|
|
Post by Mable Prince on Jun 26, 2011 2:15:02 GMT 1
imagine there's no h e a v e n ,
it's easy if you try Klokken nærmede sig seks og et varmt, orange lys vældede ind af det store vindue og badede Mables hjem i et behageligt skær. Selv sad hun på sin seng iført et par af de sjældne bukser og en løs skjorte, da hun var for sig selv og ikke havde nogle planer om at bevæge sig udenfor. En bog lå i hendes skød, men hun læste ikke i den og havde i stedet vendt ansigtet mod vinduet. Hun kneb let øjnene sammen på grund af sollyset og havde opgivet at læse i sin bog. Hun havde prøvet op til flere gange, men det havde endt med, at hun læste samme linje gentagne gange eller døsede hen i sine egne tanker.
For tanker var der nok af inde i hendes hovede. Forvirrede og usammenhængende, dagdrømmende og håbende, usandsynlige og håbløse. Hendes bror var endelig kommet hjem fra krigen efter fjorten års ventetid, og det havde været helt uanmeldt, hvilket havde været et stort chok for Mable. Det resulterede i nogle blandede følelser, der indebar sorg og glæde, men også vrede. Det var ikke hans skyld, at alt var, som det var, men alligevel følte hun, at det kunne have været bedre, hvis han var blevet hjemme. Så ville deres forældre ikke have blevet så svage og rastløse, som de var nu, eller have mistet gløden, der gav livet mening. Selv ville hun ikke føle sig så splittet. Han kunne have hjulpet hende, når alt var svært, som en ældre bror skulle gøre, og ikke bare overlade alt i hendes egne, spinkle hænder, som knap kunne bære det.
Mable sukkede og lagde bogen fra sig for at rejse sig op og stille sig foran vinduet med armene holdende om sig selv. Hendes blik gled rundt, men kun kort efter stirrede hun blankt på et tilfældigt punkt et sted derude.
Samtidig havde hun mødt mafiabossens bror Vincenzo. En mand, hun for en gangs skyld følte, var godt selskab og ikke bare en del af hendes job. Men problemet var bare, at han var del af mafiaen. Godt nok virkede han anderledes, men hun vidste faktisk ikke noget om ham udover disse overfladiske ting. Der var høj sandsynlighed for, at han havde dræbt nogen, og blot den tanke var nok, til at Mable ikke skulle kontakte ham mere. Men hun skulle mødes med ham på lørdag, fordi han havde inviteret hende med til et hestevæddeløb.
Mable fnyste et lavt grin for sig selv, og et svagt smil formedes på hendes læber.
|
|
Elizabeth Monroy Smith
Administrator
Sangerinde[M0n:-500]
Don't Pity the dead, pity the living, and, Above all, those who live without love.
Posts: 165
|
Post by Elizabeth Monroy Smith on Jun 28, 2011 15:42:53 GMT 1
En kvinde, hvæsede da hun traskede igennem gaderne på vej hjem til hendes venindes lejlighed Mable, alle havde været hende en løgn, hun havde intet vist, og nu var hun faldet, gået fra hinanden, splittet og fuldstændig uden sans for hvornår det var nok. Dette var den tredje gin flaske som blev bundet, og smidt på gaden. Iført var hun en kjole, som der faktisk i forhold til håret sad ret pænt på hende. Håret var derimod rodet, og utrolig krøllet, som havde havde hun ligget og rullet det rundt i jorden, hendes øjne lynede, som hun kæmpede afsted på usikre ben. Hun var vred, hun var såret, så mange følelser, at hun troede hun snart skulle eksplodere på grund af dem!
Den glade attitude, den glade Lizzie, den kvinde, som altid havde et smil på læben, var forsvundet i bunden på en flaske gin, som nu havde været noget af et vrag, lige siden at Tino havde smidt hende ud af hans hus. Faktisk havde hun glemt lidt omkring Mable, fordi at hun havde været så lykkelig, og derfor ikke rigtig sagt noget til omkring at hun havde løget, eller fortiet sandheden omkring hvad det var for en by som hun var havnet i.
Havde alle virkelig bare set denne situation som at udnytte hende? Forstillede de sig, at hun ville leve i en eller anden boble og aldrig nogen sinde finde ud af, hvad det var for en by Bridgeford i virkeligheden var? Tino havde hun tilgivet, ja fordi at hun ikke kunne forblive vred på ham, ud over den her gang, udnyttet, ydmyget, smidt på porten mens at regnen havde silet ned over hende. Hun hadet dem alle! Dem Alle sammen! Hun ønskede de alle sammen kunne brænde op i helvede, siden at hun kun var god, så længe hun ikke viste noget omkring noget som helst.
