Waiting outside the lines...

[Ethan Sean Wilson]

Det var tidlig formiddag og Ethan stod i hotellets launge og ventede. Han havde faktisk ventet i en halv time og vidste ikke hvor længe der endnu ville gå, en af hans bekendte havde anbefalet ham en kvinde - eller en pige, der kunne stå model for ham til hans nyeste samling af billeder, han havde faktisk glædet sig en del, det blev noget andet end tidligere set og en helt ny slags billeder som han slet ikke kunne vente med at komme igang med, et skævt smil kom frem på hans læber imens han stille satte sig ned i den røde læder sofa der var foran et sort træbord. Han havde i dagens anledning sat sit hår tilbage så det ikke krøllede og så en anelse mørkere ud end det normalt gjorde nrå det sad frit, man kunne dog endnu tydeligt se den røde farve, den var ikke til at komme udenom, hans røde hår skinnede igennem ligemeget hvad han gjorde. Han havde en sort hat på der sad på skrå, den lignede næsten en bowler, bare en billigere model og over hans røde trøje og sorte bukser var en lang sort jakke som dækkede det meste af hans tøj.
Hans forældre havde lige overført et stort tilskud til hans studier, uvidende om at han ikke gik i skole og at pengene blev brugt på helt andre ting. Han brugte hver en krone han tjente på at male og det var også for de penge at han havde haft råd til at leje hotel værelset et helt døgn, men udsigten var bare perfekt til smukke malerier og han kunne allerede se for sit indre billed hvordan det hele ville komme til at se ud. Også selvom han aldrig havde malet billeder som disse før, så glædede han sig, men også en smule nervøsitet indeni ham prægede ham og det var tydeligt at se på hans blå øjne, de blå øjne som var hans stærkeste træk og som af og til vandt over hans røde hår som han ellers til tider skammede sig over. Han tog let sin hånd i lommen, der lå en lille pose med kokain, han havde netop fået 40 gram af mafiaen som han skulle ud i gaderne med og som altid havde han taget en lille pose til sig selv, kun med nogle få gram. Der var for mange penge og det lå derfor gemt godt derhjemme, men han faldt dog selv for fristelsen og han klemte derfor let den lille pose for at sikre sig den blev hvor den skulle, han ville sikkert få lyst til det senere og nok også brug for det hvis han havde planer om at male lige så mange timer som planlagt, hvilket i sig selv ikke gav nogen mening i hans hoved og allerede bekræftede hvor træt han var allerede inden han var begyndt. Han kiggede sig let omkring og fik endnu ikke øje på den person han manglede,han vidste ikke helt hvem han søgte, for han havde aldrig mødt hende før, men han havde fået at vide at hun var smuk og netop derfor stod han nu bare og ventede på at den helt rigtige kom ind af døren, spændt og glad på hvem det mon var og om malerierne måske kunne indbringe ham de penge han havde brug for, men som han alligevel godt vidste han ikke kunne slippe når han først havde, han var begyndt at synke ned i et hul og prøvede at holde sig oppe ved at læse brevende fra sine forældre inden han gik i seng, det var det eneste der mindede ham om at forblive hvem han var, for der var ikke meget andet der gjorde det for tiden.

[Elizabeth Monroy Smith]

A Dream Is A
Wish your heart makes

"I don't have the time!" kom det aggressivt fra en kvinde, hvis blonde hår, nærmest piskede rundt omkring det smalle ansigt, som hun nu en gang besad. Manden kiggede uroligt på kvinden, som der var på højde med ham selv, og prøvede at få hende til at blive længere, så de kunne finde ud af, hvad de skulle gøre når de skulle indtage Hotellet inde i byens midte. Men Lizzie havde virkelig ikke tiden til dette, hun havde en aftale der inde, hvilket kunne skaffe hende nogle penge, og penge.. det var noget hun havde brug for lige pt. Hendes forbrug af alkohol og stoffer var skudt i vejret, og hun var blevet mindre og mindre sig selv. Den søde kvinde, den som alle havde set som en engle, det som Alexander havde tegnet i sit portræt den gang hun havde ligget og sovet sin rush ud i hans seng. Det var alt sammen en løgn, hun var ikke sådan mere. Hun var forsvundet, forsvundet ned i et hul, som ingen havde hjulpet hende op af, faldet trods for at manden som hun havde bedt om, ikke at lade hende gøre, nettop dette. Aldrig var kommet og reddet hende, nej, som en brugt klud var hun blevet smidt væk, og hun havde altså virkelig travlt!

Med en hård hånd, skubbede hun den spinkle mand til side, og greb omkring den pels frakke Cate havde givet hende. Hvorfor hun blev så forkælet af den rige modstandsleder, anede hun ikke. Nok fordi at folk ikke skulle vide, hvilken facade Elizabeth i grunden bar rundt på, og hun bar den god. Der var ikke særlig mange fra denne gruppe, der viste hvem hun egentlig i grunden var, en engelsk rigmands datter, som der var flygtet hjemme fra, af den grund at hun ikke ville gifte sig af pligt, men af kærlighed. Hvis hun skulle være ærlig med sig selv, ønskede hun næsten, at hun kunne tage det hun havde gjort tilbage. Men hvad der var gjort, ville forblive gjort, det eneste hun kunne gøre, var at komme videre på bedste vis. Hun brummede lidt, og satte sig ind i en bil, endnu en ting som der tilhørte Cate. Cate havde dog også ønsket at der skulle være en chauffør, alle der havde set hende køre, ville med respekt for sig selv, og sin bil, gøre lige præcis det samme.

