Love, Live, Laugh. - Marcus

[aiden]

Et gadelys, blinkede i mørket og kastede et svagt lys hen over den tilsnuskede gade. Klokken havde efterhånden rundet de elve om aftenen, hvilket var den tid, hvor man regnede med at folk var inden døre; eller i hvert fald de fleste folk, det hænde jo, at mafiaen valgte at lægge i vistit besøg, hos folk som der ikke lige havde opført sig ordenligt. Men for almindelige folk, var døre låst, samt vindues skodderne. Hvordan at man kunne leve i sådan en verden, var der vel mange der spurgte sig selv om, men alt i alt, havde man vel bare justerede sig ind på, at sådan var det, og det blev bare ikke anderledes, så længe mafiaen havde sit ord i sagen, hvilket de jo så ofte havde. Et let suk, gled igennem nogle fyldige læber, denne tanke gang, tilhørte en spinkel ung kvinde, som der stod under den blinkene lygte. Det spørgsmål som mange andre ville spørger om, var nok; Hvad lavede denne unge kvinde her? Ja, det spurgte hun jo også ofte sig selv om, men på en eller anden måde skulle hun jo have penge ind på, og i dag, var det hendes faders gamle lomme ur, som der var kommet på marked. Så lige i dette øjeblik, ventede hun på den mulige kunde. Som altid, var hun klædt i sort fra top til tå. Hætten var slået hen over det utrolig lange blonde hår, selvom det lige nu var mere eller mindre aksegrå. Bad, blev det ikke til, så meget som hun havde vant til. Men som sagt, man vendte sig jo nærmest til alt, efterhånden som tiden gik. Mindet om, hvordan at mad fra tallerken og bestik lå langt fra hende, samt nærkontakt fra andre mennesker. Noget hun ikke havde gjort, siden hun havde set sin mor, ligge på det hvide gulvtæppe, som blev mere og mere rødt, fra hullet i panden. Et let kuldegys gled igennem hendes krop, da tanken og billede bredte sig i hendes indre.
Stop, mumlede stemmen inde i hoved, som et tegn på, at hun ikke skulle tænke på det, selvom det stadig fylde så meget i hendes liv. Hvis hun nogen sinde fandt hendes far i live, vidste hun ikke hvad hun ville gøre med sig selv, og ikke mindst, hvordan hendes far ville ende. Lettere nervøst kiggede hun ned på sit armbåndsur, hvor viserne viste 22.54. Hvor blev han af? Han havde sagt han ville være her, klokken kvart i elve, men var endnu ikke dukket op. Inde i hoved, begyndte hun at sige til sig selv, at hvis han ikke var kommet om ti minutter, måtte hun se det som et back out, og skynde sig hjem til hendes bo sted. Selvfølgelig en anden rute, end den vej hun var kommet fra, da muligheden for at blive skygget, altid var stor. Ja, man kunne vel sige at Aiden havde fået utrolig stor angst, og tvangstanker om, at alt, og ikke mindst alle var ude efter hende. Hvilket, sikkert slet ikke var sådan landet lå? Men hvem vidste, måske var mafiaen virkelig ude efter hende, så var det jo bedre at ligge på den sikre side, så at sige. Noget mundvand, blev langsomt sunket ned i spiserøret, mens at de krystal blå øjne, kiggede lettere febrilsk rundt

[Marcus blach]

Tågen var egentlig svag i byens gader, og gadelygterne fremviste blot den hvide dug som dansede i vinden. Det havde været en varm dag, men de manglende skyer på himlen havde ikke været der for at holde varmen om natten. Det havde resulteret i den kolde dug nat.
Der var egentlig utrolig stille netop på dette tidspunkt; folk gik ikke så ofte ud om aftenen som de plejede - ikke efter den episode for nylig med et mystisk mord og en manglende halskæde. Familier ville ikke indblandes i det, og især natten var et tidspunkt hvor man vidste, at man ikke var i sikkerhed. De sorte skygger var for dystre efterhånden, for dem som kendte byen.

