Mission impossi ... no.. possible.

[Meredith Corvett]

Med diskrete bevægelser trådte hun ud på gaden, og lukkede lydløst døren efter sig. Hun ventede stille, og da hun kunne konstatere at hun var alene, begyndte hun med lette skridt at bevæge sig med retning mod Deling Street – det fineste område i Bridgeford. Der var stille i aften, kun lyden af hendes højhælede sko der ramte den snavsede asfalt brød igennem stilheden. Meredith var iklædt en lang sort kjole som sad tæt ind til kroppen, og en dyb udskæring bagpå som fremhævede hendes ryg. Noget af håret var lagt tilbage, men ellers hang hendes lange mørkebrune hår ned langs skuldrende. Om halsen bar hun på en halskæde, med mange sten i sølv og hvide nuancer. Det at Meredith lignede en meget rig og succesrig kvinde var bestemt ikke en underdrivelse, men der var også en grund til det.

Hun mødte ikke nogen på vej hen til gaden, men efterhånden begyndte lydene at vokse. Det var lyde af stemmer og aktivitet, og lydene blev bestemt ikke mindre jo tættere hun kom på. Merediths skridt blev forsigtigere jo tættere hun nærmede sig, og hun sørgede for at forsvinde ind i mængden af de mange fine folk som gik ned langs gaden. Folk her vidste bestemt hvordan man morede sig om natten, når mørket var faldet på. Lys i alverdens farver fremhævede de mange teatre og restauranter, og forskelligt musik fra hvert sted blandede sig med hinanden, og skabte en lyd som de civile her underligt nok nød. Gaden var fyldt med liv, latter, og en masse aktivitet. På en stor, åben plads var en tryllekunstner i gang med at underholde sit publikum. Han fløj rundt i mellem publikummet, og lavede det ene tricks efter det andet. Tricks ikke engang Meredith kunne gennemskue. Længere henne stod en duo, bestående af en ung kvinde – ikke mere end i starten af tyverne – og en ældre mand, Meredith var sikker på at han mindst måtte være sidst i halvtredserne, og sang opera. En del ældre havde samlet sig omkring dem, og lyttede begejstret til deres sang. Kvindens stemme var meget lys, hvor mandens var meget mørk, og sammen lød det rigtig godt.

Meredith blev stående og betragtede dem et stykke tid før hun skyndte sig videre. Meredith var kommet i god tid, men tiden var ved at løbe fra hende, og hvis hun skulle nå at mødes med Marcus før missionen måtte hun hellere skynde sig. Hun stillede sig foran den restaurant de havde aftalt at mødes ved, og ventede tålmodigt på at Marcus ville ankomme. Flere gange kom forskellige tjenere hen til hende, og spurgte om hun havde reserveret et bord, og alle gangene havde hun svaret at hun ventede på sin mand. Hendes mand, det var et ord hun ikke så tit brugte, hvis hun overhovedet brugte det.

[Marcus blach]

Gaderne var fulde af mennesker, og det hjalp kun på de to der havde aftalt at mødes udenfor en af de fineste restauranter ved Deling street. Risikoen for at de ville blive lagt mærke til var derfor minimal, og med deres påklædning fik dem blot til at falde ind. Den sorte frakke svingede let i takt med de hastige, lange skridt af en ung mand. Han var høj og tynd af sig, ren i huden og det brune hår sad bestemt. Det eneste der virkede beskidt på ham var den smøg han havde mellem de smalle læber, og hvis man kendte Mat, så var det ikke ham at se så pæn ud. Det havde dog været ham pålagt at klæde sig sådan, og som de havde sagt 'det er kun for et par timer'.

