The Night Is Young

[Charley Dwight]

Lyden af blæsere og strygere nåede barens baglokale med et brag, da orkestreret begyndte at spille. Charley havde fået resten af aftenen fri, og stod nu og skiftede sin sorte butterfly ud med et mere afslappet slips, foran et spejl i musikernes garderobe. Spejlet var gammelt og hang på sned, som om det var ved at falde ned, og Charley måtte derfor tilde lidt til den ene side, for at rette slipset ordentligt til i en knude. Natten var for ham kun lige begyndt, for nu havde det andet orkester taget over, og han skulle ikke tænke på arbejde før den kommende aften.
Han gik hen over det lidt skæve trægulv, og blinkede kort tilbage mod sit spejlbillede, før han trådte ud i baren, som var stuvende fuld af mennesker. Røgen hang nærmest i en dis i det halvstore lokale, og der var en svag lugt af alkohol i luften. Charley så kort rundt i rummet og overvejede om der var nogen han kendte. Nogen der kunne gøre hans aften lidt mere interessant, efter en hård arbejdsdag. Kort vinkede han til en af servitricerne, der gik rundt og betjente nogle af de rigeste i baren. Mange der arbejdede på baren, som ikke var en del af orkesteret, havde altid drømme om at opnå en karriere indenfor musik. Charley havde selv startet sådan, og huskede kort tilbage på de dage han havde spenderet med at bære glas og tallerkner ud fra bordene - til en elendig løn.

[Mable Prince]

what a night for a d a n c e ,
you know i'm a dancing machine

En varme vældede ud af døren fra Dewins, når man åbnede den for at træde ind. Ved at indånde kunne man fornemme lugten af røg, alkohol og sved, og det var også som om, luften var tykkere herinde end udenfor. Selvom det ikke var direkte koldt udenfor, ville det virke sådan, når man kom ud af kroen, og i forhold til andre, var Mables hud ganske kølig. Hun havde heller ikke nogen jakke på sig og bar kun en enkel, grå kjole samt et par hæle, der havde en mat, rød farve. Måske en smule dumdristigt, men det var besværligt at rende rundt med både frakke og taske, hvis man skulle more sig. Og det var heller ikke fordi, Mable havde planer om at spendere penge i aften.

Et smil hvilede i hendes mundvige, som hun bevægede sig længere ind i rummet. Hendes blik gled op på orkesteret, men hun kunne ikke genkende nogen deroppe, og blikket gled derfor videre: ned over den dansende forsamling, de siddende og til sidst en ledig plads, som hun kunne tage. Hun gik hen mod pladsen, men i det hun lagde hånden på stolryggen, genkendte hun en person, som stod oppe i baren. Hun satte derfor kurs derop istedet og lod siddepladsen vente, selvom hun risikerede at miste den til en anden. Men det var ikke noget, der bekymrede hende. Folk var oftest åbne og udadvendte her inde - især på denne tid af døgnet - og hun kunne nemt sætte sig med nogle fremmede og falde i snak med dem. Forretninger eller andet blev ikke diskuteret nu.

"Jeg troede ellers, du var musiker," sagde hun halvhøjt, så Charley kunne høre hende. De havde været venner i nogle år nu, men havde egentlig kun mødtes herinde i Dewins, og det var derfor aldrig gravalvorligt, når de var sammen - de havde altid musikken i baggrunden, og det var derfor svært ikke at smile, når begge to holdt så meget af jazzmusik. Mable smilede bredt til Charley, så hendes tænder blottedes.

