Another job, another meeting

[Marcus blach]

"And by that we have to make clear to everyone that we are not doing any of this for fun. I believe you all will understand that." Den ældre mand, der så noget slidt ud med skægstubbe og poser under øjne, så kort rundt på de folk der stod eller sad foran ham. Der var helt stille i rummet, der tilhørte et baglokale i det velansete Bridgeford race track. Af ren refleks bevægede Mat's blik rundt på de forskellige tilstedeværende ud af øjenkrogen, inden at han blev afbrudt da manden hamrede kort på det store egetræsbord foran sig. Stolen kradsede hen over det polerede gulv idet han rejste sig med strakt ryg, langede ud efter sin sorte paraply, hvor et løvehoved af guld prydede for enden af håndtaget. Med et fast tag rettede han på den lange frakkes krave med den anden hånd.

"May you all have a good evening.." sagde han roligt og vandrede ellers ud fra lokalet med sine tre store jakkeklædte gorillaer lige i hælene. Marcus blev stående mens han lyttede i baggrunden på den pludselige larm af snak der kom i lokalet efter at dørene var blevet lukket. Flere forstod ikke hvorfor at Mr. Dawn havde sagt som han havde gjort. At kræve at Bridgeford Race Tracks nuværende ejer skulle af vejen. En mand, også kendt som Lary Jhonson, der egentlig var set som nede på jorden og venner med alle, kunne da umuligt have sat sig i fjenskab med Mr. Dawn. Men de tog fejl. Mr. Dawn, der havde baggrund i det højeste i samfundet, havde andre planer for Bridgeford Race Track, og efter flere mislykkede forhandlinger kom han til den drastiske plan at gøre en ende på Lary Jhonson's liv. Simpelthen fordi at Lary havde sagt nej til Mr. Dawn og hans idé om at lukke stedet for under- og arbejderklassen så kun de højtstående kunne komme til.

Der var direkte splittelse mellem folk i lokalet. Det var tydeligt at alle havde en mening om dette; enten var man for eller også var man imod. Men Marcus stod blot i et hjørne bag nogle mennesker og lyttede til hvad der blev sagt. Han kløede sig på kinden og skulle lige til at skubbe sig væk, så han kunne træde ud af lokalet for at tage et andet sted hen, da døren endnu engang blev åbnet og der blev stille igen. Folk stivnede i deres samtaler og Mats blik landede straks på Mr. Dawn der trådte frem igen. "If you wouldn't mind I'd like to have a chat with Miss Falls and Mr. Blach.." Hans blik landede på Ruby, "You look fantastic as always Miss Falls," og med et andet blik så han på Mat, "Don't think I didn't see you back there, Mr. Blach, you still look like a filfhy street rat.." Mat rynkede på panden over Mr. Dawns ord, da han egentlig havde troet at det havde lykkedes ham at holde sig i baggrunden, "I've got a job for you two.. Please, follow me" og med en vant bevægelse drejede Dawn rundt på de sorte, spidse sko og forlod stedet igen. Mat fik sig skubbet frem. Folks blikke fulgte ham idet han fulgte med ud af døren.

[Ruby Falls]

Ruby havde altid anset Mr. Dawn, som en af de mest vamle typer, hun nogensinde havde arbejdet for. Selvom han var den typiske, og måske endda dygtige ledertype, var der noget ved ham, der altid kunne få nakkehårene til at rejse sig hos den unge kvinde. Dog prøvede hun altid ihærdigt at skjule det, bag en lidt kølig facade. Hver gang hun fangede den ældre mands blik, lukkede hun bare af, i skræk for at han ville se en blød side af hende, men hun sendte ham alligevel et af de smil, hun oftest brugte på sine "ofre", når hun prøvede at få oplysninger fra dem. For hvis man først havde gjort sig uvenner med sin arbejdsgiver - var der ikke meget at gøre.

Kort lod hun blikket glide mellem de andre i flokken, mens Mr. Dawn irettesatte forsamlingen. Hun følte sig altid aldeles malplaceret blandt de andre i mafiaen. Sommetider så de endda skævt til hende. Selvfølgelig var hun ikke den eneste der ”foregav” at være en forkælet rig tøs. Men nogle af de få andre kvinder, var oftest oversminkede, og lignede efter Rubys mening nogen der hørte til på et bordel. En del af flokken, tilhørte tydeligvis ikke den rigere del af samfundet. Det var altid svært at kommunikere med dem, da Ruby ikke forstod deres situation, som datter af en af de rigeste mænd i byen. Som altid, stod hun godt en meter fra resten af flokken, med hænderne foldet foran sig. Hendes tøj var fint, og en fin halskæde hang ganske tæt på hendes kjoles udskæring. Da Mr. Dawn, rejste sig op – rettede hun de mørke øjne opmærksomt mod ham. Mente han overhovedet sine ord? Han bekymrede sig sikkert ikke om halvdelen af disse mennesker, og takkede dem måske aldrig for deres hårde arbejde. Ruby ledte kort sine tanker ind på Lary Jhonson. Manden Mr. Dawn ville slå ihjel. Ruby havde mødt denne mand før. Hun havde anset ham som oprigtig og ganske imødekommende. Hun vidste dog, at hun ikke skulle have den mindste smule medlidenhed med den venlige mand. Nej derimod. Nu var han et offer, og eksisterede praktisk talt, ikke længere.

