Zip-A-Dee-Doo-Dah

[Vincenzo De Lazzaro]

Vinnie kiggede sig en ekstra gang omkring for at være sikker på, at der ikke var nogen tilbage til at skyde ham i ryggen. Han gik hurtigt forbi de mange sæder til bagenden af flyet, sørgede for at give dem et godt kig så han ikke ville blive overrasket af en fyr med en gøb på størrelse med en voksen mands arm.
"Tino." sagde han og ladede sin pistol igen.
"Make sure they're all dead, I'm gonna do the cockpit."

De fleste af vinduerne i det lille privatfly var sprøjtet til med blod. Fem-seks mænd i nu hullede jakkesætter lå livløse på gulvet og nogle klyngede sig stadigvæk til deres pistoler i et uhyggeligt dødsgreb. Men, kære venner og naboer, disse mænd var ikke almindelige fjender, ja faktisk, så kendte Vincenzo og Martino De Lazzaro slet ikke deres navne. Disse mænd var bare muldyr.
Næh, den sande gevinst i dette lille fly var de store pakker heroin der var skjult i hynderne på et par sofaer. Det var en ganske perfekt måde at smugle ting på - man kunne sagtens påstå, at det lille fly bare leverede private møbler til én eller anden baron, som kun ønskede det bedste af det bedste. Det var da også nogle helt fine sofaer og baronen var ægte - sandheden var bare, at han var en narkobaron og en rival til Lazzaro brødrene.
Ikke nogen direkte fare, bare et rovdyr der levede i Missouri, men derfor var der stadigvæk rig mulighed for at opsnappe informationer om ham og stjæle hans bytte.

Det hele havde været perfekt. Flyet skulle mellemlande i Bridgeford. To af livvagterne havde steget af, fordi de havde ærinder i byen (forretningsspionage, det meste af det) og så havde det været meningen, at to nye skulle stige på - medlemmer af baronens bande, som havde levet i Bridgeford i omtrent en måned og nu havde nye informationer om stedets hemmeligheder.
Vinnie og Tino havde bare dræbt disse bandemedlemmer inden de nåede til lufthavnen og grundet deres lave rang, så ville ingen kunne huske deres udseende alligevel, kun deres navne. Det var en smal sag at snige sig ombord på flyet og assassinere alle ombord. Nu manglede kun piloten.

Vincenzo slog gardinet ind til cockpittet væk og blev mødt af en rædselsslagen pilot, som holdt hænderne oppe i instinktiv selvforsvar.
"Don't shoot!! Please, the plane's gonna cra-"
Vincenzo skød en kugle mellem hans øjne.
Piloten faldt ned fra sin stol med et tungt bump og blev liggende.
"Don't you worry about that." sagde han køligt til liget, inden han skubbede til det og satte sig på dets gamle plads.

Fint lille fly, det her. Vinnie havde været rig og talentfuld nok til at lære, hvordan man skulle styre disse sataner. Det var ikke det store problem for ham. Det havde startet med svævefly, så de mindre privatfly, så de større privatfly. De store passagerfly havde han ikke prøvet, men teknikken var vel den samme.

"Aaaand we're good to go. I can land us prematurely in Gransbury and we'll get picked up by our guys. Smooth, Tino, good job."

[Martino De Lazzaro]

Tino som havde fulgtes bag Vinnie, et godt stykke vej, stoppede op da han fik besked på at tjekke ligene, der lå spredt ud over flyet. Han nikkede kort, inden han igen ladte sin pistol på ny. I stedet for at følge med Vinnie, valgte Tino at gå en runde i flyet. Synet af døde, og lugten af blod var ikke noget der generet ham, man kunne vidst roligt sige at det var noget som Tino var vandt til. Han vidste hvornår en mand var død, og han vidste også hvordan en mand forsøgte at spille død. Tino havde nemlig oplevet det så mange gange, det var bare en helt anden karakter som en død mand havde, end en mand der stadig var i live. Egentlig ret fascinerende, men så langt havde Tino aldrig lært at tænke.

