Invisble Monster

[Martino De Lazzaro]

Det føltes godt at komme ud af kasinoet. Ud af den stank af blod, som havde lagt sig tykt i luften. Tino hadet den stank, selvom man måske godt kunne sige, at den ikke ligefrem var ny for ham. Han tog en dyb indånding igennem sin cigaret, inden han valgte at smide den ud af bilens vindu. Han tændte derefter radioen i bilen, og nynnede en smule til musikken, som han kørte. Han ventede på at Lizzie skulle vågne. Han havde ingen idé om hvor han skulle køre hen, eller hvorfor. Hun var besvimet, og bundet til hans bilsæde. Egentlig ville han gerne høre hende hvad fanden hun troede hun havde gang i, men så længe hun var besvimet, kunne han ikke gøre så meget.

Rødt lys. Tino trådte roligt bremsen i bund, og overholdte færdselsreglerne. Han sad længe og gloede tomt ud luften, men snart faldt hans blik alligevel på Lizzie, som hun lå der, væk i sin egen lille verden. Som hun lå der, med sin silkeblonde hår, kønne ansigt, og smukke krop. Tino rystede på hovedet, da en bil bag ham begyndte at dytte. Lyset var blevet grønt igen, og han trådte derfor speederen i bund. Hvad var det dog han tænkte? Han anede det ikke, men han sukkede opgivende ved tanken.

Da Tino hørte at Lizzie var begyndt at komme til sig selv, var de allerede langt ude af byen. På en lille gruset vej, der kørte igennem en skov. Hans tanker var tomme, nok mest af alkohol, men også fordi han ikke anede hvad fanden han skulle stille op med Lizzie. Han kunne pløkke hende, og på den måde slippe af med hende. Så ville han nok bare få Cate på nakken, men det havde han jo allerede i forvejen. I stedet skruede han roligt ned for radioen, som alligevel var begyndt at skratte, grundet manglende dækning. Han så ikke på Lizzie, men holdte blot øje med vejen foran sig.

"So.. Wanna tell me who the fuck you think you've suddenly become?" Spurgte Tino roligt, inden han begyndte at finde en ny cigaret frem.

[Elizabeth Monroy Smith]

Det var så dejligt befriende, at være væk inde i hendes egen verden, trods for de dårlige drømme, omkring minder som hun helst ville have slettet fra hendes hjerne, var det så dejlige afslappende, og hun kunne få lov til at forsvinde fuldstændig fra den verden som hun levede i, nogen gange håbede hun, at hun aldrig nogen sinde ville vågne op igen, når hun lagde sig til at sove, men når hun så slå øjnene op, kunne hun mærke hvordan at hjertet pumpede en smugle hurtigere end normalt, hvor hun kunne mærke, at hun i grunden slet ikke var klar til at tage afsted til den anden side.

Hvor længe der var gået, og hvor hun var, viste hun ikke. Hun fugtede læberne, og ømmede sig med lukkede øjne, over den stigende smerte der bankede inde i hendes kranium. Noget mundvand blev langsomt sunket ned igennem hals røreret. Øjnene kiggede disorienteret rundt, mens hun ikke fattede hvor hun var, hun kunne knap nok huske hvad der var sket i kasinoen. "My head.." mumlede hun fraværende, hvor efter det gav et gip i hende da hun hørte Tinos stemme, hvor fanden kom han fra? Hvor var hun henne! Meget hurtigt vågnede hun op igen, og begyndte at rive og flå i ræbende, det hele virkede så bekendt, alle de drømme hun havde haft, hvor Jac havde stået foran hende, klar til at gøre en ende på livet. Det var alt for skræmmende "Where are you taking me! Let me out, let me out let me ooouuut!!!" hun skreg af hendes lungers fulde kræft, mens hun rokkede frem og tilbage, i håb om at ræbet muligvis ville slække dens stramme greb omkring hendes arme, og ben. I stedet gjorde hun det bare meget værre for sig selv, og kunne mærke hvordan at de gned sig op af den bare hud, og efterlod brandmærket.