Hans kinder var let indsunkne og fik hans kæbe parti til at se markant ud. Det blev endnu mere tydeligere hver gang han tog en indånding fra smøgen og kinderne blev suget endnu mere, inden at han pustede den grå røg ud i den kølige aftenluft. Hele vejen hen til restauranten havde han været årvågen om alt hvad der foregik rundt omkring sig uden at virke for mistænksom, og op til flere gange havde han måttet overhæle forskellige i sin hastige gang. Han sprang let over noget beskidt rendestensvand, op på fortovet og nåede hen til Meredith med et lettere flabet udtryk i ansigtet, hvor han slog aske af smøgen imens, "M'am," hilste han blot, lænede sig frem og kyssede hende hurtigt på kinden for blot at tjenerne, eller folk omkring dem, ikke skulle begynde at undre sig over deres såkaldte 'ægteskab', "you look great" afsluttede han og førte smøgen op til læberne igen for at tage et sug. Kinderne blev smalle igen og med hævede bryn pustede han røgen ud mens han betragtede den sive ud mellem læberne.
"I suppose we gotta go?" spurgte han så kort for hovedet og nikkede kort i retningen, så hans hår kort fløj i samme retning i vinden, og uden videre lagde han en arm rundt om hendes liv og gik ned ad gaden mens han tog endnu et sug af smøgen.

[Grace Barlow]

Grace stod klar udenfor et af de store hoteller nede i byen. Hun vidste ikke ret meget om den opgave der var blevet hende tildelt, men sådan var det ofte. Hendes frue som også var hendes chef havde fået hende i noget af det fineste tøj der var på hjemmet, så hun gættede ret så kraftigt på at det nok var en middag eller noget i den stil, måske med en gammel rig enkemand? Sådan var det ofte, jo ældre de var jo mere ensomme blev de og jo mere havde de lyst til at købe de unge smukke piger bare for at kigge på dem over på en middag.
Grace lod hænderne glide ned over sine hofter imens hun let rettede på kjolen, den var sort med puff ærmer, den havde et fint snit og små hvide prikker i bunden af nederdelen der gik hende til knæende. Den sad stramt omkring hendes hofter, bagdel og bryst og den skjulte ikke ligefrem hendes former, men endnu uden at være for afslørende, lige som Grace selv kunne lide det og også som Grace vidste at de fleste mænd ville have det, ihvertfald dem som købte hende og de andre gennem bureauet.
Grace kiggede let på sit ur, der var små diamanter omkring det, i fineste form, endnu en ting der var lige som hun kunne lide det, hendes job gav ikke de største penge, men ofte fik hun fine gaver af mænd, især de lidt ældre der kunne lide at forkæle en ung kvinde som hende, det var sent på aftenen, hvem end der havde lejet hende havde nu 12 timer til at få hvad de ville ud af hende, Grace vidste ikke helt hvad der ventede, men som altid var hun spændt og glad, det skulle man være, ingen gad gå rundt med en sur pige som hellere ville være hjemme, hun nød sit job og ofte endte det med at blive sjovere end folk troede. Det var ikke så ofte sex havde noget med hendes arbejde at gøre, det skiftede lidt. Det var en af de ting hun ikke var så glade for, hun havde intet imod sex, men for hende var det en vare. 20år gammel - og uden et normalt forhold til sex, ihvertfald ikke i den tid hun levede i, det var meget normalt at kvinder var jomfruelige indtil de blev gift, men sådan var det ikke med hende, hun havde aldrig mødt kærligheden og hun havde aldrig følt sig elsket af andre end sine forældre, derfor var det ikke vigtigt for hende og hun vidste at det blot var en del af det job som hun på andre måde rnød. Hun havde hun været eskortpige i 2år, mange af dem fra samme sted havde været det i mere end 10år, dog vidste hun også godt at hun nok kun ville have et job indtil hun var 25år, hvis man var ældre end det begyndte mange mænd at miste interessen og det vidste hun, men samtidig var hun heldigvis fra et af de finere bureauer i byen, netop fordi de kun ansatte piger over 18år, hvilket ikke var specielt normalt.
Hun kiggede ned af gaden og prøvede at gætte sig til hvem det var der skulle hente hende, men der var ingen ældre mænd i nærheden og hun gav derfor hurtigt op. Hendes røde læbestift kunne næsten ses igennem mørket som var det sellysende, hendes øjn make-up var sort og med lange øjnvipper, hun elskede at ligge make-up og det var noget hun brugte meget tid på, endnu en ting hun elskede.