I skyggerne i en sidegade kom en skikkelse gående. Han havde et par tætsiddende sorte jeans, en almindelig skjorte, hvor slipset var blevet løsnet og skjorten sad halvt oppe over buksekanten, håret sad vindblæst til siden og det eneste der lyste var det orange lyse skod fra smøgen. Man kunne se når han indhalerede. Så fjernede han smøgen fra de smalle læber og pustede røgen ud i den hvide tåge så det blandede sig og blev ét. Hans skridt gav ekko i gyden, og da han kom ud på den rigtige brede gade, stoppede han ved grænsen fra gyden og skimtede rundt. Hans unge drengede ansigtstræk kom til syne og blev fanget af en gadelampe. Han havde et par dybe mandelbrune øjne, der var så karakteristiske, at det var svært at kunne glemme dem. Hans markante træk -hagen, kæben, kindbenene - de var alt sammen med til at give ham den karisma som gjorde, at du huskede hans ansigt. Han var en køn fyr.
Hen over gaden så han sig hurtigt over skulderen mens han havde taget smøgen og slog aske af den ud på brostenene. Med hastige skridt forsatte han blot videre og førte smøgen op til de smalle læber med en vant bevægelse. Han tænkte ikke over det længere. Det havde han fandme ikke gjort længe. Men synet af en skikkelse som dannede sig foran ham i nattens skygger og tåge, og ved hjælp af lyset fra gadelamperne, fik ham til at sætte farten ned og knibe øjnene let sammen i en panderynken.

"Venter du på nogen?" hans stemme var enkel. Der var intet at spore i ham, at han egentlig ikke var pære amerikaner. Den italienske accent, som han kunne få frem hvis han ville, var der ikke. Han blev synlig for kvinden af gadelamperne, og de fleste anså det nok også for nærgående at en fremmed pludselig kom hen og snakkede til dem. Af en eller anden grund ville de fleste tænke 'mafia!', netop fordi at det var så unormalt. Men Marcus virkede som en ren amerikaner, selvom at man kunne skimte de italienske træk i hans ansigt.

[aiden]

Foden begyndte at trippe hurtigere og hurtigere imod jorden. De gamle sneakers, som der var placeret på fødderne, var efterhånden gået hen og blevet ret slidte, men når man aldrig kunne få sig selv til at gå ud og købe nogen, var det altså lidt svært, at få noget ordenligt fodtøj, hun måtte virkelig komme over denne evige frygt, for mennesker, når hun så endelig var ude. Øjnene havde ikke et minuts ro, som de fløj rundt i lokalet, for at sikre sig, at der ikke skulle være nogle uvelkommende gæster. Faktisk var hun en smugle ærgerlig over at hun havde glemt sin hånd pistol der hjemme, så lige nu, måtte hun håbe på, at hendes butterfly kniv var nok. Hvis manden skulle finde på et eller andet, som ikke lige passede ind i hendes kram.

Alt imens disse tanker havde faret rundt i hendes hoved, mest omkring hvad hun skulle gøre, hvis han kom for tæt på, da hun altid blev så usikker og viste meget tydeligt hendes svaghed. Hvilket, ikke ligefrem gjorde handlen nemmere. Mange valgte at udnytte denne svaghed, men så igen, hvem ville ikke det, når alt kom til alt? Men alt i denne tanke hvirvel, havde hun slet ikke lagt mærke til de højlydte skridt der var på vej imod hende, og først da den mandelige stemme, ramte hendes trommehinde, og sendte lyden op til hjernen, og fik hende til at forstå, der faktisk var en, der prøvede at komme i kontakt med hende, dér, lagde hun mærke til at der var andre til stede. Hurtigt, vendte hun sig om, imod at stemmen havde været, og trods for at det havde været en lang process for at få skabt denne vibration, i øret, for så videre at få hjernen til at opfatte hvad der blev sagt, skete det på få sekunder. Lige så hurtigt, havde hun fået fisket sin butterfly kniv ud, og svunget den lettere elegant ud af dens hylster. Der hvor at bladet havde sit beskyttende hylster.