"I havn't become anything.. You maked me to this! YOU killed me!" skreg hun af vrede, mens hun mærkede hvordan at hendes øjnene begyndte at svig. Nej, hun ville ikke græde, bestemt ikke nu! "Are you taking me to Jac, are you in cahoots with him!?" sagde hun af frygt, og kunne ikke selv høre hvor dum, og forvirrende hun lød. Men hun var oprigtig bange, fordi det var præcis sådan her hun havde forstillet sig, at hun ville ende når han en gang fik fingre i hende, bundet, forsvarsløs, et nemt offer. Lige nu var det helt klart stofferne der gav bagslag, bagstiv var det vist hvad man kalde det, når rushen endnu ikke var sovet ud.

"Please Tino.. Don't let him get me.. Ill do anything.." hviskede hun, hvor efter at det hele sortnede igen, og hendes hoved faldt bag over. En smugle skummet savl gled ned af hendes mundvige, mens at øjnene rullede en halv om gang rundt i hoved, for til sidst at øjenlågende lukkede i, og væk var 'englen'.

[Martino De Lazzaro]

Tino hævede sit ene øjenbryn, da Lizzie begyndte at snakke. Han havde absolut ingen anelse om hvad hun snakkede om, men hvad han dog kunne regne ud, var at hun havde fået alt, alt for mange stoffer. Han havde på en måde ondt af hende, også alligevel ikke. Han var på en anden måde nemlig også ret rasende over hende. At hun overhovedet kunne finde på at fylde sig selv med stoffer på denne måde, og at hun overhovedet kunne finde på at smide hele sit liv, alle sine drømme væk, bare fordi Tino ikke ville (ikke turde) være sammen med hende. Han endte med at ryste opgivende på hovedet, hvorefter han bremsede hårdt. Han tog sig ikke af om Lizzie fløj frem i sit sæde, hun var alligevel bundet.

"Shut up! Just shut the fuck up!" Hvæsede Tino pludseligt, inden han vendte sig imod Lizzie. Han bed sammen om den cigaret som sad i hans mund, ødelagde dens filter imellem sine tænder, og trak nu en kniv frem fra sig bælte. Han trykkede den hårdt imod Lizzie's kind, ikke hårdt nok til at skære igennem, men hårdt nok til at holde hende vågen. Fucking narko vrag. At han overhovedet tænkte på at trække hende væk fra hotellet, at han overhovedet havde overvejet at kunne få hende på rette spor igen. Han himlede med øjnene over sig selv, hvorefter han sukkede.

"You dont even understand why i kicked you out, do you? Because i didnt want this to happen to you. And now look at you. Fucking merde, that's all you are! I cant believe i went out with you in the first place. Let me guess, you've got more dick last few weeks, then i could ever count in a life time?" Hvæsede han irriteret, inden han sænkede sin kniv, og skar rebene som bandt hende over. Han lænede sig derefter ind over hende, så han kunne åbne døren ved hendes side. Udenfor døren var en grussti, omgivet af træer som tilhørte en skov, stor nok til at man kunne fare vild.

"Get your fucking ass out. I dont wanna waste more time with you. Just stay the fuck out of my city, and stay the fuck away from that psycho bitch named Cate." Sagde han pludselig mere roligt. Han pakkede igen sin kniv væk, og vendte sig imod rattet på bilen endnu en gang. Han lænede sig en smule op af døren, hvorefter han vendte blikket bort. Fyldt med irritation og had. Had til en kvinde, som ikke han, men hun helt selv havde ødelagt.

[Elizabeth Monroy Smith]

Hun blev hurtigt trukket tilbage til virkeligheden, da bladet fra kniven blev presset imod hendes kind, og kiggede med tåget øjne på ham, uden helt at vide hvad hun skulle gøre af sig selv. Så mange følelser, så mange ting hun burde huske, men ikke kunne. Hvor hun var, hvad hun havde lavet, hvorfor han var her, og hvorfor hun stadig var i live. Hvorfor var det i det hele taget at hun var gået med Cate? Fordi at hun viste det ville gøre Tino rasende, fordi at hun viste at hun ville få det bedre med sig selv, at gøre noget, som der ville ødelægge hende, og derfor behøvede hun ikke længere at tænke over hvad hun havde været. Alle de drømme som hun havde haft, var forsvundet, og glemt, lagt til side, og ikke længere vigtige for hende. Drømmen om at være sanger, var skiftet ud med at være nøgen model, noget hun førhen slet ikke ville have stillet op til, hun var blevet en af de kvinder som hun førhen slet ikke havde forstået, ludere. Hun sank noget mundvand, og kiggede væk, mens at tårerne gled ned af hendes kinder, og blandede sig med det blod, der gled fra knives blad. Hun kendte ikke længere sig selv.