"Pulchre Hotel" sagde hun med en let kommanderene tone, og manden nikkede i bagspejlet for at vise, han havde forstået hendes ønske, og afsted kørte de. Hun sank noget mundvand, og lod de smaragd grønne øjne kigge ud på landskabet der flød forbi dem, som en kæmpe masse, efter hvor hurtigt at bilen nu kørte. Iført var hun en simple sort kjole, der gik hende midt på lårende, og havde et blomstret mønster. En pels jakke, der sad godt omkring hendes krop, så man næsten ikke kunne se selve kjolen, og sidst, men ikke mindst nogle høje stiletter, der fremhævede de slanke ben. Mens de kørte til hotellet, tog hun muligheden for at sætte håret op, og placere en stor hat hen over det, så den dækkede for halvdelen af hoved, af den grund at folk ikke skulle genkende hende. - Alle med respekt for sig selv og mafiaen, ville vide at hun havde været kvinden i Martino De Lazzaro's liv for en måned, og derefter blevet smidt ud, af en grund der hele tiden blev opdigtet, jo flere munde der fortalte historien. I dag gad hun bare ikke denne snak, og valgte derfor at skærme sig bedst muligt imod nysgerrige blikke.

Endelig stoppede bilen, og manden som havde kørt hende, steg ud for at gå hen og åbne døren for hende. Hun takkede kort for hoved, og skyndte sig hen til indgangen. En halv time forsent, dette var bestemt ikke noget der lignede hende, og atter gav hun skylden på alkoholen, og de mange stoffer. Frem for at se sandheden i øjnene, og se at det var hende selv, som var skyld i, at hun havde det så elendigt som hun nu engang havde det.

Stilrent, og langsomt gik hun ind igennem døren, og viste på ingen måde at hun var for sent på den. Ja hun vidste det som ment godt, men hvorfor ikke bare lade som om, at man var ligeglad om man var kommet forsent eller ej, hvilket var langt fra sandheden. Men nu var det sådan, at Lizzie var noget af en fabelagtig skuespiller. Hendes grønne øjne, scannede hurtigt loungen, for at se om der skulle være den person som Alexander havde beskrevet. Rigtig nok, den eneste med rødt hår, sad i en af de mange lædersofa'er. Med rolige skridt gik hun hen til ham med et stille smil på læberne "Hello, Im suppose to meet a guy named Ethan Wilson, is it by any chance you?" kom der indsmigrene fra hende, mens det ene øjenbryn blev løftet, i håb om at hun ikke havde tiltalt den forkerte.

[Ethan Sean Wilson]

Ethan satte sig bedre til rette i den aflange sofa, det var svært. At skulle sidde og gætte hvem det var han kiggede efter, han havde aldrig før malet en kvinde, kun på tilfældige tegninger han lavede når han sad i parken eller et andet sted i byen og kiggede rundt, men aldrig rigtigt. Aldrig før havde han fået booket en model som kunne stå for ham præcist som han ønskede det. Han smilede let for sig selv, han glædede sig, men samtidig var han dog også en smule nervøs, han var ikke helt så god til nye mennesker, han anede ikke helt hvordan man skulle tale med dem, men alligevel gjorde han sig da altid et forsøg. Han kiggede endnu rundt, der kom stadig ikke nogen, en enkelt blondine gik forbi ham og et øjeblik håbede han på at det kunne være hende, men nej, hun gik ligesom de mange andre lige forbi ham uden at ligne en der ledte efter nogen og han sukkede derfor endnu engang bare let for sig selv.
Han hørte døren gå op endnu engang og kiggede over imod den unge dame der kom ind, hun kunne godt være en mulighed, altså - kunne det godt være hende. Ganske køn, god højde, kønt ansigt og selvom det var svært at se uden på hendes tøj så mindede hun da også om en der havde en ganske udemærket krop.
Han bemærkede at hun vendte retning imod ham, så var det måske hende han søgte. Han smilede let for sig selv imens han rejste sig op da hun kom hen imod ham, det skulle man jo når en nydelig dame hilste på en, rejse sig op og vise at man var interesseret, det var på alle mulige måder for flabet at blive siddende. Ethan smilede stille og lagde let hovedet på skrå da hun sagde hans navn:"Ethan Sean Wilson" sagde han og rettede hende let, hans mellemnavn var en vigtig detalje, det mente han ihvertfald selv og det irriterede ham let når folk glemte det, men det var naturligvist ikke sikkert hun havde fået den fulde besked og han nikkede derfor bare let da hun spurgte om han var den rette:"But yes... That is me indeed " sagde han og kiggede hen imod receptionen, han havde endnu ikke hentet nøglen til værelset og han gik derfor med rolige skridt forbi hende og hen til receptionisten:"Ethan Sean Wilson" sagde han med en næsten hviskende stemme imens han sneg en lille bunke sedler henover bordet til den unge dame i den nydelige uniform. Hun gav ham en fin sølvbelagt nøgle imens hun let smilede imod ham og skuede til den unge pige i baggrunden:"Second floor" sagde hun stille til ham imens hun nikkede imod trappen. Ethan vendte sig blot stille om til den unge dame bag ham og kiggede over imod de høje trapper med et flot næsten silkerødt tæppe på sig:"Shall we?" sagde han og ragte elegant sin arm ud som hentydning til at hun kunne tage fat omkring den, næsten som var man til gallafest.