The Night Is Young

[Charley Dwight]

Charley skulle lige til, igen at lægge armene om Mable i dansen, da hun blev trukket væk fra ham. En overraskelse var tydelig at spore i hans ansigt, men det opløste han hurtigt i et muntert grin, da han så den lettere berusede mand begynde at danse med Mable. Charley overlod derfor kort sig selv, til også at tage et par trin med en tilfældig kvinde - han syntes at have set før i baren, før han endelig vendte tilbage til Mable igen.

Da sangen stoppede, stoppede Charley også op i en kort stund, for at give sin applaus til nogle af sine kammerater i orkesteret. Bifaldet var stort, og Charley kunne tydeligt se sveden der stod på musikerenes ansigter, da de bukkede for forsamlingen. Dog var deres arbejdsdag kun lige begyndt, og Charley priste sig lykkelig for, ikke at skulle tænke på arbejdet lige nu. Han sendte kort et stort smil op mod sangerinden, der mageligt tog plads på scenen - hendes tøj var dyrt og fint, og der var ikke sparet på glitter. Mange af barens sangerinde, havde egentlig ingenting. Alt de bar, tilhørte baren, og det gjorde de også selv til en hvis grad.

Charley begyndte igen, at bevæge fødderne lidt frem og tilbage, i takt med den nu mere rolige sang. Det var dejligt, når sangene vekslede mellem de "energiske blæser-numre" og de rolige lidt soul-agtige, dybe jazznumre. Charley mødte roligt Mables øjne, mens han langsomt førte hende frem og tilbage på dansegulvet. Han lod til at tænke over hendes spørgsmål, i lidt tid, før han roligt svarede: "Jo, det er jeg vel..." hans svar trak lidt ud, "selvom lønnen er elendig, så er jeg blot glad for at jeg kan nyde musikken, som en del af mit arbejde.."
Charley kom kort til at tænke på Mables arbejde, og om hvorvidt hun blot accepterede det - eller om hun kæmpede lidt med det. "Jeg drømmer om en dag, at komme væk herfra Mable..." sagde Charley efter lidt tid. Det var noget han aldrig rigtigt havde talt med hende om før, da hans ambitioner virkede så urealistiske. Et smil lå omkring hans læber, og hans øjne næsten lyste ved tanken: "Jeg vil arbejde selvstændigt med min musik." Få musikere kunne få et lønnet liv ud af en selvstændig musikkarriere. Faktisk havde Charley aldrig hørt om en der havde, kunne leve med den indkomst. Han lo let, og så på hende: "Du synes sikkert det lyder tåbeligt."

[Mable Prince]

what a night for a d a n c e ,
you know i'm a dancing machine

Mable fastholdt blot blikket, da han tog sit tid til at tænke over sit svar. Hun var en tålmodig kvinde og følte oftest ikke, at en samtale skulle skride frem i hast, og hvis den ene taler holdt tænkepause - fred være med det, nogle gange kom der aldrig et svar. Som Mable af og til gjorde: undgik at svare på spørgsmålet og ledte samtalen hen på noget andet.

Mable trak let på skuldrene, da han nævnte ussel løn, og sendte ham et blik og hævede øjenbryn, som sagde, at hun udmærket forstod ham. Hun kunne tydeligt se gløden i hans øjne, og i baggrunden holdt sangerinden en længere tone. "Virkelig?" sagde hun og så fortsat på ham. Hans efterfølgende kommentar, fik hende til at smile svagt, men med et strejf af bekymring. Det var noget af en krævende drøm, om end ikke umulig. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen, da Charley lo, og hævede istedet øjenbrynene. "Skulle jeg synes, det lyder tåbeligt?" sagde hun med en snert af alvorlighed i stemmen og så ham dybt i øjnene. Der skulle mere tåbelighed til, før Mable syntes det. "Hvis der er noget, der er tåbeligt, må det være mig," tilføjede hun og løftede hagen en smule. Det var hende, der solgte sig selv, og selvom hun ikke solgte sig selv seksuelt, var det, at hun blev betalt for sin tilstedeværelse blandt fremmede mennesker, tåbeligt nok.