Det han sagde, stak i det hjerte hun ellers havde prøvet at lukke af for smerte, glæde, og kærlighed. I håb om at hun ikke skulle mindes om, hvordan hun havde følt for ham, i håb om bare at kunne forsvinde fra det hele. Men hvad havde det virket? Bare at det gjorde endnu mere ondt. Hun gispede kort da han lænede sig hen over hende, og hun kunne mærke ham helt tæt på, hele hendes krop værkede over alt de følelser der skød igennem hendes krop.

"You try to be alone, kicked out of the home you lived in.. and then suddenly have to live on the street.. You let me fall.." hviskede hun hæst, mens tårerne blev ved, men ikke en eneste lyd indikerede at hun græd. Kun de vand dråber, som gled ud fra øjenkrogen. "I wont ever show me here again, if thats what you want.." sagde hun næsten lydløst, og steg ud af bilen, efter at have smidt hendes højhælede sko. De nøgne tær ramte de mange sten, og hun skar en grimasse, over stenene der skar hende ind i den følsomme hud, der i den grad ikke var vant til sådan en behandling. "thank god I still have a gun.." mumlede hun, og tog pistolen hun havde ved låret op, og begyndte at gå ind i skoven.

"Fill my life with song
And let me sing forevermore
You are all I hope for
All I worship and adore
In other words please be true
In other words I love you" sang hun stille, som hun gik længere ind i skoven, og trak sikringen tilbage, nej hun skulle aldrig nogen sinde bevæge sig ind i den by igen, og hun ville aldrig nogen sinde se Cate, det skulle hun da nok sørger for.

[Martino De Lazzaro]

Tino mærkede hvordan det stak i brystet, da han så tårene trille ned over hendes kinder. Han gav dog ikke udtryk for det, men stirrede bare fortsat tomt ud i luften. Han sukkede kort. Hvad var det egentlig han havde gjort? Han havde smidt en kvinde ud, som han tydeligs stadig havde følelser for.
Han satte bilen i bakgear.
En kvinde, som tydeligvis havde haft en stor indflydelse på hans liv, og lige meget hvor meget han forsøgte på at være sammen med andre, kvinder eller mænd, så kunne han ikke få hende ud af hovedet. For helved, han elskede hende stadig, og han kunne ikke gøre noget ved de følelser. Lige meget hvor mange gange han prøvede at skubbe hende bort, så gjorde det intet for følelserne han havde for hende.
Han trykkede igen på speederen, og bilen begyndte ligeså stille at bakke.
Han ville ikke se sig tilbage, han kunne ikke se sig tilbage. Dette var et overstået kapitel, han burde komme tilbage til de ting som betød noget for ham, han burde genoptage sin plads i mafiaen, og ikke tænkte på latterlige kvinder (eller mænd.) Hvornår havde de nogensinde været et problem for ham? Aldrig. Aldrig, før han havde mødt Lizzie, den forbandet kvinde. Den forbandet kvinde, som han ikke kunne få ud af hovedet, som han ikke kunne efterlade her i skoven, alene og efterladt til sig selv. Han kunne ikke. Han stoppede derfor bilen, og sukkede opgivende over sig selv. Bilen blev stoppet. Tino trådte ud af bilen, og så nu efter Lizzie, som hun spadserede ned af grusstien.

"Lizzie..Dont fucking leave." Sagde han, med en opgivende undertone i sin stemme. Han var opgivende overfor sig sig selv. Det var lige meget hvad han forsøgte at bilde sig selv ind, hun havde sat sig fast, som en tatovering i hans kranie. Noget der aldrig ville forsvinde. Han smækkede bilens dør, stak hænderne i lommerne, og begyndte at følge efter Lizzie. Han smed sin cigaret foran sig, og trådte på den, så den blev skoddet. Han lagde sit hoved lidt på skrå, og så afventende på Lizzie. "Forgetwhatever shit i said, please dont fucking leave."

