Getting back on my feet

[Elizabeth Monroy Smith]

"I might be bad"
- But Im perfectly good at it -

Fredag aften på Barking spider, mænd stod i pakvis uden for døren, for at komme ind og se de dejlige kvinde kroppe, danse oppe på scenen, at Elizabeth var en af dem, var lidt af et vidunder, især efter at efter jobsamtalen havde hun ikke dukket op til den aftalte tid, mindre problemer var kommet i vejen, men nu hvor at Lizzie var ved at komme oven på igen, havde hun taget tilbage, for at se om der faktisk var en mulighed at kunne starte, trods for at hun ikke var dukket op overhoved. Heldig som hun havde været, stod han stadig og manglede nogen, og hun kunne starte med det samme. - Af den grund stod hun nu på scenen iført en lille nederdel, en top der sad stramt hen over brystpartiet, hvilket sikkert skulle få nogle af mændende til at stirre. Hun himlede med øjnene over den tanke, og fortsatte med den rutine som hende og pigerne havde øvet på i en uge nu. Tankerne gled hen mod, at der bare ikke var noget som måtte gå galt, men det blev hurtigt skubbet til side, da en masse fløjten var til at høre. - Nu var det vel okay at sige, at aftenen rigtigt var gået i gang.

Hvor længe de stod der og dansede frem og tilbage, var hende ubevist, hendes ben gjorde ondt, ligeledes gjorde hendes ben, ankler, arme, lår, ja bare i det hele taget gjorde hele hendes krop ondt. Ikke fordi at hun tog sig så meget af det, det var mere pengene der fyldte noget, pengene til at kunne få det næste fix, eller bedre, en god kølig drink. Hun bed sig i læben, hun havde ellers lovet sig selv at holde sig væk fra det stads, men virkelig? Hun kunne jo ikke tage sig sammen, og faktisk overholde det. Hun sukkede kort, og gik ud i omklædnings rummet sammen med resten af pigerne, nu skulle de i gang med at betjene de mange kunder, for derefter at være på scenen igen klokken 22 sharp. Det var et tids krævende job, og det var ikke fordi de fik den bedste løn, men det var bedre end ingen ting. - ikke?

Så mange tanker, så mange spørgsmål, hvorfor var det at hendes hjerne altid var the high way, af tanker, som der bare ikke kunne finde ud af at køre ordenligt rundt. Lige pludselig overhælede den ene tanke den anden, også var der ikke længere styr på noget som helst. Faktisk var det en af grundene til at hun var blevet så glad for at drikke og tage stuffer, rushet af ikke at kunne huske noget som helst. Det var befriende, virkelig en inderlig befrielse, fra alt det som hun så inderlig havde et ønske om, men ikke kunne tage sig sammen til at gøre noget ved. Noget hun hadet så inderligt, denne tanke om at alt det hun faktisk stod for, det havde hun skudt hul i, og nu gik hun den vej, som hun altid havde haft så lidt respekt for. Hvad man ikke gjorde, når man ville fordrive onde tanker?

Det nye outfit blev taget på, og hun skyndte sig ud til kunderne, så godt hun kun kunne med de høje hæle, som de små fødder var stukket ned i. Hun fugtede de fyldige læber, og håbede at makeuppen så okay ud. Hun havde ikke lige haft tid til at tjekke den i spejlet inden hun var gået ud, for at servere. Et smil bredte sig hen over hendes læber, mens hun gik over til baren, og stillede sig til rette, og ventede blot på at der var nogen som ville kalde hende over til sig, for at komme med deres order.

til Joseph

[Joseph Porcher]

Joseph sad afslappet lænet tilbage i en af de få hjørnesofaer, der var i rummet. Han var iført et sort jakkesæt og havde placeret sin venstre ankel på sit højre knæ og sin højre arm op på ryglænet bag en kvindes bare skuldre, som sad og snakkede med en fyr og en anden kvinde på den modsatte side af bordet. Ved Josephs venstre side sad et par tæt sammenslyngede og hviskede til hinanden. Umiddelbart kunne det virke som om, at ingen, udover de snakkende, havde noget at gøre med hinanden, men faktisk have alle seks fulgtes hen til The Barking Spider sammen. Alle havde dog kun fået en drink indtil videre og havde derfor stadig kontrol over deres rolige væsen.

Joseph lænede sig frem, greb sit whiskeyglas og førte det op til læberne. Da han satte glasset fra sig igen og lænede sig tilbage, kunne han mærke kvindeskikkelsen ved sin højre side læne sig en smule ind mod ham. Hans blik var dog rettet ud i rummet, hen på de dansende, men han fik ikke set meget på dem, da et utålmodigt ryk fra kvinden, fik ham til at kigge ned på hende. "Joseph," sukkede hun anklagende og kiggede op på ham. Spørgende så han hen på de to andre, hvor den anden kvinde også så anklagende på ham, mens fyren var tæt på at grine. "Jeg synes det samme som dig, Lavender," sagde han, uden at vide, hvad han syntes om, og kvalte ligesom sin ven et grin - han kunne høre fyren med sin kæreste grine lavt. Lavender opgav og fortsatte samtalen med sin veninde, mens Joseph lod blikket vandre igen. Efter at have stirret på en blond skikkelse i flere sekunder, gik det op for ham, hvem det var. Med et lille sæt rettede han sig op, og kun kort efter formede hans læber et bredt smil. "Jeg er tilbage om et øjeblik," sagde han til de andre og stadig med blikket fæstnet på skikkelsen, rejste han sig og efterlod sine venner bag sig.

Ubevidst rettede hans på sin krave, da han nærmede sig målet, mens hans smil voksede. Da han nåede op bag kvinden, lænede han sig lydløst frem og placerede sin mund lige udenfor hendes øre. "Buh," åndede han, hvorefter han grinte - ikke fordi han havde fundet sig selv særlig sjov, men fordi han ikke havde set sin kusine i lang, lang tid. "Lizzie!" udbrød han højt og løftede armene foran sig. Han havde ikke i sine at kramme hende, da det ganske enkelt ville være for akavet, også selvom der var gået år, siden de sidst sås. "Hvad ..." begyndte han, men afsluttede aldrig sætningen. Han hentydede til, hvad hun lavede her, da han havde regnet med, at hun var et andet sted i USA. "Nej vent, fik du hjemve?" spurgte han og sænkede armene igen - delvist for sjov, men samtidig med en spørgende undertone. De boede ganske vist i England, men også Josephs fætter var i Bridgeford, så det kunne være, hun havde opsøgt ham.