Han stoppede op ved et af ligene. Han havde opdaget en ret køn guld lighter som var gledet ud af ligets bryst lomme. Tino skubbede sin cigaret, som sad solidt i hans mund, over i den anden side af mundvigen. Han satte sig på hug over liget, hvorefter han begyndte at undersøge lighteren. Den var ikke amerikansk, men hvor den var fra anede Tino ikke. I bunden stod et årstal 1870 men det var omtrent også det eneste Tino kunne læse af det som stod på lighteren. Udover tallet, og oprindelsen, var der også graveret en pistol på den ene side af lighteren, og en let påklædt dame på den anden side. Tino brød sig godt om denne lighter, og havde allerede besluttet sig for at stoppe den i lommen, men snart mærkede han en blodig hånd omkring sit håndled. Liget var ikke dødt, og i sine sidste sekunder havde denne mand, valgt at kæmpe for at få sin lighter tilbage. Tino smilede blot til ham, inden han med den anden hånd satte sin pistol imod hans kæbe. Han tøvede overhovedet ikke med at trykke på aftrækkeren, og skyde det sidste liv som var i liget ud. Han hørte hvordan kraniet knaste under kuglen, og så hvordan kroppen spjættede idet musklerne blev lammet. Hånden holdte stadig om Tino's håndled, men det tog ham ikke mange sekunder at vriste sig fri.

Med en vis rolighed, rejste Tino sig igen, og kastede et sidste blik rundt i det lille fly. Derefter vendte han igen om på hælen, og fulgte efter Vinnie ind i cockpittet. Han kastede et kort blik på liget som Vinnie havde efterladt sig, hvorefter Tino satte sig på et sæde, ved siden af Vinnie.

"Smooth .. Maybe abit too smooth if you ask me." Mumlede Tino, imens han sikrede sin pistol, og stoppede den tilbage i sit bælte. Tino lagde armene over kors, og smed sine ben på instrumentbrættet foran sig, hvorefter han lænede sig tilbage så han sad mageligt og behageligt. "Hah,flying around with a bunch of dead bodies. Well i know you do know how to fly, but i gotta admit - this has got to be a first." Grinte Tino med et smil på læben. Han tog sin cigaret ud af munden, og skoddet den imod noget metal som var på hans sæde. Han kastede skoddet i samme retning som liget der lå ved siden af Vinnie's stol, inden han lagde hænderne bag hovedet, og igen så på Vinnie med et roligt blik.

[Vincenzo De Lazzaro]

Han klemte øjnene lidt sammen, da han hørte skuddet inde fra passagerrummet. Den ejendommelige lyd af af splintret knogle og iturevne muskler var ikke til at ignorere. Ærlig talt var han glad for, at Tino havde så let ved disse mercy kills. Vinnie var nogle gange lidt utilpas med at dræbe mennesker, som ikke havde den mindste chance for at slå igen. Han vidste ikke helt hvorfor – når man var en del af mafiaen, så var det ikke normalt at have den slags følelser, lige meget hvor nobel man så sig selv. Effektivitet skulle altid prioriteres, det gjaldt jo familiens sikkerhed. Men alligevel… der er noget ubehageligt ved at skyde en mand, som bare venter på at dø. Selv mænd som Vinnie havde skudt i ryggen eller forgiftet, havde jo teknisk set en chance for at slå igen – hvis de var på slagmarken, så var de jo en del af krigen.

At være den som skar halsen over på faldne soldater, det… var ikke lige ham.

Men rystede disse tanker fra sig og gav sig til at undersøge instrumentbrættet lidt, da Tino begyndte at komme ind. Flyet var en ret moderne model, så det tog ham ikke lang tid at sætte en autopilot på. Let George do it, som jægerpiloterne nu sagde. Det var helt fantastisk, hvad moderne teknologi var i stand til. Hvad ville det næste blive?
Vinnie kunne sagtens forestille sig fuldt automatiserede fly, at hver mand med god indtjening kunne købe sit eget lille fly der førte ham lige præcis det sted han ville.

”Definitely a first.” sagde han med et mildt grin og fjernede sine hænder fra instrumentbrættet, langsomt og med overdreven forsigtighed, mens han kiggede og smilede imod Tino.
”Perfect, huh? It’ll probably be fine for the next hour or so. Gives us plenty of time to fool around.”
Han rejste sig og gav sig til at strække sig lidt, da snuden på hans sko pludselig kom til at støde imod den døde pilot. Vinnie kiggede ned på ham og rynkede panden.

”Better move this guy outta here. Gives me the creeps.” sagde han og satte sig på hug, hvorefter han tog fat om skuldrene på fyren. Han var ret spinkel, så det var ikke så svært at flytte rundt på ham. Egentlig bekymrede Vinnie sig mest om han fik blod på sit tøj… og, åh nej, hans sko… det var simpelthen så uhumsk.
Da han bar piloten over til ét af passagersæderne, kunne han tydeligt høre, hvordan hans sko gjorde kontakt med den blodige overflade, som var gulvet.