[Elizabeth Monroy Smith]

Smerten i skulderen var overflødig, det samme var såret hen over hendes kind. Det som er gjorde mest ondt i dette øjeblik, var hendes hjerte, som der skar som besat i hendes bryst, som var der en masse knive, der prøvede at bore sig ud igennem hendes brystben, og spytte det tjæreret hjerte ud, for aldrig nogen sinde at kunne sidde under brystet igen. Det ville være noget af en lettelse, men som man sagde, hjertet var en tung byrde, og kun de stærkeste kunne bære det. Hun var vel bare ikke en af disse personer som der var omtalt.

Hun sukkede stille, og lod fingrene glide igennem det let fedtede blonde hår, da hun ikke lige frem havde haft muligheden for at få bad hver dag som hun forhen havde været vant til, der var så mange ting som man skulle vænne sig til når man var her over, så mange ting som hun ikke helt kunne indstille sig selv til at kunne finde sig i. Hun var og ville altid være en forkælet rigmands datter, lige meget hvor tit hun prøvede at løbe fra det.

For hver skridt hun tog, gjorde det ondt, det skar op igennem den bløde fodsål, men hun bed det i sig, og fortsatte ned af den grusede vej, fuldstændig uviden om hvor at hun var på vej hen, før hun pludselig hørte Tinos stemme bag sig, og kunne ikke en gang vende sig om. Så han troede han kunne smide hende ud, hele to gange, og tro at det hele bare blev godt igen?

Hun hvæsede irriteret, og sagde så højt "Go stik your head in the sand Tino, and leave me the fuck alone.." hun fortsatte uhindret ned af vejen, men stoppede dog op da det sidste blev sagt, og vente sig lige så stille om, og kiggede på ham. "Oh.. So you expect that I can forget all the pain I went through? Do you even no what happen after you kick me out? How one of your men raped me, and I now live in fear that he will come back and kill me? that I was in the hospital for one week? Do you even care?" spurgte hun helt hudløst ærligt, og kiggede hen imod ham, mens at pistolen hang slap ned af hendes ben, mens hun følte sig mere og mere ædru, og var virkelig begyndt at hade denne tilstand. Lysten til mere alkohol lå gemt i bagtankerne, samt lysten til at tage et skud af heroin bare for at glemme alt det som der var sket.

Hun tog en dyb indånding, og gik hen til ham, så de stod ansigt til ansigt, eller næsten da. hun sank igen noget mundvand, og klemte øjnene kort sammen. Hvor efter hun lagde hånden imod hans kind, suget i maven, over at kunne rører ham, mærke ham fik hele hendes eksistens til at boble, som kunne hun flyve bort hvert øjeblik hvert øje blik det skulle være.. "Im a big girl you know.. If you was afraid that something was going to happen to me.. why didn't you just tell me.. I can look after myself you now.." mumlede hun, og førte hoved hen imod hans, så deres løber kun var få millimeter fra hinanden, men hun fjernede sig hurtigt igen.

"But why should I ever trust you .. huh?" kom der spydigt mens at hun viftede rundt med pistolen "This chould be one of your tricks.. So are you going to rape my, for fun, and then after that, throw me away.. Just like last time?" hendes stemme var underlig rolig, men kulden var ikke til at tage fejl af. Det var som om, at den følelse hun førhen lige havde følt, var pakket ind, og gemt godt af vejen.

[Martino De Lazzaro]

Med en pludselig bevægelse, tog Tino fat i den hånd som Lizzie havde sin Pistol i. Han strammede grebet omkring den, imens hans anden hånd tog pludseligt fat omkring hendes hals. Han havde lyst til at kværke hende. Han havde lyst til at se livet forsvinde ud af hende, se hvordan hendes øjne ville blive grå og matte, høre hendes sidste åndedragt, og se hvordan musklerne spændte sig, som de løb tør for ilt. Han ønskede intet andet end smerte og ubehag for hende, han ønskede kun at se hende død, sprættede op og lagt ud over byen i små perfekt udskåret stykker. Han hadet hende, han hadet hende mere end nogen anden på hele kloden, og alligevel ..