Nu hvor hun var blevet truet, og gået ind i miljøet med mafiaen, så var hun pludselig ikke god nok, eller uskyldig nok for Martino? Nu var hun bare en eller anden ynkelig pige, som åbenbart skulle have beskyttelse, en skid ej havde hun bedt omkring således en handling! Hun ville bare gerne være sammen med ham... Elizabeth stoppede op, og lagde hånden imod murværket, mens tårerne gled ned over hendes kinder, hun elskede ham jo bare så forbandet meget.
Had ham
Stemmen i hoved var meget klar omkring det budskab, men hun kunne forhelvede jo ikke, lige meget hvor meget hun prøvede, ville hun blive ved med at elske den fandens mand! "Damn you Tino.. Damn you. EVERYbody!" skreg hun af sine fulde lungers kræft, inden hun vaklende gik videre, det hele boblede inde i hende, vreden som så gerne ville ud snart. Hun var ikke sikker på hvad hun var i stand til, og hvis hun skulle være ærlig, var hun også ligeglad. Nogen måtte både for dette, hvem det var, kunne komme ud på et.
Endelig var hun ved Mables hjem, og gik med raske skridt hen imod hoved døren. Nogle hårde bank ville kunne høres der på, lige nu var hun ikke personen man skulle spøge med. Flammerne var stadig tydelig og se, som ville hun snart begå et mord, mens selve ansigts trækket, var henlagt i skygger. Vreden havde i den grad meldt sig, hos den så livglade Lizzie. |
|
|
|
Post by Mable Prince on Jun 28, 2011 16:41:27 GMT 1
imagine there's no h e a v e n ,
it's easy if you try Mable trak let på skuldrene og prøvede at ryste tankerne af sig. Langsomt gik hun hen til køkkenet, hvor hun fyldte en tekande med vand for at sætte den på kog over komfuret. Te skulle berolige og forhåbentlig passede det, så Mable kunne få slappet af. Hun kunne let lægge sig og falde i søvn, hvis hun kunne få den ro, hun så ydmygt bad om.
Den pludselige, høje banken gav et sæt i Mable, og i ren refleks slukkede hun med det samme for vandet. Med et undrende ansigtsudtryk stillede hun kanden fra sig, tørrede sine hænder i et viskestykke, da vandet havde sprøjtet, og bevægede sig ud i entréen. Det var ikke ofte, nogen kom hjem til hende. Det ville ikke være at overdrive, hvis hun sagde aldrig. Mable havde kun få bekendte, som hun var på dus med, og de stod ikke engang hinanden særlig nære. Den eneste hun kunne være sammen med, hvor hun glemte alle bekymringer og var sig selv, var Elisabeth, og selvom Mable undgik at fortælle hende, hvad der foregik i byen, da Elisabeth ikke kendte noget til det, havde hun endnu ikke følt nogen skyldfølelse. Og apropos ... "Elisabeth?" udbrød Mable forbløffet, da hun åbnede døren. Hun lagde i første omgang ikke mærke til de mørke skygger i hendes venindes ansigt og smilede. "Hvad laver du her? Kom ind," tilføjede hun og åbnede døren helt, så Elisabeth kunne komme ind. "Jeg er lige ved at lave te, hvis du vil have noget," sagde hun med en nyfunden glæde, da hun ikke kunne lade være med at blive glad ved synet af sin veninde. De havde faktisk ikke snakket sammen på længe, og det var måske just præcis det, Mable behøvede. En veninde at snakke med.
Hun og gik hen til tekanden igen og satte den over komfuret, hvorefter hun vendte sig om med hænderne mod bordkanten. Hendes smil falmede dog, da hun granskede Elisabeths ansigt. "Er der noget i vejen?" spurgte hun en anelse mere alvorligt og gik nogle skridt hen mod sin veninde. Nu så hun det. Der var noget helt galt. Det ellers smukke hår sad i uorden, og ansigtet var fortrukket i alt andet end glæde. Intet tegn på godt humør kunne spores, hvilket for alvor gjorde Mable bekymret. Hun gik nærmere og greb ud efter hendes hånd.
|
|
