It's just raining...

[David Samuel Carr]

Hvis han nu havde husket at se efter i sin kaldener, så havde han nok haft mere travlt end han havde nu, hvor han endelig fik fri. I Daivds hoved skulle han bare forbi boghandlen, få noget at spise og så hjem. Men havde han set efter i kaldenderen havde han set at han havde et møde kl 18:00 i boghandlen. Han havde ledt efter en barnepige i et godt stykke tid efter hånden og her den anden dag havde telefonen ringet. En ung kvinde, ganske lovende, ville gerne søge stillingen og de havde aftalt at de ville mødes i boghandlen, på den måde gik der ikke nået tid til spilde for ham, og han kunen umuligt lade hver med at komme til mødes. Han kendte jo sig selv godt nok til at vide at han sagtens kunne glemme en sådan aftale. Han havde revet ansøgningen han havde ført i avisen ud og lagt den ind i kaldenderen:

Barnepige søges.
Du skal være god til børn, tage ansvar og kunne lave mad samt gøre rent. Du skal kunne arbejde om dagen og gerne også enkelte aftner. At du kan læse og skrive er et klart fortrin. Det er et krav at du er en ung, men moden kvinde. Ring på telefon: [phone] efter kl 19:00 hvis du vil søge stillingen.

Men nu huskede han ikke denne aftale og denne annonce var så fjern for ham som skyerne over ham. Han lod blikket glide op på den grå himmel over ham. Han kunne mærke duggen falde som et tyndt tæppe ned over ham. Han lagde en rolig hånd på bænkens ryg og kunne mærke hvordan duggen allerede havde lagt sig på den. Hans øjne gik i og en varslende dråbe faldt på hans kind, kort tid efter faldt endnu en på hans pande og han åbnede øjnene, fjernede hånden på bænken og greb i stedet den paraply han holdt i sin anden hånd, sammen med sin lædermappe, for at slå den op. Inden han fjernede det lille bånd der holdt sammen på paraplyen betragtede han sine egne hænder, så overvejene ned på paraplyen, men uden at tænke en eneste tanke, og fjernede så båndet for at se paraplyen folde ud foran ham. Han lod den glide op så den fungerede som et lille, rundt, sort tag over hovedet på ham, kun holdt oppe af en hånd. Den anden holdt stadig hans mørkebrune læder mappe. Han blev dog stående lidt endnu, mens han betragtede hvordan dråberne efterfuldt hinanden hurtigere og hurtigere, og hvor sent folk opdagede at det var begyndt at regne. Det morede ham en smugle hvor meget folk overså i hverdagen. Der var så mange små ting de ikke lagde mærke ting, men hvis man tog sig tiden til det, så kunne man ikke overse det.

Han smilte stille for sig selv inden han så satte i bevægelse igen. Regnen var nu ikke længere små usammenhængene dråber hist og her, men var blevet en række hurtigt forfuldte, store dråber, der faldt tungt fra himlen og gav en hul spændsti lyd fra sig når de faldt på den sorte paraply. Han fotsatte gennem den smalle gade på vej hen mod den boghandel, der var hans bestemmelsessted. Den sorte uldfrakke stod åben og viste det gråt jakkesæt med nålestriber han havde på inden under. En jakke, der var lukket, en hvid skjorte med vest i samme mynster og farve som jakken og et slips i en dæmpet, diskret blå farve. Buskerne var i samme farve og mynster som jakken og vesten og ved buksebenets munding kunne man se en sort lædersko, ikke blank og ikke slit, diskret som så meget andet ved ham. Så man han efter i detaljerne ville man bemærke en ekstrem ordenssans, der var ubegrundet, men meget i øjenfaldende. Alt var nystrøjet, ikke en fold i bukserne selv om det havde været en lang arbejdsdag, skoene var pusset, men ikke så meget så de begyndte at skinde om kap med butiksvinduerne han gik forbi. Håret var smurt tilbage og øjnene bundløse men rolige.

Han overvejede kort hvad der skete der hjemme, men kom i tanke om at det jo var mandag i dag. Hvilket så betød at både hans søn og hans kone var ude til sent i aften, fordi de havde en lege aftale med en af naboerne. Det var godt at hans kone kom lidt ud, hun var alt for meget der hjemme, hun havde godt at komme lidt ud blandt mennesker. Han så på sit ur: 18:04, intet under at han var lidt sulten. Når, det måtte vente. Han skulle nå boghandlen inden den lukkede kl 18:30, det var da altid nået at han havde en sen dag, for ellers ville han aldrig komme til at kæbe bøger, men normale mennesker slap jo nået tidligere end han gjorde, egentlig var han den eneste han kendte der slap så sent, så det var nok hans arbejdstider den var gal med og ikke butikkernes åbningstider. Selv om det var lidt iriterrende at han altid skulle planlægge alting når han skulle handle.