Da Mr. Dawn var gået, og snakken brudt ud i rummet, lyttede Ruby opmærksomt med. En af hendes mere bekendte indenfor kredsen, havde kort delt sin holdning med hende – om, at det ville blive ”sjovt”, hvis han fik muligheden for at gennemføre missionen. Ruby havde blot løftet øjenbrynene, af hans kommentar, og havde vendt ryggen til, idét døren gik op igen. Hun lagde armene over kors, og beundrede kort den autoritære magt, som Mr. Dawn tydeligt udstrålede, ved at kunne lægge et helt rum i komplet tavshed. Da hendes navn blev nævnt, rynkede hun brynene. Mr. Blach? Hvorfor lige ham? Hun håbede inderligt, at hun ville få en opgave alene – hun arbejdede bedst sådan. Hun vendte blikket mod Marcus, som stod i et hjørne af rummet. Hun sendte ham et lidt koldt blik, før hun igen rettede øjnene mod Mr. Dawn. Hun smilede lidt falskt ved hans kommentar: ”Did you expect otherwise Mr. Dawn?” lød det kækt fra hende. Ruby kunne ikke lade være med, at glæde sig over at hun fik en mission – en lukket mission, som forsamlingen ikke var en del af... Hvis bare det ikke var for Marcus. Hun håbede inderligt, at han ikke ville ødelægge hendes chancer. Hun tøvede ikke den mindste smule, før hun fulgte Mr. Dawn ud af døren – hun skyndte sig næsten, så hun kom til at gå foran Marcus, som hun sendte et lille udfordrerne blik.

[Marcus blach]

Ligesom hende havde Marcus også tænkt en tanke i den retning om, at han forhåbentlig ville komme til at arbejde alene og ikke med Ruby i hælene. Han var sikker på at hun kun ville forsinke ham, præcis ligesom hun nok tænkte det samme, bare omvendt. Det ville være et kønt syn at se dem gå og brokke sig under en hel mission, og Marcus orkede ikke ligefrem at have det hængende på sig, hvilket man også tydeligt kunne se på ham. Han havde kort rystet på hovedet af hendes blik og barnligt himlet med øjnene over de kommentarer der kom fra Mr. Dawn og Ruby.
Hvad der egentlig var grunden til at det lettere anspændte forhold mellem Mat og Ruby var der nok mange der stillede spørgsmål om, for normalt var der ikke problemer mafiaen imellem. Om Mr. Dawn havde hørt om det havde han sikkert, hvilket nok var grunden til at han netop havde valgt de to til at skulle arbejde sammen.

Ved døren lagde Mat mærke til hvordan Ruby pludselig for en kort stund hastigt smørrede sig forbi ham og derpå undgik at gå ved hans side. En smule sammenbidt blev Marcus stående på sin plads for lige at lade den synke ind og give hende et forspring, inden at han roligt satte i bevægelse igen. Idet samme havde Mr. Dawn grinet af Rubys kække kommentar, noget, han egentlig sjældent gjorde, hvis man spurgte hans gorillaer der nærmest gik som en mur om de tre, "You haven't changed at all, Miss Falls. That is why I like you," sagde han smørret og skubbede en stor egetræsdør op ind til et andet lokale hvis store hvide panorama vinduer fremviste en udsigt over den sandbeklædte løbebane. I midten stod et mørkerødt træbord; så stort at der stadig var plads trods de mange papirer der lå der. Et tyndt guld skilt med bogstaverne "Dawn" fortalte tydeligt hvem der plejede at sidde der. Væggene var prydede med detaljeret tapet for derudover forskellige malerier. Grønne planter fik rummet til at se veltagende og frisk ud, og man vidste at en med penge ejede lokalet.

Med et kort blik skimtede Marcus op på en af de store gorillaer, der næsten var tre hoveder større end ham. Marcus så noget misfornøjet ud i ansigtet, med læben hævet let op i et anspændt træk, og forholdte sig egentlig bare stille indtil videre.
"Please, have a seat.." et knips fra Mr. Dawn fik en af de store gorillaer til at trække ud i en stol for Miss Falls mens han selv gik hen og satte sig på den anden side af det store egetræsbord. Mat, derimod, havde ikke sådan service, og måtte i stedet gå de få meter hen til sin stol, skubbe den ud selv og sætte sig. Allerede nu lod han sig læne langt tilbage i stolen, så han blot så doven ud.
"As you might know I work to split this world in two. The poor people doesn't give us anything but trouble, am I right?" Mr. Dawns stemmeføring var rolig og sammenfattet, som om at det gav sig selv. Imens havde han fundet et stykke dokument frem som han underskrev med sort blæk, "Mr. Jhonson has this--absurd dream that we all deserve to be treated equally when the truth is that only God punishes them for whatever they have done.." forsatte han og skubbede papiret let hen imod dem med et par fingre, "He is nothing more than a blasphemer and he has to be stopped tonight.."

