The american dream is a lie

[Jack Lake]

Jack fik skubbet hoveddøren op til et faldefærdigt beton lejlighedskompleks. Det styrtregnede uden for og Jack var driv våd, til trods for at han havde prøvet at holde sig tør ved at have trukket den sorte jakke op over hovedet. Den hvide skjorte under var våd, håret sad klistret til panden og hans vejrtrækning var hevet efter kulden fra regnen. Opgangen var lille og næsten alt ekkoede på de tynde vægge hvis tapet lignede noget være lort. Den var kun let oplyst af et par væg lamper, og en enkelt længere oppe blinkede for livet. "Get inside.. come on.." Jack holdte døren åben for Bianca inden at han selv ville gå ind i ly i lejlighedskomplekset. Først da trak han jakken ned fra hovedet, og kunne derpå slappe af i skuldrene igen, inden at han tørrede ansigtet med begge hænder. Så lod han blikket flyve op af trapperne og opgangen. Der stank langt væk af skrald og pis, men hvad gjorde det; det var det eneste sted de havde råd til lige nu, indtil at Jack på et eller andet tidspunkt fandt et job. En der boede i lejlighedskomplekset åbnede sin dør for at stille nogle flasker uden for. Han var en halvfed middelaldrende mand med fedtstæng og ølpletter på den hvide undertrøje der formede sig efter hans store mave. Han stank langt væk af røg og alkohol, og han så kort på de to fra Irland med væmmelse. Det var tydeligt at se at han vidste at de ikke var fra USA, og det kunne meget vel være at han ønskede dem ud af landet sammen med resten af flygtningene fra Europa. Jack holdte om Bianca mens de gik op ad trappen og gik forbi manden der blot blev stående på sin spot uden for sin dør og så nedværende på dem. Jack fik kort øjenkontakt med ham, men fjernede det hurtigt og halvhviskede til Bianca, "Don't think about him.."

Der lød et rustent klik da døren blev låst op, og en knirren da den ligeledes blev skubbet åben. Det gav dem frit udsyn til lejligheden, en faldefærdig gammel lejlighed med tapetet revet halvt i stykker, pletter efter vandskader og vinduets persienner sad skævt. Gulvet var af slidt træ og der lå kun en stor, klam madras på gulvet i et hjørne. Jack trak sin jakke af og smed den straks fra sig mens han fik styr på sin vejrtrækning over kulden der havde skåret i ham hele vejen.

[Bianca Lakes]

Det var ikke kun fordi der var koldt Bianca rystede. Hun gemte sit hovede mod Jacks skulder det meste af vejen og rynkede stærkt på næsen over lugten der kom hende i møde. Det var kun tydeligt at hun følte sig utilpas i dette miljø. Hendes sko var blevet så slidte i løbet af turen at hun nu slæbte sig afsted gennem de ujævne gange. Håret klæede sig fast til hendes ansigt og makeuppen flød ned af hendes kinder, så man ikke kunne skælne om det var regnen eller salte tårer der havde forudsaget det.
Den ene hånd holdt et fast tag i Jack, imens den anden hvilede på hendes allerede ret så store mave. Det var aldrig meningen det skulle gå så galt overhovedet.
Da hun hørte døren smække bag sig og låsen klikke, så hun for første gang op og så rundt i den lille skidne lejlighed. Aldrig havde hun forestillet sig at hun skulle leve sådan et sted.
Et kort hikst kom fra hende inden hun slog blikket mod gulvet.
Det varede ikke længe inden de første salte tårer strøg over hendes kinder, og ned på de slidte flader i gulvet.