Han stoppede pludseligt op og se på butikken på hans venstre side. ”McGee's Antikvitar” Så så han sig over skulderen på butikken han lige havde passeret: ”Cate's Bookstore” Sagde skiltet der hang over døren. David smilte for sig selv og rystede svagt på hovedet over at han var gået forbi uden at se det, inden han så vente om og gik hen til døren der første kunder ind i boghandlen. Ude foran døren slog han paraplyen ned, rystede det værste vand af den, inden han så gik ned af trapperne, åbnede døren og trådte indenfor inden han blev alt for våd af regnen. Indenfor lå støvet som et slør i luften og luften virkede så tør som et vissent blad i forhold til den våde luft han lige var kommet fra. Han rystede forsigtigt kraven så han ikke slog vandet ud på bøgerne, reolerne eller nogen af kunderne. Det var ikke fordi der var særlig mange i butikken på denne tid, hist og her stod en enkelt og bladrede i en bog eller eller ledte efter en titel og oppe ved disken stod butikkens ejer og snakkede om en bog med en kunde. Ved døren stod David og betragtede butikken. Lod sine øjne vænne sig til belysningen, lod din næse vænne sig til den støvede luft og ventede på at hans hud havde vænnet sig til temperaturen. Paraplyen stilte han i paraplyholderen ved døren iden han med vante skridt gik hen til reol nummer tre på højre hånd for døren. Det var her de havde regulativerne stående. Han fandt afsnittet med økonomi og lod blikket flyve hen over de kendte titler i håb om at finde en han ikke havde læst endnu. Han havde bestilt nogle bøger hjem som han vidst ehun havde oppe ved disken, men ville lige tjekket om det var der sket nået andet her på hylden. Det var der ikke og han fortsatte derfor om på den anden side af reolen for at kigge på skønlitteraturen i stedet.

Notes: Enjoy! TAGS: Mable Prince WORDS: 936
TEMPLATE BY HAY SHAY ! AT CAUTION AND LYRICS BY KESHA

[/font][/center]

[Mable Prince]

let's see what h a p p e n s ,
while we're here

Mable fugtede sin pegefinger i et lettere fraværende stadie, da hendes øjne samtidig med denne handling gled over linjerne i en bog, hun sad med. Det, at fugte fingeren for at få et bedre tag på en bogs sider, var blevet en vane for hende at gøre, ligemeget om de enkelte sider var lette at tage fat i, og det var ikke en tanke, der strøg igennem hendes hovede, at nu skulle hun sørge for at fugte sin finger, så hun kunne nå at bladre, når hun havde læst siden færdig. Hun foretrak at læse ud i en køre og ikke blive afbrudt, da det kunne spolere den stemning ord kunne formå at skabe, og måske tænkte hun et sted i sin underbevidsthed, at selvom siderne var lette at tage på, ville hun ikke risikere at afbryde sig selv midt i læsningen og førte derfor alligevel fingeren op til munden, når hendes øjne var ved at nå de sidste linjer.

Et dybt suk gled over hendes læber, da hun fortsatte læsningen på næste side. Det var ikke et suk af kedsommelighed (selvom bogen ikke just var et pragteksemplar), men derimod af velbehag, da boghandlen, og ethvert andet sted med bøger, var et af de steder, Mable bedst kunne lide at være. Af og til kunne der være lidt flere kunder i boghandlen end foretrukket, men duften af bøgerne, som Mable aldrig blev træt af, og den rolige stemning, der var der, fik hende til at blive. Hun havde dog lært, at der altid var mest stille lige da butikken åbnede, og når klokken nærmede sig tidspunktet, hvor folk var hjemme for at spise dagens sidste måltid. Og selvom Mable selv skulle være hjemme som alle andre, kunne hun sagtens finde på at gøre den undtagelse og tage ned i boghandlen og udnytte det stille tidsrum på et af sine yndlingssteder.

Nu var hun her dog, fordi hun havde en aftale. Det hele havde startet med en avisannonce, som havde fanget hendes opmærksomhed. Den omhandlede et forældrepar, der søgte en barnepige, der kunne passe deres tre-årige søn. Den var som skrevet direkte til Mable, der opfyldte alle de krav, annoncen stillede, og det var derfor, hun havde taget sig sammen og taget kontakt til forældrene. Hendes eskortjob viste sig langt om længe ikke at være nok til hendes overlevelse, og selvom hun havde gået og drømt en smule om et sekretærjob, fandt hun dette som en lettere udvej, en god start til at begynde på endnu et job, der dog stadig kunne hjælpe hende rent økonomisk. Hun havde ingen planer om at sige sit nuværende arbejde op, da hun behøvede al indkomst, og hun kunne tillade sig det, da hun oftest kun ekskorterede om aftnen, og børnepasningen mest foregik om dagen. Hun ville dog få meget mindre ledig tid, og hvad, der nagede hende mest, var nok, at det ville påvirke hendes mulighed for at læse.

Som om tankerne, der havde ligget stille i baghovedet, nu var brudt frem (selvom hun overhovedet ikke havde tænkt en eneste tanke, der ikke omhandlede hvad hun læste), løftede hun blikket og afbrød sig selv midt i en sætning. Hun sad et øjeblik med blikket rettet mod trægulvet og opfangede i den tid, at det var begyndt at regne udenfor, og at hun havde siddet her i længere tid en planlagt. Hun løftede blikket endnu mere, denne gang søgende efter et ur, og da hun nåede sit mål, så hun, at der var gået ti minutter, siden hun skulle have mødtes med David Carr. I et øjeblik frygtede hun, at hun havde været for opslugt af sit læseri og derved overset ham, men så tænkte hun tilbage og konstaterede, at hun ikke havde hørt dørklokken lyde, siden hun var ankommet til stedet - og han havde ikke kommet før hende. Carr var altså forsinket. Der var ikke gået nok tid til, at Mable begyndte at mistænke ham for at have glemt det, men af en eller anden grund, skulle der ikke gå meget længere tid, for hun gjorde det. Måske var hun nervøs - ved at taste nummeret ind, havde hun trods alt også handlet en smule mod sin egen vilje.