Mable rystede derefter let på hovedet og ville ikke længere ind på det samtaleemne. "Det er en stor drøm," fortsatte hun og kiggede igen på ham, "men hvis ikke de fandtes, ville der ikke være nogen mening med det hele," tilføjede hun og trak let på smilebåndene, men der formedes næsten ikke noget smil. Hun havde for et øjeblik glemt, at de stadig svajede til musikken, men mærkede nu, hvordan hun automatisk flyttede på sine egne fødder. Mable skulle selv til at mumle sin egen drøm, men istedet slap hun hans hånd og lagde armene rundt hans hals, så deres syn blev brudt. Hun lænede blidt sit hovede mod hans med lukkede øjne og sagde ikke mere.

[Charley Dwight]

Charley nikkede roligt, som en bekræftelse af sine egne ord. Kort skævede han op mod sangerinden - før hans blik i gen faldt på Mable. Bridgeford havde forandret sig, og blot tanken om at spendere hele sit liv - boende nær slumkvarteret og arbejdende et sted hvor hans personlige talent ikke blev værdsat. Han vidste at han stræbede højt, men sådan havde han altid været. Han drømte om det han ikke kunne få - udfordringerne var altid noget han tog op, og der skulle meget til at han gav slip på det han havde sat sig for.

Charley så ind i hendes øjne, da han bemærkede alvorligheden i hendes stemme. Han smilede dog blot mildt til hende, da han sagde: "Du har forfærdelig meget tillid til mig," det var en drilagtig tone at spore i hans stemme. Der var meget få der ville have reageret, som hun gjorde. Meget få, der ville have opfordret Charley til måske at følge sin drøm, uanset hvor umuglig den tilsyneladende kunne være. Han så derefter overraskende på hende, ved hendes næste ord, før hans øjne selv blik mere alvorlige. Han gav hendes hånd et klem, "Du er langt fra tåbelig." han mente bestemt sine ord. Han støttede Mable i hendes valg - de valg hun havde truffet for lang tid siden, og tog det ikke i sig igen. Han tillod sig selv, ikke at sige mere til det. Han håbede bare at Mable forstod, at han mente sine ord oprigtigt.
Han så kort ned i jorden, da emnet faldt til jorden. Dermed slog han også tankerne lidt fra sig, og klarede kort sin stemme, før han igen så op."Ja, en meget stor drøm." bekræftede han og nikkede. "Det er det der holder mit humør oppe i den her by... hvis ikke jeg havde et mål, ville jeg ikke vide hvordan jeg skulle kæmpe mig igennem hver dag." han smilede forsigtigt til hende, for at få hende til at lyse lidt op. Han forholdte sig tavs i en lang stund, og mærkede efter noget tid, Mables arme om sin hals. Han lagde begge hænder omkring hende, og lænede villigt hovedet lidt ind mod hendes. Han kunne mærke duften af hendes hår i sine næsebord, og bemærkede pludselig hvor stille der var blevet i baren, efter at musikken havde ændret sig, til dette tempo. Alle snakkede automatisk lavere - selv de plørefulde mennesker, begyndte at te sig mere civiliseret.
"Hvad drømmer du om?" hviskede Charley sagte efter en stund. Han vidste ikke om Mable hørte ham, men han følte trangen til at spørge. Hun havde trods alt selv sagt, at der ikke var nogen mening med det hele, hvis ikke man havde en drøm.