”Ugh, how nice…” mumlede han sarkastisk og børstede instinktivt sit jakkesæt af, da han rettede sig op igen. Han gik derefter hen imod bagenden af flyet, hvor sofaerne stod. Han lynede hurtigt en hynde op og smilede, da de store poser heroin kom til syne.
”Bingo. Will you take a look at this shit, Tino? There’s enough for a whole year’s pay!” grinte han.
“Leo will definitely be pleased. We’re gonna spend our winter in the Bahamas, baby!”
Han smed sig entusiastisk ned på en sofa og samlede hænderne bag hovedet. Det var ikke behageligt overhovedet, men hvad fanden, heroin har nu aldrig været godt fyld til hynder, vel?

[Martino De Lazzaro]

Tino kiggede lidt på Vinnie idet han begyndte at sætte flyet på autopilot. Han havde egentlig aldrig rigtig tænkt over, at hans bror kunne finde ud af at flyve et fly. Jovist vidste han det, men hvad skulle han bruge det til? Tino var egentlig ikke den store fan af at flyve, ikke fordi han havde angst for at flyve, men nok nærmere fordi han syntes det var kedeligt. Lidt på samme måde, som en lang bil tur, kunne blive kedelig i længden. At man bare sad der, og gloede, ventede på at bilen skulle nå frem til sin destination. Tino ville have der skulle ske noget, og hvis der skulle ske noget kunne man ikke bare sidde på sin flade røv hele livet.

Tino vendte sit blik ud af flyets forude, da Vinnie igen rejste sig op fra sin plads, og begyndte at slæbe liget ud. Da Vinnie var ude af cockpittet, og Tino var sikker på at han ikke kiggede tog han hænderne frem foran sig, og lod som om at han holdte flyets styrepind imellem sine hænder. Men han nåede ikke at lege alt for længe, inden han igen hørte Vinnie, som åbenbart havde fundet noget. Tino tog sine ben ned fra instrumentbrættet, og skubbede sin cigaret over i den modsatte side af munden med sin tunge. Han gik igen ind i passager afdelingen, og synet som mødte ham fik ham til at ligge hovedet på skrå.

"Shit Vinnie," Udbrød Tino en smule forfjamsket, idet han trådte imod Vinnie. Tino brød sig godt om synet af heroin. Han havde glædet sig hele dagen, til denne mission, til at finde gode hårde stoffer som nogle underordnet idioter troede de kunne smugle igennem landet. Tino kiggede lidt på Vinnie, inden han tog sin cigaret ud af munden, og tog den ene af de to poser fra Vinnie. Han satte sig ned ved siden af ham, idet han sendte ham et lettere drilsk smil.

"How many do you think we've got?" Spurgte Tino nysgerrig. Man kunne tydeligt se, hvordan et skær af glæde var begyndt at lyse i hans øjne, nærmest som et lille barn jule aften. Det var ingen hemmelighed at Tino brød sig godt om stoffer, og det var heller ingen hemmelighed at han før i tiden havde haft svært ved at styre sit misbrug. Så svært, at han nær havde taget sit eget liv. Men hvad der til gengæld var en hemmelighed, var at Tino sørgede, ikke over deres døde far men over kvinden - Elizabeth - som han havde smidt ud. Han prøvede ikke at tænke for meget over det, og der var stofferne yderst gode.

"Do you think Leo would mind if one was missing?" Spurgte Tino pludseligt, stadig med sit drilske smil på læben. Han slog et klik med sin tungen inden han stoppede posen med heroin ind under sin vest, som sad over hans hvide skjorte. Hans hvide skjorte, som var fyldt med blodspor, desværre.

[Vincenzo De Lazzaro]

Hans kække smil forvandledes til en misbilligende grimasse da Tino besluttede sig for at gemme en pose. Vinnie satte armene over kors, men flyttede sig ikke fra sin position.
"Leo's expecting 50 bags and no less than that. If we come home with 49, he'll not only have your balls; he'll bust mine for allowing this to happen." snerrede han.
"So knock it off. Whatcha doing taking that stuff again anyhow? I thought you've decided to lay off for a while."

Tino og hans stoffer. Det havde altid været hans achilleshæl. Selv Leo vidste (det meste af tiden), at det ikke var smart at blive afhængig af sine egne godter. Hvis det skete, så kunne man ligeså godt reducere sig selv til en hund der arbejdede bag en slagterdisk.
Mens han ventede på hans svar, så gav han sig til at grave i hynderne igen for at hive alle poserne ud. Ja, der skulle gerne ligge hele halvtreds herinde, men derfor var det altid lidt beroligende at få dem talt op. Desuden kunne de jo hurtigt skjules igen.

Tænk blot engang hvad de kunne gøre med alle de penge, som de ville få for poserne! Bahamas poppede endnu engang op i hans hoved og fik ham til at smile ivrigt. Selv mafiaen trængte til deres ferier, ikke sandt? Høster som disse gjorde dem rige... og så ville Tino sprøjte det hele i årene!? Vinnie havde vist en idiot til lillebror.