Til lejligheden var hun iført en mørkeblå kjole, der fulgte hendes kropsform og nåede hende til knæene. Den havde korte ærmer og var pyntet med et enkelt bånd af det samme mørkeblå, uldne stof rundt taljen. På fødderne bar hun nogle beige sko med lave hæle, og henne på knagen ved indgangen hang hendes frakke, der også var af beige farve. Hendes mørke hår var som sædvanlig krøllet, og hendes øjne bar en let makeup i mørkebrune nuancer. Egentlig havde hun ikke gjort så meget ud af sig selv på grund af aftalen, men kun skiftet kjole. Hun var ikke vant til at klæde sig på til forskellige lejligheder, men kun hverdag og aften, når hun var ude og ekskortere, og havde derfor valgt at se afslappet ud, som hun gjorde til hverdag.

Idet Mable lukkede bogen og rejste sig op, lød dørklokken. Mable kunne ikke se, hvem det var, der ankom, da hun havde slået sig ned på en stol længst bag i butikken bag alle reolerne. Da hun havde stillet bogen tilbage på sin plads på hylden foran hende (hun havde givet sig selv den frihed at låne en bog i mellemtiden), begyndte hun at bevæge sig mod yderdøren, som nogen just var kommet ind ad - nogen som Mable mistænkte måske kunne være David Carr. Ved synet af den nydelige mand, begyndte hun dog at tvivle, da hun af en eller anden grund ikke kunne forestille sig, at han var far. Mens hun roligt nærmede sig, forsvandt han bag en reol, og hun standsede. Hvad skulle hun gøre nu? De havde ikke aftalt nogen måde at kunne genkende hinanden, hvilket egentlig var en smule dumt, da det gjorde det hele meget sværere.

Efter at have stået og tænkt et stykke tid satte Mable i bevægelse igen, nærmede sig reolen og drejede rundt hjørnet, som manden just havde gjort. Hun standsede igen, da hun så ham nogle få meter henne, men så gav hun sig selv en mental lussing, og gik helt hen til ham. "David Carr?" spurgte hun, og da det var gjort, forsvandt det meste af nervøsiteten, og hun fandt sit sædvanlige smil frem på læberne, der udsendte varme og imødekommenhed.

[David Samuel Carr]

Ved lyden af sit navn så David op fra skønlitteraturen med et lettere forvirret blik. Han havde ikke lige genkendt nogen i butikken og butiksejeren ville da næppe kunne genkende ham. Så meget var han jo heller ikke her inde. Hans blik landede øjeblikkeligt på en køn ung kvinde iført mørkeblo kjole og beige sko og med håret krøllet. Han tillod sig selv at studere hendes ansigt ganske kort inden han kørte det gennem sin hukommelse og overraskende nok ikke kom op med nogle der passede på hende. Hvorfor havde hun sagt hans navn? Han fik en voksende lyst til at se sig over skulderen for at se om der var en anden hun kunne havde talt til, men han vidste at der ville han kun finde en væg, og han stod for tæt på den til at nogen kunne havde stilt sig mellem ham og den.

Et sted i Davids underbevidsthed var Samuel ved at gå til at pinlighed. Han trommede med fingrene og begyndte at blive urolig i sin psykiske krop. Hvorfor var David altid så håbløs uden ham? Han kunne da heller aldrig tage fri! ”Mable Prince.. Mable Prince.. Aftale klokken 18:00 som barnepige..” Han viskede det forsigtigt til Davids hukommelse for at give ham nået andet han kunne huske, gentog det et par gange før det lige så forsigtigt begyndte at trænge igennem til David, der ikke anede uråd om Samuels indblanding.

Lige så forsigtigt begyndte et minde at vokse frem i David, og dette kunne ses på hans før så ellers blanke øjne. Han lagde hovedet en tan på skrå og drejede kroppen så han stod med fornten mod den unge kvinde. ”Mable Prince?” Han stemme var spørgende, men nu begyndte han at blive mere sikker på at det var hende, og hans mundvig løftede sig op i venligt, men måske også en smugle undskyldende, smil. ”Det må De altså undskylde, frøken Prince. Jeg havde vist fået smit vores aftale ud af hovedet, hvor er det godt at De er her.” Han rakte sin hånd frem mod hende, og det var tydeligt at han stoppet sig selv midt i sætningen. Han blev altid lidt nervøs når han ikke havde styr på alting, og at havde glemt deres aftale havde tydeligvis bragt ham i forlejenhed. Hans kinder var blevet en smugle røde, kun ganske svagt, næsten ikke til at bemærke, men han kunne mærke det da de var blevet varmere af blodets pludseligt tilstrømning til hans kinder. Da han vurderede at hun havde haft en chance for at tage hans hånd, tog han den til sig igen og gik forsigtigt forbi hende uden at komme til at gå ind i ende, mens han prøvede at skjule den svage rødmen, der var en chance for at hun kunne se. Lige så snart han havde vendt ryggen til hende, forsvandt varmen fra hans kinder øjeblikkeligt og han gik op til boghandlens disk, bagerst i rummet. På ved hen til den stoppede han dog op og vendte sig mod Miss Prince. ”Et øjeblik, frøkeb Prince, så er jeg tilbage ved Dem igen.” Så gik han helt op til disken og hilsten på kvinden bag ned den med et høfligt nik.