[Meredith Corvett]

Meredith stod med ryggen til da Marcus ankom, og det kom derfor som et lille chok da han pludselig stod bag hende. Meredith vendte sig om mod ham, og blev mødt af et kys som blev plantet på hendes kind. Meredith var god til at leve sig ind i en rolle, og på trods af at hun aldrig havde spillet ens kone, så var det ikke noget der påvirkede den mission hun og Marcus havde fået tildelt. Hun sendte ham et let – en smule drillende – smil, og betragtede kort den høje og slanke fyr, som skulle forestille sig at være hendes ægtemand. Hun studerede ham fra top til tå, og måtte indrømme at de klædte hinanden meget godt. ”Sir” hilste hun igen, og lod kort blikket falde på de tjenere der før han kom flere gange havde sendt hende lange blikke. ”Thanks” svarede hun lige så stille, og sendte ham et kort smil, før hun måtte dreje hovedet så hun ikke fik røg i ansigtet. Ikke at hun fandt det irriterende at han røg, det var op til ham selv.

”That’s right my dear. Have a good evening boys” svarede hun, og henvendte den sidste sætning til tjenerne længere fremme. De havde vidst regnet med at hende og Marcus ville have et bord, men det så ikke ud til at påvirke dem yderligere at de gik. Hun mærkede Marcus arm om hendes liv, og hun rettede kort på sit hår inden hun gik videre ned langs gaden. De havde aftalt at mødes med ekskortpigen på et fint hotel et sted her i nærheden. Meredith fandt det unødvendigt at have en ekskortpige med, hun mente at hende og Marcus sagtens kunne klare sig uden, men han havde absolut insisteret på at få mafiaen til at betale en for at tage med dem. Om det var fordi han tænkte på deres beskyttelse og overlevelse, eller om han tænkte med de nedre dele vidste hun ikke, dog havde hun en god mavefornemmelse på hvorfor de absolut skulle bruge en ekskortpige i allersidste sekund. Men hun skulle ikke blande sig.

De drejede rundt om et hjørne, og Meredith fik hurtigt øje på hotellet. Udenfor stod en kvinde klædt i sort, og hun var ikke i tvivl om at det var hende de skulle bruge. Det irriterede hende dog en smule at også hun var klædt i sort. Af alle de farver der fandtes skulle ekskortpigen selvfølgelig være klædt i den samme farve som hende. Hun håbede dog – var næsten sikker på – at folk ikke ville sammenligne dem. Det ville være alt for ydmygende. Meredith bevægede sig med rolige og lette skridt hen imod hende, og stillede sig ved siden af hende. ”Hello, you must be Grace Barlow.” sagde hun, og et kækt smil viste sig på hendes læber. For hende var ekskortpiger det samme som ludere. De solgte dem selv for penge, solgte dem til selv til gamle mænd der fandt det nemmere at købe kvinder, i stedet for selv at gå ud og lede efter en. Hun vidste godt at der var en forskel, da ekskortpiger ikke altid gik i seng med deres kunder, men det var lige meget for Meredith. De solgte stadig sig selv, og hun forstod simpelthen ikke hvordan de kunne få sig selv til det.

Meredith stirrede længe på hende, og afventede hendes reaktion. Hun var godt nok blevet booket af mafiaen, men hun var sikker på at Grace nok forventede en mand – en ældre, lidt gusten en af slagsen – og langtfra det ’ægtepar’ som de jo skulle forstille sig at være.

