Waiting for...someone

[Ruby Falls]

Det var længe siden, Ruby sidst havde været ved floden. I hvert fald, været så tæt på det mørke, dybe vand. Hun brød sig ikke meget om stedet. Der var for mange minder – dårlige såvel som gode. Desuden var der altid så stille. Udover et par cafeer, var lige netop denne plet i Bridgeford, ikke synderligt befolket. Området lokkede oftest lokale ned mod vandet, i håb om at de kunne rense tankerne, eller i håb om at omgivelserne kunne give dem inspiration til malerier eller musik. For Ruby, var stilheden uudholdelig. Her kunne hun netop ikke gemme sig fra sine tanker... Her kunne hun nærmest hører dem skrige af sig, uden at hun kunne gøre noget ved det. Dog var hun her, for en grund, og det sidste hun ønskede var, at stikke af fra opgaven.

Det var sen eftermiddag, og himlen havde antaget sig en blå/grålig farve. Det var næsten helt vindstille, hvis man så bort fra de kølige briser der sommetider gled forbi, og hev nogle blade og noget støv fra byen med sig. Ruby tændte sig roligt en cigaret, dækkende med sin hånd, så briserne ikke ville slukke flammen. Hun inhalerede den lidt tunge røg, før hun placerede cigaretten mellem fingrene, og så ud over vandet. Hun stod ganske tæt ved flodbredden, på en sti, hvor flere par ofte gik forbi, hånd i hånd. Hun kunne høre den sagte musik, et stykke væk, fra den lille café, der altid solgte friske drikkevare. Det var her hun skulle vente... vente indtil han dukkede op. Hun håbede at de informationer hun havde fået, var rigtige – så hun ikke skulle vente hele aftenen... alene. Hver gang, en mand kunne ses i området, løftede hun blikket – undersøgende. Hun vidste ikke umiddelbart hvordan hun skulle kunne genkende ham. Hvad var det nu han hed? Ruby bed sig kort i læben, før hun tog endnu et hiv af cigaretten. Wilson... Jo, hans efternavn var Wilson.

Det havde ikke været en nem opgave, at finde frem til nogle nyttige informationer. Selvom mafiaen var et lukket samfund – arbejdede de fleste under dække som noget helt andet. Derfor var det altid svært at bedømme de nye – om de nu var troværdige, eller om de måske selv var spioner, som prøvede at krænge oplysninger eller penge ud af mafiaen.

Ruby rettede kort på sjalet om sine skuldre. Hun havde ikke klædt sig nær så ”overdådigt” som hun plejede. Nej... det var der ingen grund til. Derfor havde hun ladet de glitrende smykker, ligge hjemme, men havde dog stadig gjort lidt ud af sig selv. Hun følte sig nemlig altid, nøgen uden make-up og det rigtige tøj. Hun var denne sene eftermiddag, iført en enkel mørk kjole og et sjal, som skjulte hendes skuldre. Det lyse hår, var som altid sat op – ganske højt oppe på hovedet, og ikke en eneste tot hang tilfældigt ned over hendes pande.

[Ethan Sean Wilson]

Ethan sad nede ved den lange flod, han ser der så ofte og kiggede ned i vandet. Det inspirerede ham og på en eller anden måde gav det ham liv, både indvendigt og udvendigt. Han vidste godt han havde forandret sig meget de sidste par måneder og han vidste godt at han rodede sig mere og mere ud i ting som han måske ikke burde, men han kunne ikke lade være, han havde en drøm og den var bare så kraftfuld at han ikke kunne andet end at se til at han ødelagde sit eget liv i forsøget på at forfølge den. Der var kun et eneste sted han endnu følte sig fri og et sted hvor han stadig følte han kunne sidde og være sig selv uden at folk dømte ham eller kiggede ham over skulderen. Det var når han tegnede. Når han tegnede kunne han bare sidde for sig selv og tænke på ingenting, han glemte både sin fortid, nutid og fremtid, han tænkte kun på de blide strøj der kom i takt med at han bevægede sin blyant og de rolige tanker der kom når han stille begyndte at lave de små skygger på papiret som senere kom til at forestille noget, om det så var mennesker, dyr eller natur.

Han havde lagt sin sorte jakke ved siden af sig, det var en smule for varmt til at han orkede at sidde med den på. Indenunder jakken gemte sig en hvid skjorte med blonder, lige i tidens ånd og sikkert også ganske moderne, det var dog ikke noget som Ethan vidste specielt meget om, mode var ikke noget han gik op i, men han gik alligevel i det tøj han mente klædte ham på den ene eller den anden måde. Han kiggede kort rundt for at finde ud af hvad der skulle være hans offer denne dag - altså når det kom til at tegne. han kunne umilbart intet finde, der var ikke mange mennesker og han lod derfor sin opmærksomhed rette sig imod et af de høje træer på den anden side af floden. Han smilede let for sig selv imens han fik øje på en ung smuk kvinde og et øjeblik faldt han helt i dvale, han havde en svaghed for smukke kvinder og han kunne ikke lade være med at stile en smule når han først fik øje på dem. Han smilede let for sig selv, en smule flabet muligtvist og endnu uskyldigt imens han fortsatte med at tegne det rolige træ som stod så stille og stolt en del meter foran ham.