[Mable Prince]

what a night for a d a n c e ,
you know i'm a dancing machine

Det, Charley sagde, at hans drømme var dem, der hjalp ham igennem hverdagen, var som taget ud af Mables mund. Selv havde Mable sine drømme og fantasier visse usandsynlige ganske vist, men usandsynlige eller ej: de hjalp hende gennem hverdagen. Også selvom de ikke gik i opfyldelse, var tanken om, hvilken glæde hun ville føle, nok. For nogle år siden ville hun ikke blot have accepteret tanken om, men efterhånden som tiden gik, og det blev den blotte tanke, der gjaldt, havde Mable måtte bukke under for realiteten og indse, at det var sådan, det var.

Den rolige stemning inde i jazzbaren, var behagelig, og selvom Mable var taget herned for at få et par danse ude på gulvet, havde hun intet imod denne langsomme dans, som det meste af tiden foregik på det samme punkt på gulvet. Kvindens bløde røst var behagelig mod trommehinderne, ligeså var de lavtspillende instrumenter. Det var næsten, som om man ikke lagde mærke til, at sangen sluttede, hvorefter orkesteret startede på en ny. Det var stadig den samme kvinde, der skulle synge, men ikke en eneste i rummet havde noget imod det.

Mable hørte tydeligt Charleys spørgsmål, selvom det blev stillet i en hviskende tone. Hun tænkte ikke på noget specielt og var derfor ikke særlig fraværende. Et lydløst suk forlod hendes læber, og hun fastholdt øjnene lukkede. For et øjeblik kunne det godt virke som om, hun overhovedet ikke havde tænkt sig at svare. Det var heller ikke fordi, hun gav et meget præcist svar. "Jeg drømmer om meget," sagde hun så lavt, at hendes stemme lød en anelse hæs. "Så meget, at du ikke har tid til at høre på det nu," tilføjede hun og håbede, at Charley ikke ville spørge mere ind til det. Det var et følsomt emne, og Mable nægtede at blive påvirket af det nu. Hun klemte ham blidt, hvorefter hun trak hovedet væk, så hun kunne se på ham. Hun smilede opgivende. "Hvordan kom vi dog ind på dette emne," sagde hun og slog blikket ned på hans bryst. "Er det sådan," sagde hun efter et lille stykke tid og løftede blikket igen, "at ansatte her kan få frie drikkevarer?" afsluttede hun spørgsmålet og lavede et lille hovedkast mod baren. "For så kunne vi tage noget at drikke," tilføjede hun, mest af alt for at få rystet disse følelser af sig.

[Charley Dwight]

"Så må det jo vente til en anden gang," sagde Charley og sendte hende et roligt smil, da de ikke længere stod så tæt ved hinanden. Han ville lade emnet ligge, og tvivlede endda på at de nogensinde, ville komme ind på det igen, når man så på hvad det havde gjort ved stemningen mellem de to. Charley så op mod scenen på sangerinden, som så ud over publikum med en passion at spore i sine øjne. Charley havde altid beundret hvordan nogle mennesker, kunne se ud som om de kiggede ind i sjælen på en - og i dette tilfælde, kigge ind i sjælen på adskillige mennesker på samme tid.

Der gik lidt tid, før Charley næsten vogede at vende blikket væk. Han blev altid så optaget af at studere musikerenes teknikker på en scene - for selv at lære af det. Tænk, hvis han engang kunne blive dygtig nok, til at blive bemærket på scenen som en selvstændig person. Denne drøm hvilede nok i hjerterne på hver en musiker på scenen - drømmen om accept.
"Lad os ikke komme ind på det igen," sagde Charley en anelse dæmpet og smilede hvidt til hende, med en oprigtighed i øjnene. Da han igen mødte hendes øjne, smilede han skævt, og løftede det ene øjenbryn: "der er intet baren uddeler kvit og frit," gjorde han hende opmærksom på. Ejeren var efter Charleys mening, utrolig nærrig, men Charley havde sine egne metoder, at få kredit på. Han så op mod baren, hvorefter der kom lidt af et triumferende smil frem på hans læber: "men måske kan jeg skaffe os en smule rabat." Charley havde oftest været ude på netop dette, og det havde da også en gang imellem lykkedes for ham, at betale lidt mindre end sædvanligt. Dog skulle der altid nogle besynderlige ting til. Bartenderen havde engang bedt Charley om at introducere ham for nogle kvinder i baren, som Charley ikke engang selv kendte. Disse udfordringer, gjorde altid Charleys aftener lidt mere interessante, når han ellers var alene og manglede lidt "spændning".