[Charley Dwight]

Et smil bredte sig over Charleys læber, da han lænede ryggen ind mod baren og betragtede en gruppe af de dansene. Nogle af disse var rige - andre tilhørte måske middel- eller underklassen, men de dansede sammen uden at forskelsbehandle hinanden, som de ville have gjort ved højlys dag. Det havde altid været en af de ting, Charley havde elsket ved natten i Bridgeford. Når det gjalt dans og musik, var alle mere lige.
Orkesteret gav den fuldt sving med en af de populære jazz numre, og Charley kunne straks se flere og flere mennesker træde ud på dansegulvet. Selv kunne han ikke dy sig fra at løfte den ene fod lidt i takt med musikken, med en genkendelig munterhed tegnet i ansigtet. Han havde en tendens til altid, at høre saxofonernes toner højere end noget andet, for at kunne lægge mærke til den mindste fejl eller ændring - for det kunne nemt øddelægge det for alle de andre musikere på scenen.

Der gik ikke lang tid før Charleys blik løsrev sig fra de dansene og orkesteret, og istedet fangede Mable, som havde kurs mod baren. Han smilede stort til hende, da hun nåede op til ham. Han lo let ved hendes ord, før han sagde i et ligeså højt toneleje:
"Så har du fanget mig på det forkerte tidspunkt," han blinkede muntert til hende, før han fortsatte, "Jeg ville umuligt kunne arbejde en hel aften og nat med. Det er jo først her, at jeg kan begynde at more mig."
Han kunne ikke erindre hvornår han sidst havde set Mable, men han kunne garantere for, at det havde været en morsom aften. Sådan var det altid med ham og Mable. De plejede for det meste at støde på hinanden - lige tilfældigvis, og derfor var det for Charley et altid glædeligt gensyn.

[Mable Prince]

what a night for a d a n c e ,
you know i'm a dancing machine

Mable kom op ved siden af ham og støttede selv siden mod bordkanten, så det var mere behageligt at stå op. Hun lod blikket glide op på orkesteret, mens han talte, og nød rytmen, der havde tiltrukket flere mennesker op at danse. Selv var hun ikke særlig musikalsk, men hun tog ikke afstand til musik på grund af det. Det var sjældent, hun tog hjem efter sådan en aften uden at have danset, også selvom hun ikke havde nogen ledsager med sig. Men ledsager eller ej: alle omgikkes med hinanden.

"Du har altså spillet i aften?" spurgte hun i et tilpas toneleje, så Charley kunne høre hende. Hun kiggede igen hen på ham, og hvis han have spillet, ville hun føle ærgelse, da de ikke havde set hinanden på et godt stykke tid. Hun havde set ham spille op til flere gange, og hun blev aldrig træt af det, og at hun kendte ham, gjorde bare hans spilleri endnu bedre. Selv var klarinetten hendes favorit, og hun havde egentlig ikke lagt mærke til, hvor dejlig en klang saxofonen havde, før Charley introducerede hende for den. Men klarinetten var stadig øverst på hende liste, og hun og Charley havde også haft sine diskussioner om det. Tanken om dem fik hende til at smile.

"Det var længe siden, vi sidst sås," konstaterede hun og lagde sin hånd på hans arm og gav den et blidt klem. "Hvordan har du det, Charley?" spurgte hun og genfandt øjenkontakten med ham. Charley var en af de få, der kendte til Mables situation. Der var først gået et halvt år, før hun havde betroet ham med sit arbejde og sin levestil, og det havde været en lettelse, da han tog det så let. Deres samtaler havde dog ikke kredset særlig meget om deres beskæftigelse, men om alt andet mellem himmel og jord, og det var den største anledning til, at hun endelig havde besvaret hans spørgsmål om hvad, hun egentlig foretog sig. Og hun havde ikke fortrudt det, da det aldrig blev bragt på bane.

[Charley Dwight]

Charley trommede let på disken med fingrene i takt til musikken. Jazz musik havde altid fyldt meget i hans liv og havde hjulpet ham gennem de svære perioder, hvor han ingenting havde. Nu gav de bløde toner fra blæserne og strygerne, ham altid et gevaldigt humørløft, og en lyst til bare at more sig og være social. Denne aften var ingen undtagelse. Han så imødekommende på Mable og fangede hendes blik.