Med store øjne, lagde hun blikket på manden, som trådte ud i lyset, de krystal blå øjne, betragtede ansigtet, og trådte endnu et skridt tilbage, uden at sige en lyd, tavs som vinden der rev i håret, der var faldet frem. Da den bevægelse hun havde lavet, havde fremprovokeret at, hætten fra den sorte hættetrøje var faldet ned. Langsomt trak hun noget luft ned i lungerene, i et dybt åndedrag, mere for at få styr på sig selv. Inderst inde, forbandede hun sig selv, over at dette, lige præcis dette skulle være så svært. At bare synet af en mand, på omkring hendes alder, kunne få hårene til at rejse sig på hendes arme, og hjertet til at galopere afsted, som havde hun løbet et maraton. Der ud over, gjorde det, det bestemt ikke bedre, da alt omkring ham, bare skreg at dette var en fra mafia's tilhænger. Mest af alt, af det han gik i, det kunne ikke være andet. Endnu et yderligere skridt blev taget tilbage, mens hun overvejede sine muligheder, om at flygte.

[Marcus blach]

Med smøgen hvilende mellem pege- og langefinger i højre hånd, havde han hævet hænderne let op af ren refleks, idet kvinden havde svunget en kniv ud efter ham, som for at vise, at han ikke havde noget på sig og ikke ville hende noget ondt. "Woah, hey, easy now.." han holdte det dybe mandelbrune blik rettet på hende, med hovedet let foroverbøjet, så det strittende pandehår faldt og bevægede sig let i vinden. Hvorfor hun reagerede sådan kom egentlig lidt bag på Marcus, og for et kort sekund havde han regnet med, at hun vidste hvem han var. Men hendes ansigtsudtryk, øjnene og dét at hun havde stået alene og ikke opdaget ham tidligere, havde fået ham til at smide den tanke væk med det samme igen. Og det var nok også meget godt, både for ham selv og hende. At hun så havde en hage med mafian anede han intet om, og det slog ham heller ikke ind på nogen måde. "Måske skulle du lægge den væk, hm?" spurgte han, mens han lod hænderne falde let ned, og nikkede kort mod butterfly kniven som hun pegede direkte mod ham, "- hvis en af os får prikket et øje ud, you know.." afsluttede han flabet, selvom det nok ikke var meningen, og lød næsten som om, at hun nok ikke kunne styre den.

Vinden dansede i deres hår, stoppede op som om at den lige skulle have en pause for så at vise sig til stede igen. Der var et par skridts mellemrum mellem dem, og Marcus var også stoppet op da kvinden han reageret som hun havde gjort. Gadelygterne viste deres ansigter for hinanden, og Marcus bed mærke i, som han så ofte gjorde, de små kendetegn på folk. Hendes krystalblå øjne, den slanke skikkelse og det platin blonde hår. Det var sjældent at man så en som hende, og han kunne egentlig ikke lade være med at blive betaget af hende lidt.
Han sank kort og fugtede kort de smalle læber, mens han kom til sig selv efter sin lettere betagelse og så sig over skulderen så det mørkebrune pandehår fløj let. Så rettede han blinket mod hende igen, "Hør.. Er det klogt at være ude nu?" forsatte han bare, som om at hun ikke stod og holdte en kniv truende i hans retning og at de egentlig var faldet i snak helt naturligt. Med vant bevægelse førte han smøgen op til læberne og inhalerede så den lyste let i mørket.

Der lød skridt bag dem, ikke langt derfra. Marcus smed smøgen fra sig på brostenene. Den landede hårdt og lod sig selv gå ligeså stille ud, langsomt. Som om at den mistede livet, for gløden forsvandt. Marcus selv så paranoid over skulderen i en hurtig bevægelse. Skridtene blev tydeligere og han så ligeså hurtigt tilbage på kvinden foran sig, hvor han holdte fast i hendes krystalblå blik med sine mandelbrune. Så gjorde han tegn til at hun skulle være stille, drejede om og gik hurtigt væk fra lampens skær, hvor han forsatte ud i en mørke og forsvandt.
Kort tid efter kom en mand hastigt gående i retningen mod Aiden. At hun var den eneste der så ud til at gå ham på, og han skubbede sig hurtigt forbi 'flyt dig, tøs!'