Han slap roligt "grebet" om hende, og trak hende muntert med sig over mod baren. Bartenderen stod lænet mod disken, og skænkede ud af drikkevarende, med en vant og rutineret bevægelse. "Hvad kan frøkenen tænke sig?" sagde Charley med en drillende tone i stemmen. Han foldede roligt hænderne mod disken, mens han ventede på at bartenderen, ville rette blikket mod dem.

[Mable Prince]

what a night for a d a n c e ,
you know i'm a dancing machine

Mable nikkede næsten umærkeligt, og selvom Charley sagde, at han ville vente, regnede Mable ikke med, at nogen af dem nogensinde ville spørge direkte ind til det igen. Selvom de var gode venner, trådte de alligevel varsomt, da selv den bedste kunne miste balancen og træde helt forkert.

Egentlig havde Mable ikke regnet med, at de ville kunne få noget gratis fra baren. Rent ud sagt var det umuligt at finde noget, man kunne få for ingen penge i disse tider, og det ville med høj sandsynlighed aldrig vende. Hun sagde ikke noget til det og smilede blot svagt, mens hun lod Charley føre hende hen til baren.

Hun himlede let med øjnene, over det han sagde, men smilet spillede stadig på hendes læber. De var normalt ikke særligt formelle i hinandens selskab, og denne gang var heller ikke en undtagelse, da den drillende undertone i Charleys stemme godt kunne høres. Bartenderen kom hen til dem og kiggede afventende på dem begge. "Jeg -" sagde Mable tænkende og lod blikket glide hen over flaskerne bag manden, "- kunne godt tænke mig et glas af dén hvidvin," afsluttede hun og pegede hen på en flaske. Bartenderen nikkede uden at sige noget, og med hurtige bevægelse fik han fat i flasken og en vinglas, hvorefter han skænkede op. Mens han placerede glasset på bordet foran Mable, stiftede han blikket på Charley. Der var et eller andet over hans blik, der ikke helt brød sig om at se en af hans arbejdere i baren, da det højst sandsynlig betød rabat.

Men resten af hans ansigt forblev i de samme halvtrætte folder, som de havde været i før, og viste ikke nogen tegn på utilfredshed. Mable vidste ikke hvad, der skulle høres, for at få rabat, men hun var villig til at hjælpe. Hun sagde dog ikke noget til Charley og lagde istedet sine fingre rundt glassets fod.

NOTE: Undskyld ventetiden og længden på mit svar.

[Charley Dwight]

Charley lænede sig lidt ind over bordet - stadig med blikket rettet på Mable, da bartenderen kom over til dem. Efter Mable havde bestilt, så Charley bartenderen i øjnene med et lille, halvoverlegent smil, der bare tegnede på, at han ønskede en tjeneste af bartenderen. Selvfølgelig forstod den halvtrætte mand, Charleys gestus - noget som var så åbenlyst for en mand, som havde arbejdet der så længe. Da Mable fik skænket sit glas, sagde Charley muntert: "Lad os få hele flasken, istedet," han sendte så et stort smil til Mable. Bartenderen så ikke den mindste smule overrasket ud, men vendte sig blot om, og tog flasken og et vinglas og stillede begge ting på bordet, før han skænkede vinen op.

