille sig. Tino var én ting - der var ingen overraskelser at hente, men Leo? Det var sgu noget nyt.

[lazzaro]

[atrb=style,box-shadow: 0px 0px 5px #989898; -moz-box-shadow: 0px 0px 5px #989898; -webkit-box-shadow: 0px 0px 5px #989898;,bTable][atrb=border,0,true][atrb=style, background-color: #FFFFFF;][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=width,500,bTable] Leo De LAZZERO

[atrb=style, background-color: #efefef; border-top: 3px solid #f3f3f3; border-bottom: 3px solid #494949;] Leo var lige nået hen til Sofaen da han hørte Vinnie et sted bag sig. Eller det vil sige. Han havde ikke rigtigt registreret at det var Vinnie for hele hans hjerne tænkte på alt andet. Det gøs igennem hans krop da Vinnies forholdsvis kolde hænder rørte hans varme hud og han prøvede irriteret at bakse hænderne væk fra hans krop dog uden held da han i stedet mistede balancen og heldigvis havde sofaen bagsig som han satte sig på. "LEAVE ME ALONE!" Råbte han irriteret og viftede med flasken mod manden foran sig. Han prøvede på at fokusere og efter nogle hårde minutter kunne han se det var Vinnie. "GO HOME Vinnie.. Leave me alone.." sagde han lidt blødere til hans mellemste bror. Han kunne ikke være sur på ham. Leo kunne jo ikke lige frem tage Vinnie op i sine hænder og smide med ham som han kunne med alle hans andre ting. Han satte irriteret flasken op til munden og tog et par slurke mere. Ligeglad da noget af det røg forbi hans mund og trillede ned over hans hage og hals. Han kørte irriteret hånd ryggen over munden og satte så flasken ned på gulvet tæt på at vælte den. Han sad lidt på sofaen og bare kiggede fremad. Stirrede. Det var hans skyld at Samie lå der oppe i sengen. Hans skyld. Der bredte sig en skyldfølelse igennem ham og han begyndte opgivende at massere hans tindinger. "Fucking hell.." Mumlede han opgivende og kunne mærke hvordan han fik kvalme.

[atrb=style,background-color: #333333;] credits template by pademelon of on the edge!

[Vincenzo De Lazzaro]

Vinnie måtte sukke.

Det var stadigvæk en skrækkelig situation, men indvendigt måtte han smile lidt. Han elskede sine brødre. De var fulde af pis, men han elskede dem og det smertede ham at se Leo sidde på den her forpinte måde.
Vinnie satte sig ned ved siden af ham og trak et cigaret etui op af lommen. Han åbnede det, tog en cigaret ud og satte den mellem læberne, hvorefter han mildt vippede etuiet i Leo's retning for at tilbyde ham en smøg. Cigaretten blev hurtigt antændt med et fyrtøj, og Vinnie tog en dyb indånding for at lade røgen berolige sine lunger.

"You gonna tell me what's up?" spurgte han blidt og blæste røgen ud til sin side, hvorefter han rettede blikket mod sin bror.
"Or do you feel like tearing the rest of the living room apart? You know I ain't going anywhere, so you might as well spit it out."

Han lænede sig lidt tilbage og tog cigaretten mellem fingrene. Efter et langt drag, trak han den bort og hvilede afslappet sin arm på knæet. Det gik stille og roligt op for ham, hvad der var galt. Eller, det var i det mindste et godt gæt. Al den ballade med Samie og hendes ulykke... det havde tæret hårdt på dem allesammen, ikke mindst på Leo.
Måske skulle Vinnie i virkeligheden være taknemmelig for, at det kun var dagligstuen det var gået ud over.
Tjeneren skulle måske også tælle sine velsignelser, nu hvor han havde overlevet det her vulkanudbrud med hovedet i behold.

Men Vinnie havde alligevel på fornemmelsen, at Leo ville have godt af at komme ud med det hele. Han ville nødig lege psykolog, men situationen ville være lettere at håndtere, hvis mafiabossen fortalte, hvordan han egentlig havde det.
Hej, jeg hedder Leonardo og jeg er alkoholiker. Første skridt på den lange trappe der skulle redde ham fra denne sølle eksistens. Vinnie ventede tålmodigt.