Ethan sad endnu bare og fandt sig til rette i sin egen lille verden, og dog skuede han af og til over til den unge pige som han i stilhed beundrede, han overvejede at øjeblik at begynde at tegne hende, men valgte ikke at gøre det. Han trak jakken op på sit skød da to unge drenge gik forbi ham, i jakken lå der stoffer, coke for flere hundrede kroner som marfiaen havde tildelt ham og som han skulle sælge, det var lige nu det job han primært udførte, udover alle de dumme tjanser som at bestille ludere, eskortpiger og tælle penge, han havde det faktisk fint med arbejdet, det gav ham jo de penge han skulle bruge, også selvom det ikke umilbart havde været et job han som barn havde gået og drømt om.

[Ruby Falls]

Opmærksomt lagde Ruby blikket på de mennesker, der kom og gik. Det var ikke kun på baggrund af hendes mission - nej, tværtimod, nød hun at følge andre menneskers hverdage, og danne små historier oppe i sit hovede, om hvilket liv de måtte have. Måske havde nogen været udsat for stor sorg... nogen havde måske lige mistet deres job, eller mistet deres penge. Af en eller anden grund, bemærkede hun dog oftest de positive mennesker. Dem hun forestillede sig, havde lidt i mange år, før de havde opnået lykken, som altid strålede gennem deres øjne. Det var ganske svært i Bridgeford - at se de lykkelige, blandt alle dem, hvis liv var et helvede, men det gav Ruby håb at vende ryggen til problemerne. Håb om en dag faktisk at være ligeså lykkelig som familierne der gik ture omkring floden. Familierne der måske, endnu var uvidende om Bridgefords egentlige tilstand.

Ruby lukkede øjnene i en stund, og prøvede at tømme sit hovede fra tanker. Istedet prøvede hun at fokusere på lydende fra dyr og fra flodens stille brusen. Hun tog et par sidste sug af sin cigaret, før hun lod skoddet dumpe til jorden. Da hun åbnede øjnene, blev hun opmærksom på, den unge mand, der sad - ikke så langt, fra hendes plads nær flodbredden. Hun nåede lige akkurat ikke at fange hans blik, før han vendte tilbage til at tegne. Ruby lagde hovedet lidt på skrå, mens hun betragtede manden, fra top til tå. Han kunne ikke være mere end et par år ældre end hende selv... Og så var han vel åbenbart kunstner. Ruby vidste udemærket at man ikke tjente meget på den slags, men bedømte alligevel manden til ikke at være en af de mest fattige af byens beboere. Hans tøj var da rent, og han så temmelig præsentabel ud, efter hendes mening. Kunne det være... ham?
Ruby ville ønske at hun havde flere oplysninger at gå ud fra, end at Wilson skulle være en mand - ja en fidibus, som oftest kunne ses i dette område. Igen måtte Ruby bedømme den unge mand. Lignede han en fidibus? Hun slog hurtigt tanken fra sig, da det selvfølgelig gik op for hende, at hun måske heller ikke ligefrem lignede et medlem af mafiaen. Ihvertfald ville de fleste tvivle på, at hun var typen der kunne håndtere skydevåben - hvilket hun praktiserede ganske godt.

Der gik lidt tid, før Ruby kort skubbede sit hår lidt mere på plads, og lod sjalet falde lidt ned fra skulderne, før hun satte kurs mod den unge mand. Om han var den hun ledte efter eller ej - så var det vigtigt, at hun ikke bekendtgjorde sin status indenfor mafiaen, før hun var sikker på hans navn. Hun stoppede op omkring en meter fra ham, og rømmede sig ganske kort. Hurtigt satte hun, en af sine mest charmerende "masker" på, og smilede imødekommende til den unge mand: "Would you mind if I sat here?" spurgte hun og bed sig smilene i læben, mens hendes blik kort hvilede ved siden af ham: "Unless you´d rather be alone, when you draw?"