[Marcus blach]

På vejen havde han sørget for at vende hovedet væk fra hende de få gange han indåndede og pustede røgen ud fra sin smøg. Blot for at vise hensyn. Vejen hen til hotellet var hurtig og nem, og de blev nærmest ét med resten af folkemængden. Der var ikke noget ved dem der skillede sig ud som noget slemt; ikke andet at de var et forholdsvist ung 'ægtepar' der åbenbart havde penge - ellers ville de ikke befinde sig et sted som Deling street. Turen foregik dog i stilhed, nok fordi de begge mere eller mindre ikke ville vække opsigt og ikke havde tid til at hyggesnakke, hvilket Mat nok måtte indrømme fandt ham okay, da Meredith havde det med at snakke som et vandfald når først hun kom i gang.

Ved hotellet stoppede de op, og først der havde Marcus fjernet sin hånd om Merediths liv, mens han kort så sig over skulderen. Hendes spørgsmål til en ung kvinde foran dem fik Marcus til at vende det mandelbrune blik tilbage, og en smule ubevidst kom han til at se hende an. Han tog også sig selv i det, og rømmede sig da også let, mens han førte smøgen op til de smalle læber igen og så let rundt mens Meredith førte ordet. "Yeah, right, let's chat.." røg det flabet fra ham og vendte blikket tilbage mod dem, "We've been told you'd be waiting here.. You are aware what is going to happen, I hope?" afsluttede han og smed smøgen fra sig, mens han blot holdte blikket på hende. Et skævt drenget og flabet smil kom frem, noget der egentlig bare var karakteristisk Marcus.

[Grace Barlow]

Grace kiggede let hen imod de to der kom gående imod hende, en høj ganske køn kvinde, og en knap så høj, men alligevel køn fyr, dog i en noget anden stil end hun var vant til. Han lignede en af de rebeller som hendes forældre så ofte skrev til hende omkring og advarede hende om, det skulle efter sigende være dem der ofte lavede ballade i byen, men måske ikke i dette tilfælde. Grace vidste godt det var noget marfia relateret, men det var hun nu ikke overrasket over, det var det næsten altid, det var dem der havde råd til piger som hende de normalt civile eller dem i modstandgruppen som ofte heller ikke havde de store penge måtte gå ud og finde den ægte kærlighed eller nøjes med en af de billige prosituerede som efter Grace's mening var latterlige og ikke værd at samle på, men på den anden side ønskede hun ikke at sætte sin egen pris ned, for det at være dyr gjorde også at det kun var ordentlige mennesker der ville samle på hende. Da den unge pige talte til hende smilede hun let og nikkede så kort:"Yes Indeed" sagde hun med det stille britiske accent som altid sneg sig igennem hendes ellers så røde læber. Hun lod let blikket glide over på den unge og let snuskede herre der stod ved siden af hende:"A bit..." sagde hun, det var ikke ret meget hendes frue ønskede at fortælle hende om sådan nogle ting, nok mest af alt fordi det ofte var noget om penge eller magt, måske endda mord at gøre, og netop derfor fik pigerne intet at vide. Grace skulle bare stille op og gøre som der blev sagt, sådan var hun opdraget og sådan måtte hun bare fortsætte:"Dinner I suppose... " sagde hun en smule spørgende og overvejede et øjeblik hvem af dem der mon havde booket ham, manden eller kvinden, hun var ikke helt sikker:"And something about the eskort dinner" sagde hun, de fleste havde hørt om det, den store aften hvor rige mænd og andre forretnings mennesker stillede op for at sælge og bytte piger, ofte var det dog ikke så meget eskort piger som det blot var de billige prosituerede fra andre lande som blev byttet og Grace følte sig derfor udenfor katagori, men en opgave var jo en opgave.
Hun lod let blikket vandre over på den unge mand og studerede ham stille, det var vel bare en gammel vane, studere mænd og deres skønhed - eller mangel på samme. Det var jo ikke helt dumt lige at finde ud af hvem de var, just in case der skulle blive noget ud af det senere, man vidste jo aldrig.