Charley stak hånden ind i sin jakkes inderlomme, for at lede efter et par sedler, da bartenderen lænede sig over og hviskede i Charleys øre: "Efterhånden skylder De mig en del, Hr. Dwight," Charley smilede dog bare skævt, og hviskede roligt tilbage, "Halvdelen giver jeg Dem nu. Resten må vi ordne en anden aften," bartenderen lod til at forstå, men så ikke speciel fornøjelig ud. Charley stak ham et par sedler, hvorefter han vendte sig mod Mable med et løftet glas, : "Skål," lød det fra ham, mens han sendte hende et tandsmil. Charley havde selvfølgelig ikke den største sum af penge, men forhåbentligt ville bartenderen og ham, lave en anden aftale, der kunne hjælpe på det - han lod sig dog aldrig mærke af sine financielle problemer foran andre, end blot ham selv.

[Mable Prince]

what a night for a d a n c e ,
you know i'm a dancing machine

Mable klukkede varmt, da han bad om hele flasken. Hun ville gerne være del af betalingen, men eftersom hun ikke havde sine penge med nu (og det altid var en kende trist at diskutere det midt i det hele), ventede hun med at bringe det på bane. Charley havde tydeligvis nok til at betale for vinen, så det var jo ikke fordi, hun havde hastværk. Hun smilede derfor afslappet, da han løftede glasset.

"Skål," sagde hun kort og løftede vinglasset op til læberne. Vinen var ikke kold, men boblede alligevel lystigt, da den ramte hendes tunge. Mable var ikke nogen vinekspert, men hun havde valgt en passende vin, der ikke var for sød, men heller ikke for bitter. Hun kunne nemt have tømt glasset på grund af hendes tørst, som var kommet efter deres danseri, men hun holdt sig, da det jo ikke var simpelt vand.

Den dæmpede mumlen, der stadig herskede i lokalet, blev for et øjeblik afbrudt af en gruppe mennesker, der trådte ind i kroen. Da det gik op for dem, hvor højlydte de var, fniste en af de to kvinder bag en af mændenes skulder, hvis arm hun holdt om med sin egen. Mable nippede endnu en gang til sin vin, og da hun sænkede glasset igen, lå et smil om hendes læber. "Har du ikke mødt en sød kvinde?" spurgte hun, dog havde hendes stemme et strejf af drilleri. Hun lod blikket glide hen over menneskene i lokalet. "De må jo sværme om dig," tilføjede hun med et glimt i øjet, og hendes blik dvælede kort på sangerinden, før hun igen så på Charley. Det var som sagt et stykke tid siden, de sidst havde mødtes, og meget kunne have sket - hvilket var sket i Mables tilfælde. Da tanken slog hende, vidste hun ikke, om hun skulle fortælle Charley om det, eller om hun skulle affeje spørgsmålet - hun ville dog ikke have noget imod at indvie ham i det, da han var en af de få, hun stolede på.

[Charley Dwight]

Charley smilede varmt til Mable, og bibeholdte øjenkontakten over glasset, da han tog en kort slurk af vinen. Ofte drak han det der var stærkere, men han var på ingen måde kræsen, og når han en sjænlden gang imellem ønskede lidt afveksling, så var det dejligt med et glas vin. Nogle ville sige at han drak for meget, når man tænkte på, hvor lidt penge han havde på hånden. Den eneste grund til at han havde kunne købe flasken, var fordi han havde fået løn dagen før. Det handlede altid om for ham, at skrabe et par penge sammen, blot efter en uges tid - med den månedlige løn. Når man både drak, festede og røg, var det svært at priortere ting som mad og tøj, højere. Ja, Charley, var klart en af dem der lod sig overkomme af fristelserne.