[lazzaro]

[atrb=style,box-shadow: 0px 0px 5px #989898; -moz-box-shadow: 0px 0px 5px #989898; -webkit-box-shadow: 0px 0px 5px #989898;,bTable][atrb=border,0,true][atrb=style, background-color: #FFFFFF;][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=width,500,bTable] Leo De LAZZERO

[atrb=style, background-color: #efefef; border-top: 3px solid #f3f3f3; border-bottom: 3px solid #494949;] Selv om hans kvalme trængte sig på så valge Leo alligevel at rejste sig rastløs op fra sofaen og gåk hen til et lille classisk skrivebord hvor der stod flere grimme vaser. Men også billeder. Billeder af Samie, Leo, Vinnie og et enkelt af Tino. Tror dog også det var det eneste billede han havde af Tino overhovedet. Han kiggede ned på billederne imens han delvist lyttede til Vinnies stemme. Endnu en bølge af raseri faldt over ham. Hvordan kunne Vinnie være så roligt. Elskede han ikke Samie? Var det kun Leo som følte at hans hjerte var blevet stukket af en lang kniv, som så var tvistet rundt og rundt og rundt og..... Det smertede at se Samie på den måde. Han tog fat i endnu en af de grimme Porcelæn vaser som havde en buket blomster sidende og vendte sig mod Vinnie. "FUCK YOU VINNIE!!! YOU SIT THERE WITH.. WITH... WITH... YOU KNOW!! AND CLAM AND SHIT... YOU DON'T KNOW HOW IT FEELS! LEAVE ME ALONE.." Råbte han surt og vasen blev tyret efter hans bror, men endnu engang blev den kastet skævt og endte langt til siden fra Vinnie på en væg i stedet. Leo kiggede på Vinnie med et blik som kunne dræbe. Hvis han havde været ædru så ville han nok aldrig have været så sur. Men hvis han havde haft det her blik når han var ædru så betød det helt sikkert at en eller anden ville dø snart. Han var dog langt fra i stand til at slå nogen ordenligt, hans relflexer var også meget off. "SHIT!!!" Råbte han surt da vasen ramte lang til siden. Han vendte sig om og tog fat i en porcelæn elefant, han løftede hånden for at smide den. Men så huskede han at Samie havde givet den til ham for et par år siden, og han tog den i stedet ned og kiggede på den i mellem hans hænder. "You know... If I weren't a Lazzaro th's would never have happend... " mumlede han og var pludselig kølet meget mere ned efter at have set elefanten. Han sank ned på gulvet ved skrivebordet. Ligeglad med om Vinnie sad lidt længere væk. Han rakte blindt efter et af billederne på skrivebordet over ham, og fik fat i det billede han ville have. En ung Samantha smilede tilbage til ham og han kunne ikke lade vær med at smilede tilbage. Med en porcelæn elefant i den ene hånd og et billede i den anden, var ginen og alt andet i få sekundter glemt.

[atrb=style,background-color: #333333;] credits template by pademelon of on the edge!

[Vincenzo De Lazzaro]

Han krummede sig instinktivt lidt sammen da Leo hævede vasen, parat til at springe til side hvis han skulle finde på at smide den... og da han endelig gjorde det, dukkede han sig hurtigt for at undgå et smæk i hovedet. Han havde ingen anelse om, at Leo havde kylet den skævt, men kiggede alligevel bag sig da den ramte væggen.

Og mon ikke Leo's vrede smittede af? For hvad fanden var det han påstod? At Vinnie var ligeglad? Det var fandme til at blive gal over.
"What the fuck are you saying?" snerrede han og kylede cigaretten bort, ligeglad med at den stadigvæk var tændt. Hvis der gik ild i hele hytten, så ville det ikke røre ham en skid lige nu.
"Are you saying that I don't care? That's what you're saying, isn't it, you little....!!"
Han fnøs og knyttede næverne, men måtte så lukke øjnene og tage sig sammen. Var der brug for at han gik amok nu? Nej. Var der brug for to arrige Lazzaroer i samme rum? Nej. Slap af.
"... just because I don't run around and destroy everything in my way, doesn't mean that I don't give a shit. I feel the pain. She's my family too. And don't you ever pull that "what if" on me." tilføjede han strengt.
Vinnie kom frygtløst tættere på og kiggede sørgeligt på ham.
"Don't you even dare to think about it." sagde han i en bedrøvet hvisken.
"We are who we are. And things happen because they happen. That's all there is to it. Never be ashamed of who you are, Leonardo De Lazzaro. If you weren't who you were, you might never have met her. So don't be so rough on yourself. This isn't your fault - it's those godless pigs who are to blame, so you better not tear yourself up because of it."