[Jack Lake]

Man kunne ikke lige tale om at lejligheden var specielt isoleret fra hverken kulden uden for eller lyden fra de andre lejligheder. De tynde vægge skjulte ingenting, og man kunne pludselig høre et skænderi gå i gang fra en af overboerne. En kvinde græd og en mand råbte højlydt mens der lød skridt fra loftet, der også svagt kastede støv fra sig over de ting der foregik deroppe. Jack skimtede kort op mod loftet, men ignorerede det. I stedet landede hans fokus på Bianca med det samme, og han nærmest svang sig op foran hende hvor han tog om hver af hendes overarme og bukkede sig let ned for at fange hendes blik med sit, "No.. don't cry like that.." hviskede han hastigt til hende, mens en rynken i hans pande fremviste hvor sørgmodig han var over at han ikke kunne give Bianca alt hun ønskede. Hun var fra high class og havde sikkert aldrig været sådan et sted som dette, hvorimod Jack, well, han kunne leve med det. Men han forstod hende vel godt - de var flygtet fra Irland til Amerika, flere hundrede kilometer væk fra familie, venner og bekendte.
Han lagde en hånd mod hendes kind og tørrede en tåre væk med tomlen, "We're gonna be alright, okay? Listen to me.." forsatte han prøvende på en opmuntring, så godt det nu kunne lade sig gøre når man befandt sig sådan et lorte sted med regnen hamrende mod de beskidte vinduer, vinden blæsende ind gennem de tynde mure og de råbende stemmer fra overboen. Kvinden skreg ovenpå og der lød et bump samt slag, så det fik loftet over Jack og Bianca til at give endnu mere hvidt støv fra sig.

[Bianca Lakes]

Det gav et gip i Bianca da kvindens skrig lød. Hendes sejlende smaragdgrønne øjne lagde sig ved Jacks. Blodårerne var begyndt at tegne sig tydeligt omkring i øjet og de små rødmosede pletter var også kommet til kende i ansigtet. Hun prøvede at nikke men rystede så endnu engang på hovedet da et skrig lød. Hun greb forsigtigt fat i Jack og holdt godt fast i hans overarme med de bævrende fingre inden hun med et snøft 'kastede' sig i hans favn.
Det hvide støv lagde sig om dem som fine snefnug og fik hende til kort at nyse mod hans skulder. ''Pardon...'', lød hendes grødede spinkle stemme. Den stemme der ellers altid var så smuk og blid som de smukkeste violer og den giftige kaprifolk, havde nu forvandlet sig til en død blomstereng med tordenvejr så voldsomt som det der nu udenfor rasserede, da det første lysglimt slog gennem de ituslåede ruder.
Langsomt skubbede hun sig fra ham og placerede et mindre kys på hans kæbelinje inden hun så ned og tørrede sig om øjnene. ''Is that a promise? That it'll be okay?'', spurgte hun som hendes smaragdgrønne øjne søgte hans i håb og søgen på et løfte.

[Jack Lake]

Hans brune blik flakkede i hendes smaragdgrønne og af ren sørgmodighed havde han rynket panden. Han hadede at hun var blevet rodet ind i det lort. For hendes skyld havde det nok bare været bedst hvis hun ikke havde kendt til ham. En hård tanke, men den var trods alt sandt. Så kunne Jack have været med en anden, taget til the US med hende i stedet for at lade det gå ud over Bianca. Hendes familie havde sikkert allerede haft en mand i tankerne til hende, en eller anden rig dude. Jack var ikke andet end skrald for dem i high class, og det havde Bianca også vidst.
Jack lod armene falde om hende og holdte hende blot tæt ind til sig i et ønske om at få hende til at stoppe. Hagen hvilede mod hendes røde hår og han stirrede tomt på en spot på væggen, stadig med brynene rynket og et sørgmodigt blik. Hendes stemme fik ham til at lukke øjnene i og tage en dyb indånding, inden at hun skubbede sig let ud af hans favn. Da havde han åbnet øjnene igen og søgt hendes blik som hun havde søgt hans, og for et kort sekund havde han håbet på, at hendes smaragdgrønne øjne ville være overbeviste om det han havde sagt. "I promised you that in Dublin, didn't I?" sagde han hastigt, med den typiske irske accent, for at få hende overbevist, og lød allerede sikker i sin toneføring, til trods for at det nok så lidt håbløst ud, "I told you not to question that when we got here! You gotta trust me sometimes!" røg det blot hurtigt fra ham, måske en smule for hurtigt. Han havde ladet hænderne falde mod hendes kæbeparti, og sørgede blot for at hun ikke fjernede blikket fra hans, "Why won't you trust me, huh?" hans stemme knækkede let svagt til sidst mens hans blik flakkede i hendes.