”Jeg har bestilt nogle bøger hjem. De skulel gerne stå under navnet David Carr.” Kvinden nikkede med et smil og forsvandt ud i baglokalet hvor hun fandt en papirspose frem. Hun to 2 bøger op af den, begge to tykke fagbøger om økonomi, inden hun så fik øje på den mindre bog der lå nederst og også fandt den frem. En tynd eventyrbog til hans søn, med stor skrift så han selv havde en chance for at læse den en dag. David nikkede til samlingen, lagde det aftale beløb på disken mellem dem og tog bøgerne hun havde lagt tilbage i posen, inden han så ønskede hende en god aften og gik tilbage til Miss Prince. Gad vide hvor længe der ville gå før han kunne invitere hende på aftensmad. Han var sulten og havde tænkt sig at spise snart, men det var selvfølgelig mens han stadig havde glemt alt om deres aftale. Ville det være forkert at tage jobsamtalen på et spisested? Et svagt indre suk dukkede op, han var så dårlig til at møde nye mennesker, selv om hende her virkede rigtigt flink. Han kunne godt lide hendes stemme, den var beroligende på en familiær mådeg han var helt overbevist om at Thomas ville kunne lide hendes umiddelbare væremåde. Ikke fordi Thomas havde særlig svært ved at kunne lide mennesker, han var stadig naiv og havde barndommens uskyld, men det var jo ham det drejede sig om. Inden han kom helt frem til hende, nåede han lige at tænke tanken: ”Hun kan ikke blive ansat før Thomas har godkendt hende..”, så var han helt fremme ved hende og tankerne gik i stå. Det eneste der skete i hans hoved nu var en indre kamp med sig selv om hvorvidt han kunne tage samtalen over middag eller om det ville komme til at virke forkert.

I Davids underbevidsthed voksede et par rullende øjne op og Samuel kløede sig i panden. Den dreng var simpelhen håbløs! Det var da godt at han havde kendt ahn længe nok til at vide hvordan man gav ham ideer og tanker, uden at han opdagede at de ikke var hans. Et øjebliks svaghed fik ham til at forestille David og hans situation uden Samuel, men så snart han blev opmærksom på dette, forsvandt billedet og han viskede ind i Davids indre øre: ”Man kan ikke holde en jobsamtale i en boghandel.. Så lænte han sig tilbage for at nyde forestillingen.Han måtte nok vente med at forsvinde til om lidt, bare for en sikkerheds skyld. Den arme dreng kunne jo mistænkes for at falde op af trapperne eller nået andet i den stil, men forhåbentligt ville han klare sig selv fra nu af. Det var jo trods alt Samuels friaften, eller.. Det var dte i hvert fald blevet til siden han ikke havde nogen der skulle slåes ihjel. Ellers havde det været en arbejdsdag, men han havde lige færdiggjort et arbejde og havde takket nej til det andet mord der havde overtaget det andet. Det var for sølle til en af Samuels kaliber. Desuden ville de havde den arme mand tortureret og den slags gjorde Samuel ikke i. Der måtte de finde en sølle bølle der manglede nogle lommepenge.

Ordene dukkede hurtigt efter op i Davids bevidsthed som hans egne tanker, og det faktum måtte han jo give sig selv ret i. ”Frøken Prince, har De nået imod at tage jobsamtalen over en bid brød?” Han så på hende med et venligt smil, og virkede en usikker, selv om hans indre var så oprørt som oceanerne under en storm. Men på hans ydre var han fattet, og hans mørke brune øjne var rolige og varme. Omsluttede alt hvad de så på, og lige nu var det kun hende de så på.

Notes: Afsnit med skrå er Samuel TAGS: Mable Prince WORDS: 959
TEMPLATE BY HAY SHAY ! AT CAUTION AND LYRICS BY KESHA

[/font][/center]

[Mable Prince]

let's see what h a p p e n s ,
while we're here

Davids, om det nu var ham, lettere forvirrede blik og den kortvarige pause, der opstod, efter Mable havde henvendt sig til ham, overbeviste hende næsten om, at det ikke var den rette mand. Hun skilte derfor læberne ad for igen at tale, men nåede ikke længere end at åbne munden, da han sagde hendes navn. ”Ja,” bekræftede hun og genfandt smilet på sine læber. Hun tog hans hånd i et blidt tag og gav den et let klem, mens hun rystede på hovedet. ”Det kan ske for selv den bedste,” sagde hun i et roligt tonefald og lod sin hånd glide ud af hans og falde ned langs siden igen. Hun granskede diskret hans ansigt og syntes at se en let rosa farve på hans kinder, men så gik han forbi hende, og hans ansigt forsvandt ud af hendes synsvidde. I al hemmelighed var Mable en smule tilfreds med hans rødmen, da det kun betød, at David Carr kunne føle noget. At et menneske ikke kunne føle noget, var selvfølgelig at overdrive, men det føltes stadig som om, man bevægede sig mellem følelsesløse individer i gader, da konflikterne resulterede i mange hemmeligheder, der kunne gælde ens liv, hvis de blev afsløret.

