Musik i Natten

[Charley Dwight]

Det var aften. Regnen øsede ned udenfor på Bridgefords gader, hvor en del festklædte mennesker gik mod hver deres bar eller klub. En lille broget flok mænd stod foran jazzbaren Dewins og røg så det stod i en stor sky over dem. De havde placeret sig netop lige der, hvor taget rakkede længst ud over gaden. De diskuterede hemmelighedsfuldt Bridgefords situation, og de nye rygter der var sivet ud blandt befolkningen. Sommetider skævede de lidt rundt, for at se om der var nogen der holdte øje med dem, bag gadehjørnerne. De var først da den sidste smøg var helt brændt ned, at de gik ind i baren – nærmest på række.

Charley slog blikket mod mændene af ren refleks, da de trådte ind i baren. På det sidste havde han været meget paranoid. Han havde hørt rygter om at der var spioner i byen – og at der var en vis generalisering, som mange civile inklusive ham selv, ikke kendte til. Derfor skulle han altid lige kort, give de forskellige mistænksomme typer et overvejende blik – for at se om han mirakuløst set ville kunne gennemskue sandheden om byen. Dog slog han hurtigt tankerne væk, da han ved at være alt for ukoncentreret – spillede en forkert tone, som heldigvis ikke skar helt igennem, blandt de andre blæseinstrumenter på scenen. Charley havde efterhånden lært sine noder udenad – han behøvede ikke se ned på papiret, men kunne blot lukke øjnene og spille hvad han følte. Dog gik det ikke altid godt for sig, da hans chef ikke brød som om ”improvisationer” fra Charleys side.

Da sangen var slut, lød et højt bifald, som selvfølgelig nok var tiltænkt sangere, for det var altid der publikums blik havde fæstnet sig – det var som regel aldrig musikerne. Dog var det i disse øjeblikke at Charley følte sig som en del af noget større. Det var her han følte sig værdsat, og selvom lønnen var elendig – var klapsalverne altid løn nok i sig selv.
Charley havde nu fri for resten af aftenen, og han lagde roligt sit instrument fra sig, og placerede det mageligt i en stor sort kasse, som var placeret bag scenen. Han havde ikke haft råd til noget finere, til at bære hans saxofon i. Kassen var ikke foret med silke, men den var derimod stoppet med skjorter, som skulle beskytte saxofonen for ridser. Altså.. det er bedre end ingenting havde Charley altid tænkt.
Han løsnede let sit slips, før han gik op mod baren, hvor han stillede sig, med ryggen lænet ind mod disken, mens han betragtede de mange mennesker der havde taget plads i baren denne aften. Da Charley startede med at arbejde der, var det sjældent at der var mere end en snes mennesker. Det var utroligt, at se forandringen.
"Skal du have noget Mr?" spurgte bartenderen, der havde en overraskende dyb og rusten stemme. Charley rystede på hovedet, som om han ikke rigtigt havde registreret hvad han sagde, da hans blik faldt på et par unge damer ved et bord. De var rige - det var tydeligt. Charley kunne skimte diamanterne på deres fingre, og perlenålene i deres hår. Han rystede opgivende på hovedet, og tænkte "hvem der dog ikke var rig,"

[Evelyn Zephyr]

☆ Musik i natten ☆

Tags: Mr. Dwight & Miss Smith.
Outfit: Kjole, sin ring, og hendes jakke.
Words: 375

Evelyn stod på den selvsamme, regnvåde og mørke gade i et par lange minutter. Hun havde fundet et tagudhæng, som enlig var smart nok at have over sig. Hun blev ikke særlig våd, og hun var næsten umulig at se. Den eneste måde man ville lægge mærket til hende på, var den tynde stribe af røg som kæmpede sig ud igennem filtret på hendes cigaret, og bagefter ud i det kvælende regnvejr. Så hun var i en såkaldt win-win-situation. Sådan, mere eller mindre.
Hun betragtede indgående gruppen af mænd, også da de tav stille, og skyndte sig ind af døren. Et par sekunder efter, tog hun en dyb indånding, pustede sig op, og kastede sig nærmest ud i den iskolde regn – for til sidst at få i sikkerhed i Dewins. Da hun nåede ind, kom hun med et ret så uhøfligt lettet suk, der var så højlydt at de fleste i bygningen hørte det. Alligevel var det kun ganske få der vendte sig om og stirrede på hende. Langt de fleste af dem himlede med øjnene fordi de genkendte hende, de andre vendte bare deres opmærksomhed tilbage til maden foran dem.

Evelyn smed sig ved et af bordene. Ikke et tomt et, men ved et hendes venner i forvejen sad. ”Hvad tog dig så lang tid?” spurgte Isaac, en af hendes gamle venner, en af de ældste af slagsen. ”Vi aftalte at vi skulle være her for… næsten en time siden!”
Hun krængede jakken af skuldrene og lod den hænge over ryglænet på stolen. Spotlightet fra loftet skinnede på hendes bare skuldre. Genskinnet var dog kraftigst fra den ring, som hun så lystigt sad og bankede imod bordet i takt til musikken, som strømmede fra det fremragende orkester på scenen. Hun svarede ikke Isaac, men vendte sig blik op imod orkesteret for at se om der var nogen hun kendte. Hun kendte i hvert fald de fleste, måske kun af navn, men alligevel. Det var vel altid noget.
Efterfølgende kastede hun sig ud i venskabelig snak med resten af gruppen omkring bordet… med hendes såkaldte pak. Hun lagde næsten ikke mærket til at musikken stoppede, og orkestret delte sig ud i Dewins. Hun var ikke engang med til at klappe. Se dét, det var ukarakteristisk.

[Charley Dwight]

En piftende lyd fik Charley til at slå blikket over mod en af sine kolleger, som var på vej over mod ham. Den månedlige lønseddel var kommet, og Charley tog taknemmeligt imod den lidt krøllede konvolut, hvorefter hans kollega forsvandt ud af døren. Konvolutten placerede Charley ganske mageligt i inderlommen på den sorte frakke, og smilede ved tanken om at købe nogle smøger den næste dag. Hans forbrug var ellers dalet en del, men uden smøger, blev han af en eller anden grund mere rastløs. En sangerine og et par nye blæsere trådte frem fra baglokalerne, og skulle nu overtage hvor det andet orkester havde sluppet. Charley var taknemmelig for ikke at skulle arbejde hele natten lang, da natten i Bridgeford var det han nød mest af alt. Derfor skulle han ikke berøves fra friheden, netop der.
Endnu en gang lod han blikket vandre gennem baren. Som altid så han først efter kendte ansigter - derefter efter potentielle dates for aftenen. Sådan så stort set hver aften ud i hans liv... Det var den samme frase, men hvis ikke han festede og dansede - hvad skulle han dog så tage sig til?
Hans blik stoppede ved en gruppe mennesker, der sad og snakkede venskabeligt med hinanden. Ved bordet sad blandt andet en mørkhåret kvinde, der havde fanget hans opmærksomhed. Han klemte kort øjnene lidt overvejende sammen, før han indså at hun var musiker. Han havde ihvertfald set hende før, men kunne ikke erindre hvad hun spillede, eller om hun var fastansat på Dewins. Det gik efter lidt tid op for ham, at han havde betragtet hende på afstand, mens han tænkte over alt dette. Forhåbentligt havde hun ikke bemærket det.