Alligevel kunne han ikke drømme om at gøre hende fortræd. Ynkelige menneskelige følelser, var hvad hans indre boblede af. Ynkelige følelser, som han ikke havde nogen kontrol over. Han hadet disse følelser, følelsen af ikke at kunne blive enig med sig selv. Han kunne tage hendes pistol, han kunne skyde hende, her og nu. Han kunne slippe af med hende, og aldrig nogensinde behøve at bekymre sig om hende igen. Det ville være så nemt. Det var ikke nogen stor sag, at tage en andens liv. Liv var så pokkers skrøbelige, og det ville ikke være første gang Tino tog livet af nogen. Langt fra.

Tino lænede sig ind imod Lizzie. Han lagde sin kind imod hendes, og lukkede et øjeblik øjnene. Han brød sig ikke om hendes lugt. Hun duftede ikke som hun plejede. Men han kunne høre hendes vejrtrækning. Hvordan hun gispede efter vejret imellem hans fingre. Han slikkede sig over overlæben.

"Oh yearh, you're a really big girl, i see that. Standing here, half dead, half alive. You know .." Hviskede han hæst i hendes øre, inden han igen flyttede sig hoved og så på hende, med et koldt blik. "It wouldnt take much to actually kill you." Afsluttede han sin sætning, inden han lagde hovedet lidt på skrå. Han tillod sig selv at stirre på hende. De grønne øjne, som han før i tiden havde kunnet skrive romaner om, han så intet i dem. Kun kulde, kun sorg, kun ulykkelighed. Han kneb sine egne brune øjne en smule sammen. Hvad var det dog hun havde gjort ved sig selv. Hun var slet ikke den pige som han havde elsket mere, hun var en anden, en person som han knap nok kendte. Han rystede kort på hovedet, inden han slap hendes hals igen.

"Patheticpiece of shit." Mumlede han irriteret, som han strammede grebet omkring hendes håndled.

[Elizabeth Monroy Smith]

Hendes greb omkring pistolen blev slækket, ind til at det faldt imod jorden, og en røg sky dannede sig rundt omkring den. Det var som om at alt gik i slowmotion, som om at jorden stoppede med at dreje, og der var kun dem, ingen andre. Da hans hånd lagde sig på hendes hals, vente det hele om, og hun kunne mærke hvordan hun blev revet tilbage, til den aften hvor hun var løbet igennem regnen, væk fra det hus, som han boede i. Hvordan at det hele havde vent fra det øjeblik, hvordan at hun var endt på hospitalet, hvordan at Cate var dukket op, og manipuleret med hendes tanker, fået hende til at tro på noget, som der ikke var virkeligt. Hun fugtede langsomt læberne, mens at vejrtrækningen blev mere og mere ustabil.

Hans øjne talte sit helt eget sprog, hun skulle ikke glemme det han havde sagt, han havde ment hvert eneste ord, hun var bare en sten på vejen, som der lå det forkerte sted, en sten som han ikke lige viste hvad han skulle gøre ved. Hvorfor havde han ikke dræbt hende endnu? Det var nok den værste tanke der spillede i hoved, hvorfor, at hun stadig var i live, og han ikke havde gjort det af med hende. Var det sjovt at se hende lide? Var det morsomt for ham, at have en, som der elskede ham så meget som hun gjorde, men ikke kunne få ham, fordi at for ham, var hun ingen ting? Kun en kort varig, måde at slippe væk fra den verden, som han levede i. Øjnene blev våde, og vandet gled i dråbe lignende former ned af de blege kinder, der havde miste deres glans. Hvis dette var nogens skyld, var det hendes egen. Hendes evige naive tilstedeværelse, at stole på mennesker, som hun inderst inde vidste ikke ville hende det godt.

Jo mere at hans stramte omkring halsen, jo hurtigere trak hun vejret, som gik hen og blev en gispen. Hun brød sig ikke om, at han lagde sin kind imod hendes, da et væld af følelser gled igennem hende, som hun ikke kunne kontrollere, som hun ikke ville føle. Hun havde så inderligt prøvet på at glemme ham, og hendes følelser for ham, og nu, bare ved denne enkelte berøring, skulle han havde lov til at få det hele til at vende tilbage? Det var ikke fair, og hun ville bare væk nu, hun skulle bare have fortsat ud i det blå, men det havde hun ikke gjort, og hun vidste godt selv, hvad grunden var til dette.