Mable var ikke vant til at ikke vide, hvad hun skulle gøre. Hun vendte sig derfor om med tankerne kværnende i hovedet og så blot efter ham, da han satte kurs på disken. Men da han bad hende om at vente, følte hun sig straks mere afslappet, og hun nikkede som i, at hun ikke ville rykke sig en tomme. Hun lod blikket hvile på hans ryg, da han stod ved disken, men rettede det derefter ud i rummet. Der var aldrig meget at se i en boghandel, da den eneste aktivitet, der foregik herinde, var bøgerne der blev taget ned fra hylderne og sat op igen, sider der blev vendt og en eller flere bøger der blev købt. Men det var netop denne sløvhed, Mable godt kunne lide, og hun kunne sagtens finde noget at se på. Hendes blik landede på den regnvåde rude, og hun lod de mørkegrå øjne følge de årelignende streger, dråberne dannede, når de gled ned ad glasset. Men hun havde taget en paraply med sig, da det dårlige vejr havde været over Bridgeford hele dagen. Af og til havde regnen dog stoppet med at falde, men den mørke himmel meddelte tydeligt, at den ikke ville fri befolkningen for ren og dårligt vejr endnu, og det var derfor, Mable havde forsørget sig med en paraply, selvom det ikke havde regnet, da hun gik herhen.

Mable lagde i første omgang ikke mærke til, at David igen stod foran hende, mens så så hun hans mørke hår ud af øjenkrogen, og hun vendte sig mod ham. Som han, havde hun umiddelbart heller ikke noget at sige, men det nåede ikke at blive akavet, da han tog ordet. ”Overhovedet ikke,” svarede hun og trak endnu en gang på smilebåndene og begyndte sammen med David at bevæge sig mod udgangen. Hun trak kappen på sig og knappede den. ”Sikke dårligt vejr vi har,” kommenterede hun, da hun bandt bæltet på jakken rundt sin talje, og det var mere en tanke, hun tænkte højt, end en henvendelse til David. Hun greb sin paraply og ventede høfligt på, at David var klar til at forlade stedet, hvorefter de trådte ud i regnen.

Mable mærkede kun få dråber på sig, før paraplyen skærmede for regnen, der faldt stødt, men roligt. Dråberne var store og bløde, hvilket betød at de stadig ville kunne snakke i et normalt toneleje, uden at støjen fra paraplyskærmen overdøvede dem. Mable lod David bestemme retningen, da det ikke skabte noget godt indtryk, hvis hun som fremmed overtog styringen. Og som følge til det havde hun svært ved at finde på noget, hun kunne sige, som var passende. Det behagede hende ikke, da hun ellers var fremragende til at føre samtaler. "Så hvor gammelt er Deres barn?" spurgte hun og skiftede mellem at se hen på David og derefter fremad, så hun kunne holde øje med, hvor hun gik. Hun syntes at have hørt i deres telefonsamtale, at han var tre år, men hun var ikke helt sikker og valgte derfor at være på den sikre side og spurgte derfor.

Der var ikke mange udenfor, men der var alligevel paraplyskærme at se bevæge sig omkring og nogle enkelte personer, der havde glemt den og derfor prøvede at skærme med andet som en avis eller en arbejdsmappe, mens de skyndte sig afsted for at finde ly. Biler var der derimod, næsten lige så mange som normalt, da regnen ikke påvirkede de kørende, og det var lige før, Mable ønskede selv at sidde i en. Tanken forsvandt dog hurtigt igen, da hun igen så hen på David.

[David Samuel Carr]

Det oprørte hav inde i David faldt en smugle til ro da hun svarede at hun intet havde i mod at få lidt at spise. Hun havde en yderst beroligene måde at håndtere tingene på, og han var næsten sikker på at hun ville være god at have i huset. Specielt for hans kone, som jo var den af dem, der ville se mest til hende. Han smilte glædeligt til hende og fulgte efter hende hen til døren, hvor regnen løb ned af ruden og kastede skygger på alt og alle, der blev ramt af lyset ude fra. Han beundrede ganske kort hvordan skyggerne fra dråberne lød ned af frøken Prince's ansigt, men skyndte sig så at flytte ansigtet ned på sin papirspose og sin mappe, inden hun kunne nå at se hans blik. Da han havde tjekket at han havde alt, flyttede han det hele over i én hånd, tog sin paraply og ventede så roligt på at hun skulle blive klar og komme ud af døren.

Da hun flyttede sig hen til døren fulgte han efter, holdt døren for hende med foden så hun kunne komme ud af den uden at blive ramt af den. Han betragtede hvordan paraplyskærmen blev åbnet og fløj op over hendes hoved. Hans blik betragtede hendes fødder som hun bevægede sig op af trappen, op af kælderen og op på gaden, men det var ikke så meget hendes fødder han så på, det var mere det vand der lige så stille løb ned af trappen. Kun enkelte små vandløb skabt af dråberne fra himlen løb ned af trapperne og ned i en lille rist foran døren. En hurtig tanke slog ned i ham. *Gad vide hvor meget kapacitet den rist egentlig har.* Han forstillede sig kort kloaksystemets gang fra risten ved døren og ned til de store kloaker under byen, men rystede så ganske kort på hovedet, som hendes fødder forsvandt ud af hans øjenkrog og indikerede at hun var kommet op på gaden. Så knappede han snoren om papaplyen op og lod den folde sig ud over hovedet på ham, som han forlod døråbningen til boghandleren og bevægede sig op af de få trin op på gadeplan og hen ved siden af frøken Prince uden at stoppe op, men fortsatte blot videre forbi hende. Da han kom op på siden af hende, besvarede han hendes spørgsmål. ”Thomas er fyldt 3 år. Han går hjemme hos min kone, som tager ham ud på besøg for at han kan være lidt social med sine venner. Det sker også at de kommer hjem til os, men det er dog sjældent. Jeg er så småt gået i gang med at lære ham at læse, og han tager det hurtigt til sig, men når jeg er hjemme er det sent og han er træt, så det går langsomt fremad.” Han smilte venligt til hende og betragtede hendes siluet, mens han prøvede at komme i tanke om hvorvidt hun kunne læse eller ej. Han var ret sikker på at hun havde sagt at hun havde let ved det. ”De havde ingen problemer med at læse og skrive, er det korrekt?” Han betragtede hende stadig, mens han fortsatte med at bevæge sig fremad i en stødt, men roligt tempo. Han holdt hoved sådan at han kunne se forhindringerne på sin vej gennem øjenkrogen, og manørede sig med lethed rundt mellem de enkelte mennesker de gik forbi, og parkerede biler, der optog pladsen på fortorvet. Hver gang ville han gøre det sådan at hun fik lov til at gå først, eller sådan at der var godt plads til at de begge kunne komme forbi samtidigt.