Da han sænkede glasset igen, betragtede han indholdet i glasset med et tilfredst lille smil, før han lod blikket glide over de nyankommende i baren. Han betragtede den tavst, mens han roligt drak af sin vin, uden at tænke på at han snart havde drukket sit første glas helt til bunds.
Det var først, da Mable igen talte, at han rettede sin opmærksomhed mod hende igen. Dog tog det lige et par sekunder, for ham at opfatte hendes spørgsmål. Han udstedte en kort latter, og sagde: "En? Nej, jeg har mødt en masse søde kvinder," Charley havde aldrig kunne benægte sin facination af kvinder, men han var aldrig blevet "moden" nok, til overhovedet at tænke på, at slå sig ned med én. Tanken om at skulle forsøge en familie, skræmmede ham, og han følte bestemt ikke at han burde starte en familie i en by som Bridgeford, hvor han selv havde en dårlig løn, en tendens til at rode sig ud i problemer, og havde nogle mennesker i sin omgangskreds, der kunne være direkte farlige at mænge sig med. Desuden var byen i sig selv, måske ikke det sikreste, eller mest idylliske sted, hvis man ønskede sig et lykkeligt liv. Ja... Charley havde skam tænkt meget over dette, og havde hurtigt kunne konstatere, at han ikke var voksen eller ansvarsfuld nok til noget af den slags - derfor, håbede han næsten at han ikke ville blive et håbløst tilfælde af en forelskelse, som ville binde ham på hænder og fødder.
Han grinede endnu en gang ved Mables tilføjelse, før han afslappet tømte sit glas: "Og hvorfor tror du det? Måske er det mig der sværmer om dem..." konstaterede han drilsk, og lod kort den ene albue hvile mod bordpladen.
Han lagde hovedet lidt på skrå, og betragtede hende med en morskab i blikket: "Har du mødt nogen?" spurgte han roligt.

[Mable Prince]

what a night for a d a n c e ,
you know i'm a dancing machine

Mable førte glasset op til sine læber igen og fnøs et lille grin over det, han sagde, hvorefter hun tog en slurk af hvidvinet. Mable glemte af og til, at Charley var nogle år yngre end hende, og det ikke var lige så vigtigt for ham at slå sig ned med nogen, som det begyndte at blive for hende. Det var dog ikke noget, hun gik og tænkte over, da bare hendes arbejde forhindrede hende i at gøre det muligt. Jo, hun havde sine dagdrømme, men de forblev dagdrømme, og om de nogensinde blev ført ud i livet, var ikke til at vide.

Mable satte glasset ned på bordpladen igen og lod sine fingre hvile om glassets fod. "Touché," sagde hun med et smil og så på ham igen. Ved hans spørgsmål trak hun let på skuldrene og begyndte ubevidst at tappe med sin pegefinger på glasset med et tænkende udtryk. De havde aldrig diskuteret konflikterne, der var i byen, da de kun morede sig, når de endelig var sammen. Hun vidste derfor ikke, om det ville spolere alting, hvis de bevægede sig ind på det emne. Hun tog endnu en tår af vinen for at trække tiden ud med et par sekunder.

"Jeg blev forleden dag inviteret til et hestevæddeløb," indledte hun, stadig med smilet krusende på sine læber. "Det finder sted på lørdag," fortsatte hun og sænkede stemmen, mens hun betragtede ham. "Og jeg skal se det med en Lazzaro," tilføjede hun og så ham et øjeblik dybt i øjnene, hvorefter hun rettede sig op igen med det samme smil på læberne og talte i det højere toneleje, som de hele tiden havde gjort. "Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan det blev sådan," sagde hun med ægte oprigtighed i stemmen og flyttede blikket fra Charley og ud på de andre tilstedeværende, mens hun drak mere af sin vin. Pludselig gik det op for hende, at der kun var få dråber tilbage, og hun tog derfor vinflasken med venstre hånd og skænkede op til dem begge. Hun havde lyst til at forklare ham, at han virkede meget venlig, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle formulere sig ordentligt, så hun lod være med at sige noget. Hun løftede blikket fra sit vinglas og op på Charley. "Nu må du ikke tænke dårligt om mig," sagde hun med et smil og kiggede fortsat på ham, mens hun i skjul håbede, at han tog det neutralt. Aftnen havde allerede indholdt mere alvorlighed, end hvad de nogensinde havde oplevet, efter hvad Mable kunne huske.

NOTE: Undskyld igen for ventetiden........