[Ethan Sean Wilson]

Ethan sad bare i sine egne tanker og i et øjeblik glemte han næsten hvor han var, sådan var det ofte, han glemte alt omkring sig når han sad og tegnede, han elskede det og han følte at han kunne sidde i env erden hvor det kun var ham og hans blyant. Han følte sig fri på en måde som han så sjældent gjorde. Han havde på fornemmelsen det kom fra hans fortid, det at hans far aldrig havde haft tid til ham og det at hans mor altid var sur havde gjort at han havde brugt meget tid på bare at sidde alene udenfor og tegne, idag havde han et okay forhold til sine forældre og måske havde det noget med hans tegninger at gøre, netop fordi han havde haft den frihed til bare at bruge til alene uden at spekulere på sine forældre, på om de var venner eller uvenner og på hvordan han havde det med dem. Hans søster havde aldrig været så meget til at tegne, men ifølge Ethan havde hun også altid været familiens yndlings barn hvor Ethan bare havde været ballademageren som ingen alligevel helt forstod.

Ethan fik tegnet nogle stille skygger på det store træ, tegningen var langt fra færdig, sådan noget tog ham mange timer, det skulle s ehelt perfekt ud, men man kunne allerede nu godt ane hvad det var han tegnede, og indtil videre var han ganske tilfreds, han gik meget op i at hvert eneste lille blad fik liv og at intet var overladt til tilfældigthederne, alt skulle se pænt ud og alt skulle virke perfekt. I hans verden og i hans tegninger, var verden perfekt, det var nemlig den verden han kunne flygte til når den virkelige verden ikke gad ham og det var netop en af de vigtigste grunde til at alt skulle virke perfekt. Han vågnede stille op af den nærmest drømme agtige verden han var i da han fornemmede at den unge smukke kvinde gik hen imod ham, der var en ting der slog alt: Kvinder. Det interesserede ham langt mere end selv det smukkeste træ og det måtte han jo desværre indrømme, han elskede kvinder. Deres øjne, deres krop og hele deres tilstedeværelse, den var jo... Fantastisk!

Da hun talte til ham lagde han stille sin tegnebog ved siden af sig og lukkede den sammen imens et flabet smil kom frem på hans læber "Not at all... Sit! " sagde han med et stort smil, hun var da ganske køn, især her når hun kom tættere på, lige sådan en feminin pige som han godt kunne lide, hun var nok samme alder som ham, det var ihvertfald hans gæt og han smilede derfor bare skævt til hende:"What brings such a sweet young lady to the lake?" sagde han stille og kiggede nysgerrigt på hende.

[Ruby Falls]

Ruby bed sig kort i læben, mens hun smilede til ham. Hun bemærkede, at han lagde tegnebogen fra sig, og følte sig kort fristet til at se hvad han havde tegnet. For som altid, var hun nysgerrig. Nysgerrig på mennesker og deres tanker. Og som regel, var det sådan med de kreative, at tankerne sommetider viste sig på papir - klart for enhver.

Ruby bibeholdte øjenkontakten med ham, og sendte ham blot et endnu større smil, da han ganske imødekommende, havde sagt at hun var velkommen til at sætte sig ned: "Thank you," sagde hun, før hun satte sig ned ved hans side - velvidende om, at han i en kort stund, havde bedømt hende med øjnene. Hun rettede kort på sin kjole, da hun havde sat sig ned - ikke fordi der var den mindste fold sat forkert - men man kunne aldrig være for forsigtig.

Igen smilede hun til ham, da hun hørte hans spørgsmål. Det skæve smil, han havde sendt hende, klædte ham på en eller anden utrolig ungdommelig måde. Ved hendes første indtryk, lod han til at være en af de mere optimistiske typer - nogle af dem, der rent faktisk godt kunne klare sig gennem hverdagen, blot ved at se lidt positivt på tingene. Hun så kort ned på sine hænder, før hun igen mødte hans øjne og svarede:
"Honestly... I needed to get away from the city's noise," svarede hun varmt, før hun fortsatte:"This is the most peaceful place I know of around here. And also one of the most beautiful... so it was clearly the best opportunity to clear my thoughts."
Selvom det var en løgn, dækkede hun godt over den. Faktisk ville det have været en sandhed, i mange andre tilfælde - men dette var jo en opgave hun havde fået tildelt sig - ikke bare en måde at spendere dagen på. Hun talte sandt, da hun sagde at det var det mest fredelige steder i Bridgeford... Ihvertfald i dagstimerne. Hun vidste, at mafiaen benyttede sig af floden, til at komme af med lig på - og hun vidste at nogle spioner fra modstandsgruppen også holdte til i området sommetider. Men stedet var jo smukt... det var det perfekte dække, for enhver.

Ruby rettede igen øjnene mod den unge mands tegnebog, som han havde lagt ved sin side. "Are you an artist?" spurgte hun nysgerrigt efter lidt tid, og lavede et kort nik bog tegnebogen.