Der gik ikke langt tid efter han havde stilt hende spørgsmålet, før han så stoppede op mellem to parkerede biler. ”Vi skal over her.” Han så hurtigt til den ene og den anden side, inden han så vurderede at de sagtens kunne nå over og krydsede gaden for at komme over på den anden side og gå ind gennem en port, ind til en baggård og videre gennem baggården og ud på den anden side. Det tog ikke mange sekunder at gå denne tur, da det var en yderst smal baggård, der mere mindede om en passage. Da han var nået ud på den anden side stoppede han op og sikrede sig at hun var fulgt med. Stedet hvor de skulle ind og spise lå lige ved siden af portåbningen han nu stod i, og det var tydeligt på hans kropssprog at de skulle ind gennem døren ved siden af ham, en dør inde i åbningen der førte ind til en lille hyggelig italiensk restaurant med fornuftige priser og god betjening. Når han skulle have aftensmad ude plejede han altid at spise her inde. Ude fra lignede det bestemt ikke et sted man gad spise, men inden for stod borderne med god mellemrum og med hvid dug på. Der var ting på væggende, men ikke nået man rigtig lagde mærke til. Det var en godt fyldt rum, vel dekoreret med alverdens italienske ting, og på hvert bord stod et sterinlys.

Men lige der hvor han stod, uden for i portåbningen i læg for regnen, kunne man ikke se nået af dette. Man kunne heller ikke se den tjener, der stod i åbningen til køkkenet og hyggesnakkede med kokken, eller de små grupper af mennesker der sad alene og sammen rundt omkring i det lille, røgfyldte lokale. I det lille lokale havde ejeren formået at få plads til romantiske romandsborde, båse med plads til fire, et langbord med plads til 12 mennesker og nogle almindelige familieborde med plads til fire-fem mennesker ved hvert. David plejede altid at side i en af båsende, der var god plads og der kom han ikke til at se ensom ud. Det var også der han regnede med at side i dag, hvis der var plads, selvfølgelig. Men det regnede han bestemt med at der var. De holdt altid en bås ledig til deres egne og til personalet, og der havde han fået lov til at side mere end et par gange i løbet af årene.

NOTES: Fed beskrivelse af regnen (: TAGS: Mable Prince WORDS: 1015
TEMPLATE BY HAY SHAY ! AT CAUTION AND LYRICS BY KESHA

[/font][/center]

[Mable Prince]

let's see what h a p p e n s ,
while we're here

Mable måtte rette blikket fremad, mens David svarede på hendes spørgsmål, da hun var tæt på at vade i en vandpyt, der spærrede for hende. Hun måtte derfor træde et skridt til siden, så hun havnede bag David, men det var så lidt, at hun stadig kunne høre alt det, han sagde, og efter to skridt, var hun igen ved hans side. Hun trak umærkeligt øjenbrynene sammen over det, han sagde.

- ”Det sker også, at de kommer hjem hos os.”

Betød det, at han ikke boede under samme tag med sin søn? Mable havde åbnet munden, men så kom hun på bedre tanker og lod være med at spørge ham og nikkede i stedet til det, han sagde. Ved hans følgende spørgsmål løftede hun blikket og så hen på ham med smilet hvilende i mundvigene. ”Ja,” svarede hun og følte et stik af håb, da det kun tydede godt, at hun kunne finde ud af det, når nu David prøvede at lære sin søn det. Dog havde hun selv aldrig prøvet at opdrage børn, men trods havde hun alligevel en idé om, hvordan hun skulle gøre. Hun følte en lille nervøsitet ved tanken om at skulle opdrage et andet menneskes barn, da hun jo ikke vidste, hvordan de normalt gjorde, men det var heller ikke umuligt, at forældrene også følte en lille nervøsitet over det, så måske ville David fortælle en smule om, hvordan de gjorde, og hvis det gik hen og gjorde Mable for nervøs, kunne hun jo spørge. - Hvis hun fik jobbet altså.

Mable standsede, da David standsede, og fulgte efter, da han krydsede vejen. Hun holdt sig bag ham, da han førte hende gennem en port, en baggård og derefter endnu en port. Hun kunne ikke genkende, hvor hun var, da de havde forladt baggården, men det var ikke første gang, hun oplevede noget lignende, selvom hun havde boet i Bridgeford hele sit liv. Det var egentlig en smule spændende, at man kunne finde nye steder hver dag, men ikke noget Mable gjorde, da det kunne være direkte farligt at strejfe andre steder end på de trafikerede veje. Hun var egentlig heller ikke meget for at gå langt, da hendes smalle ben ikke var bygget til det, og hendes muskler blev hurtigt trætte. Hun foretrak personligt også at sidde ned, da hun oftest lavede sin favoritting, når hun slappede af: hun læste.