"Unless something's bothering you." sagde han pludselig og blinkede et par gange. Han kiggede imod Tino og kneb øjnene en anelse sammen.
"You always do this shit when you're bothered. So, tell me... what do you need a whole bag of heavy stuff for?"

Flyturen var stadigvæk rolig. Der var ikke rigtigt nogle skyer i dag, så han forventede ikke turbulens, hvilket godt kunne være lidt uhyggeligt når man havde sat den forbandede ting til autopilot. Selvom alle jægerpiloterne pralede af, hvor sikkert det hele var, så havde Vinnie ikke helt vænnet sig til det endnu.

[Martino De Lazzaro]

Tino rynkede en smule på næsen over Vinnie. Han var overhovedet ikke sjov, han var en stor lyseslukker, som ikke ville lade Tino have sit sjov. Fandens tag om Leonardo ville være på nakken af ham, hvis han stjal en enkelt pose eller to. Leonardo var jo i forvejen altid på nakken af Tino. Tino endte dog med at himle med øjnene, og tage posen ud fra sin vest igen. Han mumlede noget uforståeligt, inden blikket blev vendt imod Vinnie.

"What does he even care!" Brummede Tino irriteret, inden han igen vendte sit blik imod posen som nu sad imellem hans fingre. Åh det vidunderlige hvide pulver. Det formået virkelig at slå en bevidstløs, også alligevel ikke. Det var som at sætte sin hjerne på auto pilot. Man havde ikke kontrol over sine handlinger, og man var ligeglad med hvad folk omkring en tænkte. For det var stofferne som fik lov at styre en, det var stofferne som sad bag rattet, og sagde smadre den kælling, stjæl den bil, du er alligevel intet værd!
Tino kom til en smile en smule ved tanken, men smilet forsvandt hurtigt igen, da Vinnie begyndte at hælde salt i hans sår. Fandens tag Vinnie. Han kendte Tino for godt på det område. Han vidste godt at Tino ikke tog stoffer, bare fordi han syntes det var sjovt. Han vidste godt, at når der var stoffer på bordet i Tino's værelse, så var der noget galt. Tino rynkede en smule på næsen. Forventede Vinnie virkelig at Tino gad sidde her, og snakke om følelser som en anden kælling?

"You just shut the fuck up. Im fine, i've always been fine!" Hvæsede Tino rasende. Han sendte Vinnie et advarende blik. Han kunne lige vove på at grave mere i det, han kunne lige vove på at stille flere åndssvage spørgsmål! Familie eller ej, så ville Tino ikke sætte sig ned, og snakke om følelser. Han mente at Lizzie bare var et bump på vejen, som man skulle komme over. Det var noget der gik over, som tiden gik, det var Tino sikker på. Han fnyste irriteret, inden han rejste sig op, og bidrog til bunken af poser, med den pose som han havde været tæt på at stjæle. Han satte derefter armene over kors, og med lettere sammenknebne øjne, fulgte han Vinnie som han begyndte at tælle op.

[Vincenzo De Lazzaro]

"That's a good boy." sagde han med en misbilligende stirren. Han tog fat i posen og lagde den sammen med de andre, lige præcis hvor den hørte til.
"And take it easy. It's not like I'm dying to dig in your private life. If you don't wanna talk about it, don't talk about it..." tilføjede han mumlende og trak irriteret på skuldrene. Det passede egentlig ikke. Han elskede at grave i andres privatliv og hans brødre var ikke undtaget - men ærlig talt var det da snart den eneste måde han kunne holde styr på dem. Hvad han ikke elskede var de her konstante konflikter og trial and error havde lært ham, at det ikke altid var lige smart at provokere Lil' Tino. Især ikke nu, hvor de var hundredevis af mil over jordens overflade.

Men alligevel kunne han ikke helt lade være, kunne han? Nej... ikke rigtigt. Det måtte være en søskendeting, men han måtte jo drage et valg: Hvad var vigtigst? At pisse Tino af ved at få ham til at snakke eller bare holde kæft og aldrig finde ud af noget? Fristende... rigtig... fristen-

"But you know, ff you didn't do all kinds of crazy shit all the time, maybe you wouldn't have to snort snow like a damned vacuum cleaner."

Bingo. Nogle gange kunne en Lazzaro bare ikke holde sin kæft. Vinnie fortrød det næsten ligeså snart han sagde det, men hvad fanden, nu var katten alligevel ude af sækken. Han lagde den sidste pose på plads og kiggede konfronterende på sin bror, parat til at modtage et flammehelvede.