Hun ville gerne svare ham, men lige nu tænkte hun mere på, at få vejret ned igennem det lukkede luftrør, hvilket var en lettelse, da han pludselig slap halsen. Hun gispede hurtigt efter vejret, mens øjnene let sortnede. Hun mærkede hvordan at en regndråbe ramte hendes næse, og kiggede derefter ned på den støvet grusvej, hvor man kunne se, hvordan dråberne, gjorde sandet mørkt, lige der hvor at vandet havde ramt. "Just fucking get it over with.. You say it so easy to kill me, whats holding you back? You said you didn't loved me, and never did, so why are you not doing what your eyes so clearly tell me, you want to.." måske havde hun ikke kendt Tino så godt som hun faktisk havde troet, men hans øjne fortalte hende alt, der var så meget had i dem, men hvis hun havde kendt ham bedre, ville hun nok også have vidst hvorfor at han havde smidt hende ud, hvorfor at han ikke dræbte hende nu, hvad der gjorde at han havde sluppet hendes hals, og ikke gjort en ende på det. Men hvis hun skulle være ærlig, var hun ligeglad nu, hvorfor hun stadig levede var hende endnu en gåde, måske fordi det var svagt at begå selvmord.

Mens tankerne gled rundt i hendes hoved, kunne hun mærke hvordan at regnen tog til, hvor perfekt. Det ville være den perfekte tid til at komme af med et lig, bilens mærker ville blive slettet, så hvorfor ikke gøre det? Hendes øjne, lukkede sig lige så stille i, mens hun sank noget mundvand, hvorfor hun havde ændret sig, vidste hun inderst ikke. Faktisk ville hun ikke tænke på det mere, hun ville i grunden bare hjem, til hendes mor, hjem til england, hvor at hun kunne gemme sig væk fra verden. Hun skulle have gået med på hendes fars ønsket og blevet giftet væk. Så meget for at opleve rigtig kærlighed, så meget for at opnå ens drømme. Hvad havde hun dog troet? Naive lille pige, det hvad var hun var.

[Martino De Lazzaro]

Hvis Tino havde været en hund, ville han have spidset sine øre. Han ville stirre på Lizzie, med et forvirret blik. Samme forvirret blik som hunde gav deres ejere, når de snakkede babysprog til deres dyr. Men Tino var ikke en hund, og han var ikke forvirret. Han var nærmere overrasket over at Lizzie overhovedet vovede at tirre ham til at skyde hende. Han rynkede kort på næsen, idet han fnyste hånligt. Han havde ikke troet at hun ville opfordre ham til at dræbe hende, og han havde nok heller ikke troet at hans tommel rent faktisk ladte pistolen. Det gav et lille metallisk klik, idet pistolen blev ladt, og Tino lagde sit hoved på skrå. Han kunne sagtens skyde hende. Ingen skulle fortælle ham hvad han kunne, og hvad han ikke kunne! Tino gjorde hvad det passede ham, og hvis det betød at skyde en kvinde, som han havde en underligt forhold til. (Det mest underlige forhold i historien.) Så fint. Så skulle han nok skyde hende, og efterlade hende, så hun kunne forbløde på den grusede vej.

"Hah.. Fine, bitch." Svarede Tino koldt, ud imellem hans let sammenbidte tænder. Han sænkede sin pistol, blot for at sætte den imod Lizzie's mave. Han stirrede på hende, som han strammede grebet omkring hendes hals, og grebet omkring pistolens aftrækker.

bang.

Pistolen blev affyret, direkte ind i Lizzie's mave. Tino tillod sig selv, at nyde smarten som strøg over hendes ansigt, forvirringen og chokket. Det var et syn, han aldrig nogensinde ville glemme. Han ville huske dette øjeblik. Han slikkede sig kort over læben, holdte stadig Lizzie oppe, inden han endelig valgte at slippe hende, og træde væk. Han tog sig ikke af at hun faldt til jorden, og han tog sig ikke af de sølle lyde som kom fra hendes desperate vejrtrækning. Tino valgte blot at aflade sin pistol, inden han stoppede den i lommen igen. Han begyndte at gå imod sin bil, som han ikke tøvede med at sætte sig ind i og køre bort.

Ikke et eneste sekund, ikke en eneste gang, vendte han hovedet for at se sig tilbage.

// Out \\