De mørkegrå øjne gled over de nye omgivelser, og umiddelbart havde hun ingen anelse om, hvor de skulle hen, før David åbnede en dør ind til et sted, der ikke så ud af meget – ikke fordi Mable forventede, at de skulle spise på byens fineste restaurant, faktisk ville hun overhovedet ikke have noget imod, hvis de ikke gjorde (og det mente hun ikke af ren høflighed) – men, selvom man ikke skulle dømme en bog på omslaget, var det nemt, at man kom til det, når det gjaldt dette sted. Mable havde i hvert fald ikke forventet, at dette sted var så stilfuldt indvendigt – men det var ikke noget hun udtrykkede, da hun allermest koncentrerede sig om David og jobsamtalen nu. Hun ville skabe et så godt indtryk som muligt, da det kun kunne gavne godt i fremtiden, og hun lod derfor David føre hende ind i restauranten og derefter bede om et bord, som de blev ført hen til af en italiensk udseende tjener. Mable bad om en citronvand, da tjeneren vendte sig mod hende og spurgte hvad, hun kunne tænke sig at drikke, hvorefter han vendte sig mod David og modtog hans bestilling. Kun kort efter kom han tilbage med drikkevarerne og menukort, som han placerede foran de to.

Mable så ned på menukortet og åbnede det. ”Det er et nydeligt sted,” kommenterede hun og så op på David. ”Jeg har aldrig lagt mærke til det, selvom jeg er opvokset her,” tilføjede hun konverserende, selvom det var en smule tørt – men hun kunne ikke komme på andet lige nu, der ikke var for indgående. Hun havde aldrig været til en jobsamtale før (heller ikke da hun søgte om jobbet som eskortpige) og havde derfor ingen erfaring med det. Smilet lå stadig om hendes læber, da hun vendte blikket ned på menukortet og begyndte at læse hvad, der kunne fås. Hun vidste umiddelbart ikke, hvad hun skulle kigge efter, dels fordi hun ikke vidste, om han skulle betale (noget som hun egentlig ikke ville tænke specielt meget over), eller hvad hun havde lyst til at spise. ”Er det noget, De kan rekommendere?” spurgte hun og så kort på ham, før hun igen så på kortet. Et spørgsmål han måske ikke ville kunne svare på, hvis det nu var tilfældet, at dette var hans første gang her (selvom hun tvivlede på det, da det som sagt ikke var et særligt i iøjefaldende sted). Hun tog afventende fat om sit glas og førte det op til læberne for at tage en mundfuld af det let syrlige vand, som Mable var begyndt at kunne lide ret meget.

NOTE: Tak, og jeg kan også rigtig godt lide det med skyggerne! Husk at sige til, hvis du selv vil styre, hvad der sker, og jeg ikke skal gøre det.

[David Samuel Carr]

Da hun stoppede op og virkede usikker på hvor de skulle hen nu, gik han roligt hen til døren til restauranten, åbnede døren og holdt den så frøken Prince kunne træde inden for først. Da hun var kommet inden for, mødte en italiensk udseende tjener dem. David stilte sig bag ved hende netop som tjeneren fik øje på ham. Han så overraske op på David. ”2 personer, mister?” David nikkede ja til hans spørgsmål, med et roligt smil der fortalte tjeneren at intet ellers var forandet. ”Følg efter mig..” Tjeneren smilte venligt til kvinden hvorefter han roterede en halv omgang og fulgte dem hen til en ledig bås i bunden af restauranten. På vej igennem restauranten blev det tydeligt at han gav dem et af de borde hvor der var mindst larm. David hadede at spise i larm fra massere af menneske, nok mest fordi han ikke kunne lade hver med at lytte til deres samtaler, og huske dem! Og han ønskede ikke at koncenterer sig om andre menneskers liv når han kavde fri. Det gjorde han på sit arbejde, ikke efter fyraften!

Ved båsen ventede David med at sætte sig til frøken Prince havde sat sig. Hans mappe lagde han ved siden af sig ind mod væggen, paraplyen satte han op af sædet i båsen hvor han sad og hans frakke tog han roligt af og lagde pænt sammen, allerede inden han satte sig, og lagde den samme sted som hans mappe. På dette tidspunkt havde frøken Prince ordret en citronvand og tjeneren havde vent sin uddelte opmærksomhed mod David. ”Det lyder godt, det tror jeg også jeg tager.” Tjeneren nikkede og forlod dem for en kort stund. David betragtede frøken Prince og blev opmærksom på at han ikke havde hjulpet hende af med hendes frakke. Hvor var hans manere blevet af? Hans blik gled ned i bordpladen med en følelse af at flere tanker ville strømme ind over ham, men der kom ikke nogen. Forundret over sin egen mangel på selvkritik så han op efter tjeneren, der forlod baren med deres bestillinger og to menukort. Et glas foran hver af dem, et menukort foran hver dem. Han smilte og takkede høfligt tjeneren, der derefter forlod dem så de i fred kunne beslutte sig for hvad de ville have at spise. Vant åbnede David menukortet foran ham og lod øjnene glide ned af første side: en af stedets menuer bestående af en forret, hovedret, dessert og en vin der passede bedst til hovedretten, men som sagtens kunne gå an til resten af menuen også.