"Ja, det har jeg," svarede han roligt med et nik. Han havde spillet med orkesteret i omkring tre til fire timer denne aften, uden pause. I starten af hans karriere på Dewins, havde mange af hans medmusikere besvimet på scenen, når de jo konstant skulle stå op og blæse deres lunger fri af luft. Derfor var abejdsdagene ikke så lange, som de havde været førhen - af sikkerhedsmæssige årsager. Eller faktisk... nok mere af årsager som at "bevare barens ry".
"Synd at du gik glip af det." kommenterede Charley lidt efter. Han havde altid nydt at se bekendte ansigter oppe fra scenen når han spillede, og han huskede kort tilbage på de gange hvor Mable, havde siddet og smilet op til ham med lidt beundring at spore i øjnene. Det var der, at han altid satte lidt mere pris på sit talent.

Charley så kort på hendes hånd, der havde lagt sig omkring hans arm, hvorefter han igen så op og mødte hendes blik. "Ja, det er vist et godt stykke tid siden," sammenstykkede han og smilede venskabeligt til hende. "Jeg har det ganske udmærket. Livet går jo sin stille gang, og jeg følger med. Hvad med dig, Mable?" Charley havde altid støttet op omkring Mable - faktisk havde han altid fundet det ret beundringsværdigt, at hun altid holdte modet så højt oppe. Han støttede op om hendes valg, og havde overhovedet ikke reageret negativt, da hun fortalte om sin beskæftigelse. Tværtimod havde han været helt rolig omkring det, da han på daværende tidspunkt, selv havde stået med økonomiske problemer op til halsen - og Mable havde beroliget ham.

[Mable Prince]

what a night for a d a n c e ,
you know i'm a dancing machine

"Ja," sagde hun og trak let på skuldrene, "så må du bare give mig en privatkoncert," tilføjede hun med et grin, og selvom hun ikke mente det alvorligt, ville hun ikke have noget imod det. Visse ville finde det akavet, men Mable ville derimod synes godt om det: hun havde ikke mange glæder i livet, og hvis hun endelig fik chancen for at opleve dem, ville hun ikke afvise dem på grund af en smule akavethed.

Mable fjernede sin hånd igen og lagde den istedet på bordpladen. "Jeg kan kun sige det samme," sagde hun og formede et tappert smil ved en udånding. "Men publikummet er da vokset betragteligt, hvis man sammenligner med nogle år siden," sagde hun og lavede en lille gestus ud mod den store menneskemængde. Det var nogle år siden, de for første gang mødte hinanden (i selvsamme jazzbar), og det var dengang, Mable hentydede til. Dengang varbaren lige åbnet og jazz derfor ikke ligeså populært, som det var nu, og det havde resulteret i, at der ikke havde været nær så mange gæster. Selvom det ikke var lige så festligt med få gæster, var det derimod hyggeligt, som når man spenderede en aften med sine venner.

"Skulle det være noget?" hørte Mable pludselig en mandlig stemme sige til venstre for sig. Det var bartenderen, som engang havde været veltrænet, men nu fået ølmave, der stod og tørte et glas med et viskestykke. Mable løftede hånden og rystede let og høfligt på hovedet. "Nej, tak," sagde hun, og bartenderen var ikke længe om at bevæge sig væk igen til nogle andre kunder, der lige havde forladt dansegulvet. Mable flyttede blikket derud. "Jeg har ikke danset i evigheder," tænkte hun og lagde hovedet på skrå, mens musikken stadig strømmede ud i det samme livlige tempo som før.

[Charley Dwight]

Charley skævede kort over mod baglokalet i jazzbaren, ved Mables ord. Han havde nemlig i et øjeblik overvejet, hvor han havde gjort af saxofonen - der var godt pakket ned i en sort kuffert. Det var hans kæreste eje, og tanken om at han kunne have efterladt den ved scenen, havde givet ham en klump i halsen, indtil han kom i tanke om, at han selvfølgelig havde lagt den blandt de andre instrumenter i garderoben.