[Meredith Corvett]

Da det var blevet konstateret at ekskortpigen var den Grace de havde booket, trådte hun lidt i baggrunden, og lod Marcus få ordet. Hun lyttede til de spørgsmål han stillede pigen, og kunne ikke undgå at lægge mærke til de blikke han sendte hende når hun ikke kiggede. Meredith kunne ikke andet end at himle med øjnene, og more sig lidt over situationen. Personligt mente hun at Marcus – som var en del af mafiaen – kunne få meget bedre end en ekskortpige, men hun dømte ikke. Hvis han var interesseret i denne ekskortpige ville hun ikke stå i vejen, så længe det bare ikke påvirkede deres mission.

Meredith sendte kort Marcus et blik for at fange hans opmærksomhed. De måtte se at komme af sted. De vidste nu at hun ikke vidste det hele, men at hun vidste nok, og det var også alt hvad hun havde regnet med. ”Great, just follow us. And try not to say anything stupid when we arrive.” Hun sendte hende et kort smil, og lod hendes blik betragtede Grace fra top til tå, før hun vendte sig om og begyndte at gå. Hun var godt klar over at hun sikkert kunne have sagt det på en anden – lidt pænere måde – men hun ville sikre sig at ekskortpigen forstod alvoren i denne mission. Hun havde før været ude for at en ekskortpige var kommet til at røbe for meget, og det havde nær kostet dem livet. Denne mission var godt nok ikke ligeså farlig som den anden, men stadig!

Meredith valgte at lade turtelduerne gå bagved, og skiftede derfor tempo så hun holdte sig et stykke fra dem. De havde ikke gået længe, før de ankom til mandens hjem. Det syn der mødte dem var ubeskriveligt. Mafiaen havde ikke overdrivet, da de havde fortalt at manden ved navn Ole Bob Byggemands hus, var et af de flotteste og dyreste huse i Bridgeford. På nær Winston Mansion – stedet hvor selve mafiaen boede - som selvfølgelig var det flotteste. Meredith vendte sig om for at sende Marcus et lettere flabet smil, og så kort på Grace, sukkede, og stillede sig så foran døren. Hun bankede ikke på døren, men stillede sig blot ved siden af så Marcus kunne få æren. Han var trods alt ”manden”. Meredith blev ved med diskret at holde øje med ham, bare for at sikre sig at han endnu ikke havde mistet fokus. Hun vidste hvor nemt det var for drenge – især Marcus – at blive distraheret når de tilbragte deres tid i kvindeligt selskab.

[Marcus blach]

Han havde blot stirret lidt for meget, hvilket han også opdagede at Meredith havde syntes. Da han en smule rastløs kom til at se kort på hende, havde han fået tilsendt et blik, som han i første omgang havde troet var fordi at han havde gloet sådan."what?" havde han hurtigt sagt, men han fik dog svar da det gik op for ham, at hun ville have de gik nu, "oh, right.."

Vejen hen til det store palæ gik smertefrit, og Marcus havde da også prøvet på at føre en samtale med Grace under den korte tur. Noget ala. "So.. escort, huh? Is it a fun job?" men han havde dog aldrig fået svar på det da de nu stod foran huset. På et guld belagt skilt, der var hægtet fast i muren med ligeså guldbelagte søm, stod der skrevet med fin skråskrift 'Ole Bob Byggemand'. "Can you believe it, real gold?" røg det ud af Marcus da han havde kradset lidt i guldskiltet, inden at det gik op for ham at han nok egentlig burde melde deres ankomst. "Well.. Here we go.." og så bankede han på. Efter lidt tids venten gik døren op og en butler trådte til. "How may I help you?"
"James! How are you? You've lost a few, haven't you? No more alcohol and sweets, huh? I must admit, you had a little on the sides last time I saw you but that is ages ago!" røg det kort for hovedet af Marcus i det han trådte frem over tærsklen uden så meget som at vente. Butleren måtte nærmest svinge sig til side. Hvorfra Marcus kendte James navn fra anede han ikke, og man kunne også se på James at han kort havde rynket på panden. Han måtte dog gå ud fra, at han nok bare havde glemt denne unge mand og de to kvinder, "That is true, sire.." sagde James næsvist og hævede blot hagen som om at han var stolt over at nogen kunne se at han havde tabt sig. Marcus smilede blot flabet til ham mens han trak den store frakke af og blot smed den i fjæset på butleren, "Well, you look great!" afsluttede han flabet og skubbede let til de to for at nå hurtigt væk fra James og i stedet ind i fællesskabet, hvor der hørtes latter, snak og klaver musik.