[Bianca Lakes]

Hun slog blikket ned og lagde blidt hænderne på sin mave som hun let strøg med tomlen. ''I'm sorry... I'-I'ts j-just... I-I'm just so afraid, Jack... People are... Not nice over here... And at the boat... Do you remember then man who sat and stared at me all the time?'', lød det fra hendes sukkersøde honningstemme inden hun så op på ham med et mere bevidst blik, som vidste hun at det var ok, hun havde jo overlevet skibet på trods af flere dages søsyge og flere litters opkast. Et mere bravt smil tegnede sig over hendes let fyldige læber som hun snøftede og lod fingerspidserne tørre de sidste tårer væk. Hun vil ikke græde mere. Istedet lagde hun beslutsomt hænderne om hans skuldre, og stilte sig en smule på tær for at når ordenligt. ''We made it so far... Now lets fix those windows and get something to eat!'', lød det straks mere bestemt fra hende som hun nikkede i takt med sine ord.-
Hun vred sig fri fra hans favn og tog beslutsomt sit tørklæde af og gik hen til de pilrådne vinduer hvor hun stilte sig på tær og fastgjorde tørklædet på de gamle vindues søm, så gadelygternes olme lys ikke skulle kastes ind der.

[Jack Lake]

Det at blive smidt tilbage til båden i tankerne havde fået Jack til at slippe hendes kæbeparti og i stedet bare holdte det brune blik flakkende i hendes. Manden der havde set på Bianca havde pisset Jack af under hele vejen. Han havde flere gangen sagt til hende at han ville rejse sig fra deres plads og gå hen og slå en flaske i hans fjæs så han kunne lade være med at beglo hende så meget, men det var kun ved hjælp af hendes kærlige stemme at han holdte sig tilbage for ikke at skabe problemer. Ellers ville de været blevet smidt af ved den nærmeste havn. "He was a dick, you know that.." havde Jack roligt fastlagt for Bianca, efter det hun havde sagt, mens han lod blikket hvile på gulvet mellem dem. Han rettede det dog op igen da hun forsatte i en mere sikker tone og det overraskede ham lidt at hun valgte at vende situationen. Et svagt smil kom skævt frem på hans læber, og da hun gik forbi ham og hen til vinduet fulgte han hende med blikket. "You're sure?" spurgte han næsten overrasket og gik hen til hende ved vinduet, "You got some balls, huh.." grinede Jack kort, for første gang i lang tid, mens han stoppede ved hendes side, lænede sig hen og lod hagen hvile mod hendes skulder, "Im not surprised tho'," grinede han idet han rettede sig op igen og hjalp til med vinduet.

[Bianca Lakes]

En let glød drog frem i hendes kinder ved Jacks ord. I det selvskab og klasse hun plejede at forholde sig til, blev der absolut ikke brugt ordet 'dick' eller andre 'slang' udtryk for at beskrive nogen eller noget. Hun lagde siden af sit hovede mod hans da hun følte hans hage mod sin våde skulder. Hun nikkede med et lettet grin, og det varede ikke længe inden hun vendte sig mod ham imens hun leede. Hun lang og befriende latter var det, en latter sød som honning og let som fjer. Hendes fingre søgte forsigtigt op under hans skjorte i søgen på hans varme hud, der ligenu mest af alt føltes kølig mod de fugtige fingerspidser. Hendes hår krøllede vildt omkring hendes ansigt som fugten lettede sig fra det og smilet strålede fra hende. Alligevel blinkede hun let og hev ham tættere på sig da han var færdig med vinduet. Hun lagde hovedet en smule på sned og lod blidt sine fyldige læber trykker sig mod hans rosarøde som hun halvt lukkede øjnene og smilte forsigtigt.
Det var pludselig somom at elendigheden om dem intet betød, somom skrigene fra de omkringliggende naboer var ophørt og støvet om dem der føg ned om dem hvergang der var nogen der gik ovenpå, pludselig var de blideste snefnug.
''Its kicking, Jack... The baby is kicking!'', udbrød hun pludselig med et lettelses grin som hun tog hans hånd i sin og lagde på den udspændte mave så han kunne mærke de små spark.