"Det er en af fordelene ved, at gøre sig bekendtskaber med en musiker, hva´?" grinede han varmt og så på hende. "Men jeg tror nu, at jeg har spillet nok musik for i aften.". Det var ikke ligefrem nogle ord, han sagde ofte, men det passede fint denne aften. Der var så mange andre ting han kunne tage sig til. Han lod blikket glide forbi et par ældre herre, der stod kun et par meter fra dem, og hviskede lidt frem og tilbage. Der var i sandhed nogle mistænkelige mennesker i byen, og det gjorde sommetider Charley en smule paranoid. Dog slog han hurtigt mændene ud af hovedet, og lod blikket glide op mod scenen endnu en gang:
"Ja, det er helt utroligt ikke? Jazzen har ramt de fleste lige i hjertet." sagde han med en hvis beundring i stemmen. Jazzbaren lå meget centralt i storbyen, og efterhånden som der kom flere og flere mennesker til - steg indkomsten også i baren. Flere og flere musikere blev hyret, og der havde endda på det sidste været forslag om at udvide baren, eftersom baren blev mere og mere populær.
Charley fulgte Mables blik ud på dansegulvet idet et nyt jazz nummer blev spillet. Charley rettede sig op med et stort tandsmil, da han genkendte de bløde jazztoner, fra hans absolut ynglings nummer. Han så på Mable og gjorde et hovedkast ud mod de dansene, idet han sagde: "Det ville være synd ikke, at danse til den her," han blinkede kækt til hende og rakte sin hånd indbydende frem mod hende.

[Mable Prince]

what a night for a d a n c e ,
you know i'm a dancing machine

"Jeg kan vente," sagde hun med et glimt i øjet og grinte endnu en gang. Hun vendte ryggen mod bordkanten istedet og kunne heller ikke lade være med at lægge mærke til de to hviskende mænd, der stod et stykke væk fra dem. Dog overlod hun ikke meget opmærksomhed til dem, da det ikke var noget nyt, at to mænd stod og hviskede krogene. Istedet så hun ligesom Charley ud i rummet og nikkede enigt med ham. Selv havde den klassiske genre været hendes favorit, indtil jazzen havde taget del i musikken, og selvom hun stadig nød at høre på klassisk musik, stod jazz nu øverst på listen.

Først da Charley talte, kiggede Mable hen på ham. Hun hævede let øjenbrynene, da han smilede bredt til hende og rakte sin hånd frem mod hende. "Sig mig, byder du mig op til dans?" sagde hun og smilede selv så stort, så hendes tænder blottedes. Det var ikke første gang, de dansede sammen, og det ville ikke være en overdrivelse at sige, at Mable havde mistet tællingen på, hvor mange gange de havde danset inde i denne bar.

Mable tog hans hånd og lod sig føres ud på dansegulvet. Med et grin snurrede hun engang rundt, hvorefter hun placerede sin anden hånd, der ikke holdt hans hånd, på hans skulder. Hun havde for en gangs skyld ikke nogen løs kjole på, og den flavrede derfor ikke om hendes ben, som hun ellers var vant til. Et grin gled over hendes læber, mens Charley førte hende over dansegulvet, og selvom man af og til dumpede ind i nogle af de andre på gulvet, var der ikke nogen, der vrissede af hinanden - tværtimod sendte man hinanden et smil, da stemningen var for god til at kunne ødelægges.

[Charley Dwight]

Charley sendte Mable et lidt fjoget smil, og løftede det ene øjenbryn, idet han sagde:
"Jeg ville ikke være en særlig god gentleman, hvis jeg lod dig stå her og hænge hele aftenen, ville jeg?" spurgte han og sendte hende et hvidt tandsmil tilbage. Musikken var næsten for indbydende, til at nogle i baren kunne tillade sig, ikke at udnytte chancen for at træde ud på dansegulvet. Alle så ud til at more sig, og selvom det langt fra var alle der dansede lige godt ude på gulvet - var det en ligegyldighed i det store billede.

