A lonely night...

[Grace Barlow]

Klokken havde netop lige passeret midnat denne onsdag aften, der var nærmest ikke en sjæl på jazz baren og musikkerne var gået hjem og gjorde alt meget mere stille end det nogensinde havde været, ihvertfald mere end Grace nogensinde før havde oplevet. Hun kiggede stille rundt i lokalet og prøvede at se igennem tårene der let kom frem i hendes øjne, der sad et par enkelte gamle mænd i det ene hjørne og grinede over gamle sømands historier og der sad Grace så, helt alene i en af de små båse med et glas vand foran sig, hun kunne ikke drikke noget, og hun havde heller ikke rørt glasse,t hun havde det dårligt og ville bare sidde lige nu. Hun burde tage hjem og hun frygtede også at hendes frue hjemme på Bureauet var ved at være bekymret for hende, men hun kunne ikke, lige n var hendes verden ødelagt og hun havde ikke lyst til at tage tilbage dertil, hun ville ikke på arbejde og hun ville ikke tilbage til diskuttioner og sure miner. Hun vidste godt hun selv var skyld i det, det mente hun ihvertfald selv. hun mente altid at ting var hendes skyld, ihvertfald når de gik galt. Hun var også alt for følsom og alt for ung til at forstå noget som helst, alt for dum og alt for ligegyldig.

Hun mærkede hvordan en tåre stillede landede på træbordet foran hende og hun kunne se hvordan der kom en lille våd plet der nu virkede mørkere end resten af træværket. Hun tog en serviet op af lommen og duppede let sin kind for at få den lille tåre væk. Hun ønskede ikke at vise nogen hun græd, hun ville ikke være svag. Kvinder skulle ikke høres, kun nydes. Det havde hun altid fået at vide og sådan var hun opdraget, så det var også det hun troede på og hun forventede ikke at nogen andre så hende på en anden måde. Hun rettede sig let op imens hun kiggede på klokken, hun skulle være på arbejde næste morgen klokken otte og hun vidste derfor godt at hun nok snart burde gå hjem, men hun havde ikke helt lyst, hun ville bare blive siddende for sig selv. Måske bare blive der hele natten, eller ihvertfald indtil de lukkede. bare i håb om at hun ville få det bedre eller i det mindste samle sig sammen. Hun sukkede stille og lænede hovedet tilbage, hun havde næsten intet make-up på mere, det meste var forsvundet og hun kunne mærke hvordan hun følte sig helt sølle, nærmest som var hun gået fra at være eskort - og champagne pige til en simpel luder.

[jayden]

[atrb=border,0,true][atrb=style,width:410px;background-image:url(http://flyingredhorses.com/GalleryImages/BigGrayBox.jpg);-webkit-border-radius:150 0 50 0px;-moz-border-radius: 150 0 50 0px;border-left: 5px double #FFF; border-top: 5px double #FFF; border-bottom: 5px solid #FFF; border-right: 5px solid #FFF;] A Lonly Night... The soul's silence Klokken var hen over midnat, da den høje ranke skikkelse trådte ind på den velkendte jazz bar, han havde været forbi et par, gange for bare at slappe af uden at skulle tænke på sit arbejde hele tiden. I alt fald kunne man finde sig selv der inde, eller de fleste kunne, men for ham var det en frihed man ikke kunne lade sig forbi passere. Hånden greb fat om dør håndtaget imens stilheden herskede ude på gaderne de fleste lyde kom fra jamrende vagabonder, eller de sidste biler der var på vej hjem ad. Utroligt så stille det kunne være her hen af på aftenen. Det var som om at selv sjælen kunne skrige og råbe så meget den ville, og den ville end ikke blive hørt. Et eller andet sted var det en vidunderlig fornemmelse, at man endelig kunne lade tankerne stilne af, uden at man skulle tænke på larmen omkring en. Kort rystede den unge mand på sit hoved over de mange tanker, og trykkede dørhåndtaget ned, så han kunne komme ind til det der nu end ventede bag denne dør, som han ikke kendte til. Ikke førend han lod sig selv kigge nøje på dette område som hans krop nu havde tiltrådt. Måske skulle han ikke være kommet, men af hvilke årsager kunne han ikke selv helt sige, da der jo nærmest var menneske dødt inde i denne jazz bar der ellers skulle summe af liv, men musikerne var taget hjem, og bartenderen talte kun sine penge op… om der var andre kunne han faktisk ikke helt bedømme, ikke sådan som hans position var lige nu i dette øjeblik. Roligt trådte han et skridt mere ind i denne bar, og derefter så han sig endnu engang omkring men øjet kunne ikke helt skue det hele omme i krogene lige nu, men han syntes da han kunne se en lille skikkelse i blandt nogle af båsene. Der kom dog ingen lyd fra manden, da han blot gik hen imod barens udstrakte disk, og nikkede en gang til bartenderen. “Et stort krus øl…” sagde han så og satte sig ned på en af de mange stole, imens han lyttede intenst til det der skete omkring ham, nogen gange kunne øjet ikke se alt, så man var nød til at bruge en ekstra hjælpende hånd. Hmm men han syntes faktisk ikke rigtig at kunne høre noget alligevel, til sidst besluttede han sig for at tjekke det, men ventede til han havde fået sin øl. Så havde han nemlig en større grund til at finde et nyt sted, eller lade som om han gjorde. Og men sandten om man ikke fandt noget, en kvinde der så ud til at gemme sig godt i skyggerne tørrede sine øjne. Han kiggede lidt på hende omme bag hendes bås, men sagde ikke noget inden han så traskede hen imod hende, og slog måsen i sædet. “Når hvad har bragt dit hjerte sorg?” spurgte han roligt med et hævet bryn, og afventede tålmodigt hendes svar, han ville ikke hundse, eller råbe men bare tage det hele ganske roligt. Og selvom han normalt bare plejede at være ligeglad med sådan noget, så måtte han også indse at han ikke kunne klarer sig selv uden venner. tag: Grace Barlow, Jayden Lee DiCapiro

[/i][/center][/div][/td][/tr][/table][/center]