Menu.
Forret: Hummersuppe
Hovedret: Kalvefilet med classisk italiensk sovs og tilbehør.
Dessert: Tiramisu

Han så op på frøken Prince da hun kommenteret stedet. ”Det er ganske rart her. Jeg må sige at det også var et rent tilfælde at jeg fik øje på stedet. For at være ærlig, kan jeg ikke engang huske hvorfor jeg bemærkede det dengang.” Ved det sidste var hans smil næsten ved at glide over i et grin rettet mod ham selv, men det undgik lige præcis at gøre det. Han tog en lille tår af sin citronvand og blev overrasket over den bitre drik der ramte hans tunge. Hans mund størrede sig sammen, hvor efter en blød og sødlig eftersamg dukkede frem i hans mund og gav ham lyst til at drikke mere. Spidsen af hans tunge dukkede forsigtigt frem og fugtede læberne hvor efter den forsvandt igen med smagen af citrus hængende på spidsen.

”Hvis De er sulten kan jeg anbefale den første menu, men hvis De ikke er specielt sulten, har de en fantastisk hummersuppe og deres lasagne har jeg endnu ikke smagt bedre andre steder.” Han smilte umødekommende til hende, glad for at hun snakkede i stedet for blot at side stille. Han havde aldrig været god til det med at bryde isen eller møde nye mennesker for den sags skyld, så det var lidt en uvandt situation han sad i nu. Mest af alt havde han lyst til at opføre sig proffesionelt, bestille nået mad på hendes vegne og så starte jobsamtalen, men han følte at det var forkert at gøre det på den måde. Hvis hun skulle være med at opdrage ham og hans kone lille dreng, så skulle han ikke være en autoritet i hverdagen, så skulle det være en opgave der blev løst i fællesskab, som lige mænd.. eller kvinder.. individer! Det gik op for ham at hans tanker havde kørt ham af sporet og at hans blik var blevet fjernt. Straks blev hans blik fokuseret, og han bemærkede at tjeneren var kommet hen til dem og nu spurgte om de vidste hvad de ville have. Han drejede hovedet og svarede ham inden frøken Prince nåede at give en ordre til tjeneren. ”Vi tager begge jeres første menu. Og også vinen.” Det sidste blev tilføjet netop som tjeneres læber blev adskilt for at spørge om de ville havde den anbefaldede vin med til menuen. Han nikkede smilende og tog i mod de to menukort inden han der efter gik ud til køkkenet for at afgive ordren. Tilbage sad David og betragtede frøken Prince, der havde været midt i en tår af sit citrusvand, da tjeneren kom. For at undgå at hun skulle brokke sig over at han havde bestilt for sig, valgte han at tale det næste ord.

”Deres hummersuppe er simpelthen fantastisk og deres tiramisu er vidunderlig. Men ellers kan De vel spise hovedretten.” Han smilte varmt til hende inden tjeneren vendte tilbage med det spørgsmål han altid glemte at stille, og en kurv med små hjemmebagte brød og nået smør. Kurven satte han midt på bordet inden han så vendte blikket mod frøken Prince. ”Hvordan ønsker De Deres bøf stegt, frøken?”

[/b][/color] Imens vendte David blikket ned mod sin mappe, åbnede den og tog en linjeret A5 blok op af den, inden han så lukkede tasken igen. Diverse blomster, steranlys, salt og pepper skubbede han med en blid hånd ned i den anden ende af firemandsbordet, sammen med kuvereten der lå ved siden af hans egen. Så var der plads til han notesblok som han åbnede op på en ledig side og lagde så en fyldepen mellem de to åbnede sider og betragtede tjeneren der netop havde spurgt ham om hvordan han ønskede sin bøf stegt. ”Medium, tak.” Tjeneren nikkede og forsvandt med et lettere undskyldende smil. Han havde været her længe, men glemte altid at spørge om hvordan bøffen skulle steges.

”Så, frøken Prince..” David vente et venligt blik mod den yndige dame på den modsatte side af bordet. ”... Fortæl mig lidt om Dem selv. Hvor er De opvokset?” Han lænte sig roligt tilbage, men ikke mere end hans hånd stadig kunne nå blokken med linjeret papir. Hans hånd havde grebet fyldepennen, slået den et par gange ned i bogen så blækken løb ned til hovedet af fyldepennen og så knappet hætten af. Hætten kom til at lægge oppe over blokken og fyldepennen blev holdt klar til at notere hvad hun ville sige. Inden hun kunne nå at svare begyndte den at notere:

Mable Prince.
Alder:

Kan læse og skrive.
Klart kropssprog.
Høflig. Rolig. Autoritær.

Davids blik var stadig rette mod frøken Prince, og kun hende. Blikket ænsede ikke hånden, der automatisk holdt hvert et ord præcis hvor linjen var. Han var vant til at skrive mens han ikke kiggede, så efter lang tid havde han lært at holde linjerne. Men hans noter var som altid lige ulæselige. De lå næsten vandret nede på linjerne, og var for de fleste svære at tyde. Men nogle bogstaver var til at tyde. Specielt de store bogstaver og længere ord. Det sidste havde nået at gøre med at han skulle tænke lidt for at huske hvorledes det var de blev stavet, og når han hjerne korrigerede sig selv mens hånden skrev, ja så blev skriftet lidt mere læselig og tempoet langsommere.

[/justify][/blockquote][/blockquote][/size][/font]

NOTES: Tak! Nej det er fint. Vi deles lidt. TAGS: Mable Prince WORDS: 1295
TEMPLATE BY HAY SHAY ! AT CAUTION AND LYRICS BY KESHA

[/font][/center]