"Kom." sagde Charley og gav hendes hånd et kort klem, før han førte hende ind blandt de dansene, og tillod sig at skubbe lidt til dem, for at få plads. Den unge musiker grinede muntert, da Mable snurrede rundt. Han lagde den ene arm om hende, og bibeholdte sin anden hånd i hendes. Han svingede hende kontrolleret rundt i takt til den høje jazz musik, mens det muntre smil lå som smørret omkring hans læber. Da han fik chancen til hende, hviskede han i hendes øre:
"Du er blevet god." - det var ment som en joke. Faktisk havde Charley nok været den der tideligere havde været fortabt på et dansegulv - dengang han mødte Mable. Han havde dog gået helt villigt med til, bare at kaste sig ud i det - og nu havde det gjort ham til en ganske habil danser. Han snurrede Mable en gang rundt og slog en kort latter op, da han var utrolig tæt på at støde ind i en ældre herre, der slog sig løs med nogle meget besynderlige dansetrin (det var ikke særlig overraskende, at manden dansede helt alene).
Charley huskede tilbage på første gang han havde mødt Mable. Han havde spurgt om hun ville danse, da han kun efter en kort samtale, havde fået en vis interesse for den unge kvinde. Dog var hans forhold til Mable anderledes, end til nogen anden kvinde han havde kendt før. Hun var egentlig hans eneste kvindelige ven - en han faktisk respekterede, og en han aldrig havde haft nogle intentioner omkring, udover det venskab de senere havde formet sig. De havde det altid sjovt sammen - de kunne være sig selv, men sommetider tænkte Charley, at de måske fortjente at prøve at være mere end bare venner? Var det forkert af ham at tænke sådan. Han slog ofte tanken fra sig - da han nødigt ville miste venskabet til Mable.. men alligevel?

[Mable Prince]

what a night for a d a n c e ,
you know i'm a dancing machine

Da Charley hviskede i hendes øre, grinte hun hjerteligt og fulgte blot med, da han snurrede hende en omgang rundt. Selv så Mable kort på manden, der havde sluppet alle hæmninger, men så forsvandt han ud af hendes synsvidde, da hun vendte ryggen til. Mable kunne ligeså meget indenfor dans, som hun kunne indenfor musik - det ville sige, ikke særlig meget. Men det hindrede hende ikke i at bruge hofterne og slå sig løs på dansegulvet. Hun følte sig fri på dansegulvet, da det ikke indebar en masse snak, men kun sjov, og det var også derfor, hun havde takket ja til en dans, da Charley havde budt hende op for første gang, selvom de havde været som fremmede for hinanden.

Mable slap taget på Charleys skulder for at brede armene ud, men da hun skulle til at lægge den tilbage, mærkede hun nogen tage fat i hendes hånd, hvorefter hun blev trukket ud af Charleys greb. Først så hun ganske forbløffet ud, men da hun så mandens glade (og lettere berusede) ansigtsudtryk, grinte hun blot varmt. Hun tillod sig at tage nogle få trin med ham, hvorefter hun vristede sig ud af hans greb og vendte tilbage til Charley. Hun smilede til ham, men vidste godt, at han ikke ville blive stødt over det, og fortsatte derfor dansen uden at finde på en undskyldning på mandens vegne.

Kort efter sluttede sangen og gæsterne klappede og piftede, mens musikerne bukkede let. Samtidig trådte en kvinde op på scenen, som skulle være forsangeren i næste sang, som viste sig, at være en af de mere langsomme. Mable viste ikke tegn til at forlade dansegulvet, men begyndte derimod at bevæge sig til det rolige tempo. To danse var intet i forhold til, hvor mange de havde holdt til før i tiden. Kvindens behagelige stemme fyldte lokalet, men akkurat højt nok til at folk kunne høre hvad de sagde til hinanden. Mable betragtede hende kort med et smil på læberne, hvorefter hun rettede blikket hen på Charley foran hende. "Er du ikke glad for at arbejde her?" spurgte hun, og hvis hun selv havde haft et musiktalent, ville hun definitivt have valgt et arbejde her. Selvom det ikke altid var ligetil.