Lokalet var lyst og skinnede nærmest. Rundt omkring var der runde borde der var blevet dækket med det fineste porcelæn og sølvtøj, store lysestager og polerede rød- og hvidvinsglas. Rummet var fyldt med mennesker, smukke kvinder i kjoler og herrer i habitter. Det kunne ligne et helt almindeligt selskab, men kun få vidste hvad der egentlig foregik i baglokalerne.
Marcus så sig kort omkring. Hans hår strittede let ned over hans øjne, men han tog sig ikke af det. Stift lod han blikket falde på en mand iklædt en sort smoking og med et glas i hånden, travlt i snak med en mindre gruppe andre mænd. Ole Bob Byggemand. Med vant bevægelse søgte Marcus'es hånd ned til sin buksekant, gemt fra andres blikke under skjorten, hvor en håndpistol hvilede. Kort lod han fingeren glide hen over aftrækkeren, men stoppede sig selv da det nok var bedst at vente i stedet for at tiltrække sig for meget opmærksomhed.

[Grace Barlow]

Grace stod bare et øjeblik og fornemmede godt at den unge dame ikke ønskede at hun var der, men det var hun vant til. Mænd var ofte glade for hende og beundrede hende, imens kvinder så ned på dem, som om de intet var værd. Grace havde lært det efterhånden men hun var nu egentligt ikke så berørt af det. Der var en grund til at hun var havnet hvor hun var og hun ønskede ikke at forklare folk hvorfor, de ville bare ende med at få ondt af hende eller måske ligefrem prøve at hjælpe, og hjælp havde hun fået nok af, det var netop det der havde fået hende ud i den situation hun var. Det var nu ikke fordi hun hadede sit job, men hun ville da også lyve hvis hun ikke sagde at hun ofte blev utryk når hun arbejdede.
Grace rødmede let og kiggede en smule genert ned i jorden da hun opdagede at den unge mand stirrede på hende og hun smilede let for sig selv da han blev rettet på, der var meget folk ikke vidste om hende og hendes job, men hun havde måske især aldrig vænnet sig til mænd, ikke på den måde ihvertfald, hun blev altid en smule genert når hun blev beundret, ikke at det ikke var sket før, men det havde altid gjort at hun blev smigret. Men det var hendes frue nu også glad for, sådan skulle det være. Mænd ville have søde generte piger, det var ihvertfald det hun altid havde fået at vide, men det var nu ikke skuespil. Nærmere oprigtighed som hun for alt i verden prøvede at skjule netop fordi hun så ikke kunne beskytte sig selv når det ikke længere var skuespil, og det var det desværre sjældent, til hendes store ærgelse.

Grace smilede bare og rystede let på hovedet, hun kunne hurtigt konstatere at den unge mand måske ikke var helt den klogeste, han virkede ihvertfald sådan, men om det også var skuespil vidste han naturligvist ikke. Hun kiggede let overpå den unge dame, bare lige for at se hvordan hun håndterede situationen, Grace kunne mærke hendes hjerte hamre en smule og hun kunne mærke hun blev en smule nervøs, hun var altid bange for om der ville ske hende noget, hun havde hørt så mange skrækhistorier og havde da også selv oplevet et par af dem, det var ikke altid et sjovt job og det var ikke altid nemt at skulle tage med fremmede rundt i byen. Grace fulgte stille efter og prøvede ikke at gå fra langt væk fra de to, faktisk helst indenfor en halv meter, hvis der skulle ske noget så ville hun gerne være så tæt som muligt. Hun kiggede rundt i det store rum og et øjeblik frygtede hun om der mon var nogle hun kendte.