[Jack Lake]

Der var egentlig ikke mange der kunne få Jack til at føle som han gjorde overfor Bianca. Hun var af en helt anden slags end hvad han tidligere havde rodet rundt med, og det kunne også ses på den måde, at han bare snakkede beskidt og hun i bare blev forlegen over hvad han kunne finde på at sige. Nu var hun også fra high class, og man snakkede åbenbart ikke sådan ret tit i de kredse. Jack ville have følt sig malplaceret, hvilket nok også var grunden til, at hendes familie aldrig havde brudt sig om hans. Jacks familie havde set dem som højrøvede snobber, og Biancas familie nok dem som et par rotter i rendestenen. Det var nu heller ikke nogen overraskelse, dén forskelsbehandling fandtes stort set over det hele, og det ville heller ikke undre Jack at det var sådan i the US som det var i Dublin.
Mens han var i gang med at ordne vinduet mærkede han hendes kølige fingre snige sig ind under hans løse, halvvåde skjorte, og han spændte kort i mave musklerne over følelsen, mens han stoppede midt i sin behandling af vinduet og i stedet rettede blikket på hende. Uden andet end et smørret smil på læberne drejede han sig rundt så de stod med fronten mod hinanden, idet at hun gik tættere på ham og han lod sine hænder hvile mod hendes tynde overarme. Af ren refleks havde han selv villigt lænet sig let ned til hende og fanget hendes fyldige læber med sine smalle. Han smilede mod hendes læber så hans varme ånde kunne mærkes. Hendes udbrud fik ham til at rette sig op igen og så mod hendes mave med et overrasket udtryk, uden helt at vide hvad han skulle gøre. "It's what?" men det var heldigt at Bianca tog hans hånd og lagde den mod maven så Jack ikke skulle tænke over det selv. Og dér, han mærkede et spark, "Oh, it's kicking.." mumlede han. Det lidt misfornøjede udtryk i hans ansigt havde forvandlet sig straks til noget med opspærret øjne og let åbenstående mund, efter at det gik op for ham hvad der lige var sket, "Holy crap.. it's kicking!" grinede han lettet. Han rettede det mandelbrune blik mod Bia og kyssede hende hurtigt på læberne, "He's gonna be like his dad," drillede han, og satte ubevidst køn på den, overbevist om at det ville blive en dreng.

[Bianca Lakes]

Ja familierne forhold havde absolut ikke været noget at le af. Bianca havde egentlig bare stukket af og efterladt en lille note til sin familie hvor der stod en forklaring. Hun havde aldrig haft modet til at se sine forældre i øjnene, og da slet ikke hendes bedsteforældre. Bianca havde altid været husets nikkedukke, altid rettet sig efter sine brødre, forældre, bedsteforældre ja alle omkring hende. Hun var som skabt til at være porcelænsdukken der sad højt oppe på en pedistal. I såfald, var den lille dukke nu ude langt væk hjemmefra med sin skorstensfejer. Men dennegang var der ingen vej tilbage, de var sat her til at blive her, og det måtte hun erkende længst inde.
Hun nikkede med det kærlige smil omkring sine rosarøde læber som hele ansigtet lyste i en varm glød over hans ord, den lette rødmen havde lagt sig om hende kinder som hun blidt strøg hans hænder med fingerspidserne. ''I hope so~ That he'll be just as strong and big as his father'', hun tænkte nu heller ikke videre over kønnet, havde manden sagt det var en dreng, måtte det jo være en dreng. Hun stilte sig nu endnu engang på tær og lod blidt armene finde sin vej rundt om hans hals i en blid knugen inden hun gav slip som barnet synes at sparke så ivrigt. ''He might be a really strong boy.. He'll do great in life~'', bestemte hun sig for med et let nik inden hun blidt puffede sig ud af Jacks favn. En blid vind strøg gennem lejligheden og fik de små hår på Biancas nøgne arme til at rejse sig. Med lette fodtrin fik hun bevæget sig mod de tasker de havde, der kun var pakket med det mest nødvendige. Alligevel, fik hun taget et enkelt fedtlys op og et halvrådent brød de havde fået for nogle få cent. ''Where did you put the lasáin's?''.

//Lasain thingiemagic er et awesome irsk ord for tændstikker.