Post by Vincenzo De Lazzaro on Jul 22, 2011 20:55:30 GMT 1
Det regnede i dag.
Nogle mennesker brød sig godt om regnen. Der var de, som godt kunne lide at sidde indenfor og kigge ud af deres vindue, føle sig glade for at de var varme og trygge hvor de sad, mens den blide dryppen af regndråber ramte deres rude. Så var der de, som gik direkte udenfor. De tog sig hverken af kulde eller blæst, men åbnede smilende deres arme og kiggede op på den grå himmel, som var den en gammel ven. De elskede lugten, følelsen, hele oplevelsen af regn.
Vincenzo var ingen af disse mennesker. Han hadede regnen. Han brød sig ikke om at være kold eller våd, brød sig heller ikke om tanken, at han skulle være spærret inde fordi vejret krævede det. Regnen gjorde ham småirritabel og det bedste han kunne gøre var at lade som om den ikke eksisterede. Den bedste måde at opnå dette på var at flygte til et sted som Deling Street, hvor alting var en luksuriøs illusion, en veritabel will-o'-the-wisp i disse moderne dage.
Det var næsten lidt uhyggeligt. De ellers regnvåde, grå gader var oplyst af restauranter og små spisesteder. Latter og duft af god mad kunne mærkes fra hver enkelt, som om de allesammen lokkede en kold rejsende i håb om at få ham ind.
Vincenzo, som var iklædt en tyk bomuldsfrakke og en fedora hat, valgte at gå ind i The Lantern - en temmelig respektabel restaurant, hvor medlemmer af mafiaen var mere end velkomne. Vinnie var ikke helt sikker på hvorfor - måske på grund af de gode drikkepenge eller sådan noget. Det var i hvert fald hyggeligt at komme der.
Varmen kneb i hans kinder da han åbnede døren og gik ind. Stedet var godt oplyst og der var pæntklædte folk over det hele. Kvinder i aftenkjoler, mænd i tuxedos, tjenere i godt humør og et jazzband der spillede den kækkeste musik der var for tiden - de bidrog allesammen til den gode stemning, som fik Vinnie's hjerte til at danse.
Han hang hat og frakke på en stumtjener, og der gik ikke lang tid før en ung tjener hilste på ham med et mildt buk. Han talte derefter dæmpet:
"Evening, Mister Lazzaro. Good to see you here. We have a free table at the window, if you care to-"
"Thanks, just keep it occupied. I'll go check the bar for a moment." afbrød han, ikke uhøfligt. Tjeneren lod i hvert fald til at forstå ham og nikkede smilende, hvorefter han gik hen til bordet for at forberede det.
Imens bevægede Vincenzo sig mod baren. Var man den rigtige person, så kunne man bestille de rigtige ting her. Nu drak han jo ikke, men derfor skadede det ikke lige hurtigt at checke op på, hvordan forretningen har været den sidste måneds tid. Bartenderen genkendte ham. Det var der heldigvis ikke mange andre der gjorde, hvilket var et godt tegn - var man diskret nok til at udføre opgaver, så var man også diskret nok til at undgå ballade. Han kiggede sig nu alligevel mistænksomt omkring, mens han lyttede til bartenderens optælling.
Nogle mennesker brød sig godt om regnen. Der var de, som godt kunne lide at sidde indenfor og kigge ud af deres vindue, føle sig glade for at de var varme og trygge hvor de sad, mens den blide dryppen af regndråber ramte deres rude. Så var der de, som gik direkte udenfor. De tog sig hverken af kulde eller blæst, men åbnede smilende deres arme og kiggede op på den grå himmel, som var den en gammel ven. De elskede lugten, følelsen, hele oplevelsen af regn.
Vincenzo var ingen af disse mennesker. Han hadede regnen. Han brød sig ikke om at være kold eller våd, brød sig heller ikke om tanken, at han skulle være spærret inde fordi vejret krævede det. Regnen gjorde ham småirritabel og det bedste han kunne gøre var at lade som om den ikke eksisterede. Den bedste måde at opnå dette på var at flygte til et sted som Deling Street, hvor alting var en luksuriøs illusion, en veritabel will-o'-the-wisp i disse moderne dage.
Det var næsten lidt uhyggeligt. De ellers regnvåde, grå gader var oplyst af restauranter og små spisesteder. Latter og duft af god mad kunne mærkes fra hver enkelt, som om de allesammen lokkede en kold rejsende i håb om at få ham ind.
Vincenzo, som var iklædt en tyk bomuldsfrakke og en fedora hat, valgte at gå ind i The Lantern - en temmelig respektabel restaurant, hvor medlemmer af mafiaen var mere end velkomne. Vinnie var ikke helt sikker på hvorfor - måske på grund af de gode drikkepenge eller sådan noget. Det var i hvert fald hyggeligt at komme der.
Varmen kneb i hans kinder da han åbnede døren og gik ind. Stedet var godt oplyst og der var pæntklædte folk over det hele. Kvinder i aftenkjoler, mænd i tuxedos, tjenere i godt humør og et jazzband der spillede den kækkeste musik der var for tiden - de bidrog allesammen til den gode stemning, som fik Vinnie's hjerte til at danse.
Han hang hat og frakke på en stumtjener, og der gik ikke lang tid før en ung tjener hilste på ham med et mildt buk. Han talte derefter dæmpet:
"Evening, Mister Lazzaro. Good to see you here. We have a free table at the window, if you care to-"
"Thanks, just keep it occupied. I'll go check the bar for a moment." afbrød han, ikke uhøfligt. Tjeneren lod i hvert fald til at forstå ham og nikkede smilende, hvorefter han gik hen til bordet for at forberede det.
Imens bevægede Vincenzo sig mod baren. Var man den rigtige person, så kunne man bestille de rigtige ting her. Nu drak han jo ikke, men derfor skadede det ikke lige hurtigt at checke op på, hvordan forretningen har været den sidste måneds tid. Bartenderen genkendte ham. Det var der heldigvis ikke mange andre der gjorde, hvilket var et godt tegn - var man diskret nok til at udføre opgaver, så var man også diskret nok til at undgå ballade. Han kiggede sig nu alligevel mistænksomt omkring, mens han lyttede til bartenderens optælling.
