Nattelivet - Harley

[natascha]

Solen var ved at gå ned, folk var ved at vende snuden hjem til den varme mad, der ventede hjemme ved mord, men det var da bestemt ikke alle der var på vej hjem, nogle få, eller faktisk en del, var ved at komme ud af hulerne. Det var nu der rigtig skete noget i byen. Den havde blot ligget og slumret i dagens lyse timer, men nu, hvor man uden problemer kunne komme rundt, uden at politiet kunne se en, eller bedre sagt; genkende en.
Lyden af såler der gik på en af parkens snoede stier kunne tydeligt høres i den ellers tavse dunkle park. Det var ingen kunst at se at dette var en kvinde. Hendes lange støvler, der lavede nogle rytmiske klik mod stiens hårde grus, den sorte hat, der var placeret så man ikke ville kunne se øjne, hvis man stod direkte foran den ret høje kvinde. Jakken var halvlang, og gik ned til midt på de ellers bare lår, som havde en dejlig brun glød. Jakken var godt lukket, med et par store knapper, og et bælte omkring livet. Hun gik rolige skridt hen mod en bænk, for at vente på den første person der nu skulle få den ide at komme. Hun havde ikke noget at lave denne aften, og hjemme gad hun bestemt ikke at sidde, og der var heller ikke noget at lave på hendes arbejdes plads, så nu kunne hun vel bare håbe der ville komme en og sætte sig ved hendes side.
Hun kiggede lidt rundt i parken, som var helt nydelig, overraskende, der lå jo ellers ofte skrald, fra dem der ikke kunne finde ud af at rydde op efter dem selv, men ikke i dag, det var jo faktisk længe siden der rigtig havde været noget. Var det mon krigen der afgav sine tydelige spor, selv i denne by, der ellers blev ført med hår hånd af mafiaen, som sad på tronen. Hun smilede syrligt for sig selv ved tanken. Politik havde ikke været noget hit i denne by. Det havde kun givet et resultat af svaghed, og dårlig vækst. Væksten bekymrede hende ikke, men svagheden. Hvis hun sagde ordet kunne man tydelig høre hvor meget hun hade dette ord. Hun så det aldrig som noget rigtigt, blot noget der skulle udryddes med hår hånd, som i dyre verden. Den stærkeste vinder, sådan burde det også fungere i rasten af verden, men nej, menneskets verden var så sød, og venlig, lige til at få kvalme af. alle fik hjælp, ingen skulle sulte i gadernes kroge, og langsomt dø, så stanken hang ved deres efterladte kroppe. Hun fnøs let ved tanken. Svaghed ... Svaghed, ingen styrke, intet stærkt at holde sig til. Blot livet, som var svagt hvis man ikke gjorde noget ved det. Hun smilede dog lidt efter, ved den nye tanke om magt, og styrke. Om nogle år, skulle byen nok være stærk, og ikke længere påvirket af svage mennesker, men et stærkt sammenhold, som ingen kunne nedbryde.

[ariana]

Gaderne var tyste og tomme, de mange træer hviskede let til hinanden sådan som vinden kærtegnede dem blidt med de ømme strøg og pust. Folk var gået i hi for at lade søvnen indtraffe i deres stressede hjerner. Ved andre var denne nat en ny dag i fattigdom og hjemløshed, hvor de kunne lede efter den nærmeste narko fyr, og pløkke ham ned for at tilfredsstille deres afhængighed som bare blev ved og ved. Lige meget hvad de gjorde, ville den sådan set ikke stoppe, ikke før end de selv ville gøre noget ved det. Rundt omkring jamrede nogle enkelte stemmer, men de var så sagte, så svage at man dårligt nok kunne hører dem hvis man ikke koncentrerede sig omkring dem. Hvis man bare gik uden at høre, uden at se.
Træerne stod i raderække hen langs stien på hver side, ind imellem var der en side vej som ikke var indhegnet af løvtræer, birkes, eller andre former for plantearter med bark som skind. Harley kiggede raskt frem for sig, hendes påklædning var simpel sådan som hun let løb afsted, godt nok var hun ret så feminin ind i mellem, men i aften, eller var det på sin tid til at blive nat? I hvertfald var hun indhyldet i nogle løse shorts, og en almindelige trøje, imens hun løb afsted imod det uanede. Længere fremme sås en bænk, den kom til syne, som ud af intetheden, og lysten til at sætte sig mageligt tilrette på dets hårde brædder vakte sig inden i hende. Måske ville det ikke skade så grufuldt meget bare at tage et lille kort hvil? Bare et lille et? Den lyshårede kvinde gjorde det dog, men fra hendes 6 meters afstand fra den træbelagte stol, sås en kvinde, hun lignede en det tænkte... en der tænkte ufattelig meget? Hun anede det ikke, selv var Harley's tanker på fulddrøn, selv når hun tog disse turer, selvom det var for netop ikke at tænke. Men hvad, det var ikke hendes problem så at sige. Hun stoppede op ved et træ og lænede den ene arm op imod det for så at tage detandet om bag ryggen og løfte foden imod hånden som var omme bag ryggen og tog fodens ryg og trak den op ad, alt imens hun trykkede den ind imod hendes len så musklerne kunne blive strukket ud, istedet for at hun skulle vågne op med voldsomme smerter næste morgen, ikke ligefrem en ting der var specielt fristende for hende. Men sådan var hvert menneskes synspunkt, selvom det ikke lige altid var let at gennemskue det. En sagte brummen gled ud igennem læberne på den slanke spinkle kvinde på de omkring hundredeogtooghalvfjers centimeter.

[natascha]

Hun kiggede kort op, da hun så en kvinde på løbetur. Hun lod kort blikket glide over kvinden, før hun trak blikket tilbage, satte sig bedre til rette, og lænede sig tilbage, uden at tænke videre over kvinden, men begravede sig i sine underlige tanker og magt og svaghed.
Dog blev hendes tankerække ikke lang, da kvinden, der var på løbetur, stoppede op, og begyndte på nogle smidige strækøvelser. Hun smilede kort til hende, og nikkede af ren høflighed, før hun vendte blikket mod et træ, der stod mutters alene, på plænen. Dens bark så yndigt, men gammelt ud, og kronens blade lod sig let svinge frem og tilbage i vindens blide blæst. Hun fugtede kort sin læber, uden at tænke mere på kvinden, som rumsterede rundt i hendes ene øjenkrog. Selvom hun ikke var meget for at indrømme det, interesserede kvinde hende lidt, vel mest på grund af at hun løb, i den mundering! Selv ville hun aldrig iføre sig dette kluns, men det var da lige før det klædte hende. Et letter syrligt smil gled over hendes læber. Hun lod blikket glide over den grønne græsplæne der strakte sig under træet, som et hav, med lette bølger, med store klipper, der brød den ellers meget rene overflade. Hun strakte sig lidt, og mærkede først nu, hvor ubehagelig bænken egentligt var under hende. Hård, og kold, eller ikke så meget længere, da det nu var lykkes hende at varme plankerne op, med sin lille bagdel.
Hun valgte til sidst, efter at have forbandet bænken i hoved, at rejse sig op, for at komme videre på sin gå tur, og på den måde undgå at blive ved med at glo på kvinden, på løbetur. Hun satte sin hat bedre til rette, og børstede let jakken af, så det snavs der havde været på bænken faldt af. Med vægten på højre hæl, og venstre tå, drejede hun omkring, med en skrabende lyd, som sandpapir da hendes såler sled hen af jorden.