Hans blik fik pludselig en dyster glød, som gjorde det ubehageligt at se på ham. Det så ikke naturligt ud, at Vinnie, der normalt var rar og tålmodig, pludselig være så fuld af hævntørst, at man nærmest kunne forestille sig blodet dryppe fra hans tænder.
"Tear them up. Let's hunt them down. Those bitches declared open war when they took this move, so it's their own fucking fault if they get eradicated. I'm not fooling around anymore - I don't care if we have to burn the entire goddamn town in order to find every single last one of them."

[lazzaro]

[atrb=style,box-shadow: 0px 0px 5px #989898; -moz-box-shadow: 0px 0px 5px #989898; -webkit-box-shadow: 0px 0px 5px #989898;,bTable][atrb=border,0,true][atrb=style, background-color: #FFFFFF;][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=width,500,bTable] Leo De LAZZERO

[atrb=style, background-color: #efefef; border-top: 3px solid #f3f3f3; border-bottom: 3px solid #494949;] Leo kiggede kort på Vinnie... Vinnies følelser ramte ham ikke rigtigt, I stedt blev han bare mere irriteret og vred over at Vinnies vrede var kommet til overfladen. Han var sur over at Vinnie nu ville være egoistisk og snakke om hans følelser. Var det ikke Leo her som burde have al opmærksomheden? "Fuck off Vinnie. If I haven't meet her, she would probably be allright instead of lying movingless in my fucking bed! I CAN'T STAND WATCHING THAT ANYMORE!!!" billedet og porcelæn elefanten var blevet sat roligt ned på gulvet ved siden af ham, og han støttede sig vaklene til skrivebordet bag ham. Han vendte sig imod Vinnie og pegede på ham med vrede og ild i hans øjne. "You just wanna start a war don't you... Wanna see Samie and me get more hurt huh.. That's your fucking plan isn't it!" han gik roligt hen i mod Vinnie imens han blev mere vred og pegede mod Vinnie anklagene. Han vidste hvad han var ude på nu. Leo var ikke dum, hvis han prøvede på at brænde byen ned for at finde dem som havde gjort Samie ondt, ville han starte en krig, og nok slutningen på hans magt over byen.. Don't get me wrong. Han havde lyst til det, gå fra hus til hus og pløkke alle som han vidste havde noget med modstandsbevægelse, finde kvinden han havde smadret for et par dage siden og dræbe hende og alle som kendte hende. Men han vidste bare at det ville blive set på som om han var blevet sindssyg, og så ville der komme endnu flere imod ham. SÅ kunne Vinnie jo tage magten fra ham. "You got it all figured out! YOU PROBABLY ALSO WANTS SAMIE FOR YOURSELF! SICK FUCK!!" Leo greb fat i hans pistol som han havde liggende på sofa bordet sammen med al kokainen og vendte sig imod Vinnie med Pistolen pegene mod hans lille bror. Hans eget kød og blod..

[atrb=style,background-color: #333333;] credits template by pademelon of on the edge!

[Vincenzo De Lazzaro]

Der var få ting i denne verden, som kunne gøre Vinnie vred. Hele hans rygte lå på, at han var god til at styre sine følelser, at han aldrig gjorde noget overilet… men af én eller anden grund, så var hans brødre bare rigtig gode til at pisse ham af. I et øjeblik glemte han, at Leo var fuld og høj og komplet irrationel, at han bare sagde en masse lort fordi han var blevet midlertidig skør i hovedet. Vinnie blev simpelthen bare så rasende over Leo’s ord, at han havde lyst til at klappe ham én og råbe, at han skulle tage sig sammen.

Men da pistolen blev trukket frem fik piben en anden lyd. Vinnie blev ærlig talt forskrækket – havde hans storebror nogensinde gået så vidt før? Ikke overfor ham. Han turde pludselig ikke røre sig, kunne mærke sit hjerte hamre så voldsomt, at det føltes som om det var ved at hoppe ud af halsen på ham. Hvad skulle han sige for at berolige ham?
Leo lignede en galning med sine røde øjne og sin næse pudret til med kokain. Hvordan beroligede man sådan en mand?
Vinnie svælgede. Han havde ikke lyst til at være bange for sin bror. Han gad ikke være én af de familier, hvor ingen stolede på hinanden og alle stak hinanden i ryggen, når de havde chancen. Det var af denne grund, at han ikke trak sin egen pistol. Det ville være den dummeste ting at gøre lige nu.