[Ethan Sean Wilson]

Ethan smilede let til den fremmede kvinde og rettede sig let op for at se mere præsentabel ud, han ville jo gerne tale med hende, og det ville han gerne vise og derved ikke sidde og se sur og afslappet ud. Han satte stille benene i skrædder stilling imens han endnu lod blikket vandre udover vandet, blot en kort rejse for at tjekke at alt endnu var som det plejede. Han smilede let for sig selv og kiggede tilbage på hende imens han lod en hånd køre igennem hans røde hår der skilte sig ud fra hans ellers mørke tøj.

Da hun begyndte at tale smilede han bare let og nikkede så :"I know what you mean" sagde han med et stille smil, han kunne også godt lide stedet, netop fordi det var, om hun sagde, så roligt og skønt, et sted hvor man kunne slappe af og et sted hvor man bare kunne tage det roligt og ikke tænke på dagligdagens mange opgaver:"I come here a lot to draw... " sagde han og smilede, der var så meget inspiration rundt om floden, på denne side, på den anden side og nede i det helt isblå vand som han næsten altid havde lyst til at springe i, men han havde endnu aldrig gjort det endnu, han måtte jo vise lidt pli. Selvom han prøvede at overbevise sig selv om at han havde afskået sig sine forældre og deres mening så kunne han endnu høre deres stemmer i sit hoved der talte om pli og det at tage sig pænt ud fra resten af mængden. Ethan smilede bare let til hende da hun spurgte, han ville ikke ligefrem kalde sig selv kunstner, mest fordi han jo endnu ikke var helt så rutineret:"Well I'm trying... It's kinds my dream..." sagde han og smilede let, han ville gerne leve af at male kunst og indtil han kunne det ville han være fidibus for marfiaen, måske noget mere, han kunne da godt tænke sig måske at få en større stilling hvor man fik mere i løn, men lige nu havde han det fint som fidibus, også selvom det betød han skulle lave alt lorte arbejdet:"So... Can I ask you for your name? sagde han med et lille smil og kiggede på hende med sine store blå øjne der næsten havde samme farve som vandet foran dem.

[Ruby Falls]

Ruby tog kort den unge mands hår i øjesyn. Det havde en meget karakteristisk rød farve, som hun ikke havde set hos særlig mange før. På afstand, ville han være let at genkende, kunne hun tænke sig med sådan et kendetegn. Hun lyttede roligt til hans ord, mens hun kort lod blikket glide over området. Denne sene eftermiddag, var der næsten mere stille, end det var i aftentimerne. En gang imellem kunne Ruby hører en hund gø, en fugl fløjte eller måske endda høre en af bilerne i byen dytte. Hvis hun endda lyttede godt nok efter, kunne hun hører vandet risle fra floden. Der måtte være nogle blokeringer i floden, for vandet løb ikke hurtigt - ihvertfald ikke så hurtigt som hun kunne huske det.

Ruby var engang kommet til floden som barn, med sin far. Dog havde de kun været der i et kvarters tid, før faderen måtte gå, og efterlod hende, tæt ved vandet, som strømmede gennem byen. Hun havde været tæt på at falde i vandet, da hun nysgerrigt havde lænet sig over, for at se sit spejlbillede - dog blev hun trukket væk, af en mand, som hurtigt begyndte at belære hende om, at det var farligt at opholde sig alene så tæt på floden. Manden havde virket venlig, og Ruby havde rent faktisk lyttet til ham, og havde endda overvejet hans ord nøje, da hun var kommet sikkert hjem. Manden havde dog over ti år senere, vist sig, at være en stor mellemmand i mafiaen, som altid kom med sjofle bemærkninger, altid drak og altid tilbød enhver hårde stoffer.
Ruby havde aldrig rigtig opholdt sig meget ved floden, siden dengang hvor hun havde været ved at falde i vandet. Hun lærte nemlig altid af sine fejltagelser, og siden hun aldrig havde kunne svømme - skulle hun aldrig for tæt på det dybe vand. Måske var det en dårlig undskyldning, havde Ruby altid tænkt til sig selv. En dårlig undskyldning, for at hun skulle komme ud, hvor hun kunne høre sine egne tanker, frem for at blive i bymidten mellem biler, os og larm.

Ruby rettede igen øjnene mod ham, da han nævnte at det var hans drøm at blive en kunstner. Hun smilede lidt til ham og sagde roligt: "It's a nice dream. Who knows, maybe you´ll achieve it some day." Hun lænede sig kort lidt tilbage, og så op mod himlen, som strålede roligt, men varmt ned på Bridgeford. Hun lukkede øjnene i få sekunder, og trak den friske luft ind, før hun igen mødte hans øjne. Et tandsmil viste sig på hendes læber, da hun sagde:
"Mhm... Ruby Falls," der var ikke nogen grund, til at skjule hendes navn. Navnet, Falls var efterhånden kendt over hele Bridgeford. Falls familien, var nemlig ejere af en stor virksomhed i den centrale by, og derudover var de en af de rigeste familier i byen. "And you, Mr... Can I ask for your name?"