[aiden]

Hun reagerede ikke på hans 'hey easy now'. Hvorfor skulle hun? Nej hun stolede ikke på denne mand, som der stod der foran hende, men en lettere uro fandt sted inde i hende, over at han virkede så ligeglad med den kniv der var rettet imod ham, så hvis han forsatte lige ud, ville han få det lige ind i solar plexus. Noget et af de ømmeste punkter ved brystkassen. En dyb indånding blev taget, mens hun var meget omhyggelig, ikke at fjerne ham at syne. Da angsten ikke ville slippe hendes krop; tag dig sammen, hvæsede stemmen inde i hoved på hende. Faktisk kunne man godt gå hen og kalde Aiden mere eller mindre sindssyg, men det var vel alt den tid, hun brugte alene, for sig selv. - Hvem vidste egentlig hvad der foregik inde i denne unge kvindes hoved? Det meste man fik ud af hende, af snak, var når hun handlede med mulige kunder, for at få nogle penge ind. Hun fnyste lidt, da han sagde at hun nødig skulle komme til at prikke nogen af deres øjne ud. En ting hun i hvert fald ville være fristet til, hvis han ikke snart smuttede, eller stoppede med, den flabede attitude over for hende. Dog gjorde hun som han havde bedt hende om, og fik den svunget ind i dens hylster, og lagde den ned i hættetrøjes lomme.

Hendes øjne tillod sig at flytte fra ham, og glide hen over gaderne, som der henlå i mørke. Denne verden havde været så lys for hende, som om intet kunne gå galt. Hun havde levet godt, med nogle forældre hun sådan set havde elsket, trods deres uoverensstemmelser. Hvordan, havde det endt sådan her? Et eller andet sted, hungrede hun efter hævn, men så igen. Hun var ikke lige frem typen der kunne dræbe en masse mennesker, for at finde frem til sandheden. Hvem vidste, måske ville hun få den at vide en dag, men.. kun måske. Et let kuldegys gled igennem hende, da hun mærkede hvordan hans brune øjne, betragtede hende, nærmest begloede hende, efter sin egen mening, hvis hun virkelig skulle sige det. Men hun sagde ikke noget, og burde virkelig komme hjem, eftersom at manden der skulle have været her, ikke lige frem så ud til at dukke op.

Igen lod hun blikket glide hen på manden, hvis navn hun endnu ikke vidste hvad var, om hun så egentlig havde lyst til at vide det, var en helt anden sag. Et lille smil bredte sig hen over hendes læber, da han spurgte om det nu også var klogt da færdes her ude, og for første gang, skilte hun læberne ad, for at lade ordene flyde ud, og tilkendegive hendes stemme, da hun hørte fodtrin. og pludselig var han væk? Hun rynkede brynene, og vente de krystal blå øjne, mod manden der lidt efter lidt kom ind i hendes syns vinkle. Nej dette var ikke manden som hun skulle mødes med, hvad var dette for noget?! Uden at nå at reagere, blev hun puffet til, hvor hendes balance hurtig røg. Og ned på den kolde brusten faldt hun. Normale mennesker havde nok råbt og sagt han skulle passe bedre på, hun satte sig bare op, og betragtede hendes hænder, hvor blodet begyndte at sive ud af de små sår der var blevet skåret ind i den bløde ud, på grund af alle de glasskår og andet møg der lå rundt omkring hende. Men selv ikke efter dette sagde hun noget, men prøvede bare at gemme smerten, som der så tydelig hobede sig op i hende. Dog skabte blodet billeder i hoved, af hvordan hendes mor havde ligget.. hun lukkede hurtigt øjnene, tog en dyb indånding. Verden var grusom.. hvorfor levede hun da overhoved, når hun ikke en gang kunne finde ud af at tage vare på sig selv. Hvad godt var der for verden at hun stadig var i den. Ja de spørgsmål, altid de samme, og kom altid hver dag. Hvad lavede hun dog her.