Marcus måtte holde sine ord tilbage. Han stammede netop fra det nederste i samfundet, og at høre om at det var Gud's straf overfor dem havde fået tankerne i gang i knægten. Han vidste dog at hvis han nægtede at gøre hvad der blev sagt, så ville det komme imod ham når først mænd som Mr. Dawn havde fået taget magten. Han havde en chance for at komme ud af sin baggrund nu, så hvorfor ikke..
"Let me get this straight.." Marcus holdte automatisk dovent en hånd foran sig, "You want me to get rid off this guy tonight, what will my reward be?" spurgte han kort for hovedet, og havde med vilje undladt Ruby, da han mente, at det kun var ham der var tale om.
Mr. Dawn trak på skulderen, "Perhaps money isn't enough for you, Mr. Blach? I could get you a new gun if that's what you rather want.."

[Ruby Falls]

Konkurrencen mellem Marcus og Ruby, havde aldrig rigtig været nem at forstå. Selv ikke Ruby vidste hele sandheden bag den, da der jo var to parter indblandet. Hun vidste dog, at der altid havde været en splid mellem hende og Marcus. De kunne egentlig skændes over ingenting og alting på samme tid, uden at noget som helst blev afklaret. Sådan havde det altid været. Siden Ruby første gang mødte Marcus, havde der været en anspændthed mellem dem. Det var som om de begge var så stædige, at der knapt nok var plads til at deres ego´s var i samme rum. Men det var ikke et direkte had... Ruby hadede selvfølgelig når de var på samme mission, men havde aldrig direkte hadet Marcus. Måske var det fordi hun ikke kendte ham godt nok til det. De havde jo trodsalt aldrig haft en ærlig snak sammen, uden et par spydige bemærkninger indimellem.

Ruby lo let ved Mr. Dawns ord. Selvfølgelig var dette kun af ren høflighed. Hun nænnede ikke engang at kommentere hans ord, da hun afskyede manden inderligt, selvom hun umiddelbart respekterede ham. Grunden til hendes afsky var simpel - Mr. Dawn havde op til flere gange, kommet med nogle bemærkninger til hende, når de var alene, som hun fik brækfornemmelser af blot at tænke på. En mand som Mr. Dawn brugte sine penge og sin magt, på at krænke kvinder, og Ruby nægtede at være endnu en af disse ofre.

Da Ruby fulgte Mr. Dawn ind i rummet, så hun rundt. Hun havde været der gør, men der var altid et eller andet nyt. Denne gang, var der et nyt maleri på den ene væg. Et stort maleri, indrammet af en tyk ramme af et hårdt materiale. Hun betragtede kort maleriet, som var ganske gyseligt, efter hendes mening. Hun havde ikke den store forstand på kunst, men billedets røde nuancer, mindede hende for meget om blod. Så meget, at hun hurtigt bedømte at Mr. Dawn sikkert uden tvivl var en af de typer, der rent faktisk "nød" at slå ihjel. Uanset hvem ofret var.

Ruby bemærkede næsten ikke gorillaerne. Hun vidste selvfølgelig at de var der, men hun skænkede dem ikke et blik. Hun satte sig blot mageligt, og ganske automatisk ned på stolen, da gorillaen havde trukket den ud. Da Mr. Dawn begyndte at tale, lyttede Ruby opmærksomt efter, hver eneste detalje. I nogle sekunder, glemte hun næsten at Marcus sad ved hendes side. Hun nikkede kort, som en bekræftelse, til Mr. Dawns ord, men løftede overrasket øjenbrynene i forundring, da han sagde at Mr. Jhonson allerede skulle stoppes den selv samme aften. Hvad var hendes rolle i dette her? Var hun en form for afledning, eller skulle hun for en gangs skyld, føre pistolen? Mænd havde en eller anden grund til at tro, at det var vigtigt at det maskuline køn skulle dræbe, mens kvinden skulle forblive "uskyldig", ved ikke at trykke på aftrækkeren.

Ruby skulle lige til at spørge ind til sagen, da Marcus begyndte at tale. Hun bemærkede især hans måde, at udelade hende på. Dette skulle på ingen måde blive hans mission alene. Det ville hun ikke acceptere. Især ikke, hvis han fik respekten, hvis de gennemførte. Alt andet måtte han for guds skyld få.
"Or some new clothes ..." mumlede Ruby spydigt, lige højt nok til at hun tvivlede på at Mr. Dawn ville kunne høre det, fra den anden side af skrivebordet. Derefter rettede hun sig op, og afbrød med en beslutsomhed i stemmen: "I can do this alone, if you would let me Mr. Dawn." hun afventede hans svar, ligeglad med at hun havde ledt emnet over på hende selv.