Han støttede sig lidt mod sofaen for ikke at vakle, og vædede sine læber kort.

”Leo,” begyndte han forsigtigt og så ham direkte i øjnene.
”You know that’s not true. When I ever lied to you? Or failed you? You’re my everything. I’d never do such a thing. Now, please… put the gun down. Please?”

Der var ikke længere vrede at finde i hans blik. Han var selvfølgelig bange, hvem ville ikke være det, men ikke for Leo, nej, ikke for Leo… det var bare pistolen. Han havde kun ubetinget kærlighed til sin storebror… og han håbede, at Leo ville kunne se det.

[lazzaro]

[atrb=style,box-shadow: 0px 0px 5px #989898; -moz-box-shadow: 0px 0px 5px #989898; -webkit-box-shadow: 0px 0px 5px #989898;,bTable][atrb=border,0,true][atrb=style, background-color: #FFFFFF;][atrb=cellSpacing,0,bTable][atrb=cellPadding,0,bTable][atrb=width,500,bTable] Leo De LAZZERO

[atrb=style, background-color: #efefef; border-top: 3px solid #f3f3f3; border-bottom: 3px solid #494949;] Pistolen i Leos hånd begyndte at ryste. Leo vidste ikke hvad han skulle tror mere. Han vidste jo godt at Vinnie aldrig havde gjort noget i hans liv for at skade Leo med vilje. Jo der havde været nogle svipsere, men det havde Tino og Leo selv jo også haft. Han var bare paranoid og hans blik begyndte at bløde en anelse op, men pistolen forsatte med sin rystende bevægelse mod Vinnie. Han var forvirret, og ville helst være alene, han kunne ikke lide at se sårbar ud foran nogen, om så det var Vinnie eller en fremmede. "I. I.. Don't know.... I'm confussed Vinnie.." sagde han og kunne mærke noget vådt glide ned over hans kinder. Græd han seriøst lige nu? Han gik fra den ene følelse til den anden, furstreret, sur, vred, kærlig, i raseri og nu var han ked af det. Han kunne mærke hvordan hans hjerte gjorte ondt over han pegede med en pistol mod hans bror, og han kunne mærke at han var ked af at han var gået så vidt. Han burde være stærk, sidde og vente på at Samie fik det bedre. "Forgive me." mumlede han fraværrende og tog pistolen ned og lagde den roligt tilbage på bordet. Han gik derefter tilbage til sofaen og satte sig i den med ansigtet begravet i sine hænder. "I'm sorry Vinnie... Of course do you care about Samie.. It's just so hard... I can't take it anymore.." han sank mere sammen i sofaen. Træt af alting.

[atrb=style,background-color: #333333;] credits template by pademelon of on the edge!

[Vincenzo De Lazzaro]

Han græd...
Noget tungt sank sammen indeni Vinnie. I alle de år han havde kendt sin bror, hvor mange gange havde han så set ham græde...? Han vidste det ikke, men almindeligt var det ikke og ét eller andet sted var det endnu mere uhyggeligt end at se ham være vred. At håndtere en mand med en pistol var én ting, men... hvordan håndterede man en mand, som havde mistet alt?

Vinnie satte sig ned. Han var også forvirret. Hvad kunne de gøre?
Mafia livet var for det meste ret... fedt. Det var det jo, hvem kunne benægte det? De var næsten de eneste mennesker som var rige nu om dage, de eneste som kunne skyde hvem der passede dem, købe hvad der passede dem, gå hvor det passede dem uden at frygte noget som helst. Men det hele var så skrøbeligt, var det ikke? Hele empiriet var en elefant der hvilede på fire æggeskaller og den mindste revne kunne få det hele til at falde fra hinanden. Præcis lige som nu.

I et kort øjeblik lukkede han øjnene og rakte ud efter korset der hang om hans hals, klemte det lidt, som om han forventede at få hjælp... og så åbnede han øjnene igen.

"I know, Leo..." hviskede han og lagde forsigtigt en arm om sin bror. Han kiggede opgivende på ham.
"But you're not alone, you know. Me and Tino, wer're... we're always there for you. Just... allow us to help once in a while. You can't do this thing on your own."